Dato for udgivelse
24 Apr 2013 10:17
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
27 Feb 2013 07:29
SKM-nummer
SKM2013.245.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
BS 159-462/2012
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst
Emneord
Forsikring, Porche, garage, Mini, Coopers
Resumé

A´s selskab stillede to biler til hans rådighed for privat benyttelse.

Han gjorde gældende, at han ikke skulle beskattes af den skattepligtige værdi af bilerne for de måneder, hvori disse var låst inde i selskabets garage og omfattet af stilstandsforsikring i F1-forsikring.

Retten bemærkede, at selskabet stillede bilerne til rådighed for A´s private benyttelse, og at anden anvendelse ikke var godtgjort. Han var ultimativ ejer af en væsentlig del af indskudskapitalen i arbejdsgiverselskabet, og den samlede indskudskapital i selskabet ultimativt var ejet af ham og hans to brødre. A var administrerende direktør i selskabet. Retten anførte, at A og selskabet i den situation måtte anses for interesseforbundne, hvorfor der påhvilede ham en skærpet bevisbyrde for, at den private råden over bilerne havde været effektivt afskåret i nogle af månederne i de omhandlede indkomstår.

Efter bevisførelsen lagde retten til grund, at bilernes nummerplader ikke på noget tidspunkt havde været afmonteret.

Efter A´s forklaring lagde retten til grund, at rådighedsberøvelsen havde bestået i, at bilnøgler og garagenøgler blev opbevaret af personer, der var undergivet hans instruktionsbeføjelser. En sådan rådighedsberøvelse kunne ikke anses for effektiv. Retten anførte videre, at rådighedsberøvelsen også havde bestået i, at bilerne i de måneder, hvor værdi af fri bil ikke var indberettet af selskabet, var omfattet af stilstandsforsikring. Det fremgik imidlertid, at der i perioden juni-august 2007 var indberettet værdi af fri bil, uanset at den pågældende bil i perioden var omfattet af selskabets stilstandsforsikring. Allerede derfor kunne stilstandsforsikring ikke anses for effektiv rådighedsberøvelse.

På dette grundlag gav retten Skatteministeriet medhold i frifindelsespåstanden.

Reference(r)
Ligningsloven § 16, stk. 4
Henvisning
Den juridiske vejledning 2013-1 C.A.5.14.1.11
Henvisning

Den juridiske vejledning 2013-1 C.A.5.14.1.4


Parter

A
(Advokat Jan Ranners)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Anders Vangsø Mortensen)

Afsagt af byretsdommer

Seerup

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen, der er anlagt den 5. marts 2012, vedrører anfægtelse af Landsskatterettens afgørelse af 14. december 2011, hvorved Landsskatteretten har stadfæstet SKATs afgørelse af 10. maj 2011 om forhøjelse af sagsøger, A´s, værdi af fri bil for årene 2007, 2008 og 2009. Uenigheden angår et spørgsmål om beskatning af fri bil for perioder, hvor bil efter A´s opfattelse ikke har været til hans disposition.

Sagsøger, A, har nedlagt følgende påstand: Sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at sagsøger, A´s, personlige indkomst for 2007 nedsættes med 74.088 kr., for 2008 med 190.212 kr., og for 2009 med 231.664 kr.

Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Det er under hovedforhandlingen oplyst, at arbejdsgiverselskabet, H1 ApS, er 100 % ejet af holdingselskabet, H1 Holding ApS, der er ejet ligeligt af A og hans to brødre.

Landsskatterettens afgørelse af 14. december 2011 er sålydende:

"...

Sagen drejer sig om, hvorvidt klageren kan anses for at have bil til rådighed for privat anvendelse i de perioder, hvor bilen er omfattet af en stilstandsforsikring og i øvrigt er opbevaret udenfor klagerens private bopæl.

Landskatterettens afgørelse

2007
Personlig indkomst
SKAT har forhøjet værdi af fri bil med 74.088 kr. til 98.786 kr.
Klageren har selvangivet 24.698 kr.
Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.

2008
Personlig indkomst
SKAT har forhøjet værdi af fri bil med 190.212 kr. til 277.879 kr.
Klageren har selvangivet 87.667 kr.
Landsskatteretten stedfæster afgørelsen.

2009
Personlig indkomst
SKAT har forhøjet værdi af fri bil med 231.664 kr.
Klageren har selvangivet 0 kr.
Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.

Sagens oplysninger

Formaliteten

SKAT har udsendt varsel om ændring af ansættelsen af indkomst den 4. april 2011.

Det materielle

Klageren er direktør i selskabet H1 ApS, CYR-nr. .... Selskabet er ejet med 3/4 af H1 Holding ApS, og 1/4 af G1 Holding ApS. H1 Holding ApS er ejet af klageren samt klagerens brødre BA og CA. Direktionen består foruden af de tre brødre, af SM, samt et femte medlem. Beslutninger om operationelle forhold, herunder indkøb af biler, besluttes af direktionen efter stemmeflertal.

På møde med Landsskatterettens sagsbehandler er det oplyst, at direktionens medlemmer får samme løn, og såfremt det enkelte medlem ønsker fri bil til rådighed fratrækkes værdien i det enkeltes medlems løn.

På retsmødet er det forklaret, at de enkelte medlemmer af direktionen, som har valgt ikke at have fri bil til rådighed eller at have en billigere bil, kompenseres i form af et tillæg til lønnen, således at direktionens medlemmer får det samme.

Bilerne er i vinterhalvåret låst inde i en garage, som er beliggende under selskabets administrationsbygning. Garagedøren er aflåst og klageren har ikke nøgler hertil. Nøglerne ligger i et pengeskab på selskabets adresse, som kræver en kode, som klageren ikke har kendskab til.

Den samlede direktion har i erklæring af 8. november 2011 oplyst, at klageren ikke er berettiget til at disponere på selskabets vegne uden den samlede direktions accept af dette, herunder anskaffelse af firmabil og anvendelse af samme.

Mini Cooper

Selskabet har købt bilen som ny den 19. april 2006 for kr. 435.000. Bilen er stillet til rådighed for privat anvendelse for klageren. Selskabet har anvendt et beskatningsgrundlag på 418.963 kr., svarende til 8.232 kr. pr. måned og indberettet værdi af fri bil med 57.629 kr. for syv måneder i 2006 (april - oktober) og med 24.698 kr. for 3 måneder i 2007 (juni - august). For de øvrige måneder er der ikke indberettet værdi af fri bil.

Ifølge fremlagte opgørelser fra F1 Forsikring har bilen været omfattet af en stilstandsforsikring i perioden fra den 31. oktober 2006 - 6. marts 2008.

Af brev af 31. januar 2008 fra G2 A/S, Internationale forsikringsmæglere, til H1 ApS, fremgår blandt andet:

Opgørelsen er gennemgået / kontrolleret herfra, og jeg har faktisk ingen bemærkninger. (Det skulle lige være, at F1 Forsikring, under aftale ..., har beregnet stilstandspræmie for køretøjet ... for hele 2007, uanset at køretøjet jo har været "kørende" en del af året).

I mail af 31. august 2007 til G2 A/S fra JC, H1 ApS, er det oplyst, at selskabets Mini Cooper ... er sat til vinteropbevaring, og at modtageren venligst bedes informere F1 Forsikring.

Bilen er den 29. februar 2008 solgt til klageren for 248.000 kr.

Porsche 911

Bilen er registreret 1. gang den 5. oktober 2007. Selskabet har købt bilen den 1. august 2008 for 2.555.000 kr. af et konkursbo med en kilometerstand på 677 km og er stillet til rådighed for privat anvendelse for klageren.

Selskabet har anvendt bilens anskaffelsessum som beregningsgrundlag for værdi af fri bil, og opgjort beskatningsgrundlaget til 526.000 kr. pr. år, svarende til 43.833 kr. pr. måned. Der er indberettet værdi af fri bil med 87.667 kr. for august og september 2008.

Ifølge fremlagte opgørelser fra F1 Forsikring har bilen været omfattet af en stilstandsforsikring i perioden fra den 29. september 2008 - 1. maj 2009.

Bilen er den 30. april 2009 solgt til klageren for 1.500.000 kr. med en kilometerstand på cirka 3.000 km.

SKATs afgørelse

Værdi af fri bil er forhøjet med 16.464 kr. til 74.093 kr. i 2006, med 74.088 kr. til 98.786 kr. i 2007, med 190.212 kr. til 277.879 kr. i 2008 og med 231.664 kr. til 231.664 kr.

Det er SKATs opfattelse, at værdi af fri bil for Mini Coopers og Porsche 911 skal medregnes for hele den periode selskabet ejer bilerne uanset om bilerne er vinteropbevaret eller om der foreligger aftale med forsikringsselskabet om lavere forsikringspræmie grundet stilstand.

Bilerne anses således uanset ovennævnte forhold at være til rådighed for klageren, idet bilen forsat er indregistreret. Det fremgår af Skatterådets bindende svar af 21. april 2009, SKM2009.292.SR, at man ikke har afskåret rådigheden over en bil fordi den er vinteropbevaret. Så længe bilen er indregistreret er den til rådighed. Bilerne har i selskabets ejertid været indregistreret.

Vedrørende Porsche 911 udgør beregningsgrundlaget ikke arbejdsgiverens anskaffelsessum på 2.555.000 kr., idet bilen på købstidspunktet ikke er over 3 år gammel. Beregningsgrundlaget udgør bilens nyvognspris, som ud fra foreliggende oplysninger udgør ca. 3.400.000 kr. (bilbasen.dk). Den årlige beskatning udgør således kr. 695.000 kr. pr. år, svarende til 57.916 kr. pr. mdr. Klageren skal således beskattes for yderligere to måneder i 2006, yderligere 9 måneder i 2007 og yderligere 2 måneder i 2008 for rådighed over bilen af mærket Mini Coopers. Den skattemæssige værdi pr. måned udgør 8.232 kr. Klageren skal endvidere beskattes for yderligere 3 måneder i 2008 og yderligere 4 måneder i 2009 for rådighed over bilen af mærket Porsche 911. Den skattemæssige værdi pr. måned udgør 57.916 kr.

Der henvises til Ligningslovens § 16, stk. 4 og SKM2009.292.SR.

Klagerens påstande og argumenter

Værdi af fri bil skal nedsættes til det selvangivne, således, at de af SKAT foretagne forhøjelser nedsættes til 0 kr. for alle årene.

Klageren er ikke anpartshaver i H1 ApS.

SKAT har lagt til grund for forhøjelsen, at klageren har haft firmabil til rådighed til privat anvendelse, mens firmabilen var vinteropbevaret. Efter Den danske Ordbog defineres "til rådighed" som "til disposition", som "man kan råde over, disponere over og benytte". I ligningsvejledningen, afsnit A.B.1.9.2. fremgår det, at der kun sker beskatning af firmabil, hvis den er til rådighed for privat anvendelse. Klageren har fraskrevet sig mulighed for at benytte bilen i vintermånederne - i parentes bemærkes, at han privat ejer en Porche Cayenne Turbo, som er væsentlig mere velegnet til vinterbrug.

En almindelig ordlydsfortolkning kan ikke føre til andet resultat, end at de pågældende firmabiler, når de bliver vinteropbevaret, ikke er til rådighed for privat anvendelse.

Bilerne er forsikret på stilstandsforsikring, og kan således ikke lovligt benyttes til kørsel med mindre ejeren, H1 ApS, giver tilladelse hertil. Nøjagtig samme forhold gør sig gældende, hvis nummerpladerne var afleveret. De pågældende biler er opbevaret på selskabets grund i en aflåst garage, og fotodokumentation for umuligheden af at have dem til rådighed for privat anvendelse er fremlagt.

Det må således konkluderes, at klageren har fraskrevet sig retten til at have bilerne til rådighed til privat anvendelse i vintermånederne; at arbejdsgiveren har ændret forsikringsforholdene til stilstandsforsikring; at bilerne i vinterhalvåret er opbevaret på selskabets grund; at de ikke uden selskabets tilladelse kan benyttes; og at de er låst inde i selskabets garage.

Heraf følger, at de umuligt kan være til rådighed for klagerens private anvendelse i denne periode.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

...

Det materielle

Vederlagsfri benyttelse af en andens formuegode er skattepligtig i medfør af statsskattelovens § 4, litra b, jf. ligningslovens § 16, stk. 1. Den skattepligtige værdi af en bil, som er stillet til rådighed for privat anvendelse for den ansatte af en arbejdsgiver, fremgår af ligningslovens § 16, stk. 4.

Den ansatte beskattes for de måneder, hvor bilen har været til rådighed for privat anvendelse.

Tre af Landsskatterettens medlemmer, herunder Retsformanden, lægger til grund, at der ikke fra direktionens side er fastlagt rammer for, hvilke biler, der kan stilles til rådighed for privat anvendelse eller indenfor hvilken beløbsgrænse, disse kan erhverves, idet selskabet, på klagerens initiativ, har erhvervet henholdsvis en Mini Coopers til 419.000 kr. og en Porsche til 2.555.000 kr.

Disse medlemmer lægger endvidere til grund, at der ikke fra direktionens side er truffet beslutning om, i hvilke perioder klageren kan anvende bilerne, samt at klagerens rådighed ikke er begrænset af tredjemand i de perioder, hvor klageren vælger ikke at anvende dem, idet de ikke i disse perioder stilles til rådighed for andre.

Det forhold, at klageren ikke har bestemmende indflydelse i selskabet via sit ejerskab heraf, har således ikke medført nogen reel begrænsning for klageren i hans valg af eller råden over bilerne, og opbevaringen på selskabets adresse i kortere eller længere perioder sker således alene på klagerens initiativ, hvorfor bilerne anses for at være stillet til rådighed for klageren i hele selskabets ejerperiode.

Disse medlemmer stemmer således for at stadfæste SKATs afgørelse for 2007, 2008 og 2009.

Et retsmedlem finder, at der er en reel begrænsning i klagerens råden over bilerne. Han henviser til, at direktionen leder i fællesskab og får det samme i løn. Det kompensationssystem, som der er redegjort for på retsmødet, udgør et selvstoppende system, som gør, at klageren ikke frit kan råde over bilerne.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet

Idet der ikke er gjort indsigelse mod selve beregningsgrundlaget, stadfæster Landsskatteretten SKATs afgørelse for 2007, 2008 og 2009.

..."

Forklaringer

A har forklaret blandt andet, at han har været direktør i selskabet H1 ApS i 25 år og været ansat i selskabet i 30 år. Selskabet, der er markedsledende i verden på sit område, laver maskiner og produktionsudstyr til ...branchen m.v. Der er ca. 300 ansatte på virksomhedens i .... De har både produktion og administration på stedet. Virksomhedens produktion af komponenter foregår i dag i udlandet. I Danmark har de derfor primært administration, samling og testning.

Der var tre andre direktører i den omhandlede periode. Han selv var administrerede direktør med et overordnet ansvar. Beslutninger om væsentlige forhold træffes af direktionen i forening. De har en ligelig fordeling af økonomien. Hans ordning med fri bil resulterede derfor i en tilsvarende lønnedgang for ham. I dag er alle biler i selskabet private. Det er derfor han købte Porschen ud af selskabet.

Direktionens erklæring af 8. november 2011, hvorefter A ikke har været og ikke er berettiget til at disponere på selskabets vegne uden den samlede direktions accept, herunder ved anskaffelse og anvendelse af firmabil, er fortsat gældende.

I 2006 fik han lov til at erhverve en firmabil af mærket Mini Cooper. Det var en generel mulighed, der forelå i virksomheden på det tidspunkt. Det blev reguleret over lønnen for at sikre den ligelige vederlæggelse. Det var en del af aftalen, at bilen skulle stå stille om vinteren.

Privat ejer han en Porsche. Den har han haft i hele perioden. Han ejer tillige en Fiat 500.

I slutningen af juli 2008 købte virksomheden Porsche 911-bilen på en auktion. Det var efter forudgående tilladelse fra medejerne. De fik bilen til en god pris. Bilens reelle værdi var 3,6-3,7 mio. kr., så det var fornuftigt at købe den til 2,5 mio. kr. Der var også imellem ejerne en aftale om, at denne bil skulle stå stille om vinteren. Der blev reguleret i hans løn vedrørende denne bil, på samme måde som med Cooper´en. Nøglerne til bilen var placeret i virksomhedens pengeskab. Han kan ikke gå i pengeskabet, som han ikke kender koden til. Han kan ikke låse garagen op.

Han ved ikke, hvordan formaliteterne med afmontering af nummerplader er foretaget. Der lå et dækken hen over bilerne, når de stod i kælderen. Han har ikke kørt i de to biler i de perioder, hvor de var i stilstand. Han havde ikke kunnet gøre det, hvis han havde villet, da han ikke havde nøglerne.

Når han havde bilerne, benyttede han dem såvel privat som erhvervsmæssigt. Han brugte firmabilerne til at køre med kunder, eksempelvis ved afhentning af kunder i lufthavn. Det er vel sket i 10-15 tilfælde pr. sæson. Hans kolleger har af og til haft bilen til låns. Han har selv benyttet bilerne til kørsel fra hjem til arbejde. Det var dog ikke hver dag. Han havde jo også andre biler. Valget af biler i forbindelse med køb skete i samråd mellem ham og hans brødre. Havde hans brødre sagt nej, ville bilerne ikke være blevet købt.

Bilerne var i stilstandsperioderne låst inde i kælderen, som følge af den aftale, der var herom i firmaet Det er en gammel aftale, der var gældende allerede inden købet af de i denne sag omhandlede biler. Når biler er afleveret til økonomiafdelingen, så er de i denne afdelings varetægt. Det var JC, der havde ansvaret. Havde A bedt om at få bilen til rådighed i stilstandsperioden, ville JC have krævet, at formalia kom på plads med kørselsforsikring og nummerplader.

Stilstandsforsikringen indebærer, at bilerne skal være låst inde og med nummerpladerne afleveret. Det var JB, der tog sig af det praktiske.

Han er gift og har tre børn. I den omhandlede periode kunne hans børn ikke køre bil. Det var kun hans hustru og han selv, der kunne benytte bilerne. Han ville anse det forkert at lade sin hustru køre i bilen, da det var en firmabil. I foråret 2008 blev Cooper´en solgt af selskabet til ham. Det var til brug for hans hustru. Hans hustru havde Cooper´en i ½ - 1 år, men brød sig ikke om den. Der var ikke stilstandsperioder i hendes ejertid. Da han købte Porschen var det til helårsbrug. Der er derfor ikke stilstandsforsikring på denne bil i hans ejertid.

Hans brødre havde også firmabiler i den omhandlede periode. Der var en BMW X5 og en Jaguar.

NS har forklaret blandt andet, at hun er har været regnskabschef i virksomheden de sidste seks år. Hun var derfor i den funktion i den i sagen omhandlede periode. Hun beskæftigede sig konkret med at påse, at de ting, der foregik vedrørende økonomien, foregik korrekt.

Hendes rolle i forhold til firmabilerne var at opbevare nøglerne. Det foregik i et gammeldags brandskab med kodelås. Her blev alle nøgler opbevaret til de biler, der var deponeret i kælderen. Porten til kælderen har hun ikke nøgle til. Hun ved ikke, hvem der har nøglen. Koden til pengeskabet har bogholderiet og en dame i rejseafdelingen. Direktionen har ikke koden. Det er ikke nemt at åbne pengeskabet.

Hvis man møder i weekenden, skal man have en nøgle til den eksterne port, en nøgle til døren og koden til alarmen. Brug af bilen forudsætter endvidere viden om kode til pengeskab og nøglen til porten.

Der holder vel en fem biler nede i kælderen. Når folk fik udleveret deres bil om foråret, fik folk deres egen nøgle udleveret - ikke hele kassen med nøgler. Pengeskabet låses om natten. Der har aldrig manglet nøgler natten over. Hun har ikke arbejdet med spørgsmålet om afmontering af nummerplader. Hun har kun haft med nøgler at gøre.

Hun er også regnskabschef i den virksomhed, der ejer bygningen. Der er to firmabiler i det selskab. Den ene er en flexleasing-bil, hvor hun afmonterer nummerpladerne om efteråret og rekvirerer nye plader om foråret.

Parternes synspunkter

A har til støtte for sin påstand i det væsentlige procederet i overensstemmelse med følgende anbringender, der fremgår af påstandsdokument af 29. januar 2013:

"...

Til støtte for den nedlagte påstand gøres følgende anbringender gældende:

at

sagsøger i perioderne 1.1. til 31.5.2007, 1.9.2007 til 6.3.2008 har været afskåret fra at råde over den af arbejdsgiveren, H1 ApS, ejede bil, Mini Cooper, reg. nr. ... til privat benyttelse, jfr. bilag 1,

   

at

sagsøger i perioden 29.9.2008 til 30.4.2009 har været afskåret fra at råde over den af arbejdsgiveren, H1 ApS, ejede bil, Porsche 911 Turbo, reg. nr. ... til privat benyttelse, ...,

   

at

begge biler i perioden har været opmagasineret i aflåst kælder med nøglerne deponeret i aflåst pengeskab på arbejdsgiverens forretningsadresse,

   

at

forretningsadressen, som udgøres af en administrations-, produktions- og laboratoriebygning, er indhegnet og udenfor arbejdstid aflåst,

   

at

sagsøger, som er medlem af direktionen hos arbejdsgiveren, ikke er berettiget til at disponere alene, men skal have accept af den samlede direktion,

   

at

sagsøger er mindretalsanpartshaver i H1 ApS, arbejdsgiveren, som i øvrigt er en af verdens ledende fabrikanter af maskiner til ...branchen i hele verden og som i øvrigt eksportere over 90 % af sin omsætning, hvorfor sagsøger, som har ansvar for salg, har behov for, overfor udenlandske kunder at disponere over et repræsentativt køretøj, som også kan benyttes af øvrige medarbejdere ved afhentning i lufthavnen af kunder m.v.,

   

at

sagsøger således ikke har fysisk mulighed for at råde over bilen, allerede fordi han ikke kan komme til den på anden vis, end at han ved at få overladt nøglen til den aflåste garage kan gå ned for at se til den,

   

at

det, som en betingelse for stilstandsforsikring, af forsikringsselskabet forudsættes, at køretøjet er henstillet i lukket aflåst garage, og at nummerpladerne er fjernet fra bilen, medens den er stilstandsforsikret, ...

   

at

det ubestridt må lægges til grund, at de pågældende biler under stilstandsperioden ikke har forladt garagen på arbejdsgiverens forretningssted, hvorfor de ej heller har været til rådighed for sagsøger til privat benyttelse i perioderne,

   

at

sagsøger i øvrigt privat i årene 2007, 2008 og 2009 ejede og fortsat ejer den i bilag 12 nævnte Porsche Cayenne Turbo, og at husstanden derudover yderligere disponerede over en BMW 5 Serie,

   

at

de i nærværende sag omhandlede firmabiler blev stillet til rådighed, på betingelse af bl.a. stilstand, af en samlet direktion, og det var en direktion, som efterfølgende, bl.a. da nærværende sag opstod, besluttede ikke mere at acceptere, at direktionen havde firmabiler til rådighed til privat brug, hvorfor sagsøger købte disse kontant privat,

   

at

den samlede direktions beslutning om på ovennævnte vilkår at lade sagsøger disponere de 2 firmabiler ikke kan konstrueres, som om dette udelukkende var sket pga. sagsøgers påståede private "passion". Arbejdsgiveren er i sin gode ret til at træffe forretningsmæssigt begrundede beslutninger, herunder vedrørende firmabiler, uden at det vedkommer myndighederne. Specielt for så vidt angår arbejdsgiverens køb af Porsche 911 Turbo udnyttede selskabet muligheden for at købe en relativt billig bil, idet bilen blev overtaget efter auktion varetaget af Kammeradvokaten på SKATs vegne til en uhyre rimelig pris,

   

at

firmabiler, hvis nummerplader afleveres til Motorkontoret efter administrativ praksis, ikke beskattes efter Ligningslovens § 16 stk. 4 som firmabiler til rådighed til privat benyttelse,

   

at

situationen for bilerne i nærværende sag er nøjagtig den samme, og

   

at

en ganske normal ordfortolkning af Ligningslovens § 16 stk. 4 efter sagsøgers opfattelse ikke kan nå til anden konklusion, end at det ikke er rådigheden i sig selv, der er væsentlig i bedømmelsen, men derimod den skattepligtiges rådighed til privat benyttelse, der er væsentlig ved bedømmelsen af, hvorvidt der skal ske beskatning af firmabil eller ej.



..."

Skatteministeriet har til støtte for sin påstand i det væsentlige procederet i overensstemmelse med følgende anbringender, der fremgår af påstandsdokument af 23. januar 2013:

"...

Lovgrundlaget

Efter ligningslovens § 16, stk. 4, beskattes værdien af rådigheden - og ikke af alene værdien af den faktiske brug - af en bil, der af en arbejdsgiver er stillet til rådighed for den skattepligtiges private benyttelse. En del af bestemmelsen har følgende ordlyd:

"...

Den skattepligtige værdi af en bil, der er stillet til rådighed for den skattepligtiges private benyttelse af en arbejdsgiver som nævnt i stk. 1, sættes til en årlig værdi på 25 pct. af den del af bilens værdi, der ikke oversiger 300.000 kr., og 20 pct. af resten. [...] Er bilen kun til rådighed en del af året, nedsættes den skattepligtige værdi svarende til det antal hele måneder, hvori bilen ikke har været til rådighed.

..."

Skatteministeriets anbringender

Til støtte for frifindelsespåstanden gør Skatteministeriet overordnet gældende, at H1 ApS i henhold til Ligningslovens § 16, stk. 4, stillede de to biler, en Mini Cooper og en Porsche, til rådighed for A´s private benyttelse også i de perioder, hvor bilerne angiveligt var opbevaret i selskabets garage og omfattet af stilstandsforsikring. Landsskatterettens resultat, hvorefter der skal ske rådighedsbeskatning også for disse perioder, er derfor rigtigt.

A ejede sammen med sine to brødre H1 Holding ApS, der ejede 75 % af H1 ApS. A havde således betydelig ejerindflydelse på det selskab, H1 ApS, der købte de to biler og stillede dem til rådighed for hans private benyttelse.

Det må lægges til grund, at selskabets køb af de to særlige og kostbare biler, der var velegnede til privat brug, ikke var erhvervsmæssigt begrundet i selskabets forhold men alene eller i hvert fald i det væsentlige var udslag af A´s private interesse for biler. Der foreligger ingen oplysninger om, hvorfor selskabet anskaffede netop disse biler, ligesom der ingen oplysninger foreligger om, i hvilket omfang bilerne måtte være anvendt erhvervsmæssigt. H1 ApS videresolgte jo også begge biler til A den 29. februar 2008 ... og den 30. april 2009 ...

Det er også ubestridt, at han i hvert fald i nogle perioder i de omhandlede år benyttede bilerne privat.

Under disse omstændigheder påhviler det ham at afkræfte formodningen for, at de to biler var stillet til rådighed for og blev anvendt til privat kørsel også i de perioder, hvor de angiveligt blev opbevaret i selskabets garage og var omfattet af stilstandsforsikring i F1 Forsikring, jf. f.eks. SKM2005.138.HR og SKM2008.534.HR.

Skatteministeriet bestrider, at A har løftet sin bevisbyrde.

A har ikke fremlagt eller på anden måde godtgjort eksistensen af en skriftlig aftale med H1 ApS, hvorefter han ikke måtte benytte bilerne privat i de omstridte måneder. En sådan aftale er et minimumskrav for at undgå rådighedsbeskatning, jf. Skatteministeriets svar på spørgsmål 38 i Folketingstidende 1992/93, Tillæg B, sp. 2393, og TfS 1998, 326 Ø. [Direktionserklæringen af 8. november 2011] er ikke af en sådan karakter. Den er i øvrigt også lavet den 8. november 2011 til brug for skattesagen og har derfor under alle omstændigheder ringe bevisværdi, jf. f.eks. UfR 2002.1172 H.

A kan ikke afkræfte formodningen for privat rådighed og benyttelse af bilerne blot ved at hævde, at de ikke blev benyttet privat. Derimod kræves det, at der forelægges konkret bevis for, at bilerne ikke var til rådighed og blev anvendt privat. Et sådant bevis kan navnlig - og efter retspraksis i realiteten på eneste måde - føres ved, at der udarbejdes et kørselsregnskab, jf. SKM2009.239.HR, der stadfæstede landsrettens dom i henhold til grundene.

A har ikke ført kørebog og dermed ikke afkræftet formodningen om, at bilerne i hele selskabets ejerperiode var til rådighed for og faktisk blev benyttet til privat.

...

... A [skal] rådighedsbeskattes af de to biler også i de omstridte perioder, selvom han også havde en privat bil til rådighed, jf. f.eks. SKM2009.239.HR.

Det forhold, at de to biler måtte have været opbevaret i selskabets aflåste garage og omfattet af stilstandsforsikring fører ikke til, at A ikke skal rådighedsbeskattes. De omhandlede dispositioner er således under alle omstændigheder ikke et udslag af selskabets interesser, men alene begrundet i A´s eget valg for at undgå rådighedsbeskatning. Han ville til enhver tid også - efter eget valg - kunne få stilstandsforsikringen ophævet og hente "sine" biler i garagen. Derfor ville han ikke være afskåret rådigheden over bilerne, jf. om en lignende situation SKM2013.5.BR Da det er selve rådigheden til privat benyttelse, der beskattes, er det uden betydning, om han rent faktisk ikke måtte have benyttet dem i de omstridte perioder, jf. f.eks. SKM2002.369.LSR.

Efter fast administrativ praksis sker der også rådighedsbeskatning af biler omfattet af stilstandsforsikring, jf. SKM2009.292.SR, SKM2009.293.SR og SKM2009.314.SR.

Den omstændighed, at der er en særlig administrativ praksis om, at rådighedsbeskatning kan undgås, hvis nummerpladerne afleveres til motorkontoret (SKAT), jf. stævningen, side 4, 2. og 3. sidste afsnit, og SKM2009.292.SR og SKM2009.293.SR, kan ikke føre til, at A ikke skulle rådighedsbeskattes, selv om det kunne lægges til grund, at bilerne var omfattet af stilstandsforsikring, der indebar, at det var ulovligt at køre i bilerne. Denne administrative praksis kan ikke udstrækkes til at omfatte andre situationer, jf. feks. UfR 1979.449 Ø, UfR 1988.795 V, UfR 1975.370 H, UfR 2010.780 H og TfS 2012.61 Ø (anket til Højesteret).

A har i øvrigt ikke godtgjort, at bilerne i de omstridte måneder var låst inde i garagen og omfattet af stilstandsforsikring, der indebar, at det var ulovligt at benytte bilerne.

Han har som nævnt ikke ført kørebog, der viser, at bilerne ikke blev benyttet i de omstridte måneder. Det er ikke nok bare at hævde det, jf. SKM2009.239.HR.

Ifølge F1 Forsikrings brev af 17. januar 2013 til A´s advokat (...) var Mini Cooperen og Porschen stilstandsforsikret i perioderne henholdsvis 1. januar 2007 - 6. marts 2008 og 29. september 2008 - 1. maj 2009, det vil sige i hvert fald i de måneder, som nærværende sag omhandler.

Med henvisning til Skatteministeriets processkrift A, side 3-4, og A´s advokats brev af 7. januar 2013 til F1 Forsikring ... er det imidlertid ikke dokumenteret,

-

hvilke vilkår der var gældende for de omhandlede stilstandsforsikringer, jf. også opfordring (3) og (5) i svarskriftet, side 3 og 4, og duplikken, side 1, sidste afsnit,

   

-

at bilernes nummerplader var deponeret hos F1 Forsikring i de perioder, bilerne var omfattet af stilstandsforsikring, sådan som det hævdes i replikken, side 1, 2. sidste afsnit, og

   

-

på hvilke vilkår stilstandsforsikringerne kunne ophæves og nummerpladerne udleveres.



Derfor har A under alle omstændigheder ikke godtgjort, at de omhandlede forsikringer indebar, at det var ulovligt at benytte bilerne i de omtvistede perioder. For juni - august 2007 selvangav han jo i øvrigt også værdi af fri bil vedrørende Mini Cooperen (3 måneder á 8.232,- kr.), hvor bilen ellers var omfattet af stilstandsforsikring, ... og Landsskatterettens kendelse ... side 4, 1. afsnit.

..."

Rettens begrundelse og afgørelse

De i sagerne omhandlede biler har i arbejdsgiverselskabets ejerperioder 2007-2008 henholdsvis 2008-2009 været stillet til rådighed af arbejdsgiverselskabet til A´s private benyttelse. Anden anvendelse er ikke godtgjort. A er ultimativ ejer af en væsentlig del af anpartskapitalen i arbejdsgiverselskabet, og den samlede anpartskapital i selskabet er efter det for retten oplyste ultimativt ejet af A og hans to brødre. A er administrerende direktør i arbejdsgiverselskabet. I den situation må A og arbejdsgiverselskabet anses som interesseforbundne, hvorfor der påhviler A en skærpet bevisbyrde for, at den private råden over bilerne har været effektivt afskåret i nogle af månederne i de omhandlede skatteår.

Efter bevisførelsen kan det ikke lægges til grund, at bilernes nummerplader på noget tidspunkt har været afmonteret.

Efter A´s forklaring har rådighedsberøvelsen bestået i, at bilnøgler og garagenøgler har været opbevaret af personer, som var undergivet A´s instruktionsbeføjelse. En sådan rådighedsberøvelse kan ikke anses for effektiv. Videre har rådighedsberøvelsen bestået i, at bilerne i de måneder, hvor værdi af fri bil ikke er indberettet, har været omfattet af stilstandsforsikring. Det fremgår imidlertid, at der i perioden juni - august 2007 er indberettet værdi af fri bil, uanset at den pågældende bil i den periode var omfattet af arbejdsgiverselskabets stilstandsforsikring. Allerede derfor kan stilstandsforsikring i denne sag ikke anses for en effektiv rådighedsberøvelse.

Herefter finder retten, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens kendelse af 14. december 2011.

Ved fastsættelse af sagsomkostninger har retten lagt vægt på sagens økonomiske værdi, omfang og udfald. Skatteministeriet har afholdt omkostninger til materialesamling.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøger, A, skal inden 14 dage betale sagsomkostninger til sagsøgte, Skatteministeriet, med 35.000 kr.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter