Dato for udgivelse
17 Apr 2015 09:05
Dato for afsagt dom/kendelse
09 Feb 2015 11:52
SKM-nummer
SKM2015.263.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
Retten i Sønderborg, BS C3-779/2014
Dokument type
Dom
Emneord
Eksport, handelsværdi, køretøj
Resumé

Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt der var grundlag for at tilsidesætte det af afgiftsmyndighederne foretagne skøn over handelsværdien af sagsøgerens brugte motorkøretøj i forbindelse med sagsøgerens anmodning om fastsættelse af afgiftsgodtgørelse.

Sagsøgeren anmeldte den 16. februar 2013 en brugt Peugeot-1 til eksport og udbetaling af afgiftsgodtgørelse. SKAT skønnede handelsværdien af køretøjet til kr. 35.000,-, hvilket Motorankenævnet efterfølgende ændrede til kr. 30.000,-.

Retten fandt, at det af Motorankenævnet foretagne skøn var udøvet på et fejlagtigt grundlag og havde medført et for sagsøgeren urimeligt resultat, hvorfor retten fandt, at Motorankenævnets skøn skulle tilsidesættes.

Retten fandt videre, at idet Skatteministeriet ikke havde påstået hjemvisning for det tilfælde, at retten måtte finde, at Motorankenævnets vurdering var foretaget på et forkert grundlag, måtte retten skønsmæssigt fastsætte handelsværdien af sagsøgerens køretøj på baggrund af det foreliggende materiale.

Retten skønnede, at handelsværdien for sagsøgerens køretøj var på kr. 60.000,-. Skatteministeriet blev derfor tilpligtet at hæve vurderingen af handelsprisen på sagsøgerens køretøj til kr. 60.000,- med deraf følgende forøgelse af afgiftsgodtgørelsen.

Reference(r)

Registreringsafgiftsloven § 7b
Registreringsafgiftsloven § 4, stk. 7
Registreringsafgiftsloven § 10, stk. 1
Bekendtgørelse om værdiansættelse af motorkøretøjer § 1, stk. 3 (dagældende)
Bekendtgørelse om værdiansættelse af motorkøretøjer § 8, stk. 1 (dagældende)

Henvisning

Den juridiske vejledning 2015-1 E.A.8.1.6

Henvisning

Den juridiske vejledning 2015-1 E.A.8.1.5.3.1.1

Redaktionelle noter

Sagen blev anket til Vestre Landsret og har fået nr. SKM2016.549.VLR


Parter

A
(selvmøder)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten v/advokatfuldmægtig Trine Andersen)

Afsagt af byretsdommer

Kristin Bergh

Sagens baggrund og parternes påstande

Denne sag, der er anlagt den 28. maj 2014, drejer sig om, hvorvidt der er grundlag for at tilsidesætte Motorankenævnets vurdering af 2. april 2014 af sagsøgeren, A's, bil. Der er tale om en Peugeot-1 årg. 1990, der er vurderet til 30.000 kr. Vurderingen er foretaget med henblik på udbetaling af afgiftsgodtgørelse i forbindelse med eksport.

Sagsøgeren, A har nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at hæve vurderingen af handelsprisen til 64.000 kr. med deraf forøgelse af eksportgodtgørelsen. Der nedlægges påstand om, at den forøgede eksportgodtgørelse tillægges procesrente fra den 28. maj 2014.

Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

A anmeldte den 16. februar 2013 en brugt Peugeot-1 stelnummer ... til eksport og udbetaling af afgiftsgodtgørelse.

På baggrund af A's anmeldelse fastsatte SKAT den 7. marts 2013 handelsprisen for køretøjet til 35.000 kr., hvilket førte til en afgiftsgodtgørelse på 10.805 kr.

A påklagede SKATs afgørelse til Motorankenævnet, som den 2. april 2014 fastsatte handelsprisen til 30.000 kr. Af afgørelsen fremgår blandt andet:

"...

Faktiske oplysninger

Sagens køretøj:

-

Peugeot-1

-

Registreret første gang 20. november 1990

-

Motor: Benzinmotor, ...

-

Udstyr: Metallak, el-soltag, ABS, radio, læderindtræk, man. gearkasse - jf. toldsynsrapporten.

Klager anmeldte bilen til afgiftsgodtgørelse den 16. februar 2013 med en kilometerstand på 156.000 km.

Det fremgår af toldsynsrapporten af 13. februar 2013, at bilens stand er middel.

...

Klagerens opfattelse

Klager anmoder SKAT om redegørelse for forskellen i afgiftsgodtgørelsen for sagens bil og for en af klager tidligere eksporteret tilsvarende bil (godtgørelsen udgjorde kr. 24.349), samt en liste/udskrift fra G1 eller lignende database, hvor den af SKAT fundne handelspris på kr. 35.000 fremgår.

Klager mener, at denne dokumentation vil tydeliggøre, at den reelle handelspris for sagens bil er betydeligt højere end kr. 35.000. Klager forventer en godtgørelse svarende til en handelspris på min. kr. 60.000. I Tyskland kan gode, originale Peugeot'er næppe købes under € 6.000 svarende til ca. kr. 45.000 uden afgift.

Efterfølgende har klager i mail fremsendt bemærkninger til den af SKAT fremsendte liste fra G1 og bemærker, at den gennemsnitlige handelspris for disse tilsvarende biler udgør kr. 59.780.

...

Motorankenævnets afgørelse

Afgiftsgodtgørelsen skal fastsættes på baggrund af bilens afgiftspligtige værdi som bestemt i registreringsafgiftslovens § 7b, stk. 1, 2, 3 og 7.

Den afgiftspligtige værdi fastsættes med udgangspunkt i den almindelige pris hos en forhandler her i landet som bestemt i registreringsafgiftslovens § 4, stk. 7 og § 10, stk. 1 samt bekendtgørelsens § 1, stk. 3 og § 8, stk. 1.

Værdien fastsættes efter en samlet vurdering af bilens vedligeholdelsesstand, kilometerstand og udstyr som bestemt i registreringslovens § 10, stk. 3 og i bekendtgørelsens § 1, stk. 2, § 8, stk. 2, § 9 og § 10, stk. 1. (Lovbekendtgørelse nr. 615 af 7. juni 2012 og bekendtgørelse nr. 230 af 22. marts 2006 om værdiansættelse af motorkøretøjer mv.)

Klager mener, at handelsprisen for sagens bil overstiger den af SKAT ansatte værdi på kr. 35.000, og henviser til, at handelspriserne i Tyskland for gode, originale Peugeot'er udgør omkring kr. 45.000 uden afgift.

Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 4, stk. 7 og § 10, stk. 1 samt bekendtgørelsens § 1, stk. 3 og § 8, stk. 1, at den afgiftspligtige værdi fastsættes med udgangspunkt i den almindelige pris hos en forhandler her i landet.

Priserne for brugte tilsvarende biler i udlandet indgår derfor ikke i vores samlede vurderinger af handelsprisen for sagens bil.

Vi bemærker, at klager ikke har fremlagt konkret annoncemateriale til støtte for en højere vurdering af bilens handelspris.

Vi har søgt efter annoncemateriale for modellen omkring anmeldelsestidspunktet, og har fundet følgende oplysninger i G1, som indgår i den samlede vurdering:

"...

1. indreg.

Km

annonceret pris kr.

modelvariant/udstyr/sælger mv.

1.

11/1990

156.000

54.900

Peugeot-2

Virkelig flot og helt igennem original Peugeot i den meget sjældne farve sølvmetal. Det lave km-tal, på kun 156.000 km kan eftervises på de løbende synsrapporter.

Denne Peugeot er født i Tyskland og har der haft 2 modne ejere. I 2003 kom den til Danmark og har siden da haft samme ejer. Straks efter den kom til Danmark blev den undervognsbehandlet.

Der er lige monteret 2 nye dæk, og de flotte Speedline fælge er nyrenoverede og nylakerede. Inden levering synes bilen, og der udføres stort service, som bl.a. omfatter udskiftning af tandrem, vandpumpe, olie, oliefilter, luftfilter, tændrør, kølervæske, bremsevæske, samt kontrol af bremser, undervogn og styretøj.

Så ønsker du en sjælden flot og original Peugeot med få kørte km, står den klar i vores udstilling til den heldige ejer.

Annonceret hos forhandler (postnr. ...1).

Annonceret 02.12.2012-24.02.2013 til samme pris.

1. indreg.

Km

annonceret pris kr.

modelvariant/udstyr/sælger mv.

2.

4/1989

137.000

74.900

Peugeot-3

Pga. tidsmangel sælges nu min flotte Peugeot-3.Min bil har været "målestok" for div. anerkendte danske bilblade som fx. Motorclassic 2011, nr. 17, Bilmagasinet 2012, nr. 255, BilBasen, Dit Bilmarked 2011, nr. 24.

Jeg har ejet bilen siden sommer 2009, hvor den kun havde kørt 134.000 km. Det ultra lave km-tal kan bekræftes af div. tyske synsrapporter. Import fra Tyskland hvor 3 ejere før mig, havde ejet bilen.

I min ejertid har jeg ført nøje dagbog over de ting, der er lavet på bilen. Dette materiale fremvises gerne ved besigtigelse.

Min Peugeot-3 yder med standard udstødning og kat. 120 HK og 151 Nm.

Nu er der monteret en RF bananmanifold og RF udstødning samt kat. er demonteret. Bilen "trækker vejret" langt bedre end før og har fået en dejlig, vanedannende, lyd. Originaliteten er netop det, jeg elsker ved min bil! Der vil helt sikkert være mulighed for yderligere fremtidig værdiforøgelse i Peugeot-3'en, pga. af stand og km.

Bilen står ekstrem flot og velholdt både optisk og mekanisk i den helt rigtige farvekombination. Alt fungerer, som det skal. En rigtig bil for "Feinschmeckere".

P.S. Jeg behøver ikke/skal ikke sælge min bil. Flere billeder på www... (G2)

Annonceret hos forhandler (postnr. ...1)

Annonceret 30.04.2013-23.06.2013 til samme pris.

1. indreg.

Km

annonceret pris kr.

modelvariant/udstyr/sælger mv.

3.

7/1989

198.000

26.800

Peugeot-4

Sølvmetal, nysynet, Peugeot-4, som står fuldstændig original med stort soltag, bilen er i super stand i lak og næsten som ny indvendig, el-ruder, ed/radio, bagagerumsdækken, splitbagsæde, 14" originale alu fælge, læderrat, en bil som skal ses og prøves.

Annonceret hos forhandler (postnr. ...2).

Annonceret fra 30.10.2013 til samme pris. Bilen er ikke solgt pr. 11. februar 2014.

1. indreg.

Km

annonceret pris kr.

modelvariant/udstyr/sælger mv.

4.

04/1988

281.000

13.000

Peugeot-5

Synet 29. aug. 2011, træk til 800 kg, alufælge, dellæder, el-ruder, 130 hk, slidte fordæk. Vi kan sætte nummerplader på denne bil i hele åbningstiden - også lørdag/søndag - det tager kun 10 minutter.

Annonceret hos forhandler (postnr. ...3).

Annonceret 07.11.2012 -12.11.2012 til kr. 11.000.

Annonceret 26.09.2012 - 06.11.2012 til kr. 13.000.

Annonceret 11.07.2012 - 25.09.2012 til kr. 15.000.

..."

Vi bemærker, at bilen i eksempel 3 er forsynet med en motor på 1,6 l, medens sagens bil er forsynet med en motor på 1,9 l. I en bil af denne type - Peugeot - vil dette alt andet lige medføre en lavere handelspris for bilen.

Det bemærkes også, at bilen i eksempel 2 i henhold til annonceteksten er en ganske specielt vedligeholdt eller istandsat bil med meget ekstraudstyr. Bilen har været udstillet/fremvist i flere bilmagasiner, og det må derfor antages, at handelsprisen for denne ekstraordinære bil overstiger den almindelige pris for en sædvanlig Peugeot.

Vi er opmærksomme på forskellen mellem annoncepris og handelspris og bemærker, at vurderingen skal tage udgangspunkt i den almindelige pris for bilen. Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 10, stk. 1.

Der kan sædvanligvis findes priser, som er både højere og lavere end den almindelige pris.

Det er ved toldsynet angivet, at bilens vedligeholdelsesstand er middel.

Vi lægger dette til grund for vurderingen.

Vi konstaterer, at SKATs afgørelse ikke indeholder oplysninger om anvendelse af standardtillæg/-fradrag efter reglerne i bekendtgørelsens § 10, stk. 1 og 3 vedrørende bilens kilometerstand.

Vi henviser til, at der skal foretages en samlet vurdering af bilen under hensyntagen til bl.a. kilometerstand jf. bekendtgørelsens § 9.

Vi lægger til grund, at en personbil med benzinmotor af denne alder og model vil have en kilometerstand på ca. 354.000 km, hvis den har været anvendt til normal kørsel jf. bekendtgørelsens § 10, stk. 2.

Bilen blev anmeldt med en kilometerstand på 156.000 km.

Den anmeldte kilometerstand er dermed mere end 10 % lavere end det normale antal kørte kilometer, og der skal derfor gives tillæg ved vurderingen, hvis kilometerstanden kan bevises jf. bekendtgørelsens § 10, stk. 1.

Vi lægger vægt på, at et tillæg er en økonomisk fordel ved en afgiftsgodtgørelse. Hvis bilens kilometerstand er lavere end det normale kilometertal som beskrevet, er det derfor praksis, at der skal foreligge bevis fra mindst to aflæsninger af kilometerstanden i denne situation.

Som bevis kan anvendes f.eks. servicebog og værkstedsregninger jf. bekendtgørelsens § 10, stk. 1 eller en synsvirksomheds aflæsning af kilometerstanden jf. registreringsafgiftslovens § 10, stk. 3.

Vi anser bilens kilometers tand på 156.000 km ved anmeldelsen for bevist på følgende baggrund:

-

Synsoplysningerne fra www.trafikstyrelsen.dk.

Vi lægger vægt på, at der er tale om en lav kilometers tand, hvilket alt andet lige medfører en højere handelspris for bilen.

Vi finder det ikke godtgjort, at sagens bil fremstår lige så unik, som beskrevet for bilen i eksempel 2. Vi har gennemgået det af klager indsendte materiale som dokumentation for, at handelsprisen for sagens bil bør vurderes til kr. 64.000.

Vi tager til efterretning at klager/virksomheden anses for ekspert i Peugeot, og at klager/virksomheden har været repræsenteret i anerkendte bilmagasiner m.v., hvilket dog ikke dokumenterer, at vedligeholdelsesstanden m.v. for sagens bil afviger væsentligt fra andre biler af samme årgang og model.

Det bemærkes, at sagens bil ved toldsynet er vurderet til at være i middel stand.

Vi bemærker, at annoncerede handelspriser på www....de ikke umiddelbart kan lægges til grund ved vurderingen af handelsprisen for sagens bil eller ved fastsættelse af den afgiftspligtige værdi for bilen.

Som nævnt af klager kan disse priser indikere handelsværdien i udlandet af velholdte og originale biler af samme model som sagens bil.

De af klager fremsendte slutsedler dokumenterer, at klager/virksomheden gennem årene har solgt Peugeot'er både til udlandet og her i landet til priser, som ligger på niveau med eller over det niveau, som handelsprisen for sagens bil forventes vurderet til.

Vi gør dog opmærksom på, at handelspriserne for disse biler varierer betydeligt, og tidligere salg af tilsvarende biler kan ikke umiddelbart anses for dokumentation af værdien af sagens bil.

Vi tager hensyn til toldsynsrapportens oplysninger om bilens udstyr.

Vi vurderer på denne baggrund, at bilens handelspris skal nedsættes til kr. 30.000 på anmeldelsestidspunktet.

Vi vurderer, at afgiftsgodtgørelsen skal nedsættes fra kr. 10.805 til kr. 7.999. Beløbet er fratrukket 15 % - dog mindst 8.500 kr. - som bestemt i registreringsafgiftslovens § 7b, stk. 3. Beløbet er hævet med kr. 300 som bestemt i registreringsafgiftslovens § 7b, stk. 7.

Vi vurderer, at afgiftsgodtgørelsen skal fastsættes på baggrund af en nedsættelse af den afgiftspligtige værdi fra kr. 15.583 til kr. 13.306.

Vi vurderer, at den afgiftspligtige værdi skal fastsættes på baggrund af en nypris på 220.000 kr. og en handelspris på 30.000.

..."

A var ikke enig i nævnets afgørelse, da han ikke mener, at nævnet har taget højde for, at der er tale om en liebhaverbil. Han har fremlagt artikler fra bilmagasiner til støtte for dette synspunkt. Der er tillige fremlagt en afgørelse fra Motorankenævnet af 3. november 2014 vedrørende en bil af samme type, dog med en 130 hk motor, samt med vurderingen over middel af bilens stand ved toldsynet. Bilen i nærværende sag har en 120 hk motor og blev vurderet i middel stand ved toldsynet. I forbindelse med afgørelsen af 3. november 2014 havde A foretræde for Motorankenævnet. Bilen i den sag blev vurderet til en handelspris på 70.000 kr.

Det fremgår af Motorankenævnets afgørelse af 3. november 2014, at der blandt andet blev lagt vægt på:

"...

Vi tager til efterretning at klager anses for ekspert i Peugeot, og at klager har været repræsenteret i anerkendte bilmagasiner m.v. Vi lægger desuden vægt på, at der ikke er tale om en almindelig brugsbil, men en bil der erhverves som liebhaveri. I den forbindelse lægger vi også vægt på klagers materiale og forklaring om den særlige status for Peugeot-varianten med 130 hk og uden katalysator.

Ved vurderingen af sådan et køretøj er det vores opfattelse at der må lægges afgørende vægt på bilens vedligeholdelsesstand.

..."

Af afgørelsen af 3. november 2014 fremgår det tillige, at Motorankenævnet ikke fandt, at eksempler for 1,6-varianten skulle indgå i vurderingen, når der forelå eksempler med 1,9-varianten. Motorankenævnet lod sagsøgerens handler, der er dokumenteret ved slutsedlerne af 21. marts 2011 og 16. februar 2012 indgå i den samlede vurdering. Ved disse to handler har sagsøgeren solgt to Peugeot 1,9 for henholdsvis 74.900 kr. + leveringsomkostninger (km-stand 129.000) og 47.900 kr. + leveringsomkostninger (km-stand 156.000. Oplysninger om afslag på 15.000 kr. på grund af defekt rudehejs og kabineventilation, samt oliespild fra bundkar).

Ud over de annonceeksempler, der indgik i Motorankenævnets afgørelse af 2. april 2014, indgik der tillige et annonceeksempel fra perioden 27.01.2013 til 07.02.2013, hvor en Peugeot-6 var annonceret til salg for 54.900 kr. (km-stand 157.000, meget velholdt)

Forklaringer

A har forklaret, at han undrer sig over, at SKAT i forbindelse med sin oprindelige vurdering, der hviler på gennemsnitsprisen af udvalgte handler, har valgt at medtage en bil, der er uden afgift og derfor ikke sammenlignelig.

Motorankenævnet har den 3. november 2014 vurderet en anden Peugeot, som han anmeldte inden for en uge i forhold til den bil, som denne sag vedrører. I den forbindelse havde han og hans kollega, SL, foretræde for Motorankenævnet og kunne forklare, at der er tale om en liebhaverbil. Her kunne medlemmerne af nævnet godt se, at det ikke var en bil, der faldt i værdi år efter år, men at der var tale om en bil, der holder værdien. Det er heller ikke vigtigt, om bilen er fra 1987 eller 1994. Det vigtige er, hvor mange kilometer bilen har kørt, og i hvilken stand den er. Det fremgår også, at Motorankenævnet ved afgørelsen fra november lagde vægt på nogle af de indsendte slutsedler fra tidligere handler. Det har de ikke gjort i forbindelse med vurderingen af sagens bil. Det er hans opfattelse, at standen på den bil, som Motorankenævnet i november 2014 vurderede til 70.000 kr., svarer til standen på sagens bil. Den eneste reelle forskel på bilerne er, at bilen vurderet i november havde 130 hk motor og havde kørt 210.000 km, mens sagens bil havde en 120 hk motor og havde kørt 156.000 km. Efter hans opfattelse, er der en magisk grænse på ca. 200.000 til 210.000 km. Når en Peugeot har kørte mere end det, begynder det at trække ned i prisen.

Han mener ikke, at toldsynet har givet den rigtige vurdering af bilens stand. Det er svært at få dem til at vurdere en bil i over middel stand, med mindre der er en masse ekstraudstyr. Det er dog hans opfattelse, at alle de biler, han har solgt siden 2008 har været i over middel stand. Det har disse to biler været både optisk og teknisk. Han har drevet virksomhed fra 2008 til 2014 og har i den periode oplevet, at Peugeot steg i pris. I 2008 lå gennemsnitsprisen på omkring 45.000 kr. I 2014 var den steget til omkring 70.000 kr. Dette støttes af artikler fra bilmagasiner, som han har fremlagt, herunder FDM's blad Classic, der anses for det mest betydningsfulde på området.

SL har forklaret, at han har drevet virksomheden G2 med køb og salg af specialbiler og klassiske biler sammen med A. De havde 2 til 3 hovedinteresser. En af dem var Peugeot. I den periode, de havde virksomheden, solgte de mellem 25 og 30 Peugeot'er til kunder i Danmark. Bilerne blev i perioden mere værd. I 2008 var gennemsnitsprisen omkring 40.000 kr. Den var steget til omkring 60.000 kr. i 2013. Der var tale om en jævn prisstigning. Det er forskelligt, hvorfor visse modeller stiger i pris. De kan have været med i en film, til et sportsstævne eller måske være genstand for en "kult-effekt". Den typiske kunde til en Peugeot er en midaldrende mand, der går efter en original, flot stand, og en kilometerstand på under 200.000 km. Det kan betyde noget, hvis bilen har en god historie. Der er meget lidt variation på udstyrsmængden på modellen. Det er vigtigt, at der er tale om en originalfarve, men underordnet hvilken.

Deres erfaring er, at Motorankenævnet har en stor sagkundskab, men at de har haft svært ved at ramme niveauet for denne model, fordi der er tale om en niche bil, og det er svært at holde sig opdateret inden for alle mulige niche biler. Han mener, at sagens bil er vurderet langt under niveau. Det kan man se af de slutsedler, der er fremlagt vedrørende andre handler.

De slutsedler, der er fremlagt som bilag 14 til 17 er slutsedler vedrørende handler i 2011 og 2012, de har gjort med danske købere. Det ses, at handelsprisen er betydeligt over det niveau, som motorankenævnet har fastsat for sagen bil, idet bilerne er solgt for henholdsvis 74.900 kr., 65.000 kr. og 47.900 kr. Den sidstnævnte er solgt med et afslag på 15.000 kr. på grund af forskellige defekter.

Bilag 21 viser en tidligere beregning af afgiftsgodtgørelse i forbindelse med, at de har solgt en Peugeot i 2011. Bilen havde kørt 174.000 km og var vurderet til middel stand. SKAT vurderede bilens pris til 55.300 kr. Det passer meget godt med den kurve over prisudviklingen, han har beskrevet.

På side 30 og 31 i bilag D er fremlagt fakturaer i forbindelse med to salg af Peugeot'er, de har gjort til to forskellige autoriserede Peugeotforhandlere i 2012. Bilerne er solgt uden afgift og en gros uden reklamationsret for henholdsvis 38.000 kr. og 40.000 kr. Prisen ville være en del højere ved salg med afgift til en privatperson fra en forhandler. Da køberne var autoriserede Peugeotforhandlere, kan det ikke antages, at de har betalt en overpris for bilerne.

De biler, de har solgt til private, er solgt i klargjort, pæn stand. De har dog solgt 3 til 4 biler, som "håndværkertilbud" til private, der selv ville sætte dem i stand. De er solgt for 25.000 til 30.000 kr. Sagens bil er ikke et "håndværkertilbud".

Annoncen i bilag 18 vedrører en Peugeot, der er mindre attraktiv end en 1,9. Den har en meget lav kilometerstand på 54.000 km, er i meget flot stand og er sat til salg for 100.000 kr.

Bilmagasinet har en liste på deres hjemmeside over biler, der kan være en god investering. Her er Peugeot 1,9 med som en af de biler, man kan gøre en god investering i (bilag 24). At modellen er hip fremgår flere steder i motorpressen. I 2010 havde Bilavisen en artikel om modellen (bilag 25). FDM's blad motorclassic havde en artikel i sommeren 2011, hvor det fremgik, at prisen kunne være op til 100.000 kr. på danske plader (bilag 26).

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at Motorankenævnet har udøvet sit skøn på et forkert grundlag, hvilket har medført et åbenbart forkert og urimeligt resultat.

Motorankenævnet har ikke i forbindelse med vurderingen af bilen lagt til grund, at der er tale om en liebhaverbil, der ikke er udsat for samme prisfald, som biler er i al almindelighed. Af vurderingen af denne bil og bilen behandlet ved Motorankenævnets afgørelse af 3. november 2014 ses det, hvilken forskel det gør, om det lægges til grund, at der er tale om en liebhaverbil.

Ud over Motorankenævnets egen afgørelse af 3. november 2014 underbygger de fremlagte slutsedler og artikler om Peugeot, at der er foretaget et forkert skøn i Motorankenævnets afgørelse i denne sag.

Når man ser nærmere på de annoncer, der har dannet grundlag for vurderingen i denne sag, ses at alene annonce 1 og 2 kan sammenlignes med den vurderede bil. Der er tale om biler af samme stand og med samme kilometerstand. Den gennemsnitlige handelspris på disse to biler er 64.900 kr. Bil nummer 3, er en bil med en 1,6 motor, der ikke er sammenlignelig. Bil nummer 4 har kørt 281.000 km., hvilket er næsten det dobbelte af sagen bil. Bil nummer 3 og 4 burde ikke være indgået i vurderingen.

Sagsøgte har til støtte for sin påstand gjort gældende, at køretøjet på anmeldelsestidspunktet den 16. februar 2013 havde en skønnet handelsværdi på 30.000 kr. ved handel foretaget her i landet fra en forhandler.

Sagsøgeren har ikke dokumenteret, at der er grundlag for at tilsidesætte Motorankenævnets afgørelse, i det skønnet ikke er udøvet på et urigtigt grundlag og ikke har ført til et åbenbart urimeligt resultat for sagsøgeren. Motorankenævnet har efter sin sammensætning og det betydelige antal vurderinger, nævnet foretager årligt, en meget stor og bred erfaring. Derfor tilsidesættes nævnets afgørelser efter retspraksis kun i det omfang, at der er tilvejebragt et sikkert grundlag herfor.

Motorankenævnet har anvendt fire annoncer vedrørende den pågældende model fundet på G1. Motorankenævnet har i forbindelse med vurderingen bemærket, at annonce 2 vedrører en ganske specielt vedligeholdt bil, mens annonce 3 vedrører en bil med en mindre motortype, der derfor findes at have en lavere handelspris. Motorankenævnet har bemærket, at vurderingen efter registreringslovens § 10, stk. 1, skal tage udgangspunkt i den almindelige pris for bilen.

Motorankenævnet har lagt vægt på, at bilen, i modsætning til bilen ved den senere afgørelse af 3. november 2014, var i vedligeholdelsesstanden middel, ligesom der ikke var tale om en bil med 130 hk.

Motorankenævnet har taget til efterretning, at sagsøgeren anses for ekspert inden for Peugeot, men har ikke fundet, at det dokumenterer en højere vedligeholdelsesstand på sagsøgerens biler.

Motorankenævnet har haft det af sagsøgeren indsendte materiale, der fremgår af bilag D, til rådighed. Det fremgår direkte af afgørelse, at Motorankenævnet har gennemgået materialet, og det har således indgået i motorankenævnets vurdering.

Rettens begrundelse og afgørelse

Motorankenævnets vurderingsmænd må anses for at være i besiddelse af særlig sagkundskab og erfaring med vurdering af biler, og det kræver således et sikkert grundlag, hvis retten skal tilsidesætte Motorankenævnets afgørelse.

Motorankenævnet har ved afgørelse af 2. april 2014 vurderet handelsprisen på sagens bil - en Peugeot-1 - til 30.000 kr. Motorankenævnet har ved afgørelse af 3. november 2014 vurderet handelsprisen på en anden Peugeot, som sagsøgeren 2 uger senere anmeldte til afgiftsgodtgørelse, til 70.000 kr.

Af den seneste afgørelse fremgår det, at nævnet har lagt til grund, at en Peugeot ikke er en almindelig brugsbil, men en bil der erhverves som liebhaveri. En tilsvarende vurdering ses ikke at ligge til grund for vurderingen af sagens bil. At en Peugeot er en liebhaverbil, som fastslået i Motorankenævnets afgørelse af 3. november 2014, støttes af artikler fra bilmagasiner fremlagt af sagsøgeren.

Retten finder på den baggrund, at det kan lægges til grund, at Motorankenævnet i denne sag har udøvet sit skøn på et fejlagtigt grundlagt, idet Motorankenævnet ikke har lagt til grund, at en Peugeot-1 ikke er en almindelig brugsbil, men en bil der erhverves som liebhaveri. Dette findes at have medført et for sagsøgeren urimeligt resultat, hvorfor vurderingen tilsidesættes.

Skatteministeriet har ikke påstået hjemvisning for det tilfælde, at retten måtte finde, at Motorankenævnets vurdering er foretaget på et forkert grundlag. Retten må derfor skønsmæssigt fastsætte værdien af sagen bil på baggrund af det foreliggende materiale.

Der må i den forbindelse lægges vægt på, at der i modsætning til bilen vurderet i Motorankenævnets afgørelse af 3. november 2014 er tale om en bil i vedligeholdelsesstand middel, og at der er tale om en model med 120 hk, hvilket taler for en lavere værdi, end bilen vurderet den 3. november 2014. Der er omvendt tale om en bil, der har kørt 156.000 km, i modsætning til bilen vurderet den 3. november 2014, der havde kørt 210.000 km, hvilket tale for en højere værdi af sagens bil. Ud fra Motorankenævnets afgørelse af 3. november 2014, findes vedligeholdelsesstanden at være det vigtigste parameter.

Retten finder, at de mest relevante annoncer at sammenligne sagens bil med, er annonce 1 og 2 fra Motorankenævnets afgørelse vedrørende denne bil, annonce 4 i Motorankenævnets afgørelse af 3. november 2014, samt den af sagsøgeren fremlagte slutseddel af 21. marts 2011 (bilag 2), der også indgår i vurderingen i Motorankenævnets afgørelse af 3. november 2014. Disse biler har en salgspris/annoncepris på mellem 54.900 kr. og 74.900 kr.

Retten finder det mindre relevant at sammenligne med annonce 4 i nævnets afgørelse, da bilen har kørt 281.000 km. Retten finder det også mindre relevant at sammenligne med sagsøgerens slutseddel af 16. februar 2012, da det fremgår, at bilen har en række defekter. Retten finder det ikke relevant at lade annonceeksempel 3 i Motorankenævnets afgørelse indgå i vurderingen, da der er tale om en model med en 1,6 motor.

Navnlig ud fra toldsynets vurdering af, at sagens bil ved anmeldelsen var i middel stand, fastsættes vurderingen på baggrund af ovennævnte eksempler skønsmæssigt til 60.000 kr.

Sagens omkostninger fastsættes således, at Skatteministeriet betaler sagsomkostninger til A med 500 kr. svarende til den indbetalte retsafgift. Der er lagt vægt på sagens resultat, og at A har været selvmøder under sagens behandling.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Skatteministeriet tilpligtes at hæve vurderingen af handelsprisen på sagens bil, Peugeot-1 stelnummer ..., til 60.000 kr. med deraf følgende forøgelse af afgiftsgodtgørelsen. Den forøgede afgiftsgodtgørelse skal forrentes med procesrente fra den 28. maj 2014.

Skatteministeriet betaler inden 14 dage 500 kr. i sagsomkostninger til A.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter