Dato for udgivelse
14 Nov 2014 14:02
SKM-nummer
SKM2014.781.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
14-3305623
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Momsgrundlag
Emneord
Værge, momspligtig, momsfritagelse
Resumé

Værgeydelser leveret af en advokat ansås for en integreret del af den selvstændige økonomiske virksomhed som advokat efter momslovens § 3, stk. 1, og var dermed momspligtige for virksomheden.

 

Reference(r)

Momsloven §§ 3, 4, 13
Momsdirektivet art. 9, 10
Værgemålsloven § 31

 

Henvisning

Den juridiske vejledning 2014-2 afsnit D.A.3.1.3 

Henvisning

Den juridiske vejledning 2014-2, afsnit C.C.1.2.2


Klagen skyldes, at Skatterådet har svaret nej til følgende spørgsmål 2 ud af 2 spørgsmål:

"Kan Skatterådet bekræfte, at de værgeydelser, som Spørger leverer, er således integreret i hans advokatvirksomhed, at de er leveret som led i selvstændig økonomisk virksomhed, jf. momslovens § 3, stk. 1, og dermed er momspligtige for virksomheden?"

Landsskatteretten ændrer Skatterådets bindende til ja, jf. nærmere nedenfor.

Faktiske oplysninger
Følgende faktiske oplysninger er lagt til grund af Skatterådet ved afgivelse af det bindende svar til A (herefter klageren):

"Spørger har drevet selvstændig advokatvirksomhed siden 1993 i Y1. Virksomheden drives i dag i et kontorfællesskab med G1 I/S. Skattemæssigt anvender Spørger virksomhedsordningen for hele virksomhedens indkomst, herunder også de værgevederlag, han modtager. Momsmæssigt har han også hidtil ladet værgevederlag indgå som momspligtig omsætning.

Som en del af sin advokatvirksomhed har Spørger siden 2010 været antaget som fast værge af Statsforvaltningen. Spørger er for tiden fast værge for 52 personer.

 De værgevederlag, som Spørger modtager for sit arbejde, udgør ca. 300.000 kr. om året, hvilket svarer til ca. 20 pct. af advokatvirksomhedens omsætning. Der foreligger ikke et egentligt beskikkelsesbrev, idet Spørger blot er optaget på en af Statsforvaltningen udarbejdet liste. Årsagen til, at Spørger søgte om antagelse på Statsforvaltningens liste over faste værger, var, at opgaverne lå i naturlig forlængelse af de opgaver, som han i øvrigt varetager som advokat primært inden for det familieretlige område.

Værgesagerne fordeler sig p.t. således

Fuldt økonomiske 34
Fuldt personlige 0
Både økonomisk og personligt 13
Midlertidige (m.h.p. flytning) 3
Begrænset økonomiske (formuepleje) 2

I alt 52

Der er ingen børn blandt de personer, som Spørger er værge for.

De økonomiske værgemål omhandler alene økonomisk rådgivning. På det daglige plan går det ud på at holde styr på den værgedes økonomi, således at regninger m.v. betales, og således at den værgede har midler til rådighed mhp. indkøb af de mere dagligdags fornødenheder. På det mere langsigtede plan skal Spørger som værge sørge for at investere eventuel formue, som den værgede måtte have. Dette sker i samarbejde med forvaltningsafdelingen.

Et værgeforhold har kun i ganske ubetydelig grad karakter af socialt forsorgsarbejde. En værge er ikke en omsorgsperson og har således ikke ansvaret for f.eks. personlig hygiejne, medicinering eller anden lægelig behandling, ernæringstilstand, påklædning eller lignende for den person, der er under værgemål. Hvervet som værge har mere karakter af rådgivning af den person, der er under værgemål.

Med en ikke ubetydelig portefølje af værgemål på ca. 50 har Spørger behov for bistand til de mere rutinemæssige opgaver i forbindelse med hvervets udførelse. Spørger har ansat en sekretær, der bistår med varetagelse af de mere dagligdags opgaver som ajourføring af regnskaber, betaling af regninger for de værgede, besvarelse af daglige telefonopkald og e-mails. Sekretæren anvender ca. 24 timer pr. uge til at bistå med disse opgaver og modtager i sagens natur løn for dette arbejde. Spørger afholder lønudgifterne til sekretæren. Herudover er der faste omkostninger i form af eksempelvis husleje, telefon og EDB. Spørger har også udgifter til revisor.

Værgemål iværksættes for at beskytte voksne, der på grund af helbredsmæssige forhold ikke er i stand til at varetage deres egne økonomiske eller personlige anliggender. I stedet for udpeges en værge til at handle på den svages vegne. Reglerne om værgemål m.v. fremgår af værgemålsloven og bekendtgørelser udstedt med hjemmel i værgemålsloven.

Efter kapitel 3 i sagsbehandlingsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 1075 af 11. december 2013 med senere ændringer) antager Statsforvaltningen efter ansøgning et antal faste værger, der er villige til at lade sig beskikke som værger. Antallet af faste værger fastlægges af Statsforvaltningen på grundlag af en vurdering af behovet. Statsforvaltningen har for tiden antaget 118 faste værger, hvoraf de 56 er advokater. Statsforvaltningen fører ikke en umiddelbart tilgængelig statistik, der viser, hvordan det samlede antal værgemål fordeler sig mellem de faste værger.

Hvis en person bliver antaget som fast værge af Statsforvaltningen, medfører det pligt til at lade sig beskikke som værge i de værgemål, som Statsforvaltningen tildeler den pågældende. Undtagelsesvis kan Statsforvaltningen undlade at beskikke en fast værge, hvis denne anmoder herom og der foreligger særlige grunde.

I sagsbehandlingsbekendtgørelsens § 11 er der fastsat nærmere regler om, hvornår hvervet som værge bortfalder.

Sagsbehandlingsbekendtgørelsens kapitel 4 fastsætter regler om værgens vederlag. For faste værger er der fastsat nogle standardvederlag. Vederlaget kan i særlige tilfælde forhøjes, hvis arbejdets omfang og karakter i væsentligt omfang tilsiger dette.

Vederlaget fastsættes af Statsforvaltningen og betales af den, der er under værgemål, eller, hvis den pågældende er uden midler, af Statsforvaltningen.

For værgemål, der omfatter alle økonomiske forhold for den, der er under værgemål, udgør den aktuelle årlige sats 6.000 kr. Værgen kan som et engangsvederlag tillægges op til 6.400 kr. ekskl. moms for etablering af værgemålet. Dette vederlag dækker f.eks. en udarbejdelse af en fortegnelse over aktiver og passiver, etablering af bankkonti, etablering af konti i forvaltningsafdeling, etablering af faste betalinger og aftaler med pleje- og administrativt personale om den praktiske gennemførelse af værgemålet m.v.

For værgemål, der omfatter alle personlige forhold for den, der er under værgemål, udgør den aktuelle årlige sats 7.200 kr. Værgen kan som et engangsvederlag tillægges 2.900 kr. ekskl. moms for etablering af værgemålet.

For værgemål, der omfatter såvel alle økonomiske som alle personlig forhold, fastsættes vederlaget til værgen skønsmæssigt på grundlag af arbejdets omfang og værgemålets karakter.

Hvis et værgemål indgår som led i værgens øvrige forretningsdrift, kan der tillægges værgen et beløb til dækning af kontorholdsudgifter. Vederlaget udgør op til 2.000 kr. pr. værgemål. Beløbet indeksreguleres ikke som de øvrige satser i sagsbehandlingsbekendtgørelsen. Beløbet dækker ikke sekretærbistand eller sædvanlige telefon- og IT udgifter.

Reglerne om værgers pligter m.v. fremgår af værgemålslovens kapitel 4 samt af værgemålsbekendtgørelsen.

Værgen skal inden for hvervets omfang varetage interesserne for den, der er under værgemål. Værgen skal dels sørge for, at formuen bevares og giver et rimeligt udbytte, dels sørge for at indtægterne anvendes til gavn for den, der er under værgemål.

Som alt overvejende hovedregel skal kontante midler, aktier, obligationer, pantebrev og andre værdipapirer, der er omfattet af værgemålet, bestyres i en forvaltningsafdeling. Hvis midlerne ikke overstiger 75.000 kr., forvaltes de af værgen, ligesom f.eks. fast ejendom og løsøre m.v. forvaltes af værgen. Det er værgen, der bestemmer, hvilke aktiver - dog inden for nærmere fastsatte regler i værgemålsbekendtgørelsen - midlerne skal anbringes i.

Statsforvaltningen fører tilsyn med værger.

Hvis en værge tilsidesætter sine forpligtelser, der er fastsat i værgemålsloven og værgemåls-bekendtgørelsen, er han erstatningsansvarlig over for den, der er under værgemål, for skader, der forvoldes ved forsætlige eller uagtsomme forhold.

Hvis en person under værgemål ejer fast ejendom, som personen ikke beboer, vil værgen kunne ifalde erstatningsansvar, hvis der ikke betales terminsydelser, forsikringer og ejendomsskatter eller hvis værgen f.eks. undlader at frostsikre ejendommen, og der efterfølgende opstår frostsprængninger i vandrør m.v.

Civilretsdirektoratet har den 24. oktober 1996 udsendt cirkulæreskrivelse om antagelse af faste værger.

Det fremgår bl.a. af cirkulæreskrivelsen, at justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om behandlingen af sager om værgemål og værger, ligesom der kan fastsættes regler om en ordning med faste, professionelle værger. Det fremgår også, at spørgsmålet om vederlag til faste værger i 1996 var genstand for drøftelse med bl.a. Advokatrådet.

Efter reglerne i § 61 i Advokatsamfundets vedtægt har alle advokater pligt til at tegne ansvarsforsikring i henhold til en af Advokatrådet godkendt police til dækning af det erstatningsansvar, som personen som advokat måtte ifalde for formueskade påført tredjemand ved enhver form for uagtsom handling eller undladelse, der skyldes advokaten eller advokatens personale. G2, der udbyder advokatansvarsforsikringer, har oplyst, at hvis en advokat, i egenskab af advokat, er værge for en person, så er der forsikringsdækning for ansvarspådragende dispositioner. G2's opfattelse vil Spørger handle i egenskab af advokat, når der er et ikke ubetydeligt antal værgemål og det via objektivt konstaterbare forhold kan konstateres, at advokaten har haft til hensigt at udføre opgaverne i sin advokatvirksomhed. Disse kan f.eks. være, at der antages kontorhjælp til at udføre opgaverne og at værgevederlagene bogføres i advokatvirksomheden.

Når en advokat i sin egenskab af advokat er værge for en person, så er advokaten omfattet af de advokatetiske regler og dermed også underlagt Advokatnævnets kompetence. Advokatnævnet behandler klager over advokaters adfærd. I relation til advokater, der er antaget som faste værger, vil det navnlig være adfærdssager, som kan tænkes indbragt for Advokatnævnet, da det er vanskeligt at forestille sig salærklager, når værgens vederlag er bestemt i medfør af lov til et mere eller mindre standardiseret beløb. Hvis en advokat, der er antaget som fast værge, har handlet i strid med god advokatskik, kan Advokatnævnet give advokaten en sanktion."

Det bemærkes, at Skatterådet i samme afgørelse bekræftede, at klageren kunne anvende virksomhedsordningen på værgevederlag, jf. virksomhedsskattelovens § 1, stk. 1, da indtægten fandtes opnået i forbindelse med selvstændig erhvervsvirksomhed.

Skatterådets afgørelse
Skatterådet har svaret nej til, at de værgeydelser, som spørger leverer, er integreret i spørgers advokatvirksomhed, og at de er leveret som led i selvstændig økonomisk virksomhed, jf. momslovens § 3, stk. 1, og dermed er momspligtige for virksomheden.

Skatterådet har ved afgørelsen tiltrådt SKATs indstilling med følgende indhold:

Begrundelse
Det følger af momslovens §§ 3 og 4, at der betales afgift af varer og ydelser, der leveres af afgiftspligtige personer mod vederlag her i landet.

Afgiftspligtige personer er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed.

Økonomisk virksomhed kan kun udøves selvstændigt. Lønmodtagere og andre personer er derfor ikke omfattet af momsreglerne i det omfang, de er forpligtede over for deres arbejdsgiver ved en arbejdskontrakt eller ved et andet retligt forhold, som skaber et arbejdstager-/arbejdsgiverforhold med hensyn til arbejds- og aflønningsvilkår og arbejdsgiverens ansvar. Se momssystemdirektivets artikel 9, stk. 1, og artikel 10.

Da momslovens § 4, stk. 1, implementerer momssystemdirektivets artikel 9, stk. 1, og artikel 10 i dansk ret, skal der foretages en selvstændig momsretlig vurdering af, om der ved en given transaktion er tale om selvstændig økonomisk virksomhed.

Den momsretlige vurdering er således ikke nødvendigvis sammenfaldende med, om en given aktivitet rent skatteretlig vurderes til, at være omfattet af det skatteretlige begreb erhvervsmæssig virksomhed.

Ved bedømmelsen af, om der ved en given transaktion er tale om selvstændig virksomhed eller ej, lægges der efter EU-domstolens praksis vægt på, om personen modtager løn og/eller er forpligtet over for en arbejdsgiver ved en arbejdskontrakt. Se dommene i sag C-235/85, Kommissionen mod kongeriget Nederlandene, og sag C-202/90, Ayuntamiento de Sevilla.

Det er SKATs vurdering, at Spørger ikke udøver selvstændig økonomisk virksomhed, jf. momsloven § 3, stk. 1, i relation til Spørgers arbejde som værge.

Ved vurderingen er der bl.a. henset til, at 

  • Spørger er i medfør af sagsbehandlingsbekendtgørelsens § 8 antaget af statsforvaltningen

  • Spørger har som udgangspunkt pligt til at lade sig beskikke i de værgemål, som statsforvaltningen tildeler pågældende, jf. sagsbehandlingsbekendtgørelsens § 10

  • Statsforvaltningerne og forvaltningsafdelingerne fører tilsyn med værgen, jf. værgemålslovens § 28

  • der er ved lov givet klare instruktioner i forbindelse med udførelse af hvervet, jf. bl.a. værgemålslovens kapitel 5.

  • Spørger modtager et fast vederlag for værgemålet, jf. sagsbehandlingsbekendtgørelsens kapitel 4.

  • Spørger har kun ubetydelig økonomisk risiko i forbindelse med udførelse af sit hverv, forudsat at hvervet udføres inden for lovens rammer

  • Spørger kan få nødvendige udlæg dækket, herunder udlæg til kørsel i egen bil, og i visse tilfælde et fast beløb til dækning af kontorholdsudgifter jf. værgemålslovens § 31 og sagsbehandlingsbekendtgørelsens § 17.

Arbejdet som værge kan i relation til vurdering af begrebet "selvstændig økonomisk virksomhed" i momsloven ikke direkte sammenlignes med eksempelvis beskikkelse som forsvarsadvokat. Det bemærkes herved bl.a., at honoreringsaftalerne i forbindelse med beskikkelse som forsvarsadvokat væsentlig grad peger mere på selvstændig økonomisk virksomhed, ligesom den økonomiske risiko i forbindelse med dette arbejde er en anden.

SKAT finder således, at Spørgers forhold er sammenlignelige med de forhold, der gør sig gældende i SKM2013.26.SR. Opmærksomheden skal i den forbindelse henledes på, at momssystemdirektivet og momsloven skal fortolkes under hensyntagen til princippet om afgiftsneutralitet. Princippet er til hinder for, at transaktioner, der er sammenlignelige, og som dermed konkurrerer indbyrdes, behandles forskelligt med hensyn til momsen. At Spørger har oplyst, at denne har flere udgifter i forbindelse med hvervet som værge, herunder udgifter til beskæftigelse af en sekretær i ca. 24 timer om ugen, ændrer ikke ved, at Spørger i relation til arbejdet som værge og i relation til Statsforvaltningen er antaget under identiske vilkår og har identiske forpligtelser og arbejdsopgaver som de, der gør sig gældende i SKM2013.26.SR.

For så vidt angår det faktum, at den momsmæssige kvalifikation af bestyrelseshonorarer tager udgangspunkt i en skattemæssig vurdering af samme honorarer, skal det understreges, at der herved alene er taget stilling til den momsmæssige kvalifikation af én konkret type af transaktioner.

Da Spørger således ikke anses for at drive selvstændig økonomisk virksomhed i relation til hvervet som værge, er Spørger ikke en afgiftspligtig person, jf. momsloven § 3, stk. 1.

Spørgers arbejde som værge falder herefter uden for momslovens anvendelsesområde, og Spørgers honorarer for arbejdet som værge er derfor ikke momspligtige.

SKAT finder ikke, at EU-Domstolens sag C-62/12, Galin Kostov, ændrer herved. Sagen vedrører ikke, hvorvidt Galin Kostov udøver en økonomisk virksomhed i egenskab af at være selvstændig. Sagen vedrører således ikke, hvorvidt der er en momsmæssig afsmittende effekt i de tilfælde, hvor en person både udøver selvstændig økonomisk virksomhed og samtidig indgår i et arbejdsgiver-/arbejdstagerlignende forhold. Derimod omhandler sagen, hvorvidt Galin Kostov i forhold til transaktioner inden for én aktivitet, der kun fortages lejlighedsvis, kan anses for at falde uden for momslovens anvendelsesområde, når Galin Kostov i forhold til transaktioner inden for en anden aktivitet bliver anset for at udøve økonomisk virksomhed i momsmæssig forstand.

SKAT kan vejledende udtale, at hvis Spørger ud over at varetage sit hverv som værge, udfører egentligt advokatarbejde i forbindelse hermed, vil spørger være momspligtig af vederlaget for advokatarbejdet."

Klagerens opfattelse
Spørgerens repræsentant har nedlagt påstand om, at Landsskatteretten ændrer Skatterådets bindende svar, således at de værgeydelser, som klageren leverer, er momspligtige, jf. momslovens § 4, stk. 1, og § 13, stk. 1, nr. 2, modsætningsvis.

 Til støtte herfor er blandt andet anført:

"6.2 Lønmodtagere og andre personer i et arbejdstagerforhold
Til støtte for vores påstand om momspligt gør vi dernæst gældende, at Klager ikke for så vidt angår hvervet som værge er i et arbejdstagerforhold.

I lighed med sagen C-235/85, Kommissionen mod Nederlandene, befinder Klager sig ikke i et hierarkisk underordnelsesforhold til det offentlige, da han ikke er integreret i den offentlige forvaltning. På samme måde som i den refererede sag udøver Klager sin virksomhed for egen regning og under eget ansvar, og han tilrettelægger inden for visse lovfastsatte grænser frit sit daglige arbejde. Det forhold, at han dels er undergivet disciplinærkontrol under Statstorvaltningens tilsyn, og at han får fastsat sit vederlag ved lov, er i henhold til dommen ikke tilstrækkeligt til, at han må anses for at stå i et underordnelsesforhold til en arbejdsgiver.

Samme konklusion må nås med henvisning til sag C-202/90, Ayuntamiento Sevilla, hvor det var afgørende, at personerne selv sørgede for og rådede over det personale og materiel, som krævedes til virksomhedens udøvelse. At kommunen kunne give afgiftsopkræverne instruktioner, og at de havde tilsynspligt med afgiftsopkræverne, fandtes ikke at føre til, at der bestod et arbejdsgiver-arbejds­tager­forhold, som omhandlet i momsdirektivet. Dertil kom, at domstolen fandt, at afgiftsopkræverne fandtes at bære den økonomiske risiko ved deres virksomhed, idet de ikke alene var afhængige af de opkrævede afgiftsbeløb, men også af de omkostninger, som var forbundet med anvendelsen af det for deres virksomhed nødvendige personale og materiel. Det er de samme forhold, som gør sig gældende i nærværende sag.

Hertil bemærkes, at Klager netop ikke har de rettigheder, lønmodtageren tillægges efter ferieloven, arbejdsskadesikringsloven mv., hvilket netop illustrerer, at Klager ikke er ansat hos Statsforvaltningen, men udøver egen økonomisk virksomhed også i relation til værgemålene.

Endvidere bemærkes, at Klager i forbindelse med hvervet påtager sig et ansvar helt ud over, hvad en sædvanlig lønmodtager gør. Dette kommer bl.a. til udtryk ved, at Klager er erstatningsansvarlig for ansvarspådragende handlinger, og at Statsforvaltningen ikke indtræder som garant ved værgens økonomiske uformåenhed.

Det ovenfor anførte er i øvrigt i overensstemmelse med det i Juridisk Vejlednings afsnit D.A.3.1.3 anførte om sondringen mellem lønmodtagerforhold og økonomisk virksomhed.

[...]

Det giver endvidere anledning til undren, når SKAT i sin begrundelse vedrørende spørgsmål i det bindende svar når frem til, at der er tale om selvstændig virksomhed i skatteretlig forstand, mens SKAT med vægt på samme faktorer og strid med EU-domstolens principper finder, at Klagers virksomhed ikke udgør økonomisk virksomhed i momsmæssig forstand. Det kan illustreres ved følgende skema [udeladt].

Der er ganske vist ikke definitorisk sammenfald mellem det skatteretlige begreb “selvstændig virksomhed" og det momsretlige begreb “økonomisk virksomhed", men det forekommer dog ikke overbevisende, at de forhold, som SKAT tillægger afgørende betydning i relation til den skatteretlige vurdering, skulle få præcis den modsatte virkning for den momsretlige vurdering.

Det er da også bemærkelsesværdigt, at den juridiske vejlednings afsnit D.A.3.1.3 vedrørende den momsmæssige definition af selvstændig erhvervsvirksomhed rent faktisk henviser til den skattemæssige afgræsning at begrebet, jf. den juridiske vejledning, afsnit C.C.1.2.

Det fremstår således modstridende, når SKAT på den ene side ved besvarelse af spørgsmål 1 konkluderer, at der er tale om selvstændig erhvervsvirksomhed i skatteretlig henseende, blandt andet fordi Klager udfører hvervet for egen regning og risiko, mens SKAT på den anden side ved besvarelse af spørgsmål 2 anfører, at værgen ingen økonomisk risiko har i forbindelse med udførelse af sit hverv, hvorfor der ikke ifølge SKAT er tale om økonomisk virksomhed i momsretlig henseende. Det samme modstridende forhold gør sig gældende for så vidt angår SKATs argument om, at Klager afholder udgifter til sekretær, lokaler og driftsmateriel, hvorfor der er tale om selvstændig erhvervsvirksomhed ud fra en skatteretlig betragtning, mens SKAT ved besvarelse at spørgsmål 2 anfører, at Klager ingen udgifter har ved udførelsen af sit hverv, hvorfor der ikke er tale om økonomisk virksomhed efter momslovens § 3, stk. 1.

Det er ligeledes ikke overbevisende, at SKAT ved vurderingen af, om der er tale om selvstændig erhvervsvirksomhed tillægger det (positiv) vægt, at Klager modtager et fast honorar, mens dette forhold anføres som et argument imod, at der skulle være tale om økonomisk virksomhed i momsretlig forstand.

Det er Klagers opfattelse, at det ikke kan tillægges betydning, at Klager er antaget at Statsforvaltningen og har pligt til at lade sig beskikke i de værgemål, som Statsforvaltningen tildeler pågældende. Der findes således utallige eksempler på, at private selvstændige erhvervsdrivende antages af staten til at udføre en fast opgave eller løbende opgaver, uden at de herved anses for ikke at udøve momspligtig virksomhed. Dette gør sig gældende for advokater, der optræder som beskikket forsvarer eller advokater antaget i forbindelse med fri proces. Endvidere benytter staten eksempelvis landinspektører, private cateringfirmaer og private transportservices mv. Klager er således helt enig, når SKAT anfører, at det forhold “at spørger er antaget af Statsforvaltningen og som udgangspunkt har pligt til at lade sig beskikke i de værgemål" ikke kan føre til et andet resultat, end at der er tale om selvstændig erhvervsvirksomhed.

Det samme gør sig glædende, for så vidt angår Statsforvaltningens tilsyn med værgen. I de fleste tilfælde, hvor der antages private til at udføre offentlige ydelser, føres der en eller andet form for tilsyn. Eksempelvis er landinspektøren, der antages af staten til matrikulering af ejendomme mv., omfattet af Kort- og Matrikelstyrelsens tilsyn, og de private firmaer, der udfører hjemmepleje for staten, er omfattet af Statsforvaltningens tilsyn.

Det er endvidere uden betydning, at der ved lov er givet visse instruktioner i forbindelse med udførelse af hvervet. Dette er ligeledes almindeligt forekommende ved statens udlicitering, herunder ved opgaver inden for hjemmeplejen.

Værgen modtager et fast grundbeløb pr. værgemål, der reguleres årligt. Herudover kan der ydes visse tillægsbetalinger, herunder af hensyn til arbejdets omfang og kontorhold.

Vederlaget er således en variabel størrelse, hvis størrelse ligesom ved anden økonomisk virksomhed afhænger af arbejdets omfang, de hermed forbundne udgifter og ikke mindst den hermed forbundne risiko.

Det bemærkes endvidere, at en stor del af det vederlag, som eksempelvis en beskikket forsvarer modtager, ligeledes er fast. En beskikket forsvarer modtager således et fast vederlag ved fængselsbesøg på 1.400 kr., og et fast vederlag på 2.100 kr. for at være til rådighed for deltagelse i grundlovsforhør lørdage samt søn- og helligdage.

Det er endvidere heller ikke korrekt, når det anføres, at Klager ingen udgifter har til udførelse af hvervet. Klager har bl.a. udgifter til 2/3 af sin sekretærs løn, der ikke refunderes som kontorhold. Endvidere udgør refusionen af kontorhold typisk kun en mindre del af de egentlige udgifter hertil.

Der er slutteligt lagt vægt på, at værgen ingen økonomisk risiko har i forbindelse med udførelsen af sit hverv, forudsat at hvervet udføres inden for lovens rammer. Der henvises herom i det hele til redegørelse ovenfor vedrørende den økonomiske risiko forbundet med hvervet.

Der ses således ingen holdepunkter for, at de af SKAT anførte forhold kan begrunde, at hvervet som værge ikke er momspligtigt efter momslovens § 3, stk. 1. [...]

Til støtte for vores påstand om momspligt skal vi endvidere gøre gældende, at hvervet som værge ikke er momsfritaget i medfør at momslovens 13, stk. 1, nr. 2.

Som det fremgår af lovforslagets bemærkninger, omfatter fritagelsen den sociale sektor, herunder vuggestuer, børnehaver, fritidshjem, observationshjem, plejehjem og lignende private eller offentlige institutioner. En advokats virke som værge har således ikke fra lovgivers side været tiltænkt omfattet at fritagelsen.

Den praksis, der foreligger, illustrerer, at bestemmelsen finder anvendelse på ydelser, der kræver “varme hænder", jf. afgørelserne om hjemmehjælp, dagpleje og sygepleje, og de af Klager udførte værgeydelser har ikke karakter heraf.

Klagers ydelser i nærværende sag er ikke omfattet at lov om social service, som Landsskatteretten lagde vægt på i SKM2001.213.LSR. Dertil kommer, at de ydelser, som klageren udførte i den refererede sag havde et betydeligt socialt element, som ikke er til stede i relation til varetagelsen af hvervet som værge, idet der i SKM2001.213.LSR var tale om foranstaltninger, hvor et af alternativerne var fjernelse fra hjemmet."

Landsskatterettens afgørelse
Følgende fremgår af momslovens § 3, stk. 1,

"Afgiftspligtige personer er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed."

Følgende fremgår af momslovens § 4, stk. 1:

"Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Levering af en ydelse omfatter enhver anden levering."

Følgende fremgår af momssystemdirektivets artikel 9, stk. 1:

"Ved 'afgiftspligtig person' forstås enhver, der selvstændigt og uanset stedet udøver økonomisk virksomhed uanset formålet med eller resultatet af den pågældende virksomhed."

Følgende fremgår af momssystemdirektivets artikel 10:
"Eftersom økonomisk virksomhed kun kan udøves selvstændigt, jf. artikel 9, stk. 1, er lønmodtagere og andre personer ikke omfattet af momsreglerne, i det omfang de er forpligtede over for deres arbejdsgiver ved en arbejdskontrakt eller ved et andet retligt forhold, som skaber et arbejdstager-arbejdsgiverforhold med hensyn til arbejds- og aflønningsvilkår og arbejdsgiverens ansvar.

Sagen drejer sig om, hvorvidt klagerens virksomhed som værge kan anses for omfattet af begrebet 'selvstændig' økonomisk virksomhed, jf. momslovens § 3, stk. 1, der implementerer momssystemdirektivets artikel 10, jf. artikel 9, stk. 1.

Som det fremgår af momssystemdirektivets artikel 10 og præmis 9-15 i EU-domstolens afgørelse i sag C-202/09, Ayuntamiento de Sevilla, omfatter begrebet 'selvstændig' virksomhed ikke lønmodtagere og andre personer, for så vidt de er forpligtede over for deres arbejdsgiver ved en arbejdskontrakt eller ved et andet retligt forhold, som skaber et arbejdsgiver-/arbejdstagerforhold med hensyn til a) arbejdsvilkår, b) aflønningsvilkår og c) arbejdsgiverens ansvar.

I relation til spørgsmålet om a) arbejdsvilkår fremgår det af EU-domstolens afgørelse, at der ikke forelå et arbejdsgiver-/arbejdstagerforhold for de omhandlede afgiftsopkrævere, da de selv sørgede for og rådede over det personale og materiel, der krævedes til arbejdets udførelse.

Tilsvarende gjaldt for så vidt angår b) aflønningsvilkårene, da afgiftsopkræverne selv bar den økonomiske risiko ved deres virksomhed, idet indtjeningen blandt andet var afhængig af de omkostninger, som var forbundet med anvendelsen af det nødvendige personale og materiel.

Idet Domstolen konkluderede, at afgiftsopkræverne udøvede selvstændig virksomhed, lagde domstolen endvidere ikke afgørende vægt på, at den pågældende kommune kunne c) holdes ansvarlig for afgiftsopkrævernes adfærd, når de handlede som myndighedspersoner.

Klageren må efter Landsskatterettens opfattelse anses for at udøve selvstændig virksomhed som omhandlet i momslovens § 3, stk. 1, i forbindelse med de omhandlede værgeforhold.

Der er herved lagt vægt på, at klageren kan og rent faktisk også råder over personale, herunder en eller flere sekretærer, og over materiel, herunder egne lokaler og driftsmidler, i forbindelse med varetagelsen af værgemålene. Da klageren modtager et fast honorar pr. vægemål pr. år, må klageren tillige anses for at bære den økonomiske risiko ved hvervets udførelse. Endelig er klageren erstatningsansvarlig over for den værgede for skade, som klageren måtte forvolde ved forsætligt eller uagtsomt forhold, jf. værgemålslovens § 31.

Ved klagen til Landsskatteretten over Skatterådets bindende svar har klageren nedlagt påstand om, at værgeydelserne er momspligtige, herunder at ydelserne ikke er fritaget for moms i medfør af momslovens § 13, stk. 1, litra g og h. På baggrund af det spørgsmål, som klageren oprindeligt stillede til SKAT/ Skatterådet, de faktiske oplysninger, der blev afgivet i forbindelse hermed, SKATs indstilling samt Skatterådets bindende svar er Landsskatteretten af den opfattelse, at den forelagte sag alene omhandler spørgsmålet om, hvorvidt klagerens virksomhed udgør selvstændig (økonomisk) virksomhed, således at de af klageren leverede værgeydelser som udgangspunkt er omfattet af momsloven. Da spørgsmålet om, hvorvidt værgeydelserne er omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, litra g og h, ikke ses at være stillet til eller besvaret af Skatterådet, indeholder Landsskatterettens afgørelse ikke en stillingtagen hertil.

Dermed ændres Skatterådets bindende svar, således at det stillede spørgsmål besvares med ja. Klageren udøver selvstændig økonomisk virksomhed i forbindelse med levering af de omhandlede værgeydelser, jf. momslovens § 3, stk. 1, hvorved ydelser leveret af klageren mod vederlag som udgangspunkt er omfattet af momspligten, jf. momslovens § 4, stk. 1.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter