Dato for udgivelse
23 Mar 2015 10:20
SKM-nummer
SKM2015.207.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
13-6434670
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst
Emneord
Beskæftigelsesgrad, seniorskattenedslag
Resumé

Ved afgørelsen tog Landsskatteretten stilling til, om betingelserne for seniorskattenedslag var opfyldt, herunder om arbejdstidskravet var opfyldt.

 

Reference(r)

Lov om skattenedslag for seniorer §§ 1, 3, 4 og 14  

Henvisning

-


Sagen vedrører, om betingelserne for seniorskattenedslag for indkomståret 2011 er opfyldte, herunder om arbejdstidskravet er opfyldt.

Klagepunkt

Skatterådets afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Seniorskattenedslag 2011

Ikke berettiget til
seniorskattenedslag

Berettiget til senior-skattenedslag

Ikke berettiget til seniorskattenedslag

Faktiske oplysninger
Du er født i 1947. Du fyldte 64 år i 2011 og tilhører dermed den personkreds, der er omfattet af reglerne i lov om skattenedslag for seniorer, jf. lovens § 1, stk. 1.

Du har i perioden fra 19. januar 1998 til 1. februar 2012 været ansat som tekniker ved G1 A/S. Din løn udgjorde i indkomstårene 2009, 2010 og 2011 henholdsvis 291.413 kr., 284.454 kr. og 289.204 kr.

Din beskæftigelsesgrad er for indkomstårene 2008, 2009, 2010 og 2011 registreret hos ATP med henholdsvis 83 %, 59 %, 100 % og 100 %, svarende til en gennemsnitlig beskæftigelsesprocent på 86.

Du modtog i december 2009 en opgørelse fra ATP vedrørende beskæftigelsesgraden for indkomståret 2008. Det fremgår heraf, at der ikke var betalt fuldt bidrag for månederne august og oktober. Du henvendte dig ikke til ATP over denne opgørelse.

I juni 2010 modtog du en opgørelse fra ATP vedrørende beskæftigelsesgraden for indkomståret 2009. Beskæftigelsesprocenten var angivet til 59, men det fremgår ikke af opgørelsen, i hvilke måneder der ikke var betalt fuldt bidrag.

Det fremgår af dine lønsedler for 2009, at der ikke var betalt fuldt bidrag i 5 måneder på grund af ferieafholdelse. Da du fandt ud af, at der også skulle betales ATP-bidrag under ferie, kontaktede du din arbejdsgiver, som på grund af fejl i lønsystemet ikke havde beregnet og indbetalt korrekt ATP-bidrag i 2008 og 2009, og som foretog den første rettelse over for ATP i februar 2011. Det fremgår af udskrifter fra ATP af 13. november 2012 og 22. februar 2013, at der for henholdsvis 2009 og 2008 er indbetalt fuldt ATP-bidrag.

Den 23. januar 2011 gjorde du indsigelse overfor ATP over den opgjorte beskæftigelsesgrad for 2009.

Ved afgørelse af 25. januar 2011 meddelte ATP, at indsigelsen ikke kunne behandles, da den først var modtaget den 23. januar 2011 og dermed mere end 3 måneder efter modtagelse af afgørelsen og således efter udløbet af indsigelsesfristen i henhold til § 5, stk. 2, i lov om skattenedslag for seniorer.

Du påklagede den 25. januar 2011 afgørelsen til Ankenævnet for ATP m.m., som den 25. marts 2011 stadfæstede ATP´s afgørelse.

Årsopgørelse nr. 1 for indkomståret 2011 blev udskrevet den 15. maj 2012. Det fremgår af årsopgørelsen, at du efter SKATs oplysninger ikke er berettiget til seniornedslag.

Du anmodede den 6. maj 2012 SKAT om at genoptage skatteansættelsen for indkomståret 2011, idet du mente dig berettiget til skattenedslag for seniorer.

Ved afgørelse af 23. juli 2012 meddelte SKAT, at din anmodning om seniornedslag ikke kunne imødekommes, da du ikke opfyldte kravet om fuldtidsbeskæftigelse, jf. afgørelsen fra ATP, idet den gennemsnitlige beskæftigelsesprocent for årene 2008, 2009, 2010 og 2011 var opgjort til 86.

Du påklagede den 16. oktober 2012 SKATs afgørelse til Skatteankenævn Y1, som ved afgørelse af 15. april 2013 gav dig medhold "efter en samlet og helt konkret vurdering" og dermed gav dig et seniorskattenedslag for indkomståret 2011.

SKAT bad den 15. maj 2013 om at få skatteankenævnets afgørelse forelagt for Skatterådet efter skatteforvaltningslovens § 2, stk. 3.

Skatterådet traf afgørelse i sagen den 24. september 2013.

Skatterådets afgørelse
Lov om skattenedslag for seniorer administreres af både SKAT og ATP. Dette har baggrund i, at der efter lov om skattenedslag for seniorer er et krav om fuldtidsbeskæftigelse. For at være fuldtidsbeskæftiget og dermed være berettiget til seniornedslag skal lønmodtagere både opfylde et lønkrav, der er baseret på arbejdsmarkedsbidragsgrundlaget, og et timekrav (beskæftigelsesgraden), der er baseret på ATP-bidraget.

Det er ATP, der træffer afgørelse om, hvorvidt en person opfylder timekravet (beskæftigelsesgraden) jf. § 4, stk. 3, og ATP sender efter indkomstårets udløb meddelelse til told- og skatteforvaltningen om afgørelsen.

Indsigelser over ATP´s afgørelse/opgørelse skal ske til ATP senest 3 måneder efter modtagelse af opgørelsen, jf. lovens § 5, stk. 2, og § 5, stk. 3. Når ATP har truffet afgørelse i forhold til en sådan indsigelse, kan denne indbringes for Ankenævnet for ATP m.m., jf. § 15.

ATP har i denne sag afvist at ændre beskæftigelsesgraden, uanset at der efterfølgende er indbetalt ATP-bidrag, således at beskæftigelsesgraden i princippet nu er opfyldt. Det skyldes, at indsigelsen over ATP´s afgørelse ikke er sket inden for fristen på 3 måneder, jf. § 5, stk. 2. Denne afgørelse er stadfæstet af Ankenævnet for ATP m.m. ved afgørelse af 25. marts 2011.

Umiddelbart efter modtagelsen af årsopgørelsen for 2011, hvori SKAT ikke gav seniornedslag og i den forbindelse henviste til skattemappen, anmodedes om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2011 med henblik på indrømmelse af seniornedslag.

SKAT traf afgørelse om, at reglerne om seniornedslag ikke var opfyldte, da kravet om fuldtidsbeskæftigelse ikke var opfyldt, eftersom beskæftigelsesgraden ikke var opfyldt, jf. ATP´s afgørelse.

SKATs afgørelse blev påklaget til skatteankenævnet, der efter en samlet og helt konkret vurdering gav medhold og indrømmede seniornedslag efter formålet med reglerne i loven.

Skatteankenævnet anførte bl.a. i begrundelse: "At tidsfristen for ATP til at ændre beskæftigelsesgraden herved blev overskredet, findes ikke at kunne lægges A til last, når henses til dels de økonomiske konsekvenser, forholdet har for ham, dels de oplysninger, ATP har givet A telefonisk, herunder om, at de materielle betingelser (herunder til arbejdstidskravet) var opfyldte".

Dermed ændrede skatteankenævnet ATP´s afgørelse om beskæftigelsesgraden. Dette strider direkte mod loven og dens forarbejder, jf. bl.a. lovens § 14. Det er ATP, der træffer afgørelse i forhold til opfyldelsen af beskæftigelsesgraden med klageadgang til Ankenævnet for ATP.

SKAT kan således ikke ændre en afgørelse om beskæftigelsesgraden, der er truffet af ATP. Det samme gælder for skatteankenævnet. Denne kompetence henhører under Ankenævnet for ATP, der i øvrigt i den konkrete sag har stadfæstet ATP´s afgørelse.

Det er på den baggrund Skatterådets opfattelse, at skatteankenævnets afgørelse utvivlsomt er i strid med lov om skattenedslag for seniorer og den heri indeholdte kompetencefordeling.

Uanset at det umiddelbart betragtet kan forekomme urimeligt, at arbejdstageren bliver ramt af, at arbejdsgiveren angiveligt ikke har administreret korrekt efter reglerne om ATP, er det Skatterådets opfattelse, at skatteankenævnets afgørelse skal ændres, da skatteankenævnet ikke har kompetence til at træffe afgørelsen, og da afgørelsen derfor må anses for åbenbart ulovlig, jf. skatteforvaltningslovens § 2, stk. 3.

Skatterådet har derfor ændret skatteankenævnets afgørelse, således at der ikke er givet seniorskattenedslag for indkomståret 2011.

Din opfattelse
Du har nedlagt påstand om, at du for indkomståret 2011 er berettiget til skattenedslag for seniorer.

Til støtte for påstanden har du bl.a. anført, at Skatterådets afgørelse medfører, at et allerede modtaget og berettiget skattenedslag for seniorer, der blev udbetalt i juli 2013 på grundlag af medhold i skatteankenævnet, nu kræves tilbagebetalt.

Skatteankenævnets afgørelse af 15. april 2013, der blev truffet på grundlag af fremlagte bevismæssige dokumentationer for fuldtidsbeskæftigelse både fra skattemappen og ATP, er ikke ulovlig eller i strid med lov om skattenedslag for seniorer og den heri indeholdte kompetencefordeling.

Skatterådets begrundelse, at skatteankenævnet ved dets medhold har ændret en afgørelse om beskæftigelsesgrad, der er truffet af ATP, er urigtig, da ATP ikke bestrider fuldtidsbeskæftigelsen, men rent administrativt fastholder, at der ikke kan ændres i en opgørelse efter 3 måneder, uanset at den er forkert.

Skatterådet har herved pålagt dig en ekstra og ulovlig skatteansættelse ved at undlade at indregne et skattemæssigt seniornedslag i årsopgørelsen for 2011.

Du har herefter bl.a. gjort gældende, at Skatterådet har begået et alvorligt brud på din retssikkerhed.

Skatterådets eneste begrundelse for afgørelsen er, at det er ATP, der træffer bestemmelse om, hvorvidt fuldtidskravet er opfyldt, selv om Skatterådet er vidende om, at du ikke har forholdt dig passivt overfor opgørelserne fra ATP, og at der har været tale om et større arbejde med at undersøge diverse regler.

ATP´s opgørelser og ATP´s hjemmeside indeholdte tidligere mangelfulde informationer, og ingen steder oplystes om, at manglende måneder i beskæftigelsesgraden kunne skyldes ferieperioder, som ikke var talt med, selv om man var fuldtidsbeskæftiget. Disse oplysninger kom først senere, da ATP blev bekendt med, at adskillige virksomheder ikke beregnede ATP-bidrag for ferieperioder.

Skatterådet har således truffet afgørelse i sagen uden hensyntagen til, at arbejdsgiveren har indberettet forkerte ATP-bidrag, at ATP selv har beregnet beskæftigelsesgraden forkert i opgørelsen for 2009, at opgørelser fra ATP kan blive væk i posten, idet ATP ikke sender opgørelserne anbefalet, og at § 5, stk. 2, i lov om skattenedslag for seniorer med "herefter er opgørelsen endelig og kan ikke ændres" ikke er klart formuleret. Dette må være en ren administrativ bestemmelse truffet i ATP.

Selv om du har nærlæst alle kapitler og paragraffer i lov om skattenedslag for seniorer, forarbejder til loven, orienteringer om seniornedslag i skattemappen m.m., har du ingen steder kunnet finde nogen tekst om, at § 5, stk. 2, i lov om skattenedslag for seniorer skal fortolkes således, at retten til seniornedslag fortabes, såfremt der ikke er gjort indsigelse over en opgørelse inden 3 måneder. I så fald skulle der have stået, at der skal gøres indsigelse inden 3 måneder, og at retten til seniornedslag ellers tabes.

Det er derfor SKAT, der har bevisbyrden for, at retten til seniorskattenedslag er tabt i en sådan situation.

De personer, der i ATP´s register figurerer med en fejlagtig beskæftigelsesprocent, grundet fejlindbetalinger fra arbejdsgivere, er derfor uforskyldt kommet i en meget uretfærdig skattemæssig situation.

Det er derfor en tvivlsom retstilstand, SKAT og Skatterådet gør sig skyldige i, ved ikke at anerkende din ret til skattenedslag for seniorer, men konstant henviser til den oplyste beskæftigelsesgrad fra ATP, som SKAT og Skatterådet er fuldt bevidste om er forkert.

Landsskatterettens afgørelse
I henhold til § 1, stk. 1, i lov om skattenedslag for seniorer kan en person, der i perioden fra og med indkomståret 2010 til og med indkomståret 2016 fylder 64 år, for de indkomstår, hvor personen fylder 64 år og 65 år, få et nedslag i indkomstskatten.

Nedslagsberettigede er personer, der 1) erhverver indkomst i form af vederlag for personligt arbejde i ansættelsesforhold, 2) erhverver indkomst i form af vederlag m.v. for personligt arbejde uden for ansættelsesforhold eller 3) er selvstændigt erhvervsdrivende, jf. lovens § 1, stk. 3.

Personen skal for at få et nedslag 1) overholde en indkomstgrænse i de indkomstår, hvor den pågældende fylder 57 år, 58 år og 59 år efter kapitel 2, 2) opfylde et krav om fuldtidsbeskæftigelse i form af et indkomst- og arbejdstidskrav efter kapitel 3 og 3) være skattepligtig efter kildeskattelovens § 1 eller § 2, stk. 1, nr. 1-4 eller 7, eller stk. 2, i det indkomstår, hvor vedkommende fylder 64 år, jf. lovens § 1, stk. 5.

En person anses for fuldtidsbeskæftiget, hvis personen hvert indkomstår fra og med det indkomstår, personen fylder 60 år, til og med det indkomstår, personen fylder 64 år, optjener et vederlag som nævnt i § 8, stk. 1, og § 10 i lov om arbejdsmarkedsbidrag inklusive bidrag og præmier til pensionsordninger m.v. omfattet af § 18 i pensionsbeskatningsloven, der mindst svarer til 1 års ydelser på 80 pct. af højeste dagpenge, jf. § 47 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., forhøjet med satsen for arbejdsmarkedsbidraget, jf. lovens § 3, 1. pkt.

For dig, der i 2011 fyldte 64 år, er seniornedslaget således betinget af, at indkomsten som nævnt i lovens § 3 i indkomstårene 2008, 2009, 2010 og 2011 mindst udgjorde henholdsvis 158.939 kr., 163.913 kr., 170.017 kr. og 173.183 kr.

På grundlag af sagens oplysninger, herunder oplysningerne om dine lønindkomster i indkomstårene 2009, 2010 og 2011, lægges det til grund, at du opfylder indkomstkravet i § 3 i lov om skattenedslag for seniorer i de indkomstår, hvor du fyldte 60 år, 61 år, 62 år, 63 år og 64 år.

Det fremgår af lovens § 4, stk. 1, at det for personer, der erhverver indkomst i form af vederlag for personligt arbejde i ansættelsesforhold, endvidere er en betingelse for at blive anset for fuldtidsbeskæftiget, at vedkommende hvert indkomstår fra og med det indkomstår, personen fylder 60 år, til og med det indkomstår, personen fylder 64 år, opfylder et arbejdstidskrav som nævnt i stk. 3 og 4 om betaling af ATP-bidrag som fuldtidsbeskæftiget medlem. En person anses for fuldtidsbeskæftiget, hvis personen har en gennemsnitlig beskæftigelsesgrad på mindst 90 %.

ATP har i henhold til § 4, stk. 3, i lov om skattenedslag for seniorer registreret din beskæftigelsesgrad i indkomstårene 2008, 2009, 2010 og 2011 til henholdsvis 83 %, 59 %, 100 % og 100 % og dermed den gennemsnitlige beskæftigelsesgrad til 86 %.

ATP har i afgørelse af 25. januar 2011 afvist at ændre beskæftigelsesgraden, uanset at der efterfølgende er indbetalt ATP-bidrag, således at beskæftigelsesgraden i princippet nu er opfyldt. Det skyldes, at indsigelsen over ATP´s opgørelse ikke er sket inden for fristen på 3 måneder, jf. § 5, stk. 2, i lov om skattenedslag for seniorer. Denne afgørelse er stadfæstet af Ankenævnet for ATP m.m. ved afgørelse af 25. marts 2011.

Du opfylder således ikke arbejdstidskravet i lovens § 4 i de indkomstår, hvor du fyldte 60, år, 61 år, 62 år, 63 år og 64 år, og du er derfor ikke i indkomståret 2011, hvor du fyldte 64 år, berettiget til nedslag i indkomstskatten efter reglerne i lov om skattenedslag for seniorer.

Det bemærkes herved, at SKAT i henhold til lovens § 14 ikke har kompetence til at tage stilling til, om kravet om fuldtidsbeskæftigelse efter lovens § 4 er opfyldt. Denne kompetence er tillagt Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP), jf. lovens § 4, stk. 3, med klageadgang til Ankenævnet for ATP m.m., jf. lovens § 15.

Bestemmelserne i lov om skattenedslag for seniorer er ufravigelige, og der findes ingen dispensationsmuligheder i loven. Der kan derfor ikke dispenseres fra de krav og betingelser, der stilles i loven.

SKAT - og dermed skatteankenævnene, Skatterådet og Landsskatteretten - har derfor ikke kompetence til at træffe afgørelse om beskæftigelsesgraden efter § 4, stk. 3, i lov om skattenedslag for seniorer.

Skatterådets afgørelse stadfæstes derfor.