Dato for udgivelse
26 Jan 2015 08:49
SKM-nummer
SKM2015.59.SANST
Myndighed
Skatteankestyrelsen
Sagsnummer
14-1070788
Dokument type
Afgørelse
Emneord
Genoptagelse, indkomstansættelse
Resumé

SKAT havde pålagt en virksomhed, som primært solgte varer på kræmmermarkeder, at udstede forenklede fakturaer eller benytte kasseapparat, da SKAT anså det for teknisk muligt for virksomheden at benytte kasseapparat. Skatteankestyrelsen ophævede pålægget, da vurderingen af, om det er teknisk muligt at anvende kasseapparat for en virksomhed, der driver handel fra torve, stadepladser og lignende distributionscentraler, alene er relevant, når der er konstateret uregelmæssigheder i bogføringen, og virksomheden derfor kan modtage pålæg om at udstede fakturaer ellers anvende kasseapparat. Da SKAT ikke havde konstateret uregelmæssigheder i bogføringen var SKATs pålæg om at benytte kasseapparat uberettiget.

 

Reference(r)

Bekendtgørelse nr. 1 af 2. januar 2014 om afgørelse af visse klager i Skatteankestyrelsen § 1
Momsbekendtgørelsen §§ 61 og 66
Momsloven § 52 A
Skatteforvaltningsloven §§ 5, 6, 7 og 35 B

Henvisning

-


SKAT har pålagt virksomheden at udstede fakturaer eller bruge kasseapparat.

Skatteankestyrelsen ophæver SKATs pålæg.

Faktiske oplysninger
Virksomheden er registreret som en enkeltmandsvirksomhed og har været registreret for moms siden den 27. februar 1997 og for indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag siden 15. april 1998.

Virksomheden er registreret med branchekode X1 - Ikke specialiseret engroshandel. Virksomheden sælger primært varer ved kræmmermarkeder.

Virksomheden drives af indehaveren og hendes ægtefælle, som er ansat i virksomheden. De rejser rundt med deres varevogn til 18-20 markeder årligt, og har gjort det siden 1999. I sommerhalvåret starter de tidligt fredag morgen, hvor de kører afsted til et marked og sætter deres telt op, så de er klar til at handle ved 14-tiden. Deres sortiment består af hatte, bikinier, trusser og tasker. De lukker fredag på et tidspunkt mellem 18-22 alt efter, hvornår markederne lukker. Lørdag åbner de kl. 10 og har åbent til markedet lukker, mens de søndag holder åbent fra kl. 10-16, hvorefter de pakker ned og kører hjem. Ugen bruges på at gøre vognen klar til næste weekend.

Omsætningen pr. salg er typisk mellem 100-300 kr.. Det er muligt at betale med alle betalingskort og Mobile Pay, men ca. 2/3 af omsætningen sker ved kontaktbetaling.

SKAT vejledte den 19. april 2013 virksomheden på Y1 Marked i de skærpede krav til salgsregistrering ved kontantsalg, og virksomheden modtag pjecen “Kasseapparat - det er fairplay". Det fremgår af denne pjece, at også kræmmere skal anvende et effektivt salgsregistreringssystem enten i form af et kasseapparat, når det er teknisk muligt, eller i form af udstedelse af faktura.

Den 31. august 2013 foretog SKAT uanmeldt kontrol af virksomheden på Y2 Kræmmermarked. Kontrollen blev gennemført for at undersøge, hvordan virksomheden registrerede sine indtægter, herunder om der blev anvendt kasseapparat eller udstedt forenklede fakturaer.

SKAT konstaterede, at virksomheden hverken udstedte forenklede fakturaer ved hvert salg eller brugte et kasseapparat til at registrere indtægten. Endvidere blev det konstateret, at det var muligt for virksomhedens kunder at betale med betalingskort på standen.

Virksomhedens medarbejder forklarede, at virksomheden registrerede de enkelte salg ved at notere på fortrykte sedler således, at der kun skal laves en streg hver gang, der foretages et salg. På sedlen er det muligt for virksomheden at registrere, fra hvilken varegruppe man har solgt en vare. Der er fremlagt eksempel på disse sedler overfor Skatteankestyrelsen.

Den ansatte forklarede derudover, at der ved dagens slutning blev foretaget en optælling af beholdningen. Efterfølgende blev der udfærdiget en dagsrapport. De sedler, som virksomheden havde noteret det løbende salg på, blev vedlagt dagsrapporten som dokumentation for dagens omsætning.

Virksomheden har fremlagt kopi af brevet, som SKAT har sendt til 2 øvrige virksomheder, da disse ikke har overholdt reglerne om salgsregistrering. Det fremgår heraf, at virksomhederne har modtaget bødeforlæg og er blevet sigtet for overtrædelse af momsbekendtgørelsens regler.

SKATs afgørelse
Virksomheden skal udstede forenklede fakturaer eller benytte et kasseapparat til registrering af kontantsalg samt udskrivelse af kassebon ved hver enkelt salg, idet det er teknisk muligt for virksomheden at benytte et kasseapparat.

Det fremgår af momslovens § 52 A, stk. 1, at virksomheder for hver levering af en vare eller en ydelse skal udstede en faktura. Kravene til en faktura fremgår af momsbekendtgørelsens § 61, stk. 1.

I visse situationer skal virksomheder udstede en forenklet faktura med færre oplysninger, jf. momsbekendtgørelsens § 66. Reglerne om forenklede fakturaer gælder for virksomheder, hvis afsætning udelukkende eller overvejende sker til private.

Af momsbekendtgørelsens § 66, stk. 3, fremgår det, at registrerede virksomheder, hvis afsætning udelukkende eller overvejende sker til private, i stedet for at udskrive forenklet faktura ved hvert salg, kan vælge at anvende et salgsregistreringssystem, for eksempel et kasseapparat, og udstede en kassebon, som indeholder samme oplysninger som den forenklede faktura, dog uden fortløbende nummer.

Momsbekendtgørelsens § 66, stk. 4, omhandler den situation, hvor det ikke er teknisk muligt at udstede en kassebon, hvorefter virksomheden ikke er forpligtet til at udstede en forenklet faktura til private, medmindre det enkelte salg overstiger 1.000 kr.

Begrebet “ikke teknisk muligt" fortolkes således, at der ikke stilles krav om kasseapparat og udstedelse af kassebon i tilfælde, hvor der alene sker lejlighedsvis salg fra en stadeplads og lignende. Det vil sige virksomheder, der undtagelsesvis sælger varer fra et kortvarigt driftssted, hvor salgsstedet kun består af en stand eller vogn, som lukkes ned og fjernes om aftenen.

Efter gældende praksis er det således teknisk muligt for langt de fleste virksomheder at benytte et kasseapparat, og der skelnes som udgangspunkt ikke mellem salg fra en almindelig forretning og salg fra en markeds- eller torveplads, idet det grundlæggende er teknisk muligt at benytte et kasseapparat.

Virksomheder, der drives fra et fast driftssted (en fast stadeplads), f.eks. pølseboder, fiskebiler og lignende samt virksomheder, der drives kontinuerligt eller jævnligt, men fra forskellige stadepladser, f.eks. kræmmermarkeder, skal efter gældende praksis benytte kasseapparat og udstede en kassebon, idet dette er teknisk muligt. Hvis en virksomhed ikke har adgang til strøm, må virksomheden i disse tilfælde benytte et batteridrevet kasseapparat.

Virksomheden anses ikke for omfattet af momsbekendtgørelsens § 66, stk. 4, idet det er teknisk muligt for virksomheden at benytte kasseapparat. Virksomheden er omfattet af momsbekendtgørelsens § 66, stk. 2 og 3, og skal derfor enten udstede forenklet faktura for hvert salg, også selv om det enkelte salg ikke overstiger 1.000 kr. eller anvende et salgsregistreringssystem og udstede en kassebon ved hvert salg.

Virksomhedens advokat har i sit brev anført, at virksomheden skulle være omfattet af momsbekendtgørelsens § 61, stk. 7, og derfor kun kan pålægges at udstede faktura, såfremt SKAT har konstateret uregelmæssigheder i virksomhedens regnskab. Advokaten påpeger, at der ikke fra SKATs side er konstateret uregelmæssigheder i virksomhedens regnskab.

Momsbekendtgørelsens § 61, stk. 7, omhandler de tilfælde, hvor SKAT har konstateret uregelmæssigheder i regnskabet for virksomheder, hvor det ikke er teknisk muligt at benytte et kasseapparat, og som lejlighedsvis driver handel fra torve, stadepladser og lignende distributionscentraler. Begrebet “ikke teknisk muligt" fortolkes således, at der ikke stilles krav om kasseapparat og udstedelse af kassebon i tilfælde, hvor der alene sker lejlighedsvis salg fra en stadeplads og lignende. Det vil sige virksomheder, der undtagelsesvis sælger varer fra et kortvarigt driftssted, hvor salgsstedet kun består af en stand eller vogn, som lukkes ned og fjernes om aftenen.

SKAT er ikke enig i, at virksomheden er omfattet af momsbekendtgørelsens § 61, stk. 7, idet det er teknisk muligt for virksomheden at benytte kasseapparat.

I forbindelse med sagens behandling ved Skatteankestyrelsen er SKAT kommet med følgende udtalelse:

SKATs afgørelse kan påklages til Landsskatteretten, da der er truffet en konkret afgørelse om, at det er teknisk muligt for virksomheden at benytte et kasseapparat.

Kun såfremt det ikke er teknisk muligt at udstede en kassebon, kan virksomheden blive undtaget fra kravet om at anvende et salgsregistreringssystem eller udstede forenklet faktura. I nærværende sag er der ikke tale om en afgørelse efter § 61, stk. 7, idet det anses for teknisk muligt for virksomheden at benytte et kasseapparat.

Virksomhedens opfattelse
Virksomheden har principalt nedlagt påstand om, at SKATs afgørelse af 8. januar 2014 ikke kan indklages for Landsskatteretten. Subsidiært har virksomheden nedlagt påstand om, at SKATs afgørelse om pålæg om at anvende kasseapparat eller udstede fakturaer ophæves.

Til støtte for den principale påstand har virksomheden gjort gældende, at Landsskatteretten ikke har saglig kompetence til at træffe afgørelse i den mellem virksomheden og SKAT verserende tvist om brug af kasseapparat eller forenklet faktura.

Tvisten med SKAT angår fortolkning af momsbekendtgørelsens regler. Da der er tale om en fortolkning af momsbekendtgørelsen, foreligger der ikke en forvaltningsretlig afgørelse, som kan påklages til Landsskatteretten. Landsskatteretten har derfor ikke saglig kompetence til at behandle pålægget.

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 11, at Landsskatteretten afgør klager over told- og skatteforvaltningens afgørelse. Af de almindelige forvaltningsretlige regler fremgår, at der med udtrykket “afgørelse" sigtes på retsakter, dvs. udtalelser, der går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret i et foreliggende tilfælde.

Som ovenfor anført er SKATs afgørelse ikke begrundet i, at SKAT efter momsbekendtgørelsens § 61, stk. 7, har konstateret uregelmæssigheder i virksomhedens regnskaber endsige truffet afgørelse herom.

SKATs begrundelse for det afgivne pålæg er baseret på en fortolkning af momsbekendtgørelsens regler, hvorefter SKAT finder, at hvis der er adgang til strøm fra en stadeplads eller lignende, er der også pligt til at anvende kasseapparat eller udstede forenklet faktura.

Selvom virksomheden ikke er enig i SKATs udlægning af momsbekendtgørelsens regler, er det heller ikke et forhold, som SKAT kan træffe afgørelse om - underforstået at SKAT også kunne have truffet afgørelse om, at virksomheden ikke var pligtig at anvende kasseapparat eller forenklet faktura.

SKATs vurdering af dette spørgsmål er ikke grundet i, at SKAT har hjemmel til at træffe afgørelse herom, som tilfældet ville have været, hvis det havde angået en skatteansættelse, en ejendomsvurdering mv., men derimod på SKATs egen fortolkning og udlægning af momsbekendtgørelsens regler.

Om SKATs udlægning er korrekt, er et domsanliggende, og ikke et forhold, som er omfattet af Landskatterettens saglige kompetence, der som anført indledningsvis kræver, at der er truffet en forvaltningsretlig afgørelse.

Den eneste hjemmel SKAT har til at træffe afgørelse om ovennævnte forhold, er til at meddele dispensation fra fakturakravet efter momsbekendtgørelsens § 72.

Virksomheden er bekendt med, at SKAT i tilsvarende sager, hvor SKAT har krævet, at teltholdere har udskrevet fakturaer eller anvendt kasseapparat, ikke har angivet Landsskatteretten som klageinstans, men derimod anført, at manglende efterlevelse af kravet kunne give anledning til bødestraf. Der er fremlagt eksempler på disse skrivelser.

Til støtte for den subsidiære påstand har virksomheden anført, at den driver omrejsende markedsbod. Virksomheden forestår salg fra boder, som stilles op på nogle af de mange kræmmermarkeder mv., som afholdes rundt om i landet i løbet af sommerhalvåret. Disse kræmmermarkeder er typisk af kort varighed (nogle få dage), hvorefter virksomheden lukker/nedtager sin bod, som så bliver opsat på nyt kræmmermarked andet steds i landet. Virksomheden driver ikke virksomhed fra fast forretningssted.

Momsbekendtgørelsen er i relation til dette spørgsmål opbygget således, at § 61, blandt andet indeholder krav til fakturaens indhold, hvorimod momsbekendtgørelsens § 66, angår brug af forenklet faktura og kasseapparat. § 61, angår således kravene til en “almindelig" faktura, hvorimod § 66, vedrører de situationer, hvor der kan udstedes forenklet faktura eller gøres brug af et kasseapparat.

Af momsbekendtgørelsens § 61, stk. 7, fremgår følgende:

En registreret virksomhed, som driver handel fra torve, stadepladser og lignende distributionskanaler, kan pålægges at udstede faktura, jf.§ 61 eller § 66 i denne bekendtgørelse, ved alt salg af varer eller tjenesteydelser samtidig med leveringen, såfremt Skat har konstateret uregelmæssigheder i virksomhedens regnskaber.

Af ovennævnte bestemmelse følger, at en registreret virksomhed, som driver handel fra blandt andet stadepladser mv., kan pålægges at udstede faktura efter § 61, eller § 66, ved alt salg af varer og ydelser, såfremt SKAT har konstateret uregelmæssigheder i virksomhedens regnskaber. Modsætningsvis følger, at virksomheder, som ikke driver handel fra fast forretningssted, og hvor SKAT ikke har konstateret uregelmæssigheder i virksomhedens regnskaber, ikke er pligtig at udstede fakturaer eller anvende kasseapparat.

Da SKAT ikke har konstateret uregelmæssigheder i virksomhedens regnskab, og eftersom virksomheden ikke driver handel fra fast forretningssted, er virksomheden ikke pligtig til at udstede forenklet fakturaer eller gøre brug af kasseapparat ved salg af varer og ydelser.

I forbindelse med opstarten af virksomheden havde virksomheden kontaktet en revisor og en advokat for at få hjælp til det bogføringsmæssige mv. Dette var sket for at være sikker på, at alt blev foretaget efter reglerne, og at der var styr på det. Virksomheden var derfor klar over, at der skulle føres en dagsrapport over salg, laves en kassebeholdningsopgørelse samt laves en opgørelse over, hvilken omsætning, der var betalt med henholdsvis kontant, kort og Mobile Pay. Alt salg i virksomheden bliver registreret på en fortrykt seddel, hvor varekategorierne er skrevet med plads ud for til markering af antal solgte enheder, og hvor der er angivet sted og person, så det er tydeligt, hvad der er solgt, af hvem og på hvilket marked. Der er fremlagt et eksemplar af disse fortrykte sedler.

Der er altid blevet foretaget korrekt bogføring af al omsætningen i virksomheden. Alt er blevet registreret korrekt for hvert salg og hvert marked, og der har aldrig tidligere været problemer i forhold til SKAT.

I forbindelse med SKATs razzia på Y1 Marked havde virksomheden fået udleveret en pjece, hvori det stod, at kræmmere nu også skulle benytte kasseapparat. Virksomheden havde i den forbindelse spurgt SKAT, hvilket lovgrundlag, der var for dette, men SKAT havde oplyst, at de havde fået besked på, at sådan var det fremover. Efterfølgende kontaktede virksomheden sin revisor for at høre, hvornår reglerne var blevet ændret, men revisoren oplyste, at reglerne ikke var ændret. Revisoren havde desuden forklaret, at reglerne omkring brug af kasseapparat alene gjaldt for kræmmere, hvis SKAT havde konstateret rod i regnskaberne. Forud for razziaen på Y1 Marked havde SKAT 2-3 gange før været på kontrol i virksomheden og set, hvordan registeringen af salg blev foretaget, og de har aldrig haft indvendinger.

SKAT har som begrundelse for at pålægge brug af kasseapparat henvist til, at det nu er teknisk muligt at anvende kasseapparat, da der er strøm på markedspladserne. Der har imidlertid altid været strøm tilgængeligt på stort set alle markederne, da f.eks. de omrejsende tivolier er afhængig af strøm til deres forlystelser. Der er derfor ikke ændret noget i muligheden for at få tilført strøm til staderne, og regelgrundlaget for fakturaudstedelse mv. er ligeledes ikke ændret - det eneste der har ændret sig, er SKATs fortolkning af reglerne.

Det vil være helt uhåndterbart, såfremt der skulle udskrives en faktura for hvert enkelt køb. Det ville ikke kunne fungere i praksis, hvis der for hver gang, der blev solgt et lod i en tombola, eller for hver en tur man tog i karussellen på et marked, skulle udstedes en faktura, hvilket må være konsekvensen af SKATs fortolkning. Hvis kriteriet for, at der skal benyttes kasseapparat eller udstedes faktura er, at der er strøm tilgængeligt, vil dette pålæg skulle gælde alt på en markedsplads. 

Efter at have modtaget SKATs kommentarer til klageskrivelsen er virksomheden fremkommet med følgende bemærkninger:

Momsbekendtgørelsens § 66, stk. 2, og 3, er ikke relevant for nærværende tvist, og bestemmelserne giver i øvrigt ikke hjemmel til, at der kan træffes en myndighedsafgørelse.

Af § 66, stk. 2, fremgår det, at der i de i bestemmelsen omfattede tilfælde “skal" udstedes en forenklet faktura, og af stk. 3, følger, at der i stedet for forenklet faktura “kan" benyttes eksempelvis et kasseapparat. Af ordlyden følger således direkte, at der pålægges virksomheden en pligt dog således, at virksomheden i stedet kan vælge det i stk. 3 anførte system. Det gøres gældende, at en bestemmelse, som foreskriver en pligt (in casu, at der skal udstedes en forenklet faktura) ikke hjemler mulighed for, at myndigheden kan træffe nogen afgørelse og slet ikke med hensyn til, om det er teknisk muligt for en virksomhed at anvende et kasseapparat.

Situationen svarer til, at der køres over for rødt, og en myndighed herefter skulle træffe afgørelse om dette spørgsmål. En tvist om, hvorvidt der er kørt over for rødt eller ikke, er - ligesom spørgsmålet om, hvorvidt de i sagen relevante bestemmelser i momsbekendtgørelsen er overtrådt - et domstolsanliggende og ikke et anliggende, som kan påklages til en rekursmyndighed.

SKAT afviser afslutningsvis, at der ikke er tale om en afgørelse efter § 61, stk. 7, idet det anses for teknisk muligt for virksomheden at benytte et kasseapparat. Momsbekendtgørelsens § 61, stk. 7 forholder sig imidlertid overhovedet ikke til spørgsmålet om, hvad der måtte være teknisk muligt eller ikke.

Momsbekendtgørelsens § 61, stk. 7, har haft samme indhold i adskillige årtier, uanset at momsbekendtgørelsen løbende er underkastet ændringer. Det er heller ikke noget nyt, at der er elektricitet på markedspladserne. Spørgsmålet omkring elektricitet er derfor i det hele uden betydning for fortolkningen af § 61, stk.7. Det afgørende i forhold til denne bestemmelse er derimod, om handel drives fra torve, stadepladser og lignende pladser. Og dette er netop tilfældet i nærværende sag.

Skatteankestyrelsens afgørelse
Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 35 B, stk. 1, at en klage over en afgørelse omfattet af § 5, stk. 1, § 6, stk. 1, eller § 7, stk. 1, i skatteforvaltningsloven afgøres af henholdsvis et skatteankenævn, et vurderingsankenævn eller et motorankenævn, jf. dog stk. 5.

Øvrige klager afgøres af Landsskatteretten, jf. bestemmelsens stk. 2.

Af samme bestemmelses stk. 3, fremgår det, at den ledende retsformand efter inddragelse af Skatteankestyrelsen uanset stk. 2, kan fastsætte regler om, at klager over visse nærmere angivne typer af afgørelser skal afgøres af Skatteankestyrelsen.

Det fremgår af § 1, stk. 1, nr. 93, i bekendtgørelse nr. 1 af 2. januar 2014 om afgørelse af visse klager i Skatteankestyrelsen, at Skatteankestyrelsen afgør klager over afgørelser truffet efter momsloven, bortset fra afgørelser efter denne lovs kapitler 2-4, 6, 8 og 9 og afgørelser om forudsætningerne for at anvende de særlige bestemmelser for brugte varer, kunstgenstande, samlerobjekter og antikviteter efter denne lovs kapital 17.

Der er i skatteforvaltningslovens §§ 5, stk. 1, 6, stk. 1 og 7, stk. 1, foretaget en konkretisering af, hvilke afgørelser fra SKAT, der er henført til behandling i et ankenævn, ligesom der i skatteforvaltningslovens § 35 B, stk. 2, er foretaget en præcisering, af, at afgørelser fra SKAT, som ikke er omfattet af et nævns kompetence, kan påklages til Landsskatteretten.

Nærværende afgørelse fra SKAT er efter sit indhold en forvaltningsafgørelse, som kan påklages i det administrative klagesystem. Kompetencen til at efterprøve afgørelsen er i henhold til skatteforvaltningslovens § 35 B, stk. 2, henlagt til Landsskatteretten, dog således, at kompetencen i medfør af § 1, stk.1, nr. 93, i bekendtgørelse nr. 1 af 2. januar 2014 er henlagt til Skatteankestyrelsen, idet afgørelsen vedrører momsloven og den i medfør deraf udstedte momsbekendtgørelse. 

Som følge heraf vil afgørelsen kunne efterprøves og realitetsbehandles af Skatteankestyrelsen, og klagen vil ikke blive afvist som følge af manglende saglig kompetence.

Som udgangspunkt skal enhver afgiftspligtig person udstede en faktura for levering af varer eller ydelser udstede til aftageren (kunden). Hvis hele eller en del af leverancen kræves betalt, inden leverancen er afsluttet, skal der udstedes særskilt faktura herfor. Det fremgår af momslovens § 52 A, stk. 1.

Af bestemmelsens stk. 9, fremgår det, at Skatteministeren fastsætter de nærmere regler for krav til fakturering efter stk. 1, 3 og 4, samt regler, der fraviger fakturakravene for bestemte typer af leverancer.

Følgende fremgår af § 61, stk.1, i momsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 814 af den 24. juni 2013 om merværdiafgift), som er udstedt i medfør af momslovens § 52 A, stk. 9: 

Med forbehold for de øvrige bestemmelser i dette kapitel skal en faktura, herunder afregningsbilag, jf. § 70 i denne bekendtgørelse, indeholde:

  1. Udstedelsesdato (fakturadato).
  2. Fortløbende nummer, der bygger på én eller flere serier, og som identificerer fakturaen.
  3. Den registrerede virksomheds (sælgerens) registreringsnummer.
  4. Den registrerede virksomheds og køberens navn og adresse.
  5. Mængden og arten af de leverede varer eller omfanget og arten af de leverede ydelser.
  6. Den dato, hvor levering af varerne eller ydelserne foretages eller afsluttes, eller hvor et afdragsbeløb betales, forudsat en sådan dato er fastsat og forskellig fra fakturaens udstedelsesdato.
  7. Afgiftsgrundlaget, pris pr. enhed uden afgift, eventuelle prisnedslag, bonus og rabatter, hvis disse ikke er indregnet i prisen pr. enhed.
  8. Gældende afgiftssats.
  9. Det afgiftsbeløb, der skal betales.

Videre af fremgår følgende af bestemmelsens stk.7:

En registreret virksomhed som driver handel fra torve, stadepladser og lignende distributionscentraler kan pålægges at udstede faktura, jf. § 61 eller § 66 i denne bekendtgørelse, ved alt salg af varer og ydelser samtidig med leveringen, såfremt SKAT har konstateret uregelmæssigheder i virksomhedens regnskaber.

Reglen i momsbekendtgørelsens § 66, vedrører forenklede fakturaer og kasseboner og har følgende ordlyd:

En virksomhed kan over den enkelte leverance udstede en forenklet faktura med et indhold efter 2. pkt., hvis virksomheden i det enkelte tilfælde leverer varer eller ydelser for højst 3.000 kr. eller alene udsteder en faktura under hensyn til reglerne i § 61, stk. 2, i denne bekendtgørelse. En forenklet faktura skal indeholde oplysninger om

  1. udstedelsesdato (fakturadato),
  2. fortløbende nummer, der bygger på én eller flere serier, og som identificerer fakturaen,
  3. den registrerede virksomheds (sælgerens) registreringsnummer, navn og adresse,
  4. mængden og arten af de leverede varer eller omfanget eller arten af de leverede ydelser,
  5. det samlede omsætningsbeløb samt det betalingspligtige afgiftsbeløb, eller de nødvendige oplysninger til beregning af afgiftsbeløbet, hvilket kan ske ved anførsel af, at afgiften udgør 20 pct. af det samlede omsætningsbeløb, og
  6. specifik og utvetydig henvisning til den oprindelige faktura og de specifikke oplysninger, der ændres, hvis den udstedte faktura udgør et dokument eller meddelelse, som nævnt i § 61, stk. 2, i denne bekendtgørelse.

Stk. 2. Registrerede virksomheder hvis afsætning sker udelukkende eller overvejende til private forbrugere, skal udstede en forenklet faktura med de i stk. 1 nævnte oplysninger. En registreret køber kan anmode om en faktura i henhold til § 61 i denne bekendtgørelse. Registrerede virksomheder, hvis afsætning sker overvejende til afgiftspligtige personer kan dog til private aftagere udstede forenklede fakturaer, jf. dog stk. 5 og 6.

Stk. 3. Registrerede virksomheder som nævnt i stk. 2, kan benytte salgsregistreringssystemer, for eksempel kasseapparat, og udlevere en kassebon med de i stk. 1, nævnte oplysninger, med undtagelse af fortløbende nummer. Endvidere kan de vælge mellem at anføre den registrerede virksomheds navn eller dens registreringsnummer.

Stk. 4. Hvor det ikke er teknisk muligt at udstede en kassebon i henhold til stk. 3, kan den registrerede virksomhed, til private forbrugere, i stedet udstede en kassebon med følgende oplysninger om den registrerede virksomheds navn eller registreringsnummer og salgsbeløbets størrelse. Hvis det ikke er teknisk muligt at udstede en kassebon, skal der ved salg til private forbrugere udstedes en forenklet faktura i henhold til stk. 1, når salgsbeløbet er over 1.000 kroner. En registreret virksomhed, som driver handel ved omførsel, kan pålægges at anvende kasseapparat ved omførslen, såfremt SKAT har konstateret uregelmæssigheder i virksomhedens regnskaber. Et pålæg om at anvende kasseapparat gives for 2 år. Konstaterer SKAT i den 2-årige periode fortsat uregelmæssigheder i virksomhedens regnskaber, kan pålægget forlænges.
...

Det fremgår af ordlyden af momsbekendtgørelsens § 61, stk. 7, at det er en forudsætning for de i bestemmelsen omfattede virksomhedstyper, at der er konstateret uregelmæssigheder i virksomhedens bogføring, før virksomheden kan blive omfattet af reglerne omkring fakturaudstedelse enten efter de almindelige fakturakrav oplistet i § 61, stk. 1, eller efter reglerne omkring forenklede fakturaer oplistet i § 66.

Vurderingen af, om det er teknisk muligt at anvende kasseapparat for en virksomhed, der driver handel fra torve, stadepladser og lignende distributionscentraler, er derfor alene relevant i de tilfælde, hvor der er konstateret uregelmæssigheder i bogføringen, og virksomheden derfor kan pålægges at udstede fakturaer, forenklede fakturaer eller anvende salgsregistreringsapparat.

I nærværende tilfælde består virksomhedens aktivitet i salg på kræmmermarkeder mv., og virksomheden anses derfor efter sin karakter for omfattet af momsbekendtgørelsens § 61, stk. 7.

Da SKAT i nærværende tilfælde ikke har konstateret uregelmæssigheder i virksomhedens bogføring, anses det derfor for uberettiget, at SKAT har meddelt virksomheden pålæg om at udstede fakturaer eller bruge kasseapparat.

SKATs pålæg om at udstede fakturaer eller bruge kasseapparat ophæves derfor.

 

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter