Dato for udgivelse
12 Dec 2013 10:09
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse
14 Aug 2013 09:55
SKM-nummer
SKM2013.875.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
16. afdeling, S-1271-13
Dokument type
Dom
Emneord
Fællesstraf, bruger, tillægsbøde, leasing
Resumé

T var tiltalt for at have benyttet en BMW med prøveskilte selv om bilen skulle have været indregistreret og afgiftsberigtiget i Danmark, hvorved der blev unddraget 251.431 kr. i registreringsafgift.

T forklarede at der højst kunne være tale om en formel overtrædelse, idet brugen skete i forbindelse med forsøg på bortleasing af bilen. Bilen tilhørte T´s bror.

Byretten fandt at T havde rådet over bilen i flere dage og herunder kørt i den om natten og således var begyndt at bruge bilen som sin egen, uden at der var betalt registreringsafgift. T blev derfor kendt skyldig i tiltalen.

Tillægsstraffen blev fastsat til en bøde på 125.000 kr.

Landsretten stadfæstede dommen efter en berigtigelse af tiltalen. Landsretten fandt ikke grundlag for, som led i fællesstraffen, at fastsætte straf af fængsel. Der blev her henset til forholdets karakter, herunder at T alene disponerede over bilen i en ganske kort periode.

Reference(r)

Registreringsafgiftsloven § 27
Straffeloven § 50
Straffeloven § 61
Straffeloven § 89

Henvisning

-


Østre Landsrets dom af 14. august 2013, 16. afdeling nr. S-1271-13

Parter  

Anklagemyndigheden

mod

T
(advokat Henrik Stagetorn, besk.) 

Afsagt af landsdommerne

Ole Dybdahl, Peter Thønnings og Gitte Arildsen (kst.) med domsmænd

.............................................

Byrettens dom af 8. april 2013, nr. 4A-6010/2012 

Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.

Anklageskrift er modtaget den 16. juni 2012.

T er tiltalt for overtrædelse af

registreringsafgiftsloven § 27, stk. 3, jf. stk. 1

ved i december 2010 med forsæt til unddragelse, at have benyttet en BMW med prøveskilte (...) og stelnr. ... til kørsel i Danmark, selvom motorkøretøjet skulle have været indregistreret og afgiftsberigtiget i Danmark, hvorved statskassen blev unddraget 251.431,00 kr. i registreringsafgift.

Påstande 

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om frihedsstraf og bøde.

T har nægtet sig skyldig, idet han har gjort gældende, at hans brug af prøveskiltene højst har været en formel overtrædelse, idet brugen skete i forbindelse med et forsøg på bortleasing af bilen.

Forklaringer 

Der er under hovedforhandlingen i sagen afgivet forklaring af tiltalte og af vidnerne politibetjent V.1 og V.2.

De afgivne forklaringer er ikke optaget i retsbogen og gengives ikke i dommen, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 4.

Personlige forhold

T er tidligere straffet blandt andet:

31. maj 2011 for overtrædelse af færdselsloven idømt bøde 2.000 kr.,

29. november 2011 for overtrædelse af færdselsloven vedtaget bøde 5.000 kr. med videre,

25. november 2011 fængsel i 60 dage betinget med vilkår om samfundstjeneste for ikke ligeartet kriminalitet,

27. august 2012 bøde 10.500 kr. for ikke ligeartet kriminalitet,

21. september 2012 betinget dom med udsat straffastsættelse for ikke ligeartet kriminalitet, 1 års prøvetid,

5. februar 2013 idømt fængsel i 9 måneder som fællesstraf med straffen i henhold til dommen af 25. november 2011 og en række forhold af ikke ligeartet kriminalitet. Straffen var ikke en fællesstraf med den betingede dom af 21. september 2012.

Rettens begrundelse og afgørelse

Bilen var ikke indregistreret i Danmark. T havde fået bilen overladt af broderens firma. Retten lægger derfor til grund, at tiltalte vidste, at der aldrig var betalt registreringsafgift af bilen.

Efter alle forklaringer har T rådet over bilen i flere dage og herunder kørt i den om natten. Når dette sammenholdes med hvad politiet iagttog i forbindelse med beslaglæggelsen og at det lægges til grund, at tiltaltes og broderens første forklaringer var, at T rådede over bilen, fordi han eventuelt skulle leje den, lægger retten ti] grund, at T reelt var begyndt at bruge bilen som sin egen, uden der var betalt registreringsafgift. Han kendes derfor skyldig.

Der foreligger en situation omfattet af straffelovens § 89 og/eller § 61, stk. 1, for så vidt angår alle de citerede forstraffe.

Retten lægger til grund, at tiltalte ved samlet påkendelse ikke ville være blevet idømt yderligere frihedsstraf, end han allerede er idømt, men at han efter straffelovens § 50, stk. 2 ville være blevet idømt en tillægsbøde.

Derfor fastsættes tillægsstraffen jfr. straffelovens § 89, jfr. registreringsafgiftslovens § 27, stk. 3, jfr. stk. 1 til en bøde på 125.000 kr.

Forvandlingsstraffen fastsættes til fængsel i 60 dage.

Det er i medfør af straffelovens § 61, stk. 2, nr. 1 samtidigt bestemt, at den betingede dom af 21. september 2012 fortsat skal gælde efter sin ordlyd.

Sagsbehandlingstiden er ikke tillagt betydning for strafudmålingen. Sagen har skullet behandles såvel administrativt som hos politiet, inden den kunne indbringes for retten.

Sagen er hos retten forsinket på grund af forsvarerskifter og er blevet omberammet 2 gange.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t 

T straffes med en tillægsstraf til den straf, han blev idømt 5. februar 2013.

Tillægsstraffen er en tillægsbøde på 125.000 kr.

Forvandlingsstraffen for tillægsbøden er fængsel i 60 dage.

Den betingede dom af 21. september 2012 gælder stadig efter sit indhold.

T skal betale sagens omkostninger.

.............................................

Østre Landsrets dom af 14. august 2013, 16. afdeling nr. S-1271-13

Byrettens dom af 8. april 2013 (4A-6010/2012) er anket af T med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse.

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.

Anklagemyndigheden har for landsretten berigtiget tiltalen, således at straffehjemlen rettelig er registreringsafgiftsloven § 27, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 3, jf. § 1, stk. 1, jf. registreringsbekendtgørelsens § 102, stk. 1, jf. § 82, stk. 2 (nu § 117, stk. 3, jf. § 77, stk. 2).

Forklaringer

Tiltalte har supplerende forklaret blandt andet, at han inden politiforretningen på ...1 var blevet standset to gange af politiet den pågældende weekend, uden at politiet havde påtalt, at han kørte i en ikke-afgiftsberigtiget bil. Han sad og sov i bilen på ...1, da han blev kontaktet af politiet. Han havde forinden købt nogle oste-pops og noget drikkelse, som han ville indtage i bilen. Herefter blev han træt og faldt i søvn. Han mener, at han ikke skulle videre til yderligere fremvisninger af bilen.

Foreholdt udsagn herom i retsbog af 1. marts 2011 og politirapport af 26. januar 2012 fastholder tiltalte, at han i dag husker, at han den pågældende morgen bare skulle hjem til sin bopæl. Han havde fået bilen til disposition den pågældende weekend med henblik på fremvisning af bilen for eventuelle kunder. Han boede da til leje på en landejendom, som var ejet af hans bror, LM. Broderen boede i og drev sin virksomhed med import og leasing af biler fra denne ejendom. Vidnet boede i en særskilt lejlighed på ejendommen. Det var første gang, at han skulle fremvise en "leasingbil" for sin brors firma. Han kendte ikke til, at der gjaldt særlige regler om prøveplader i forbindelse med fremvisning af leasingbiler. Han konstaterede blot, at der var prøveplader på bilen, da han overtog den. Han havde fortalt til sin bror, at der var tre personer, som skulle have bilen fremvist med henblik på eventuel indgåelse af leasingaftale. Broderen interesserede sig ikke for, præcis hvornår bilen blev tilbageleveret. De aftalte blot, at tiltalte skulle have afleveret bilen efter weekenden. Tiltalte og broderen talte i den forbindelse ikke om, hvorvidt der var betalt registreringsafgift for bilen. Broderens virksomhed havde på daværende tidspunkt leaset 15-25 biler ud.

Vidnet politiassistent V.1 har supplerende forklaret blandt andet, at de efter politiforretningen på ...1 på stationen slog op i registeret og konstaterede, at tiltalte den pågældende weekend var blevet standset af politiet om natten på ..., medens tiltalte førte den omhandlede BMW. Der var ikke gjort noteringer om, at politiet i den forbindelse havde påtalt bilens afgiftsforhold. Tiltalte forklarede ved politiforretningen på ...1, at han skulle prøvekøre BMW´en med henblik på eventuelt selv at lease den. Tiltalte fortalte, at han leasede en anden bil hos bilens ejer, og overvejede at "opgradere".

Vidnet V.2 har supplerende forklaret blandt andet, at man genoptog afgiftssagen overfor tiltalte, fordi Landsskatteretten ved en afgørelse havde ændret SKATs praksis vedrørende brugerens hæftelse for registreringsafgiften. Dette betød, at tiltalte herefter ikke længere hæftede skatteretligt for den pågældende registreringsafgift. Dette er ikke ensbetydende med, at der ikke kan rejses straffesag mod en bruger af et ikke-afgiftsberigtiget køretøj. Vidnet er ikke bekendt med, at SKATs ændrede praksis for så vidt angår brugerens hæftelse for registreringsafgift har ført til ændringer i tiltalepraksis mod brugerne. Vidnet har ikke haft noget at gøre med SKATs afgørelse om værdifastsættelse af køretøjet. Den første forklaring til vidnet fra politiet var, at brugeren oplyste, at han havde bilen på prøve med henblik på at skulle leje/lease bilen selv. Det var først senere - i forbindelse med prøvelsen af beslaglæggelsen - at tiltalte forklarede om, at han havde fremvist bilen for potentielle leasingtagere. En person, som påtænker at lease en bil, kan strengt taget slet ikke køre en prøvetur i bilen med prøveskilte, fordi prøveskilte i denne sammenhæng kun kan anvendes til prøvekørsel "i anledning af salg".

For en lægmand kan detaljer i reglerne om registreringsafgift være komplicerede, men det er almen viden, at man ikke må køre rundt i en uindregistreret bil. En ansat i en virksomhed, som har fået udleveret prøveskilte til en bil ejet af virksomheden, kan benytte bilen med prøveskilte til kørsel i forbindelse med besøg på bilværksted. Man kan tydeligt se forskel på en almindelig nummerplade og faste prøveskilte. Prøveskiltene har to kendingsbogstaver, men kun fire tal. Ved en prøvekørsel i anledning af salg, kan prøveskiltene udleveres til en evt. køber til brug for kørsler af op til tre timers varighed. Alternativt skal en repræsentant for firmaet deltage i prøvekørslen.

Supplerende personlige oplysninger 

Tiltalte er yderligere straffet,

ved Byrettens dom af 23. april 2013 for overtrædelser af blandt andet straffelovens § 276 med fængsel i 4 måneder.

Tiltalte har om sine personlige forhold supplerende forklaret blandt andet, at han for tiden er strafafsoner. Han håber på sædvanlig prøveløsladelse.

Landsrettens begrundelse og resultat

5 voterende udtaler:

Også efter bevisførelsen for landsretten findes tiltalte af de grunde, der er anført i byrettens dom skyldig efter anklageskriftet.

1 voterende udtaler:

Efter en samlet vurdering af omstændighederne i forbindelse med tiltaltes dispositioner over det lånte køretøj sammenholdt med forseelsens formelle karakter stemmer jeg for at frifinde tiltalte.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Straffen fastsættes i medfør af bestemmelserne i den berigtigede tiltale.

I medfør af straffelovens § 61, stk. 1, skal der fastsættes en fællesstraf omfattende straffen for forseelsen i denne sag og den betingede dom uden straffastsættelse i henhold til Byrettens dom af 21. september 2012.

Fællesstraffen idømmes som tillægsstraf til blandt andet Byrettens dom af 5. februar 2013 og Byrettens dom af 23. april 2013, jf. straffelovens § 89.

Fællesstraffen fastsættes til en tillægsbøde på 125.000 kr., jf. tillige straffelovens § 50, stk. 2. Det tiltrædes, at der ikke er grundlag for som led i fællesstraffen at fastsætte straf af fængsel. Der er herved blandt andet henset til forholdets karakter, herunder at tiltalte alene disponerede over bilen i en ganske kort periode. Der er tillige henset til varigheden af fængselsstraffene fastsat ved dommene af 5. februar og 23. april 2013. Det tiltrædes af de grunde, der er anført af byretten, at sagsbehandlingstiden ikke er tillagt betydning for strafudmålingen.

Forvandlingsstraffen for tillægsbøden er fængsel i 40 dage.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t 

T straffes med en tillægs- og fællesstraf af bøde på 125.000 kr.

Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 40 dage.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter