Dato for udgivelse
18 Aug 2014 09:24
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
18 Aug 2014 09:24
SKM-nummer
SKM2014.573.SKAT
Myndighed
SKAT
Sagsnummer
14-0624021
Dokument type
Styresignal
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Politikker og retningslinier
Emneord
Anmeldelser, indsigt, anonymitet, oplysningspligt
Resumé

SKAT præciserer retningslinjerne i forbindelse med henvendelser, hvor anmelder ønsker at være anonym.

Reference(r)

Persondataloven

Henvisning

Den juridiske vejledning 2014-1, afsnit A.A.6.3.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2014-1, afsnit A.A.6.1.2.7.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2014-1, afsnit A.A.7.4.10


SKAT opfordrer hverken direkte eller indirekte borgere m.m. til at anmelde hinanden anonymt, men SKAT behandler alle henvendelser, også dem, der kommer uden afsender.

Der gælder følgende retningslinjer:

SKAT kan ikke give anonymitet, når der modtages telefoniske eller skriftlige anmeldelser, hvor anmelderen oplyser sit navn, men samtidig tilkendegiver, at vedkommende ønsker at være anonym. Det samme gælder anonyme telefoniske eller skriftlige anmeldelser, hvor der foreligger forhold eller omstændigheder, der gør, at anmelder kan identificeres.

Når SKAT modtager en anmeldelse

Der findes hverken i persondataloven eller anden lovgivning regler om, at en anmeldelse skal indeholde identifikationsoplysninger om anmelder. Anmelder kan derfor vælge, om vedkommende vil oplyse sit navn og adresse.

Når SKAT modtager en anmeldelse på telefon, og anmelderen oplyser eget navn, men ønsker at være anonym, skal SKAT gøre anmelderen opmærksom på, at SKAT har notatpligt. Det betyder, at SKAT skal notere indholdet af de mundtlige oplysninger, herunder navnet på den, der giver SKAT oplysningerne.

Når SKAT modtager en anmeldelse pr. brev eller e-mail - med tilsvarende oplysninger om anmelders navn mv. og ønske om anonymitet - skal dokumentet scannes og/eller journaliseres som helhed. Det betyder, at både identifikationsoplysninger og oplysninger om ønsket anonymitet vil være registreret hos SKAT, og at alle oplysninger hermed vil være omfattet af persondatalovens regler om indsigt (og forvaltningslovens regler om partsaktindsigt) for den anmeldte.

Retningslinjerne stadfæster den praksis, der har været fulgt siden ophævelse af SKM 2009. 210. SKAT ved SKM 2014.181. SKAT af 12. marts 2014 og har virkning og gælder fra offentliggørelsen af styresignalet.