Dato for udgivelse
29 Jan 2015 11:18
SKM-nummer
SKM2015.76.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
11-0301864
Dokument type
Afgørelse
Emneord
afskrivningsgrundlag, DCF-modellen, produktionsanlæg
Resumé

Ved afgørelsen tog Landsskatteretten stilling til opgørelsen af afskrivningsgrundlaget for distributionsnet og produktionsanlæg ved apportindskud af aktiverne i den kommunale vandforsyningsvirksomhed i et nystiftet selskab. Der blev endvidere taget stilling til spørgsmålet om forældelse, hvorved det blev lagt til grund, at kommunen måtte anses for en juridisk person.

 

Reference(r)

Den kommunale styrelseslov § 60
Ligningsloven § 2
Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 5
Skattekontrolloven § 3 B
Selskabsskatteloven § 1, stk. 1, nr. 2f og 2h og § 5 D
Vandsektorloven § 15

 

Henvisning

-

Redaktionelle noter

Anket til Højesteret 


Sagen vedrører opgørelsen af selskabets afskrivningsgrundlag for distributionsnet og produktionsanlæg ved indskydelsen af den kommunale vand- og spildevandsforsyningsvirksomhed i selskabet.

Landsskatterettens afgørelse
Selskabsindkomst

SKAT har ændret den af selskabet
selvangivne skattemæssige saldo for distributionsnet
fra 1.825.044.883 kr. til                                                                                             552.189.572 kr.

Herefter har SKAT alene godkendt
fradrag for 12 %, der er den selvangivne
afskrivningssats, af 568.823.420 kr.
(inkl. tilgang for 2007) svarende til                                                                               68.258.810 kr.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

SKAT har ændret den af selskabet
selvangivne skattemæssige saldo
for produktionsanlæg, der ikke er afskrevet på,
fra 170.893.581 kr. (eksl. tilgang for 2007) til                                                               51.705.936 kr.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger
H1 A/S (selskabet) blev stiftet den 2. januar 2007 ved apportindskud af kommunens vand- og spildevandsaktiviteter, der bestod af en række forsyninger, der oprindeligt havde tilhørt Y1, Y2, Y3 og Y4 kommuner. Regnskabsmæssigt skete stiftelsen med tilbagevirkende kraft fra den 1. september 2006, mens den skattemæssige stiftelse skete den 2. januar 2007.

Ifølge årsrapporten for 2006/2007 omfatter selskabets virksomhed afledning og rensning af spildevand og regnvand, produktion og distribution af drikkevand samt tømning af private spildevandstanke. Herudover sælger selskabet drifts- og serviceydelser. Selskabet ejes direkte af Y1 Kommune.

Aktiverne omfattet af apportindskuddet bestod af produktionsanlæg i form af renseanlæg, bassiner, bygværker og ledninger samt ledningsnet for henholdsvis vand- og spildevandsaktiviteten.

I henhold til vurderingsberetning med tilhørende åbningsbalance pr. 1. september 2006 har selskabet regnskabsmæssigt opgjort værdierne ved apportindskuddet af de materielle anlægsaktiver til samlet 660.257.588 kr., der fordeler sig på "grunde" og "distributionsnet mv." med henholdsvis 19.441.955 kr. og 640.815.633 kr. Derudover blev der indskudt omsætningsaktiver for 1.916.103 kr. Af vurderingsberetningen fremgår endvidere følgende under punktet "Materielle anlægsaktiver":

"Grunde er værdiansat til skønnet kostpris

Bygninger, distributionsnet m.v. samt andre anlæg, driftsmateriel og inventar er værdiansat til en skønnet kostpris beregnet på baggrund af aktivernes restlevetid med udgangspunkt i estimerede nedskrevne kostpriser.

Værdiansættelsen er baseret på forventning om lovgivningsmæssig udmøntning af serviceeftersynet i vandsektoren. Heri lægges der op til indregning af en forrentning af den indskudte kapital i taksterne, jf. udkast til politisk aftale af 29. september 2006. Værdiansættelsen af aktiverne er med baggrund heri værdiansat med udgangspunkt i principper, der svarer til fremgangsmåden ved udarbejdelsen af åbningsbalancer for elsektoren ved lovreformen i 1999"

Som vederlag for de indskudte aktiviteter modtog Y1 Kommune nominelt 200.000.000 kr. aktier til kurs 276,25 svarende til en overkurs på 352.505.097 kr., hvilket gav en samlet egenkapital på 552.505.097 kr. Herudover overtog selskabet en række gældsforpligtigelser for 109.668.594 kr.

Af selskabets bilag til selvangivelsen for 2007 fremgår, at selskabet har opgjort følgende afskrivningssaldi i den skattemæssige åbningsbalance pr. den 2. januar 2007 vedrørende ledningsnet og produktionsanlæg:

Produktionsanlæg

  Spildevand

     Vand

I alt

127.019.220 kr.

43.874.361 kr.

 

 

 

Ledningsnet

 

 

I alt

1.586.218.988 kr.

238.825.895 kr.

Det fremgår endvidere, at værdien af begge saldi er opgjort på baggrund af nedskrevne genanskaffelsespriser.

SKATs afgørelse
SKAT har ændret den af selskabet selvangivne skattemæssige saldo for ledningsnet

fra 1.825.044.883 kr. til 552.189.572 kr. SKAT har herefter godkendt fradrag for afskrivning på 68.258.810 kr. (beregnet efter tilgang i 2007)

SKAT har endvidere ændret det af selskabet selvangivne afskrivningsgrundlag for produktionsanlæg fra 170.893.581 kr. til 51.705.936 kr.

Til støtte for afgørelsen har SKAT overordnet anført, at overdragelsen af vand- og spildevandsforsyningsaktiviteten fra Y1 Kommune til H1 A/S er en transaktion, der er omfattet af ligningslovens § 2, hvilket medfører, at prisen for aktiviteten derfor skal fastsættes i overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis transaktionen var afsluttet mellem uafhængige parter - dvs. på armslængdevilkår.

SKAT har nærmere anført, at SKAT har været nødsaget til at udøve et skøn over handelsværdien af selskabets aktiver, idet det selvangivne afskrivningsgrundlag ikke er udtryk for armslængdeprisen for de aktiver, som blev apportindskudt i selskabet, jf. ligningslovens § 2, og at det pågældende skøn kun kan tilsidesættes, hvis selskabet godtgør, at det er åbenbart urimeligt eller udøvet på et klart fejlagtigt grundlag, jf. SKM2005.368.HR og SKM2009.37.HR. Selskabet har ikke formået at løfte bevisbyrden for, at skønnet kan tilsidesættes.

SKAT har i denne forbindelse henvist til, at det følger af Skatteministeriets svar på spørgsmål 5 fra DANVA af 1. april 2009 til ændringsloven nr. 460 af 26. februar 2009, der ændrede en række love, herunder selskabsskatteloven, som følge af reformen af vandsektoren, at vand- og spildevandsforsyningerne ikke kan anvende nedskrevne genanskaffelsespriser som sådan som indgangsværdier, medmindre det kan dokumenteres, at det således opgjorte beløb svarer til aktivets handelsværdi. Ligeledes fremgår det af Skatterådets afgørelse af 28. marts 2011, offentliggjort SKM2011.220.SR, at genanskaffelsesværdien, korrigeret for restlevetid, kun kan anses for at være handelsværdien, hvis det dokumenteres, at de to værdier svarer til hinanden.

Derudover har SKAT henvist til, at selskabet for perioden 2007 til 2010 alene har en gennemsnitlig afkastgrad (resultat før finansielle poster * 100/samlede aktiver) på mellem 1 - 2 % baseret på selskabets skattemæssige værdier i henhold til den subsidiære, mere subsidiære og den mest subsidiære påstand, hvilket er væsentligt under den gennemsnitlige afkastgrad for en risikofri investering i danske statsobligationer, der i perioden fra 2008 til 2010 havde en gennemsnitlig afkastgrad på 3,8 %. Da afkastet af en investering i sikre danske statsobligationer således afviger betydeligt fra afkastet i en investering i forsyningsvirksomhed, kan den skattemæssige værdiansættelse ikke være udtryk for den pris, som en uafhængig tredjemand ville betale for selskabets aktiver efter ligningslovens § 2. I tilknytning hertil har SKAT gjort gældende, at en afkastgrad på armslængdevilkår efter ligningslovens § 2 skal fastsættes på baggrund af, hvad en uafhængig investor ville kræve i afkast, og at en uafhængig investor aldrig ville foretage en investering, hvor afkastet er mindre end den risikofrie rente.

SKAT har videre til støtte for afgørelsen anført, at den bedste måde at fastlægge handelsværdien for selskabets skatterelevante aktiver på er at tage udgangspunkt i en indkomstbaseret værdiansættelsesmetode, idet der for det første bliver henset til den specifikke lovmæssige regulering af indkomsten, som gælder for selskabet, for det andet vil selskabets pengestrømme kunne opgøres med relativ stor sikkerhed, og for det tredje vil pengestrømmene med stor sandsynlighed kunne forventes i en længere periode. SKAT har endvidere henvist til, at FSR i december 2002 har udarbejdet et rådgivningsnotat om værdiansættelse af virksomheder og virksomhedsandele, hvoraf fremgår, at den indkomstbaserede værdiansættelsesmetode benævnt "den tilbagediskonterede cash flow-model" (DCF-model) er blandt de mest benyttede værdiansættelsesmetoder i praksis.

SKAT har herefter anvendt DCF-modellen til at opgøre værdien af de aktiver, som selskabet ved apportindskuddet henførte til de skattemæssige saldi for henholdsvis distributionsnettet og produktionsanlæg. SKAT har ved beregningen taget udgangspunkt i det af selskabet fremlagte budget for 1. september 2006 til og med 2016. Med henblik på at estimere en pengestrøm fra driften har SKAT taget udgangspunkt i budgettets resultat på 57.045.000 kr. for 2007 og har heri fratrukket en skønnet forholdsmæssig andel på 5.997.179 kr. af den samlede "overdækning" på 59.971.790 kr., som Konkurrencestyrelsen pr. 31. september 2009 har opgjort i henhold til prisloftsafgørelserne af 15. oktober 2010 for spildevandsområdet og af 22. oktober 2010 på vandområdet. Den samlede repræsentative pengestrøm, som en køber maksimalt måtte kunne henføre til distributionsnettet og produktionsanlæggene ved skattepligtens indtræden under "hvile-i-sig-selv"-princippet, skønnes herefter til 51.047.821 kr., hvilket efter en konkret helhedsvurdering kan henføres distributionsnettet og produktionsanlæggene alene.

På baggrund af årsrapporten har SKAT opgjort den gennemsnitlige forventede vægtede levetid for distributionsnettet og produktionsanlæggene til 59,5 år, hvilket tidsrum anvendes som henfaldsperiode for den repræsentative pengestrøm. Ved opgørelsen af diskonteringsfaktoren ("WACC" - Weighted Average Cost of Capital) har SKAT anvendt en skattesats på 25 % (2007), en risikofri rente på 3,889 % (stående lån med en løbetid på 10 år), en risikopræmie på 4,5 %, betaværdi på 0,5 % (systematisk risiko ved en lav driftsmæssig risiko og lav finansiel risiko) og en gældsandel på 12 % af aktivmassen. På denne baggrund har SKAT beregnet diskonteringsfaktoren til 5,75 % afrundet til 5,7 %. Endelig har SKAT opgjort den summariske tilbagediskonterede værdi af skattebesparelsen ved skattemæssig afskrivning på de værdiansatte driftsmidler ud fra formlen: Værdi*afskrivningssats*skattesats/(afskrivningssats + diskonteringsfaktor).

Herefter har SKAT opgjort værdien af selskabets afskrivningsgrundlag på følgende måde: 

År

1

2 (...)

59

60

Pengestrøm af eksisterende driftsmidler

51.047.821

50.189.874

1.286.920

428.973

Skat heraf

-          12.761.955

-          12.547.469

-          321.730

-          107.243

Netto pengestrøm

38.285.866

37.642.406

965.190

321.730

Diskonteringsfaktor

0,946

0,895

0,038

0,036

Diskonteret

       36.221.254 

33.692.047

36.660

11.561

Opsummeret NPV

480.952.670

 

 

 

Tab 1

97.913.817

 

 

 

Tab 2

19.933.595

 

 

 

Tab 3 (...)

4.058.142

 

 

 

Tab 9

                    298  

 

 

 

Total

      603.895.508

 

 

 

Overfor selskabets indvending om, at det er meningsløst at ansætte en markedsmæssig værdi for aktiver baseret på en fremtidig indtægtsstrøm, der ikke er undergivet fri prisdannelse, har SKAT anført, at det udslagsgivende netop er, at der er en indtægtsstrøm. Selskabets branche er undergivet en intensiv priskontrol, og ved anvendelsen af den indkomstbaserede værdiansættelsesmetode tages der dermed højde for den markedssituation, som selskabet befinder sig i. Prisloftet begrænser størrelsen af de pengestrømme, der kan forventes ved driften af en vand- eller spildevandsvirksomhed, hvilket resulterer i en lavere værdiansættelse. Den reducerede værdiansættelse er imidlertid et resultat af prisloftsreguleringen og ikke en følge af anvendelsen af en indkomstbaseret værdiansættelsesmetode. Den indkomstbaserede værdiansættelsesmetode er blot velegnet til at opgøre den negative indvirkning af reguleringen ved fastlæggelsen af aktivernes værdi.

SKAT har endvidere anført, at selskabet grundlæggende ønsker, at der skal ses bort fra den faktiske markedssituation, som selskabet og dennes branche befinder sig i - dvs. først og fremmest den tætte offentlige regulering af priserne i branchen.

I forhold til den nedlagte påstand om ugyldighed har SKAT anført, at SKATs afgørelse af 21. september 2011 ikke kan anses for ugyldig som følge af forældelse, idet ansættelsen af selskabet er foretaget rettidigt inden for den udvidede ansættelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, idet der foreligger en kontrolleret transaktion mellem Y1 Kommune og selskabet omfattet af ligningslovens § 2 og skattekontrollovens § 3 B.

SKAT har nærmere anført, at bestemmelsen i skattekontrollovens § 3 B pålægger den part, der benævnes den "skattepligtige", en række oplysnings- og dokumentationskrav, hvilket i nærværende sag er selskabet. Efter ordlyden af bestemmelsen er det ikke en betingelse, at den anden part i den kontrollerede transaktion er skattepligtig, det være sig i Danmark eller andet steds. Det er efter ordlyden i skattekontrollovens § 3 B, stk. 1, nr. 1, tilstrækkeligt, at den anden part er en "juridisk person". Det forskellige ordvalg med henholdsvis "skattepligtige" og "juridiske personer" viser, at det efter ordlyden ikke er et krav, at den juridiske person er skattepligtig. Det er ubestridt, at Y1 Kommune er en juridisk person, og da der foreligger en kontrolleret transaktion, er den skattemæssige konsekvens heraf, at den forlængede ansættelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, finder anvendelse. Fristen for afsendelse af afgørelse udløb dermed først den 1. august 2013, og den af SKAT fremsendte afgørelse af 21. september 2011 er således rettidig.

Overfor selskabets anbringende om, at opgørelsen af de skattemæssige indgangsværdier ved omdannelsen af de kommunale vand- og spildevandsforsyninger til selskaber skal ske efter selskabsskattelovens § 5 D, har SKAT anført, at selskabsskattelovens § 5 D er en generel bestemmelse om fastsættelse af skattemæssige indgangsværdier i forbindelse med et selskabs, en forenings mv.'s overgang fra skattefri aktivitet til skattepligtig aktivitet. Imidlertid omfatter selskabsskattelovens § 5 D i indkomståret 2007 alene tilfælde, hvor det samme subjekts aktivitet skifter fra skattefrihed til skattepligt og ikke, hvor en aktivitet, der er skattefri for en kommune, overdrages til en juridisk person, der er skattepligtig af aktiviteten. Bestemmelsen finder således ikke anvendelse i nærværende tilfælde, hvilket selskabet også er umiddelbart enig i. Der er i øvrigt ikke grundlag for en analog anvendelse, idet der ikke er et retstomt rum, og idet ligningslovens § 2 regulerer forholdet.

Overfor selskabets anbringende om, at der indtil 2011 forelå en praksis for anvendelsen af den nedskrevne genanskaffelsesværdi, har SKAT anført, at bevisbyrden for eksistensen af en praksis, hvorefter indgangsværdien skal fastsættes til den nedskrevne genanskaffelsesværdi, påhviler selskabet, og at selskabet ikke har løftet denne bevisbyrde.

SKAT har nærmere anført, at der i den forbindelse stilles strenge krav til beviset for påstanden om, at en fast og bindende praksis har været gældende. Det er således ikke tilstrækkeligt at henvise til, at andre skatteydere har haft held til at anvende tilsvarende værdiansættelsesmetoder, uden at det er blevet anfægtet af myndighederne. Det er heller ikke tilstrækkeligt, at det kan påvises, at en myndighed har godkendt værdiansættelsesmetoden efter en egentlig ligningsmæssig prøvelse. Det er ikke engang tilstrækkeligt, hvis der kan føres bevis for, at en myndighed rent faktisk har haft en fast godkendelsespraksis på det pågældende område, hvis der er tale om en underordnet myndighed. Underordnede myndigheders eventuelle praksis er således ikke bindende for de overordnede myndigheder. End ikke, hvis der kan føres bevis for, at også de overordnede myndigheder i enkelte tilfælde har godkendt en tilsvarende opgørelsesmetode, kan det uden videre lægges til grund, at der er tale om en fast og bindende administrativ praksis. Kun hvis de overordnede myndigheder vedvarende har godkendt fremgangsmåden som udtryk for en fast praksis, er der tale om en praksis, der kan være bindende på den måde, at det vil indebære et brud på en lighedsgrundsætning, hvis en tilsvarende fremgangsmåde nægtes en skatteyder uden saglig begrundelse.

SKAT har videre anført, at praksis skabes af afgørelser fra overordnede myndigheder, jf. UfR 1994.792 H og SKM2011.587.HR, og selskabet har ikke ved sine henvisninger løftet bevisbyrden for eksistensen af den hævdede praksis i 2007.

I forhold til selskabets mere subsidiære påstand om, at selskabets afskrivningsgrundlag skal fastsættes som værdien af produktionsanlæg og ledningsnet opgjort på baggrund af de regulatoriske indgangsværdier godkendt af Forsyningssekretariatet, har SKAT anført, at der intet belæg er for, at lovgivers ønske i skattemæssigt henseende var andet end, at aktiverne skulle opgøres til handelsværdien, idet anvendelsen af de regulatoriske indgangsværdier alene blev forbeholdt opgørelsen af prisloftet i forbindelse med takstfastsættelsen efter bekendtgørelse nr. 143 af 9. februar 2010 om prisloftsregulering af vandsektoren. Der findes ingen tilsvarende regulering for så vidt angår den skattemæssige værdiansættelse, og der er derfor ikke hjemmel til at opgøre værdien til de regulatoriske indgangsværdier.

I forhold til selskabets anbringende om, at diskonteringsfaktoren ved en værdiansættelse efter en DCF-metode kan sættes til 0 %, har SKAT anført, at hvis årsagen hertil er, at en investor i et vand- eller spildevandsselskab ikke kan oppebære et afkast af sit indskud, må det nødvendigvis følge heraf, at også det afkast, det er muligt at oppebære sættes til 0 kr., hvorved opnås en værdi af de pågældende aktiver på 0 kr. Virkningen af selskabets indsigelser overfor den af SKAT anvendte diskonteringsfaktor kan følgelig ikke meningsfuldt anskues isoleret. En justering af diskonteringsfaktoren vil have virkning på andre elementer af DCF-metoden, som mere end opvejer ændringen af diskonteringsfaktoren. Hertil kommer, at diskonteringsfaktoren skal afspejle en uafhængig købers afkastkrav, der er i overensstemmelse med en sædvanlig markedsmæssig forrentning. Endelig skal cash flowet, der ligger til grund for SKAT anvendelse af DCF-metoden, ikke inflationsreguleres, da cash flowet blandt andet modsvares af de lineære afskrivninger på de historiske investeringer (POLKA-værdien) og derfor er en stationær værdi. Uanset om andre driftsudgifter måtte stige med en deraf følgende højere indtægt inden for prisloftet, vil "netto cash flowet" ikke ændre sig, hvorfor der ikke er grundlag for inflationsregulering af cash flowet.

Selskabets opfattelse
Selskabets repræsentant har nedlagt principal påstand om, at SKATs afgørelse skal anses for ugyldig som følge af forældelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.

Subsidiært har repræsentanten nedlagt påstand om, at selskabets afskrivningsgrundlag skal fastsættes som værdien af produktionsanlæg og ledningsnet opgjort på baggrund af DANVAs værdiansættelsesmodel til den nedskrevne genanskaffelsesværdi på henholdsvis 509.726.604 kr. og 2.740.103.855 kr. for spildevandsforsyningen og 70.565.458 kr. og 607.593.321 kr. for vandforsyningen.

Mere subsidiært har repræsentanten nedlagt påstand om, at selskabets afskrivningsgrundlag skal fastsættes som værdien af produktionsanlæg og ledningsnet opgjort på baggrund af de regulatoriske indgangsværdier godkendt af Forsyningssekretariatet til henholdsvis 352.335.458 kr. og 2.644.193.468 kr. for spildevandsforsyningen og 71.183.205 kr. og 669.843.222 kr. for vandforsyningen.

Mest subsidiært har repræsentanten nedlagt påstand om, at selskabets afskrivningsgrundlag skal fastsættes som værdien af produktionsanlæg og ledningsnet opgjort på baggrund af den korrigerede værdiansættelse fra G1 til den nedskrevne genanskaffelsesværdi på henholdsvis 2.865.184.419 kr. for ledningsnettet og 170.893.581 kr. for produktionsanlægget samlet for både vand- og spildevandsforsyningen.

Repræsentanten har nærmere om lovgrundlaget for vandforsyningsvirksomheden anført, at denne virksomhed i 2007 for så vidt angik prisfastsættelsen var reguleret i vandforsyningslovens § 52 a. I 2007 blev priserne på vand dannet ved at indregne nødvendige udgifter til indvinding og distribution af vand, lønninger og andre driftsomkostninger, administration, driftsmæssige afskrivninger, forrentning af fremmed kapital og underskud fra tidligere perioder opstået i forbindelse med etablering og væsentlig udbygning af forsyningssystemerne og henlæggelser til nyinvesteringer. Således var det et muligt element i prisberegningen efter § 52 a i vandforsyningsloven, at der blev taget højde for driftsmæssige afskrivninger i forbindelse med beregning af vandpriserne. Der var således i 2007 en reguleringsmekanisme, hvor der kunne tages udgangspunkt i anlægsaktivernes kostpriser i forbindelse med beregning af vandpriserne. Vandvirksomhederne var - som det også er tilfældet i dag - underlagt et "hvile-i-sig-selv"-princip. Det var ikke hensigten, at der skulle kunne tjenes penge på vandforsyningsvirksomhed. "Hvile-i-sig-selv"-princippet indebar, at der ikke kunne anvendes midler til aktiviteter, som lå uden for vand- eller spildevandsforsyningsvirksomhedernes ansvarsområde. En vand- eller spildevandsforsyningsvirksomheds midler kunne ikke anvendes til at finansiere andre forsyningsvirksomheder eller almindelige skattefinansierede aktiviteter. Det var endvidere heller ikke muligt at finansiere aktiviteter forbundet med vandforsyning via midler opkrævet for aktiviteter forbundet med spildevandsforsyning eller omvendt, uanset om vand- og spildevandsaktiviteterne organisatorisk var samlet i ét selskab

Til støtte for den principale påstand har repræsentanten overordnet gjort gældende, at den udvidede ansættelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, ikke finder anvendelse, og at SKATs afgørelse, der er dateret den 21. september 2011, derved er ugyldig, idet SKAT ikke senere end den 1. august 2011 kunne foretage ansættelse af selskabets indkomst efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.

Repræsentanten har nærmere gjort gældende, at udskillelsen af henholdsvis vand- og spildevandsforsyningen fra Y1 Kommune til H1 A/S ikke er en kontrolleret transaktion omfattet af bestemmelserne i ligningslovens § 2 og skattekontrollovens § 3 B, idet Y1 Kommune ikke er en juridisk person med selvstændig skattesubjektivitet, hvilket er en afgørende forudsætning for anvendelsen af ligningslovens § 2 og skattekontrollovens § 3 B. Idet ligningslovens § 2 og skattekontrollovens § 3 B således ikke finder anvendelse, finder den udvidede ansættelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, heller ikke finder anvendelse.

Til støtte herfor er der blandt andet henvist til, at det fremgår direkte af forarbejderne til såvel skattekontrollovens § 3B og ligningslovens § 2, herunder lovforslag nr. 101 af 2. juni og nr. 116 af 14. december 2005, at anvendelsen af skattekontrollovens § 3 B forudsætter, at både den "skattepligtige" og den "juridiske person" som nævnt i begge bestemmelsers stk. 1, nr. 1, er selvstændige skattesubjekter. Endvidere er der henvist til forarbejderne til lov nr. 452 af 31. maj 2000 om elreformen, hvoraf følger, at en kommune først blev omfattet af skattekontrolloven i det omfang, den ifaldt skattepligt efter de ved denne lov indførte bestemmelser i selskabsskattelovens § 1. Endeligt er den subjektive skattepligt for juridiske personer udtømmende angivet i selskabsskattelovens §§ 1 - 3. Y1 Kommune var og er undtaget fra skattepligt efter selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 2. Henset til at den subjektive skattepligt normerer den skatteretlige retsevne, må det lægges til grund, at Y1 Kommune ikke er en juridisk person omfattet af ligningslovens § 2 eller skattekontrollovens § 3 B.

Til støtte for de øvrige påstande har repræsentanten overordnet gjort gældende, at lovgiver har forudsat, at selskabsskattelovens § 5 D skal finde anvendelse på opgørelsen af de skattemæssige indgangsværdier ved omdannelsen af de kommunale vand- og spildevandsforsyninger til selskaber, og at selskabets aktiver som følge heraf skal opgøres til handelsværdien.

Repræsentanten har med henvisning til forarbejderne til lov nr. 460 af 12. juni 2009 "konsekvensloven" (følgeændringer af lov om vandsektorens organisering) nærmere anført, at det fremgår heraf, at de aktiver, der er i behold hos spildevandsforsyninger, der hidtil har været drevet i kommunalt regi og derfor har været skattefrie, ved overgangen til skattepligt skal værdiansættes til handelsværdien efter selskabsskattelovens § 5 D. Henset til at kommuner ikke kan drive spildevandsforsyning, jf. udskillelseskravet i vandsektorlovgivningens § 15, stk. 1, må det på baggrund heraf have været lovgivers intention, at selskabsskattelovens § 5 D tillige har skullet finde anvendelse ved de kommunale udskillelser til aktieselskaber. Det må endvidere lægges til grund, idet der ikke med konsekvensloven skete en ændring af selskabsskattelovens § 5 D, at lovgiver har været af den opfattelse, at selskabsskattelovens 5 D allerede finder anvendelse ved den skattemæssige værdiansættelse ved udskillelse af kommunale spildevandsforsyninger, hvilket vil sige, at udskillelsen af vand- og spildevandsforsyningen fra Y1 Kommune til selskabet i 2007 også må anses for omfattet af selskabsskattelovens § 5 D.

Repræsentanten har videre gjort gældende, at såfremt lovbemærkningerne ikke giver anledning til en direkte anvendelse af selskabsskattelovens § 5 D, må bestemmelserne heri finde anvendelse analogt. Dette er baseret på årsagernes lighed mellem de situationer, som umiddelbart reguleres af bestemmelserne, dvs. hvor samme skattesubjekt overgår fra skattefrihed til skattepligt, og nærværende situation, hvor den skattefrie vand- og spildevandsvirksomhed overgår til skattepligt som følge af selskabsdannelsen. I denne forbindelse må selskabsskattelovens § 5 D anses at være lex specialis i forhold til skattefrie enheders overgang til beskatning, hvor ligningslovens § 2 er en generel bestemmelse, som ikke oprindeligt var tænkt anvendt til regulering af disse særlige situationer.

Til støtte for de øvrige påstande har repræsentanten derudover overordnet gjort gældende, at der indtil 2011 forelå en praksis for anvendelsen af nedskrevne genanskaffelsesværdier i forbindelse med værdiansættelse af vandselskaber eller forsyningsselskaber, og at SKAT ud fra et lighedsprincip ikke kan ændre denne praksis med tilbagevirkende kraft. Repræsentanten har i denne forbindelse henvist til SKATs afgørelser af henholdsvis 6. februar og 1. marts 2007 vedrørende to spildevandsvirksomheder, revisionsrapport af 2. juni 2006 vedrørende G2 og Landsskatterettens utrykte kendelse af 4. december 2007 vedrørende et varmeværk, hvorved de skattemæssige indgangsværdier blev opgjort efter kostprisbaserede metoder, herunder bl.a. opgørelse til den nedskrevne genanskaffelsesværdi.

Til støtte for den subsidiære påstand om, at selskabets afskrivningsgrundlag skal opgøres efter DANVAs værdiansættelsesmodel, har repræsentanten overordnet anført, at en opgørelse til den nedskrevne genanskaffelsesværdi vil være det bedste udtryk for aktivernes handelsværdi, idet genanskaffelsesværdien er det bedste udtryk for, hvad det ville koste at erhverve det omhandlede aktiv i handel og vandel uden at have et konkret sammenligningsgrundlag. Om DANVAs værdiansættelsesmodel har repræsentanten nærmere anført, at DANVA i 2007 og for tidligere år havde udarbejdet en såkaldt prisbog, hvori vand- og spildevandsforsyningsvirksomheders aktiver blev prisestimeret. Priserne angav en standardpris for hvert enkelt aktiv, som en forsyningsvirksomhed normalt ejede - herunder forsyningsledninger (angivet i længdemål), pumpestationer mv. Prisbogen blev oprindeligt lavet for at sammenligne de enkelte vandvirksomheders effektivitet. Der forelå således i 2007 et ensartet grundlag for værdiansættelserne af vandvirksomhedernes aktiver. Selskabet har ikke selvangivet på grundlag af DANVAs værdiansættelsesmodel, idet denne ikke havde været anvendt i forbindelse med benchmarking i alle de kommuner, hvorfra aktiverne i selskabet stammer. Baseret på grundlag af den viden, som selskabet har fået efter SKATs afgørelse i selskabets sag, må det anses for det mest korrekte udtryk for en opgørelse til handelsværdier, samt i overensstemmelse med lighedsprincippet, at de skattemæssige indgangsværdier fastlægges i overensstemmelse med DANVAs dagældende værdiansættelsesmodel.

Til støtte for den mere subsidiære påstand om, at selskabets afskrivningsgrundlag for produktionsanlæg og ledningsnet skal opgøres på baggrund af de regulatoriske indgangsværdier godkendt af Forsyningssekretariatet, har selskabet anført, at der med en opgørelse på baggrund heraf er skabt en ensartet og objektiv værdiansættelsesmodel, hvor myndighederne har elimineret forsyningsselskabernes mulighed for fejlansættelser mv. De af Forsyningssekretariatet godkendte regulatoriske indgangsværdier er et korrekt og konkret udtryk for handelsværdierne af selskabets aktiver, ligesom der ved anvendelsen af de pågældende værdier er skabt sikkerhed for, at der gennemføres en ligebehandling af de skattepligtige vandselskaber i relation til grundlaget for opgørelsen af de skattemæssige indgangsværdier. Der er således med de regulatoriske indgangsværdier foretaget en gennemgribende og myndighedsskabt værdiansættelse af vandsektorens aktiver på aktivniveau, som i kraft af deres indregning i de fremtidige takster må antages at have skabt en selvstændig handelsværdi af aktiverne, hvilket tillige var den fremherskende opfattelse i branchen. Anvendelsen af de regulatoriske indgangsværdier som et samtidigt udtryk for de skattemæssige indgangsværdier synes derudover også at have været intentionen i forligskredsen bag vandsektorloven.

Vedrørende den mest subsidiære påstand om, at selskabets afskrivningsgrundlag skal fastsættes som værdien af produktionsanlæg og ledningsnet opgjort på baggrund af den korrigerede værdiansættelse fra G1 A/S, har repræsentanten nærmere anført, at selskabet i mangel af et konkret og tilgængeligt sammenligneligt grundlag ved selvangivelsen for 2007 valgte at bestille en vurdering af selskabets aktiver hos G1 A/S. Valget af G1 A/S blev truffet, idet G1 A/S på daværende tidspunkt havde en stor kompetence inden for forsynings- og anlægsteknik. G1 A/S havde på daværende tidspunkt arbejdet for et stort antal kommuner inden for spildevand og vandforsyning. G1 A/S anvendte ved værdiansættelsen it-systemet DAKAR, der var anvendt af et stort antal kommuner til værdiansættelse af fysiske aktiver i spildevands- og vandforsyningssektoren. Den af G1 A/S anvendte model til den konkrete værdiansættelse er i lighed med DANVAs model baseret på nedskrevne genanskaffelsespriser, således at aktivernes værdi udtrykkes som den pris, det ville koste at købe de respektive aktiver igen til nyværdi og herefter afskrevet fra anskaffelsestidspunktet og frem til datoen for værdiansættelsen på baggrund af dets estimerede levetid. Grundlaget for beregningen af genanskaffelsesprisen er et priskatalog baseret på "V&S Prisbog Anlæg", "prisdata, driftsdata, love mv." og priser fra leverandører kombineret med G1 A/S's erfaringspriser.

Til støtte for den mest subsidiære påstand har repræsentanten gjort gældende, at den konkrete værdiansættelse på baggrund af G1 A/S's model gav et validt og realistisk estimat for den konkrete handelsværdi, der ville være forbundet med at anskaffe aktiver, der var identiske og af samme stand, som de aktiver selskabet var i besiddelse af, og der foreligger således en klar og entydig dokumentation af aktivernes handelsværdi, baseret på den daværende viden omkring vandselskabernes anlægsværdier.

Overfor det af SKAT anførte om, at SKAT har været nødsaget til at udøve et skøn over selskabets aktiver, har repræsentanten anført, at et vandselskab, underlagt prisloftsregulering og et "hvile-i-sig-selv"-princip, pr. definition ikke kan give noget afkast til dets ejer eller investor. Værdien af et vandselskab som investeringsobjekt er derfor reelt ikke eksisterende. En investor, som søger et afkast, vil med andre ord ikke søge at erhverve et vandselskab med det formål at opnå et afkast. De faktiske forhold gør således, at det dels ikke giver mening at vurdere værdien af et vandselskab ud fra en DCF-model, og dels at en sådan model selvsagt ikke vil kunne anvendes til at estimere værdien af aktiverne i selskabet. Det forhold, at værdien af et vandselskab som investeringsobjekt antages at være lav eller ikke-eksisterende, siger derimod intet om den faktiske handelsværdi af dets aktiver. Det giver således ingen mening at tage udgangspunkt i den risikofrie rente og dernæst forvente, at selskabet skulle give et tilsvarende afkast. Branchen har som sådan ikke noget afkastningskrav i forbindelse med dens investering i anlægsaktiverne. Vandselskabernes investeringer foretages således ikke for at begunstige investorer eller andre, men som almindelige erhvervsmæssige investeringer, hvorved det enkelte selskab kan opfylde sine forpligtelser over dets kunder inden for lovgivningens rammer.

Med hensyn til SKATs anvendelse af en DCF-model har repræsentanten indvendt, at en DCF-model ikke kan anvendes ved værdiansættelse af en vand- eller spildevandsforsyningsvirksomhed, allerede fordi der ikke knytter sig et frit cash flow til virksomhederne eller disses aktiver. Ethvert overskud, som måtte opstå i en vand- eller spildevandsforsyningsvirksomhed, skal ultimativt henføres og tilbagebetales til forbrugerne såvel ud fra prisloftsreguleringen som "hvile-i-sig-selv"-princippet. En ejer af vand- eller spildevandsforsyningsvirksomhed kan således ikke oppebære et afkast. Afkastkravet er en nødvendig forudsætning for at kunne anvende en DCF-model til værdiansættelse. Værdien af selskabet er dermed yderst begrænset, og det vil være overordentligt vanskeligt at finde en køber, som vil overtage selskabet med økonomisk vinding for øje. At selskabet som sådan er af begrænset værdi siger dog intet om handelsværdien af selskabets aktiver. Aktiverne repræsenterer ikke uvæsentlige værdier, hvilket er dokumenteret til fulde af såvel selskabet som Naturstyrelsen og Konkurrencestyrelsen på baggrund af deres respektive værdiansættelsesmodeller.

Som eksempel på at anvendelsen af DCF-modellen giver et forkert resultat, har repræsentanten henvist til, at hvis den kommunal forsyningsvirksomhed havde erhvervet og idriftsat et anlæg til en værdi af 100 mio. kr. den 1. januar 2007, så ville dette anlæg som følge af SKATs DCF-model have en værdi af 20 mio. kr. i den skattemæssige åbningsbalance. Havde anlægget derimod været anskaffet og idriftsat af selskabet den 3. januar 2007, så ville det indgå i den skattemæssige driftsmiddelsaldo med den fulde anskaffelsessum. Det burde være åbenbart, at der ikke er sket nogen faktisk værdiforringelse eller ændring af det pågældende aktivs handelsværdi fra den 1. til den 3. januar 2007. Dette er imidlertid konsekvensen ved anvendelsen af SKATs DCF-model.

Endeligt har repræsentanten gjort gældende, at i det tilfælde af, at Landsskatteretten måtte finde, at DCF-metoden faktisk er anvendelig, må parametrene i SKATs DCF-beregninger justeres. Henset til fraværet af et investeringsmæssigt afkast inden for vandsektoren, og som et helt afgørende element i DCF-metoden, skal afkastkravet - eller WACC'en - således rettest sættes til 0 %. Derved værdiansættes aktiverne ud fra deres faktiske "indtjeningsevne". Hvis en privat investor således indskyder en selskabskapital i et vandaktieselskab, så vil han 10 år senere - på grund af de regulatoriske forhold i branchen, hvorefter investoren ikke kan opnå en forrentning - kunne hæve det præcis samme beløb. Investoren har således ingen mulighed for overskud og kan ikke oppebære en forrentning, hvorfor der bør anvendes en afkastgrad på 0 % i overensstemmelse med det hvile-i-sig-selv-princip, som virksomhederne er underlagt. Endvidere bør cash-flowet, der er anvendt ved SKATs værdiansættelse, reguleres for inflation, når afkastgraden ligeledes er fastsat i løbende priser, hvis den anvendte beregningsmetode skal være konsistent.

Repræsentanten har lavet følgende opgørelse til illustration af, hvordan WACC'ens fastsættelse påvirker den samlede værdi en række forsyningsvirksomheders samlede aktiver: 

 

Mia. kr.

 

6,6 %

WACC

3,9 %

 

0 %

Med inflation

2,7

3,9

8,4

Uden inflation

2,2

3,0

5,7

Landsskatterettens afgørelse
Det følger af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, at lignings- og ansættelsesfristen efter stk. 1, for så vidt angår de kontrollerede transaktioner for skattepligtige omfattet af skattekontrollovens § 3 B, udløber i det sjette år efter det indkomstår, hvor foretagelsen eller ændring af indkomstskatten påtænkes gennemført.

Af skattekontrollovens § 3 B, stk. 1, nr. 1, fremgår, at skattepligtige, hvorover fysiske eller juridiske personer udøver en bestemmende indflydelse, i selvangivelsen skal afgive oplysninger om art og omfang af handelsmæssige eller økonomiske transaktioner med de nævnte parter i nr. 1-6 (kontrollerede transaktioner).

En kommunes skattepligt fremgår af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2f, om netvirksomhed mv., og nr. 2h, om vandforsyningsvirksomhed, der blev indsat i forbindelse med vandsektorreformen, mens kommunens øvrige virksomhed er fritaget for beskatning efter selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 2. En kommune må således på lige fod med de øvrige i § 1 nævnte selskaber og foreninger mv. betragtes som en juridisk person med selvstændig skattesubjektivitet, der blot efter § 3 er undtaget skattepligt for al anden virksomhed end den, der er nævnt i § 1.

De af repræsentanten anførte henvisninger til forarbejderne til henholdsvis ligningslovens § 2 og skattekontrollovens § 3 B samt forarbejder til lov nr. 452 af 31. maj 2000 om elreformen kan ikke føre til et andet resultat.

Idet Y1 Kommune således er en juridisk person som nævnt i skattekontrollovens § 3 B, der udøver bestemmende indflydelse over selskabet, er overdragelsen af vand- og spildevandsvirksomheden en kontrolleret transaktion omfattet af skattekontrollovens § 3 B og ligningslovens § 2. Herefter finder den udvidede lignings- og ansættelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, anvendelse, og SKATs ændring af selskabets ansættelse af indkomstskat ved afgørelse af 21. september 2011 er således foretaget rettidigt.

For så vidt angår opgørelsen af de skattemæssige indgangsværdier efter selskabsskattelovens § 5 D, finder bestemmelserne heri anvendelse ved overgangen fra skattefrihed til skattepligt som følge af vandsektorreformen på de aktiver, som et forsyningsselskab, der er blevet stiftet som et skattefrit selskab, har i behold ved overgangen til skattepligt, og på de aktiver som en kommune ved overgangen til skattepligt har medejerskab til som følge af sin deltagelse i eksisterende vand- og spildevandsforsyningsaktiviteter, der er organiseret som et kommunalt fællesskab i interessentskabsform efter den kommunale styrelseslovs § 60.

Y1 Kommunens frivillige overdragelse af den hidtil kommunalt drevne vand- og spildevandsforsyningsvirksomhed til et af kommunen ejet skattepligtigt selskab forud for udskillelseskravets indtræden den 1. januar 2010 efter vandsektorlovens § 15 (lov nr. 469 af 12. juni 2009) reguleres derimod af ligningslovens § 2, hvorefter skattepligtige, der foretager handelsmæssige eller økonomiske transaktioner med en nærmere angivet kreds af interesseforbundne parter (kontrollerede transaktioner), ved opgørelsen af den skatte- eller udlodningspligtige indkomst skal anvende priser og vilkår i overensstemmelse med hvad der kunne være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter (armslængdeprincippet).

Det følger af Højesterets dom af 18. november 2004, offentliggjort i SKM2005.5.HR, at der ved vurderingen af, om en transaktion mellem interesseforbundne parter er i overensstemmelse med ligningslovens § 2, skal foretages en sammenligning med, hvad der under tilsvarende omstændigheder og på tilsvarende vilkår kunne være opnået, hvis transaktionen var foretaget med en uafhængig tredjemand.

Idet der i øvrigt er enighed mellem parterne om, at der ikke foreligger et marked for handler med vand- eller spildevandsvirksomheder, eller at der er sammenlignelige handler, der kan tjene til belysning af handelsværdien for vand- eller spildevandsvirksomheder, må værdien på armslængde efter ligningslovens § 2 fastsættes på anden vis i overensstemmelse med, hvad der ville have været aftalt mellem uafhængige parter under tilsvarende omstændigheder og på tilsvarende vilkår.

I denne forbindelse følger det af Højesterets dom af 7. juni 1996, offentliggjort i TfS 1996, 496 H, at der ved overdragelse af en virksomheds brugte driftsmidler mellem parter med en fælles interesse i en høj værdiansættelse ikke er krav på skattemæssig godkendelse af en salgspris, der er højere end, hvad der kunne forventes opnået i forbindelse med et samlet salg af virksomheden til en uafhængig køber. Ved fastsættelsen af værdierne af de overdragne aktiver på armslængde må der således stilles krav om, at der tages hensyn til den begrænsende effekt, den gældende sektorlovgivning har, på den konkrete vand- og spildevandsforsyningsvirksomheds samlede værdi.

For så vidt angår praksis for værdiansættelse i indkomståret 2007, er det ubestridt, at SKAT i to konkrete afgørelser af henholdsvis 6. februar og 1. marts 2007 har godkendt, at opgørelsen af værdien af driftsmidler til den nedskrevne genanskaffelsesværdi kan anses for at svare til driftsmidlernes handelsværdi ved opgørelsen af driftsmidlernes afskrivningsgrundlag efter selskabsskattelovens § 5 D. Endvidere blev det ved Landsskatterettens utrykte kendelse af 4. december 2007 på baggrund af en syns- og skønsrapport godkendt, at restværdien for et varmeværks ledningsnet i henhold til selskabsskattelovens § 5 D kunne opgøres under hensyntagen til dets art, alder, stand og prisniveau i det pågældende indkomstår, der var til prøvelse.

Eksistensen af en praksis, hvorefter handelsværdien kun kan opgøres til den nedskrevne genanskaffelsesværdi, og SKAT dermed er afskåret fra at udøve et selvstændigt værdiskøn over handelsværdien af aktiver, der ikke handles på det åbne marked, efter en anden metode end opgørelsen til den nedskrevne genafskaffelsesværdi, kan på det foreliggende grundlag hverken udledes enkeltvist eller samlet af Landsskatterettens kendelse og/eller SKATs øvrige afgørelser. SKAT handlede således ikke i strid med det forvaltningsretlige lighedsprincip ved konkret at anvende en DCF-model ved opgørelse af værdien af selskabets afskrivningsgrundlag for distributionsnettet og produktionsanlægget.

For så vidt angår SKATs adgang til at korrigere selskabets selvangivne afskrivningsgrundlag efter ligningslovens § 2, kan en opgørelse af værdien af de enkelte aktiver i Y1 Kommunes vand- og spildevandsforsyning, herunder distributionsnettet og produktionsanlæg, til den nedskrevne genanskaffelsesværdi som udgangspunkt ikke uden videre anses for at være et retvisende udtryk for værdien af virksomhedens konkrete aktiver på armslængdevilkår. Der er herved henset til, at det ikke er et realistisk alternativ til køb af den pågældende virksomhed for en uafhængig køber at anlægge en tilsvarende virksomhed fra grunden, og til at en opgørelse af værdien af de enkelte aktiver til den nedskrevne genanskaffelsesværdi ikke kan anses for at tage tilstrækkeligt højde for den begrænsning af virksomhedens samlede værdi, der følger af den gældende sektorlovgivning på området.

Dernæst kan hverken DANVAs prisbog, G1's prisbog eller de regulatoriske indgangsværdier (POLKA-værdien) uden videre lægges til grund for en fastlæggelse af handelsværdien af de konkrete aktiver i Y1 Kommunes vand- og spildevandsforsyning. Der er herved henset til, at både DANVAs prisbog og G1's prisbog efter det oplyste var baseret på generelle priser for hvert enkelt aktiv, som en forsyningsvirksomhed normalt ejede, og til at DANVAs prisbogs oprindeligt blev lavet med henblik på at skabe et indbyrdes sammenligningsgrundlag for effektiviteten mellem de enkelte vandforsyningsvirksomheder. For så vidt går de regulatoriske indgangsværdier er disse udtryk for tekniske værdier, der alene opgøres med henblik på beregningen af det takstmæssige prisloft for selskabets vand- og afledningsbidrag i henhold til den gældende sektorlovgivning. Ingen af de pågældende metoder inddrager i værdiansættelsen som parameter, hvad en uafhængig og økonomisk rationel køber - uanset om denne er omfattet af den gældende sektorlovgivning eller ej - ville være villig til at betale for den pågældende virksomhed, og på det foreliggende grundlag er det således ikke godtgjort, at de konkrete værdier opgjort efter henholdsvis DANVAs eller G1's Prisbog eller de regulatoriske indgangsværdier kan anses for et retvisende udtryk for en handelsværdi for Y1 Kommunes vand- og spildevandsforsyning på armslængdevilkår efter ligningslovens § 2.

På denne baggrund og idet der således ikke er tilstrækkeligt redegjort for den difference, der er mellem værdien i vurderingsberetningen og den selvangivne værdi af afskrivningsgrundlaget eller de øvrigt opgjorte værdier, har SKAT haft grundlag for at foretage en korrektion af det selvangivne afskrivningsgrundlag efter ligningslovens § 2.

For så vidt angår SKATs valg af metode til fastsættelse af armlængdeprisen efter ligningslovens § 2, fremgår det af Miljøministerens svar på spørgsmål nr. 5 til L 150 og L 151 af 14. april 2009, at den overordnede hensigt med den politiske aftale af 1. februar 2007, der lå til grund for henholdsvis vandsektorloven og følgeloven (ændringslov nr. 460 af 12. juni 2009), var at opnå en mere professionel og effektiv drift af vandsektoren, og at dette bedst kunne opnås ved et krav om, at driften skulle ske i selskabsform med en almindelig beskatning, hvilket ville tvinge vand- og spildevandsforsyningerne til at tænke mere professionelt.

I denne forbindelse må det anses for at være i overensstemmelse med forudsætninger bag den politiske aftale fra 2007, at en armslængdepris på den kommunale vand- og spildevandsforsyningsvirksomhed i skattemæssig henseende ved overdragelsen til selskabet blev fastsat efter DCF-modellen, der ifølge FSRs notat om værdiansættelse af virksomheder og virksomhedsandele fra 2002 var blandt de mest benyttede værdiansættelsesmodeller i praksis.

Endvidere må værdiansættelsen af en vand- og spildevandsforsyningsvirksomhed efter en DCF-model metodisk anses for velegnet til at give et realistisk bud på en armslængdepris for vand- og spildevandsforsyningsvirksomhed, idet der ved en værdiansættelse af aktiverne efter en DCF-model tages udgangspunkt i, hvor effektivt virksomheden generer en pengestrøm i den løbende drift under den gældende sektorlovgivning, herunder "hvile-i-sig-selv"-princippet og det efterfølgende prisloft, hvilket må antages at have værdi hos en uafhængig køber, der selv er omfattet af den gældende sektorlovgivning.

For så vidt angår SKATs konkrete anvendelse af DCF-modellen, må der ved fastsættelsen af afkastkravet i forbindelse med beregningen henses til, hvilket afkastkrav der er sædvanligt for vand- og spildevandsbranchen, uanset om dette afkastkrav måtte være mindre end den risikofri rente, idet den primære interesse under den gældende sektorlovgivning for en køber af en vand- eller spildevandsvirksomhed ikke kan anses for at være en forrentning af den pågældende investering. En køber af en vand- eller spildevandsforsyningsvirksomhed kan således ikke sidestilles med en almindelig investor, der har investering i risikofri statsobligationer som alternativ til investering i en vand- eller spildevandsforsyningsvirksomhed.

Idet selskabet ikke har fremlagt et andet budget, end det SKAT havde til rådighed ved sin beregning, og idet Landsskatteretten ikke på det foreliggende grundlag kan tiltræde selskabets synspunkt om, at afkastkravet ved en beregning efter en DCF-model kan sættes til 0 %, eller at cash flowet i denne sammenhæng skal inflationsreguleres, må Landsskatteretten fastholde den af SKAT opgjorte værdi på armslængde af de overdragne aktiver og derved stadfæste SKATs opgørelse af afskrivningsgrundlaget for selskabets distributionsnet og produktionsanlægget.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter