For at oprette system-til-systemadgang til Motorregistret, skal virksomheden have et virksomhedscertifikat. Du skal selv bestille virksomhedscertifikatet fra Nets DanID på nets-danid.dk.

Virksomhedscertifikatet skal tildeles de nødvendige rettigheder til Motorregistret, hvorefter der skal gennemføres en række test. Når din ansøgning er godkendt, bliver du kontaktet af Motorstyrelsen med detaljerne for oprettelsen.

Første gang du logger på Motorregistret med system-til-systemadgang, skal du oprette en systembruger i TastSelv Erhverv ud fra virksomhedens UID-kode, som findes i virksomhedscertifikatet fra Nets DanID.

Der er flere måder at aflæse UID-koden på, alt efter hvordan virksomhedens it-system er opbygget. Motorstyrelsen har ikke adgang til virksomhedens UID-kode.

Sådan kan du aflæse UID-koden

  1. Åben virksomhedens internetbrowser.
  2. Vælg Funktioner og klik Internetindstillinger.
  3. Vælg fanen Indhold.
  4. Vælg Certifikater.
  5. Vælg fanen Personligt og vælg virksomhedssignaturen fra DanID.
  6. Vælg fanen Detaljer og marker feltet Emne.
  7. UID-koden fremgår nedenfor.

Sådan opretter du systembrugere i Tast Selv Erhverv

  1. Vælg Rettigheder til selvbetjening i venstremenuen.
  2. Vælg Tildel medarbejder rettigheder (roller) og klik på Tildel/fjern rettigheder der anvendes i system-til-system løsninger.
  3. Vælg Ny systembruger, indtast UID-koden og vælg Gem.
  4. Vælg Rettigheder ud for den nye systembruger.
  5. Vælg Adgang til Motorregistret i kassen Mulige roller og klik Vælg rettighed.
  6. Kontroller at rollen vises i kassen Tildelte roller og vælg Gem.