Dato for udgivelse
10 Apr 2013 11:06
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse
19 Mar 2013 08:34
SKM-nummer
SKM2013.214.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
12-0208217
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Byggeri
Emneord
Moms, fast ejendom, byggegrund, afgiftspligtig person, virksomhed, kirkegård
Resumé

Skatterådet oplyser, at der i forbindelse med salg af en del af en kirkegård skal beregnes moms af salgssummen.

Skatterådet oplyser, at der skal beregnes moms af hele salgssummen, selv om alene en del af det solgte areal har været anvendt til brug for aktiviteterne i den momsregistrerede virksomhed.

Hjemmel

Skatteforvaltningsloven § 21, stk. 4, nr. 3, jf. § 2, stk. 2.

Reference(r)

Momsloven § 3, stk. 1,
Momsloven § 4,
Momsloven § 8, stk. 1 samt
Momsloven § 13, stk. 1, nr. 9 og nr. 16
Bekendtgørelse til momsloven (bekendtgørelse nr. 663, af 16/6/2006 som ændret ved bl.a. bekendtgørelse nr. 1370 af 2/12/2010) § 39c

Henvisning

Den juridiske vejledning 2013-1, afsnit D.A.3.1.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2013-1 afsnit D.A.5.9


Spørgsmål

  1. Skal der i forbindelse med salg af en del af kirkegården beregnes moms af salgssummen?
  2. Skal der beregnes moms af salgsprisen svarende til forholdet mellem den del af arealet, som har været anvendt i momspligtig virksomhed, og det samlede areal?

Svar

  1. Ja
  2. Nej

Spørger er et menighedsråd, som påtænker at sælge en del af et areal, som er udlagt til kirkegård.

Baggrunden for salget er, at det har vist sig, at der aldrig vil blive brug for det omhandlede areal til begravelse eller urnenedsættelse, hvorfor menighedsrådet ønsker at afhænde arealet. Det omhandlede areal udgør ca. ( ) m2. Der er fremsendt skitse over det areal, som ønskes solgt, samt kort over hele kirkegården.

Hele kirkegården er landzone, idet denne har været udlagt som kirkegård siden indvielsen. Det areal, som ønskes solgt, har på intet tidspunkt fungeret som kirkegård, hvorfor der ikke på noget tidspunkt har været foretaget begravelse eller urnenedsættelse. Arealet er beplantet med store træer og forskellige buske. En del af arealet har været anvendt til opmagasinering af forskelligt plantemateriale fra kirkegården, ligesom der i de senere år er indrettet en mindre materialeplads på arealet.

Arealet forventes at kunne udstykkes og anvendes til brug for boligbyggeri, idet hele kirkegården er omgivet af almindelige parcelhuse og almennyttige boliger.

Den del, som nu sælges, er afgrænset i forhold til den del, der anvendes som kirkegård. Arealet er beplantet som skov og henlagt som sådan. Herudover har en del af arealet været anvendt til opmagasinering m.v. En hæk afskar arealet fra resten af kirkegården, hvorfor det var velegnet til at opmagasinere fx grus, som blev anvendt ved anlæg af gravpladser.

På selve kirkegården er opstillet affaldscontainere, ligesom der forefindes mandskabsfaciliteter (et hus) samt maskinhus.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Der henvises til SKM2012.338.SR.

SKATs indstilling og begrundelse

Lovgrundlag

Momsloven § 3, stk. 1,

Afgiftspligtige personer er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed.

Momsloven § 4

Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Levering af en ydelse omfatter enhver anden levering.  (---)

Momsloven § 8, stk. 1

Levering mod vederlag omfatter salg af virksomhedens aktiver, når der er fuld eller delvis fradragsret ved indkøb, fremstilling m.v. af aktivet. Det samme gælder salg af aktiver ved virksomhedens afmeldelse fra registrering. Til levering mod vederlag kan dog ikke henregnes overdragelse af aktiver som led i en overdragelse af virksomheden eller af en del af denne, når den nye indehaver er eller bliver registreret efter §§ 47, 49, 51 eller 51 a. Virksomheden skal inden 8 dage efter overdragelsen give told- og skatteforvaltningen meddelelse om den nye indehavers navn og adresse samt om salgsprisen for de overdragne aktiver.

Momsloven § 13, stk. 1, nr. 9

Følgende varer og ydelser er fritaget for afgift:  (---)

9) Levering af fast ejendom. Fritagelsen omfatter dog ikke:

   a) levering af en ny bygning eller en ny bygning med tilhørende jord

   b) levering af en byggegrund, uanset om den er byggemodnet, og særskilt

       levering af en bebygget grund

Momsloven § 13, stk. 1, nr. 16

Følgende varer og ydelser er fritaget for afgift:  (---)

16) Ydelser i direkte tilknytning til bisættelser.

Bekendtgørelse til momsloven (Bekendtgørelse nr. 663, af 16/6/2006 som ændret ved bl.a. bekendtgørelse nr. 1370 af 2/12/2010) § 39 c

"Ved en byggegrund i lovens § 13, stk. 1, nr. 9, litra b, forstås et ubebygget areal, som efter lov om planlægning eller forskrifter udstedt i medfør heraf er udlagt til formål, som muliggør opførelse af bygninger, jf. § 39a, stk. 1."

Praksis

SKM2012.338.SR

Skatterådet kan bekræfte, at et selskab ikke skal svare moms af levering af en byggegrund, når leveringen udgør en indehavers udøvelse af sin ejendomsret og byggegrunden ikke har været anvendt i en afgiftspligtig virksomhed.

Denne afgørelse er en ændring i forhold til Skatterådets hidtidige praksis, som nu ændres som følge af de forenende sager C-180 og C-181, Slaby og Kuc, hvorefter en ejers udøvelse af sin ejendomsret, ikke i sig selv er udøvelse af økonomisk virksomhed.

SKM2012.263.SR

Skatterådet kan ikke bekræfte, at der ikke skal svares moms af leveringen af en byggegrund fra en momsregistreret automobilvirksomhed, som har anvendt den pågældende byggegrund som oplagsplads for to leasingselskaber i sin automobilvirksomhed. Der lægges ved besvarelsen vægt på, at byggegrunden har været anvendt til brug for sælgers momsregistrerede automobilvirksomhed.

Skatteministeriets vejledning: "Moms på salg af nye bygninger og byggegrunde" kapitel 2 "

Afgiftspligtige leveringer af byggegrunde og bebyggede grunde"

Skatteministeriets kommentar til EU-domstolens dom i de forenede sager C 180/10 og C 181/10, Slaby & Kuc

SKM2009.423.SKAT - Styresignal

SKAT præciserer praksis for anvendelsen af momslovens regler i forbindelse med Folkekirkens menighedsråds kirke og kirkegårdsdrift.

Spørgsmål 1

Det ønskes oplyst, om der i forbindelse med salg af en del af kirkegården skal beregnes moms af salgssummen.

Begrundelse

Det følger af bekendtgørelse til momsloven, § 39 c, at ved en byggegrund i lovens § 13, stk. 1, nr. 9, litra b, forstås et ubebygget areal, som efter lov om planlægning eller forskrifter udstedt i medfør heraf er udlagt til formål, som muliggør opførelse af bygninger, jf. § 39a, stk. 1.

Det er oplyst, at arealet forventes at kunne udstykkes og anvendes til boligbyggeri. Det forudsættes herefter, at der er tale om salg af byggegrunde, som ikke er omfattet af momsfritagelsen i § 13, stk. 1, nr. 9, jf. samme bestemmelses litra b.

Det er en forudsætning for momspligten, at sælgeren er en momspligtig person, der driver selvstændig økonomisk virksomhed i momsmæssig forstand, og at den pågældende ikke blot udfører salget som led i udøvelsen af sin ejendomsret. Se præmis 46 i EU domstolens forenede sager C-180/10 og C-181/10, Slaby & Kuc.

Spørger er en afgiftspligtig person, som driver selvstændig økonomisk virksomhed, jf. momsloven § 3, stk. 1.

Det areal, som påtænkes solgt, er udlagt som kirkegård og er således erhvervet med henblik på kirkegårdsdrift, som er en delvis momspligtig aktivitet. Der er således ikke tale om en passiv investering i fast ejendom.

Det fremgår af momsloven § 13, stk. 1, nr. 16, at ydelser i direkte tilknytning til bisættelser er momsfritagne. Gravning og tildækning af grave er omfattet af denne momsfritagelse. Derimod er ren- og vedligeholdelse af gravsteder momspligtige ydelser, jf. momsloven § 4, stk. 1.
SKATs styresignal, SKM2009.423.SKAT, redegør for anvendelsen af momslovens regler i relation til Folkekirkens menighedsråds kirke- og kirkegårdsdrift.

Det forudsættes ud fra det oplyste, at arealet, som påtænkes solgt, har været anvendt i forbindelse med spørgers momspligtige virksomhed.

En person, som sælger fast ejendom, som har været anvendt til brug for personens momsregistrerede virksomheds aktiviteter, anses for at handle i egenskab af afgiftspligtig person. Den faste ejendom har været benyttet til at foretage de momspligtige transaktioner, og ejendommen kan således ikke anses for at tilhøre den private formue. Det har i den forbindelse ikke betydning, at det alene er en del af arealet, som rent faktisk har været anvendt i forbindelse med aktiviteterne i den momspligtige virksomhed.

Salget vil derfor være momspligtigt, jf. momsloven § 3, § 4, § 8, stk. 1 og § 13, stk. 1, nr. 9, litra b.

Det er ved besvarelsen lagt til grund, at arealet ikke er udtaget, jf. § 43 og § 44, se også Den juridiske Vejledning afsnit D.A.4.5.4 'Udtagning af virksomhedens aktiver'.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "ja".

Spørgsmål 2

Det ønskes oplyst, om der skal beregnes moms af salgsprisen svarende til forholdet mellem den del af arealet, som har været anvendt i momspligtig virksomhed, og det samlede areal.

Begrundelse

Som det fremgår af indstillingen i spørgsmål 1, vil en person, der sælger fast ejendom, som har været anvendt til brug for personens momsregistrerede virksomheds aktiviteter, blive anset for at handle i egenskab af afgiftspligtig person. Når den faste ejendom har været benyttet til at foretage de momspligtige transaktioner, kan ejendommen ikke anses for at tilhøre den private formue. Leverancen er derfor momspligtig, jf. momsloven § 3, § 4, § 8, stk. 1 og § 13, stk. 1, nr. 9, litra b.

Det er ikke muligt at beregne en forholdsmæssig moms, som forudsat i spørgsmålet. Hvis arealet eller en del heraf har været anvendt til brug for aktiviteterne i den momspligtig virksomhed er leverancen momspligtig.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "nej".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs begrundelse og indstilling

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter