Vederlag for udnyttelsen af visse immaterielle rettigheder

Vederlag, honorar eller lignende for retten til at anvende eller udnytte immaterielle rettigheder, fx forfatterrettigheder, ophavs- og kunstnerrettigheder, anses som B-indkomst. Vederlagene mv. opkræves som hovedregel af de rettighedsforvaltende organisationer, KODA (Komponisters Ophavsret i Danmark), Copydan og Filmex, men indtægterne kan også hidrøre fra andre organisationer, fx varetager visse rettighedshaveres faglige organisationer også medlemmernes interesser på dette område og administrerer udbetalinger af vederlag.

Skat og bidrag opgøres og opkræves af Skatteforvaltningen i forbindelse med årsopgørelsen. Se KSL § 49B, stk. 2.

Vederlag i form af biblioteksafgift er dog fritaget for betaling af arbejdsmarkedsbidrag. Se AMBL § 3, stk. 1, nr. 2.

Begrebet "royalty" ses ofte benyttet som betegnelse for betalingen for retten til at udnytte en immateriel rettighed. Skattemæssigt anvendes dette begreb kun om betaling for udnyttelsen af patenter, varemærker, mønster eller model, tegning, hemmelig formel eller fremstillingsmetode. Er der tale om udbetaling af royalty til personer med bopæl i Danmark, jf. KSL § 1, skal der ikke indeholdes A-skat eller AM-bidrag.

KSL § 65 C indeholder regler for indeholdelse af den såkaldte royalty-skat (25 pct.) i de tilfælde, hvor udbetaling eller godskrivning sker til en person, omfattet af KSL § 2, stk. 1, nr. 8, eller et selskab, som er skattepligtig efter SEL § 2, stk. 1, litra g. Den skattepligt for personen, der hermed er opfyldt, omfatter hele skattepligten til Danmark, herunder også skatten efter lov om arbejdsmarkedsbidrag.

Se også

  • C.A.12 Arbejdsmarkedsbidrag for lønmodtagere mv.
  • C.C.8 Arbejdsmarkedsbidrag for selvstændigt erhvervsdrivende
  • C.F.3.1.9 Royalty

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter