Dato for udgivelse
13 May 2013 13:11
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
04 Jan 2013 11:22
SKM-nummer
SKM2013.281.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
BS 10J-4351/2010
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Andet om moms
Emneord
Momstilsvar, forhøjelse, indsigelser, møde, ansættelsesfrist, fristforlængelse, rettidig
Resumé

Ved brev af 24. oktober 2008 varslede SKAT rettidigt en forhøjelse af H1 A/S´ momstilsvar for september 2005 med 1.862.500,- kr.

I brev af 21. november 2008 fremkom revisor med indsigelser mod den varslede forhøjelse og anførte afslutningsvis, at revisor ville have et møde med SKAT, "inden der træffes afgørelse", hvis de skriftlige indsigelser ikke var tilstrækkelige til, at SKAT gav selskabet medhold.

Den 13. januar 2009 aftalte SKAT telefonisk et møde med revisor til afholdelse den 26. januar 2009 - dagen efter udløbet af ændringsfristen den 25. januar 2009.

Skatteministeriet fik ikke medhold i, at der i revisors anmodning om møde og aftalen om mødet til afholdelse efter udløbet af ændringsfristen implicit lå en anmodning om fristforlængelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, 4. pkt.

Retten gav derfor H1 A/S medhold i, at ændringen foretaget den 9. februar 2009 ikke var rettidig.

Reference(r)

Skatteforvaltningsloven § 31, stk. 1

Henvisning

Den juridiske vejledning 2013-1 A.A.8.3.1.1


Parter

H1 A/S

og

H1.1 A/S
(Advokat Svend Erik Holm)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Anders Vangsø Mortensen)

Afsagt af byretsdommer

Nanna Blach

Sagens baggrund og parternes påstande

Den 9. februar 2009 traf SKAT afgørelse om forhøjelse af sagsøgeren, H1 A/S´, afgiftstilsvar. Denne sag drejer sig om, hvorvidt forhøjelsen efter skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, 3. pkt., er sket for sent og dermed er ugyldig.

Spørgsmålet er nærmere, om 3-månedersfristen i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, 3. pkt. har været forlænget i medfør af bestemmelsens 4. pkt.

H1 A/S har nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, skal tilbagebetale 1.862.500 kr. til H1 A/S med renter efter renteloven fra tidspunktet for H1 A/S´ indbetaling af beløbet til SKAT.

Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Den 21. juli 2012 afsagde Landsskatteretten kendelse om at forhøje momstilsvaret for H1 A/S fra den 1. september 2005 til den 30. april 2006 med 2.795.287 kr., hvoraf nærværende sag alene vedrører SKATs forhøjelse af H1 A/S´ momstilsvar fra september 2005 med 1.862.500 kr. i forbindelse med en faktura af 30. september 2005 fra G1, Luxemburg. Afgørelsen var en stadfæstelse af SKATs afgørelse af 9. februar 2009.

Der fremgår blandt andet følgende af Landsskatterettens afgørelse:

"...

Sagens oplysninger

Selskabet er moderselskab i ... koncernen. Aktiekapitalen i selskabet ejes blandt andet af nogle kapitalfonde. ... koncernen driver handel med byggematerialer. [dele af afsnit udeladt.red.SKAT] Aktiviteterne i Danmark drives, med enkelte undtagelser som filialer af selskabet, mens aktiviteterne i udlandet drives som datterselskaber. Selskabet har siden 5. april 2005 været fællesregistreret med H1.1 A/S; CVR. nr. ... .

G1 (herefter benævnt G1) har investeret kapital i selskabet og besidder 3 bestyrelsesposter. G1 har ligeledes 3 bestyrelsesposter i henholdsvis H2 og H3. Det er de samme tre personer i de tre bestyrelser.

G1 har den 30. september 2005 og den 3. april 2006 faktureret selskabet for udført arbejde. Af begge fakturaer fremgår: "We hereby invoice you the Monitoring Fees For the period..." De to fakturaer er på i alt 1.500.000 euro.

VK, koncernøkonomichef i H1.1 A/S har til SKAT oplyst, at G1 har ønsket at lede selskabet, herunder at overvåge og præge koncernen ved at have 3 bestyrelsesposter i selskabernes bestyrelse. G1 har deltaget i arbejde med komite og med koncernens fremtid samt arbejdet med visioner og strategier og holdt øje med, hvordan selskabet performer.

Selskabet har i regnskabsåret 2005/2006 alene haft indtægter i form af renteindtægter.

Selskabet modtager ikke aktieudbytte og selskabet har ingen momspligtige indtægter. Det fremgår af selskabets årsregnskab for regnskabsåret 2006/ 2007, at selskabet har indtægter fra udbytte fra datterselskaber samt renteindtægter og ingen momspligtig omsætning.

Selskabet fungerer som et rent holdingselskab og har ingen ansatte. Selskabets aktivitet består således i at eje aktierne i de underliggende datterselskaber. Selskabet indgår i en fællesregistrering med de 100 % ejede datterselskaber H2 og H1.1 A/S (H3 A/S).

SKATs afgørelse

SKAT har den 9. februar 2009 truffet afgørelse, hvorefter selskabets afgiftstilsvar for perioden 1. september 2005 til 30. april 2006 forhøjes med 2.795.287 kr. Selskabet skal afregne erhvervelsesmoms, jf. momslovens § 46, stk. 1, nr. 3 af de modtagne ydelser på Monitoring Fee fra Luxembourg på henholdsvis 1.000.000 euro, 7.450.000 kr. faktureret den 30. september 2005 og 500.000 euro, 3.731.150 kr. faktureret den 3. april 2006. Selskabets afgiftstilsvar forhøjes med 2.795.287 kr.

...

For så vidt angår spørgsmålet om forældelse, er kravet ikke forældet den 25. januar 2009, idet 3-månedersfristen er suspenderet, jf. skatteforvaltningsloven § 31, stk. 1, 3. pkt. SKAT har den 24. oktober 2008 fremsendt forslag til afgørelse i sagen. Frist for fremsendelse af bemærkninger er angivet til den 10. november 2008. Repræsentanten har ved mail af 7. november 2008 anmodet om fristforlængelse på 14 dage til at komme med bemærkninger. I brev af 21. november 2008 har repræsentanten fremsendt bemærkninger til forslaget og anmodet om et møde med sagsbehandleren. Der er afholdt møde i sagen den 26. januar 2009, hvorefter repræsentanten har fremsendt dennes bemærkninger hertil den 2. februar 2009. Der er truffet endelig afgørelse den 9. februar 2009.

Klagerens påstand og argumenter

Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at momskravet på 1.862.500 kr. vedrørende faktura fra G1, Luxembourg af 30. september 2005 er forældet.

Videre har repræsentanten nedlagt påstand om ...

Til støtte for påstanden om delvis forældelse har repræsentanten bl.a. anført, at ifølge skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, 3. pkt. skal SKAT foretage ændringen af afgiftstilsvaret senest tre måneder efter udløbet af den ordinære treårsfrist i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, 1. pkt.

Momskravet på de 1.862.500 kr. hidrører fra faktura udstedt den 30. september 2005. Da fællesregistreringen, som selskabet indgår i, er månedsafregnende, er angivelsesfristen for den omhandlede moms den 25. oktober 2005. Forældelsen indtræder dermed den 25. januar 2009. Der kan dermed ikke foretages ændringer i afgiftstilsvaret, da SKATs afgørelse af 9. februar 2009 ligger efter dette tidspunkt. Der henvises herved til SKATs processuelle vejledning, afsnit G.1.2.2, hvoraf fremgår, at 3-månedersfristen efter skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, 3. pkt. er absolut for SKAT. Videre følger det, at der ikke er mulighed for, at SKAT af egen drift kan suspendere eller forlænge 3-månedersfristen. Heller ikke i de tilfælde, hvor forhold hos den afgiftspligtige gør det uforholdsmæssigt vanskeligt for SKAT at foretage kontrol hos virksomheden eller i de situationer, hvor SKAT skal indhente oplysninger hos andre myndigheder, eventuelt i udlandet.

Videre fremgår det, at virksomheder efter anmodning kan få 3-månedersfristen forlænget, jf. skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, 4. pkt.

Forlængelse kan gives, hvis det må forventes, at den afgiftspligtige kan fremlægge nye oplysninger, der kan begrunde ændring eller bortfald af den varslede opgørelse af afgiftstilsvaret, og disse oplysninger ikke kan fremskaffes inden udløbet af 3-månedersfristen. Der skal kun gives den nødvendige udsættelse.

Der er på intet tidspunkt under sagens behandling fra selskabets side blevet fremsat en sådan anmodning. Det er således forkert, når SKAT i brev af 26. januar 2009 og i afgørelse af 9. februar 2009 anfører, at repræsentanten har anmodet om fristforlængelse. Selskabets repræsentant har ved mail af 7. november 2008 anmodet om fristforlængelse til den 24. november 2008 til at komme med bemærkninger til SKATs forslag til afgørelse. Repræsentanten har heller ikke i brev af 21. november 2008 med bemærkninger til SKATs forslag til afgørelse, anmodet om fristforlængelse ved at anmode om et møde med SKAT. SKAT har da heller ikke ved brev eller lignende tilkendegivet, at de anså anmodningen om et møde som en anmodning om fristforlængelse. SKAT har i øvrigt haft rigeligt med tid til at sætte et møde op i perioden fra 21. november 2008 til 25. januar 2009 eller til at indhente de ønskede oplysninger. Det bemærkes, at SKAT alternativt kunne have afslået at imødekomme anmodningen om et møde og således have truffet afgørelse i sagen.

...

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Af skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, fremgår:

"...

Told- og skatteforvaltningen kan ikke afsende varsel om fastsættelse eller ændring af afgiftstilsvar senere end 3 år efter angivelsesfristens udløb. (...) Fastsættelsen af afgiftstilsvaret henholdsvis godtgørelsen skal foretages senest 3 måneder efter udløbet af fristen efter 1. eller 2. pkt. Har det betydning for den afgiftspligtiges henholdsvis den godtgørelsesberettigedes mulighed for at varetage sine interesser, at fristen efter 3. pkt. forlænges, skal en anmodning om en rimelig fristforlængelse imødekommes.

..."

Ifølge forslag til skatteforvaltningsloven med bemærkningerne, jf. L110, jf. lov nr. 427 af 6. juni 2005 fremgår det, at skatteforvaltningslovens § 31 er en videreførelse af skattestyrelseslovens § 35 B.

Af bemærkningerne til den dagældende skattestyrelseslovs § 35 B, stk. 1, fremgår bl.a.:

"...

(...) Det foreslås endvidere, jf. forslaget til § 35 B, stk. 1, 3. pkt. at fastsættelsen afgiftstilsvaret eller godtgørelsen skal foretages senest 3 måneder efter varslingsfristens udløb. Denne frist svarer til ansættelsesfristen på skatteområdet, jf. forslaget til skattestyrelseslovens § 34, stk. 1, 2. pkt. Fristen kan forlænges efter anmodning fra den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede, således at en anmodning om en rimelig fristforlængelse skal imødekommes, hvis det har betydning for den afgiftspligtiges henholdsvis den godtgørelsesberettigedes mulighed for at varetage sine interesser, jf. forslaget til § 35 B, stk. 1, 4. pkt. (...).

..."

Af bemærkningerne til den dagældende skattestyrelseslovs § 34, fremgår bl.a.:

"...

(...) en rimelig forlængelse af fristen skal imødekommes, hvis det har betydning for den skattepligtiges mulighed for at varetage sine interesser i sagen. (...) Ved vurderingen af, om en anmodning om fristforlængelse er rimelig, skal der således henses til sagens kompleksitet og karakteren af de oplysninger, der kan forventes fremlagt, samt begrundelsen for at oplysningerne ikke kan fremskaffes inden for fristen.

..."

SKAT har den 24. oktober 2008 fremsendt forslag til afgørelse til selskabet. Ændringen vedrører faktura af 30. september 2005 fra G1 til selskabet. Selskabet skal i henhold til momslovens § 57, stk. 2 senest den 25. i måneden efter angivelsesperiodens udløb angive afgiftstilsvaret for september, det vil sige den 25. oktober 2005. SKATs forslag til afgørelse er dermed behørigt varslet i henhold til skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, 1. pkt.

I forslaget til afgørelse er selskabet anmodet om at fremsætte eventuelle bemærkninger senest den 10. november 2008. Repræsentanten har ved mail af 7. november 2008 anmodet om, at fristen forlængelse til den 24. november 2008, hvilket er imødekommet. I brev af 21. november 2008 har repræsentanten anmodet om et møde i sagen, inden der træffes afgørelse. Denne anmodning er ligeledes imødekommet af SKAT, hvorefter mødet blev holdt den 26. januar 2009. Repræsentanten har ved mail af 2. februar 2009 fremsendt bemærkninger til mødet, hvorefter SKAT den 9. februar 2009 traf afgørelse i sagen.

Landsskatteretten finder, at det er med rette, at SKAT har fortolket repræsentantens begæring om fristforlængelse og efterfølgende begæring om et møde som en anmodning om fristforlængelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, 4. pkt.

Landsskatteretten finder endvidere, at det under hensyn til sagens karakter, er med rette, at SKAT har vurderet, at et møde ikke kunne afholdes og afgørelse træffes inden for fristen i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, 1. pkt. Der er herved bl.a. henset til, at fristforlængelsen må anses for at være sket under hensyn til, at repræsentanten er indtrådt i sagen på et sent tidspunkt, jf. herved det oplyste i mailen af 7. november 2008, at den afgiftspligtige skulle have mulighed for at varetage sine interesser, jf. herved formålet med bestemmelsen, og at fristforlængelsen var nødvendig for at holde et møde i sagen.

Repræsentantens påstand om, at forhøjelsen af afgiftstilsvaret med 1.862.500 kr. er forældet kan dermed ikke imødekommes.

..."

Parternes synspunkter

H1 A/S har til støtte for påstanden overordnet gjort gældende, at fristen for SKATs ændring af H1 A/S´ momstilsvar for september 2005 udløb den 25. januar 2009. Fristen den 25. januar 2009 var absolut for SKAT, der ikke havde hjemmel til under nogen form at udsætte fristen af hensyn til SKAT selv. H1 A/S har ikke anmodet om forlængelse af fristen i medfør af skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, 4. punktum. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det er Skatteministeriet som den part, der påberåber sig en sådan anmodning, der har bevisbyrden for, at H1 A/S har ønsket og bedt om fristforlængelse. Skatteministeriet har ikke truffet afgørelse om at imødekomme H1 A/S´ anmodning om fristforlængelse - hvis retten måtte lægge til grund, at sagsøgeren har anmodet om fristforlængelse. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det er Skatteministeriet som den, der påberåber sig en sådan afgørelse, der har bevisbyrden for, at SKAT har truffet afgørelse om fristforlængelse, og at SKAT har kommunikeret afgørelsen til H1 A/S. H1 A/S har yderligere bemærket, at Skatteministeriet slet ikke gyldigt kunne træffe afgørelse om at forlænge fristen, da betingelserne herfor ikke var opfyldt. SKATs afgørelse af 9. februar 2009 om forhøjelse af H1 A/S´ momstilsvar for september 2005 er derfor i strid med loven og dermed ugyldig, hvorfor Skatteministeriet er forpligtet til at tilbagebetale det på grundlag af denne ugyldige afgørelse hos H1 A/S opkrævede beløb på 1.862.500 kr.

H1 A/S har uddybende gjort gældende, at der - som det fremgår af ordlyden i skattestyrelseslovens § 31, stk. 1, 4. punktum - , er der følgende tre betingelser, som alle skal være opfyldt, for at kendelsesfristen kan forlænges:

For det første skal der foreligge en anmodning fra den afgiftspligtige om en fristforlængelse. Kendelsesfristen efter skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, 3. punktum, kan alene udsættes efter anmodning fra skatteyderen. Bestemmelsen svarer til den tilsvarende bestemmelse i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 2. punktum, som er en videreførelse af den tidligere gældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 34, hvor det i bemærkningerne til lovforslaget L 192 1998/99 blandt andet hedder: "Fristen er absolut for myndighederne, men den skattepligtige kan efter anmodning få udsat fristen. Den ved lov nr. 410 af 2. juni 2003 gennemførte ændring af ordlyden var alene udtryk for en præcisering af, at myndighederne ikke kunne nægte at imødekomme skatteyderens anmodning om fristforlængelse, fordi myndighederne ikke anså det for dokumenteret, at det ville være forbundet med uforholdsmæssige vanskeligheder for skatteyderen at varetage sine interesser inden for fristen. Der blev således på ingen måde åbnet op for, at myndighederne kunne sikre sig en fristforlængelse for at varetage egne interesser. Det hedder således også i Skatteministeriets egen procesvejledning, version 2009-1, som var gældende på tidspunktet ved kendelsesfristens udløb den 25. januar 2009, blandt andet "G.1.2.2 Fristen er absolut for SKAT. Der er ingen mulighed for, at SKAT af egen drift kan suspendere eller forlænge 3-månedersfristen. Den afgiftspligtige [...] kan efter anmodning få 3-månedersfristen forlænget, hvis det har betydning for den afgiftspligtiges [...] mulighed for at varetage sine interesser." Udgangspunktet er således, at kravet om anmodning ikke kan anses for opfyldt gennem andre handlinger, hvor der ikke direkte er bedt om fristforlængelse. Dette må ikke mindst gælde i en situation som den i nærværende sag omhandlede, hvor H1 A/S ikke havde behov for at få kendelsesfristen udsat, og hvor myndighederne ikke har hjemmel til at udsætte fristen af hensyn til myndigheden selv. Som det fremgår af det ovenfor fra procesvejledningen citerede, er der ingen mulighed for, at SKAT af egen drift kan forlænge kendelsesfristen. H1 A/S har ikke ønsket at få udsat kendelsesfristen, og H1 A/S har ikke bedt om at få forlænget fristen for SKATs afgiftsfastsættelse, der udløb den 25. januar 2009. Der foreligger således ikke i nærværende sag den anmodning fra H1 A/S om fristforlængelse, som er den grundlæggende betingelse for, at SKAT med hjemmel i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, kan træffe afgørelse om at udsætte kendelsesfristen. Allerede af denne grund kan fristen ikke være forlænget, og SKATs afgørelse af 9. februar 2009 er derfor, som truffet efter fristens udløb, ugyldig.

Endvidere er det en betingelse, fristforlængelsen skal have betydning for den afgiftspligtiges mulighed for at varetage sine interesser. SKAT kan alene træffe afgørelse om at forlænge kendelsesfristen, hvis dette er begrundet i den afgiftspligtiges forhold. Det blev netop med ændringen i 1999 af skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, præciseret, at fristen kun kan forlænges, hvis den afgiftspligtige har behov for dette for at kunne varetage sine interesser. Det har ikke haft nogen betydning for H1 A/S mulighed for at varetage sine interesser i denne sag, at kendelsesfristen blev forlænget. Den grundlæggende betingelse for en fristforlængelse efter skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, 4. punktum, er ikke til stede, og der kunne således ikke gyldigt af SKAT være truffet beslutning en fristforlængelse, hvis H1 A/S havde anmodet om fristforlængelse. SKAT har i nærværende sag truffet afgørelsen 15 dage efter fristudløb, 14 dage efter, at der havde været afholdt møde, 7 dage efter, at H1 A/S´ revisor havde fremsendt nogle supplerende bemærkninger til SKAT, og 5 dage efter, at H1 A/S ´ revisor havde fremsendt en koncernoversigt til SKAT. Dette materiale m.v. kunne imidlertid have været fremsendt på et langt tidligere tidspunkt, hvis SKAT havde efterspurgt dette, og H1 A/S har således ikke haft behov for en fristforlængelse for at kunne varetage sine interesser. Der er ikke efter den 25. januar 2009 fremkommet oplysninger, som ikke kunne være fremkommet inden denne dato. H1 A/S har alene haft behov for en mindre udsættelse af den i SKATs brev af 24. oktober 2008 fastsatte svarfrist, således at H1 A/S´ revisor fik mulighed for at sætte sig ind i sagen. Svarfristen, der var fastsat til den 10. november 2008, blev derfor forlænget til den 24. november 2008. Inden udløbet af denne frist havde H1 A/S´ revisor besvaret SKATs brev af 24. oktober 2008. Havde SKAT fortsat sagsbehandlingen efter modtagelsen af sagsøgers revisors brev af 21. november 2008 og indkaldt H1 A/S til et møde, ville SKAT også have haft det ovenfor nævnte supplerende materiale m.v. inden udgangen af 2008, således at SKAT havde haft rigelig tid at træffe afgørelsen inden kendelsesfristens udløb. Udsættelsen af svarfristen med 14 dage har således på ingen måde gjort det nødvendigt for H1 A/S at få udsat kendelsesfristen, for at H1 A/S havde mulighed for at varetage sine interesser. Det var i øvrigt heller ikke af hensyn til SKAT nødvendigt at udsætte kendelsesfristen, da forløbet efter fristens udløb den 25. januar 2008 og frem til SKATs afgørelse den 9. februar 2009 klart dokumenterer, at SKAT havde al den tid, der var behov for, fra modtagelsen af H1 A/S´ revisors bemærkninger til SKATs forslag den 24. november 2008 og frem til fristens udløb den 25. januar 2009. Det forhold, at SKAT på grund af stort arbejdspres, ressourcemangel eller utilstrækkelig planlægning ikke måtte have fået behandlet sagen i tide, er ene og alene SKATs risiko. Sådanne forhold kan aldrig give grundlag for en forlængelse af den for myndighederne ultimative kendelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, 3. punktum.

Endelig er det en betingelse efter skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, 4. pkt., at SKAT skal have imødekommet anmodningen fra den afgiftspligtige. Det fremgår af ordlyden i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, 4. punktum, at hvis det er af betydning for den afgiftspligtiges mulighed for at varetage sine interesser skal en anmodning om en rimelig fristforlængelse imødekommes. Det er således ikke tilstrækkeligt til, at kendelsesfristen er forlænget, at der foreligger en anmodning fra den afgiftspligtige, og at det er af betydning for den afgiftspligtige at få forlænget fristen. Anmodningen skal tillige være imødekommet, hvilket forudsætter, at SKAT har forholdt sig til den afgiftspligtiges anmodning om fristforlængelse. SKAT skal med andre ord have truffet en afgørelse om at forlænge fristen. I denne sag har SKAT - dog uden den nødvendige anmodning fra H1 A/S - truffet beslutning om at anse kendelsesfristen for suspenderet uden angivelse af, hvornår den af SKAT suspenderede frist udløber. Udover at der ikke i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, 4. punktum, er hjemmel til blot at suspendere fristen, må det lægges til grund, at denne beslutning om at suspendere kendelsesfristen først er blevet truffet den 26. januar 2009 - efter fristens udløb. Selv hvis H1 A/S havde anmodet om en fristforlængelse, ville SKAT ikke kunne have repareret den manglende overholdelse af kendelsesfristen ved den 26. januar 2009 at træffe beslutning om fristforlængelse. Anmodningen om fristforlængelse skal være imødekommet inden fristens udløb, da beslutningen om fristforlængelse kun gyldigt kan træffes, så længe kendelsesfristen endnu ikke er udløbet. Alle afgørelser truffet efter fristudløbet, herunder også en afgørelse om fristforlængelse, er principielt nulliteter. Selv hvis H1 A/S havde haft brug for en fristforlængelse og hvis H1 A/S havde anmodet om en fristforlængelse på mødet den 26. januar 2009, havde SKAT ikke haft hjemmel til at træffe beslutning om at imødekomme en sådan anmodning.

Ingen af de tre nødvendige betingelser for en fristforlængelse efter skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, 4. punktum, er herefter ikke opfyldt. Kendelsesfristen, der udløb den 25. januar 2009, er ikke forlænget, og den af SKAT den 9. februar 2009 trufne afgørelse er dermed ugyldig, hvorfor sagsøgte skal dømmes til at tilbagebetale det i henhold til den ugyldige afgørelse opkrævede beløb.

H1 A/S har videre anført, at Skatteministeriet anfører til støtte for sin frifindelsespåstand, at SKATs afgørelse af 9. februar 2009 er rettidig i henhold til skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, idet kendelsesfristen skal anses for at være blevet forlænget. Dette resultat når Skatteministeriet frem til ved at indlægge både en uudtalt anmodning fra H1 A/S side om fristforlængelse og en stiltiende imødekommelse af anmodningen fra SKATs side i hændelsesforløbet fra den 7. november 2008 og frem til den 26. januar 2009 bakket op af rimeligheds- og godtkøbsbetragtninger. Det er klart, at R1's anmodning den 7. november 2008 om udsættelse af svarfristen ikke indeholder nogen form for anmodning om udsættelse af kendelsesfristen. R1 redegjorde allerede i brev af 21. november 2008 -mere end 2 måneder før kendelsesfristens udløb - for H1 A/S´ bemærkninger til SKATs varslingsskrivelse af 24. oktober 2008, og det var på dette tidspunkt helt uden betydning for H1 A/S muligheder for at varetage sine interesser med en fristforlængelse, da der med fristudløb den 25. januar 2009 - set fra H1 A/S´ side - var mere end rigelig tid til at varetage H1 A/S´ interesser, herunder til afholdelse af møder m.v., hvis der måtte have været behov for dette. Det er således også klart, at ej heller R1's anmodning om et møde, hvis SKAT ønskede at fastholde den varslede afgiftsfastsættelse, indeholder nogen form for anmodning om udsættelse af kendelsesfristen. Endelig påberåber Skatteministeriet sig det forhold, at R1 den 13. januar 2009 indvilgede i at mødes med SKAT den 26. januar 2009 efter kendelsesfristens udløb, da dette efter Skatteministeriets opfattelse forudsætningsvis indebærer, at H1 A/S herved også anmodede om forlængelse af ændringsfristen - "ellers ville det jo være unødvendigt at afholde mødet". Det forhold, at R1 indvilgede i at deltage i et møde med SKAT udgjorde naturligvis ikke en anmodning om fristforlængelse. Det er i denne sag helt åbenbart, at det alene var SKAT, der på grund af SKATs egne forhold havde behov for en fristforlængelse, og det er lidet sympatisk at se, hvordan Skatteministeriet forsøger at misbruge en alene til beskyttelse af den afgiftspligtiges retsstilling indført regel til at skaffe SKAT en ulovhjemlet forlængelse af en frist, som SKAT er kommet til at overskride. Hertil kommer, at Skatteministeriet tilsyneladende har overset, at R1 og dermed H1 A/S havde en helt legitim interesse i at mødes med SKAT den 26. januar 2009 og drøfte den af SKAT ved brev af 24. oktober 2008 varslede afgiftsfastsættelse, da kendelsesfristen ikke var udløbet for så vidt angik en afgiftsfastsættelse på 932.787 kr. H1 A/S har ikke på noget tidspunkt anmodet om en udsættelse af kendelsesfristen.

En imødekommelse af en anmodning om fristforlængelse fra en afgiftspligtig fordrer en beslutning herom fra SKATs side. Skatteministeriet har ikke redegjort for, hvornår SKAT har truffet denne beslutning, men det er nærliggende at antage, at Skatteministeriet er af den opfattelse, at fastsættelsen af mødedatoen den 26. januar 2009 skal anses for en stiltiende imødekommelse af H1 A/S stiltiende anmodning. I en situation som den i nærværende sag foreliggende, hvor SKAT ikke har hjemmel til at forlænge fristen for at forvaltningen kan varetage sine interesser, må det være åbenbart, at SKAT ikke ene og alene for at undgå en forældelse af afgiftskravet kan omkvalificere fastsættelsen af en mødedato til en beslutning/forvaltningsakt om forlængelse af kendelsesfristen.

H1 A/S har videre anført, at Skatteministeriet synes at forudsætte, at parterne efter skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, kan aftale en fristforlængelse. Dette er imidlertid ikke korrekt. En fristforlængelse efter skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, 4. pkt., kan, alene ske ved, at SKAT træffer en beslutning om at imødekomme en anmodning fra skatteyderen om at forlænge fristen, hvis dette har betydning for den afgiftspligtiges muligheder for at varetage sine interesser. Når lovgiver positivt har opstillet disse betingelser for forlængelse af fristen, er forvaltningen afskåret fra at give fristforlængelser ved stiltiende aftaler. Det er således ikke muligt for skattemyndighederne at aftale sig til en fristforlængelse efter skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, 4. pkt. Selv hvis det var muligt at indgå sådanne aftaler, ville en sådan aftale dog ikke være indgået i nærværende sag. Skatteministeriet har anført, at det rimeligvis må være selskabet - og ikke SKAT - der bærer risikoen for den manglende udtrykkelige aftale herom. Det er uklart, hvad der ligger i Skatteministeriets bemærkning om, at H1 A/S bærer risikoen for den manglende udtrykkelige aftale om fristforlængelse. Skatteministeriet kan næppe mene, at det forhold, at H1 A/S ikke positivt har bedt SKAT om at forholde sig til spørgsmålet om fristforlængelse, skulle give SKAT hjemmel til mod H1 A/S´ ønske at gennemtvinge en fristforlængelse. Det er forvaltningen, som har en vejledningspligt over for borgeren, ikke omvendt. H1 A/S og dennes rådgivere har ingen pligt til at vejlede SKAT om, at kendelsesfristen udløb den 25. januar 2009, og det kan ikke komme H1 A/S til skade, at H1 A/S ikke har sikret sig, at SKAT blev gjort opmærksom på fristens udløb. Det er SKAT og kun SKAT, som skal sikre, at kendelsesfristen bliver overholdt, herunder at sagsbehandlingen planlægges på en sådan måde, at kendelse kan afsiges inden fristens udløb. Det må formentlig antages, at Skatteministeriet med dette anbringende gør gældende, at der i denne sag skulle gælde en form for omvendt bevisbyrde, således at H1 A/S skulle kunne pålægges at bevise, at der ikke blev indgået en stiltiende aftale om fristforlængelse. Indledningsvis skal det bemærkes, at det er ubestridt, at H1 A/S ikke på noget tidspunkt har anmodet om en fristforlængelse efter skatteforvaltningslovens regler. Hvortil kommer, at fristforlængelsen, ikke kan aftales. I overensstemmelse med dansk rets almindelige bevisbyrderegler, påhviler det den part, der hævder, at en anmodning - eller et stiltiende løfte - er indgivet, at føre bevis herfor. Det må ligeledes antages, at bevisbyrden for en stiltiende aftale om fristforlængelse - hvis sådanne overhovedet kunne indgås - efter almindelige bevisbyrderegler ville påhvile Skatteministeriet.

H1 A/S har videre anført, at uanset om fristforlængelsen anses for opnået gennem en anmodning - på trods af, at en sådan ikke er fremsat - eller gennem aftale - som der ikke er hjemmel til at indgå - påhviler det Skatteministeriet at føre beviset herfor. I modsat fald ville H1 A/ S blive pålagt at godtgøre, at en stiltiende aftale ikke blev indgået, hvilket selvsagt er en umulig bevisbyrde at løfte.

H1 A/S har endelig anført, at Skatteministeriet påberåber sig hensynet til andre skatteydere, idet det efter Skatteministeriets opfattelse skulle forringe Skatteministeriets muligheder for at hjælpe andre skatteydere, der måtte have behov for fristforlængelse, hvis H1 A/S får medhold i denne sag. Skatteministeriets udsagn er helt udokumenteret og kan allerede af den grund ikke tillægges nogen vægt. Det forekommer øvrigt uforståeligt, hvordan hensynet til andre skatteydere skulle kunne føre til, at SKAT - til skade for H1 A/S - skal indrømmes en fristforlængelse, og det oven i købet en fristforlængelse, der klart er i strid med lovgrundlaget. Det må være op til de andre skatteydere selv at sørge for at sikre sig de fornødne fristforlængelser efter de til enhver tid herfor gældende regler, og det kan selvfølgelig ikke komme H1 A/S til skade, at der måtte være situationer, hvor SKAT uden fornøden lovhjemmel gerne vil kunne give skatteydere fristforlængelse, og at SKAT måtte mene, at mulighederne herfor vil blive forringet, hvis sagsøgeren fik medhold i nærværende sag. De i nærværende sammenhæng helt usaglige hensyn, som Skatteministeriet forfølger med dette anbringende, kan under ingen omstændigheder tillægges nogen vægt udover, at det udstiller Skatteministeriets totale mangel på valide grunde til at frifinde Skatteministeriet for den af H1 A/S nedlagte påstand.

Skatteministeriet har gjort følgende anbringender gældende:

Til støtte for frifindelsespåstanden gør Skatteministeriet gældende, at SKATs ændring af momstilsvaret i afgørelsen af 9. februar 2009 er rettidig i henhold til skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1.

Skatteministeriet gør herved gældende, at fristen i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, 3. punktum, den 25. januar 2009, var forlænget i henhold til bestemmelsens 4. punktum med den virkning, at ændringen af 9. februar 2009 er rettidig.

I e-mail af 7. november 2008 anmodede revisor på H1 A/S´ vegne om forlængelse af indsigelsesfristen i SKATs forslag til afgørelse af 24. oktober 2008 med 14 dage med henvisning til, at "vi først er kommet på sagen nu".

Efter at SKAT ligeledes den 7. november 2008 havde givet en fristforlængelse til den 24. november 2008, fremkom revisor i brev af 21. november 2008 til SKAT med en række indsigelser til SKATs forslag til afgørelse. Revisor bemærker afslutningsvis:

"Såfremt SKAT ikke er enig i ovenstående begrundelser, skal vi anmode om møde i sagen, inden der træffes afgørelse."

Skatteministeriet gør gældende, at der heri og i aftalen om mødet den 26. januar 2009 implicit ligger en anmodning om forlængelse af fristen i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, der blev imødekommet af SKAT af hensyn til H1 A/S´ mulighed for at varetage sine interesser. Fastsættelsen af momstilsvaret blev foretaget den 9. februar 2009, og SKAT var ikke i kraft af § 31, stk. 1, afskåret herfra.

Ved bedømmelsen må henses til, at revisor i e-mail af 7. november 2008 anmodede om fristforlængelse med henvisning til, at sagen var ny og til, at revisor i brevet af 21. november 2008 bad om møde med SKAT, "inden der træffes afgørelse" hvis de skriftlige indsigelser ikke var tilstrækkelige til, at SKAT gav selskabet medhold.

Herved har revisionsfirmaet tilkendegivet, at H1 A/S ikke ønskede en afgørelse, der gik imod selskabet på det da foreliggende grundlag. Hvis SKAT ikke gav selskabet medhold på dette grundlag, ønskede selskabet med andre ord, at der afholdtes et møde med revisionsfirmaet. Mødet blev aftalt den 13. januar 2009, det vil sige inden udløbet af ændringsfristen den 25. januar 2009, til afholdelse den 26. januar 2009, det vil sige dagen efter udløbet af ændringsfristen. Denne mødeaftale sammenholdt med, at det var H1 A/S, der ønskede mødet for at kunne varetage selskabets interesser, indebærer forudsætningsvis, at selskabet herved også anmodede om forlængelse af ændringsfristen. Ellers ville det være unødvendigt at afholde mødet.

Under de foreliggende omstændigheder, hvor revisor på vegne af H1 A/S ønskede et møde for at varetage selskabets interesser, og hvor revisor ved aftalen om afholdelse af mødet den 26. januar 2009, dagen efter udløbet af ændringsfristen, ikke tilkendegav, at der heri ikke lå en samtidig aftale om fristforlængelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, 4. punktum, må det rimeligvis være selskabet - og ikke SKAT - der bærer risikoen for den manglende udtrykkelige aftale herom. Et modsat resultat ville forringe - i visse tilfælde endog umuliggøre - SKATs muligheder for at give skatteyderen tilstrækkelig mulighed for at varetage sine interesser. Formålet med muligheden for at give forlængelse ville udhules.

Rettens begrundelse og afgørelse

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, at Told- og skatteforvaltningen ikke kan afsende varsel om fastsættelse eller ændring af afgiftstilsvar senere end 3 år efter angivelsesfristens udløb... Fastsættelsen af afgiftstilsvaret [...] skal foretages senest 3 måneder efter udløbet af [varslings]fristen efter 1. og 2. pkt. Har det betydning for den afgiftspligtiges [...] mulighed for at varetage sine interesser, at fristen efter 3. pkt. forlænges, skal en anmodning om en rimelig fristforlængelse imødekommes.

Det kan lægges til grund, at fristen for SKATs ændring af H1 A/S´ momstilsvar for september 2005 udløb den 25. januar 2009, medmindre der er sket en forlængelse af fristen i medfør skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, 3. pkt., jf. 4. pkt.

Det fremgår af sagen, at SKAT den 24. oktober 2008 har fremsendt forslag til afgørelse i sagen til H1 A/S. Frist for fremsendelse af bemærkninger er angivet til den 10. november 2008. Repræsentanten for H1 A/S har ved e-mail af 7. november 2008 anmodet om fristforlængelse på 14 dage til at komme med bemærkninger, hvilket blev imødekommet. I brev af 21. november 2008 har repræsentanten for H1 A/S fremsendt bemærkninger til forslaget og anmodet om et møde med SKAT "inden der træffes afgørelse", såfremt SKAT ikke var enig i selskabets indsigelser. Møde blev afholdt den 26. januar 2009 mellem H1 A/S´ repræsentant og SKAT. H1 A/S´ repræsentant fremsendte bemærkninger til mødet den 2. februar 2009 og SKAT traf afgørelse i sagen den 9. februar 2009.

Efter de foreliggende oplysninger finder retten ikke, at det er godtgjort, at det er aftalt mellem H1 A/S og SKAT, at fristen i henhold til skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, 3. pkt. skulle forlænges.

Det forhold at H1 A/S den 7. november 2008 har anmodet om udsættelse af fristen i 14 dage til at komme med bemærkninger og den efterfølgende begæring i brevet af 21. november 2008 fra repræsentanten for H1 A/S om et møde, såfremt SKAT ikke var enig i selskabets indsigelser, kan ikke føre til andet resultat. Der er herved henset til, at H1 A/S´ nævnte anmodninger ikke kan anses for at indeholde en anmodning om fristforlængelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, 4. pkt., og at en fristforlængelse kun kan ske efter anmodning fra den afgiftspligtige, og hvis en fristforlængelse har betydning for den afgiftspligtiges mulighed for at varetage sine interesser.

SKATs forhøjelse af H1 A/S´ afgiftstilsvar med 1.862.500 kr. er herefter forældet.

Retten tager herefter H1 A/S´ påstand til følge.

Henset til sagens genstand, forløb og resultat bestemte retten, at Skatteministeriet i sagsomkostninger til H1 A/S skal betale 79.000 kr. i sagsomkostninger, hvoraf 4.000 kr. er til dækning af retsafgift og 75.000 kr. er til dækning af udgiften til advokat.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, skal inden 14 dage tilbagebetale 1.862.500 kr. til sagsøger, H1 A/S, med renter efter renteloven fra tidspunktet for sagsøger, H1 A/S, indbetaling af beløbet til SKAT.

Sagsøgte, Skatteministeriet, skal endvidere til sagsøger, H1 A/S, inden 14 dage betale 79.000 kr. i sagsomkostninger.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter