Dato for udgivelse
07 May 2013 09:33
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse
23 Apr 2013 14:35
SKM-nummer
SKM2013.272.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
12-0222536
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
Energi og kuldioxid
Emneord
solcelleanlæg, godtgørelse af elafgift, nettoafregning, fritagelse for egen produceret elektricitet
Resumé

Skatterådet kan ikke bekræfte, at spørger kan få godtgørelse af elafgift efter en opgørelsesmetode, hvor egen producerede kWh fratrækkes i de kWh, som varmepumpen forbruger.

Spørger kan dog opnå fritagelse for egen produceret elektricitet, som er direkte forbrugt af spørger, det skal blot ske en særskilt måling.

Hjemmel

Elafgiftsloven § 1
Elafgiftsloven § 2, stk. 1, litra c
Elafgiftsloven § 11

Reference(r)

Elafgiftsloven § 1
Elafgiftsloven § 2, stk. 1, litra c
Elafgiftsloven § 11

Henvisning

Den juridiske vejledning 2013-1 E.A.4.3.4


Spørgsmål

  1. Må X fratrække egen producerede kWh i forbruget på varmepumperne inden X opgør det totale elforbrug, hvor der kan søges refusion for elafgiften?

Svar

  1. Nej

Beskrivelse af de faktiske forhold

X, som er en forening, har fået bygget et energiklasse 1 hus i så miljørigtige materialer som muligt, som de flyttede ind i september 2010.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Xs energiklasse 1 hus bliver opvarmet og kølet af jordvarme med tilslutning til varmepumper. Der er særskilt måler på varmepumperne og her kan vi ikke fratrække elafgiften. De overvejer at installere solceller på taget med en særskilt måler på producerede kWh. De vil ikke på noget tidspunkt kunne producere så mange kWh, som varmepumperne forbruger, hvorfor der ikke vil være tale om levering af kWh til el nettet.

Som et eksempel:

Ud fra målerne kan de aflæse at solcellerne på en måned har produceret 1000 kWh, men de elektriske varmepumperne har måske forbrugt 3000 kWh, og resten af målerne har der været, inkl. varmepumperne, et total forbrug på 5000 kWh. Deres ønske er derfor at kunne fratrække deres egen producerede kWh i varmepumpernes forbrugte kWh. De afregner moms/afgifter hver måned, hvor de aflæser varmepumperne og fratrækker deres kWh forbrug i månedens totale kWh forbrug, inden de søger refusion på elafgiften af de resterende kWh forbrug. Dvs. de på nuværende tidspunkt kan søge refusion på elafgiften på 2000 kWh, men hvis de kunne få en tilladelse til modregning af egen produceret solcelle el i varmepumperne, ville de kunne søge refusion på elafgiften på 3000 kWh.

X er på nuværende tidspunkt kun i den indledende fase med beregninger på en evt. investering i solceller, og dette vil kun ske, såfremt X har økonomi til dette.

X mener spørgsmålet skal besvares med "Ja".

SKATs indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at X må fratrække egen producerede kWh i forbruget på varmepumperne, inden de opgør deres totale elforbrug, hvor der kan søges refusion for elafgiften.

SKAT forstår spørgsmålet således, at der spørges, hvorvidt spørger kan få godtgørelse af elafgiften, efter en opgørelsesmetode, hvor egen producerede kWh fratrækkes i de kWh, som varmepumperne har forbrugt.

Lovgrundlag

Elafgiftsloven § 1

Efter bestemmelserne i denne lov svares en afgift til statskassen af elektricitet, der forbruges her i landet.

Elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c

Undtaget fra afgiften er elektricitet, som:

(...)

c. fremstilles på elproduktionsanlæg omfattet af § 2, stk. 2 eller 3, i lov om fremme af vedvarende energi, og som direkte forbruges af producenten,

Elafgiftslovens § 11

Virksomheder, der er registreret efter merværdiafgiftsloven, kan bortset fra de nævnte tilfælde i stk. 2 få tilbagebetalt afgiften efter denne lov med undtagels2e af 1 øre pr. kWh

  1. af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet, hvorved elektricitet til belysning anses for at være forbrugt af den, som forbruger belysningen,
  2. af den afgiftspligtige elektricitet, der er medgået til fremstilling af varme, der er forbrugt i virksomheden, og som er særskilt leveret til virksomheden fra et fjernvarmeværk eller anden varmeproducent, der er registreret efter merværdiafgiftsloven, og
  3. af den afgiftspligtige elektricitet, der er medgået til fremstilling af kulde, der er forbrugt i virksomheden og leveret til virksomheden fra en kuldeproducent, der er registreret efter merværdiafgiftsloven.

Stk.2. Tilbagebetaling kan dog ikke finde sted for så vidt angår afsætning af de i bilag 1 til nærværende lov nævnte ydelser, jf. dog stk. 3.

Stk.3. Tilbagebetalingen kan ikke finde sted for afgiftspligtig elektricitet og varme, som forbruges i vandvarmere, varmepumper til opvarmning af brugsvand, elektriske radiatorer, strålevarmeanlæg, varmeblæsere, konvektionsovne, varmepumper og lignende anlæg, der anvendes til fremstilling af rumvarme, herunder varme, som leveres fra virksomheden. Undtaget er dog forbrug af elektricitet i rumvarmeaggregater, der midlertidigt placeres i et lokale for at dække et kortvarigt rumvarmebehov. Endvidere ydes der ikke tilbagebetaling af afgiften af elektricitet og varme, der direkte eller indirekte anvendes til fremstilling af kulde, som leveres fra virksomheden. Tilbagebetaling kan heller ikke finde sted for elektricitet og varme, der direkte eller indirekte anvendes til fremstilling af kulde, eller af kulde leveret til virksomheden til køling af rum, hvor kølingen sker af komfortmæssige hensyn. Tilbagebetaling kan heller ikke finde sted for elektricitet, der er medgået til fremstilling af varme, som er leveret til virksomheden, og som virksomheden forbruger som rumvarme eller varmt vand eller leverer til andre. Der ydes dog tilbagebetaling for afgiften af varme, der forbruges i lukkede anlæg til fremstilling eller forarbejdning af varer, og som indirekte bidrager til rumopvarmning, såfremt højst 10 pct. af den energi, der er forbrugt i anlægget, bidrager til rumopvarmning. For afgiftspligtig elektricitet til formål, som er nævnt i 1., 3. eller 4. pkt., ydes dog tilbagebetaling af afgift nævnt i § 6, stk. 2, med 42,9 øre pr. kWh (2015-niveau), herunder for ydelser omfattet af stk. 2. For modtagelse af leverancer, som er baseret på elektricitet, finder 7. pkt. ikke anvendelse. 7. pkt. finder heller ikke anvendelse for elforbrug, for hvilket der sker tilbagebetaling af afgift efter denne lovs øvrige regler. I perioden 2012-2014 ydes tilbagebetaling efter 7. pkt. med de satser, som fremgår af bilag 3 a. Satsen for tilbagebetaling, som er nævnt i 7. pkt., reguleres efter § 32 a i lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v.

(...)

Stk.5. For at der kan ydes tilbagebetaling efter stk. 3, 7. pkt., skal den tilbagebetalingsberettigede mængde elektricitet være opgjort som den faktiske mængde elektricitet forbrugt i de nævnte anlæg opgjort efter måler. Et af de øvrige nedenstående principper kan dog vælges, såfremt virksomheden kan godtgøre, at den derved ikke opnår øget tilbagebetaling af afgift efter denne lov, ud over hvad den kan opnå ved opgørelse efter 1. pkt. Virksomheder kan vælge mellem følgende principper ved opgørelsen af den mængde elektricitet, som ikke er berettiget til tilbagebetaling efter stk. 3:

  1. Den faktiske mængde elektricitet forbrugt i de nævnte anlæg opgjort efter måler.
  2. Den fremstillede mængde varme opgjort efter måler ganget med 1,1.
  3. Den installerede effekt ganget med 350 timer pr. måned eller den målte driftstid.

(...)

Stk.16. Afgiften tilbagebetales efter stk. 1, 3 eller 15 i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for indgående merværdiafgift af elektricitet, varme eller kulde. Tilbagebetaling omfatter dog ikke afgift af energi i relation til aktiviteter nævnt i momslovens § 37, stk. 7 og 8. Til dokumentation af tilbagebetalingsbeløbet skal virksomheden kunne fremlægge fakturaer eller særskilte opgørelser, hvoraf størrelsen af afgiften fremgår, jf. § 11 a, stk. 8.

Praksis

SKM2012.159.SR

Skatterådet bekræftede, at et solcelleanlæg kan anses for udelukkende erhvervsmæssigt benyttet for private personer jf. ligningslovens § 8 P og at Spørgers opgørelsesmåde er korrekt. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at der kan afskrives på et jordvarmeanlæg. For så vidt angår elafgift bekræftede Skatterådet, at arealerne på etagerne over stueplanen kan medtages ved beregningen af den maksimale størrelse af el-produktionsanlæg, der er undtaget fra elafgift i henhold til lov om afgift af elektricitet § 2, stk. 1, litra e. Skatterådet var endvidere enigt i, at elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c medfører, at elektricitet, produceret på eget solcelleanlæg på mere end 6 kW, er afgiftsfrit, hvis det ikke kommer ud på det kollektive net, men i stedet forbruges af producenten selv f.eks. i dennes virksomhed.

SKM2007.541.SKAT

Det følger blandt andet af elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, at vindkraft, som vindkraftproducenten forbruger til drift af varmepumper, er omfattet af elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, og derfor fritaget for afgift. Det er dog en betingelse, at der er tale om et direkte eget forbrug. Vindkraftanlægget og varmepumpeanlægget skal dermed være koblet på samme interne net. Det vil sige, at anlæggene skal være internt forbundne via det interne net. Vindkraftanlægget og varmepumpeanlægget skal også tilhøre samme juridiske enhed.

Begrundelse

SKAT forstår spørgsmålet således, at der spørges, hvorvidt spørger kan få godtgørelse af elafgiften, efter en opgørelsesmetode, hvor egen producerede kWh fratrækkes i de kWh, som varmepumperne har forbrugt.

Det er SKATs opfattelse, at spørger ikke kan foretage en opgørelse af spørgers elforbrug, således som det fremgår af spørgers eksempel.

Der skal foretages en måling af det faktiske forbrug til henholdsvis procesformål (belysning m.v.) og til opvarmning/varmt vand samt måling af egen producerede kWh ved solcellerne. Ligeledes skal der foretages måling af forbruget via det kollektive el-net.

Spørger har derefter mulighed for at opnå;

  • fritagelse for egen produceret elektricitet som er forbrugt direkte af spørger, jf. elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, se nærmere nedenfor.
  • Nettoafregning på timebasis efter ansøgning herom til Energinet.dk, se nærmere nedenfor.
  • Godtgørelse af betalt elafgift via momsangivelsen
    • Fuld godtgørelse vedrørende elafgift vedrørende forbrug til belysning mv. (dog ikke 1 øre + 2,1 øre pr. kWh i procesafgift)
    • Delvis godtgørelse vedrørende elafgift vedrørende forbrug til rumvarme, varmt brugsvand og komfortkøling.

Alle disse muligheder afhænger af, at mængden af elektricitet opgøres som den faktiske mængde, som er forbrugt i de pågældende anlæg opgjort efter målere.

Ad) Fritagelse for egenproduceret elektricitet

Der skal betales afgift til statskassen af elektricitet, der forbruges her i landet, jf. elafgiftslovens § 1.

Undtaget fra afgiften er elektricitet, som fremstilles ved vindkraft, vandkraft, biogas eller anden vedvarende energi, og som direkte forbruges af producenten selv, jf. elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c.   

"Anden vedvarende energi" omfatter elektricitet, der produceres på solcelleanlæg.

Ved "forbruges af producenten selv" forudsættes det, at der skal være tale om et direkte forbrug af den producerede elektricitet via et internt el-net. Elektricitet, der leveres fra el-produktionsanlægget til el-producenten via det kollektive el-forsyningsnet, er dermed ikke fritaget for afgift.

Det kan herefter lægges til grund, at elektricitet produceret af et solcelleanlæg, som producenten forbruger til drift af varmepumper, er fritaget for afgift. Det er dog en betingelse, at der er tale om et direkte eget forbrug. Solcelleanlægget og varmepumpeanlægget skal dermed være koblet på samme interne net. Det vil sige, at anlæggene skal være internt forbundne via det interne net og skal tilhøre samme juridiske enhed.

Hvis producenten samtidig også bruger elektricitet til andre formål end i varmepumpeanlægget ved anvendelse af samme interne net, giver loven ikke mulighed for på forhånd at allokere fx afgiftsfri vindkraft til varmepumpeanlægget og afgiftsbelagt elektricitet til de andre formål.

Det fremgår af spørgers beskrivelse, at spørger har særskilt måler på varmepumperne, samt at der vil blive sat særskilt måler på solcelleanlægget. Spørger kan ikke selv producere al den elektricitet, som spørger forbruger, hvorfor spørger modtager elektricitet fra det kollektive el-forsyningsnet.

I henhold til SKM2007.541.SKAT skal der ske måling af både den elektricitet, der leveres til nettet, og den elektricitet, der modtages fra nettet. Der er ikke mulighed for på forhånd at allokere elektricitet fra solcelleanlægget til varmepumperne og afgiftsbelagt elektricitet til andre formål.

Der skal betales afgift af den elektricitet, der trækkes fra det kollektive el-net. Der er fritagelse for elafgift for direkte eget forbrug af produceret elektricitet.

Ad) Nettoafregning

Der kan søges om nettoafregning på timebasis for VE-anlæg tilsluttet elinstallationen i både private, erhvervsmæssige og offentlige bygninger. Det er en betingelse, at der er sammenfald mellem ejer, producent og forbruger af elektriciteten.

Nettoafregning på timebasis betyder, at ejeren af et VE-anlæg gratis kan bruge den elektricitet, som ejeren selv producerer inden for 1 time uden at blive pålagt elafgift og moms. Der skal være tale om direkte eget forbrug. Der er ikke tale om en regnskabsmæssig opgørelse.

Der skal ansøges om nettoafregning på timebasis hos Energinet.dk. Information om vilkårene og retningslinjer for nettoafregning, opgørelse og afregning ved salg af elektricitet, udførelse af målinger, ansøgningsskemaer til registrering i stamdataregisteret med videre findes hos Energinet.dk på www.energinet.dk.

Ad) Godtgørelse

Momsregistrerede virksomheder kan opnå delvis godtgørelse af afgift af elektricitet forbrugt af virksomheden til procesformål, jf. elafgiftslovens § 11, hvorfor det er en forudsætning, at X er momsregistreret for at kunne få godtgørelse herefter.

Godtgørelsen ydes i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for indgående moms af energiprodukter og varme. Det vil sige fuld fradragsret for den indgående moms, medmindre virksomheden kun har delvis fradragsret for indgående moms, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 16, 1. pkt.

Momsregistrerede virksomheder kan som udgangspunkt få hel eller delvis godtgørelse for afgiften af elektricitet med undtagelse af 1 øre pr. kWh af

  1. den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet, hvorved elektricitet til belysning anses for at være forbrugt at den, som forbruger belysningen
  2. den afgiftspligtige elektricitet, der er medgået til fremstilling af varme, der er forbrugt i virksomheden, og som er særskilt leveret til virksomheden fra et fjernvarmeværk eller anden varmeproducent, der er registreret efter momsloven
  3. den afgiftspligtige elektricitet, der er medgået til fremstilling af kulde, der er forbrugt i virksomheden og leveret til virksomheden fra en kuldeproducent, der er registreret efter momsloven.

Det vil sige, at spørger kan få godtgørelse for den andel af nettoforbruget af elektricitet, som forbruges til belysning mv. Der skal ske måling af den forbrugte elektricitet, der er anvendt til belysning. Godtgørelsen nedsættes med 2,1 øre pr kWh (2013), jf. elafgiftslovens § 11C, stk. 1.

Derudover har momsregistrerede virksomheder mulighed for at få delvis godtgørelse af elafgiften for forbrug af elektricitet anvendt til rumvarme, varmt brugsvand og komfortkøling, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 3, 7. pkt.  

For at der kan ydes delvis godtgørelse af afgift af elektricitet til rumvarme, kulde mv., skal den godtgørelsesberettigede mængde elektricitet være opgjort som den faktiske mængde elektricitet forbrugt i de nævnte anlæg opgjort efter måler. Nedsættelsen af elafgiften gælder dog ikke forbrug af elektricitet til drift af ventilatorer og pumper mv., der fører varme eller kulde frem til de pågældende lokaler.

Det er en betingelse for delvis godtgørelse af elafgiften, at elektriciteten er forbrugt af virksomheden. Det er endvidere en betingelse, at virksomheden har fradragsret for indgående moms for elektriciteten.

Det vil sige, at der opkræves den fulde elafgift af den leverede elektricitet. Det er dermed den momsregistrerede forbruger af elektriciteten, der skal beregne den elafgift, som virksomheden har ret til at få godtgjort. Afgiftsbeløbet medtages/fradrages på momsangivelsen.

Spørger har oplyst, at de foretager måling af deres elforbrug med flere separate målere. Disse målinger skal lægges til grund for opgørelsen af godtgørelsen.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Nej".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter