Dato for udgivelse
16 Jul 2004 09:58
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
25. juni 2004
SKM-nummer
SKM2004.298.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
9. afdeling, B-3501-02
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Grundlaget, skønsmæssig, forhøjelse, privatforbrug
Resumé

Denne sag omhandlede en skønsmæssig forhøjelse på kr. 150.000,- af sagsøgerens personlige indkomst for hvert af indkomstårene 1996-1998. Tvisten angik alene kvaliteten af skønnet. Landsretten bemærkede, at skønnet over sagsøgerens privatforbrug for årene 1996-1998 svarede til gennemsnittet af sagsøgerens privatforbrug for årene 1994-1995. Da sagsøgeren ikke havde godtgjort, at skønnet var udøvet på et urigtigt grundlag, eller at der i øvrigt var grundlag for at tilsidesætte skønnet, blev ministeriet frifundet.

Reference(r)

Skattekontrolloven § 5, stk. 3
Skattekontrolloven § 3, stk. 3

Henvisning

Ligningsvejledningen 2004 - 3 E.B.1.5

Henvisning

Ligningsvejledningen 2004 - 3 E.B.1.5.1


Parter

A
(advokat Svend Raether)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Anne Øvlisen)

Afsagt af landsdommerne

Østerborg, Bloch Andersen og Jon Fridrik Kjølbro (kst.)

Under denne sag, der er anlagt den 28. november 2002, har sagsøger, A, nedlagt endelig påstand om, at sagsøgte tilpligtes at anerkende, at indkomstansættelsen for sagsøger for indkomstårene 1996, 1997 og 1998 hjemvises til fornyet behandling ved de lokale skattemyndigheder.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har nedlagt påstand om frifindelse.

Sagens omstændigheder

Denne sag drejer sig om prøvelse af kvaliteten af skattemyndighedernes skøn ved fastsættelsen af sagsøgerens indkomst.

For landsretten har der mellem parterne været enighed om,

at

sagsøgerens regnskabsgrundlag for 1996, 1997 og 1998 kan tilsidesættes,

at

sagsøgerens selvangivne privatforbrug for de nævnte år har været negativt henholdsvis uantageligt lavt, samt

at

skattemyndighederne har været berettigede til at ansætte sagsøgerens indkomst skønsmæssigt.

Landsskatteretten har den 29. august 2002 afsagt følgende kendelse:

"Klagen vedrører opgørelsen af indkomsten på følgende punkt:

Personlig indkomst

 

Indkomståret 1996

 

Skønsmæssig forhøjelse

150.000 kr.

 

Indkomståret 1997

 

Skønsmæssig forhøjelse

150.000 kr.

 

Indkomståret 1998

 
 

Skønsmæssig forhøjelse

150.000 kr.

Sagen har været forhandlet med klageren og dennes revisor på Landsskatterettens kontor.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren i november 1994 startede virksomheden H1. Herudover har klageren siden 1997 oppebåret indtægter ved salg af bl.a. krydderier. Virksomhedernes provisionsindtægter, varesalg, driftsresultater m.v. kan på baggrund af resultatopgørelser for de påklagede år specificeres således:

 

1996

1997

1998

Rejsevirksomhed

 

   

Omsætning i form af provisioner

4.783

1.290

3.304

 

Anden virksomhed

 

Varesalg

 

103.209

26.544

 

Indtægter i alt

4.783

104.499

29.848

 

Resultat før renter

+116.054

-248.460

+208.950

Herudover har klageren i de påklagede år oppebåret indtægter i forbindelse med udleje af et antal værelser i ejendommen ..., som han tillige selv bebor. Det samlede udlejede areal har andraget 178 m2 ud af et samlet areal på 218 m2.

For indkomstårene 1996, 1997 og 1998 er selvangivet ejendomsoverskud på henholdsvis 124.629 kr., 126.438 kr. og 113.911 kr.

Klageren har endvidere i de tre år oppebåret A-indkomst på henholdsvis 220.152 kr., 132.437 kr. og 138.949 kr.

De stedlige skattemyndigheder har ikke anset klagerens regnskabsmateriale for de påklagede år for egnet til at danne grundlag for nøjagtige opgørelser af klagerens indkomst. Nævnet har herunder henvist til, at regnskabsmaterialet ikke er udarbejdet på grundlag af et ført og effektivt afstemt kasseregnskab. Der er endvidere henvist til, at klagerens revisor i de udfærdigede regnskaber har taget følgende forbehold:

"Virksomheden har ikke udarbejdet kasserapporter og bogføringen er udarbejdet af mig på grundlag af bilag og meddelte oplysninger. Der er ikke foretaget daglige kasseafstemninger, hvilket giver risiko for, at ikke alle ind- og udbetalinger er medtaget."

Skattemyndighederne har herefter anset sig for berettigede til at tilsidesætte klagerens resultatopgørelser og foretage skønsmæssige ansættelser af klagerens indkomst.

De stedlige skattemyndigheder har på baggrund af de indgivne selvangivelser beregnet klagerens selvangivne privatforbrug for 1996 - 1998 til henholdsvis 15.313 kr., 10.344 kr. og -3.148 kr. Som følge af de negative/lave privatforbrug har skattemyndighederne foretaget skønsmæssige forhøjelser af klagerens indkomst med 150.000 kr. pr. år. De selvangivne virksomhedsunderskud på henholdsvis 116.054 kr., 248.460 kr. og 208.950 kr. er herefter ændret til et virksomhedsoverskud for indkomståret 1996 på 33.946 kr. samt virksomhedsunderskud for indkomstårene 1997 og 1998 på henholdsvis 98.460 kr. og 58.950 kr.

Klagerens revisor har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om nedsættelse af de af de stedlige skattemyndigheder foretagne forhøjelser. Han har henvist til, at de ved ansættelserne forudsatte privatforbrug for de tre år andrager henholdsvis 134.687 kr., 160.344 kr. og 146.852 kr. Revisor finder, at et gennemsnitligt privatforbrug på ca. 147.000 kr. pr. år ikke kan anses for et realistisk forbrug for kun en person. Revisor har i den forbindelse henvist til avisartikel i Weekend-Mad, ifølge hvilken en forbrugsekspert har udtalt, at det kan lade sig gøre at leve for 1.000 kr. pr. måned til mad og drikkevarer.

Det er efterfølgende af klageren oplyst, at husstanden i de påklagede år foruden klageren har omfattet en voksen søn, som har bidraget økonomisk til fælleshusholdningen.

Landsskatteretten skal udtale

For at et regnskab, der er vedlagt selvangivelsen, skal kunne anses for tilstrækkeligt dokumentation for størrelsen af den skattepligtige indkomst og formue, må det som udgangspunkt forudsættes, at regnskabet er udarbejdet på grundlag af en løbende bogføring, herunder et ført og afstemt kasseregnskab, i overensstemmelse med lovgivningens regler herom, jf. bogføringsloven, lov nr. 60 af 19. februar 1986, samt den i medfør heraf udstedte bekendtgørelse nr. 598 af 21. august 1990 om erhvervsdrivende virksomheders bogføring, årsregnskab og opbevaring af regnskabsmateriale. De nærmere skattemæssige krav til regnskabsgrundlaget er fastsat i bekendtgørelse nr. 141 af 26. februar 1992.

Efter det om klagerens regnskabsføring oplyste, herunder, at der ikke er ført et afstemt kasseregnskab, må retten være enig med de stedlige skattemyndigheder i, at klagerens regnskabsmateriale ikke er egnet som grundlag for en nøjagtig indkomstopgørelse, idet de i bekendtgørelsen anførte krav til regnskabsgrundlaget ikke er opfyldt. Det er derfor med rette, at de stedlige skattemyndigheder har ansat indkomsten skønsmæssigt, jf. skattekontrollovens § 5, stk. 3, jf. § 3, stk. 4.

Skønsmæssige ansættelser skal som udgangspunkt være underbyggede af privatforbrugsberegninger eller andre konkrete opgørelser.

Retten bemærker, at klagerens søn ikke ifølge folkeregisteroplysninger har boet på klagerens adresse i hele den omhandlede periode, samt at sønnens indkomst i øvrigt findes at være medgået til sønnens eget underhold.

Landsskatteretten finder ikke grundlag for at ændre de af myndighederne med rette udøvede skøn. De påklagede ansættelser stadfæstes derfor.

..."

Af sagens bilag fremgår ud over det ovenfor nævnte blandt andet følgende:

Sagsøgerens søn, B, født den ..., var tilmeldt folkeregisteret på sagsøgerens adresse, ..., fra 6. marts 1996 til 31. oktober 1997.

Ved brev af 25. juni 2003 har Kommunen oplyst følgende om den skønsmæssige ansættelse af sagsøgerens indkomst:

"Skat og Borgerservice skal hermed oplyse, at de foretagne skønsmæssige forhøjelser af [sagsøgerens] personlige indkomst med 150.000 kr. for hvert af indkomstårene 1996-1998, er sket på baggrund af en tilsidesættelse af skatteyders regnskabsmateriale, samt beregnede negative/lave privatforbrug.

Skatteyders privatforbrug for 1994 og 1995 er beregnet til henholdsvis 60.746 kr. og 232.528 kr. Det har ikke været muligt verificere årsagen til den store stigning fra 1994 til 1995, udover hvad der eventuelt kan skyldes formueforskydninger mellem årene.

Såfremt dette er tilfældet, vil det sandsynligvis blot betyde, at privatforbruget for 1995 falder og 1994 vil stige med et tilsvarende beløb. Samlet set har skatteyders privatforbrug for de 2 år udgjort 293.274 kr. eller i gennemsnit 146.637 kr.

Efter forhøjelse af skatteyders indkomst for [1996-1998], udgør skatteyders privatforbrug for disse år henholdsvis 134.687 kr., 160.344 kr. og 146.852 kr. eller i gennemsnit 147.294 kr."

Forklaringer

Der er under sagen afgivet forklaring af sagsøger.

Sagsøger har forklaret blandt andet, at hans tidligere rumænske hustru kom til Danmark i 1991. Hun var uddannet ..., men kunne ikke få arbejde, idet hendes uddannelse først skulle godkendes. Sagsøger brugte mange penge på bøger og transport m.v. til den tidligere hustru. Sagsøger startede virksomhed i 1994 og det var meningen, at både han og hustruen skulle deltage i driften. Virksomheden skulle arrangere rejser til udlandet, herunder sygeophold i udlandet. 1995 var et "sort" år for sagsøger. Han havde mange ekstraordinære indtægter og udgifter. Han fik udbetalt i alt 69.000 kr. i erstatning for en arbejdsskade. Endvidere omprioriterede han lånene i ejendommen og modtog i den anledning et provenu på 40.000 kr. Han brugte samtidig mange penge på sin daværende hustru, der skulle til eksamen. Endvidere døde sagsøgers mor, der boede i udlandet, og han havde udgifter til rejse, begravelse m.v. Kommunen har ikke på noget tidspunkt spurgt til årsagen til det store privatforbrug i 1995. Sagsøger og hans tidligere hustru blev skilt i 1996. Sagsøger lærte revisor SV at kende i februar 1996. De aftalte, at sagsøger skulle aflevere fakturaer m.v. til revisoren, der ville sørge for bogføringen. Revisoren har ikke fortalt, at sagsøger skulle udarbejde kasserapporter. Sagsøger har ikke bemærket, at revisoren tog forbehold i regnskaberne, idet sagsøger blot skrev under i tillid til revisor. Sagsøgers søn, B, er svend og boede hos sagsøger i en periode, der godt kan være fra 6. marts 1996 til 31. oktober 1997. Sønnen hjalp til økonomisk. Når sagsøger manglede penge, hævede sønnen penge og købte mad, betalte regninger m.v. I 1996 var økonomien stram, herunder fordi sagsøger skulle forsørge sin daværende hustru. Sagsøger mødte sin nuværende rumænske hustru under en forretningsrejse i 1997. Hun kom til Danmark i marts 1998, og de blev gift samme år. Sagsøgers nye hustru havde ikke noget arbejde, og blev en udgift for sagsøger.

Procedure

Sagsøger har til støtte for påstanden gjort gældende, at skattemyndighedernes skøn er åbenbart urimeligt og hviler på urigtigt grundlag, hvorfor der skal ske hjemvisning til fornyet behandling. Skattemyndighedernes har ikke taget højde for sagsøgers særlige forhold, herunder hans boligforhold og at den hjemmeboende søn bidrog økonomisk til husholdningen. Det er endvidere urimeligt, at skattemyndighederne ved den skønsmæssige fastsættelse har taget udgangspunkt i de to forudgående år, idet 1995 var et usædvanligt år for sagsøger, herunder på grund af store udgifter til ægtefællen og til begravelse m.v. Skattemyndighederne har ikke gjort noget for at undersøge årsagen til det store privatforbrug i 1995, og har ikke taget højde for de specielle omstændigheder, der gjorde sig gældende i 1995.

Sagsøgte har til støtte for påstanden gjort gældende, at skattemyndighedernes skøn ikke kan tilsidesættes som værende åbenbart urimeligt eller udøvet på et klart forkert grundlag, hvilket det påhviler sagsøgeren at godtgøre. Skattemyndighedernes skøn er i den konkrete sag underbygget af privatforbrugsberegninger foretaget på grundlag af de selvangivne oplysninger for 1994 og 1995. Der foreligger ingen dokumentation for, at sønnen, der alene var hjemmeboende i en del af perioden, bidrog økonomisk til husholdningen. Sagsøgers forklaring om privatforbrug er ikke støttet af objektive oplysninger. Det må derimod lægges til grund, at sagsøgeren har haft behov for penge på grund af den hjemmeboende søn, udgifter til ægtefælle, rejseudgifter m.v. Eftersom sagsøgeren ikke har løftet den ham påhvilende bevisbyrde, skal de skønsmæssige forhøjelser af sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 1996, 1997 og 1998 fastholdes, og der er ikke grundlag for at hjemvise skatteansættelserne.

Landsrettens bemærkninger

Sagsøgeren har anerkendt, at skattemyndighederne har været berettigede til at ansætte indkomsten for 1996, 1997 og 1998 skønsmæssigt. Skattemyndighernes skøn over sagsøgerens privatforbrug for årene 1996-98 svarer til gennemsnittet af sagsøgerens privatforbrug for årene 1994-95.

Sagsøgeren har ikke godtgjort, at skattemyndighedernes skøn er udøvet på et urigtigt grundlag, eller at der i øvrigt er grundlag for at tilsidesætte skønnet.

Herefter tages sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

I sagsomkostninger skal sagsøger, A, inden 14 dage betale 16.500 kr. til sagsøgte.