Dato for udgivelse
12 May 2015 09:13
SKM-nummer
SKM2015.323.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
11-0299174
Dokument type
Afgørelse
Emneord
Tilbagebetaling, svovlafgift, kraftvarmeanlæg
Resumé

Selskab ansås ikke berettiget til tilbagebetaling af svovlafgift i henhold til § 15, stk. 4, i lov nr. 1384 af 21. december 2009 om ændring af lov om afgift af elektricitet mv., idet varmen fra kraftvarmeværket ikke var leveret til virksomheden, men produceret på virksomhedens eget anlæg.

 

Reference(r)

Dagældende svovlafgiftslov § 33, stk. 3 og 6-7
Lov nr. 1384 af 21. december 2009 § 15, stk. 1 og 14-16
Lov nr. 393 af 6. juni 2002 § 5, nr. 6
Lov nr. 464 af 9. juni 2004 § 4, § 5 og § 12, nr. 6
Lov om CO2-kvoter § 9

 

Henvisning

Den juridiske vejledning afsnit E.A.7.11.2


SKAT har ikke imødekommet selskabets anmodning om tilbagebetaling af svovlafgift med 6.600.996 kr. for perioden 1. januar 2006 - 31. december 2009.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse. 

Faktiske oplysninger
Selskabet producerer vegetabilske olier og fedtstoffer til fødevareindustrien. Fremstillingen af vegetabilske olier udgør tung proces i henhold til proceslistens punkt 14. I fremstillingsprocessen anvendes damp, som bliver fremstillet på selskabets eget kraftvarmeanlæg, hvori anvendes fuelolie med et svovlindhold på 0,4 - 0,7 %. Varmen fra kraftvarmeanlægget sælges endvidere til to andre virksomheder.

Kraftvarmeanlægget er omfattet af CO2-kvoteloven. Den 25. maj 2010 har selskabet modtaget tilbagebetaling af kuldioxidafgift for perioden 2005 - 2009 som kvoteomfattet virksomhed. I tilbagebetalingsanmodningen har selskabet modregnet betalt svovlafgift til tung og let proces med 7.807.451 kr. i minimumsafgiften på fuelolie.

Selskabet har den 1. september 2010 anmodet om tilbagebetaling af 6.600.996 kr. i svovlafgift for perioden 1. januar 2006 - 31. december 2009. I anmodningen er der henvist til § 15, stk. 14, i lov nr. 1384 af 21. december 2009 om ændring af lov om afgift af elektricitet, lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter og forskellige andre love (herefter ændringsloven) samt afsnit 8.4. i SKATs nyhedsbrev af 28. januar 2010 til CO2-kvoteomfattede virksomheder og virksomheder med mineralogiske processer.

Selskabet er registreret efter svovlafgiftsloven. Repræsentanten har oplyst, at selskabet tidligere har opnået bundfradrag i svovlafgiften efter svovlafgiftslovens § 33, stk. 3.

SKATs afgørelse
SKAT har ikke imødekommet selskabets anmodning om tilbagebetaling af svovlafgift med 6.600.996 kr. for perioden 1. januar 2006 - 31. december 2009.

Ved ændringslovens § 15, stk. 7 - 16, blev der indført en supplementsbestemmelse for perioden 2005 - 2009 i relation til den tidligere gældende § 33 i svovlafgiftsloven. Reglerne er nærmere beskrevet i SKATs nyhedsbrev af 28. januar 2010.

Det fremgår af ændringslovens § 15, stk. 7 - 16, at godtgørelse af svovlafgift er betinget af, at virksomheden har mineralogiske processer eller får leveret varme. Selskabet opfylder ikke disse betingelser, da det hverken har mineralogiske processer eller får leveret varme. Selskabet fremstiller selv varme, som det anvender.

Den 1. juli 2002 gennemførtes en lovændring af svovlafgiftslovens § 33, stk. 7. Herved blev adgangen til bundfradrag for virksomheder, der køber procesvarme og som er omfattet af kuldioxidafgiftslovens regler om tung proces, udvidet til også at omfatte virksomheder, der ikke kan registreres efter svovlafgiftsloven. Reglen om særligt bundfradrag for fuelolie udløb den 31. december 2005.

Formålet med bestemmelsen var, at virksomheder, som modtager procesvarme fra et kraftvarmeværk, via afgiftsgodtgørelse skulle ligestilles afgiftsmæssigt med de virksomheder, der selv producerer procesvarme, og som kunne få et særligt bundfradrag i svovlafgiften.

Ændringslovens § 15, stk. 14, er en supplementsbestemmelse til svovlafgiftslovens § 33, stk. 7. Det fremgår både af den frem til 31. december 2005 gældende ordlyd for svovlafgiftslovens § 33, stk. 7, og ordlyden af ændringslovens § 15, stk. 14, at varmen skal være leveret, at den skal være faktureret, og at kraftværket skal kunne dokumentere den til leverancen medgåede mængde varme. Der er således hverken ud fra den sproglige formulering eller de tidligere anvendte termer i svovlafgiftsloven belæg for at antage, at selskabet får "leveret" varme og dermed er omfattet af ændringslovens § 15, stk. 14. Inddragelse af anden lovgivning i form af affaldsafgiftsloven har ingen sammenhæng med nærværende lovgivning.

Selskabet har eget kraftvarmeværk og har derfor hverken efter de tidligere regler eller supplementsbestemmelsen mulighed for at tilbagesøge svovlafgiften, da det ikke har mineralogiske processer eller køber fjernvarme.

Selskabet har mulighed for at modregne den betalte svovlafgift i minimumsafgiften ved opgørelsen af tilbagebetaling af kuldioxidafgift. Dette er også sket. Ved tilbagebetaling af kuldioxidafgift til selskabet for perioden 2005 - 2009 er der således modregnet svovlafgift i minimumsafgiften. Det betyder, at selskabet har fået tilbagebetalt svovlafgiften indirekte.

Det er ikke muligt både at modregne betalt svovlafgift i minimumsafgiften i forbindelse med opgørelsen af kuldioxidafgiften og få udbetalt svovlafgiften igen i henhold til ændringslovens § 15. Synspunktet, at kuldioxidafgift og svovlafgift i nærværende sammenhæng er uafhængige lovgivninger, således at tilbagebetaling af kuldioxidafgift, hvor der er indregnet betalt svovlafgift, ikke udelukker tilbagebetaling af svovlafgift, savner grundlag. Der er ingen praksis for, at man kan få godtgjort en afgift, som man ikke har betalt.

Hvis selskabet således først havde søgt om tilbagebetaling af svovlafgift i stedet for godtgørelse af CO2-afgift og anmodningen var blevet imødekommet, kunne selskabet ikke argumentere for, at svovlafgiften var en "betalt" minimumsafgift, der kunne medtages ved opgørelse af minimumsafgiften.

I en til sagen afgiven udtalelse, hvor SKAT har fastholdt afgørelsen, har SKAT fremhævet, at det fremgår af SKATs nyhedsbrev af 28. januar 2010, at det kun er virksomheder med mineralogiske processer, der kan få tilbagebetalt svovlafgift for perioden 2005 - 2009.

Selskabets opfattelse
Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at selskabet er berettiget til tilbagebetaling af svovlafgift af selskabets fuelolie anvendt til tung proces i perioden 2006 - 2009. Der henvises til ændringslovens § 15, stk. 14 - 16.

Selskabet opfylder betingelserne for tilbagebetaling, idet der ikke er lovhjemmel til at opstille et krav om, at varmen skal være købt. Det fremgår hverken af lovteksten eller forarbejderne, at levering af varme til virksomheden skal forstås som et faktisk køb af varme. At lovbemærkningerne beskriver varmen som "fjernvarme" anses i denne forbindelse som værende uden betydning. Det fremgår således udelukkende af lovteksten, at der skal være tale om levering af varme, og selskabet får leveret varme fra dets kraftvarmeanlæg. Det er herved bemærket, at reglerne også omfatter levering af varme fra blokvarmecentraler. En blokvarmecentral vil som oftest udgøre en del af den virksomhed eller boligblok, som forsynes med varme. Det er ikke nødvendigt at etablere og drive blokvarmecentralen i et selvstændigt selskab. Ved levering af varme fra blokvarmecentraler vil der således ikke være tale om køb af varme, men blot levering af varme.

Det er et grundlæggende princip i afgiftslovene, at de enkelte registreringspligtige anlæg skal ses som isolerede enheder, hvorfor der ikke er forskel på, om man køber varmen fra en varmeproducent eller producerer varmen på eget kraftvarmeanlæg for herefter at levere denne varme til produktionen. Der kan herved henvises til SKM2005.102.VLR, hvorved det blev fastslået, at et forbrændingsanlæg skal anses som en selvstændig registreringspligtig virksomhed, når der tilføres afgiftspligtigt affald. Selskabets kraftvarmeanlæg må således anses som en selvstændig enhed, der leverer varme til produktionen.

Der leveres også varme til andre forbrugere, og der udarbejdes i denne forbindelse et selvstændigt budget samt fordelingsregnskab for anlægget. Omkostninger mv. fordeles mellem forbrugerne. Der er endvidere ansat personale i selskabet, der alene beskæftiger sig med driften af anlægget.

Det fremgår direkte af kuldioxidafgiftslovens § 8a, stk. 2, at svovlafgiften kan modregnes i minimumsafgiften. Endvidere fremgår direkte og udtømmende af overgangsbestemmelsen i ændringslovens § 15, stk. 14, hvornår der sker en reduktion i tilbagebetaling af svovlafgift for perioden 2005 - 2009. Det fremgår ikke af bestemmelsen, at der ikke samtidig må være sket tilbagebetaling af kuldioxidafgift for det samme energiforbrug. Derimod er det angivet, at tilbagebetalingen reduceres, såfremt virksomheden har fået godtgørelse for samme energiforbrug efter reglerne i svovlafgiftslovens § 33, stk. 7.

Som følge heraf er der ikke hjemmel til at afskære tilbagebetaling af svovlafgift. Svovlafgiftsloven og kuldioxidafgiftsloven er to separate love. Det vil være klart i strid med legalitetsprincippet at nægte tilbagebetaling af svovlafgift på grundlag af en bestemmelse i kuldioxidafgiftsloven. Hjemlen skal derimod være indsat i svovlafgiftsloven, hvilket ikke er tilfældet.

Derudover har selskabet betalt fuld svovlafgift i den pågældende periode. At selskabet ved beregning af, hvilket beløb det kan få godtgjort i kuldioxidafgift, beregningsteknisk har haft mulighed for at foretage en nettobetragtning, ændrer ikke på det faktum, at svovlafgiften er betalt af selskabet. Dette vedrører på ingen måde bestemmelserne i svovlafgiftsloven.

Lovgiver er helt klar over, at visse virksomheder bliver belastet med en afgift, der er mindre end EU's minimumsafgift. Eksempelvis virksomheder, der anvender naturgas til tung proces, og som har en aftale med Energistyrelsen, betaler en afgift, som er mindre end minimumsafgiften i energibeskatningsdirektivet. Lovgiver har i overgangsperioden 2005 - 2009 accepteret et beskatningsniveau under minimumssatserne. Det kan udledes af forarbejderne til ændringsloven.

Såfremt selskabet ikke er berettiget til tilbagebetaling er det i øvrigt vanskeligt at se, hvilke typer virksomheder bestemmelsen i ændringslovens § 15, stk. 14, har til hensigt at tilgodese. Hensigten med overgangsbestemmelsen var at tilgodese virksomheder med tung proces, som anvendte kvoteomfattet og fueloliebaseret varme i produktionen, hvilket er tilfældet for selskabet. Endvidere er der tale om overgangsbestemmelser, hvor lovgiver som følge af en statsstøtteafgørelse fra EU-kommissionen i videst muligt omfang har søgt at tilgodese de virksomheder, der anvender kvoteomfattet varme i den pågældende periode.

Det giver ikke mening at opstille en betingelse om, at varmen skal levers fra et kraftvarmeanlæg, der er ejet af tredjemand, eftersom dette ikke vil være relevant for virksomheder, der er omfattet af CO2-kvoteloven, eftersom de vil være selvforsynende ved deres eget energianlæg.

Det er ikke et krav for at være omfattet af tilbagebetalingsordningen i ændringslovens § 15, stk. 14 - 16, at virksomheden har mineralogiske processer.

SKATs indstilling til Landsskatteretten
SKAT har indstillet, at afgørelsen stadfæstes.

Landsskatterettens afgørelse
Følgende fremgår af § 15, stk. 14 - 16, i lov nr. 1384 af 21. december 2009 om ændring af lov om afgift af elektricitet, lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter og forskellige andre love (herefter ændringsloven):
"(...)
Stk. 14. Til momsregistrerede virksomheder, der fra kraftvarme-værker og hertil knyttede blokvarmecentraler får leveret varme, som er baseret på varer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 2 eller 5-7, i lov om afgift af svovl, og hvor den til virksomheden fakturerede og af virksomheden betalte svovlafgift af den til brug for leverancen medgåede mængde brændsel kan dokumenteres og udgør mindst 250.000 kr. pr. år, ydes tilbagebetaling af svovlafgift opgjort ligesom det særlige bundfradrag efter reglerne i § 33, stk. 1 eller 3, i lov om afgift af svovl, som var gældende i perioden 2005-2009, for nævnte varer, når anvendelsen sker til formål nævnt i bilag 1 til lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter, og når virksomheden har tilladelse til udledning af CO2 efter § 9 i lov om CO2-kvoter. Leveres varmen kun i en del af året, nedsættes grænsen på 250.000 kr. forholdsmæssigt. Tilbagebetalingen reduceres, i det omfang virksomheden har fået eller får godtgørelse for samme vareforbrug for perioden 2005-2009 efter den i denne periode gældende § 33, stk. 7, i lov om afgift af svovl. Opgørelsen af tilbagebetalingen foretages for hver type brændsel, jf. § 1, stk. 1, nr. 2 eller 5-7, i lov om afgift af svovl, og for hvert kalenderår.
Stk. 15. For at opnå tilbagebetaling efter stk. 7-13 eller stk. 14 skal virksomheden have ansøgt told- og skatteforvaltningen herom senest den 1. september 2010.
Stk. 16. Tilbagebetaling efter stk. 7-13 eller stk. 14 ydes for perioden 2005-2009."

Ændringslovens § 15, stk. 14 - 16 blev indsat på baggrund af et ændringsforslag i Skatteudvalgets betænkning af 9. december 2009. Af betænkningens bemærkninger til ændringsforslaget fremgår følgende:

"Med indsættelsen af stk. 7-16 foreslås to ordninger med tilbagebetaling af pligtig svovlafgift fra perioden 2005-2009 til virksomheder.

(...)

Herudover foreslås en anden ordning med tilbagebetaling af svovlafgift.

Under hensyn til tvivlen om, hvorvidt den i § 12, nr. 5, i lovforslaget foreslåede nyaffattelse af svovlafgiftslovens § 33, stk. 7, (der bliver stk. 6) reelt indebærer en stramning med tilbagevirkende kraft for virksomhederne i forhold til den hidtidige affattelse af svovlafgiftslovens § 33, stk. 7, med ændringen vedrørende CO2-kvote-omfattede virksomheder fra lov nr. 464 af 9. juni 2004, foreslås en ordning med tilbagebetaling af svovlafgift vedrørende fjernvarme for perioden 2005-2009. Formålet hermed er at præcisere retstilstanden på området for denne periode. Der henvises til bemærkningerne til ændringsforslag nr. 13.

Det skønnes, at ordningen ikke vil medføre nævneværdige provenumæssige konsekvenser. Ordningen vil heller ikke medføre nævneværdige miljømæssige konsekvenser, da den vedrører fortiden.

Det foreslås således med indsættelsen af stk. 14-16, at der for perioden 2005-2009 gennemføres en ordning med tilbagebetaling af svovlafgift af brændslerne fuelolie eller kul, som belaster fjernvarme fra kraftvarmeværker m.v., hvormed der ydes tilbagebetaling til visse momsregistrerede virksomheder, som anvender fjernvarmen.

Det gælder flere betingelser for denne tilbagebetaling. Fjernvarmen skal anvendes til formål nævnt i bilag 1 til CO2-afgiftsloven (tunge processer). Den pågældende virksomhed skal samtidig have tilladelse til udledning af CO2 efter § 9 i lov om CO2-kvoter. Den betalte svovlafgift skal udgøre mindst 250.000 kr. pr. år. Hvis varmen kun leveres en del af året, nedsættes beløbet forholdsmæssigt.

Svovlafgiften, som betales tilbage, opgøres ligesom det særlige bundfradrag i svovlafgiften for det relevante brændsel efter reglerne i stk. 1 for kul eller stk. 3 for fuelolie i § 33 i svovlafgiftsloven, som var gældende i perioden 2005-2009. Ved opgørelsen af tilbagebetalingen modregnes eventuel godtgørelse af svovlafgift for samme vareforbrug i perioden 2005-2009, som virksomheden har fået eller får efter den i denne periode gældende § 33, stk. 7, i svovlafgiftsloven.

Virksomheden skal med henblik på tilbagebetaling foretage separat opgørelse for hver type brændsel og for hvert kalenderår i perioden 2005-2009.

For at opnå tilbagebetaling skal virksomhederne ansøge told- og skatteforvaltningen herom senest den 1. september 2010. Virksomheder, som ikke har henvendt sig til told- og skatteforvaltningen senest på denne dato, vil således ikke kunne opnå tilbagebetaling.

De administrative engangsudgifter for SKAT ved ovennævnte to ordninger skønnes at kunne holdes inden for den tidligere skønnede engangsudgift på et årsværk. Der henvises til afsnit 4.2 under de almindelige bemærkninger til lovforslaget."

Af de tidligere gældende bestemmelser i svovlafgiftslovens § 33, stk. 3 og 7, fremgik følgende:

"(...)
Stk. 3. For varer omfattet af § 1, nr. 2, med et afgiftspligtigt svovlindhold ydes i perioden fra lovens ikrafttræden til 31. december 2005 et særligt bundfradrag på 0,55 vægtpct. af varens vægt eksklusive vand for virksomheder registreret efter § 3 til formål nævnt i bilag til lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter bortset fra formål nævnt i bilagets nr. 1 og 28, og hvor virksomheden har indgået aftale efter lov om statstilskud til dækning af kuldioxidafgift i visse virksomheder med et stort energiforbrug, eller som har tilladelse til udledning af CO2 efter § 9 i lov om CO2-kvoter. Det særlige bundfradrag for varer omfattet af § 1, nr. 2, med et afgiftspligtigt svovlindhold kan overføres til andre ovn- eller kedelanlæg inden for samme geografiske område, men kan ikke overføres til andre brændsler uanset stk. 4 og 5.
(...)
Stk. 7. Til virksomheder, der fra kraft-varme-værker og hertil knyttede blokvarmecentraler får leveret varme, som omfattes af § 1, stk. 1, nr. 2 eller 5-7, og hvor den til virksomheden fakturerede og af virksomheden betalte svovlafgift af den til brug for leverancen medgåede mængde brændsel kan dokumenteres og udgør mindst 250.000 kr. pr. år, ydes en godtgørelse svarende til det særlige bundfradrag efter stk. 1 for varer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 5-7, og efter stk. 3 for varer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 2, når anvendelsen sker til formål nævnt i proceslisten til kuldioxidafgiftsloven, og når virksomheden har indgået en aftale efter lov om ændring af lov om statstilskud til dækning af udgifter til kuldioxidafgift i visse virksomheder med et stort energiforbrug (aftaler om energieffektiviseringer m.v.). Leveres varmen kun i en del af året, nedsættes grænsen på 250.000 kr. forholdsmæssigt."

Lov nr. 464 af 9. juni 2004 om ændring af afskrivningsloven, ligningsloven, lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter og lov om afgift af svovl indeholdt i § 4 en ændring til svovlafgiftslovens § 33, stk. 7, hvorved anvendelsesområdet for svovlafgiftslovens § 33, stk. 7, skulle udvides, således at den ud over virksomheder, der havde indgået energieffektiviseringsaftaler også skulle omfatte virksomheder, der havde tilladelse til udledning af kuldioxid efter § 9 i lov om CO2-kvoter. Skatteministeren skulle fastsætte tidspunktet for lovens ikrafttræden, og loven skulle have virkning fra den 1. januar 2005. Det fremgik af lovens § 5. Ændringen af svovlafgiftslovens § 33, stk. 7, blev imidlertid først sat i kraft fra den 1. januar 2010, jf. § 1 i bekendtgørelse nr. 1125 af 1. december 2009 om ikrafttræden af lov om ændring af afskrivningsloven, ligningsloven, lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter og lov om afgift af svovl. Dette var også ikrafttrædelsesdatoen for ændringsloven, som i § 12, nr. 6, indeholdt en ny affattelse af bestemmelsen i svovlafgiftslovens § 33, stk. 7, der med lovændringen blev til svovlafgiftslovens § 33, stk. 6. Ikrafttrædelsesdatoen fremgår af ændringslovens § 15, stk. 1.

Det fremgår således af forarbejderne til ændringslovens § 15, stk. 14 - 16, at bestemmelsen er indsat i loven for at sikre, at den med loven indførte nye affattelse af den tidligere bestemmelse i svovlafgiftslovens § 33, stk. 7, ikke ville medføre lovgivning med tilbagevirkende kraft i forhold til den dagældende affattelse af § 33, stk. 7, med ændringer vedrørende CO2-kvoteomfattede virksomheder i henhold til lov nr. 464 af 9. juni 2004 om ændring af afskrivningsloven, ligningsloven, lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter og lov om afgift af svovl. Ændringslovens § 15, stk. 14, kan derfor ikke antages at finde anvendelse uden for anvendelsesområdet for den tidligere gældende § 33, stk. 7, i svovlafgiftsloven, sammenholdt med ændringerne til bestemmelsen i lov nr. 464 af 9. juni 2004 om ændring af afskrivningsloven, ligningsloven, lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter og lov om afgift af svovl.

Den tidligere gældende § 33, stk. 7, i svovlafgiftsloven, blev i sin oprindelige form indført ved § 5, nr. 6 i lov nr. 393 af 6. juni 2002 om ændring af lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v., lov om afgift af naturgas- og bygas, lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v., lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter, lov om afgift af svovl og lov om tilskud til elproduktion. Af de almindelige bemærkninger i lovforslag nr. 190 af 3. april 2002 fremgår følgende:

"(...)
Udvidet mulighed for bundfradrag i svovlafgiften ved udnyttelse af spildvarme

Frem til og med 2005 har virksomheder, der er registreret efter loven ret til et bundfradrag, jf svovlafgiftslovens § 33, stk. 3. Bundfradraget finder anvendelse, når registrerede virksomheder, der samtidig er omfattet af CO2-afgiftslovens regler for særligt energiintensive processer, udnytter varmen fra et eget kraftvarmeanlæg til procesvarme. Det er en forudsætning, at virksomheden har indgået en aftale efter lov om statstilskud til dækning af kuldioxidafgift i visse virksomheder med et stort energiforbrug. En virksomhed, der ikke selv producerer kraftvarmen, men som i stedet modtager procesvarmen fra et kraftvarmeværk, er derimod ikke omfattet af reglerne om bundfradrag, selv om virksomheden har indgået en statstilskudsaftale. Sådanne virksomheder stilles derfor afgiftsmæssigt ringere end virksomheder, der selv producerer procesvarme. Det foreslås nu, at virksomheder, der modtager procesvarme fra registrerede virksomheder, opnår adgang til bundfradraget, såfremt svovlafgiften for den til brug for leverancen af procesvarme medgåede mængde brændsel kan dokumenteres og overstiger 250.000 kr. årligt.
(...)"

Endvidere er følgende anført i lovforslagets bemærkninger til § 5, nr. 6:

"Til nr. 6
Bestemmelsen ligestiller kuldioxidafgiftsstøttede, energiintensive virksomheder, der modtager procesvarme fra fremmede kraftvarmeanlæg og dertil knyttede blokvarmeanlæg med sådanne virksomheder, der modtager procesvarme fra eget anlæg.

De pågældende virksomheder er ikke omfattet af svovlafgiftslovens registrerings- og betalingspligt. At virksomhederne i det hele taget belastes af svovlafgiften, skyldes det almindelige princip, hvor den registrerede virksomhed overvælter afgiften på kunden. Der er derfor valgt en ordning, hvor fradraget udbetales til virksomheden. Det er samtidig bestemt, at kun virksomheder, hvor den overvæltede svovlafgift udgør mindst 250.000 kr. om året, kan opnå en godtgørelse svarende til bundgrænsen.

Da der reelt er tale om ganske få virksomheder, indeholder forslaget ikke detaljerede regler om, hvorledes bundfradraget skal opnås. Det er i stedet forudsat, at dette aftales konkret mellem den enkelte virksomhed og de statslige told- og skattemyndigheder."

Det fremgår således udtrykkeligt af forarbejderne til den tidligere gældende affattelse af svovlafgiftslovens § 33, stk. 7, at bestemmelsen vedrørte virksomheder, der modtog procesvarme fra fremmede kraftvarmeanlæg og dertil knyttede blokvarmecentraler. Det er endvidere i overensstemmelse med ordlyden af ændringslovens § 15, stk. 14, at begrænse bestemmelsens anvendelsesområde til varme, der leveres til virksomheden.

Sagen vedrører selskabets forbrug af fuelolie i eget kraftvarmeanlæg. Da varmen fra kraftvarmeværket ikke er leveret til virksomheden, men produceret på virksomhedens eget anlæg, er dette forbrug ikke omfattet af ændringslovens § 15, stk. 14. Der kan derfor ikke ske godtgørelse af svovlafgift i henhold til denne bestemmelse.

Landsskatteretten stadfæster herefter SKATs afgørelse.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter