Dato for udgivelse
22 Jan 2015 14:30
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
14 Nov 2014 10:18
SKM-nummer
SKM2015.55.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
Retten i Viborg, BS 89-243/2014
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Inddrivelse
Overemner-emner
Modregning og transport
Emneord
Debitorskifte, selskabsstiftelse, modregningsadgang
Resumé

Sagen handlede om, hvorvidt det var berettiget, at SKAT, på vegne af G1.1 A/S, havde foretaget modregning i sagsøgerens krav på tilbagebetaling af overskydende skat med kr. 10.146.

Retten lagde efter bevisførelsen til grund, at sagsøgeren var debitor for gælden til G1.1 A/S.

Retten lagde det endvidere til grund, at sagsøgeren ikke anmodede om debitorskifte eller gav besked til G1.1 A/S om, at den af sagsøgeren personlig drevne virksomhed - H1X - ikke længere var en personligt drevet virksomhed, men nu blev drevet af H1 ApS, og G1.1 A/S fortsatte med at sende regninger til sagsøgeren personligt.

G1.1 A/S anmeldte sit krav mod sagsøgeren i konkursboet efter H1 ApS og modtog dividende af kravet.

Sagsøgeren ansøgte efterfølgende om gældssanering, hvoraf det fremgår, at sagsøgeren anerkendte at have G1.1 A/S som kreditor.

Retten fandt ikke, at der var sket et debitorskifte, og fandt, at kravets eksistens var tilstrækkelig bevist.

Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Reference(r)

Dansk rets almindelige regler om modregning

Henvisning

Den juridiske vejledning 2014-2 G.A.3.1.4.1


Parter

A
(advokat Knud Borup Jensen)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten v/advokatfuldmægtig Trine Andersen)

Afsagt af byretsdommer

Søren Ejdum

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen handler om, hvorvidt det var berettiget af sagsøgte, Skatteministeriet, på vegne G1.1 A/S at foretage modregning i sagsøgerens, A's, krav på tilbagebetaling af overskydende skat med 10.146 kr.

Sagen er behandlet efter reglerne om småsager. Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling.

Retten har i sin fortegnelse af 3. oktober 2014 over sagens påstande, anbringender og beviser anført følgende:

"...

Sagsøgerens påstand:

Sagsøgeren, A, har påstået, at sagsøgte, Skatteministeriet, inden 14 dage til sagsøgeren skal betale 10.146,00 kr. med procesrente fra den 5. marts 2014 samt sagens omkostninger.

Sagsøgtes påstand:

Sagsøgte, Skatteministeriet, har påstået frifindelse.

Sagsøgerens anbringender:

Sagsøgeren, A, har til støtte for påstanden gjort gældende, at sagsøgte uberettiget har foretaget modregning af beløbet i sagsøgerens slutopgørelse, udskrevet den 28. juni 2013. Sagsøgeren skylder ikke G1.2 A/S noget, og sagsøgeren havde ikke gæld til G1.1 A/S, der kunne gøres til genstand for modregning fra sagsøgtes side. G1.1 A/S har anmeldt kravet i konkursboet H1 ApS, og har dermed tilkendegivet, at dette selskab var medkontrahenten og ikke sagsøgeren. G1.1 A/S har således opnået en uberettiget berigelse ved at modtage dividende i H1 ApS, hvis G1.1 A/S gør gældende ikke at være kreditor i dette bo.

Sagsøgtes anbringender:

Sagsøgte, Skatteministeriet, har til støtte for påstanden gjort gældende, at sagsøgeren oprindeligt var debitor for gælden til G1.1 A/S, som blev overdraget til inddrivelse hos SKAT, og at sagsøgeren ikke har ført bevis for et efterfølgende debitorskifte, der kræver samtykke fra kreditor. Sagsøgeren har ikke anmodet om debitorskifte, og forsyningsselskabet har ikke givet sagsøgeren meddelelse om et debitorskifte. Anmeldelsen af kravet i konkursboet H1 ApS medfører ikke i sig selv, at kravet over for sagsøgeren er opgivet, og at der dermed er sket debitorskifte. Sagsøgeren har anset sig selv som skyldner ved at medtage kravet fra G1.1 A/S i sit gældssaneringsforslag, der tidsmæssigt lå efter H1 ApS' konkurs og efter, at G1.1 A/S havde anmeldt kravet i konkursboet. Sagsøgte har bemærket, at der ikke er hjemmel til, at en betaling tillægges renter efter rentelovens regler, da spørgsmålet om forrentning af en skatteyders krav på overskydende skat er reguleret i kildeskattelovens § 62.

..."

Sagsøgeren har under hovedforhandlingen korrigeret sin påstand, idet rentepåstanden ikke er "procesrente", men "rente efter kildeskattelovens § 62, jf. opkrævningslovens § 7".

Sagsøgeren har procederet sagen i overensstemmelse med det i fortegnelsen anførte og har endvidere anført, at det af bilag 4, side 8 fra boopgørelsen i konkursboet efter H1 ApS, fremgår, at sagsøgte har oppebåret dividende i konkursboet som massekrav.

Sagsøgte har procederet sagen i overensstemmelse med det i fortegnelsen anførte og har endvidere gjort gældende, at det af sagsøgeren under hovedforhandlingen fremlagte bilag 4, side 8 fra boopgørelsen i konkursboet efter H1 ApS, ikke kan tillægges nogen betydning, idet der ikke er fremlagt de til opgørelsen hørende underbilag.

Der er afgivet forklaring af A.

Rettens begrundelse og afgørelse

Det fremgår af sagen, at sagsøgeren havde et krav på tilbagebetaling af overskydende skat for indkomståret 2012 på 25.014 kr., og at SKAT den 28. juni 2013 på vegne G1.1 A/S foretog modregning med 10.146 kr. i dette beløb.

Det fremgår ligeledes af sagen, at sagsøgeren klagede over denne afgørelse, og at Landsskatteretten ved kendelse af 9. december 2013 stadfæstede SKATs afgørelse, hvorefter sagsøgeren den 5. marts 2014 anlagde denne retssag.

Det lægges efter bevisførelsen til grund, at sagsøgeren, der indtil udgangen af 2007 drev personlig virksomhed under navnet H1X, var debitor for gælden til G1.1 A/S. Virksomheden blev overdraget til H1 ApS, og 2-3 måneder senere blev sagsøgeren direktør i selskabet, der i september 2008 blev erklæret konkurs.

Som sagen foreligger oplyst, må det videre lægges til grund, at sagsøgeren ikke anmodede om debitorskifte eller gav besked til G1.1 A/S om, at virksomheden ikke længere var en personlig drevet virksomhed, men nu blev drevet af H1 ApS, og G1.1 A/S fortsatte med at sende regninger til sagsøgeren personligt.

G1.1 A/S anmeldte sit krav mod sagsøgeren i konkursboet efter H1 ApS og modtog senere dividende af kravet.

Det fremgår af Landsskatterettens kendelse, at der i brev af 20. februar 2013 til sagsøgerens advokat fra G1 A/S blandt andet er anført:

"...

Ifølge aftale med kurator i konkursboet blev elforbruget anmeldt fordi selskabet havde drevet forretningen ved lukningen og formentlig havde brugt en del af strømmen. Havde vi ikke anmeldt tilgodehavendet, skulle A selv have anmeldt det. Kurator var altså fuldt oplyst om kundeforholdet, og vores tilgodehavende ved A blev nedskrevet med den modtagne dividende.

A har desuden i sin ansøgning om gældssanering i 2010 anerkendt G1's tilgodehavende - se vedlagt kopi af side 7.

..."

Efter at G1.1 A/S havde anmeldt sit krav mod sagsøgeren i konkursboet efter H1 A/S, søgte sagsøgeren i 2010 gældssanering, og det fremgår af den af skifterettens medhjælper udfærdigede ansøgning om gældssanering, som sagsøgeren på tro og love har underskrevet og godkendt rigtigheden af, at sagsøgeren stadig anerkendte at have G1.1 A/S som kreditor med et beløb på 8.193,98 kr.

I hvert fald under disse omstændigheder finder retten ikke, at anmeldelsen af kravet i konkursboet efter H1 ApS medfører, at kravet over for sagsøgeren er opgivet, og at der dermed er sket et debitorskifte.

Henset til de af sagsøgte fremlagte bilag til dokumentation af kravet, til at kravet er blevet anerkendt i konkursboet, og til at sagsøgeren har medtaget kravet i sin ansøgning om gældssanering, finder retten, at kravets eksistens er tilstrækkeligt bevist.

Retten tiltræder efter det anførte Landsskatterettens afgørelse og tager sagsøgtes påstand om frifindelse til følge.

Efter sagens karakter og udfald samt de nedlagte påstande skal A betale sagsomkostninger til Skatteministeriet med 5.300 kr. Sagsomkostningerne dækker udgiften til advokatbistand med moms, da sagsøgte ikke er momsregistreret.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

I sagsomkostninger skal sagsøgeren, A, til sagsøgte. betale 5.300 kr.

Sagsomkostningerne skal betales inden 14 dage og forrentes efter rentelovens § 8 a.