Dato for udgivelse
05 Nov 2013 11:02
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
04 Jul 2013 08:53
SKM-nummer
SKM2013.770.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
12-0191406
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Ejendomsvurdering
Overemner-emner
Når man vil klage
Emneord
Omkostningsgodtgørelse, overdragelsessum, værdi, udgifter, syn og skøn
Resumé

Landsskatteretten meddelte tilsagn om fuld omkostningsgodtgørelse til udgifter til syn og skøn i forbindelse med en klagesag ved ankenævnet.

Reference(r)

Retsplejeloven § 343
Skatteforvaltningsloven §§ 47, 52

Henvisning

-


Klagen skyldes, at skatteankenævnet ikke har imødekommet klagerens anmodning om at meddele tilsagn om fuld omkostningsgodtgørelse vedrørende udgifter til syn og skøn i forbindelse med en klagesag ved ankenævnet.

Landsskatterettens afgørelse
Skatteankenævnet har ikke meddelt tilsagn om fuld omkostningsgodtgørelse til udgifter, der vil blive afholdt til syn og skøn.

Landsskatteretten ændrer skatteankenævnets afgørelse og meddeler tilsagn om fuld omkostningsgodtgørelse til udgifter, der vil blive afholdt til syn og skøn.

Sagens oplysninger
Ejendommen beliggende Y1, var oprindeligt en mindre landsbrugsejendom. Ejendommen udgøres af et stuehus og fem erhvervsmæssige bygninger. Stuehuset er opført i 1928 og ombygget i 1965 og 2008. De erhvervsmæssige bygninger på ejendommen udgøres af to værksteder, et lager og en garage. De to værksteder er opført i 1928 og ombygget i 1965, mens både lageret og garagen er opført i 1973.

Klageren erhvervede den 1. maj 2008 ejendommen beliggende Y1 fra sin far. Overdragelsessummen udgjorde 1.500.000 kr. Ved klagerens erhvervelse af ejendommen fordelte overdragelsessummen sig med 1.200.000 kr. vedrørende stuehuset og 300.000 kr. vedrørende de erhvervsmæssige bygninger.

I perioden fra den 1. maj 2008 til den 1. april 2009 anvendte klageren ejendommens stuehus som bolig. I samme periode udlejede klageren ejendommens erhvervsmæssige bygninger til selskabet G1 Holding ApS.

Klageren overdrog ved betinget skøde af 24. marts 2009 ejendommen beliggende Y1, til selskabet G1 Holding ApS. Overdragelsessummen udgjorde i alt 2.500.000 kr. Ved klagerens afståelse af ejendommen fordelte overdragelsessummen sig med 2.200.000 kr. vedrørende stuehuset og 300.000 kr. vedrørende de erhvervsmæssige bygninger.

SKAT besigtigede den 10. januar 2011 ejendommen. Af notat af 11. januar 2011 om besigtigelsen fremgår blandt andet følgende:

".....
Beboelse:
Fremtræder i almindelig god vedligeholdelsesmæssig stand. Nye vinduer, moderniseret køkken & bad.

Erhverv:
Nyere kontorfaciliteter - almindelig standard.

Se vedlagte billeder.
Beboelse/erhverv er ved vurderingen fordelt ca. 38/62 %

Denne fordeling skønnes efter besigtigelsen at være o.k.

Dette bevirker, at overdragelsessummen på 1.500.000 kr pr. 1. maj 2008 kan fordeles således:

Beboelse incl. grundværdi:

575.000 kr.

Erhverv incl. grundværdi:

925.000 kr.

Og at overdragelsessummen på 2.500.000 kr pr. 1.april 2009 kan fordeles således:

Beboelse incl. grundværdi:

950.000 kr

Erhverv incl. grundværdi:

1.550.000 kr

Denne vurdering er foretaget under forudsætning af, at der ikke i perioden fra 1. maj 2008 til 1. april 2009 er afholdt ombygningsudgifter - vedligeholdelsesudgifter af væsentlig karakter.

Ejendommens nuværende ejer kunne ikke bidrage med oplysninger omkring dette.
....."

SKAT accepterede ikke den selvangivne fordeling af overdragelsessummen på ejendommens bygninger, og SKAT traf således den 8. april 2011 afgørelse om, at overdragelsessummen skulle fordeles med 950.000 kr. vedrørende stuehuset og 1.550.000 kr. vedrørende de erhvervsmæssige bygninger. Klagerens indkomst for indkomståret 2009 blev med afgørelsen forhøjet med en skattepligtig ejendomsavance på 540.592 kr. - modsat et selvangivet tab på 76.711 kr. - og klagerens kapitalafkast i kapitalafkastordningen blev som konsekvens heraf ligeledes ændret.

Klageren påklagede den 7. juli 2011 SKATs afgørelse til skatteankenævnet.

Af skatteankenævnets forslag til afgørelse af 15. februar 2012 fremgår blandt andet følgende:

".....
Skatteankenævnet har behandlet din klage over SKATs afgørelse for 2009.

Nævnet foreslår, at du får delvis medhold i din klage.

Klagepunkter

Selvangivet beløb

SKATs afgørelse

Din opfattelse

Nævnets Forslag

Nævnets afgørelse

Fordeling af overdragelsessum:

Beboelse

2.200.000

950.000

2.200.000

1.250.000

Erhverv

300.000

1.550.000

300.000

1.250.000

Skattepligtig avance ved salg af ejendom

-76.711

540.592

-76.711

241.576

Kapitalafkast

33.255

0

33.255

0

Grundlaget for nævnets afgørelse står i sagsfremstillingen, som vi har vedlagt.
Begrundelsen for afgørelsen står i punkt 6 i sagsfremstillingen.
....."

Af skatteankenævnets sagsfremstilling af samme dato fremgår blandt andet følgende:

".....
6. Skatteankenævnets forslag til afgørelse

(...)

Som følge af den foretagne besigtigelse af ejendommen finder ankenævnet under henvisning til, at der ifølge sagens oplysninger er foretaget ombygning/forbedring af beboelsesejendommen i A's ejertid, at fordelingen af den aftalte afståelsessum/købesum bør ændres, således at beboelse inkl. grund ansættes til 1.250.000 og driftsbygninger inkl. grund til 1.250.000 kr.

(...)

Syn og Skøn
Advokatvirksomheden R1 har på vegne af A anmodet om, at der udmeldes syn og skøn med henblik på endelig fastsættelse af stuehusets og værkstedbygningernes værdi pr. 1. april 2009. I den anledning anmoder advokatvirksomheden R1 samtidig om, at der gives tilsagn om at yde fuld omkostningsdækning til udgifterne med afholdelse af syn og skøn, jf. skatteforvaltningslovens § 52.

Ankenævnet bemærker hertil, at det af Processuelle regler på SKATs område fremgår af afsnit A.A.11.2.8, at omkostninger til syn og skøn afholdes af rekvirenten.

Det fremgår endvidere, at ankenævnet kan vælge at give et forhåndstilsagn om, at alle omkostninger ved syn og skønnet bliver afholdt af SKAT, såfremt ankenævnet finder det formålstjenligt, at der bliver afholdt syn og skøn.

Ankenævnet er ikke enig i, at afholdelse af syn og skøn vil kunne tilføre sagen væsentlige nye oplysninger. Nævnet vil derfor ikke inden afholdelse af syns- og skønsforretning give tilsagn om, at omkostningerne skal dækkes fuldt ud af det offentlige.

Omkostninger til syn og skøn, der ikke dækkes fuldt ud, skal i stedet medregnes til de udgifter, som dækkes helt eller delvist af det offentlige i medfør af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1.
....."

Den 6. marts 2012 bad klagerens repræsentant endnu en gang om, at skatteankenævnet gav tilsagn om fuld omkostningsgodtgørelse til syn og skøn.

Skatteankenævnet traf den 30. marts 2012 afgørelse (den påklagede afgørelse) om ikke at imødekomme denne anmodning.

Efter anmodning fra klagerens repræsentant stillede skatteankenævnet sin sag i bero på udfaldet af klagesagen vedrørende tilsagn om omkostningsgodtgørelse til syn og skøn.

I sagen for skatteankenævnet er i øvrigt blandt andet fremlagt betinget skøde, endeligt skøde, udskrifter fra BBR og fotos af ejendommen indvendigt og udvendigt.

Skatteankenævnets afgørelse
Klagerens anmodning om tilsagn om fuld omkostningsgodtgørelse vedrørende udgifter til syn og skøn er ikke imødekommet.

Skatteankenævnet mener ikke, at et syn og skøn kan føje nye væsentlige oplysninger til sagen. Skatteankenævnet vil derfor ikke på forhånd beslutte, at klageren kan få dækket sine udgifter til syn og skøn.

Der er lagt vægt på, at et syn og skøn ikke vil medføre en ændring af den fordeling af overdragelsessummen, som er anført i forslaget til afgørelse. Denne fordeling af overdragelsessummen i forslaget til afgørelse er foretaget på grundlag af nogle af skatteankenævnets medlemmers besigtigelse af ejendommen. Der har kun været tale om en udvendig besigtigelse, idet de medlemmer, der deltog i besigtigelsen, har afholdt sig fra at besigtige ejendommen indvendigt.

Klagerens påstand og argumenter
Der er nedlagt påstand om, at klagerens anmodning om tilsagn om fuld omkostningsgodtgørelse vedrørende udgifter til syn og skøn imødekommes.

Klageren bør indrømmes adgang til fuld omkostningsgodtgørelse vedrørende udgifterne forbundet med afholdelse af syn og skøn henset til den uenighed, der hersker om værdien af stuehuset henholdsvis de erhvervsmæssige bygninger.

Vurderingen af de faktiske forhold er af afgørende betydning for værdiansættelsen af bygningerne, hvorfor den manglende orientering om skatteankenævnets besigtigelse af ejendommen selvsagt giver anledning til forundring.

Klagen til skatteankenævnet må have givet anledning til, at skatteankenævnet var af den opfattelse, at den af SKAT foretagne fordeling af overdragelsessummen ikke uden videre kunne lægges til grund, og at der var behov for en ny besigtigelse af ejendommen med henblik på at tage stilling til fordelingen af overdragelsessummen mellem ejendommens stuehus og de erhvervsmæssige bygninger.

Det korrekte sagsbehandlingsskridt i en sådan situation er udmeldelse af syn og skøn. Der er henvist til kapitel 7 i bekendtgørelse nr. 1058 af 10. november 2009 af forretningsorden for skatteankenævn, vurderingsankenævn, fælles skatte- og vurderingsankenævn samt motorankenævn. Dette kapitel har overskriften "Syn og skøn samt besigtigelser." I kapitlet er som overskrift til § 21 anført "Syn og skøn i skatteankenævnene", hvorefter der redegøres nærmere for forløbet af en syns- og skønssag. Som overskrift til § 22 er anført "Vurderingsankenævnets besigtigelse af en ejendom", mens der som overskrift til § 23 er anført "Motorankenævnenes besigtigelse af et køretøj". Det fremgår således af forretningsordenen, at vurderingsankenævn og motorankenævn selv besigtiger det relevante aktiv, mens skatteankenævn benytter sig af syn og skøn, såfremt der er behov for nærmere stillingtagen til et aktivs værdi.

I nærværende sag har skatteankenævnet imidlertid selv påtaget sig rollen som værdiansættende myndighed på baggrund af nogle af skatteankenævnets medlemmers besigtigelse af ejendommen. En sådan værdiansættelse bør derimod foretages af en professionel ejendomsmægler, der har erfaring med værdiansættelse af ejendomme. Henset til, at skatteankenævnet er af den opfattelse, at der er grundlag for at foretage en korrektion af parternes aftalte værdiansættelse, bør der udmeldes syn og skøn med tilsagn om fuld omkostningsgodtgørelse af udgifterne forbundet hermed, idet sagen på denne måde vil blive tilført væsentlige oplysninger, der ikke mere hensigtsmæssigt kan indhentes på anden måde.

Der er et klart behov for, at der foretages en professionel vurdering af henholdsvis stuehusets værdi og de erhvervsmæssige bygningers værdi i lyset af, at der nu foreligger tre forskellige vurderinger heraf. Der foreligger således parternes egen værdiansættelse, SKATs værdiansættelse - som er baseret på udtalelsen af 11. januar 2011 - og nu også skatteankenævnets egen værdiansættelse.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Af skatteforvaltningslovens § 47 fremgår følgende:

".....
§ 47. Retsplejelovens § 343 om adgang til at kræve syn og skøn udmeldt ved de almindelige domstoles foranstaltning finder tilsvarende anvendelse, når sagen er indbragt for skatteankenævnet eller Landsskatteretten, eller når Skatterådet efter § 4, stk. 3, har tilladt, at der afholdes syn og skøn i en sag, der forelægges for rådet til afgørelse. Der kan dog ikke afholdes syn og skøn i følgende sager:
1) Sager om efterprøvelse af passivposter efter boafgiftslovens § 13 a.
2) Sager om vurdering af fast ejendom.
3) Sager om registrering af køretøjer.
Stk. 2. Skatteankenævnet, Landsskatteretten eller Skatterådet kan fastsætte en frist, inden for hvilken sagens part eller parter og den myndighed, hvis afgørelse sagen vedrører, skal tage stilling til, om der begæres syn og skøn i sagen.
Stk. 3. Hvis en part begærer syn og skøn, udsætter skatteankenævnet, Landsskatteretten eller Skatterådet behandlingen af sagen, indtil klageren efter modtagelsen af skønserklæringen meddeler vedkommende myndighed, hvorvidt sagen opretholdes. I samme periode er 6-måneders-fristen efter § 48, stk. 2, suspenderet.
Stk. 4. Begæres syn og skøn udmeldt, indtræder told- og skatteforvaltningen som part i sagen.
....."

I nærværende situation er der tale om en sag, der er indbragt for skatteankenævnet, og sagen drejer sig ikke om efterprøvelse af passivposter, vurdering af fast ejendom eller registrering af et køretøj. Det er således mulighed for i nærværende situation at anvende bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 47 om syn og skøn ved de almindelige domstole efter retsplejelovens § 343.

Skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1-3, har følgende ordlyd:

".....
§ 52. Der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de udgifter, som en person omfattet af § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand m.v. som nævnt i § 54 i de sager, der er nævnt i § 55. Dog ydes en godtgørelse på 100 pct., hvis den pågældende person i sagen har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad.
Stk. 2. Godtgørelsen er på 100 pct. af de godtgørelsesberettigede udgifter, hvis udgifterne ifølge regning skal betales eller er betalt i anledning af, at told- og skatteforvaltningen forelægger en afgørelse truffet af et skatteankenævn for Skatterådet til ændring, jf. § 2, stk. 3, eller skatteministeren indbringer en skatterådsafgørelse for Landsskatteretten, jf. § 40, stk. 2, eller Skatteministeriet indbringer en landsskatteretsafgørelse for domstolene eller Skatteministeriet anker en dom til højere instans. Godtgørelsen efter 1. pkt. ydes kun til dækning af de godtgørelsesberettigede udgifter, som afholdes til sagens behandling ved henholdsvis Skatterådet, Landsskatteretten, og den pågældende domstolsinstans.
Stk. 3. Skatteankenævnet, Landsskatteretten eller Skatterådet kan bestemme, at udgifter, der er eller vil blive afholdt til syn og skøn efter § 47 i en sag for myndigheden, skal godtgøres fuldt ud. Afgørelse af, om sådanne udgifter skal godtgøres fuldt ud, kan træffes af
1) retspræsidenten, en retsformand eller en kontorchef i Landsskatteretten eller
2) told- og skatteforvaltningen som sekretariat for Skatterådet eller skatteankenævnet.
....."

Selve den grundlæggende bestemmelse om omkostningsgodtgørelse vedrørende udgifter til syn og skøn blev indført med lov nr. 215 af 28. april 1993. Loven indsatte et stk. 4 i § 3 i den nu ophævede lov om omkostningsdækning af udgifter til sagkyndig bistand i skattesager. Bestemmelsen havde følgende ordlyd:

".....
Stk. 4. Landsskatteretten kan bestemme, at omkostninger, der er afholdt til syn og skøn i en sag i Landsskatteretten, skal dækkes fuldt ud.
....."

Af forarbejderne til loven - L 80 1992/93 1. samling - fremgår blandt andet følgende af de almindelige bemærkninger og bemærkningerne til bestemmelsen i stk. 4:

".....
Der stilles endvidere forslag om, at Landsskatteretten på grundlag af en konkret bedømmelse i den enkelte landsskatteretssag skal kunne bestemme, at afholdte omkostninger til syn og skøn skal dækkes fuldt ud og ikke kun med en procentdel af de afholdte omkostninger.

Baggrunden herfor er ønsket om yderligere at mindske antallet af landsskatteretskendelser, der indbringes for domstolene.

Afholdelse af syn og skøn kan være forbundet med betydelige omkostninger. Afventes domstolsbehandling, før syn og skøn begæres afholdt, vil det offentlige blive tilpligtet at betale herfor, såfremt sagen får et for skatteyderen gunstigt udfald. I modsat fald vil udgiften give adgang til omkostningsdækning.

Dette misforhold mellem syn og skøn i domstolssager og i landsskatteretssager kan imødegås ved at tillægge Landsskatteretten kompetence til at yde fuld omkostningsdækning for denne udgift i den enkelte sag.

(...)

Til nr. 3

Efter bestemmelsen kan Landsskatteretten på grundlag af en konkret bedømmelse i den enkelte sag bestemme, at afholdte udgifter til syn og skøn efter skattestyrelseslovens § 30 skal dækkes fuldt ud og ikke kun med den procentsats (50/44,7/34), der ellers er gældende.

Bestemmelsen skal tilskynde klagere til optimalt at søge en sag belyst ved Landsskatteretten, således at antallet af landsskatteretssager, der indbringes for domstolene, nedbringes.

Bestemmelsen vil kunne anvendes i tilfælde, hvor afholdelse af syn og skøn har tilført sagen væsentlige nye oplysninger, der ikke mere hensigtsmæssigt har kunnet indhentes på anden måde.
....."

Ved indsættelsen af bestemmelsen om omkostningsgodtgørelse vedrørende syn og skøn angives det således, at bestemmelsen kan anvendes i de tilfælde, hvor syn og skøn kan tilføre sagen oplysninger, der ikke på anden vis mere hensigtsmæssigt kan indhentes. Det er ud fra forarbejderne også klart, at bestemmelsen har et procesbesparende sigte i den forstand, at det ikke er meningen, at der skal ske videre påklage eller anke, blot for at opnå adgang til at få godtgjort udgifter til syn og skøn.

Bestemmelsen om fuld omkostningsgodtgørelse vedrørende udgifter til syn og skøn blev senere flyttet til den nu ophævede skattestyrelseslovs § 35, og endelig blev bestemmelsen ved ophævelsen af skattestyrelsesloven flyttet til den nuværende placering i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 3. Bestemmelsen er samtidig også blevet justeret og ændret flere gange. I nærværende sammenhæng er særligt udvidelsen af ordningen til også at omfatte syn og skøn ved skatteankenævnene relevant. Ved lov nr. 1581 af 20. december 2006 blev der således skabt mulighed for, at der også ved sager for skatteankenævnene kunne ske syn og skøn samt gives tilsagn om fuld omkostningsgodtgørelse til udgifterne forbundet hermed. Ved denne lovs § 1, nr. 3, blev dagældende skatteforvaltningslovs § 52, stk. 3, affattet således:

".....
3. § 52, stk. 3,affattes således:

"Stk. 3. Skatterådet, skatteankenævnet eller Landsskatteretten kan bestemme, at udgifter, der er eller vil blive afholdt til syn og skøn i en sag for myndigheden, skal godtgøres fuldt ud, jf. § 4, stk. 3, eller § 47."
....."

Af forarbejderne til loven - L 84 2006/07 1. samling - fremgår blandt andet følgende af de almindelige bemærkninger og bemærkningerne til bestemmelsen i stk. 3:

".....
1. Lovforslagets hovedindhold

Lovforslaget går ud på at indføre adgang til syn og skøn i skattesager, der er under klagebehandling i et skatteankenævn. I tilknytning hertil foreslås det, at der indføres adgang til omkostningsgodtgørelse i disse sager. Efter de gældende regler må en borger eller virksomhed, der ønsker syn og skøn afholdt, vente til sagen er påklaget til Landsskatteretten.

2. Lovforslagets baggrund

Lovforslaget er et led i den indgåede finanslovsaftale for 2007 mellem regeringspartierne (Venstre og Det Konservative Folkeparti) og Dansk Folkeparti. Det er mellem forligspartierne aftalt, at der skal ske en styrket retssikkerhed i skatteankenævnssager. Dette skal ske ved indførelse af syn og skøn under skatteankenævnsbehandlingen, således at det sikres, at en reel afgørelse træffes på et så tidligt tidspunkt i klageforløbet som muligt. Det kan bidrage til, at borgerne ikke af økonomiske grunde afskæres fra at anmode om syn og skøn. Parterne er derfor enige om, at der indføres adgang til at anvende syn og skøn ved skatteankenævnene, og at der gives adgang til at yde omkostningsgodtgørelse hertil.

3. Gældende ret

Efter gældende ret kan SKATs skatteansættelse m.v. af en person eller et dødsbo påklages til et skatteankenævn som første klageinstans. Skatteankenævnets afgørelse kan påklages til Landsskatteretten, det vil sige, at Landsskatteretten er anden klageinstans i sådanne sager.

Efter gældende ret kan der udmeldes syn og skøn efter retsplejelovens § 343, såkaldt udenretligt syn og skøn, i en sag, der er under behandling ved Landsskatteretten. Hjemlen hertil findes i skatteforvaltningslovens § 47, der er en videreførelse af skattestyrelseslovens § 30. Den oprindelige hjemmel er indført ved lov nr. 824 af 19. december 1989.

Der kan efter gældende ret ikke udmeldes syn og skøn i sager om vurdering af fast ejendom og i sager om efterprøvelse af passivposter ved arvingers succession i skattepligtige dødsboers skattemæssige stilling efter boafgiftslovens § 13 a. Baggrunden for disse undtagelser er, at der på anden vis er givet vished for en korrekt værdiansættelse i disse tilfælde, henholdsvis regler om besigtigelse og vurderingsforretninger vedrørende fast ejendom og de skifteretlige regler om værdiansættelse af aktiver i dødsboer i lov nr. 383 af 22. maj 1996 om skifte af dødsboer.

Syn og skøn anvendes for tiden i ca. 160 landsskatteretssager årligt. Nærmere regler om fremgangsmåden findes i § 19 i Landsskatterettens forretningsorden (bekendtgørelse nr. 974 af 17. oktober 2005).

Syn og skøn i skattesager gennemføres i overensstemmelse med de almindelige regler herom i retsplejeloven. SKAT optræder dog som modpart, også når den påklagede afgørelse er truffet af et skatteankenævn. Landsskatteretten er ikke retligt forpligtet til at lægge udfaldet af syns- og skønsforretningen til grund for sin afgørelse i sagen.

Endvidere kan Skatterådet efter gældende ret bestemme, at der skal udmeldes syn og skøn efter retsplejelovens § 343 i sager, der forelægges for rådet til afgørelse. Hjemlen herfor er indført ved skatteforvaltningslovens § 4, stk. 3. Denne ordning har haft virkning fra den 1. november 2005. Ordningen afløser en tidligere ordning med mulighed for syn og skøn under Ligningsrådets behandling af anmodninger om bindende forhåndsbesked, jf. skattestyrelseslovens § 20 B, stk. 5.

Efter gældende ret antages det, at der ikke er hjemmel til, at der kan gennemføres udenretligt syn og skøn, mens sagen verserer for et skatteankenævn, eller under den oprindelige sagsbehandling ved SKAT i 1. instans.

Med hensyn til omkostningsgodtgørelse kan Landsskatteretten efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 3, bestemme, at udgifter, der er eller vil blive afholdt til syn og skøn i en landsskatteretssag, skal godtgøres fuldt ud. Landsskatteretten kan træffe bestemmelse om fuld godtgørelse, når afholdelsen af syn og skøn har tilført eller skønnes at kunne tilføre sagen nye oplysninger, som ikke hensigtsmæssigt har kunnet eller kan indhentes på anden måde, jf. § 19, stk. 6, i forretningsorden for Landskatteretten, bekendtgørelse nr. 974 af 17. oktober 2005.

Tilsvarende kan Skatterådet - efter samme kriterier - bestemme, at udgifter, der er eller vil blive afholdt til syn og skøn i en sag, der afgøres af Skatterådet, skal godtgøres fuldt ud.

I det omfang, der ikke træffes bestemmelse om fuld omkostningsgodtgørelse, kan udgifterne til syn og skøn godtgøres efter de almindelige regler i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1 og 2.

De omkostninger, der kan dækkes med 100 procent, er eksempelvis følgende:

Salær til syns- og skønsmand, herunder udgifter til rejse og øvrige udgifter. Syns- og skønsmandens salær fastsættes af retten.

Udgifter til sagkyndig bistand under syns- og skønssagen, herunder udgifter til advokatbistand til gennemgang af sagen, valg af brancheorganisation til at afgive erklæring som alternativ til syn og skøn eller valg af syns- og skønsmand, udarbejdelse af syns- og skønstema og tillægsspørgsmål, fremfindelse af materiale, deltagelse i møde under skønsforretningen, deltagelse i retsmøder mv.

Endvidere omfatter den fulde omkostningsgodtgørelse salærudgifter til advokat vedrørende kommentering af syns- og skønsrapporten i et indlæg til Landsskatteretten. Advokatsalær vedrørende en egentlig skriftlig procedure falder uden for ordningen med fuld omkostningsgodtgørelse.

4. Forslagets indhold

Det foreslås, at der indføres adgang til, at der kan udmeldes udenretligt syn og skøn efter retsplejelovens § 343 i sager, der verserer for et skatteankenævn, efter samme regler som de, der i dag gælder, når der udmeldes udenretligt syn og skøn efter retsplejelovens § 343 i sager, der verserer for Landsskatteretten. Det pågældende skatteankenævn skal i sådanne sager have de funktioner, som Landsskatteretten har i syns- og skønssager i dag.

Forslaget betyder, at syn og skøn gennemføres i overensstemmelse med de almindelige regler herom i retsplejeloven, og at SKAT har partsstatus. Skatteankenævnet er ikke retligt forpligtet til at lægge udfaldet af syns- og skønsforretningen til grund for sin afgørelse i sagen.

Forslaget går endvidere ud på, at det - på samme måde som det er muligt ved Landsskatteretten og Skatterådet - bliver muligt for skatteankenævnet at træffe bestemmelse om, at udgifter, der er eller vil blive afholdt til syn og skøn i en skatteankenævnssag, skal godtgøres fuldt ud.

(...)

Til nr. 1 og 2

Efter gældende ret er der mulighed for at udmelde udenretligt syn og skøn efter retsplejelovens § 343 i sager, der er under behandling ved Landsskatteretten eller ved Skatterådet. Det antages derimod, at der ikke er mulighed for syn og skøn under skatteankenævnsbehandling.

Det foreslås, at der ved ændring af skatteforvaltningslovens § 47 indføres adgang til, at der kan udmeldes udenretligt syn og skøn efter retsplejelovens § 343 i sager, der verserer for et skatteankenævn, efter samme regler som de, der i dag gælder, når der udmeldes udenretligt syn og skøn efter retsplejelovens § 343 i sager, der verserer for Landsskatteretten. Det pågældende skatteankenævn skal i sådanne sager have de samme funktioner som dem, Landsskatteretten i dag har i syns- og skønssager under landsskatteretsbehandling af en klage. Forretningsordenen for skatteankenævn skal således udvides med regler om fremgangsmåden ved udmeldelse af syn og skøn, der svarer til reglerne herom i Landsskatterettens forretningsorden.

SKAT skal have partsstatus. Det bemærkes herved, at det i sager for skatteankenævnene altid vil være SKAT, der har truffet den påklagede afgørelse.

Landsskatteretten er i dag ikke retligt forpligtet til at lægge udfaldet af syns- og skønsforretningen til grund for sin afgørelse i sagen. Det samme vil gælde for skatteankenævnene.

(...)

Til nr. 3

Efter gældende ret kan Landsskatteretten bestemme, at udgifter, der er eller vil blive afholdt til syn og skøn i en landsskatteretssag, skal godtgøres fuldt ud. Tilsvarende kan Skatterådet - efter samme kriterier - bestemme, at udgifter, der er eller vil blive afholdt til syn og skøn i en sag, der afgøres af Skatterådet, skal godtgøres fuldt ud.

Forslaget går ud på,at det - på samme måde som det er muligt ved Landsskatteretten og Skatterådet - bliver muligt for skatteankenævnet at træffe bestemmelse om, at udgifter, der er eller vil blive afholdt til syn og skøn i en skatteankenævnssag, skal godtgøres fuldt ud, jf. den nye affattelse af stk. 3 i skatteforvaltningslovens § 52.
....."

Med lov nr. 1581 af 20. december 2006 blev ordningen med syn og skøn og omkostningsgodtgørelse vedrørende udgifter til syn og skøn altså udvidet til også at omfatte skatteankenævn. Det fremgår af forarbejderne, at ændringen alene gik ud på at udvide ordningen til også at omfatte skatteankenævnene, mens der ikke var tale om at ændre på ordningen i øvrigt.

Skatteforvaltningslovens § 52, stk. 3, fik sin nuværende udformning ved lov nr. 527 af 17. juni 2008. Af forarbejderne til loven - L 116 2007/08 2. samling - fremgår blandt andet følgende af de almindelige bemærkninger afsnit 3.1.8 og bemærkningerne til bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 3:

".....
3.1.8. Afgørelse om fuld omkostningsgodtgørelse i syns- og skønssager meddelt af retspræsidenten, en retsformand eller en kontorchef i Landsskatteretten og af SKAT som sekretariat for Skatterådet eller skatteankenævnet - § 1, nr. 20

3.1.8.1. Gældende ret

Efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 3, kan Skatterådet, skatteankenævnet eller Landsskatteretten bestemme, at udgifter, der er eller vil blive afholdt til syn og skøn i en sag for myndigheden, skal godtgøres fuldt ud. Bestemmelsen henviser i den forbindelse til henholdsvis skatteforvaltningslovens § 4, stk. 3, og § 47.

Efter skatteforvaltningslovens § 4, stk. 3, kan Skatterådet i en sag, der forelægges for rådet til afgørelse, tillade, at der afholdes syn og skøn efter regler, der svarer til § 47 om syn og skøn i landsskatteretssager.

Efter skatteforvaltningslovens § 47 finder reglen i retsplejelovens § 343 om adgang til at kræve syn og skøn udmeldt ved de almindelige domstoles foranstaltning tilsvarende anvendelse, når sagen er indbragt for Landsskatteretten eller skatteankenævnet. Det gælder dog ikke i sager vedrørende efterprøvelse af passivposter efter boafgiftslovens § 13 a, sager vedrørende vurdering af fast ejendom og sager vedrørende vurdering af køretøjer efter registreringsafgiftsloven.

3.1.8.2. Forslagets baggrund

I den undersøgelse, som Folketingets Ombudsmand har gennemført af 40 klagesager ved Landsskatteretten, jf. ovenfor afsnit 2.1., har ombudsmanden bedt Landsskatteretten om at se nærmere på placeringen i Landsskatteretten af kompetencen til at bestemme, at udgifter, der er eller vil blive afholdt til syn og skøn i en landsskatteretssag, skal godtgøres fuldt ud.

Kompetencen til at træffe sådanne afgørelser ligger hos retten som kollegialt organ, men Landsskatteretten har den praksis, at det kontor, som har den pågældende sag under behandling, kan give forhåndstilsagn om, at omkostningerne vil blive dækket fuldt ud.

Landsskatteretten oplyser i undersøgelsen, at det pågældende kontor forudskikker retsmedlemmernes stillingtagen til spørgsmålet om omkostningsgodtgørelse, og retsmedlemmerne har altid i forbindelse med voteringen af en sag tilsluttet sig kontorets vurdering af behovet for et syn og skøn.

Hvis kontoret ikke finder grundlag for at give et sådant tilsagn, meddeles det klageren eller dennes repræsentant. Det meddeles samtidig, at der vil blive truffet afgørelse om spørgsmålet i forbindelse med sagens afslutning - dvs. når der afsiges kendelse i sagen. I dette tilfælde fremgår rettens afgørelse vedrørende omkostningsgodtgørelse direkte af kendelsen.

Ombudsmanden konstaterer, at sådan som kontorets tilsagn om fuld omkostningsgodtgørelse er formuleret i to konkrete sager, fremtræder forhåndstilsagnet som en afgørelse truffet af sekretariatet. Efter Ombudsmandens opfattelse ville det være mere korrekt, hvis det kom til udtryk i sagsbehandlingen, herunder i Landsskatterettens korrespondance med klagerne, at der ikke er tale om en afgørelse.

Ombudsmanden påpeger endelig på grundlag af Landsskatterettens beskrivelse af praksis samt sin gennemgang af de to sager, at nævnets behandling af spørgsmålet om fuld omkostningsgodtgørelse synes at være en formalitet. På den baggrund er det Ombudsmandens opfattelse, at der kunne være grundlag for at overveje en kompetenceoverførsel, hvorefter kompetencen mere hensigtsmæssigt lå hos sekretariatet.

3.1.8.3. Skatteministeriets overvejelser

Skatteministeriet finder, at det vil bringe klarhed om det omhandlede kompetencespørgsmål, at det bliver lovfæstet, at retspræsidenten, en retsformand eller en kontorchef i Landsskatteretten kan give forhåndstilsagn om fuldt omkostningsgodtgørelse i sager om syn og skøn. Da tilsvarende kompetencespørgsmål også kan opstå i forbindelse med Skatterådets og skatteankenævnenes behandling af anmodninger om forhåndstilsagn om fuld omkostningsgodtgørelse i syns- og skønssager, bør det udtrykkeligt fastsættes, at sekretariatet for Skatterådet og skatteankenævnene også har denne adgang til at kunne tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt der skal afgives et forhåndstilsagn om fuld omkostningsgodtgørelse i sager om syn og skøn.

En lovfastsættelse vil i øvrigt ligge på linje med, at det udtrykkeligt er fastsat i skatteforvaltningslovens § 56, at den medholdsvurdering, som den administrative klageinstans skal afgive sammen med afgørelsen i sagen, kan afgives af SKAT som sekretariat for Skatterådet eller skatteankenævnet eller af en kontorchef i Landsskatteretten.

3.1.8.4. Forslagets indhold

Forslaget går ud på at give SKAT som sekretariat for Skatterådet eller skatteankenævnet og tilsvarende retspræsidenten, en retsformand eller en kontorchef i Landsskatteretten adgang til at træffe beslutning om, hvorvidt udgifter i en sag om syn og skøn skal godtgøres fuldt ud.

Det beror herefter på medlemmerne af Skatterådet, skatteankenævnene og Landsskatteretten, hvorvidt der skal ske delegation af kompetencen til at træffe afgørelse om, hvorvidt udgifterne til syn og skøn skal godtgøres fuldt ud.

Det bemærkes, at forslaget for Landsskatterettens vedkommende ikke vil have karakter af delegation til rettens sekretariat, men derimod er udtryk for delegation til den førstvoterende i sagen.

Forslaget indebærer, at SKATs afslag på at give tilsagn om fuld omkostningsgodtgørelse i syns- og skønssager ved et skatteankenævn eller Skatterådet kan påklages til Landsskatteretten. Et tilsvarende afslag fra Landsskatteretten kan efter de almindelige regler i skatteforvaltningslovens § 48 prøves af domstolene, såfremt domstolene finder, at der er tale om en afgørelse i forvaltningsretlig forstand.

Forslaget bringer klarhed med hensyn til kompetenceadgangen i sådanne sager. Skatteyderen vil efter forslaget kunne få prøvet et afslag med det samme og vil således hurtigere kunne opnå en endelig afklaring på godtgørelsesspørgsmålet. Derved opnår skatteyderen en bedre retsstilling i forhold til i dag.

(...)

Til nr. 20

Forslaget har sammenhæng med forslaget under § 1, nr. 16-18, hvori der foreslås en ny formulering af skatteforvaltningslovens § 47.

Efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 3, kan Skatterådet, skatteankenævnet eller Landsskatteretten bestemme, at udgifter, der er eller vil blive afholdt til syn og skøn i en sag for myndigheden, skal godtgøres fuldt ud. Bestemmelsen indeholder referencer til skatteforvaltningslovens § 4, stk. 3, og § 47.

Forslaget går for det første ud på, at bestemmelsen omformuleres, så den alene indeholder en reference til skatteforvaltningslovens § 47. Omformuleringen skyldes, at det fremover vil fremgå direkte af ordlyden af skatteforvaltningslovens § 47, at den finder anvendelse, når Skatterådet har tilladt afholdelse af syn og skøn i en sag, der forelægges for rådet til afgørelse.

Der henvises til bemærkningerne i afsnit 3.1.9.

Forslaget går for det andet ud på at gøre det muligt for SKAT som sekretariat for Skatterådet eller skatteankenævnet at træffe afgørelse om, hvorvidt der skal ydes fuld omkostningsgodtgørelse i sager om syn og skøn ved henholdsvis Skatterådet og skatteankenævnene. Tilsvarende gøres det efter forslaget muligt, at retspræsidenten, en retsformand eller en kontorchef i Landsskatteretten kan træffe afgørelse om et sådant spørgsmål.

Der henvises til de almindelige bemærkninger i afsnit 3.1.8.
....."

Som det ses af forarbejderne til den nugældende bestemmelse om omkostningsgodtgørelse vedrørende udgifter til syn og skøn, angik ændringen af bestemmelsen med lov nr. 527 af 17. juni 2008 kun kompetencespørgsmål. Ved indførelsen af den nugældende bestemmelse i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 3, var der således heller ikke tilsigtet nogen ændring i selve adgangen til omkostningsgodtgørelse.

Med andre ord er de grundlæggende hensyn bag bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 3, fortsat de samme som ved indførelsen af den oprindelige bestemmelse om omkostningsdækning vedrørende udgifter til syn og skøn. Bestemmelsen om adgang til syn og skøn og omkostningsgodtgørelse af udgifter vedrørende syn og skøn baserer sig fortsat på, at der tidligst muligt skal ske en bevismæssig afklaring i en given sag. Der er heller ikke ændret på, at bestemmelsen om omkostningsgodtgørelse vedrørende udgifter til syn og skøn, der vil blive afholdt i forbindelse med en sag, aktualiseres, når oplysninger af væsentlig betydning for sagen ikke kan indhentes mere hensigtsmæssigt end gennem et syn og skøn.

Tvisten i sagen for skatteankenævnet angår fordelingen af den samlede overdragelsessum for ejendommen beliggende Y1, på ejendommens forskellige bygninger. Denne fordeling af overdragelsessummen skal ske ud fra en vurdering af, hvad værdien af de enkelte bygninger må anses for at have været på overdragelsestidspunktet den 1. april 2009. Der er dermed tale om, at der skal ske et værdiskøn på baggrund af oplysninger om de pågældende bygninger på ejendommen på det relevante tidspunkt. Disse oplysninger om bygningernes respektive værdier i forhold til den aftalte overdragelsessum udgør væsentlige - for ikke at sige afgørende - oplysninger af faktisk karakter i relation til den for skatteankenævnet verserende sag.

Landsskatteretten bemærker, at et syn og skøn forekommer at være en både relevant og nærliggende måde at belyse disse faktiske forhold nærmere på. Retten kan ikke umiddelbart se, at der findes alternativer til et syn og skøn, der på samme måde kan bidrage til at belyse spørgsmålet om værdien af de respektive bygninger på overdragelsestidspunktet. I den forbindelse skal retten fremhæve, at en udvendig besigtigelse, foretaget af nogle af skatteankenævnets medlemmer, ikke kan erstatte eller træde i stedet for et syn og skøn. En sådan besigtigelse kan ikke tilnærmelsesvist give samme faktuelle oplysninger af samme kvalitet, som et egentligt syn og skøn kan bidrage med.

Herefter må det forholde sig således, at oplysningerne om de respektive bygningers værdi i forhold til overdragelsessummen på overdragelsestidspunktet ikke på anden vis kan indhentes mere hensigtsmæssigt end ved et syn og skøn. Dette syn og skøn bør endvidere - henset til det procesbesparende formål med ordningen - foretages tidligst muligt i sagsforløbet. Det tidligst mulige tidspunkt efter ordningen for et syn og skøn er i forbindelse med en sag ved skatteankenævnet. Retten mener således, at betingelserne i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 3, er opfyldt, og at der derfor skal meddeles tilsagn om fuld omkostningsgodtgørelse vedrørende de udgifter, der vil blive afholdt til et syn og skøn, i forbindelse med sagen ved skatteankenævnet.

Landsskatteretten ændrer på denne baggrund skatteankenævnets afgørelse, og retten meddeler således tilsagn om fuld omkostningsgodtgørelse vedrørende de udgifter, der vil blive afholdt til et syn og skøn, som angår fordelingen af overdragelsessummen per den 1. april 2009 på de respektive bygninger på ejendommen beliggende Y1.