Dato for udgivelse
20 Jul 2004 11:23
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
1. juli 2004
SKM-nummer
SKM2004.308.HR
Myndighed
Højesteret
Sagsnummer
2. afdeling, 86/2003
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
Afgifter + Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning + Arv og gaver
Emneord
Arveafgift, afgiftsberegning, livsforsikring, livrente, forældelse
Resumé

Sagen drejede sig om, hvorvidt der skulle betales arveafgift af den samlede værdi af de forsikrings- og livrenteordninger, som appellantens afdøde ægtefælle havde tegnet under ægteskabet, og som appellanten var succederet i. Sagen drejede sig endvidere om, hvorvidt afgiftskravet var forældet.

Højesteret fandt, at forældelsesfristen ikke kunne regnes fra et tidligere tidspunkt end det tidspunkt, da boerne blev indlevere til skifteretten til revision, og at afgiftskravet derfor ikke var forældet.

Højesteret fandt endvidere, at indbetalingerne på forsikrings- og livrenteordningerne måtte antages at hidrøre fra den afdøde ægtefælles særejemidler, og at der derfor ikke var grundlag for at reducere kravet på arveafgift ud fra en en boslodsbetragtning.

Reference(r)

Lov om afgift af arv og gave § 5, litra a (dagældende)
Lov om afgift af arv og gave § 24 (dagældende)
Forældelsesloven af 1908 § 1, stk. 1, nr. 4
Forældelsesloven af 1908 § 3.

Henvisning

Processuelle regler 2004 - 3 N.2.1.1

Henvisning

Processuelle regler 2004 - 3 N.2.1.3


Parter

A
(advokat Axel Holst Nielsen)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat B. Kjærulff Vognsen)

og

B
(selv)

Afsagt af højesteretsdommerne

Poul Sørensen, Per Sørensen, Asbjørn Jensen, Jytte Scharling og Lars Bay Larsen.

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 1. afdeling den 14. januar 2003.

Påstande

Appellanten, A, har over for indstævnte Skatteministeriet gentaget såvel sin frifindelsespåstand som sin subsidiære påstand, dog således at begyndelsestidspunktet for forrentningen af de 602.664 kr. er den 18. april 1989.

A har over for indstævnte B gentaget sin friholdelsespåstand og har subsidiært påstået delvis friholdelse.

Skatteministeriet har påstået stadfæstelse.

B, der ikke har anket dommen over for Skatteministeriet, og som ikke har givet møde under domsforhandlingen, har over for A påstået stadfæstelse.

Der er for Højesteret enighed om den beløbsmæssige opgørelse af afgiftskravet og renterne heraf.

Supplerende sagsfremstilling

For Højesteret er der fremkommet yderligere oplysninger.

Det fremgår, at værdien af de omhandlede forsikrings- og livrenteordninger på dødstidspunktet den 24. juli 1986 er beregnet til 2.736.573 kr.

På grundlag heraf er arveafgiften og rentekravet opgjort således:

"...

Krav pr. 1. september 1995 ...

 

Arveafgift

kr.

872.480

   

+ rente 1% pr. måned af 859.520 fra 18.4.89
(77 mdr.)

kr.

661.830

   

+ rente 1% pr. måned af 12.960 fra 1.9.90
(60 mdr.)

kr.

    7.776

                       

Arveafgift og renter i alt

                

kr.

1.542.086

 

...

 

Krav pr. 28. juni 2004

 

Arveafgift

kr.

872.480

   

+ rente 1% pr, måned af 859.520 fra 18.4.89-1.7.98
(111 mdr.)

kr.

954.067

   

+ rente 0,6% pr. måned af 859.520 fra 1.7.98-28.6.04
(72 mdr.)

kr.

371.312

   

+ rente 1% pr. måned af 12.960 fra 1.12.90-1.7.98
(91 mdr.)

kr.

11.793

   

+ rente 0,6% pr. måned af 12.960 fra 1.7.98-28.6.04
(72 mdr.)

kr.

    5.598

   

Arveafgift og renter i alt

   

kr.

2.215.250

..."

Forklaringer

Til brug for Højesteret har A supplerende forklaret bl.a., at hun ingen uddannelse har. Hun begyndte som lægesekretær i 1980. Fra 1967 levede hun sammen med C. Renter og udtrækninger af obligationerne kunne hun ikke bruge af, og disse beløb blev aldrig udbetalt til hende. Hun havde sin egen konto i F-5 Bank. C bidrog også med betalingen af udgifterne til husholdningen. C betalte sine udgifter fra kassekreditten i F-4 Bank. Så vidt hun ved, blev livrenterne også betalt fra denne konto. C havde også konti i andre pengeinstitutter. Han oprettede sådanne konti, når han havde overskud, og det pågældende pengeinstitut havde et godt tilbud. Hun og C havde ingen fælles konti. Hun talte ikke med C om, hvordan der skulle disponeres over renter og udtrækninger af obligationerne. Hun kunne ikke bruge af den kassekredit, hvor disse penge gik ind. Hun ved ikke, hvorfor pengene gik ind på Cs kassekredit. Hun har ikke bedt om disse penge specifikt. Af og til bad hun om penge til tøj og lignende. Når hun gjorde det, fik hun penge af C. Kassekreditten blev brugt til at betale både Cs egne forretningsmæssige udgifter og udgifter til fælles rejser, større anskaffelser, husholdningsudgifter og andre løbende udgifter. Hun ved ikke, om der blev solgt af obligationerne.

Højesterets begrundelse og resultat

Afsluttende skiftesamling blev afholdt den 18. april 1989, dvs. inden udløbet af fristen i den dagældende arveafgiftslovs § 24, stk. 3. Der er allerede derfor ikke grundlag for at anse de udkast til boopgørelse, som advokat B sendte til skifteretten den 27. januar 1989, for foreløbige boopgørelser som nævnt i lovens § 24, stk. 3. Skifteretten var således ikke forpligtet til at revidere disse opgørelser. Med denne bemærkning og af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at forældelsesfristens begyndelsestidspunkt ikke kan regnes fra et tidligere tidspunkt end den 18. marts 1994, da boopgørelserne blev indleveret til skifteretten til revision, og at kravet på arveafgift med påløbne renter derfor ikke er forældet.

Heller ikke efter bevisførelsen for Højesteret er det godtgjort, at indbetalingerne på de omhandlede forsikrings- og livrenteordninger direkte er sket med midler fra Cs obligationsbeholdning, der hørte til hans bodel. Ganske vist må det antages, at der i et vist omfang under ægteskabet er indsat midler fra obligationerne på kassekreditkontoen i F-4 Bank, der indgik i Cs særeje, men det er ikke godtgjort, at disse indsættelser - som ikke har ført til vederlagskrav fra A - har haft et sådant omfang, at de ikke kan anses for begrundet i almindelige forsørgelseshensyn. Højesteret tiltræder herefter, at indbetalingerne må antages at hidrøre fra Cs særejemidler, og at der således ikke er grundlag for at reducere kravet på arveafgift ud fra en boslodsbetragtning.

Højesteret stadfæster herefter dommen i forholdet mellem A og Skatteministeriet.

Som anført af landsretten fremgik det af skifteprotokollen for den afsluttende skiftesamling den 18. april 1989, at A var "succederet i visse rentenydelsesrettigheder, som afdøde havde, og hvorom der vil ske særlig indberetning". B, der tiltrådte som eksekutor den 7. juni 1989, undlod at sørge for, at der blev beregnet og indbetalt arveafgift af forsikrings- og pensionsrettighederne. Trods talrige rykkere fra skifteretten indsendte han først boopgørelserne til revision ca. 5 år efter den afsluttende skiftesamling, og først den 1. september 1995 underrettede han A om afgiftskravet og det betydelige rentebeløb, der var påløbet som følge af manglende indbetaling.

Højesteret finder, at B herved har handlet ansvarspådragende over for A, der i perioden indtil den 1. september 1995 ikke havde anledning til at betale afgiftsbeløbet og dermed frigøre sig fra det belastende rentekrav. I hvert fald under disse omstændigheder skal B friholde A for Skatteministeriets rentekrav for perioden fra den 7. juni 1989 til den 1. september 1995 i det omfang, rentekravet overstiger den nettorente, der generelt må antages at være knyttet til rådigheden over afgiftsbeløbet. Højesteret fastsætte herefter skønsmæssigt det beløb, som B skal friholde A med, til 400.000 kr.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Landsrettens dom stadfæstes med den ændring, at B skal friholde A med 400.000 kr. for så vidt angår påløbne renter.

I sagsomkostninger for Højesteret skal A betale 50.000 kr. til Skatteministeriet.

I sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal B betale 30.000 kr. til A.

De idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.