Dato for udgivelse
26 Jul 2004 08:53
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
13. november 2003
SKM-nummer
SKM2004.321.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
5. afdeling, S-1663-03
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
Straf
Emneord
Nægtet registrering, skattesvig, bidragssvig, momssvig
Resumé

T var tiltalt i en omfattende sag med i alt 12 forhold vedrørende overtrædelse af moms, kildeskatte- og arbejdsmarkedsbidragslovgivningen, som for en stor del forholds vedkommende blev rejst efter den nuværende opkrævningslov, der fik gyldighed fra 1. januar 2001. Sagen var fremmet efter retsplejelovens § 922.

T, der tidligere var dømt for forsætlig skatte- og afgiftsunddragelse, var ved ToldSkats skrivelse af 20. november 1995 nægtet registrering efter både momsloven og som indeholdelsespligtig virksomhed af A-skat, men fortsatte trods den nægtede registrering med at drive momspligtig virksomhed i perioden 1. januar 1996 – 31. december 1998, hvorved statskassen blev unddraget 503.820 kr. i moms, og i samme periode trods den nægtede registrering undlod at indbetale indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsfondsbidrag, alt hvorved det offentlige blev unddraget skat med 409.982 kr. og med 99.979 kr. i arbejdsmarkedsbidrag. T havde efterfølgende trods den nægtede registrering efter momsloven og som indeholdelsespligtig virksomhed af A-skat ved ToldSkats ovennævnte skrivelse af 20. november 1995 igen i perioden 19. marts 2001 – 23. september 2002 drevet momspligtig virksomhed, hvorved det offentlige blev unddraget moms med et samlet beløb på 132.100 kr. og for perioden 19. marts 2001 -20. oktober 2002 undlod at indbetale indeholdt A-skat og bidrag, hvorved det offentlige blev unddraget skat med et beløb på 80.942 kr. og arbejdsmarkedsbidrag med et beløb på 24.258 kr. T havde tillige i perioden 19. januar – 1. november 1995 drevet momspligtig virksomhed uden anmeldelse for de statslige told- og skattemyndigheder, hvorved det offentlige blev unddraget moms med i alt 69.805 kr. Endvidere undlod T som direktør, hovedanpartshaver og daglig leder af et entreprenøranpartsselskab for året 1999 dels at indbetale indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, hvorved det offentlige blev unddraget 46.909 kr. i A-skat og 5.363 kr. i bidrag, dels undlod at indsende momsangivelse for juli kvartal 1999, hvorved det offentlige blev unddraget 23.077 kr. i moms, og endelig som direktør, hovedanpartshaver og daglig leder af førnævnte selskab at have angivet salgsmomsen for lavt for april kvartal 1999, hvorved det offentlige blev unddraget 39.034 kr. i moms. T blev af byretten straffet med fængsel i 8 måneder og en tillægsbøde på 1.400.000 kr. Den indankede dom angik strafudmålingen. Landsretten forhøjede under hensyn til karakteren og omfanget af forholdene fængselsstraffen til fængsel i 10 måneder og tiltrådte den idømte tillægsbøde. Under hensyn til oplysningerne om T´s helbredsmæssige forhold stemte et flertal på 4 af de voterende for, at fængselsstraffen undtagelsesvis blev gjort betinget, jf. straffelovens § 58, således at 6 måneder af fængselsstraffen skulle fuldbyrdes, medens fængselsstraffen i øvrigt skulle gøres betinget. To voterende fandt under hensyn til T´s forstraf samt karakteren og omfanget af forholdene og deres tidsmæssige udstrækning ikke grundlag for at gøre fængselsstraffen helt eller delvist betinget, ej heller med vilkår om samfundstjeneste. Landsretten stadfæstede byrettens dom med den ændring, at fængselsstraffen blev forhøjet til fængsel i 10 måneder, der blev gjort delvis betinget, idet fuldbyrdelse af 4 måneder af fængselsstraffen blev udsat.

Reference(r)

Opkrævningsloven § 17, stk. 3, jf. stk. 11 a, stk. 2
Opkrævningsloven § 17, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3
Momsloven § 81, stk. 3


Vestre Landsrets dom af 13. november 2003, 5. afdeling S-1663-03

Parter

Anklagemyndigheden

mod

T
(advokat Anders Mygind)

Afsagt af landsdommerne

Lilholt, Torben Geneser og Ole Græsbøll Olesen med domsmænd

---------

Århus byrets dom af 30. maj 2003, 3. afdeling, SS 3.0961/03

Denne sag er behandlet efter retsplejelovens § 922.

Retsmødebegæring er modtaget den 18. februar 2003 med anmodning om, at anklageskrift af 17. juli 2002 og tillægsanklageskrift af 17. februar 2003 anvendes som retsmødebegæring.

T er tiltalt for overtrædelse af

1.

a. momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2, jf. § 47, stk. 1 og 5,

ved med forsæt til momsunddragelse i perioden 19. januar - 1. november 1995 at have drevet momspligtig virksomhed uden anmeldelse til de statslige told- og skattemyndigheder, hvorved det offentlige blev unddraget moms med et samlet beløb på 69.805 kr.

b. opkrævningsslovens § 17, stk. 3, jf. § 11 a, stk. 2, jf. tidligere momslovens § 81, stk. 3, 2. pkt., jf. § 62, stk. 9,

ved med forsæt til momsunddragelse i perioden 1. januar 1996 - 31. december 1998 at have drevet momspligtig virksomhed, skønt han ved ToldSkat's skrivelse af 20. november 1995 var blevet nægtet registrering,

hvorved det offentlige blev unddraget moms med et samlet beløb på 503.820 kr.

2.

a. opkrævningslovens § 17, stk. 3, jf. § 11 a, stk. 2, jf. tidligere kildeskattelovens § 74 A,

ved med forsæt til skatteunddragelse i perioden 1. januar 1996 - 31. december 1998 at have drevet virksomhed uden registrering som indeholdelsespligtig, skønt han ved ToldSkat's skrivelse af 20. november 1995 var blevet nægtet registrering, og

b. opkrævningslovens § 17, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3, jf. tidligere kildeskattelovens § 74, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 2,

ved med forsæt til skatteunddragelse i perioden 1. januar 1996 - 31. december 1998 at have undladt at indbetale indeholdt A-skat, alt hvorved det offentlige blev unddraget skat med et samlet beløb på 409.982 kr.

3.

a. opkrævningslovens § 17, stk. 3, jf. § 11 a, stk. 2, jf. tidligere arbejdsmarkedsfondslovens § 18, stk. 2, jf. stk. 5,

ved med forsæt til unddragelse af bidrag i perioden 1. januar 1996 - 31. december 1998 at have drevet virksomhed uden registrering som indeholdelsespligtig, skønt han ved ToldSkat's skrivelse af 20. november 1995 var blevet nægtet registrering, og

b. opkrævningslovens § 17, stk. 2, jf. stk. 1, ur. 3, jf. tidligere arbejdsmarkedsfondslovens § 18, stk. 2, jf. stk. 1, litra c,

ved med forsæt til unddragelse af bidrag i perioden 1. januar 1996 - 31. december 1998 at have undladt at indbetale indeholdt bidrag, alt hvorved det offentlige blev unddraget bidrag med et samlet beløb på 99.979 kr.

4.

opkrævningsloven § 17, stk. 3, jf. § 11 a, stk. 2, ved med forsæt til afgiftsunddragelse i perioden 19. marts 2001 til 23. september 2002 at have drevet momspligtig virksomhed, uagtet han ved ToldSkats skrivelse af 20. november 1995 var blevet nægtet registrering, hvorved det offentlige blev unddraget moms med et samlet beløb på 132.100 kr.

5.

opkrævningslovens § 17, stk. 3, jf. § 11 a, stk. 2,

ved med forsæt til skatteunddragelse i perioden 19. marts 2001 til 20. oktober 2002 at have drevet virksomhed uden registrering som indeholdelsespligtig efter kildeskatteloven, skønt han ved TolsSkats skrivelse af 20. november 1995 var blevet nægtet registrering.

6.

opkrævningslovens § 17, stk. 2, jf. stk. 1, ur. 3, ved med forsæt til skatteunddragelse i perioden 19. marts 2001 til 20. oktober 2002 at have undladt at indbetale indeholdt A-skat kr. 80.942, hvorved det offentlige blev unddraget skat med et samlet beløb på 80.942 kr.

7.

opkrævningslovens § 17, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3, ved som direktør, hovedanpartshaver og daglig leder i Anpartsselskabet A.A. Entreprise med forsæt til skatteunddragelse for året 1999 at have undladt at indbetale indeholdt A-skat, hvorved det offentlige blev unddraget skat med et samlet beløb på 46.909 kr.

8.

opkrævningslovens § 17, stk. 3, jf. § 11 a, stk. 2,

ved med forsæt til unddragelse af bidrag i perioden 19. marts 2001 til 20. oktober 2002 at have drevet virksomhed uden registrering som indeholdelsespligtig, uagtet han ved ToldSkats skrivelse af 20. november 1995 var blevet nægtet registrering.

9.

opkrævningslovens § 17, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3,

ved med forsæt til unddragelse af bidrag i perioden 19. marts 2001 til 20. oktober 2002 at have undladt at indbetale indeholdt arbejdsmarkedsbidrag, hvorved det offentlige blev unddraget 24.258 kr.

10.

opkrævningslovens § 17, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3,

ved som direktør, hovedanpartshaver og daglig leder af Anpartsselskabet A.A. Entreprise med forsæt til unddragelse af bidrag for året 1999 at have undladt at indbetale indeholdt arbejdsmarkedsbidrag, hvorved det offentlige blev unddraget bidrag med et samlet beløb på 5.363 kr.

11.

momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1,

ved som direktør, hovedanpartshaver og daglig leder af Anpartsselskabet A.A. Entreprise med forsæt til momsunddragelse for april kvartal 1999 at have angivet salgsmomsen kr. 39.034 for lavt, hvorved det offentlige blev unddraget dette beløb i moms.

12.

momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2, jf. § 57, stk. 1,1. pkt.,

ved som direktør, hovedanpartshaver og daglig leder af Anpartsselskabet A.A. Entreprise med forsæt til momsunddragelse for juli kvartal 1999 at have undladt at indsende momsangivelse, hvorved det offentlige blev unddraget kr. 23.077 i moms.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om ubetinget fængselsstraf og en tillægsbøde.

Tiltalte har erkendt sig skyldig.

Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte. Forklaringen er gengivet i retsbogen.

Tiltalte er tidligere straffet ved dom af 27. september 1993 for bedrageri og overtrædelse af momsloven og kildeskatteloven med en betinget dom med udsat straffastsættelse 2 års prøvetid, og en tillægsbøde på 116.000 kr., subsidiært 30 dages hæfte.

Rettens bemærkninger

Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig.

Straffen fastsættes til fængsel i 8 måneder, jf. momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1, og stk. 1, nr. 2, jf. § 47, stk. 1 og 5, og § 57, stk. 1, 1. pkt., opkrævningslovens § 17, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3, til dels jf. tidligere kildeskattelovens § 74, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 2, og tidligere arbejdsmarkedsfondslovens § 18, stk. 2, jf. stk. 1, litra c, samt opkrævningsslovens § 17, stk. 3, jf. § 11 a, stk. 2, til dels jf. tidligere momslovens § 81, stk. 3, 2. pkt., jf. § 62, stk. 9, tidligere kildeskattelovens § 74 A og tidligere arbejdsmarkedsfondslovens §18, stk. 2, jf. stk. 5.

Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 1.400.000 kr., jf. straffelovens § 50, stk. 2.

Forvandlingsstraffen er fastsat nedenfor.

Retten har ved straffastsættelsen lagt vægt på, at tiltalte tidligere er dømt for forsætlig skatte- og afgiftsunddragelse, forholdenes omfang og tidsmæssige udstrækning, samt at tiltalte er fortsat med at drive virksomhed uden registrering og med at unddrage sig skat, bidrag og moms, efter der var rejst sigtelse mod ham. Ved fastsættelsen af tillægsbøden er der lagt vægt på størrelsen af den økonomiske vinding ved overtrædelserne. Der findes efter kriminalitetens omfang og karakter ikke grundlag for at gøre straffen helt eller delvis betinget, ej heller med vilkår om samfundstjeneste.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Tiltalte, T, skal straffes med fængsel i 8 måneder.

Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 1.400.000 kr.

Forvandlingsstraffen er fængsel i 60 dage.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

----------

Vestre Landsrets dom af 13. november 2003, 5. afdeling S-1663-03

Retten i Århus, 3. afdeling, har den 30. maj 2003 afsagt dom i 1. instans (SS 3.0961/03).

Tiltalte har påstået formildelse, således at straffen gøres helt eller delvis betinget, eventuelt med vilkår om samfundstjeneste.

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.

I forbindelse med ankesagen har Kriminalforsorgen, foretaget en personundersøgelse.

Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at hans fysiske og psykiske tilstand kunne være meget bedre. Han kan ikke rigtig koncentrere sig om at arbejde. Han laver ikke murerarbejde for tiden. Han er blevet opereret for lymfekræft, og han håber, at kræften er væk. Lægerne kan nok ikke gøre mere. Han lider af Quinckis ødem, og det kommer lige med det samme, så han ikke kan få luft. Han går hele tiden med en sprøjte, og hvis han får symptomer, skal han ringe efter en ambulance. Han har måttet bruge sprøjten 3 gange. Han tager hele tiden forebyggende medicin. Han vil gå på efterløn, når han bliver 60 år gammel.

Landsrettens begrundelse og resultat

Under hensyn til karakteren og omfanget af forholdene forhøjes fængselsstraffen til fængsel i 10 måneder.

Under hensyn til oplysningerne om tiltaltes helbredsmæssige forhold stemmer fire voterende for, at fængselsstraffen undtagelsesvist gøres delvis betinget, jf. straffelovens § 58, således at 6 måneder af fængselsstraffen skal fuldbyrdes, mens fængselsstraffen i øvrigt gøres betinget på vilkår som nedenfor anført.

To voterende finder under hensyn til tiltaltes forstraf samt karakteren og omfanget af forholdene og deres tidsmæssige udstrækning ikke grundlag for at gøre fængselsstraffen helt eller delvist betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste. Disse voterende stemmer derfor for, at fængselsstraffen i det hele skal være ubetinget.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Samtlige voterende tiltræder, at tiltalte er idømt en tillægsbøde på 1.400.000 kr. med forvandlingsstraf af fængsel i 60 dage.

Med de anførte ændringer stadfæster landsretten dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom ændres, således at fængselsstraffen forhøjes til fængsel i 10 måneder, der gøres delvis betinget, idet fuldbyrdelse af 4 måneder af fængselsstraffen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 2 år fra denne landsretsdom på betingelse af, at tiltalte i prøvetiden ikke begår strafbart forhold.

I øvrigt stadfæstes dommen.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.