Dato for udgivelse
08 Oct 2013 15:25
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
24 Sep 2013 13:57
SKM-nummer
SKM2013.711.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
12-0258852
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Momspligt
Emneord
Moms, udlejning af fast ejendom, stille sportsfaciliteter til rådighed
Resumé

Anmodningen vedrører forskellige spørgsmål vedrørende udlejning af fast ejendom / salg af adgang til at stille sportsfaciliteter til rådighed.

Skatterådet bekræfter, at det for samme idrætshal er muligt at kombinere reglerne for udlejning af fast ejendom / salg af adgang til at stille sportsfaciliteter til rådighed.

Skatterådet bekræfter videre, at det ikke har nogen indflydelse på vurderingen af, om der er tale om udlejning af fast ejendom, når det af en treårig lejekontrakt fremgår, at timesatsen fastsættes for et år ad gangen.

Skatterådet bekræfter, at når en etårig lejekontrakt efter udløb bliver forlænget med yderligere et år, så er det udelukkende timeantallet i den nye etårige lejeperiode, der skal indgå i vurderingen af, om der er tale om udlejning af fast ejendom eller adgang til at stille sportsfaciliteter til rådighed.

Skatterådet afviser at bekræfte spørgsmål, om en idrætsforenings enkelte afdelinger kan anses som selvstændige enheder, idet spørgsmålet ikke kan besvares med fornøden sikkerhed.

Endelig afviser Skatterådet, at bekræfte spørgsmål, der alene vedrører en kontrakts timetal, idet et sådan moment ikke alene kan tillægges absolut vægt.

Hjemmel

Lovbekendtgørelse nr. 106 af 23. januar 2013 med senere ændringer, Momsloven

Reference(r)

Momsloven § 13, stk. 1, nr. 5 og nr. 8
Skatteforvaltningsloven § 21, stk. 1, og
Skatteforvaltningsloven § 24, stk. 1 og stk. 2

Henvisning

Den juridiske vejledning 2013-2, afsnit D.A.3.1.2.2.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2013-2, afsnit D.A.5.8.4.1.3.2

Henvisning

Den juridiske vejledning 2013-2, afsnit D.A.5.8.4.1.3.3.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2013-2, afsnit D.A.5.5.2 


Spørgsmål

    1. Kan Skatterådet bekræfte, at det for samme idrætshal er muligt at kombinere reglerne for udlejning af fast ejendom og salg af adgang til at stille sportsfaciliteter til rådighed, når det forudsættes, at betingelserne for henholdsvis udlejning af fast ejendom og salg af adgang til at stille sportsfaciliteter til rådighed, hver for sig er opfyldt?
    2. Kan Skatterådet bekræfte, at det ikke har nogen indflydelse på vurderingen af, om der er tale om udlejning af fast ejendom, når det af den treårige lejekontrakt fremgår, at timesatsen fastsættes for et år ad gangen?
    3. Kan Skatterådet bekræfte, at i de situationer hvor den etårige lejekontrakt efter udløb bliver forlænget med yderligere et år, så er det udelukkende timeantallet i den nye etårige lejeperiode, der skal indgå i vurderingen af, om der er tale om udlejning af fast ejendom eller adgang til at stille sportsfaciliteter til rådighed?
    4. Kan Skatterådet bekræfte, at når en idrætsforening, som består af flere selvstændige afdelinger (håndbold, badminton, gymnastik) med hver sin bestyrelse, så er det udelukkende timeantallet ifølge lejekontrakten, som den enkelte afdeling har indgået med udlejer, som skal indgå i vurdering af, om der er tale om udlejning eller salg af adgang til at stille sportsfaciliteter til rådighed, og ikke en samlet vurdering af timeantallet ifølge samtlige lejekontrakter, som alle afdelinger i idrætsforeningen har indgået med udlejer?
    5. Kan Skatterådet bekræfte, at udlejning af hallen i 9 timer om ugen i et år medfører, at der er tale om at stille sportsfaciliteter til rådighed?
    6. Kan Skatterådet bekræfte, at udlejning af hallen i 4 timer om ugen i 3 år medfører, at der er tale om at stille sportsfacilitet til rådighed?

    Svar

    1. Ja
    2. Ja
    3. Ja
    4. Afvises
    5. Afvises
    6. Afvises

    Beskrivelse af de faktiske forhold

    Hallen er en selvejende institution, som har til formål at forestå driften af den lokale idrætshals faciliteter til idrætsaktiviteter, cafeteriadrift, motionscenter mv.

    Idrætshallen anvendes af skolen, idrætsforeninger og andre kommunale institutioner. Indtægter herfra anses som momsfrie indtægter.

    På skoledage er idrætshallen, omklædningsrum mv. stillet til rådighed mod betaling for skoler og andre kommunale institutioner i tidsrummet fra kl. 8.00 til 15.00. Skolen og de andre kommunale institutioner meddeler én til to gange årligt antallet af timer, som de ønsker at benytte hallen.

    På hverdage i tidsrummet fra 15.00 til ca. 22.00 har de lokale idrætsforeninger mulighed for at booke timer mod betaling. Det er primært håndbold- , badminton- og gymnastikafdelingen, der booker. Det kan variere meget i antallet af timer, som de enkelte afdelinger ønsker, og der kan komme tilkøb af yderligere timer i weekender f.eks. i forbindelse med afvikling af stævner.

    Endvidere anvendes Hallen til andre formål, hvis den ikke er optaget. Dette er f.eks. firmafester, halfester, udstillinger.

    Hallen er momsregistreret for bl.a. reklameindtægter og cafeteriadrift.

    Kommunen yder et årligt driftstilskud til Hallen.

    Hallen ønsker oplyst, hvornår der i forhold til lejeperiodens længde er tale om udlejning af fast ejendom, når det lægges til grund, at de øvrige betingelser for udlejning af fast ejendom er opfyldt, jf. SKATs styresignal SKM.2009.517.SKAT, og dermed vil give mulighed for, at Hallen kan lade sig frivillig momsregistrere.

    Yderligere til spørgsmål 2

    Hallen fastsætter timesatserne, der svarer til markedsprisen i området.

    Det er oplyst, at timesatserne pristalsreguleres en gang årligt med en procentdel under hensyntagen til stigningen i nettoprisindekset mv.

    Yderligere til spørgsmål 3

    Lejekontrakter indgås normalt for et år ad gangen. Årsagen hertil kan f.eks. være manglende kendskab til aktivitetsniveauet fra idrætsforeningens side for den kommende sæson.

    Når den nye sæson nærmer sig og aktivitetsniveauet kendes, bliver den aktuelle kontrakt i flere tilfælde forlænget indeholdende de korrektioner, der er til timeantallet, timesatser o. lign.

    Yderligere til spørgsmål 4

    Det er oplyst, at idrætsforeningens enkelte afdelinger består af flere selvstændige afdelinger med hver sin egen bestyrelse. De enkelte afdelinger er ansvarlige for deres budget mv. herunder mulighed for at indgå bindende lejekontrakter med spørger.

    Idrætsforeningen har et cvr-nr. og der afregnes moms mv. samlet for alle afdelinger.

    Yderligere til spørgsmål 5 og 6

    Det bedes lagt til grund, at det udelukkende er lejeperioden der er varierende, og at alle de øvrige betingelser er opfyldt, jf. SKM2009.517.SKAT.

    Spørgers opfattelse og begrundelse

    Se under 'Lovgrundlag' for så vidt angår lovtekst og praksis.

    Spørger beskriver især SKATs styresignal SKM2009.517.SKAT om 'Salg af adgang til sportsfaciliteter/udlejning af fast ejendom'.

    Det er spørgers opfattelse at alle spørgsmål skal besvares med et 'ja'.

    Ad spørgsmål 1

    Hallen er organiseret som selvejende institution.

    Det fremgår af Den juridiske vejledning, at selvejende institutioner som udgangspunkt ikke drives med gevinst for øje.

    Det betyder, at sker udlejningen punktvis og udlejningen ikke har en samlet intensitet, der svare til en måneds uafbrudt udleje, vil der være tale om at stille sportsfaciliteter til rådighed, der er fritaget for moms efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 5.

    Hvis udlejningen derimod har en intensitet der mindst svarer til en måneds uafbrudt leje, og udlejningen i øvrigt domineres af udlejningens væsentligste kendetegn, vil ydelsen være fritaget for moms efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 8.

    Ifølge SKATs styresignal SKM2009.517.SKAT er det muligt at kombinere begge former for tjenesteydelser.

    Ad spørgsmål 2

    En oplysning i lejekontrakten om, at der sker en årlig pristalsregulering, har efter repræsentantens opfattelse ingen indflydelse på timeantallet, og dermed heller ikke på, om der er tale om udlejning af fast ejendom eller adgang til en sportsaktivitet.

    Ad spørgsmål 3

    Det er repræsentantens opfattelse, at det må være timeantallet i den nye etårige lejekontrakt, der skal indgå i vurderingen af, om der er tale om udlejning af fast ejendom eller salg af adgang til en sportsfacilitet, idet Hallen på det tidspunkt, hvor den oprindelige etårige lejekontrakt indgås, ikke har kendskab til, om lejekontrakten efterfølgende kan blive forlænget med yderligere et eller flere år.

    Ad spørgsmål 4

    En idrætsforening består ofte af flere selvstændige afdelinger med hver sin egen bestyrelse. De enkelte afdelinger er ansvarlige for deres budget mv. herunder mulighed for at indgå bindende lejekontrakter med spørger.

    Uanset, at idrætsforeningens forskellige afdelinger har et fælles cvr-nr. til afregning af moms mv., fungerer afdelingerne som selvstændige enheder, og derfor er det udelukkende timeantallet i lejekontrakten, som den enkelte afdeling har indgået med spørger, som skal vurderes i forhold til, om der er tale om udlejning af fast ejendom, eller om det er adgang til at stille sportsfaciliteter til rådighed.

    Ad spørgsmål 5 og 6

    Generelt gælder det, at midlertidig overdragelse af brugsretten til hallen til foreninger eller lignende med henblik på at udøve sport må regnes for en ydelse i form af at stille sportsfaciliteter til rådighed, der er fritaget for moms efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 5, når det præsteres af en selvejende institution, der ikke arbejder med gevinst for øje.

    Overlades brugsretten derimod i en længere periode, og har lejeren i perioden eneretten til at bruge hallen, herunder at udelukke andre eller indbyde andre, så vil der være tale om udlejning af fast ejendom, som er fritaget for moms eftermomslovens § 13, stk. 1, nr. 8.

    Det fremgår af SKATs styresignal, at der er tale om udlejning af fast ejendom, når kontrakten mellem udlejeren og lejeren domineres af udlejningens væsentligste kendetegn. Herved bliver udlejningen af den faste ejendom en selvstændig hovedydelse og ikke blot en underliggende forudsætning for at levere en ydelse i form af at stille sportsfaciliteter til rådighed.

    SKAT redegør for en række momenter, som der skal lægges vægt på, når det skal vurderes, om der er tale om udlejning af fast ejendom.

    Et af de punkter som SKAT lægger vægt på er lejeperiodens længde. Her anføres, at hvis udlejningen alene er punktvis, skal den samlede udlejning i henhold til lejekontrakten have en intensitet, der svarer til en måneds uafbrudt leje, før det kan have karakter af udlejning af fast ejendom frem for ydelser i form af at stille sportsfaciliteter til rådighed.

    SKATs indstilling og begrundelse

    Lovgrundlag

    Momslovens § 3, stk. 1

    Afgiftspligtige personer er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed.

    Momslovens § 4

    Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Levering af en ydelse omfatter enhver anden levering. (...)

    Momslovens § 13, stk. 1

    Følgende varer og ydelser er fritaget for afgift:

    (...)

    5) Ydelser i nær tilknytning til udøvelsen af sport eller fysisk træning, der præsteres af virksomheder, der ikke drives med gevinst for øje, til fordel for sports- og idrætsudøvere samt opkrævning af entré ved sportsarrangementer. Fritagelser omfatter dog ikke arrangementer, hvor der deltager professionelle sports- og idrætsudøvere, fodboldkampe dog kun, når der deltager professionelle på begge hold.

    (...)

    8) Udlejning og bortforpagtning af fast ejendom, herunder levering af gas, vand, elektricitet og varme som led i udlejningen eller bortforpagtningen. Fritagelsen omfatter dog ikke udlejning af værelser i hoteller og lign., udlejning af værelser i virksomheder, der udlejer for kortere tidsrum end 1 måned, udlejning af camping-, parkerings- og reklameplads, samt udlejning af opbevaringsbokse.

    Skatteforvaltningslovens § 21, stk. 1

    Enhver kan hos told- og skatteforvaltningen få et bindende svar på spørgsmål om den skattemæssige virkning for spørgeren af en disposition, når told- og skatteforvaltningen i øvrigt har kompetence til at afgøre spørgsmålet, jf. dog stk. 3. Det kan være om en disposition, som spørgeren har foretaget eller påtænker at foretage.

    Skatteforvaltningslovens § 24

    En anmodning om et bindende svar skal være skriftlig og indeholde alle de oplysninger af betydning for svaret, som står til rådighed for spørgeren. Skønner told- og skatteforvaltningen respektive Skatterådet, at spørgsmålet ikke er tilstrækkeligt oplyst, kan spørgeren anmodes om yderligere oplysninger eller dokumentation. Efterkommes anmodningen ikke inden for en rimelig frist, kan spørgsmålet afvises eller svaret begrænses til de forhold, der skønnes tilstrækkeligt oplyst.

    Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen respektive Skatterådet kan i øvrigt i særlige tilfælde afvise at give et bindende svar, hvis spørgsmålet er af en sådan karakter, at det ikke kan besvares med fornøden sikkerhed eller andre hensyn taler afgørende imod en besvarelse.

    Praksis

    SKM2009.517.SKAT

    SKATs styresignal beskriver forholdet mellem på den ene side køb af 'adgang til sportsfaciliteter' og på den anden side 'udlejning af fast ejendom'.

    Midlertidig overdragelse af brugsretten til sportsanlæg til private personer, foreninger el.lign. med henblik på, at der skal udøves sport, må anses for en ydelse i form af at stille sportsfaciliteter til rådighed. Dette omfatter typisk tilfælde, hvor man på time-/dagsbasis køber sig adgang til at anvende en golfbane, en kunstgræsfodboldbane, en skydebane eller lign.

    Overlades brugsretten derimod i en længere periode, og har lejeren i perioden eneretten til at anvende banen, herunder at udelukke eller indbyde andre, så vil der efter en konkret vurdering være tale om udlejning af fast ejendom.

    Med hensyn til salg af adgang til sportsfaciliteter er det SKATs opfattelse, at det må anses for salg af ydelser i nær tilknytning til sport eller fysisk træning, i henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 5. Dette er dog betinget af, at ydelserne leveres af virksomheder, der ikke drives med gevinst for øje samt, at ydelserne er til fordel for sports- og idrætsudøvere.

    At ydelserne karakteriseres på en sådan måde begrundes med, at - eksempelvis - sporten fodbold vanskeligt kan praktiseres uden en fodboldbane. Den ydelse, der præsteres, er således muligheden for at dyrke sport, og den fornødne nære forbindelse mellem formål, sport og ydelse vil derfor være til stede. Dette gælder også udøvelse af andre former for sport end fodbold.

    Udlejning af fast ejendom er fritaget for moms, i henhold til momslovens § 13, stk. 8. Der foreligger udlejning af fast ejendom, når ejeren af en ejendom for en aftalt periode og mod vederlag overlader lejeren brugsretten til sin ejendom samt retten til at udelukke andre herfra.

    Ifølge styresignalet, der bl.a. omhandler en amatørsportsklubs udlejning af en kunstgræsfodboldbane, er der tale om udlejning af fast ejendom og ikke salg af ydelser i form af at stille sportsfaciliteter til rådighed, hvis kontrakten mellem amatørsportsklubben og tredjemand domineres af de kendetegn, der er væsentlige for udlejning:

    • Klart afgrænset areal

    Dette giver sædvanligvis ikke anledning til tvivl.
    Kravet vil eksempelvis være opfyldt i det tilfælde, hvor en hal indeholder både tennisbaner og en atletikbane, der udlejes hver for sig.

    • Eksklusiv brugsret

    Lejeren har eneretten til den lejede ejendom (bane/hal mv.) i lejeperioden samt retten til at udelukke andre fra at anvende den pågældende ejendom.
    Har udlejeren ret til at benytte arealet i lejeperioden, så vil der ikke kunne være tale om udlejning.

    • Længere periode

    Ejendommen (bane/hal mv.) vil skulle udlejes i en længere periode. Det vil sige, at udlejning på timebasis eller til turneringer mv. ikke vil kunne anses for udlejning i momslovens forstand.

    Det er SKATs opfattelse, at lejekontrakten som udgangspunkt skal omfatte mindst en måneds uafbrudt leje, førend aftalen kan få karakter af udlejning frem for ydelser i form af at stille sportsfaciliteter til rådighed.

    Er udlejningen alene punktvis, skal den samlede udlejning i henhold til aftalen have en intensitet, der svarer til en måneds uafbrudt leje. Der kan herved ikke anvendes en time-for-time omregning, men der skal foretages en konkret vurdering.

    Eksempler, hvor aftaleperioden tyder på, at der leveres ydelser i form af at stille sportsfaciliteter til rådighed:

    Adgang til en kunstgræsbane købes for

      • En time
      • En weekend
      • Kl. 18-20 2 dage om ugen i 12 måneder
      • 2 dage om ugen i et kvartal
      • 3 uger

    Eksempler, hvor aftaleperioden tyder på, at der leveres ydelser i form af udlejning af fast ejendom:

    En kunstgræsbane lejes for

      • 1 måned
      • 5 dage om ugen i 2 måneder
      • 1 dag om ugen i 1 år
      • 4 timer om ugen i 5 år

     

    • Vederlaget

    Der skal i lejeaftalen særligt tages hensyn til aftalens varighed ved fastsættelsen af prisen.

    • Kontrakten

    Der gælder ingen formkrav til lejeaftalen, men praksis synes at pege i retning af, at der sjældent indgås en skriftlig aftale, når der stilles sportsfaciliteter til rådighed i kortere perioder, mens der i væsentlig omfang indgås skriftlige lejeaftaler, når der udlejes for længere perioder.

    Det bemærkes endvidere, at der skal foretages en konkret vurdering for hver enkelt situation, samt at ingen af overstående momenter kan tillægges absolut vægt.

    Se endvidere Den juridiske vejledning D.A.3.1.2.2; D.A.5.8.4.1.3.2 og D.A.5.8.4.1.3.3

    Spørgsmål 1

    Det ønskes bekræftet, at det for samme idrætshal er muligt at kombinere reglerne for udlejning af fast ejendom og salg af adgang til at stille sportsfaciliteter til rådighed, når det forudsættes, at betingelserne for henholdsvis udlejning af fast ejendom og salg af adgang til at stille sportsfaciliteter til rådighed, hver for sig er opfyldt.

    Begrundelse

    Ifølge momslovens § 4, jf. § 3, skal der betales moms af leveringer af varer og ydelser, der mod vederlag leveres af en afgiftspligtig person her i landet.

    Momslovens § 13, stk. 1, nr. 5 fritager under visse betingelser ydelser i nær tilknytning til udøvelsen af sport eller fysisk træning, medens § 13, stk. 1, nr. 8 fritager udlejning af fast ejendom.

    Af EU-domstolens praksis fremgår at de udtryk, der anvendes til at betegne momssystemdirektivets fritagelser, skal fortolkes strengt, da de er undtagelser fra det almindelige princip om momspligt. Se bl.a. sag C-150/99, Lindöpark AB.

    Det er ved besvarelsen lagt til grund, at Hallen som selvejende institution ikke drives med gevinst for øje. Se sag C-174/00, Kennemer Golf & Country Club.

    Det er ved besvarelsen endvidere lagt til grund, at Hallen opfylder de i SKM2009.517.SKAT nævnte betingelser for henholdsvis salg af ydelser i form af at stille sportsfaciliteter til rådighed samt udlejning af fast ejendom hver for sig.

    På baggrund heraf er det SKATs opfattelse, at det er muligt for Hallen at kombinere salg af de to former for ydelser. En kontrakt, der opfylder ovennævnte krav vedrørende udleje af hallen for en vis afgrænset periode, ses ikke at være til hinder for, at samme hal ikke kan udnyttes ved at den mod betaling stilles til rådighed på time/dags-basis på de tidspunkter, hvor den ikke er lejet ud i henhold til kontrakten.

    Indstilling

    SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "ja".

    Spørgsmål 2

    Det ønskes bekræftet, at det ikke har nogen indflydelse på vurderingen af, om der er tale om udlejning af fast ejendom, når det af den treårige lejekontrakt fremgår, at timesatsen fastsættes for et år ad gangen.

    Begrundelse

    Det er oplyst, at spørger fastsætter timesatserne, der svarer til markedsprisen, samt at satserne pristalsreguleres en gang årligt med en procentdel under hensyntagen til stigningen i nettoprisindekset mv.

    SKAT er enig med spørger i, at en oplysning i lejekontrakten om, at der sker en årlig pristalsregulering, ikke har nogen indflydelse på timeantallet, og dermed heller ikke på, om der er tale om udlejning af fast ejendom eller adgang til en sportsaktivitet.

    Indstilling

    SKAT indstiller, at spørgsmål 2 bevares med "ja".

    Spørgsmål 3

    Det ønskes bekræftet, at i de situationer hvor den etårige lejekontrakt efter udløb bliver forlænget med yderligere et år, så er det udelukkende timeantallet i den nye etårige lejeperiode, der skal indgå i vurderingen af, om der er tale om udlejning af fast ejendom eller adgang til at stille sportsfaciliteter til rådighed.

    Begrundelse

    Det er oplyst at lejekontrakter normalt indgås for et år ad gangen, eksempelvis på grund af manglende kendskab til aktivitetsniveauet for den kommende sæson fra idrætsforeningens side.

    Når den nye sæson nærmer sig og aktivitetsniveauet kendes, bliver den aktuelle kontrakt i flere tilfælde forlænget indeholdende de korrektioner, der er til timeantallet, timesatser o. lign.

    SKAT forstår spørgsmålet således, at det er den indgåede kontrakt for det nye (forlængende) år, der skal lægges til grund ved vurderingen af, om der er tale om udlejning af fast ejendom eller adgang til at stille sportsfaciliteter til rådighed, hvis kontrakten forlænges yderligere et år med evt. korrektion af timeantallet.

    SKAT finder, at det er den for år 1 indgåede kontrakt, der skal lægges til grund ved vurdering for år 1.

    Ved videreførelse af kontrakten til år 2, hvor timetallet er blevet ændret i forhold til år 1, vil det være det for år 2 gældende timeantal, der skal lægges til grund.

    Dette begrundes med, at der i følge SKM2009.517.SKAT skal foretages en konkret vurdering for hver enkelt situation. Ved denne vurdering vil det altid være det reelle timeantal, der skal tages udgangspunkt i.

    Indstilling

    SKAT indstiller, at spørgsmål 3 bevares med "ja".

    Spørgsmål 4

    Det ønskes bekræftet, at når en idrætsforening, som består af flere selvstændige afdelinger (håndbold, badminton, gymnastik) med hver sin egen bestyrelse, så er det udelukkende timeantallet ifølge lejekontrakten, som den enkelte afdeling har indgået med udlejer, som skal indgå i vurdering af, om der er tale om udlejning eller salg af adgang til at stille sportsfaciliteter til rådighed, og ikke en samlet vurdering af timeantallet ifølge samtlige lejekontrakter, som alle afdelinger i idrætsforeningen har indgået med udlejer.

    Begrundelse

    Det er oplyst at idrætsforeningens enkelte afdelinger består af flere selvstændige afdelinger med hver sin egen bestyrelse, og at de enkelte afdelinger er ansvarlige for deres budget mv. herunder mulighed for at indgå bindende lejekontrakter med spørger. Idrætsforeningen afregner dog al moms mv. samlet for alle afdelinger, og har kun et cvr-nr.

    SKAT bemærker, at vurdering af, om der er tale om en selvstændig afgiftspligtig person, bl.a. sker på baggrund af foreningens vedtægter, herunder vedtægternes bestemmelser om valg af bestyrelse, generalforsamling, hvem der administrerer foreningens midler og har det overordnede ansvar for foreningens daglige drift overfor generalforsamlingen, samt tegningsret. Se Den juridiske vejledning D.A.3.1.2.2, 'Hvilke personer kan være momspligtige?'.

    Der er ikke noget til hinder for, at Hallen kan udleje til flere forskellige foreninger, og det vil i hvert enkelt tilfælde bero på en vurdering af de faktiske forhold, herunder hvordan vedtægterne for den aktuelle forening er udformet.

    Da det vil kræve oplysninger med hensyn til vedtægternes indhold, før en vurdering af den konkrete situation kan foretages, finder SKAT, at det ikke er muligt at besvare spørgsmålet med fornøden sikkerhed, jf. skatteforvaltningsloven § 24, stk. 2.

    Indstilling

    SKAT indstiller, at spørgsmål 4 afvises.

    Vejledende bemærkning

    Det er imidlertid SKATs opfattelse, at når der, som i denne anmodning, er tale om at lejekontrakterne vedrører den samme genstand for lejekontrakten (hallen), vil følgende skulle lægges til grund:

    • Hvis den enkelte afdeling efter de sædvanlige foreningsvedtægter er at anse som en selvstændig juridisk person i henhold til ovenfor, vil det udelukkende være timeantallet ifølge lejekontrakten, som den enkelte afdeling har indgået med udlejer, som skal indgå i vurderingen.
    • Hvis den enkelte afdeling efter de sædvanlige foreningsvedtægter ikke er at anse som en selvstændig juridisk person, vil det være en samlet vurdering af timeantallet ifølge samtlige lejekontrakter, som alle afdelinger i idrætsforeningen har indgået med udlejer.

    Spørgsmål 5 og 6

    Spørger anmoder om, at der ved besvarelsen af spørgsmål 5 og 6 lægges til grund, at det udelukkende er lejeperioden, der varierer, og at alle de øvrige betingelser er opfyldt i henhold til SKM2009.517.SKAT.

    Det understreges netop i SKM2009.517.SKAT, at der for hver enkelt situation skal foretages en konkret vurdering, samt at ingen af de nævnte momenter kan tillægges absolut vægt. Heller ikke en meget lang lejeperiode kan i sig selv være afgørende.

    I fald der ikke, som spørger anmoder om, skal tages hensyn til arealafgrænsning, eksklusiv brugsret, vederlaget eller udfærdigelse af kontrakt, men alene lejeperiodens længde, ville dette netop medføre, at dette ene moment tillægges absolut vægt.

    På dette grundlag finder SKAT ikke, at det er muligt at besvare spørgsmålene med fornøden sikkerhed, jf. skatteforvaltningsloven § 24, stk. 2.

    Indstilling

    SKAT indstiller, at spørgsmål 5 og 6 afvises.

    Vejledende bemærkning spørgsmål 5 og 6

    I fald arealafgrænsning, eksklusiv brugsret, vederlaget og kontrakten ville opfylde de betingelser, der er nævnt i SKM2009.517.SKAT, (eksempelvis hvis de var ens i begge spørgsmål), kunne en konkret vurdering tage sig ud, som følger:

    Spørgsmål 5

    Det ønskes bekræftet, at udlejning af hallen i 9 timer om ugen i et år medfører, at der er tale om at stille sportsfaciliteter til rådighed.

    I henhold til SKM2009.517.SKAT, skal en lejekontrakt som udgangspunkt omfatte mindst en måneds uafbrudt leje, førend aftalen kan få karakter af udlejning frem for ydelser i form af at stille sportsfaciliteter til rådighed.

    På det foreliggende grundlag er det SKATs opfattelse, at når Hallen udlejes i 9 timer om ugen i et år, foregår dette med en intensitet, der skal anses som udlejning af fast ejendom, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr.8.

    Spørgsmål 6

    Det ønskes bekræftet, at udlejning af hallen i 4 timer om ugen i 3 år medfører, at der er tale om at stille sportsfacilitet til rådighed.

    I henhold til SKM2009.517.SKAT, skal en lejekontrakt som udgangspunkt omfatte mindst en måneds uafbrudt leje, førend aftalen kan få karakter af udlejning frem for ydelser i form af at stille sportsfaciliteter til rådighed.

    På det foreliggende grundlag er det SKATs opfattelse, at når Hallen udlejes i 4 timer om ugen i 3 år, foregår dette med en intensitet, der skal anses som udlejning af fast ejendom, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr.8.

    Skatterådets afgørelse og begrundelse

    Skatterådet tiltræder SKATs indstilling.

    skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter