Dato for udgivelse
26 Aug 2013 14:08
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
12 Mar 2012 11:46
SKM-nummer
SKM2013.569.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
Københavns Byret, BS 45C-134/2011
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Fakturerings- og regnskabsbestemmelser + Fradrag
Emneord
Underleverandører, nægtelse, fradragsret, momssvindel, dokumentation, rengøringsydelser, lydstudie, musikstudie, fakturaer
Resumé

Sagen drejede sig om, hvorvidt SKAT med rette havde nægtet sagsøgeren, der drev rengøringsvirksomhed, fradrag for indgående moms på fakturaer udstedt af underleverandører af rengøringsydelser. Hertil havde SKAT nægtet sagsøgeren fradrag for den indgående moms af sagsøgerens udgifter til etablering af et musikstudie.

De af sagsøgte fremlagte fakturaer, udstedt af underleverandørerne af rengøringsydelser, opfyldte ikke kravene i momsbekendtgørelsens § 40, og sagsøgeren havde ikke fremlagt kontrakter, arbejdssedler eller lignende med underleverandørerne. Sagsøgeren havde endvidere betalt samtlige underleverandører kontant.

Retten fandt, at sagsøgeren ikke på tilstrækkelig måde havde dokumenteret, at de i sagen omhandlede rengøringsydelser var udført og betalt for, hvorfor sagsøgeren ikke havde fradragsret efter momslovens § 37, stk. 1.

For så vidt angår etableringen af musikstudiet fandt retten, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at studiet havde karakter af selvstændig økonomisk virksomhed i momslovens forstand, hvorfor sagsøgeren heller ikke havde fradragsret for udgifterne til etableringen heraf.

Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Reference(r)

Momsloven § 37, stk. 1
Momsbekendtgørelsen § 40 (dagældende)
Momsbekendtgørelsen § 58 ( dagældende)

Henvisning

Den juridiske vejledning 2013-2 D.A.11.3

Henvisning

Den juridiske vejledning 2013-2 A.B.3.3.1.4

Henvisning

Den juridiske vejledning 2013-2 A.B.3.3.3.2.2

Henvisning

Den juridiske vejledning 2013-2 D.A.11.1.7


Parter

H1 v/A
(Advokat Klaus E. Henriques)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved adv.fm. Jacob Christian Sølling)

Afsagt af byretsdommer

Pia Petersen

Sagens baggrund og parternes påstande

Under denne sag, der er anlagt den 4. januar 2011 har sagsøger nedlagt følgende påstand:

Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøger for perioden juli 2005 - 31. december 2007 er berettiget til at kunne afløfte et beløb stort kr. 647.954 købsmoms.

Subsidiært har sagsøger nedlagt påstand om, at Landsskatterettens kendelse i sagen 08-02734 hjemvises til fornyet behandling bos SKAT.

Sagsøgtes påstand er frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Sagen drejer sig om, hvorvidt sagsøgeren for perioden juli 2005 til 31. december 2007 med rette er blevet nægtet fradragsret for indgående moms på fakturaer udstedt af underleverandører af rengøringsydelser til sagsøgerens virksomhed med 531.244 kr. samt for den indgående moms af sagsøgerens udgifter til etablering af musikstudie med 116.710 kr., jf. momslovens § 37, stk. 1.

Sagen angår prøvelse af en del af Landsskatterettens kendelse af 4. oktober 2010 i sagen 08-02734, der er sålydende:

"...

Klager: H1 v/A

Klage over: SKATs afgørelse af 23. juni 2008.

Sagen drejer sig om opkrævning af moms efter momslovens § 52, stk. 6 som følge af, at virksomheden har drevet uregistreret virksomhed og udstedt af fakturaer, der indeholder momsbeløb og ikke godkendte momsfradrag for udgifter til køb af underleverandørydelser, og for udgifter til etablering af et lydstudie efter momslovens § 37, stk. 1.

Landsskatterettens afgørelse

Den påklagede afgørelse stadfæstes.

Møde mv.

Virksomhedens repræsentant har haft møde med Landsskatterettens sagsbehandler. Repræsentanten har endvidere udtalt sig over for rettens medlemmer på et retsmøde.

Sagens oplysninger

Virksomheden har i perioden juli 2005 til 31. december 2007 drevet virksomhed med rengøring og vinduespudsning. Rengøringsarbejdet er udført af dels virksomhedens indehaver personligt dels af underleverandører. Virksomheden blev momsregistreret den 1. oktober 2006 og har ikke været registreret som indeholdelsespligtig for A-skat mv.

I forbindelse med en kontrol af virksomhedens momstilsvar for perioden 1. januar 2005 til 30. juni 2007 har virksomheden indleveret alt regnskabsmateriale til SKAT.

SKAT har i den forbindelse konstateret, at der ikke er foretaget nogen form for bogføring, og at der ikke er udarbejdet årsregnskaber for virksomheden. Videre er det konstateret, at virksomheden ikke har indsendt momsangivelser, og at indehaveren ikke har indsendt selvangivelser for 2005 og 2006.

SKAT indhentede herefter hos en række af virksomhedens kunder kopi af fakturaer udstedt af virksomheden og foretog krydsrevision. Det er i den forbindelse konstateret, at en række fakturaer indhentet hos virksomhedens kunder ikke var indeholdt i det regnskabsmateriale, som virksomhedens indehaver har afleveret til SKAT. Der er endvidere indhentet udskrifter af indehaverens bankkonti.

Under sagens behandling ved Landsskatteretten har virksomhedens indehaver bl.a. oplyst, at han var startet som rengøringsassistent, og at han først efter noget tid startede for sig selv. Han havde dog ikke noget rengøringsudstyr eller maskiner, hvorfor han udelukkende benyttede sig af underleverandører, idet han ikke selv havde mulighed for at udføre rengøringsarbejdet. Indehaveren udleverede i den forbindelse et eksempel på en ansættelsesaftale mellem virksomheden og G1 I/S, hvoraf bl.a. fremgår følgende:

"...

Undertegnede arbejdsgiver: H1, ...1, CVR. nr. ...

Ansætter herved: G1 1/S (...) CVR. nr. ...

Tiltrædelsesdato:

Arbejdsområde: G2

Løn: Firmaerne bliver lønnet efter hvor mange timer og arbejde de har udført i f.eks. supermarkederne.(...).

..."

Indehaveren oplyste, at betalingen af underleverandørerne enten skete kontant, hvor der blev kvitteret for betalingen eller også blev pengene overført fra virksomhedens konto i Danske Bank.

For så vidt angår SKATs nægtelse af fradrag vedrørende underleverandørerne oplyste han, at han ikke var vidende om, at underleverandørerne ikke afregnede momsen. Han kendte ikke de forskellige underleverandører personligt, men han havde arbejdet sammen med flere af dem.

Han oplyste, at G3 havde selve hovedentreprisen med f.eks. G4. G3 uddelegerede herefter rengøringsarbejdet til f.eks. virksomheden, der igen indgik aftale med en underleverandør, som så i sidste ende leverede rengøringsydelsen. Aftalerne mellem virksomheden og G3 var pakkeløsninger, hvor der f.eks. ikke var aftalt levering af et bestemt antal timer, men blot rengøring af et bestemt område. Der var for hver forretning udarbejdet en rengøringsspecifikation, hvoraf det fremgik, hvad der skulle laves hvor på hvilke dage. G3 tjekkede løbende om rengøringen levede op til den aftalte standard. Alle rengøringsfolkene anvendte G3 uniformer.

For så vidt angår SKATs nægtelse af fradrag vedrørende lydstudiet oplyste han, at han i samme CVR-nr. som rengøringsvirksomheden opstartede et musikstudie i 2006. Indehaveren havde tidligere studeret musik i Danmark og ønskede ikke at leve af at gøre rent hele livet. Selve finansieringen til købet skete ved lån fra familiemedlemmer. Som dokumentation herfor er der fremlagt kopi af lånedokument dateret den 18. april 2008, hvoraf bl.a. fremgår:

"...

...2 d. 18.04.2008

Undertegnede A, cpr.nr. ..., boende c/o NK, ...1. erkender herved at skyldig til BA, cpr. nr. ... c/o NK, ...1.

Den sum: kr. 40.000,00 (...)

Hvilket beløb kreditor har ydet mig som et tjenestelån, som jeg herved samtidig kvitterer for modtagelsen kontant i løbet af efteråret 2007.

Skylden til enhver tid forrentes med 0 % p.a. fra overførelsesdagen den 01 november 2007.

Lånet er aftalt til at skulle tilbagebetales ultimo december 2009.

Såfremt kreditor skulle forlange lånebeløbet før ovenstående dato, er der aftalt mellem parterne at debitor kun er forpligtet til at indfri lånet såfremt det er økonomisk muligt. (...).

..."

Lånedokumentet er underskrevet den 22. april 2008. Der er ikke skrevet til vitterlighed.

Indehaveren har endvidere over for Landsskatteretten oplyst, at han efterfølgende har overdraget alle aktiverne fra lydstudiet til sin bror, der også har overtaget alle gældsposter, der vedrørte lydstudiet. Der er for Landsskatteretten fremlagt et dokument benævnt "Lån aftale - overtagelse af lån", hvoraf bl.a. fremgår følgende:

"...

Dette lån aftale ("aftalen") er foretaget og effektiv den 01-05-2009

Imellem: A ("långiver")

Og: BA (the "låner"), et selskab organiseret og eksisterende i henhold til lov i Danmark i ...2 med sit hjemsted på: ...1

(...) Overtagelse af lån

1. Låner overtager långivers oprindelige lån med det låneaftalen indebærer fra dags dato. Låner vil overtage tilbagebetaling af hele beløbet og tilhørende renter ifølge lån aftalen. Låner overtager långivers musikudstyr, computerudstyr og musikstudiet beliggende på ...3 og alle andre ejendele långiver har brugt det oprindelige lån på. (...).

..."

Dokumentet er ikke dateret eller underskrevet.

Indehaveren har videre oplyst, at broderen i dag driver virksomheden videre på ...4, hvor han udøver virksomhed som producer. Indehaveren havde mens han drev lydstudiet ansat VP og TB som projektansatte i studiet. Der er for Landsskatteretten fremlagt kopi af ansættelsesaftalerne, hvoraf bl.a. fremgår:

"...

(...) Lønnen bliver givet ud fra, hvor meget medarbejderen har arbejdet og procenter fra det nuværende projekts indtjening. (...).

..."

Videre er der fremlagt kopi af musikforlagsaftale mellem H2 og SJ dateret den 18. august 2008 og kopi af Indspilningsaftale mellem H2 og SJ, dateret den 18. august 2008.

Indehaveren har oplyst, at det var typisk for musikbranchen, at de første år var præget af store investeringer og ingen omsætning. Han havde ikke tjent en krone på hele projektet. Lokalerne på ...3 havde han lånt af en ven vederlagsfrit. Det var blot aftalt, at indehaveren skulle sætte lokalerne lidt i stand.

Der er over for Landsskatteretten fremlagt et antal billeder af lydstudiet, hvoraf det fremgår, at studiet er indrettet med bl.a. instrumenter, mixerpult, højtalere og mikrofoner.

SKATs afgørelse

SKAT har den 23. juni 2008 truffet afgørelse, hvorefter virksomheden efteropkræves i alt 751.010 kr. i afgift for perioden juli 2005 til 31. december 2007.

Beløbet er fremkommet således:

1.

Efterbetaling af moms med 103.056 kr. ved i perioden juli 2005 til 31. december 2007 ikke at have opgjort og angivet momstilsvaret, jf. momslovens § 56, stk. 1 og § 57, stk. 1, samt for perioden juli 2005 til 30, september 2006 at have drevet virksomhed, der er registreringspligtig efter momslovens § 47, stk. 1 uden at være momsregistreret og udstedt fakturaer med deklareret moms, uanset at virksomheden ikke har været momsregistreret, jf. momslovens § 52, stk. 6.

2.

Nedsættelse af virksomhedens fradrag for købsmoms med 531.244 kr., jf. momslovens § 37, stk. 1, da virksomheden vidste eller burde have vidst, at fem underleverandører handlede svigagtigt ved ikke at angive og betale salgsmoms af leverancerne.

3.

Nedsættelse af virksomhedens fradrag for købsmoms med 116.710 kr., jf. momslovens § 37, stk.. 1, da virksomheden ikke har godtgjort, at indkøbte varer og ydelser til etablering af et lydstudie udelukkende skal anvendes til brug for virksomhedens leverancer.

Ad 1) Uregistreret virksomhed og manglende opgjort afgiftstilsvar. Virksomheden har i 4. kvartal 2006 samt i 1. til 4. kvartal 2007 ikke angivet et momstilsvar, hvorfor det foreløbigt er fastsat af SKAT. I perioden juli 2005 til 9. september 2006 har virksomheden ikke været momsregistreret. Det ikke angivne momstilsvar for perioden udgør i alt 127.309 kr.

Virksomhedens salgs- og købsmoms er opgjort af virksomhedens revisor. I forbindelse med opgørelsen er der givet et udokumenteret fradrag for købsmoms på 3.000 kr. i 3. og 4. kvartal 2005 samt i 1. og 2. kvartal 2006. Der foreligger ikke nogen købsfakturaer i disse kvartaler, men der må have været visse momsbelagte udgifter.

I henhold til momslovens § 56, stk. 1 skal momsregistrerede virksomheder for hver afgiftsperiode opgøre salgs- og købsmoms. Forskellen mellem salgs- og købsmoms er virksomhedens momstilsvar. Momsregistrerede virksomheder skal efter udløbet af hver afgiftsperiode angive størrelsen af virksomhedens salgs- og købsmoms, jf. momslovens § 57, stk. 1.

Virksomheder, der er momspligtige, skal registreres hos myndighederne, jf. momslovens § 47, stk. 1. I henhold til momslovens § 52, stk. 6 må virksomheder, der ikke er momsregistreret, ikke anføre moms på deres fakturaer, og såfremt de alligevel gør det, skal momsen indbetales til SKAT, jf. § 52, stk. 7.

Virksomheden har ikke opgjort og angivet momstilsvaret i perioden juli 2005 til 31. december 2007, jf. momslovens § 56, stk. 1 og § 57, stk. 1. I perioden juli 2005 til 30. september 2006 har virksomheden endvidere ikke været momsregistreret, men udstedt fakturaer med deklareret moms, hvorfor virksomheden hæfter herfor, jf. momslovens § 52, stk. 6 og 7.

Ad 2) nedsættelse af fradrag - underleverandører

Virksomhedens fradrag for købsmoms nedsættes med 531.244 kr., beløbet er fremkommet således:

Moms af køb fra G1 I/S

293.850 kr.

Moms af køb fra G5

40.500 kr.

Moms af køb fra G6

77.394 kr.

Moms af køb fra G7

65.000 kr.

Moms af køb fra G8

54.500 kr.

Moms i alt

531.244 kr.

Virksomheden har købt rengøringsydelser fra fem forskellige underleverandører og fradraget momsen af ydelserne. Der henvises til kopi af posteringsjournal og kontospecifikationer.

Under sagens behandling ved SKAT er virksomheden i brevet af 5. februar 2008 anmodet om at oplyse:

-

Hvilket arbejde underleverandørerne har udført.

-

Mængden (antal timer mv.) af det udførte arbejde.

-

Datoerne for levering af ydelserne.

-

Steder for levering af ydelserne.

-

Pris pr. enhed (timepris mv.).

-

Kontaktpersoner hos underleverandørerne.

-

Hvordan ydelserne er betalt, herunder dokumentation for betalingen.

G1 I/S

Virksomheden har fradraget 293.850 kr. ved køb af rengøringsydelser fra G1 I/S (CVR.nr.: ...). Kopi af fakturaerne er fremlagt for SKAT. Heraf fremgår, at de vedrører rengøring udført i G2 og G9. Der er ikke på fakturaerne angivet antal timer, timepris, dato eller sted for levering af ydelserne, men blot en fast pris. Samtlige fakturaer er ifølge virksomheden betalt kontant, og virksomheden har ikke modtaget kvittering for betalingerne. Konto nr. ...x fremgår af samtlige fakturaer, men der er ikke sket betaling til denne konto.

Det bemærkes, at momsbeløbet på en række fakturaer er beregnet forkert.

G1 I/S blev momsregistreret den 1. maj 2006 og afmeldt fra momsregistrering den 4. september 2007. Der er ikke angivet og betalt salgsmoms af rengøringsydelserne til virksomheden, da G1 1/S overhovedet ikke har angivet salgsmoms. G1 I/S' interessenter var KA og NE. KA havde ifølge CPR-registreret ukendt adresse i perioden 10. januar 2005 til 22. august 2007 og var i Afrika i perioden 22. august 2007 til 15. februar 2008.

G5 v/SD

Virksomheden har fradraget 40.500 kr. ved køb af rengøringsydelser fra G5 v/SD. Der er modtaget kopi af fakturaerne. Fakturaerne vedrører rengøring i G2. Der er ikke på fakturaerne angivet antal timer, timepris, dato eller sted for levering af ydelserne, men blot en fast pris. Samtlige fakturaer er ifølge virksomheden betalt kontant, og virksomheden har ikke modtaget kvittering for betalingerne.

Momsbeløbet er beregnet forkert på faktura nr. 07001 af 15. januar 2007. Prisen er 115.000 kr. inkl. moms på 25.000 kr. svarende til 21,74 pct. af prisen inkl. moms. Den korrekte moms er 23.000 kr. svarende til 20 pct.

G5 v/SD blev momsregistreret den 15. oktober 2005 og afmeldt den 19. maj 2007. Der er ikke angivet og betalt salgsmoms af rengøringsydelserne til virksomheden, da G5 v/SD overhovedet ikke har angivet salgsmoms.

Der er i forbindelse med sagens behandling ved SKAT fremlagt en erklæring af 22. april 2008, hvori indehaveren af G5 angiveligt bekræfter at have modtaget betaling fra virksomheden for udførelse af arbejde. Arbejdsperioden er angivet som "i løbet af året 2006", men fakturaerne er udstedt i 2007. Navnet på indehaveren fremgår ikke af erklæringen ligesom der ikke er nogen adresse på virksomheden. SD har ifølge CPR-registret haft ukendt adresse siden den 19. maj 2007.

G6 v/NM

Virksomheden har fradraget 77.394 kr. ved køb af rengøringsydelser fra G6 v/NM (CVR.nr.: ...). Kopi af fakturaer er fremlagt for SKAT. Fakturaerne vedrører hovedrengøring på trapper til 125 kr. pr. time ekskl. moms. Der er ikke på fakturaerne angivet dato eller sted for levering af ydelserne. Samtlige fakturaer er ifølge virksomheden betalt kontant, og virksomheden har ikke modtaget kvittering for betalingerne. Konto nr. ...y fremgår af samtlige fakturaer, men der er ikke sket betaling til denne konto.

Det skal bemærkes, at momsbeløbet er beregnet forkert på faktura nr. 512007 af 15. juli 2007. Fakturaen er på 93.156,25 kr. inkl. moms på 18.031,25 kr. svarende til 19,36 pct. af prisen inkl. moms. Der er korrekt bogført moms på 18.631,25 kr. svarende til 20 pct. af 93.156,25 kr.

G6 v/NM blev senest momsregistreret den 12. december 2006 og afmeldt igen den 30. september 2007. Der er ikke angivet og betalt salgsmoms af rengøringsydelserne til virksomheden, da G6 v/NM overhovedet ikke har angivet salgsmoms. NM havde ifølge CPR-registret ukendt adresse i perioden 1. november 2006 til 11. juni 2007 og har siden den 1. september 2007 igen haft ukendt adresse.

G7 v/NH.

Virksomheden har fradraget 65.000 kr. ved køb af rengøringsydelser fra G7 v/NH (CVR.nr.: ...). Der er fremlagt kopi af fakturaerne. Fakturaerne vedrører hovedrengøring uden nærmere angivelse. Der er ikke på fakturaerne angivet antal timer, timepris, dato eller sted for levering af ydelserne, men blot en fast pris. Det vides ikke hvordan fakturaerne er betalt, men virksomheden har ikke fremlagt dokumentation for betalingen. Konto nr. ...z. fremgår af samtlige fakturaer.

G7 v/NH blev momsregistreret den 13. marts 2006 og senere afmeldt med tilbagevirkende kraft fra den 14. marts 2006. Der er ikke angivet og betalt salgsmoms af rengøringsydelserne til virksomheden, da G7 v/NH overhovedet ikke har angivet salgsmoms.

G8 v/OG

Virksomheden har fradraget 54.500 kr. ved køb af rengøringsydelser fra G. O. Rengøringsservice v/OG (CVR.nr.: ...). Der er fremlagt kopi af fakturaerne. Fakturaerne vedrører rengøring i G2. Der er ikke på fakturaerne angivet antal timer, timepris, dato eller sted for levering af ydelserne, men blot en fast pris. Det vides ikke hvordan fakturaerne er betalt, men virksomheden har ikke fremlagt dokumentation for betalingen. Konto nr. ...æ fremgår af samtlige fakturaer, men bankens reg.nr. fremgår ikke. Fakturaerne er ikke udstedt i rækkefølge, da faktura nr. 18678 er udstedt senere end faktura nr. 18686 og faktura nr. 18687.

Det skal bemærkes, at faktura nr. 18686 af 20. oktober 2007 er bogført med 100.000 kr. inkl. moms på 20.000 kr. selvom fakturaen er på 125.000 kr. inkl. moms på 25.000 kr. Faktura nr. 18687 af 20. november 2007 er bogført med 10.000 kr. inkl. moms på 2.000 kr. selvom fakturaen er på 125.000 kr. inkl. moms på 25.000 kr. Alle tre fakturaer fra G8 er bogført med teksten H1 og angivelse af faktura nr.

G8 v/OG blev momsregistreret den 20. juni 2007. Der er ikke angivet og betalt salgsmoms af rengøringsydelserne til virksomheden, da G8 v/OG overhovedet ikke har angivet salgsmoms.

Under sagens behandling ved SKAT er der fremlagt en erklæring af 22, april 2008, hvori indehaveren af G8 bekræfter, at have modtaget betaling fra virksomheden for udførelse af arbejde. Arbejdsperioden er angivet som "i løbet af året 2007". Navnet på indehaveren af G8 er ifølge erklæringen OO, hvilket ifølge virksomhedens registreringsbevis ikke er navnet på indehaveren, men derimod navnet på virksomhedens c/o adresse. OG har ifølge CPR-registret haft ukendt adresse siden den 6. november 2007.

I henhold til momslovens § 37, stk. 1 kan momsregistrerede virksomheder ved opgørelsen af momstilsvaret som indgående moms fradrage momsen efter denne lov for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for moms.

Bestemmelsen skal fortolkes i overensstemmelse med momssystemdirektivets artikel 168, stk. 1, litra a), hvoraf fremgår, at i det omfang varer og ydelser anvendes i forbindelse med afgiftspligtige transaktioner, hvoraf der er betalt moms, har den afgiftspligtige person i den medlemsstat, hvor han foretager transaktionerne, ret til i den afgift, der påhviler ham, at fradrage den moms, som skal betales eller er betalt i nævnte medlemsstat for varer og ydelser, der er eller vil blive leveret til ham af en anden afgiftspligtig person.

EU-domstolen har i forbindelse med fortolkningen af ovenstående bestemmelse fastslået, at hvis det på grundlag af objektive momenter er godtgjort, at den afgiftspligtige person vidste eller burde vide at vedkommende ved sit køb deltog i en transaktion, der var led i momssvindel, skal fradragsret for moms nægtes, jf. præmis 59 i de forenede sager C-439/04 og C-440/04 (Axel Kittel og Recolta).

G1 I/S, G5, G6, G7 og G8 har alle været momsregistreret i de perioder, hvor de har leveret rengøringsydelser til virksomheden. Ingen af virksomhederne har imidlertid angivet og betalt momstilsvaret i perioderne. Dermed har underleverandørerne begået momssvindel.

Virksomheden findes efter en samlet vurdering, at have vidst eller burde have vidst, at underleverandørerne handlede svigagtigt ved ikke at angive og betale salgsmoms af rengøringsydelser til virksomheden.

Der er herved henset til:

-

At virksomheden ikke havde foretaget nogen form for bogføring og ikke udarbejdet årsregnskaber.

-

At virksomheden ikke har opgjort og angivet momstilsvaret i perioden juli 2005 til 31. december 2007, og at virksomheden i perioden juli 2005 til 30. september 2006 endvidere har drevet uregistreret virksomhed.

-

At virksomheden ikke under sagens behandling ved SKAT har fremlagt kontrakter med sine underleverandører,

-

At fakturaer udstedt af G5 og G6 i perioden 15. januar 2007 til 15. august 2007 først er afleveret til SKAT den 24/29. januar 2008. Virksomhedens indehaver oplyste ellers den 17. oktober 2007 at alt regnskabsmateriale var afleveret til SKAT.

-

At fakturaerne fra G1 I/S, G5, G6, G7 og G8 ikke indeholder dato og sted for levering af ydelserne, samt at fakturaerne fra G1 I/S, G5, G7 og G8 ikke indeholder antal timer og timepris. Dermed opfylder fakturaerne ikke de forskriftsmæssige krav, jf. momsbekendtgørelsens § 40, stk. 1, nr. 5, hvoraf det fremgår, at en faktura skal indeholde omfanget og arten af de leverede ydelser.

-

At momsbeløbet er beregnet forkert på 3 fakturaer fra G1 I/S, på 1 faktura fra G5 og på 1 faktura fra G6.

-

At fakturaerne fra G8 ikke er udstedt i rækkefølge.

-

At virksomheden ikke har nogen dokumentation for betalinger til sine underleverandører. Virksomheden har kun fremlagt erklæringer af 22. april 2008 fra G5 og G8, Erklæringen fra G5 angiver arbejdsperioden til "i løbet af 2006" men fakturaerne er udstedt i 2007. Endvidere fremgår det ikke hvem, der har underskrevet erklæringen, ligesom der ikke er nogen adresse på virksomheden. I erklæringen fra G8 er der anført et forkert navn på virksomhedens indehaver. SKAT kan på den baggrund ikke betragte erklæringerne som dokumentation for betalinger for udført arbejde.

-

At virksomheden i øvrigt ikke har besvaret SKATs spørgsmål i brevet af 5. februar 2008.

-

At indehavere/interessenter i G1 I/S, G5, G6 og G8 alle har haft ukendt adresse i hele eller en del af den periode, hvor virksomhederne har leveret rengøringsydelser til virksomheden.

Ad 3) nedsættelse af fradrag - virksomheden uvedkommende leverance

Virksomhedens fradrag for købsmoms nedsættes med 116.710 kr.

Det er under sagens behandling ved SKAT oplyst, at virksomhedens indehaver har etableret et musikstudie på ...3. SKAT har besøgt adressen og konstateret, at der i kælderen ligger et musikstudie.

Virksomhedens indehaver har oplyst, at udgifterne til etablering af musikstudiet udgør 700.000 til 800.000 kr. inkl. moms. Alt udstyret var betalt kontant med penge, som han havde lånt af familien. Videre oplyste han, at virksomheden måske skulle påbegynde produktionen af en CD for TS i maj 2008. Den forventede indtægt ville udgøre ca. 2.000.000 kr.

På baggrund heraf anmodede SKAT virksomheden om at dokumentere, at betingelserne for momsfradrag var opfyldt. Dokumentation for køb af udstyr til musikstudiet er fremlagt ved møde hos virksomhedens revisor den 2. april 2008. Videre er der fremlagt kopi af to lånedokumenter af 18. april 2008. I dokumenterne erkender A at skylde BA (As bror) 40.000 kr. og CA (As søster) 30.000 kr. Ifølge dokumenterne er lånene ydet i løbet af efteråret 2007. Lånene er ydet rentefrit og skal tilbagebetales ultimo december 2009. Der er ikke skrevet til vitterlighed på dokumenterne. Det er endvidere oplyst, at A har lånt 50.000 kr. af sin far.

I henhold til momslovens § 37, stk. 1, kan momsregistrerede virksomheder ved opgørelsen af momstilsvaret som indgående moms fradrage momsen efter denne lov for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for moms.

Bestemmelsen skal fortolkes i overensstemmelse med momssystemdirektivets artikel 168, stk. 1, litra a), hvoraf fremgår, at idet omfang varer og ydelser anvendes i forbindelse med afgiftspligtige transaktioner, hvoraf der er betalt moms, har den afgiftspligtige person i den medlemsstat, hvor han foretager transaktionerne, ret til i den afgift, der påhviler ham, at fradrage den moms, som skal betales eller er betalt i nævnte medlemsstat for varer og ydelser, der er eller vil blive leveret til ham af en anden afgiftspligtig person.

Moms af udgifterne til etablering af et musikstudie er fradragsberettigede, såfremt der drives selvstændig økonomisk virksomhed i henhold til momslovens § 3, stk. 1.

Det fremgår af momsvejledningens afsnit C.1.4, at økonomisk virksomhed kan bestå i flere på hinanden følgende handlinger. Forberedende handlinger, såsom erhvervelse af driftsmidler og erhvervelse af fast ejendom, er også omfattet af begrebet økonomisk virksomhed. Det følger heraf, at også de første investeringsomkostninger, der afholdes til brug for en virksomhed, anses for økonomisk virksomhed, og at SKAT i denne forbindelse skal tage virksomhedens erklærede hensigter i betragtning.

Det påhviler den, der anmoder om momsfradrag for sådanne omkostninger, at godtgøre, at betingelserne herfor er opfyldt. SKAT kan kræve den erklærede hensigt om, at påbegynde økonomisk virksomhed forbundet med afgiftspligtige transaktioner bestyrket af objektive momenter, jf. præmis 24 i EF-domstolens dom i sag C-268/83 (Rompelman).

Betingelserne for momsfradrag findes ikke at være opfyldt. Der er herved lagt vægt på følgende:

-

Der er ikke indgået kontakt med konkrete kunder eller i hvert fald er det ikke dokumenteret overfor SKAT. Det har ikke været muligt for SKAT ved søgning på internettet at identificere TS.

-

Der er ikke foretaget markedsføring.

-

Det er ikke oplyst, hvem der ejer lokalerne på ...3, hvor musikstudiet ligger.

-

Der er kun fremlagt lånedokumenter for 70.000 kr. Der er i 2006 og 2007 anvendt 583.550 kr. inkl. moms og endvidere er en stor del af indkøbene foretaget inden lånenes udbetaling i efteråret 2007.

-

Faktura nr. 0001 af 1. marts 2007 og faktura 0002 af 29. juli 2007 fra NH er ikke påført CVR-nr. og indeholder ikke noget momsbeløb, hvorfor der alene af den grund ikke er noget momsfradrag.

Klagerens påstand og argumenter

Virksomhedens repræsentant har nedlagt påstand om, at SKATs afgørelse af 23. juni 2008 tilsidesættes i sin helhed.

Det er til støtte herfor for det første gjort gældende, at det ikke er korrekt, at virksomheden i perioden juli 2005 til 30. september 2006 har drevet uregistreret virksomhed, der er registreringspligtig i henhold til momslovens § 47, stk. 1.

Det er for det andet gjort gældende, at der ikke er korrekt, at virksomheden vidste eller burde have vidst, at fem underleverandører handlede svigagtigt ved ikke at angive og betale salgsmoms af leverancer til virksomheden.

For det tredje er det gjort gældende, at det ikke et korrekt, at virksomheden ikke har godtgjort, at indkøbte varer og ydelser til etablering af et musikstudie udelukkende skal anvendes til brug for virksomhedens leverancer.

Til støtte herfor har repræsentanten bl.a. anført, at virksomheden fra underleverandørerne har modtaget regninger og konstateret, at underleverandørerne har haft et CVR-nr. Virksomheden har derfor ikke haft mistanke om, at der ikke var tale om regulære firmaer, Hertil kommer at momsen er betalt af virksomheden. Det er bestridt; at virksomheden kan gøres ansvarlig for, at underleverandørerne ikke har afregnet momsen.

Dertil kommer, at der er tale om udgifter for indkøb af varer og ydelser, der anvendes til brug for virksomhedens leverancer, idet virksomhedens beskæftigede sig med rengøring, ligesom det bestrides, at de pågældende fakturaer ikke i det væsentlige opfylder momsbekendtgørelsens § 40.

Det forekommer desuden underligt, at man ikke vil anerkende momsfradraget, når SKAT i en verserende momssag i relation til G1 I/S kræver momsen indbetalt af denne, og at SKAT tilsyneladende er villig til at koble virksomhedens indehaver ud hæftelsen for den manglende indbetaling af momsbeløbet ud fra det synspunkt, at han ikke havde med leverandørens drift at gøre. Det fremgår desuden af en forklaring fra leverandøren til politiet i forbindelse med en straffesag vedrørende den manglende indbetaling af salgsmomsen, at der er sket betaling af fakturaen.

Virksomheden har derfor fortsat ret til fradrag i henhold til momslovens almindelige regler.

For så vidt angår etableringen af lydstudiet er det, bestridt at etableringen heraf alene er hobbypræget. Et køb af et lydstudie til ca. 500.000 kr. kan ikke have karakter af privat brug, og der er fremlagt materiale, der dokumenterer, at der blev udført erhvervsmæssige aktiviteter i studiet, bl.a. blev der ansat personale m.v. med henblik på at producere musik.

Aktiviteten gik imidlertid i stå på grund af økonomiske problemer.

Den omstændighed, at SKAT har gennemført en fogedsag mod lydstudiet sammenholdt med oplysningerne om aktiviteterne dokumenterer videre, at SKAT har vurderet, at studiet/godet blev anvendt erhvervsmæssigt.

Derfor er betingelserne for momsfradrag opfyldt.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Uregistreret virksomhed og manglende opgjort momstilsvar

Af momslovens § 47, stk. 1 fremgår bl.a.:

"...

Afgiftspligtige personer, der driver virksomhed med levering af varer og ydelser, som ikke er fritaget efter § 13, skal anmelde deres virksomhed til registrering hos told- og skatteforvaltningen. (...).

..."

Af momslovens § 52, stk. 6 og 7 fremgår:

"...

Stk. 6. Virksomheder, der ikke er registreret, samt registrerede virksomheder, der leverer ikke afgiftspligtige varer og ydelser, må ikke på fakturaen anføre afgiftsbeløb eller anden angivelse af, at fakturabeløbet indbefatter afgift. (...)

Stk. 7. Virksomheder, der i strid med stk. 6 på en faktura anfører afgiftsbeløb eller anden angivelse af, at fakturabeløbet indbefatter afgift, skal indbetale afgiftsbeløbet til told- og skatteforvaltningen. (...) Indbetalingen kan dog undlades, hvis fejlen berigtiges overfor køberen,

..."

Det lægges til grund som ubestridt, at virksomheden i perioden juli 2005 til 30. september 2006 har drevet uregistreret virksomhed, idet virksomheden først er momsregistreret den 1. oktober 2006.

Det er ved SKATs kontrol konstateret, at virksomheden i perioden juli 2005 til 30. september 2006 uanset den manglende registrering har udstedt fakturaer med deklareret moms. Det er ikke efterfølgende af virksomheden dokumenteret, at fejlen er berigtiget overfor køberne, jf. momslovens § 52, stk. 7. Som følge heraf hæfter virksomheden for indbetalingen af den fakturerede moms.

Af momslovens § 56, stk. 1 fremgår:

"...

Registrerede virksomheder skal for hver afgiftsperiode opgøre den udgående og den indgående afgift. Forskellen mellem den udgående og den indgående afgift er virksomhedens afgiftstilsvar. (...).

..."

Af momslovens § 57, stk. 1 fremgår:

"...

Registrerede virksomheder skal efter udløbet af hver afgiftsperiode til told- og skatteforvaltningen angive størrelsen af virksomhedens udgående og indgående afgift i perioden samt værdien af de leverancer, der efter §§ 14-21 eller § 34 er fritaget for afgift. Beløbene angives i hele kroner, idet der bortses fra ørebeløb. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler for angivelsen.

..."

Det er ved SKATs kontrol konstateret, at virksomheden ikke i perioden 4. kvartal 2006 til 4. kvartal 2007 har opgjort og angivet virksomhedens momstilsvar. Virksomhedens revisor har efterfølgende opgjort virksomhedens afgiftstilsvar for perioden, hvilken af SKAT er lagt til grund ved afgørelsen.

Sådan som sagen foreligger oplyst for Landsskatteretten findes der ikke at være grundlag for en ændring af det af SKAT samlede opgjorte afgiftstilsvar for perioden juli 2005 til 31. december 2007, hvorfor repræsentantens påstand for så vidt angår dette punkt ikke kan imødekommes.

Nedsættelse af fradrag - underleverandører

Af momslovens § 37 fremgår:

"...

Registrerede virksomheder kan ved opgørelsen af afgiftstilsvaret som indgående afgift, jf. § 56, stk. 3, fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for afgift efter § 13, herunder leverancer udført i udlandet, jf. dog stk. 5.

Stk. 2. Den fradragsberettigede afgift er

1) afgiften af varer og ydelser, der er leveret til virksomheden,

(...).

..."

Momsbekendtgørelsens § 40 fastsætter de nærmere krav til fakturaens indhold, heraf fremgår:

"...

Stk. 1. Med forbehold for de øvrige bestemmelser i dette kapitel skal en faktura, herunder afregningsbilag, jf. § 47 indeholde:

1)

Udstedelsesdato (fakturadato).

2)

Fortløbende nummer, der bygger på en eller flere serier, og som identificerer fakturaen.

3)

Den registrerede virksomheds (sælgerens) registreringsnummer.

4)

Den registrerede virksomheds og køberens navn og adresse.

5)

Mængden og arten af de leverede varer eller omfanget og arten af de leverede ydelser.

6)

Den dato, hvor levering af varerne eller ydelserne foretages eller afsluttes, eller hvor et afdragsbeløb betales, forudsat en sådan dato er fastsat og forskellig fra fakturaens udstedelsesdato.

7)

Afgiftsgrundlaget, pris pr. enhed uden afgift, eventuelle prisnedslag, bonus og rabatter, hvis disse ikke er indregnet i prisen pr. enhed.

8)

Gældende afgiftssats.

9)

Det afgiftsbeløb, der skal betales.

(...).

..."

Bestemmelsen i momslovens § 37 implementerer 6. direktivs artikel 17, nu momssystemdirektivets artikel 167 til 168, hvoraf bl.a. fremgår:

"...

Artikel 167

Fradragsretten indtræder samtidig med, at den fradragsberettigede afgift forfalder.

Artikel 168

I det omfang varer og ydelser anvendes i forbindelse med hans afgiftspligtige transaktioner, hvoraf der er betalt moms, har den afgiftspligtige person i den medlemsstat, hvor han foretager transaktionerne, ret til i den afgift, der påhviler ham, at fradrage følgende beløb:

a) den moms, som skal betales eller er betalt i nævnte medlemsstat for varer og ydelser, der er eller vil blive leveret til ham af en anden afgiftspligtig person

(...)

..."

Af momssystemdirektivets artikel 178 og 179 fremgår:

"...

Artikel 178

For at kunne udøve sin fradragsret skal den afgiftspligtige person opfylde følgende betingelser:

a) for det i artikel 168, litra a), omhandlede fradrag for så vidt angår levering af varer og ydelser - være i besiddelse af en faktura, der er udfærdiget i overensstemmelse med artikel 220-236 samt artikel 238, 239 og 240

...

Artikel 179

Fradraget foretages under et af den afgiftspligtige person, ved at han i den moms, der skal betales for en afgiftsperiode, fradrager de momsbeløb, for hvilke fradragsretten i løbet af samme periode er opstået og udøves i henhold til artikel 178.

..."

EF-domstolen har i sag C-152/02 (Terya Baubedarf-Handel GmbH) udtalt, jf. præmis 34, at fradraget som omhandlet i 6. direktivs artikel 17, stk. 2 (nu momssystemdirektivets artikel 168), skal ske for den afgiftsperiode, hvori de to betingelser i 6. direktivs artikel 18, stk. 2, 1. afsnit (nu momssystemdirektivets artikel 179) begge er opfyldt. Det vil sige, at der skal være foretaget levering af goder eller tjenesteydelser, og at den afgiftspligtige skal være i besiddelse af en faktura eller et dokument, der ifølge kriterier fastsat af den pågældende medlemsstat kan anses for et tilsvarende dokument.

Således som sagen foreligger oplyst for Landsskatteretten, finder retten ikke, at virksomheden har dokumenteret, at betingelserne for fradrag i henhold momslovens § 37 er opfyldt.

Der er herved særligt henset til, at virksomheden ikke har fremlagt kopi af kontrakter mellem virksomheden og de omhandlede underleverandører, underskrevne arbejdssedler eller andet materiale, der kan dokumentere, at arbejdet faktisk er udført. Endvidere bemærkes det, at virksomheden ikke er i besiddelse af fakturaer, der opfylder betingelserne i henhold til momsbekendtgørelsens § 40, ligesom virksomheden heller ikke har fremlagt dokumentation for betalingen af de omhandlede fakturaer.

Det bemærkes, at de for retten fremlagte erklæringer af 22. april 2008 fra G5 og G8 ikke kan føre til et andet resultat.

Repræsentantens påstand for så vidt angår dette punkt kan således ikke imødekommes.

Nedsættelse af fradrag - virksomheden uvedkommende leverance

Af momslovens § 37 fremgår:

"...

Registrerede virksomheder kan ved opgørelsen af afgiftstilsvaret som indgående afgift, jf. § 56, stk. 3, fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for afgift efter § 13, herunder leverancer udført i udlandet, jf. dog stk. 5.

Stk. 2. Den fradragsberettigede afgift er

1) afgiften af varer og ydelser, der er leveret til virksomheden, (...).

..."

Registrerede virksomheder skal for hver afgiftsperiode opgøre afgiftstilsvaret. Den indgående afgift i en afgiftsperiode er afgiften efter denne lov på virksomhedens fradragsberettigede indkøb mv. efter reglerne i kapitel 9 i perioden, jf. momslovens § 56, stk. 3.

Indledningsvist bemærkes, at det påhviler den, der anmoder om momsfradrag, at dokumentere, at betingelserne herfor er opfyldte, herunder at den pågældende opfylder betingelserne for at anses som en afgiftspligtig person.

EF-domstolen har i sag C-97/90 (Lennartz) fastslået at blandt de omstændigheder, afgiftsmyndighederne skal vurdere ved afgørelse af, om en afgiftspligtig har erhvervet goder til brug for sin økonomiske virksomhed, er det pågældende godets art.

Såfremt et gode på grund af sin karakter kan anvendes såvel til erhvervsmæssig som privat brug må der foretages en vurdering af samtlige omstændigheder vedrørende godets udnyttelse ved afgørelse af, om det anvendes med henblik på opnåelse af indtægter, der faktisk er af en vis varig karakter, jf. herved EF-domstolens udtalelses i sag C-230/94 (Renate Enkler), præmis 27.

Således som sagen foreligger oplyst for retten, var virksomhedens aktivitet i de her omhandlede afgiftsperioder rengøring og vinduespudsning, jf. herved virksomhedens momsregistrering. Virksomheden har i perioderne foretaget fradrag af indgående moms af udgifter til indkøb af goder til brug for et lydstudie.

Retten bemærker, at de indkøbte goder på grund af deres karakter er egnet til såvel erhvervsmæssig som privat brug.

Retten finder således ikke, at virksomheden på det foreliggende grundlag har dokumenteret, at betingelserne for fradrag i henhold momslovens § 37 er opfyldt.

SKATs afgørelse stedfæstes dermed i sin helhed.

..."

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Forklaringer

Der er under sagen afgivet forklaringer af A, SJ, SS, BA, VP og TB.

A forklarede, at han er 29 år gammel, og har boet i Danmark i 14 år. Efter afsluttet skoleuddannelse har han i perioden 2002 - 2004 læst til lydtekniker. I slutningen af 2006 begyndte han at drive virksomhed med rengøring gennem firmaet H1. Han startede samarbejde med G3 ApS i 2007. G10 Rengøring skulle ophøre, og hans firma overtog opgaverne. Hos G3 Aps havde han kontakt med SS og KM. SS kendte han godt, idet de tidligere havde arbejdet sammen. Han havde rengøringsopgaver hos G9 og G2. Han fik en liste over de forretninger, der skulle rengøres. SS gav ham nøgler, koder og uniformer. Han kunne ikke udføre alt arbejdet selv, og indgik derfor aftaler med G1 I/S, G5, G7, G6 og G8, om at de skulle udføre opgaver for ham som underleverandører. G1 I/S blev drevet af KA, som han havde kendt gennem mange år. KA fortalte, at han sammen med en anden havde startet et rengøringsselskab med flere ansatte, og at de havde brug for opgaver. G1 I/S skulle herefter gøre rent i supermarkeder i ...2-området. Der lå en bog i de enkelte supermarkeder, hvor der stod, hvad der skulle gøres. Han ringede til KA og fortalte, hvor og hvornår, der skulle gøres rent. De brugte uniformer med navnet G3. G3 ApS leverede rengøringsmidler m.m. Hvis G3 ApS ikke foretog kontrol på stedet, stod han selv for kontrollen. G3 ApS vidste, at han brugte G1 I/S som underleverandør. Sedlerne bilag 5,I har han lavet.

Regningerne bilag 1-5 har han modtaget fra G1 I/S vedrørende udført arbejde. Han havde en skriftlig aftale med G3 ApS, og havde på samme måde indgået aftaler med sine underleverandører. Han vidste, hvor mange supermarkeder der var tale om, og hvad der skulle udføres hver måned. Derfør behøvede regningerne ikke at være særligt specificerede med hensyn til oplysninger om tid og sted. Der blev betalt pr. butik, og ikke pr. antal timer. Han aftalte med KA, hvor meget han selv skulle have i provenu for hvert supermarked.

Fakturaen 23952 er skrevet af KA, og underskrevet af samme, da den blev betalt. Oftest blev der betalt kontant. Han vidste, at der skulle betales moms, Han havde undersøgt at G1 I/S var et registreret firma. Han undersøgte, at alle de firmaer han samarbejdede med var registrerede. Sædvanligt blev han betalt af G3 ApS den 20. i måneden. Herefter betalte han sine underleverandører. Fakturaen 23955 må vedrøre to G2 og to G9 forretninger. Faktura 23958 og 23959 vedrører begge en G9 forretning og en G2. Årsagen til at tallene varierer er, at der er forskel på størrelsen af de forskellige forretninger. Han vidste fra begyndelsen af måneden, hvor meget der skulle betales hvert sted. Fik de 46.000 kr. ind fra et supermarked, fik han selv de 6.000 kr., og KA fik 40.000 kr. Han ved ikke, hvorfor KA ikke skrev på de enkelte opgørelser, hvilke konkrete forretninger, der var tale om. Betalingsstemplet har han påført regningerne. De 90.000 kr. på faktura 23961 må vedrøre en stor og en mindre G2. Det var KA, der regnede momsen ud, herunder den fejlagtige moms på faktura 23979. Han tjekkede ikke udregningerne. Han tvivlede ikke på, at hans samarbejdspartnere ville betale momsen. Da han i 2007 modtog skemaer fra SKAT vedrørende momsopgørelser m.m., kontaktede han en revisor.

Han kendte flere personer i Firmaet G5, herunder SD. Oplysningerne i bilag 5.I vedrørende G5 har han skrevet udfra de oplysninger han havde fra SD.

Faktura 07001 vedrører en G2 på ...3 og en i ...5. Priserne var aftalt på samme måde som med KA. Han havde problemer med SD. Derfor er der kun to afregninger med G5, som han hurtigt opgav at samarbejde med. Han har stemplet med stemplet betalt, og har underskrevet under stemplet, da der blev betalt. Regningen er underskrevet af SD. Erklæringen, bilag 7 bad SKAT ham skaffe. Det er SD, der har underskrevet den.

I firmaet G6 havde han samarbejde med NM, som han blev introduceret til gennem KA. Oplysningerne i bilag 5-I om G6 fik han af NM. Han tjekkede CVR nummeret, De havde meget hovedrengøring for G3 ApS og G11. De fik 140 kr.- 160 kr. i timen, og han betalte G6 125 kr. pr. time. Der var tale om hovedrengøring på trapper rundt omkring i byen. Nogle gange havde de også hovedrengøring udover trapper.

Af faktura 382007 fremgår ikke, hvilke trapper, der var tale om. Det var ikke praktisk muligt, idet der måske var tale om 60 forskellige trapper. Der var afsat tid pr. trappe. Han fortalte NM hvilke adresser, og trapper, der var tale om, hvorefter NM sendte folk ud. Det var mest opgaver for G11.

G7 fik han kontakt til gennem en ven. Oplysningerne om firmaet i bilag 5-I har han skrevet udfra oplysninger han fik af NH. Firmaet fik 125 kr. i timen. Dette kan ikke ses af regningerne. Der var tale om rengøring af mange trapper. Han ved ikke, hvorfor de skrev hovedrengøring og ikke trapper på regningerne. Det var ejeren, der underskrev regningerne, når han blev betalt. Alt vedrørende G7 vedrørte trapper. Han ved ikke, hvorfor det ikke fremgår afregningerne, hvor der blev udført arbejde. De havde omkring 100 trapper i området omkring ...6, og formentlig vedrører arbejdet disse trapper.

G8 fik han kontakt til gennem KA. Fakturaerne 18686, 18687og 18678 vedrørte arbejde i ...2- og i ...7-området. Faktura 18686 må have vedrørt to store G2 forretninger. Han ved ikke, om SS kendte noget til G8.

Erklæringen bilag 1-11 indhentede han på SKATS foranledning, OO kender han ikke. Det var OG han kendte, Han tog hen til OG for at få underskrevet erklæringen, men formentlig var han ikke hjemme, og derfor skrev en anden under.

Regningerne bilag 5-II har han skrevet. Han afleverede dem til KM hos G3 ApS. Beløbene blev fastsat som pakketilbud. Han husker ikke, hvem der var underentreprenør på de enkelte regninger.

Inden han fik revisor udfyldte han nogle formularer fra SKAT med oplysninger om, hvad han havde tjent, og hvad han havde betalt til underentreprenørerne. Grunden til, at dokumentationen overfor SKAT blev forsinket, var at han havde fået revisor, og at papirerne lå hos SKAT. Han har sendt alt relevant materiale til SKAT.

Han har i en periode boet på adressen ...8. Han lejede et værelse hos SS. Mens han boede der, oprettede han en konto hos DDB vedrørende firmaet. De 192.250 kr., der er gået ind fra G3 ApS den 19. december 2006, jf. kontoudtoget, bilag 5-111, udtog nr. 7 er de 192.250 kr. som han fik ifølge regningen bilag 5-II faktura 24709. Han hævede efterfølgende pengene kontant. Han husker ikke, hvad betalingerne, der fremgår af kontoudtog nr. 8 vedrører. Han har udstedt fakturaer, hvorefter der skulle ske indbetaling til SS, jf. brevet af 5. februar 2008 fra SKAT. Det må have vedrørt udstyr eller maskiner eller noget i forretningerne, som de havde ødelagt.

KAs oplysninger til SKAT, jf. notatet bilag 4, vedrører at KA tog til Afrika i 2-3 måneder. I denne periode skulle han holde styr med dem, der arbejdede i supermarkederne, men han skulle ikke tage sig af papirarbejdet for KA, Han betalte underleverandørerne kontant, idet de bad om det. Han har også indbetalt til en bankkonto, der tilhørte KAs hustru. Han syntes ikke, at det var mærkeligt at udbetale samlet 2,6 mio kr. kontant. Modtagerne skrev under på fakturaerne, og dette syntes han var nok.

Han stoppede med rengøringsvirksomhed i 2008, idet SKAT sagde til de firmaer han arbejdede for, at de ikke længere skulle bruge ham.

Han ville gerne udgive musik. Derfor lånte han penge af sine forældre og søskende og startede et lydstudie. Han lavede et budget og en forretningsplan. I efteråret 2006 lånte han 76.745 dollars af sin far, jf. bilag K. Senere lånte han 70.000 kr. af sine søskende. Han købte udstyr for pengene, herunder mixerpult, computer, mikrofoner og monitorer, jf. bilag H, side 2. Han købte noget fra JA og noget fra Den Blå Avis. Han har også købt computere fra G6 og NH, idet han kunne skaffe billige computere. Han lejede et lokale på ...3, hvor han oprettede lydstudiet. Der blev indgået en lejekontrakt, men han kan ikke finde den. Lydstudiet var færdigt i foråret 2007. Han betalte 4.000 kr. stigende til 6.000 kr. i leje pr. måned. VP og TB startede i studiet kort tid efter lydstudiets start. Ansættelseskontrakterne blev indgået med dem inden, idet de begyndte at lede efter kunstnere inden de havde fundet lokaler. VP skulle aflønnes med en procentdel af indtjeningen. TB indgik han aftale med i 2006, og han tiltrådte som sangskriver i november 2011, da man havde fundet ud af, at man ville indspille noget med SJ. Der blev indgået indspilningsaftaler og musikforlagsaftaler med SJ i 2008. De arbejdede med ham i et år inden, for at være sikre på, at han var den rette. De har produceret et album med SJ, men udgav kun to numre.

Han opstartede firmaet under samme cvr.nr. som han havde til H1, men nu under navnet H1/H3, hvoraf H3 vedrørte lydstudiet. Han var nødt til at opgive lydstudiet, idet SKAT ikke ville godkende det. Han har ikke tjent noget på lydstudiet. Herefter overtog hans bror lydstudiet og kontrakterne.

SJ forklarede, at han er musiker. A er hans ven. Han har ikke haft kontrakt med andre end H2, der havde et pladestudie på ...3. Studiet havde det relevante udstyr. De arbejdede dagligt i studiet. Det var en hobby, men også et arbejde. De lavede nogle musikvideoer, og noget af hans musik blev spillet i radioen. Han har indgået aftalerne, bilag O og P med H2, Han er ikke blevet betalt, idet samarbejdet ophørte, inden der kom indtægter. De ophørte samarbejdet, idet de havde forskellige interesser. I starten var det A, der drev H2, senere overgik studiet til As bror. Da studiet blev lukket blev rettighederne til ham overdraget til et andet selskab for 100.000 kr. excl. moms. VP tog sig af alt det praktiske.

SS forklarede, at han lærte A at kende for 6 år siden. For 8 år siden blev han inspektør for G3 ApS og underleverandør. For 4-5 år siden blev A underleverandør. Han oplærte A. A skulle udføre arbejdet sammen med nogle andre, der arbejdede for ham. Disse personer oplærte A selv.

A havde arbejde i forskellige G9- og G2-forretninger. Det var KM, der driver G3 ApS, der bestemte, hvilket arbejde A skulle have. Han kendte dem, der arbejdede for A, idet han skulle tjekke straffeattester og arbejdstilladelser m.m. for de pågældende. Han kender derfor også KA. Firmaet G6 og NH har han hørt om. De har ikke arbejdet i butikkerne, men muligvis med hovedrengøring. G5 og SD kender han. SD har arbejdet for A i en kortere periode. G7 og NH kender han ikke. G3 ApS sørger som udgangspunkt for tøj og rengøringsmaskiner m.m. til dem, der arbejder på stederne. Han ved ikke, om der blev udarbejdet en kontrakt mellem G3 ApS og A. A har ikke boet hos ham, men han har i en periode haft c/o adresse hos ham. Han har også boet i samme lejlighed i et fremlejet værelse. Ham der ejede G6 ejede lejligheden, og fremlejede værelser ud. Underleverandørerne blev ikke betalt pr. time, men pr. opgaver. Han har ikke kendskab til, hvordan A afregnede med sine underleverandører. Han sagde til A, at han skulle tjekke, at underleverandørerne havde CVR numre og var momsregistrerede. Han ved ikke, hvorfor hans kontonummer er påført nogle fakturaer fra A, men det kan skyldes, at det var i opstartsfasen, hvor han skulle oplære A, og A ikke selv måtte stå for afregningerne i den periode. Det kan også have vedrørt betaling for ødelagte maskiner eller andet.

BA forklarede, at han er 23 år gammel og As bror. Hans bror ville udgive musik, og drev et lydstudie på ...3. Det var et professionelt studie. Han har lånt broderen 40.000 kr. til radiopromotion og en video. De udarbejdede et lånedokument, bilag 1-15. I studiet arbejdede TB, VP og SJ i forbindelse med en udgivelse. Han kom dagligt i studiet, og der var altid aktiviteter. På et tidspunkt fik hans bror økonomiske problemer. Han havde selv lyst til at lave musik, og de aftalte derfor i maj måned 2009, at han skulle overtage udstyret. Herefter har han drevet studiet videre, men har flyttet det til en adresse på ...4. Aftalen, bilag L blev indgået i forbindelse med, at han overtog stedet. Ansættelsesaftalerne, bilag M og N har han overtaget, således at TB og VP er ansat hos ham. Han overtog også SJ, men har senere solgt rettighederne til ham. Han har CVR nummer og er momsregistreret. Hans bror har også drevet virksomhed med rengøring. Dette firma blev ikke drevet fra studiet.

VP forklarede, at hun har gået i gymnasiet, og nu læser marketing. Hun har været kæreste med sagsøger. De er nu venner. Hun har hjulpet ham i pladestudiet. I studiet var der tre rum. Et studierum med recordingboks, og to kontorer. Stedet virkede professionelt. Der blev lavet optagelser med mange artister. I 2007 hjalp hun til med nogle projekter. Hun blev interesseret i arbejdet, og blev ansat. Ansættelsesaftalen har hun underskrevet. At aftalen er dateret i 2006 kan skyldes, at de første projekter måske startede i 2006 og ikke i 2007. Hun stod for promotion og kontakt til artisterne. Hun tog sig af alt praktisk vedrørende SJ.

Der var dagligt mennesker i studiet, Hun arbejdede 3-4 timer hver dag. Sagsøger og SJ kom dagligt i studiet. En til to gange om ugen kom der andre producere og artister i studiet for at foretage optagelser. I 2009 udgav de en single med SJ. Da BA omkring maj 2008 overtog studiet, begyndte hun at arbejde hos ham. Hun arbejder fortsat i studiet. Aftalen var, at når et projekt hun arbejdede med slog igennem, ville hun få løn med 5% af det indtjente. Først efter at BA overtog studiet har hun en gang fået løn med 2.000-3.000 kr. Hun har sideløbende arbejde i et rejsebureau.

TB forklarede, at sagsøger er hans bedste ven, De har kendt hinanden siden barndommen. Han har ingen uddannelse indenfor musikbranchen. Han har siden 2006 samarbejdet med sagsøger. I 2006 aftalte de at skrive nogle sange sammen. Sagsøger lejede nogle lokaler, og lavede et studie. De var nogle venner, der hjalp ham med at bygge det hele op. Sagsøgers far lånte ham penge til etableringen, I 2008 var studiet færdigt. Ansættelsesaftalen blev underskrevet i november 2006, da de fik ideen, men han skulle først tiltræde i 2008, idet de først der begyndte at lave musik. De talte ikke om lønnen, udover at han skulle have noget, når de rigtigt kom i gang. Hans arbejde var at skrive sange. Der var ikke andre sangskrivere tilknyttet studiet. Han kom forbi omkring tre gange om ugen for at se, hvad der skete. Der var løbende nogle kreative mennesker til stede. Sagsøgers lillebror og VP var også tilknyttet stedet. I studiet skulle de indspille SJs musik. De nåede at lave en plade med ham. Han har ikke fået udbetalt løn. Han har gået i skole og haft andet arbejde. På et tidspunkt overtog sagsøgers bror studiet. Han hjælper stadig til i studiet, hvis der er brug for ideer til sange.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har i påstandsdokumentet af 21. januar 2012 anført:

"...

Anbringender:

Sagsøger gør gældende,

at sagsøgte skal tilpligtes at anerkende rigtigheden af momsfradrag fra underentreprenørerne, henset til, at momsen er blevet betalt overfor disse,

at momsen af SKAT tilsvarende er blevet opkrævet af underentreprenørerne. (kr. 531.244,00),

at regnskabsforholdene herunder udformning af fakturaer og foreliggende betalingsstrømme ikke bør føre til et andet resultat, og

at der er tale om dispositioner med afgiftsretlig relevans, da rengøringsarbejdet af underentreprenørerne dækkende de udfakturerede beløb er udført med baggrund i sagsøgers samarbejde med G3 ApS.

For så vidt angår lydstudiet (H3) gøres det gældende,

at det må lægges til grund, jf. de bilag der er fremlagt, at arbejdet med lydstudiet - som var fuldt ud professionelt apparatur - var rent erhvervsmæssigt og ikke hobbypræget,

at SKAT også selv har betragtet studiet som rent erhvervsmæssigt i forbindelse med håndteringen af virksomheden. (kr. 116.710,00),

at den omstændighed, at virksomheden ikke har generet indtægter ikke kan tillægges vægt, henset til, at virksomheden efter etableringen skulle udføre arbejde med at producere reklamefilm og lignende og at indtægter først senere efter sædvanlige regler for den type drift, har kunnet vise sig, når projektet har taget form og det nåede det ikke, fordi virksomheden pga. økonomiske problemer desværre måtte lukke.

Provokationer:

Sagsøgte har ikke fuldstændigt villet opfylde provokationer til at fremlægge dokumentation for, hvorledes man har håndteret momsen for sagsøgers samarbejdspartnere, hvor det i hvert fald kan lægges til grund, at der har været kørt inddrivelsessag i forhold til firmaet G1 I/S, hvor der oprindeligt var to partnere, men hvor man indskrænkede hæftelsen til en af partnerne, og hvor momsen i forholdet mellem G3 ApS og sagsøger baseret på sagsøgers fakturaer må have været håndteret efter reglerne med aflønning for G3 og betaling for sagsøger - hvor sagsøger videreafregnede i forhold til sine kontraktspartnere (underentreprenører); dette må tillægges negativ processuel skadevirkning, da sagsøgte har været nærmest til at gøre dette.

Sagsøgte må således forklare, hvad baggrunden er for at opkræve momsen overfor underentreprenørerne, når man ikke samtidig vil tillade, at sagsøger kan fratrække momsen i sit eget regnskab.

Sagsøgte er opfordret til at forklare, hvad baggrunden er for, at man ikke tidligere i forløbet, når man har besøgt virksomheden har orienteret om, at virksomheden ikke kunne blive accepteret som erhvervsvirksomhed, men alene som hobby eller blandet hobby/erhverv. Denne provokation er ikke tilfredsstillende besvaret.

..."

Sagsøgte har i påstandsdokumentet af 20. januar 2012 anført:

"...

Sagsfremstilling

Sagen drejer sig om, hvorvidt sagsøgeren for perioden juli 2005 til 31. december 2007 med rette er blevet nægtet fradragsret for indgående moms på fakturaer udstedt af underleverandører af rengøringsydelser til sagsøgerens virksomhed med kr. 531.244,-, samt for den indgående moms af sagsøgerens udgifter til etablering af et musikstudie med kr. 116.710,-, jf. momslovens § 37, stk. 1.

Sagsøgeren drev i perioden juli 2005 til 31. december 2007 enkeltmandsvirksomheden H1 v/A, CVR-nr. 27 35 99 57. Ifølge CVR-registeret var virksomheden beskæftiget inden for branchen "Almindelig rengøring i bygninger", jf. bilag A.

Sagsøgeren har oplyst, at virksomhedens rengøringsydelser blev udført dels af sagsøgeren selv, dels af underleverandører, jf. bilag 3, side 1, sidste afsnit. Virksomheden blev momsregistreret den 1. oktober 2006 og har ikke været arbejdsgiverregistreret.

I forbindelse med en kontrol af sagsøgerens virksomhed konstaterede SKAT, at der ikke i virksomheden var foretaget nogen form for bogføring, at der ikke var udarbejdet årsregnskaber og løbende momsangivelser for virksomheden, og at sagsøgeren heller ikke havde indsendt selvangivelser for indkomstårene 2005-2006, jf. bilag 3, side 2, 1. - 2. afsnit.

1.   Sagsøgerens indkøb af rengøringsydelser hos underleverandører

SKAT har nægtet sagsøgeren fradragsret for den indgående moms på fakturaerne udstedt af sagsøgerens fem underleverandører: (1) G1 I/S v/NE og KA, jf. bilag 1, underbilag 5, (2) G5 v/SD, jf. bilag 1, underbilag 6, (3) G6 v/NM, jf. bilag 1, underbilag 8, (4) G7 v/NH, jf. bilag 1, underbilag 9 og (5) G8 v/OG, jf. bilag 1, underbilag 10.

Fakturaerne udstedt af (1) G1 I/S v/NE og KA, jf. bilag 1, underbilag 5, indeholder ikke oplysninger om antal timer, timepris, dato eller sted for levering. Der fremgår et kontonummer af samtlige fakturaer, kontonummer ...x. Der er imidlertid ikke sket betaling til denne konto. Sagsøgeren har oplyst, at han betalte samtlige fakturaer kontant, men at han ikke modtog kvittering for betalingerne, jf. bilag 3, side 7, 3. afsnit. Momsbeløbene på faktura nr. 2397923981, jf. bilag 1, underbilag 5, er beregnet forkert, jf. bilag 1, side 7, 5-6. afsnit.

G1 I/S blev momsregistreret den 1. maj 2006 og afmeldt igen den 4. september 2007. Virksomheden har ikke angivet og betalt salgsmoms af rengøringsydelserne leveret til, sagsøgerens virksomhed, jf. bilag 3, side 7, sidste afsnit.

Fakturaerne udstedt af (2) G5 v/SD, jf. bilag 1, underbilag 6, indeholder ikke oplysninger om antal timer, timepris, dato eller sted for levering. Sagsøgeren har oplyst, at han betalte samtlige fakturaer kontant, men at han ikke modtog kvittering for betalingerne, jf. bilag 3, side 8, 1. afsnit. Momsbeløbet på faktura nr. 07001, jf. bilag 1, underbilag 6, er beregnet forkert, jf. bilag 1, side 8, 5. afsnit.

G5 v/SD blev momsregistreret den 15. oktober 2005 og afmeldt igen den 19. maj 2007. Virksomheden har ikke angivet og betalt salgsmoms af rengøringsydelserne til sagsøgerens virksomhed, jf. bilag 3, side 8, 3. afsnit.

Fakturaerne udstedt af (3) G6 v/NM, CVR-nr. ..., jf. bilag 1, underbilag 8, er der ikke på fakturaerne angivet dato eller sted for levering. På trods af at der fremgår et kontonummer af samtlige fakturaer, kontonummer ...y, er der ikke sket betaling til denne konto. Sagsøgeren har oplyst, at han betalte samtlige fakturaer kontant, men at han ikke modtog kvittering for betalingerne, jf. bilag 3, side 8, sidste afsnit, Momsbeløbet på faktura nr. 512007, jf. bilag.1, underbilag 8, er beregnet forkert, jf. bilag 1, side 9, 4. afsnit.

G6 v/NM blev momsregistreret den 12.. december 2006 og afmeldt den 30. september 2007. Der er ikke angivet og betalt salgsmoms af rengøringsydelserne til sagsøgerens virksomhed, jf. bilag 3, side 9, 3. afsnit.

Fakturaerne fra (4) G7 v/NH, jf. bilag 1, underbilag 9, vedrører "Hovedrengøring" uden nogen nærmere angivelse af, hvilket arbejde, der er udført. Der er ikke på fakturaerne angivet antal timer, timepris, dato eller sted for levering.

G7 v/NH blev momsregistreret den 13. marts 2006 og senere afmeldt med tilbagevirkende kraft med virkning fra den 14. marts 2006. Der er ikke angivet og betalt salgsmoms af rengøringsydelserne leveret til sagsøgerens virksomhed, jf. bilag 3, side 9, 5. afsnit.

Sagsøgeren har over for Landsskatteretten oplyst, at han ikke kendte de forskellige underleverandører, herunder NH, personligt, men at han udelukkende havde arbejdet sammen med dem, jf. bilag 3, side 3, 1. afsnit. I den sammenhæng bemærkes det, at en del af udstyret til musikstudiet på ...3, jf. 1, underbilag 15, tilsyneladende er solgt af en NH, som må formodes at være samme person, som også var interessent i G7 v/NH og underleverandør til sagsøgerens rengøringsvirksomhed.

Fakturaerne udstedt af (5) G8 v/OG, CVR-nr. ..., jf. bilag 1, underbilag 10, indeholder ikke oplysninger om antal timer, timepris, dato eller sted for levering. Der fremgår et kontonummer på samtlige fakturaer, hvorimod registreringsnummer ikke er angivet. Fakturaerne er ikke udstedt i rækkefølge, da faktum nr. 18678 er udstedt senere end faktura nr. 18686-18687.

G8 v/OG blev momsregistreret den 20. juni 2007. Virksomheden har ikke angivet eller betalt salgsmoms af rengøringsydelserne til sagsøgerens virksomhed, jf. bilag 3, side 10, 3. afsnit.

2.   Sagsøgerens indkøb af musikudstyr

Sagsøgeren har oplyst, at hans virksomhed etablerede et musikstudie på adressen ...3, jf. bilag 1, side 4, 1. afsnit. Udgifterne til etableringen heraf udgjorde ifølge sagsøgerens oplysninger ca. kr. 700.000-800.000, jf. bilag G, side 3, 5. afsnit.

Sagsøgeren har fremlagt kopi af ansættelsesaftaler mellem sagsøgerens virksomhed og henholdsvis TB og VP, jf. bilag M-N. Ansættelsesaftalerne er begge dateret den 1. november 2006, jf. bilag J, side 1, og bilag K, side 1. TB tiltrådte imidlertid ifølge sin ansættelsesaftale først den 5. november 2008, jf. bilag J, side 1, Sagsøgeren har i sit processkrift af 13. januar 2012, side 1, oplyst, at TB og VP ikke modtog vederlag for deres arbejde udført i virksomheden.

Anbringender

Til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand gøres det overordnet gældende, at sagsøgeren med rette er blevet nægtet fradragsret for den indgående moms på fakturaerne udstedt af sagsøgerens 5 underleverandører af rengøringsydelser med kr. 531.244,- (bilag 1, underbilag 5-6 og 8-10), og for den indgående moms af sagsøgerens udgifter til etablering af et musikstudie, jf. momslovens § 37, stk. 1, da han ikke har godtgjort, at betingelserne for fradragsret er opfyldt.

1.  Nægtelse af fradragsret - sagsøgerens underleverandører

Til støtte for, at sagsøgeren med rette er blevet nægtet fradragsret for den indgående moms på fakturaerne udstedt af sagsøgerens fem underleverandører af rengøringsydelser med kr. 531.244,-, gøres det uddybende gældende, at sagsøgeren ikke har dokumenteret, at hans underleverandører rent faktisk har leveret rengøringsydelserne, jf. bilag 1, underbilag 5-6 og 8-10, og at han har betalt herfor, at de udstedte fakturaer ikke opfylder kravene til fakturaers indhold, og at fradragsret under alle omstændigheder er udelukket, idet sagsøgeren vidste eller burde vide, at hans underleverandører handlede svigagtigt ved ikke at angive og betale salgsmoms af rengøringsydelserne til sagsøgerens virksomhed.

Sagsøgeren har ikke fremlagt kopi af kontrakter med nogen af sine underleverandører, underskrevne arbejdssedler eller andet materiale, der kan dokumentere, at de rengøringsydelser, der fremgår af bilag 1, underbilag 5-6 og 8-10, er udført, og at sagsøgeren har betalt for ydelserne. Sagsøgeren har alene fremlagt udaterede og fejlbehæftede sider med kontaktoplysninger på fire af de fem underleverandører, jf. bilag 5, hvilket ikke er dokumentation for, at arbejdet er udført.

De i sagen fremlagte fakturaer gør det heller ikke muligt at foretage kontrol af omfanget og arten af det leverede arbejde eller tidspunktet for arbejdets udførelse, idet fakturaerne enten slet ikke - eller kun i meget begrænset omfang - indeholder oplysning om arbejdets karakter, antal timer, timepris, dato og sted for levering, jf. ovenfor.

Hertil kommer, at sagsøgeren, ifølge det oplyste, har betalt fakturaerne kontant, hvilket henset til, dels beløbenes størrelse (rengøringsydelser til en samlet værdi af kr. 2.656.220,-, jf. bilag 1, underbilag 5-6 og bilag 8-10), dels til det forhold, at sagsøgeren ikke i nogen tilfælde har modtaget kvittering for betalingen, i sig selv forekommer helt usædvanligt.

Under de foreliggende omstændigheder, hvor, sagsøgeren ikke har foretaget nogen form for bogføring, udarbejdet løbende momsangivelser og årsregnskaber eller indgivet selvangivelser for 2005-2006, hvor sagsøgeren ikke kan fremvise kontrakter eller arbejdssedler med nogen af sine underleverandører, hvor sagsøgerens fakturaer ikke er egnede til kontrol af omfanget og arten det udførte arbejde eller tidspunktet for arbejdets udførelse, hvor ingen af sagsøgerens underleverandører har angivet eller betalt salgsmoms, og hvor sagsøgeren hævder, at fakturaerne er betalt kontant, uden at der er modtaget kvittering for betalingen, gøres det yderligere gældende, at der påhviler sagsøgeren en skærpet bevisbyrde for, at sagsøgeren rent faktisk har købt og betalt de rengøringsydelser, der fremgår af fakturaerne, jf. SKM2009.325.ØLR.

Den bevisbyrde har sagsøgeren ikke løftet.

Det bestrides, at de i sagen fremlagte erklæringer, jf. bilag 7 og bilag 11, hvor henholdsvis "G5" og indehaveren af "G8 v/OG" angiveligt bekræfter at have modtaget betaling, dokumenterer, at sagsøgeren har betalt for rengøringsydelserne. Det fremgår ikke af erklæringerne, hvilket arbejde, der er udført. For så vidt angår "G5" fremgår det af erklæringen, at arbejdsperioden er "i løbet af 2006", mens fakturaerne er udstedt i 2007. Desuden er erklæringen unavngivet, ligesom virksomhedens adresse ikke er påført. Mens erklæringen fra "G8 v/OG" ikke er underskrevet af virksomhedens indehaver OG, men derimod af en OO, som er navnet på virksomhedens c/o adresse.

På baggrund af det anførte gøres det sammenfattende gældende, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at de rengøringsydelser, der fremgår af bilag 1, underbilag 5-6 og 8-10, er udført, og at han har betalt herfor. Allerede af denne grund er fradragsret efter momslovens § 37 udelukket.

Momsbekendtgørelsens § 40 indeholder en række krav til en fakturas indhold. Det gøres gældende, at de i sagen fremlagte fakturaer, jf. bilag 1, underbilag 5-6 og 8-10, ikke opfylder disse krav.

Det følger af momsbekendtgørelsens § 40, nr. 5-6, at fakturaer skal oplyse omfanget og arten af de leverede ydelser samt oplysning om den dato, hvor ydelserne er leveret eller afsluttet. Da fakturaerne, jf. bilag 1, underbilag 5-6 og 8-10, ikke indeholder nærmere oplysning om omfanget og arten af de leverede ydelser eller oplysning om den dato, hvor levering af ydelserne er foretaget eller afsluttet, opfylder fakturaerne ikke kravene i momsbekendtgørelsens § 40, nr. 5-6.

Det forhold, at fakturaerne fra sagsøgerens underleverandører, jf bilag 1, underbilag 5-6 og 8-10, ikke opfylder kravene i momsbekendtgørelsens § 40, er et yderligere moment, der taler for, at sagsøgeren med rette er blevet nægtet fradragsret for den indgående moms af sine udgifter til indkøb af rengøringsydelser hos sagsøgerens fem underleverandører, jf. momslovens § 37, stk. 1.

Det fremgår af EU-domstolens dom af 6. juli 2006 i de forenede sager C-439/04 og C-440/04 Axel Kittel og Recolta, præmis 59, at fradragsret under alle omstændigheder skal nægtes, hvis det på grundlag af objektive momenter er godtgjort, at sagsøgeren vidste eller burde vide, at han ved sit køb deltog i en transaktion, der var et led i momssvindel.

Med henvisning til de ovenfor anførte omstændigheder, herunder navnlig, at sagsøgeren ikke har foretaget nogen form for bogføring, udarbejdet løbende momsangivelser og årsregnskaber eller indgivet selvangivelser for 2005-2006, at sagsøgeren tilsyneladende ikke har indgået kontrakter med nogen af sine underleverandører, at ingen af underleverandørerne har angivet eller betalt salgsmoms, og at sagsøgeren ikke har dokumenteret, at hans underleverandører rent faktisk har udført rengøringsarbejdet, jf. bilag 1, underbilag 56 og 8-10, og at sagsøgeren har betalt herfor, gøres det gældende, at det er godtgjort, at sagsøgeren vidste eller burde vide, at han ved sine køb deltog i transaktioner, der var et led i momssvindel. Også af denne grund er fradragsret, jf. momslovens § 37, stk. 1, udelukket.

Desuden bestrides det, at spørgsmålet om, hvorvidt SKAT har opkrævet og forsøgt inddrevet salgsmoms hos sagsøgerens underleverandører, har afgørende betydning for spørgsmålet om sagsøgerens fradragsret i nærværende sag. Samtidig bestrides det, at eventuelle hvervgiveres momsforhold har betydning for sagen.

2.  Nægtelse af fradragsret - virksomheden uvedkommende leverancer

Til støtte for, at sagsøgeren med rette er blevet nægtet fradragsret for den indgående moms af sine udgifter til etablering af et musikstudie, jf. momslovens § 37, stk. 1, gøres det uddybende gældende, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at musikudstyret - på baggrund af en samlet vurdering af udnyttelsen af udstyret - blev indkøbt med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter, jf. EF-Domstolens dom af 26. september 1996 i sag C-230/94 Renate Enkler, præmis 27.

Sagsøgerens virksomhed var i de i sagen omhandlede afgiftsperioder ifølge CVR-registeret og sin momsregistrering beskæftiget i rengøringsbranchen og har i disse afgiftsperioder udført rengøringsvirksomhed,

Sagsøgeren har ikke - trods SKATS anmodning, jf. bilag G - fremlagt dokumentation for, at der er indgået kontrakt med nogen kunder, eller at der blot har været korrespondance med potentielle kunder. Sagsøgeren har heller ikke dokumenteret, at sagsøgerens virksomhed har foretaget nogen form for markedsføring. Endvidere er den i sagen fremlagte ansættelsesaftale med TB, jf. bilag M, samt musikforlagsaftalen og indspilningsaftalen med SJ, jf. bilag O-P, udarbejdet efter, at SKAT i sit brev af 5. februar 2008, jf. bilag G, side 4, 1. afsnit, anmodede sagsøgeren om yderligere dokumentation for sagsøgerens erhvervsmæssige anvendelse af musikstudiet. Samtidig har ingen af de oplyste ansatte har modtaget vederlag for deres arbejde.

Endelig bemærkes det, at sagsøgerens udgifter ifølge faktura nr. 0001 og 0002, i alt kr. 279.000, jf. bilag 16, ikke er påført noget CVR-nummer, ligesom der ikke fremgår af fakturaerne, at der er opkrævet og betalt moms, hvorfor sagsøgeren allerede af denne grund ikke har ret til fradrag for den indgående moms af sine udgifter til indkøb af dette musikudstyr.

Sammenfattende gøres det gældende, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at han har fradragsret for den indgående moms af hans udgifter til etablering af musikstudiet på ...3, jf. momslovens § 37, stk. 1.

..."

Rettens begrundelse og afgørelse

1.  Nægtelse af fradragsret for sagsøgerens underleverandører.

I henhold til momslovens § 37, stk. 1 kan momsregistrerede virksomheder ved opgørelsen af momstilsvaret som indgående moms fradrage momsen efter denne lov for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for moms.

Bestemmelsen skal fortolkes i overensstemmelse med momssystemdirektivets artikel 168, stk. 1, litra a), hvoraf fremgår, at i det omfang varer og ydelser anvendes i forbindelse med afgiftspligtige transaktioner, hvoraf der er betalt moms, har den afgiftspligtige person i den medlemsstat, hvor han foretager transaktionerne, ret til i den afgift, der påhviler ham, at fradrage den moms, som skal betales eller er betalt i nævnte medlemsstat for varer og ydelser, der er eller vil blive leveret til ham af en anden afgiftspligtig person.

Det følger af momsbekendtgørelsens § 58, at registrerede virksomheder til dokumentation af den indgående afgift skal kunne fremlægge fakturaer og afregningsbilag. Fakturaer og afregningsbilag skal indeholde de i bekendtgørelsens § 40 angivne oplysninger.

Sagsøger drev i perioden juli 2005 til 31. december 2007 enkeltmandsvirksomheden H1/H3. I perioden 1. oktober 2006 til 27. januar 2010 var virksomheden registret inden for branchen "almindelig rengøring i bygninger". De af sagsøger oplyste underleverandører har alle været momsregistreret i de perioder, hvor det er oplyst, at de har leveret rengøringsydelser til sagsøgers virksomhed; men ingen af virksomhederne har angivet og betalt momstilsvaret i perioderne.

Retten lægger til grund; at H1/H3 ikke har foretaget nogen form for bogføring, ikke har udarbejdet årsregnskaber, ikke har opgjort og angivet momstilsvaret i perioden juli 2005 til 31. december 2007, ligesom man i perioden juli 2005 til 30. september 2006 har drevet uregistreret virksomhed.

Der foreligger ikke kontrakter eller arbejdssedler med underleverandørerne, og fakturaerne er mangelfulde med hensyn til oplysning om dato og sted for levering af ydelserne, og antal timer og timepris. Dermed opfylder fakturaerne ikke de forskriftsmæssige krav, jf. momsbekendtgørelsens § 40, stk, 1, nr. 5. Herudover er momsbeløbet beregnet forkert på flere af fakturaerne, hvoraf nogle endvidere ikke er udstedt i rækkefølge.

Sagsøger har oplyst, at han har betalt kontant for ydelserne med i alt 2.656.220 kr. Erklæringerne af 22. april 2008 fra G5 og G8, bilag 1-7 og bilag 1-11, samt sagsøgers kontaktoplysninger vedrørende underleverandører, bilag 5 har et sådant indhold, at de ikke kan tjene som dokumentation for betalinger for udført arbejde. Endvidere er forklaringen fra SS så upræcis, at sagsøger ikke herved har godtgjort, hvor, hvornår og i hvilket omfang, der er honoreret underleverandører.

Sagsøger har herefter ikke på tilstrækkelig måde dokumenteret, at de rengøringssydelser, der fremgår af bilag 1 med underbilag er udført, og at han har betalt for dem. Herefter har sagsøger ikke fradragsret efter momslovens § 37.

2.  Nægtelse af fradragsret - virksomheden uvedkommende leverancer.

Sagsøgers virksomhed var i de omhandlede afgiftsperioder ifølge CVR-registeret og momsregistreringen beskæftiget med rengøringsvirksomhed.

Det fremgår, at sagsøger har afholdt udgifter til indkøb af diverse effekter til et lydstudie, jf. herunder sagens bilag 16. Det fremgår ikke olden foreliggende dokumentation, at der er betalt moms i forbindelse med indkøbene.

Udfra de afgivne forklaringer kan lægges til grund, at sagsøger i lydstudiet har samarbejdet med SJ om lydoptagelser til brug for eventuel senere udgivelse af en cd, og at der blev indgået ansættelsesaftaler med VP og TB, der har ydet bistand i lydstudiet, men uden at have modtaget løn herfor. Under hensyn hertil, og da sagsøger endvidere ikke har fremlagt dokumentation for, at der fra lydstudiet er udgivet musik, at der har været markedsføring vedrørende musikudgivelser, eller at der er indgået aftale med eventuelle kunder vedrørende ydelser fra lydstudiet, finder retten, at sagsøger ikke har godtgjort, at lydstudiet har karakter af selvstændig økonomisk virksomhed i momslovens forstand, jf. momslovens § 37, stk. 1. Herefter har sagsøger ikke fradragsret for udgifterne til etablering af lydstudiet.

Efter sagens udfald skal sagsøger betale sagens omkostninger til sagsøgte som nedenfor anført.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet frifindes.

Sagsøger, H1 v/A skal til sagsøgte, Skatteministeriet betale sagens omkostninger med 75.000 kr.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter