Dato for udgivelse
11 Jul 2014 16:16
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
06 Feb 2014 11:39
SKM-nummer
SKM2014.511.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
Retten i Viborg, BS 1-82/2013
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Inddrivelse
Overemner-emner
International inddrivelse
Emneord
Modregning, dobbeltbeskatningsaftale, forvaltningsgrundlag
Resumé

Inddrivelse af et tysk momskrav i Danmark

Sagen handlede om, hvorvidt SKAT skulle tilpligtes at indstille inddrivelsen af et tysk momskrav mod sagsøgeren i Danmark, og om det var berettiget, at SKAT havde foretaget modregning for en del af kravet i sagsøgerens krav på tilbagebetaling af registreringsafgift. Sagsøgeren gjorde bl.a. gældende, at SKAT ikke kunne inddrive det tyske momskrav i Danmark, da han ikke talte tysk og derfor ikke havde forstået kravet.

Skatteministeriet fik bl.a. medhold i,

-

at kravets eksistens, gyldighed og størrelse skal lægges uprøvet til grund for inddrivelsen i Danmark, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 39, stk. 1 og stk. 2 modsætningsvist, da de formelle betingelser for inddrivelsen i dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 33, stk. 2 og artikel 36, er opfyldt i bistandsanmodningen, og

-

at det skal lægges uprøvet til grund, at der er tale om et skattekrav, som Danmark er forpligtet til at inddrive i overensstemmelse med forpligtelserne i dobbeltbeskatningsoverenskomsten, idet hverken de danske skattemyndigheder eller retten kan efterprøve, hvorvidt de tyske myndigheder med rette i bistandsanmodningen har anført, at der er tale om et skattekrav, og

-

at SKAT med rette ikke havde foretaget sig yderligere i forbindelse med sagsøgerens indsigelse om, at han ikke forstod kravet, end at henvise ham til at klage over kravet til de tyske myndigheder, idet det er uden betydning for inddrivelsen af kravet i Danmark, at sagsøgeren overfor de danske skattemyndigheder har oplyst, at han ikke har forstået kravet, når kravet ikke er påklaget, og

-

at SKAT ikke skulle foranledige og bekoste, at en afgørelse meddelt af de tyske skattemyndigheder til sagsøgeren eller hans virksomhed oversættes til dansk, når sagsøgeren selv havde valgt at drive virksomhed i Tyskland, også uanset at det krav, som følger af afgørelsen, var sendt til inddrivelse i Danmark i overensstemmelse med Danmarks forpligtelser efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten.

Retten gav endvidere Skattemisteriet medhold i, at de almindelige betingelser for modregning var opfyldt, og tog på den baggrund Skatteministeriets påstand om frifindelse til følge.

Reference(r)

Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige § 1, stk. 2
Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige § 2, stk. 2
Dobbeltbeskatningsaftale mellem Danmark og Tyskland artikel 33

Henvisning

Den juridiske vejledning 2014-1 G.A.3.6.3

Henvisning

Den juridiske vejledning 2014-1 G.A.3.1.4

Redaktionelle noter

Sagen er anket til Vestre landsret og efterfølgende afvist.


Parter

A
(Selv)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/ adv. fm. Josephine Fie Legarth)

Afsagt af byretsdommer

Søren Ejdum

 Sagens baggrund og parternes påstande

Denne sag, der er anlagt den 16. januar 2013, vedrører spørgsmålet om, hvorvidt det er berettiget, at sagsøgte, Skatteministeriet, inddriver et tysk momskrav på 9.749,84 EUR mod sagsøgeren, A, herunder at SKAT den 30. marts 2012 foretog modregning for en del af momskravet i sagsøgerens krav på tilbagebetaling af registreringsafgift på 20.230 kr.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

Sagsøgte tilpligtes at ophæve modregningen og betale 20.230 kr. til sagsøger med tillæg af rente på 0,9 % / måned, fra 30. marts 2012, til betaling sker. Sagsøgte pålægges at indstille inddrivelsen af sagsøgtes krav mod sagsøger, 9.749,84 EUR og at betragte dette krav som uinddriveligt, i det mindste indtil en ny sagsbehandling har været gennemført.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

A var direktør i selskabet H1 ApS (tidl. H1x ApS), CVR-nr.: ..., frem til den 28. august 2009, hvor Skifteretten tog selskabet under konkursbehandling. Selskabet var momsregistreret i Tyskland. Fuldstændig rapport fra Erhvervsstyrelsen er fremlagt som sagens bilag A, hvoraf blandt andet fremgår, at selskabet blev opløst den 2. november 2010.

Den 14. juni 2011 sendte Finanzamt Flensburg en hæftelsesmeddelelse til A, hvoraf det fremgår, at A hæfter personligt for H1 ApS´ momsgæld til de tyske skattemyndigheder.

Fristen for at klage over afgørelsen udløb den 1. august 2011.

Den 15. september 2011 modtog Finanzamt Flensburg den originale afgørelse retur fra A med påtegningen:

"...

Det er skrevet på tysk, som jeg hverken læser, skriver eller forstår. Jeg er dansker, bosat i Danmark, og I må skrive til mig på dansk, hvis I vil mig noget.

..."

Ved brev af 19. januar 2012 anmodede Finanzamt Flensburg SKAT om at inddrive kravet i medfør af artikel 33 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland. Kravet udgjorde 9.749,84 EUR.

Den 13. marts 2012 modtog SKAT en ansøgning om tilbagebetaling af registreringsafgift indgivet af As onkel, BA, på vegne af A.

Ved brev af 28. marts 2012 til A imødekom SKAT ansøgningen.

Ved brev af 30. marts 2012 meddelte SKAT, at As tilgodehavende på registreringsafgift på 20.230 kr. ved modregning var blevet anvendt til dækning af en udenlandsk momsrestance.

Ved e-mail af 24. april 2012 fremsendte A klage over modregningen til SKAT. SKAT fastholdt modregningen ved afgørelse af 14. september 2012, men fremsendte i overensstemmelse med lov om inddrivelse af gæld til det offentlige § 17, sidste pkt., sagen til behandling ved Landsskatteretten.

De tyske skattemyndigheder bekræftede ved e-mail til SKAT af 16. oktober 2012, at afgørelsen af 14. juni 2011 var upåklaget, og at fordringen var retskraftig og eksigibel.

Landsskatteretten stadfæstede ved afgørelse af 17. oktober 2012 SKATs afgørelse.

Da A ikke kunne acceptere Landsskatterettens afgørelse, anlagde han den 16. januar 2013 denne sag.

A har forklaret om konsekvensen af ikke at forstå et krav, der fremsættes fra de tyske myndigheder. Kravet er jo ikke nogen biblioteksbøde, men et krav beskrevet i et omfangsrigt bilag på tysk. Han havde ikke en eneste ide om, hvad grundlaget for kravet var, så der var kun to muligheder for ham: Han kunne gøre indsigelser i øst og vest og til højre og venstre, af forskellige grunde, afhængigt af hvad grundlaget for kravet var. Han kunne have forsøgt at lave en meget omfangsrig indsigelse med fare for at glemme den indlysende indsigelse, alternativt kunne han have forsøgt at finde 7.500 kr. til at oversætte hæftelsesmeddelelsen, og derefter skrive en fornuftig indsigelse mod afgørelsen og få indsigelsen oversat til tysk, alt inden for fristen på 4 uger, som Finanzamt Flensborg havde givet.

Det er ikke så let at finde 15.000 kr. til at oversætte dokumenter. Derfor følte han ikke, at han havde noget reelt grundlag for at gøre indsigelser mod kravet. Det var et spørgsmål om penge, og i hans situation var der ikke mulighed for at finde et sådant beløb. Derfor har han ikke klaget over kravets eksistens og størrelse, men kun klaget over den anvendte præmis for sagsbehandlingen, en klage som han ikke har fået svar på fra Tyskland inden fristens udløb. Der var også spørgsmålet om efter hvilken ret, dansk eller tysk, sagen skulle behandles. Han forventede et svar fra Tyskland inden for fristen, men fik ikke noget svar. Han vil afslutte dette med at sige, at han ikke følte sig i stand til at klage over kravets eksistens og størrelse. Af hans tre skriftlige henvendelser til Finanzamt Flensborg er der kun svaret på en. Han vil afslutte med at sige, at han ikke følte sig i stand til at klage, og at han følte, at han ikke behøvede at reagere, da han ikke havde fået svar på sin henvendelse. Han har ikke udvist nogen form for passivitet.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har til støtte for sine påstande i sit påstandsdokument anført:

"...

Lov- og fortolkningsgrundlag

Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige (herefter inddrivelsesloven) gælder også for inddrivelsen af udenlandske skattekrav, som inddrives i overensstemmelse med Danmarks forpligtelser efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst, jf. § 1, stk. 2 i denne lov. Inddrivelsesloven kan derfor ikke anvendes til at fravige den enkelte dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Artikel 33, stk. 1 i Dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 22. november 1995 mellem forbundsrepublikken Tyskland og kongeriget Danmark (herefter dobbeltbeskatningsoverenskomsten) siger at Danmark skal inddrive Tysklands skattekrav, som var det Danmarks eget skattekrav. Af artikel 2, stk. 1, litra c fremgår det at reglerne om bistand i skattesager finder anvendelse på skatter og afgifter af enhver art og beskrivelse, dog med enkelte undtagelser.

Artikel 37, stk. 1, litra a siger dog at Danmark ikke er forpligtet til at træffe foranstaltninger der strider imod egen lovgivning eller forvaltningspraksis. Artikel 37, stk. 1, litra b siger videre at Danmark ikke er forpligtet til at træffe foranstaltninger der strider imod almene interesser eller imod Danmarks væsentlige interesser.

Det væsentligste grundlag for fortolkning af dobbeltbeskatningsoverenskomsten skal findes i OECD`s modeloverenskomst (herefter modeloverenskomsten) og kommentarerne hertil. Skatteministeriet synes at være enige heri, jf. Juridisk Vejledning afsnit C.F.8.2.2.27.

Det følger af SKM2001.396.ØLR at nyere modeloverenskomster kan anvendes til fortolkning af ældre dobbeltbeskatningsoverenskomster, i det omfang ingen af de to kontraherende stater har taget forbehold for den relevante artikel eller kommentarer dertil. Hverken Danmark eller Tyskland har taget sådanne forbehold for artikel 27 i OECD´s modeloverenskomst 2010, som herefter er anvendt til fortolkning af dobbeltbeskatningsoverenskomsten.

Anbringender

Manglende forståelse af kravet under sagsbehandlingen

Af dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 33, stk. 1 følger at Danmark skal inddrive Tysklands skattekrav, som var det Danmarks eget skattekrav. Det væsentligste fortolkningsgrundlag for denne artikel skal findes i modeloverenskomstens artikel 27, stk. 3, og kommentarerne hertil. Af kommentarer nr. 16 (til modeloverenskomstens artikel 27, stk. 3), fremgår, at hvis den nationale lovgivning i den anmodede stat ikke tillader denne at inddrive sine egne skattekrav, hvis der stadig består en appelmulighed, berettiger stykket ikke denne stat til at opkræve skatter for den anden stat, når der stadig består en appelmulighed, selv om inddrivelsen kan finde sted i den anden stat.

Det fremgår desuden af sætningen:

"...

og inddrevet af den anden stat, i overensstemmelse med bestemmelserne i dens lovgivning vedrørende opkrævning og inddrivelse af statens egne skatter, som om skattekravet var denne anden stats skattekrav" har den betydning at begrænsningen i den anmodede stats interne lovgivning finder anvendelse på opkrævningen af den anden stats skattekrav.

..."

Selv om eksemplet ikke har direkte relevans i nærværende sag, er tre forhold væsentlige at bemærke:

1. I eksemplet er der tale om et hensyn til borgerens retssikkerhed i den ene stat, udtrykt som en begrænsning i inddrivelsesmulighederne i denne stats interne lovgivning, som anvendt på den anden stats skattekrav medfører at denne anden stats exigible skattekrav ikke kan inddrives. At et skattekrav er retskraftigt og exigibelt i Tyskland er således ikke tilstrækkelige forudsætninger for at kravet kan inddrives i Danmark.

2. Det er særligt væsentligt at bemærke, at anvendelsen af denne ene stats interne lovgivning forudsætter en vurdering af konkrete forhold omkring sagsbehandlingen i den anden stat, nemlig om der, i den konkrete sag, foreligger appelmuligheder. Der kan ikke være tvivl om at eventuelle klager vedrørende appelmuligheder kun kan behandles i den anmodende stat. Det tilfalder også kun den anmodende stat at give vejledning omkring appelmuligheder. Alligevel viser eksemplet at den anmodede stat skal tage eksistensen af appelmuligheder i betragtning, i vurderingen af om kravet er inddriveligt. Det er således forkert når Skatteministeriet hævder, at forhold der ikke kan påklages i Danmark heller ikke kan indgå i vurderingen om kravet er inddriveligt i Danmark efter dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 33 stk. 1, eller om det skal afvises med henvisning til dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 37, stk. 1.

3. Endeligt er det væsentligt at bemærke, at det er de generelle formuleringer i modeloverenskomstens artikel 27, stk. 3, som hovedreglen i dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 33, stk.1 hviler på, der har den beskrevne betydning. Udstrækning heraf begrænses således ikke til spørgsmål omkring appelmuligheder.

Af eksemplet følger altså, at begrænsninger i inddrivelsesmulighederne, som i Danmark måtte gælde for inddrivelsen af danske skattekrav, også skal finde anvendelse for udenlandske krav, uanset at udøvelsen af en sådan begrænsning kræver en vurdering af konkrete forhold vedrørende sagsbehandlingen i den anden stat, og uanset at sådanne forhold er opstået forud for overdragelsen af kravet. Princippet om at en udenlandsk myndighed ikke skal have en inddrivelsesmulighed, som ikke består i Danmark, og hvor inddrivelsen dermed ville stride imod dansk ret eller forvaltningspraksis jf. artikel 37, stk.1. skal altså ikke alene forstås fremadrettet, (hos hvem, og med hvilke midler), men også bagudrettet (hvad, og på hvilket grundlag). Det spiller i denne sammenhæng ingen rolle hvor de nævnte forhold kan, eller ikke kan, indklages.

Af dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 37, stk. 1, litra a fremgår det at sådanne begrænsninger i den ene stats inddrivelsesmuligheder ikke alene kan følge af lovgivning, men også af forvaltningspraksis.

Af justitsministeriets vejledning til forvaltningsloven (VEJ nr.11740 af 04/12/1986), punkt 32, fremgår det at forpligtelsen til at sikre sig at man er i stand til at forstå, og blive forstået af udlændinge, og om nødvendigt at yde tolkebistand, ikke alene følger af forvaltningslovens §7, stk.1, men også af det almindelige forvaltningsretlige grundsætning om forvaltningens undersøgelsespligt.

I en udtalelse fra Folketingets Ombudsmand, FOM 1990.240 finder ovennævnte forvaltningsretlige grundprincip anvendelse, idet sagen vedrører en sag om genoptagelse, der var afsluttet, før forvaltningsloven trådte i kraft. I sagen udtaler Ombudsmanden at

"...

Imidlertid må det som nævnt antages, at der også efter almindelige forvaltningsretlige grundsætninger påhviler myndighederne en vis forpligtelse til at sikre sig, at de bliver forstået af udlændinge.

..."

Det fremgår også af udtalelsen, at Ombudsmanden anbefalede at lade sagen gå om, mere end 6 år efter at en lovfæstet frist for at søge genoptagelse var udløbet. Udtalelsen er indarbejdet i Juridisk Vejledning, og jeg må derfor antage at den relevante myndighed har imødekommet henstillingen fra Ombudsmanden, og at jeg derfor kan støtte ret på udtalelsen.

Samlet set må man af ovenstående udtalelse kunne konkludere, at et dansk skattekrav, som i sagsbehandlingsfasen ikke har været forstået af borgeren, ikke vil kunne inddrives, uanset at kravet i øvrigt kunne anses for exigibelt. Det må også kunne konkluderes at dette ikke alene følger af forvaltningslovens § 7, stk. 1, men også af de almindelige forvaltningsretlige grundsætninger.

De forvaltningsretlige grundsætninger, der således ligger til grund for myndigheders pligt til at yde vejledning og tolkebistand, er i deres natur, hensyn til borgerens retssikkerhed. Der findes da heller ikke andre argumenter for at myndighederne skal yde tolkebistand, end at det ville være problematisk at træffe og gennemføre en afgørelse, som borgeren ikke forstår og derved ikke kan gøre indsigelser imod.

Jeg skal gøre gældende, at Danmark har en begrænsning i inddrivelsesmulighederne for egne skattekrav, således at skattekrav, som borgeren ikke har forstået under sagsbehandlingen, ikke kan inddrives. Begrænsningen er indirekte, idet den ikke lovfæstet som en begrænsning for inddrivelsen, i det tilfælde at skattekravet ikke er forstået af borgeren, men derimod består i form af en pligt til at afhjælpe samme problemstilling, hvor retsvirkningen er en begrænsning i inddrivelsesmuligheden, i det tilfælde at denne afhjælpning ikke er tilbudt. Denne omvej kan dog ikke ændre på, at der består en begrænsning i inddrivelsesmulighederne for skattekrav, som borgeren ikke har forstået under sagsbehandlingen. Den nævnte pligt til at tilbyde afhjælpning af sprogproblemer, som altså er opstået før den blev formuleret i forvaltningsloven, må nødvendigvist være opstået som følge af et ønske om at indføre en begrænsning i muligheden for at gennemføre afgørelser, som borgeren ikke kan gøre indsigelse imod, idet en anden årsag dårligt kan tænkes. Pligten til at yde tolkebistand har altså både samme virkning som en direkte begrænsning i inddrivelsesmuligheden, og må være opstået ud fra samme hensyn som en sådan begrænsning. Under alle omstændigheder må det være en del af dansk forvaltningspraksis, at skattekrav, som borgeren ikke har forstået under sagsbehandlingen, og hvor borgeren har gjort opmærksom på dette, ikke inddrives.

Derved må der også være tale om en begrænsning i inddrivelsesmuligheden, i dobbeltbeskatningsoverenskomstens forstand, hvorfor denne også skal finde anvendelse for udenlandske skattekrav, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 33, stk. 1, også selv om dette kræver at Danmark undersøger om tolkebistand har været tilbudt under sagsbehandlingen i Tyskland.

Det fremgår af bilag 11.1 at Tyskland ikke tilbyder tolkebistand, eller sagsbehandling på andre sprog end tysk. Det fremgår også at jeg har anmodet om sagsbehandling på dansk, og at dette ikke er imødekommet. Det fremgår af bilag 4 at jeg aldrig har haft bopæl i Tyskland, hvorfor det ikke er sandsynligt at jeg skulle tale tysk på højt niveau. Det må derfor kunne anses for sandsynligt, at jeg faktisk ikke har forstået kravet under sagsbehandlingen.

På denne baggrund må Danmark afvise at yde Tyskland bistand, med henvisning til dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 37, stk. 1, litra a, idet det strider imod dansk lovgivning og forvaltningspraksis at inddrive et dansk skattekrav som borgeren ikke har forstået under sagsbehandlingen.

Kravets art

Af dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 2, stk. 1, litra c fremgår det at reglerne om bistand i skattesager (kapitel IV) finder anvendelse på skatter og afgifter af enhver art og beskrivelse, dog med enkelte undtagelser. Af overenskomstens artikel 33 fremgår det tilsvarende at artiklen vedrører inddrivelsen af skattekrav. Intet i artiklernes ordlyd taler for at også andre fordringer end skattekrav skal kunne inddrives gennem dobbeltbeskatningsoverenskomsten. Kravets art er altså afgørende for om det kan inddrives gennem dobbeltbeskatningsoverenskomsten.

Af kommentarerne til OECD's modeloverenskomst, artikel 27, stk. 1 (kommentar nr. 3), fremgår det at en kontraherende stat er forpligtet til at bistå den anden stat med opkrævning af skatter, dog forudsat at betingelserne i artiklen er opfyldte. Det tilkommer altså, som udgangspunkt, begge kontraherende stater at prøve hvorvidt betingelserne for at yde bistand er opfyldte.

Visse forhold skal dog lægges uprøvet til grund for inddrivelsen. Af dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 39, stk. 2. og ved sammenhold med artikel 33, fremgår det at kravets beståen, størrelse samt at det er ubestrideligt ikke kan prøves af den anmodede stat (Danmark). Af kommentarerne til OECDs modeloverenskomsts artikel 27, stk. 6 (kommentar nr. 28), fremgår det ligeledes at kravets eksistens, gyldighed og størrelse udelukkende skal behandles i den anmodende stat, og dermed lægges uprøvet til grund for inddrivelsen i Danmark.

Der er derimod ingen holdepunkter, hverken i dobbeltbeskatningsoverenskomsten eller i kommentarerne til OECD's standardmodel, for at antage at også kravets art skal lægges uprøvet til grund for inddrivelsen. Tværtimod fremgår det af kommentarerne til standardmodellens artikel 27 stk. 3 (kommentar nr. 18), at den anmodende stat (Tyskland) skal "anføre arten af skattekravet", mens kravets art ikke nævnes blandt de forhold, der skal lægges uprøvet til grund for inddrivelsen. Kravets art kan heller ikke udledes af de forhold, der skal lægges uprøvet til grund for inddrivelsen. På denne baggrund må det kunne konkluderes, at det altså også tilkommer Danmark at prøve om kravet er et skattekrav, der kan inddrives gennem dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Tyskland. I det omfang et forhold kan prøves af Danmark, skal dette prøves efter dansk ret. Danmark skal altså ikke prøve om kravet er et skattekrav efter tysk ret, men derimod om også Danmark kan anerkende, at kravet har karakter af et skattekrav i dobbeltbeskatningsoverenskomstens forstand.

En inddrivelse af kravet i Danmark forudsætter naturligvis at også Tyskland anerkender kravet som et skattekrav. Dette gør Tyskland ved at afgive en erklæring om at kravet, efter tysk ret, er et skattekrav. En erklæring er, i sin natur, i bedste fald bindende for den der afgiver erklæringen, men som udgangspunkt ikke bindende for den modtagende part. At Tyskland skal afgive en erklæring omkring kravets art kan altså ikke i sig selv medføre, at dette forhold skal lægges uprøvet til grund for inddrivelsen.

Af bilag 11.1 fremgår det at kravet er rejst imod mig, idet jeg, som direktør i H1x Aps, culpøst har tilsidesat mine skattemæssige forpligtelser. Det fremgår også at kravet er uprøvet. Det fremgår af bilag A at H1x Aps var et dansk kapitalselskab, og et krav, som beskrevet i bilag 11.1, betragtes derfor i Danmark som et erstatningskrav, der skal anlægges ved en dansk domstol. Dette følger af juridisk vejledning, afsnit G.A. 3.4.1.6, som må antages at udtrykke sagsøgtes holdning til spørgsmålet, såvel som af Selskabslovens § 362.

Der kan således ikke være tvivl om at kravet, efter dansk ret og forvaltningspraksis, havde karakter af et erstatningskrav, i det mindste da det blev fremsat. Det er muligt at et erstatningskrav kan opnå samme retlige stilling som det underliggende forhold det vedrører, men efter dansk ret må det udelukkende være en dansk domstol, der kan tillægge et erstatningskrav, rettet imod en direktør i et dansk kapitalselskab, denne stilling. Der findes altså ingen holdepunkter for at antage at Danmark er bundet af, at kravet muligvis i Tyskland har opnået denne retlige stilling. Kravet må derfor, af Danmark, fortsat betragtes som et uprøvet erstatningskrav.

Der findes ingen støtte for at antage at også uprøvede erstatningskrav skal kunne inddrives gennem dobbeltbeskatningsoverenskomsten, som var de skattekrav. Tværtimod fastslår artikel 2 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten, at overenskomsten alene omfatter skattekrav der pålignes, hvilket indikerer en skattepligt, og ikke en erstatningspligt. Tilsvarende formuleringer indgår i OECDs modeloverenskomst, artikel 27, stk. 2. Skat burde derfor have afvist at yde bistand, og henvist Tyskland til at føre en erstatningssag ved en dansk domstol, forud for overdragelsen af et eventuelt krav.

Efter den tidligere gennemgang af kommentarerne til modeloverenskomstens artikel 27, stk. 3 (kommentar nr. 16), må det desuden stå klart at Danmark ikke kan inddrive Tysklands uprøvede erstatningskrav, idet en sådan inddrivelsesmulighed ikke består i Danmark. Danmark kan ikke inddrive egne erstatningskrav, der ikke har været prøvet ved en domstol, og kan derfor heller ikke inddrive tyske erstatningskrav på dette grundlag. Hvis ikke dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 2, stk. 1, litra c forhindrer inddrivelsen af et erstatningskrav der er uprøvet ved en dansk domstol, da forhindrer artikel 33, stk. 1 inddrivelsen, idet kravet heller ikke er prøvet ved en tysk domstol.

Skat burde derfor også have afvist at yde Tyskland bistand, med henvisning til dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 37, stk. 1 litra a, idet det strider imod dansk ret og forvaltningspraksis at inddrive danske erstatningskrav, som fortsat er uprøvede.

Manglende forståelse af kravet forud for inddrivelsen

Det følger af forvaltningslovens § 7, stk. 1. at Skat er forpligtet til at yde vejledning, og om nødvendigt tolkebistand, i tilknytning til sager hvor SKAT træffer en afgørelse. I en sag hvor SKAT inddriver et udenlandsk krav, efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst, må det således antages at SKATs er forpligtet til at yde vejledning, og eventuelt tolkebistand, i tilknytning til inddrivelsen.

Landsskatteretten har, i sin afgørelse, antaget at denne vejledningspligt er opfyldt, idet jeg er i stand til at forstå forholdene omkring overdragelsen af kravet, såvel som de foranstaltninger der er truffet at SKAT i forbindelse med inddrivelsen. Jeg mener derimod at vejledningspligten først kan være opfyldt, når jeg forstår sagen i tilstrækkeligt omfang til også at kunne gøre indsigelse imod de foranstaltninger der er truffet af SKAT. Det er således ikke forståelsen af SKATs handlinger og afgørelser, men derimod muligheden for at kunne gøre indsigelse imod dem, som sikrer den retssikkerhedsmæssige standard der er hovedformålet med vejledningspligten.

Jeg har med ovenstående anbringender vedrørende kravets art påvist, at det er nødvendigt at forstå kravet, dets detaljer og præmisser, for at jeg kan være i stand til at gøre indsigelse imod de foranstaltninger der er truffet af SKAT. Det var således nødvendigt at forstå kravets detaljer for at jeg kunne forholde mig til spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om et skattekrav som Danmark kan inddrive under dobbeltbeskatningsoverenskomsten.

I nærværende sag burde SKAT altså have tilbudt tolkebistand og vejledning, hvad angår kravet og eventuelle opklarende spørgsmål hertil. Alternativt burde Skat have foranlediget at fordringshaver tilbød denne bistand. Var hverken SKAT eller fordringshaver i stand, eller villige hertil, burde SKAT have afvist at inddrive kravet, med henvisning til at det strider imod dansk lovgivning og forvaltningspraksis at inddrive et dansk skattekrav, hvor SKATs egen vejledningspligt ikke kan opfyldes.

Det skal bemærkes, at skønt to dokumenter nu er oversat, på foranledning af mig, og skønt de derpå støttede anbringender nu kan prøves, er bilag 3, det centrale dokument, der forklarer kravet og dets præmisser, fortsat ikke oversat, ligesom ingen myndighed endnu har ydet bistand på dansk, hvad angår opklarende spørgsmål. Ligeledes er de nye anbringender ikke enestående, idet en forståelse af kravet udmærket kan tænkes at give anledning til andre anbringender, som kunne støtte en klage over foranstaltninger truffet af Danmark. Retsvirkningen af ovenstående er derfor fortsat at modregningen må ophæves, og at Danmark må afvise at yde Tyskland bistand, i det mindste indtil vejledningspligten er opfyldt.

Slutteligt skal jeg nævne at SKATs vejledningspligt, herunder bekostning af tolkebistand til udlændinge i Danmark, er generel og helt uahængig af hvorvidt en udlænding selv har valgt at bosætte sig i Danmark eller ej, og dermed selv har valgt at indtræde i dansk skattepligt. jf. Juridisk vejledning afsnit A.A. 7.4.1.

At indføre en særlig sondring imellem selvforskyldte og ikke selvforskyldte behov for tolkebistand, der kun skal gælde ved inddrivelsen af udenlandske krav, strider indlysende imod dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 33, stk.1. Der findes da heller ingen støtte til sagsøgtes betragtninger herom.

..."

Sagsøgte har til støtte for sin påstand i sit påstandsdokument anført:

"...

Det retlige grundlag

Den overordnede hjemmel til inddrivelse af et tysk momskrav i Danmark findes i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige § 1, stk. 2, hvoraf det fremgår, at loven gælder for opkrævning og inddrivelse af udenlandske skattekrav og andre krav fra det offentlige, som efter anmodning fra den kompetente myndighed i den pågældende stat, inddrives her i landet i overensstemmelse med Danmarks forpligtelser efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 22. november 1995 mellem Forbundsrepublikken Tyskland og Kongeriget Danmark er vedtaget ved lov nr. 492 af 12. juni 1996 og udgør dermed en integreret del af dansk ret.

For så vidt angår Danmarks forpligtelse til at inddrive et tysk momskrav følger det af artikel 33, stk. 1, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten, at Danmark efter anmodning fra den kompetente myndighed i Tyskland skal inddrive et tysk skattekrav, som om det var dens eget skattekrav. Ifølge artikel 33, stk. 2, finder bestemmelserne i stk. 1, dog kun anvendelse på skattekrav, for hvilke der er udstedt et instrument, som hjemler tvangsinddrivelse i Tyskland, og som ikke mere kan bestrides.

I tråd hermed indeholder artikel 36, stk. 2, litra a, en regel om, at en anmodning i henhold til artikel 33 bl.a. skal ledsages af en erklæring om, at skattekravet vedrører en skat, som er omfattet af overenskomsten, og i tilfælde af inddrivelse om, at skattekravet ikke mere kan bestrides.

Ifølge artikel 39, stk. 2, tilkommer det alene de behørige myndigheder i Tyskland at foretage en prøvelse af et tysk skattekrav, som de tyske skattemyndigheder har anmodet de danske myndigheder om at inddrive på deres vegne. Det samme følger desuden af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige i § 2, stk. 2, jf. § 1, stk. 2, hvorefter fordringshaveren - og ikke inddrivelsesmyndigheden - behandler indsigelser om fordringen.

Anbringender

Til støtte for frifindelsespåstanden gør Skatteministeriet overordnet gældende, at det er berettiget, at SKAT inddriver det tyske momskrav, og at SKAT i den forbindelse foretog modregning for en del af kravet i As krav på tilbagebetaling af registreringsafgift.

Det gøres gældende, at det af A anførte ikke kan medføre, at SKAT skal tilpligtes at indstille inddrivelsen af det tyske momskrav, eller at modregningen for det tyske momskrav var uberettiget.

Som det fremgår af bilag B har de tyske myndigheder i overensstemmelse med reglerne i dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 36 bekræftet, at kravet kan gøres til genstand for fuldbyrdelse og fremsendt kopi af afgørelsen og restancemeddelelse.

Som det fremgår af bilag 6 a b c, har de tyske skattemyndigheder den 16. oktober 2012 bekræftet, at A ikke har indgivet klage over afgørelsen af 14. juni 2011, og at fordringen er retskraftig og eksigibel.

Det er derfor utvivlsomt, at de formelle betingelser for inddrivelsen i dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 33, stk. 2 og artikel 36, er opfyldt i bistandsanmodningen af 19. januar 2012 (bilag B). Som det også fremgår af kommentaren til OECDs modeloverenskomsts artikel 27, stk. 6, som A henviser til, skal kravets eksistens, gyldighed og størrelse herefter lægges uprøvet til grund for inddrivelsen i Danmark.

Hverken de danske skattemyndigheder eller retten har således kompetence til at foretage en materiel prøvelse af berettigelse af de tyske momskrav, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 39, stk. 1 og stk. 2 modsætningsvist. Det tilkommer kun de behørige myndigheder i Tyskland at foretage en prøvelse af et tysk skattekrav, herunder om de tyske sagsbehandlingsregler er overholdt. Det samme følger af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige i § 2, stk. 2, jf. § 1, stk. 2, hvorefter fordringshaveren - og ikke inddrivelsesmyndigheden - behandler indsigelser om fordringen.

1. Kravets art

Hverken de danske skattemyndigheder eller retten kan på den baggrund efterprøve, hvorvidt de tyske myndigheder med rette i bistandsanmodningen har anført, at der er tale om et skattekrav.

Under alle omstændigheder er det ubestridt, at kravet er et momskrav, som er pålignet As virksomhed H1 ApS (tidl. H1x ApS), og som A efter tysk ret ifølge afgørelsen af 14. juni 2011 (bilag 3) hæfter for. Hvordan et lignende krav betragtes efter dansk ret er uden betydning.

Under nærværende sag skal det derfor lægges uprøvet til grund, at det tyske moms krav på EUR 9.749,85 er et skattekrav, som Danmark er forpligtet til at inddrive i overensstemmelse med forpligtelserne i dobbeltbeskatningsoverenskomsten.

2. Manglende forståelse af kravet

SKAT kan heller ikke behandle en klage over, at A ikke forstår brevet fra de tyske skattemyndigheder.

En sådan klage vedrører de tyske skattemyndigheders sagsbehandling og kan kun indbringes for de tyske myndigheder, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 39, stk. 2.

Som det er beskrevet ovenfor, skal kravets eksistens, gyldighed og størrelse lægges uprøvet til grund for inddrivelsen i Danmark. Det er ikke en betingelse for inddrivelsen i Danmark af det endelige tyske momskrav, at A har forstået kravet.

Det er derfor uden betydning for inddrivelsen af kravet i Danmark, at A overfor de danske skattemyndigheder har oplyst, at han ikke har forstået kravet, idet kravet ikke er påklaget. SKAT skal ikke indstille inddrivelsen af momskravet, fordi A overfor SKAT har oplyst, at han ikke forstår det tyske momskrav, og at han har rettet henvendelse til de tyske myndigheder, når de øvrige betingelser for inddrivelse er opfyldt, herunder særligt at kravet er endeligt.

SKAT har derfor med rette ikke foretaget sig yderligere i forbindelse med As indsigelse om, at han ikke forstår kravet, end at henvise ham til at klage over kravet til de tyske myndigheder, hvilket han ikke har gjort.

Der påhviler desuden ikke de danske skattemyndigheder en forpligtelse til at vejlede eller rådgive danske personer eller virksomheder om forholdet til de tyske myndigheder, ligesom der ikke påhviler de danske skattemyndigheder en forpligtelse til at assistere danske personer eller virksomheder med at kontakte tyske myndigheder. Forholdet mellem A og de tyske myndigheder er SKAT uvedkommende, i hvert fald så længe afgørelsen ikke er påklaget.

A har selv valgt at drive virksomhed i Tyskland, herunder lade sin virksomhed momsregistrere i Tyskland, og han må derfor regne med, at de tyske myndigheder kommunikerer med ham og hans virksomhed på tysk. SKAT skal på den baggrund ikke foranledige og bekoste, at en afgørelse meddelt af de tyske skattemyndigheder til A eller hans virksomhed oversættes til dansk. Det gælder, uanset at det krav, som følger af afgørelsen, er sendt til inddrivelse i Danmark i overensstemmelse med Danmarks forpligtelser efter dobbeltoverenskomsten.

3. As øvrige indsigelser.

For så vidt angår den begrænsning i pligten til at yde bistand, som fremgår af dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 37, stk. 1, litra a, bemærkes, at det ikke er i strid med dansk lovgivning eller forvaltningspraksis at inddrive et endeligt udenlandsk krav, som ikke er påklaget til den behørige myndighed i anmodningsstaten. A har desuden ikke godtgjort, at inddrivelsen er i strid med tyske regler.

Dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 39, stk. 2, 3. til 6. pkt., har ingen betydning i nærværende sag, idet bestemmelsen regulerer situationer, hvor der indgives en klage til den behørige myndighed i anmodningsstaten over en afgørelse, som er til inddrivelse i den anden stat. A har ikke påklaget de tyske skattemyndigheders afgørelse af 14. juni 2011. En henvendelse til de tyske myndigheder om, at sagsøgeren ikke forstår tysk, er ikke en klage i artikel 39´s forstand.

Modregningen

Det gøres gældende, at SKAT var berettiget til at foretage modregning for det tyske momskrav i As krav på tilbagebetaling af registreringsafgift.

Modregningen er således sket i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler om modregning, som er fastsat ved retspraksis og sædvane. Modregningsreglerne er nærmere beskrevet i Den Juridiske Vejledning, afsnit G.A.3.1.4.

Det tyske momskrav og kravet på tilbagebetaling af registreringsafgift er ikke konnekse krav, idet de ikke har fælles oprindelse. For at der kan ske modregning, skal følgende fire betingelser derfor være opfyldt:

1)         Kravene skal være udjævnelige
2)         Kravene skal være afviklingsmodne
3)         Kravene skal være gensidige
4)         Modkravet skal være retskraftigt

For så vidt angår den første betingelse var denne opfyldt, idet der er tale om to pengefordringer.

Den anden betingelse var opfyldt, idet frigørelsestidspunktet for hovedfordringen var kommet (SKAT havde ret til at frigøre sig ved at tilbagebetale registreringsafgiften til de A) og modkravet (det tyske momskrav) var forfaldent til betaling.

Den tredje betingelse var opfyldt, idet de tyske myndigheder ved anmodningen af 19. december 2011 havde overdraget inddrivelse til de danske skattemyndigheder, som herefter inddrev kravet, som var det deres eget skattekrav, jf. artikel 33, stk. 1, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten. Skattekravet inddrives herefter som et dansk skattekrav, som altid er et statsligt krav. Hvordan, det tyske skattesystem er indrettet, har ingen betydning for, hvordan kravet betragtes i Danmark.

Som beskrevet ovenfor var betingelsen om, at modkravet var retskraftigt, ligeledes opfyldt.

Idet betingelserne var opfyldt, var SKAT berettiget til at foretage modregningen den 30. marts 2012.

..."

Parterne har i det væsentlige procederet sagen i overensstemmelse med det i deres påstandsdokumenter anførte.

Rettens begrundelse og afgørelse

Den 14. juni 2011 fremsendte Finanzamt Flensburg en hæftelsesmeddelelse på tysk til A, hvoraf det fremgår, at A hæfter personligt for H1 ApS' momsgæld til de tyske skattemyndigheder.

Fristen for at klage over afgørelsen udløb den 1. august 2011.

Den 15. september 2011 modtog Finanzamt Flensburg den originale afgørelse retur fra A med påtegningen: "Det er skrevet på tysk, som jeg hverken læser, skriver eller forstår. Jeg er dansker, bosat i Danmark, og I må skrive til mig på dansk, hvis I vil mig noget".

Sagen handler om inddrivelse af dette krav, som Finanzamt Flensburg ved brev af 19. januar 2012 anmodede SKAT om at inddrive i medfør af artikel 33 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten imellem Danmark og Tyskland. Kravet udgjorde 9.749,84 EUR.

SKAT meddelte ved brev af 30. marts 2012 A, at dennes tilgodehavende hos SKAT på 20.230 kr. ved modregning var blevet anvendt til dækning af en udenlandsk momsrestance.

Ved e-mail af 24. april 2012 fremsendte A klage over modregningen til SKAT. SKAT fastholdt modregningen ved afgørelse af 14. september 2012, men fremsendte i overensstemmelse med lov om inddrivelse af gæld til det offentlige § 17, sidste pkt., sagen til behandling ved Landsskatteretten.

De tyske skattemyndigheder bekræftede ved e-mail til SKAT af 16. oktober 2012, at afgørelsen af 14. juni 2011 var upåklaget, og at fordringen var retskraftig og eksigibel.

Landsskatteretten stadfæstede ved afgørelse af 17. oktober 2012 SKATs afgørelse.

Det fremgår af sagen, at de tyske myndigheder i overensstemmelse med reglerne i dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 36 har bekræftet, at kravet kan gøres til genstand for fuldbyrdelse og fremsendt kopi af afgørelsen og restancemeddelelse.

Det fremgår videre af sagen, at de tyske skattemyndigheder den 16. oktober 2012 har bekræftet, at A ikke har indgivet klage over afgørelsen af 14. juni 2011, og at fordringen er retskraftig og eksigibel.

Retten finder derfor, at de formelle betingelser for inddrivelsen i dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 33, stk. 2 og artikel 36, er opfyldt i bistandsanmodningen af 19. januar 2012. Som det også fremgår af kommentaren til OECD´s modeloverenskomsts artikel 27, stk. 6, som A henviser til, skal kravets eksistens, gyldighed og størrelse herefter lægges uprøvet til grund for inddrivelsen i Danmark.

Hverken de danske skattemyndigheder eller retten har således kompetence til at foretage en materiel prøvelse af berettigelsen af det tyske momskrav, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 39, stk. 1 og stk. 2 modsætningsvist. Det tilkommer kun de behørige myndigheder i Tyskland at foretage en prøvelse af et tysk skattekrav, herunder om de tyske sagsbehandlingsregler er overholdt. Det samme følger af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige i § 2, stk. 2, jf. § 1, stk. 2, hvorefter fordringshaveren, her de tyske myndigheder - og ikke inddrivelsesmyndigheden - behandler indsigelser om fordringen.

Hverken de danske skattemyndigheder eller retten kunne eller kan på den baggrund efterprøve, hvorvidt de tyske myndigheder med rette i bistandsanmodningen har anført, at der er tale om et skattekrav.

Det er ubestridt, at kravet er et tysk momskrav, som er pålignet virksomheden H1 ApS, og som A efter tysk ret ifølge afgørelsen af 14. juni 2011 hæfter for.

Under denne sag lægges det derfor uprøvet til grund, at det tyske momskrav på 9.749,85 EUR er et skattekrav, som Danmark er forpligtet til at inddrive i overensstemmelse med forpligtelserne i dobbeltbeskatningsoverenskomsten.

A har over for de danske skattemyndigheder oplyst, at han ikke har forstået brevet fra de tyske skattemyndigheder.

En sådan klage vedrører de tyske skattemyndigheders sagsbehandling og kan kun indbringes for de tyske myndigheder, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 39, stk. 2.

Som det er beskrevet ovenfor, skal kravets eksistens, gyldighed og størrelse lægges uprøvet til grund for inddrivelsen i Danmark. Det er ikke en betingelse for inddrivelsen i Danmark af det endelige tyske momskrav, at A har forstået kravet.

Det er derfor uden betydning for inddrivelsen af kravet i Danmark, at A overfor de danske skattemyndigheder har oplyst, at han ikke har forstået kravet, idet kravet ikke er påklaget. SKAT skal ikke indstille inddrivelsen af momskravet, fordi A over for SKAT har oplyst, at han ikke forstår det tyske momskrav, og at han har rettet henvendelse til de tyske myndigheder, når de øvrige betingelser for inddrivelse er opfyldt, herunder særligt at kravet er endeligt.

SKAT har derfor med rette ikke foretaget sig yderligere i forbindelse med As indsigelse om, at han ikke forstår kravet, end at henvise ham til at klage over kravet til de tyske myndigheder, hvilket han ikke har gjort på relevant måde, idet As på dansk affattede brev til de tyske skattemyndigheder, der har modtaget det den 15. september 2011, efter at klagefristen var udløbet, om at A ikke forstår tysk, ikke kan betragtes som en klage over afgørelsen i artikel 39's forstand.

Der påhviler ikke de danske skattemyndigheder en forpligtelse til at vejlede eller rådgive danske personer eller virksomheder om forholdet til de tyske myndigheder, ligesom der ikke påhviler de danske skattemyndigheder en forpligtelse til at assistere danske personer eller virksomheder med at kontakte tyske myndigheder. Forholdet mellem A og de tyske myndigheder er SKAT uvedkommende, i hvert fald så længe afgørelsen ikke er påklaget.

A har selv valgt at drive virksomhed i Tyskland, herunder lade sin virksomhed momsregistrere i Tyskland, og han måtte derfor regne med, at de tyske myndigheder kommunikerer med ham og hans virksomhed på tysk. SKAT skal på den baggrund ikke foranledige og bekoste, at en afgørelse meddelt af de tyske skattemyndigheder til A eller hans virksomhed oversættes til dansk. Det gælder, uanset at det krav, som følger af afgørelsen, er sendt til inddrivelse i Danmark i overensstemmelse med Danmarks forpligtelser efter dobbeltoverenskomsten.

Uanset det af A herom anførte, herunder at han ikke forstod afgørelsen fra Finanzamt Flensburg, fordi den var affattet på tysk, finder retten, jf. det i Landsskatterettens kendelse og det af sagsøgte herom anførte, derfor ikke grundlag for at antage, at SKAT havde nogen pligt til at lade afgørelsen oversætte for A, ligesom retten - da dette ikke er sket - ikke af denne grund finder, at de danske myndigheder ikke var forpligtede til at bistå de tyske myndigheder med inddrivelsen af kravet, eller at de danske myndigheder herved handlede i strid med almindelige forvaltningspraksis.

Da de almindelige betingelser for modregning i kravet i As tilgodehavende hos SKAT var opfyldt, jf. Landsskatterettens kendelse og det af sagsøgte herom anførte, tager retten på den anførte baggrund Skatteministeriets påstand om frifindelse til følge.

Efter sagens karakter og udfald samt de nedlagte påstande skal A betale sagsomkostninger til Skatteministeriet med i alt 20.000 kr. Beløbet dækker rimelige udgifter med moms til advokatbistand.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

I sagsomkostninger skal sagsøgeren, A, til sagsøgte betale 20.000 kr.

Sagsomkostningerne skal betales inden 14 dage og forrentes efter rentelovens § 8 a.