Dato for udgivelse
05 Mar 2013 11:04
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
19 Feb 2013 08:37
SKM-nummer
SKM2013.165.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
12-0241945
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Andet om moms
Emneord
Moms, omvendt betalingspligt, metalskrot, elektronikskrot, husholdningsmaskiner
Resumé

Skatterådet bekræfter, at reglerne for omvendt betalingspligt, jf. momsloven § 46, stk. 1, nr. 7, finder anvendelse ved køb af store husholdningsmaskiner, såsom køleskabe, ovne, vaskemaskiner samt tørretumblere.

Skatterådet bekræfter, at reglerne for omvendt betalingspligt, jf. momsloven § 46, stk. 1, nr. 7, finder anvendelse ved køb af mindre varer omfattet af definitionen af elektronikskrot, såsom IT- og teleudstyr, små husholdningsapparater, termostater, automater samt elektrisk legetøj.

Skatterådet afviser at besvare et spørgsmål om momsangivelsen.

Hjemmel

Skatteforvaltningsloven § 21, stk. 4, nr. 3, jf.
Skatteforvaltningsloven § 2, stk. 2.

Reference(r)

Momsloven § 46, stk. 1, nr. 7

Henvisning

Den juridiske vejledning 2013-1, afsnit D.A.13.2.2.7.


Spørgsmål

  1. Kan Skatterådet bekræfte, at reglerne for omvendt betalingspligt, jf. momsloven § 46, stk. 1, nr. 7, finder anvendelse ved køb af store husholdningsmaskiner, såsom køleskabe, ovne, vaskemaskiner samt tørretumblere?
  2. Kan Skatterådet bekræfte, at reglerne for omvendt betalingspligt, jf. momsloven § 46, stk. 1, nr. 7, finder anvendelse ved køb af mindre varer omfattet af definitionen af elektronikskrot, såsom IT- og teleudstyr, små husholdningsapparater, termostater, automater samt elektrisk legetøj?
  3. Kan Skatterådet bekræfte, at såfremt momsloven § 46, stk. 1, nr. 7, finder anvendelse, så skal køber beregne og angive salgsmomsen under "moms af varekøb i udlandet"?

Svar

  1. Ja
  2. Ja
  3. Afvises

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger arbejder hovedsagelig med jern-, metal-, og elektronikskrot samt miljøproblematisk skrot, plast og dæk. Selskabet genvinder jern, metal, elektronik, beton og biler samt rådgiver om løsninger og miljøspørgsmål.

Spørger køber skrot, herunder store husholdningsmaskiner (se nedenfor for en nærmere beskrivelse heraf) fra andre selskaber, med henblik på at genanvende og videresælge jern, metal og plast til tredjemand. Ligeledes køber selskabet blandet elektronikskrot (se nedenfor for en nærmere beskrivelse heraf), som videresælges uden videre forarbejdning. Videresalget vedrører både salg af varerne som helhed som salg af enkelte varedele. De varer/varedele samt eventuel affald, som ikke kan videresælges, bliver bortskaffet mod betaling.

På baggrund af de nye momsregler vedrørende omvendt betalingspligt ved køb af metalskrot, jf. momsloven § 46, stk. 1, nr. 7, er spørger i tvivl om, hvorvidt køb af store husholdningsmaskiner og blandet elektronikskrot er omfattet af denne bestemmelse.

Spørgers køb af store husholdningsmaskiner og blandet elektronikskrot prisfastsættes ikke efter listepriserne for metalskrot men i stedet efter almindelige forhandlinger mellem spørger og den pågældende leverandør.

Store husholdningsmaskiner kan være følgende:

  • Kølemøbler, såsom store kølemøbler, køleskabe, fryseudstyr og andre store apparater til køling, opbevaring og lagring af fødevarer og hvidevarer, såsom vaskemaskiner, tørretumblere, opvaskemaskiner, kogeapparater, elkomfurer, el-kogeplader, mikrobølgeovne
  • Andre store apparater til madlavning og anden behandling af fødevarer
  • Elektrisk varmeapparatur, el-radiatorer, andre store apparater til opvarmning af lokaler, senge og siddemøbler, el-ventilatorer, el-ventilatorer, klimanlæg og andet blæser-, udsugnings- og klimaudstyr.

Blandet elektronikskrot kan være følgende:

  • Små husholdningsapparater såsom støvsugere, tæppefejemaskiner, andre rengøringsapparater, apparater til syning, strikning, vævning og anden forarbejdning til tekstiler, strygejern og andre apparater til strygning, rulning og anden behandling af beklædning, brødristere, frituregryder, kværne, kaffemaskiner og udstyr til åbning eller forsegling af beholdere eller pakker, elektriske knive, hårklipningsapparater, hårtørrere, tandbørstningsapparater, barbermaskiner, massageapparater og andre apparater til kropspleje, ure, armbåndsure og udstyr til måling, angivelse eller registrering af tid, vægte.
  • It- og teleudstyr såsom centraliseret databehandling: Mainframes, minicomputere, printere, Pc´er mv.: PC´er (herunder CPU, mus, skærm og tastatur), Note-book-computere, printere, kopieringsudstyr, elektriske og elektroniske skrivemaskiner, lommeregnere og bordregnemaskiner og andre produkter og andet udstyr til elektronisk indsamling, lagring, behandling, præsentation eller kommunikation af information, brugerterminaler- og -systemer, telefaxapparater, telexapparater, telefoner, mønttelefoner, trådløse telefoner, mobiltelefoner, telefonsvarere og andre produkter eller andet udstyr til transmission af lyd, billeder eller anden information ved hjælp af telekommunikation og forbrugerudstyr såsom Radioapparater TV-apparater, videokameraer, videobåndoptagere, Hi-fi-båndoptagere, forstærkere, musikinstrumenter og andre produkter eller andet udstyr til optagelse eller gengivelse af lyd eller billeder, herunder signaler eller anden teknologi til formidling af lyd og billeder på anden måde end ved telekommunikation.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Spørgsmål 1

Hensigten med køb af store husholdningsmaskiner er helt klart at genanvende og videresælge det jern og metal, som spørger kan få deraf. Andelen af jern og metal, som selskabet får i udbytte, udgør ca. 75 %, og er således den væsentligste årsag til købet af varerne. Prisfastsættelsen sker derfor under hensyn til, hvad spørger forventer at tjene på sit videresalg af specielt jern- og metalelementerne.

Bemærkningerne til lovbestemmelserne kommer ikke med en nærmere definition på metalskrot, men det afgørende må efter spørgers vurdering være, om metallet repræsenterer en værdi for køber og dermed er årsagen til købet af varerne. Det vil således være værdien af metallet, som selskabet betaler for - ikke eventuelt øvrigt materiale.

Eftersom formålet for spørger helt klart er at genanvende jern og metal i varerne, er det spørgers vurdering, at de store husholdningsmaskiner må anses for at være metalskrot. Derfor bør bestemmelserne for omvendt betalingspligt finde anvendelse, jf. momsloven § 46, stk. 1, nr. 7.

Spørgsmål 2

Modsat de store husholdningsmaskiner er hensigten med køb af blandet elektronikskrot udelukkende at videresælge varerne uden videre forarbejdning fra spørgers side. Hvis varerne ikke kan videresælges i deres helhed, sælges enkelte dele af varerne, såsom printkort og kabler. Det er således ikke metallet, der repræsenterer en værdi for selskabet. I stedet sker prisfastsættelsen efter varernes "komponent"-værdi. Det er således hensigten, at spørger skal kunne anvende varerne eller dele af varerne i deres helhed uden nogen større bearbejdning, og det er således uden betydning, om der indgår jern og metal i varerne.

Købet af varerne har således aldrig været med det formål at udskille jern og metal og videresælge dette (som ved de store husholdningsmaskiner).

Eftersom køb af blandet elektronikskrot ikke sker med det formål at udskille og videresælge jern og metal, er det spørgers vurdering, at det blandede elektronikskrot ikke skal anses for at være metalskrot. Dette er på trods af, at nogle af varerne kan indeholde jern og metaldele. Metallet repræsenterer således ingen selvstændig økonomisk værdi for selskabet. Eftersom formålet ikke er at genanvende og videresælge jern og metal, anser vi ikke købet for at være omfattet af reglerne for metalskrot, jf. momsloven § 46, stk. 1, nr. 7.

Spørgsmål 3

I de tilfælde hvor købet er omfattet af reglerne for metalskrot, skal køber beregne og angive salgsmoms. På nuværende tidspunkt er det kun muligt at indberette den selvberegnede salgsmoms under "salgsmoms" eller "moms af varekøb i udlandet" på momsangivelsen. Indtil der kommer en ny rubrik på den danske momsangivelse, er det spørgers vurdering, at den selvberegnende moms i forbindelse med køb af metalskrot bør angives under "moms af varekøb i udlandet", da momsen netop vedrører selskabets køb - ikke dets salg.

SKATs indstilling og begrundelse

Lovgrundlag

Momsloven § 46, stk. 1, nr. 7

Betaling af afgift påhviler den afgiftspligtige person, som foretager en afgiftspligtig levering af varer og ydelser her i landet. Afgiften påhviler dog aftageren af varer eller ydelser, når   ( )

7) aftageren er en afgiftspligtig person her i landet, der modtager metalskrot fra en virksomhed etableret her i landet.

Bemærkningerne til momsloven § 46, stk. 1, nr. 7, L 170 B 2011/1

Momssystemdirektivet, direktiv 2006/112/EF, artikel 199, stk. 1, litra d)

1. Medlemsstaterne kan fastsætte, at den afgiftspligtige person er modtageren i følgende transaktioner:  ( )

d) levering af brugt materiale, også brugt materiale, som ikke kan genanvendes i uforandret stand, skrot, industriaffald og andet affald, genbrugsaffald, delvis forarbejdet affald og visse varer og ydelser opført i bilag VI

Bilag VI

Liste over levering af varer og ydelser, jf. artikel 199, stk. 1, litra d)

1) levering af jernholdigt og ikke-jernholdigt affald, skrot og brugte materialer, herunder af halvfabrikata stammende fra forarbejdning, fremstilling eller udsmeltning af jernholdige eller ikke-jernholdige metaller eller legeringer heraf

2) levering af jernholdige og ikke-jernholdige halvforarbejdede produkter og visse hertil knyttede forarbejdningsydelser

3) levering af rester og andre genbrugsmaterialer bestående af jernholdige og ikke-jernholdige metaller, legeringer heraf, slagger, aske, hammerskæl og industriaffald indeholdende metaller eller metallegeringer, og levering af ydelser i

forbindelse med udvælgelse, skæring, fragmentering og presning af sådanne materialer

4) levering af jernholdigt og ikke-jernholdigt affald samt afklip, skrot, affald og brugte materialer samt genbrugsmateriale bestående af glasaffald, glas, papir, pap og karton, klude, ben, læder, kunstlæder, pergament, rå huder og skind, sener, sejlgarn, reb og tovværk, kabler, gummi og plast samt visse hertil knyttede forarbejdningsydelser

5) levering af de i dette bilag omhandlede materialer efter forarbejdning i form af rengøring, polering, sortering, tilskæring, fragmentering, presning eller støbning i blokke

6) levering af skrot og affald hidrørende fra arbejde med basismaterialer.

Praksis

Den juridiske vejledning 2013-1 D.A.13.2.2.7

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at reglerne for omvendt betalingspligt, jf. momsloven § 46, stk. 1, nr. 7, finder anvendelse ved køb af store husholdningsmaskiner, såsom køleskabe, ovne, vaskemaskiner samt tørretumblere.

Begrundelse

Det følger af momsloven § 46, stk. 1, nr. 7, at der er omvendt betalingspligt, når aftageren er en afgiftspligtig person her i landet, der modtager metalskrot fra en virksomhed etableret her i landet.

Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår det, at omvendt betalingspligt for moms ved handel med metalskrot er indført med det formål, at sikre staten mod indtægtstab ved manglende afregning af moms, idet momsbetalingen og momsfradraget foretages af én og samme virksomhed (aftageren). Den omvendte betalingspligt vil ligeledes styrke virksomhedernes retssikkerhed, idet de selv er ansvarlige for afregningen af moms og derved kan undgå, at de involveres i sager, hvor der kan rejses tvivl om momsbetalingen.

Det SKATs opfattelse, at spørgers køb af store husholdningsmaskiner med henblik på genanvendelse og videresalg af jern, metal og plast er omfattet af bestemmelsen om omvendt betalingspligt for moms ved handel med metalskrot.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "ja".

Spørgsmål 2

Det ønskes bekræftet, at reglerne for omvendt betalingspligt, jf. momsloven § 46, stk. 1, nr. 7, finder anvendelse ved køb af mindre varer omfattet af definitionen af elektronikskrot, såsom IT- og teleudstyr, små husholdningsapparater, termostater, automater samt elektrisk legetøj.

Begrundelse

Der henvises indledningsvis til begrundelse i spørgsmål 1.

Det er SKATs opfattelse, at spørgers køb af mindre varer, "blandet elektronikskrot", som videresælges uden nogen større forarbejdning, ligeledes er omfattet af momsloven § 46, stk. 1, nr. 7 om omvendt betalingspligt ved handel med metalskrot.

Der er lagt vægt på, at denne kategori af skrot efter sin ordlyd falder ind under betegnelsen "metalskrot" i momslovens § 46, stk. 1, nr. 7, og at den ligeledes omfattes af Momssystemdirektivets artikel 199, stk. 1, litra d og bilag VI nr. 4. Det bemærkes samtidig, at formålet med momslovens § 46, stk. 1, nr. 7 ikke tilsiger en indskrænkende fortolkning af bestemmelsen.

Efter SKATs opfattelse kan der således være tale om metalskrot også i tilfælde, hvor prisfastsættelsen ikke sker efter listepriserne på metalskrot og ligeledes i tilfælde, hvor metallet genanvendes uden videre forarbejdning.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 2 bevares med "ja".

Spørgsmål 3

Det ønskes bekræftet, at såfremt momsloven § 46, stk. 1, nr. 7, finder anvendelse, så skal køber beregne og angive salgsmomsen under "moms af varekøb i udlandet".

Begrundelse

Det følger af skatteforvaltningsloven § 21, stk. 1, at bindende svar gives på spørgsmål om den skattemæssige virkning for spørgeren af en disposition. Det ligger således udenfor instituttet bindende svar at oplyse, hvorledes momsangivelsen skal udfyldes.

Det kan dog som en service oplyses, at den betalingspligtige person på momsangivelsen skal angive den (omvendt) betalingspligtige moms som udgående afgift (salgsmoms) og skal, forudsat metalskrottet anvendes til momsmæssigt formål, angive det samme beløb som indgående afgift (købsmoms). Se momsloven § 57, stk. 1, og Den juridiske vejledning A.B.4.2.1.2.

Se også momsbekendtgørelsen § 52, stk. 3 (bekendtgørelse nr. 663 af 16/6/2006 som ændret ved bekendtgørelse 945 af 28/6/2012), hvorefter afgiften af virksomhedens leverancer, herunder udtagning til privat brug m.v. samt fraførsel af varer fra et afgiftsoplag og betalingspligtige køb efter lovens § 46, stk.1, nr. 4, 6 og 7 skal føres på kontoen for udgående afgift.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 3 afvises.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.