Dato for udgivelse
29 Jun 2015 09:14
SKM-nummer
SKM2015.450.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
13-0233895
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
Motor - Registrerings- og vejbenyttelsesafgift
Emneord
Godstransport, personbil, registreringsafgift
Resumé

Ændringer på et køretøj betød at køretøjet ikke længere utvivlsomt ansås for konstrueret og indrettet til godstransport. Køretøjet opfyldte herefter ikke betingelserne i registreringsafgiftslovens § 5, stk. 1, og opkrævningen af den yderligere registreringsafgift var berettiget. 

 

Reference(r)

Dagældende registreringsafgiftslov § 4 og § 5

Henvisning

-


SKAT har opkrævet klageren 154.022 kr. i registreringsafgift jf. den dagældende registreringsafgiftslovs § 1, stk. 3, § 5, stk. 12 og § 20, stk. 1.

Den afgiftspligtige værdi er fastsat af Motorcenter Y1.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger
Politiet og SKAT har standset køretøjet på adressen Y2 i Y3 den 1. maj 2013. SKAT konstaterede ved kontrollen at køretøjet, som er afgiftsberigtiget med nedsat afgift som varebil, var indrettet med soveplads mv. i varerummet.

Ved politiet og SKATs besigtigelse af køretøjets varerum konstateredes det, at varerummet var opdelt med en skillevæg, således at varerummets bageste del var indrettet til opbevaring og transport af motorcykelkøretøjer og øvrigt tilbehør til motorcykelkørsel.

Skillevæggen var udført af plader, beklædt med stof. Væggen dækkede hele varerummets bredde, og den bestod af to lodrette plader, som var monteret forskudt. De to lodrette plader var forbundet med en vandret plade, således at der fremkom en hylde i varerummets forreste del. Denne hylde blev anvendt til opbevaring af sammenrullede liggeunderlag, soveposer og tæpper.

Varerummets forreste del var indrettet med en fast monteret bænk med polstret madras. Bænken var opbygget af et skelet af lægtetræ, monteret med skruer i varerummets sidevæg, adskillelsen til varerummets bageste del og adskillelsen til førerrummet, således at den dækkede varerummets længderetning i forreste del, bænkens mål var ca. 180 cm i længden og 60 cm i bredden. Den polstrede madras bestod af en plade med mål, svarende til bænkens konstruktion. Når madrassen var fjernet bestod den resterende del af bænken af en kasse, som blev benyttet til opbevaring af drikkevarer, køreudstyr og lignende løse genstande. I kassen var der desuden monteret en højttaler, og der var installeret et ekstra batteri, tilsluttet en omformer til 220 volt. Fra omformeren var der trukket el-ledninger til TV, monteret over den nævnte bænk, på adskillelsen til førerrummet samt til kaffemaskine og køleskab, placeret i en fast opbygget reol på adskillelsen til varerummets bageste del.

Føreren oplyste ved standsningen, at køretøjet ejes af klageren. Køretøjet blev benyttet af føreren, som er professionel motorcykelkører for Y4 motorklub. Klageren er registreret som ejer og bruger af køretøjet pr. 31. januar 2013. Føreren forklarede, at han og klageren har foretaget ombygningen af køretøjet inden for den seneste måned. Ombygningen er foretaget med henblik på at køretøjet skal anvendes til transport af motorcykelkøretøjer. Samtidig benyttes køretøjet til ophold og omklædning i forbindelse med løb.

SKAT har ved standsningen fotograferet varerummets indretning.

Klageren har fremlagt billeder af 12 v køleboks, 12 v kaffemaskine, magasin til opbevaring af udstyr og adskillelse bag forsæderne.

SKATs afgørelse
SKAT har opkrævet klageren 154.022 kr. i registreringsafgift jf. registreringsafgiftslovens § 1, stk. 3, § 5, stk. 12 og § 20, stk. 1.

SKAT har som begrundelse for afgørelsen anført:

"Det er SKATs opfattelse at indretningen af varebilen med fastmonteret soveplads, TV, kaffemaskine og køleskab i varerummet bevirker, at varebilen ikke længere kan anses for utvivlsomt konstrueret og indrettet til godstransport. Det opfylder herefter ikke betingelserne i registreringsafgiftslovens § 5, stk. 1. Efter lovens § 5, stk. 12 skal køretøjet derfor afgiftsberigtiges efter lovens § 4, stk. 1.

SKATs Motorkompetencecenter i Y5 har fastsat køretøjets handelsværdi som personbil til ca. 300.000 kr. Afgiften heraf udgør 184.260 kr. Køretøjets handelsværdi som varebil er fastsat til ca. 150.000 kr. Afgiften heraf udgør 30.238 kr. Differenceafgiften udgør 154.022 kr. Afgørelsen om værdifastsættelsen er tidligere fremsendt."

Klagerens opfattelse
Der er nedlagt påstand om, at den af SKAT pålagte registreringsafgift nedsættes til 0.

Klageren har til støtte for påstanden anført følgende anbringender:

"Som det kan ses på vedlagte afgørelse fra SKAT i Y6, er bilen standset ved en kontrol, som SKAT havde sammen med Politiet i Y3 d. 1/5 2013.

Først vil jeg slå fast at jeg ikke er enig i SKATs afgørelse, derfor dette brev.

Vi har på intet tidspunkt troet at der kunne stilles tvivl ved indretningen af bilen. Vi fik bilen sidst i januar 2013, og da vejret blev til at arbejde udendørs midt i marts, gik vi gang med indretningen. Vi var under meget tidspres, da den skulle være færdig til sæsonstart først i april.

Bilen er på papegøjelader. og den køre ikke som firmabil - men helt privat, så vi mente ikke der kunne blive problemer med at bruge den som [...] bil. Den blev indrettet så den var optimal som [...] bil, og kunne bringe os og grejet sikkert rundt til løb.

Kommentar til følgende punkter som SKAT påpeger:

Køleboks:

Her er der tale om en lille 12v transportabel køleboks — som ikke engang var tilsluttet. Den er med bærehåndtag (se billede), der lige er plads til fire colaer eller en madpakke. Det har intet med et køleskab at gøre, men en køleboks til 12v.

Kaffemaskine:

Her er der tale om en lille 12v kaffemaskine der en halv time om at lave fem kopper halvkold kaffe, som er maks. — større er den ikke. Vi fik oplyst ved kontrollen i Y3 at den ikke måtte være fastgjort, men godt må stå løst. Det giver ingen mening at den skulle stå løst og kunne flyve rundt i bilen, og være til fare eller gå i stykker.

TV:

12v monitor uden tilslutning af antenne. Der er tale om skærm til PC, samt til at se data osv. på opsætning på motorer.

Bænk:

Vi har aldrig — og det har aldrig været meningen, at bilen skulle bruges til overnatning. Bænken var først og fremmest tænkt som magasin til opbevaring af det sikkerhedsudstyr ol. som B tager på ved omklædning. Det kunne godt have stået i en kasse på gulvet, der ville flyve rundt i bilen under kørsel. Derfor af hensyn til sikkerhed og orden var det vigtigt at have styr på grejet. Og ja — der er en løs hynde på bænken, hvor man kan sidde og klæde om, og hvor man kan sidde og spise sin madpakke i regnvejr, når vi er til løb ude i den anden ende af verden. Og ja — bænken er fastgjort, med fem skruer ind i sidebeklædningen. Hvis disse skruer fjernes står bænken løs og kan klappes sammen og fjernes på et øjeblik. Den kan også foldes ud og stille løst op igen på et øjeblik, og stadig blive anvendt som den bliver nu. Det er en voldsom ændring af sagen pga. fem skruer, som i bund og grund bare gør bilen mere sikker fordi bænken står fast.

Omformer til 220v

Der er en lille enverter i bilen, der omformer 12v til 220v. Den er kun på 300w og kan ikke trække noget køkkenudstyr på nogen måde. Omformeren er beregnet til PC, opladning af telefon osv.

Soveposer:

Mange gange når vi køre i udlandet er der mulighed for overnatning i klubhus på banen — derfor soveposer. Og der er slet ikke plads til at tre mand kan overnatte i bilen, når den er pakket med det grej ol. der skal med på de lange ture. Er der ikke mulighed for at overnatte i klubhus overnatter vi altid på hotel.

Jeg forstår godt man ikke må købe en fin dyr firehjulstrækker på gule plader, og bare sætte sæder bag i. Jeg forstår også godt man ikke må købe en kassebil på gule plader, og indrette den som autocamper med køkken og sovepladser osv. Jeg forstår også godt der ikke må være personer bag i bilen under kørsel.

Man skal forstå denne bil på ingen måde er indrettet - og ikke har været tiltænkt - eller på nogen måde har været brugt, som camper eller til persontransport bagi. Den er udelukkende lavet til transport af [...] cykler og beskidt grej, som er bagerst i bilen, og midt i bilen er der rent udstyr — skiftetøj — madpakke osv. Det er også vigtigt at oplyse, at der er adskillelse bag forsæderne så man ikke kan komme om bag i bilen, på anden måde end ind af sidedøren.

Det har intet med camp er eller personbil at gøre, det er en bil til at transportere cykler og grej sikkert rundt, og som fungere til det den er beregnet til — [...] bil og intet andet.

Det giver ingen mening at man nu kræver bilen omregistreret som personbil. Kan man sige det er en personbil? Uden sæder eller vinduer bag i? Der kan ikke engang sidde nogen bag i under kørsel, da den kun er beregnet til tre personer på forsædet som alle andre gulpladebiler. Den har aldrig været tænkt som en bil til at holde ferie i, eller til persontransport på nogen måde.

Hvis den kommer på hvide plader, vil den stå i så mange penge at det er helt urealistisk — den vil aldrig kunne sælges, hvem vil købe en stor kassebil som personbil til den pris, når du kan få den samme på guleplader til det halve??

Det her er en katastrofe for os. Vi har - med de midler vi som helt almindelige mennesker har haft, gennem mange år kæmpet os fremad i sporten. Vi har brugt alt hvad vi havde - og al vores tid, for at hjælpe vores søn, og ved hårdt arbejde har han bla. har vundet [...] titler som ungdomskører. Som seniorkører fortsætter hen sine successer og er netop blevet udtaget til [...]. Han regnes for et af de største talenter vi har, og han har en stor fremtid foran sig.

Men denne sag med bilen vil sætte det hele i stå. Det er ufattelig mange penge for os, og vil sandsynligvis betyde B er nødt til at stoppe karrieren, og også at vi måske må gå fra hus og hjem.

Ingen kan have interesse i at ødelægge en familie ved at pålægge dem så store udgifter, over ting som kunne har været klaret med at fjerne fem skruer, som i bund og grund åbenbart er årsag til hele balladen - det giver overhovedet ingen mening.

Der må være nogle fornuftige mennesker der forstår hvad det her handler om, vi skal bare have en bil til at køre rundt til løb - intet andet."

SKATs udtalelse
SKAT har i forbindelse med høring af sagen udtalt følgende:

"Klager bemærker, at bilen er på papegøjeplader, og at den ikke kører som firmabil, men helt privat. Han mener derfor ikke at der kunne blive problemer med at bruge den som [...] bil. Den blev indrettet, så den var optimal som [...] bil.

Det bemærkes hertil, at spørgsmålet om bilens anvendelse til privat eller erhverv ikke har betydning for denne sag. Anvendelsen har alene betydning for beregning af vægtafgift efter Bekendtgørelse af lov om vægtafgift af motorkøretøjer mv., lovbekendtgørelse nr. 414 af 11. april 2013.09.13

Klager anfører, at han ved kontrollen i Y3 fik oplyst, at en kaffemaskine, som var monteret i varerummet, ikke måtte være fastgjort, men godt måtte stå løst.

Det bemærkes hertil, at spørgsmålet om fastgørelse alene har haft betydning i forbindelse med vurderingen af, om køretøjet dermed kunne anses for utvivlsomt konstrueret og indrettet til godstransport.

Klager bemærker, at en bænk, som er monteret i varerummet, først og fremmest er tænkt som magasin til opbevaring af sikkerhedsudstyr mv. Han bemærker endvidere at bænken er forsynet med en hynde, som kan benyttes som siddeplads i forbindelse med omklædning og spisning. Det bemærkes endvidere, at bænken er fastgjort på grund af sikkerhed.

Det bemærkes hertil, at bænkens udformning og fastgørelse bevirker, at den kan anvendes som siddeplads eller liggeplads. Varerummet kan herefter ikke anses for utvivlsomt konstrueret og indrettet til godstransport.

Klager bemærker, at bilen ikke benyttes til overnatning. Han henviser til, at der ikke er plads til, at 3 mand kan overnatte i bilen, når den er pakket med det grej, der skal med på de lange ture. Han bemærker, at de på turene enten overnatter i klubhus på banen eller på hotel.

Det bemærkes hertil, at det ikke er den faktiske benyttelse til overnatning mv., der er afgørende i sagen. Det er bilens konstruktion og indretning, der er afgørende for afgørelsen.

Klager anfører, at bilen ikke er - og ikke har været tiltænkt - eller på nogen måde har været brugt som camper eller til persontransport bagi. Han anfører, at det intet har med camper eller personbil at gøre, og at det ikke giver mening at man nu kræver bilen omregistreret som personbil.

Det bemærkes hertil, at det ikke er afgørende om bilen fuldt ud fremtræder som personbil eller camper. Det afgørende er, at bilen ikke utvivlsomt er konstrueret og indrettet til godstransport, og at den derfor ikke opfylder betingelserne for afgiftsberigtigelse efter § 5, stk. 1. Når en bil ikke opfylder betingelserne efter § 5, stk. 1 skal den afgiftsberigtiges efter § 4. Det er ikke en forudsætning for afgiftsberigtigelse efter § 4, at der er tale om en personbil. Det fremgår af flere af bestemmelserne om afgiftsberigtigelse med nedsat afgift (eller afgiftsfritagelser), at bilerne skal afgiftsberigtiges efter § 4, hvis betingelserne for afgiftsfritagelse eller nedsat afgift ikke er opfyldt.

Sammenfattende bemærkes det, at det er en betingelse for afgiftsberigtigelse med nedsat afgift efter registreringsafgiftslovens § 5, stk. 1 at bilen utvivlsomt er konstrueret og indrettet til godstransport.

Kravene til konstruktion og indretning er beskrevet uddybende i SKATs Den juridiske vejledning, afsnit E.A.8.1.4.3. Det fremgår heraf, at der ikke bag førersædet må findes sædearrangement af nogen art eller indretninger, der er egnede til anbringelse af sæder eller lignende til personbefordring. Der er endvidere fastsat bestemmelser om, at varerummet ikke må være forsynet med andre nærmere opregnede dele.

Af vejledningen fremgår det endvidere om kravene til gulvet at det primære er, at diverse personvognsudstyr er fjernet, dvs. beslag til sæder skal være fjernet eller gjort ubrugelige, og huller skal være tildækket med svejseklatter eller fastlimede plader.

Disse detaljerede krav til konstruktion og indretning understreger vigtigheden af, at varerummet skal være utvivlsomt konstrueret og indrettet til godstransport.

Bilen fremstår efter ombygningen som konstrueret og indrettet til såvel godstransport som til andre formål, såsom ophold og beboelse. Den forreste del af varerummet fremstår efter en samlet vurdering som opholdsareal med siddeplads, liggeplads og udstyr til andre formål end godstransport."

Klagerens bemærkninger til SKATs udtalelse
Klageren har følgende bemærkninger til SKATs udtalelse:

"Når man læser svaret fra SKAT i Y6, er det som om — for almindelige mennesker — at der overhovedet ikke er nogen der bare forsøger at se hvad det i virkeligheden handler om. Det virker meget firkantet, at man i alle punkter kun forholder sig til at bilen ikke kan anses for at være utvivlsomt konstrueret og indrettet til godstransport.

Alle varevogne er indrettet på forskellig vis, for at de fungere til netop det formål de skal bruges til det er vores også. Og den er beregnet til godstransport, og er ikke - og har ikke på noget tidspunkt været tiltænkt at skulle bruges til noget andet.

Som det blev oplyst i Y3, var det den samlede vurdering af bilen der gjorde man ville kræve den på hvide plader — fordi den er beklædt indvendig på sider og loft — fordi kaffemaskinen var fastgjort, og ikke kunne flyve rundt i bilen under kørsel — fordi der var lys i loftet, som bilen ellers er født med, sikkert for at man kunne finde rundt når det var mørkt — og det værste var magasinet/bænken. Der havde vi brug for et magasin til det mindre udstyr B bruger i forbindelse med [...], igen for at tingene ikke skulle flyve rundt i bilen, men var forsvarligt opbevaret.

Som jeg forstår det er det et problem for SKAT at der kom et låg på det magasin, hvor man kan sidde og klæde om, og spise en madpakke når det er dårligt vejr. Det kunne man også have gjort på en havestol der blev sat ind i bilen når det var nødvendigt, resultatet ville være det samme — man kan sidde ned i bilen - bare på en løs stol.

Det er også et problem for SKAT at dette magasin er fastgjort med skruer i siden af bilen, og ikke står løst. Igen tænkte vi her på sikkerheden ved ikke at have ting stående løst.

Sidst og ikke mindst fordi bilen var pæn og ren og ikke lignede en svinesti, som jeg bestemt ikke kan forestille mig er en betingelse for en gulpladebil. Vi passer bare på vores ting, de skal holde længe for vi har ikke råd til at købe nyt, man skal også huske på at bilen på det tidspunkt lige var blevet færdig og alt var nyt, så måske derfor også fremstod ekstrem ren og pæn.

Igen - som jeg skrev i mit første brev, har det på intet tidspunkt været meningen at bilen skulle bruges som camper eller til persontransport på nogen måde. Det har heller aldrig været meningen at forsøge at snyde systemet ved at gøre noget der kunne være i strid med reglerne — og heller ingen fornuftige mennesker ville gøre noget der kan få så store konsekvenser, og pådrage dem så store udgifter at de er nødt til at gå fra hus og hjem. Jeg vil også understrege at vi på intet tidspunkt har brugt den til persontransport bagi, eller har brugt den til andet end det den er beregnet til — at transportere cykler og grej rundt til løb.

Vi har indrettet bilen så vi kan transportere cykler og grej sikkert rundt, så det beskidte grej som [...] cykler, værktøj osv. er bagerst i bilen - adskilt fra det rene udstyr der er nødvendig at have med, så alt ikke er smurt ind i skidt og olie. Vi har på intet tidspunkt tænkt at der kunne stilles spørgsmålstegn ved det, og at det kunne skabe problemer.

Man skal forstå hvad det kræver af plads til det meget udstyr der skal med rundt i Europa — bilen er altid fyldt op både bagi og i det forreste varerum, med ting og sager. [...] er en individuel sport, hvor man er overladt til sig selv — man kan ikke låne, og får heller ikke hjælp fra konkurrenter, man skal have alt med selv. Derfor er det nødvendigt med en stor bil med meget plads, og som er indrettet så alt ikke ligger og roder rundt, så vi hurtigt kan finde tingene når der bliver brug for det.

Hvis der er ting ved bilen der er i strid med reglerne, havde det været pænere af SKAT at bede os lave det om, og ikke fare frem med bål og brand.

F. eks. kan skruerne som fastholder magasinet fjernes på få sekunder, og det kommer til at stå løst — skruen der fastholder kaffemaskinen kan også fjernes på få sekunder, og den er så efter SKAT's mening lovlig — så rasler den bare rundt i bilen og bliver sikkert ødelagt efter kort tid.

At der er en 12v køleboks — som SKAT kalder et køleskab, kan umuligt være et problem. Det er ikke andet end en køleboks med plads til 4 colaer og en madpakke, den er bare udformet så man åbner den som et køleskab, og ikke ved at åbne et låg i toppen...

Og for at gøre den køleboks færdig, er den ikke tilsluttet en 220v inverter som SKAT i Y6 påstår i deres brev til mig, men er tilsluttet bilens normale 12v anlæg som alle andre kølebokse er.

Ja, der er en inverter der omformer fra 12v til 220v med 300w spænding. Den lave spænding kan bestemt ikke trække noget køkkenudstyr af nogen art — og er heller ikke tiltænkt dette. Den bruges til opladning af telefon og pc, og til opladning af mindre elektrisk håndværktøj. Sådan en er der også i de fleste håndværkerbiler, hvor man har brug for at oplade batteridrevet værktøj.

Der er så mange misforståelser i denne sag omkring indretning af bilen og dens formål. Jeg er bestemt ikke enig i den vurdering SKAT i Y6 kom frem til den dag i Y3, og jeg vil meget gerne have andre øjne til at se på bilen, og få en andens vurdering af den.

At SKAT i Y6 ser det her så firkantet og kræver bilen på hvide plader, på grund af nogle få skruer der kan fjernes på ingen tid — og som åbenbart er årsag til hele sagen - giver overhovedet ingen mening. Hvis SKAT får medhold i denne sag, vil resultatet af det være at man ødelægger en ung mands karriere og sender en familie fra hus og hjem, på grund af en forkert vurdering. Hold da op, der må være nogen der sover dårligt om natten."

Landsskatterettens afgørelse
Af den dagældende registreringsafgiftslovs § 5, stk. 1 (lovbekendtgørelse nr. 221 af 26. februar 2013), fremgår, at afgiftssatsen for nye biler med en tilladt totalvægt på ikke over 4 ton, der utvivlsomt er konstrueret og indrettet til godstransport, udgør 0 af et reguleret grundbeløb og 50 % af resten.

Af § 5, stk. 12 fremgår, at en bil som er afgiftsberigtiget efter § 5, stk. 1-11, afgiftsberigtiges efter § 4 (personbil), når betingelserne for den foretagne afgiftsberigtigelse ikke længere er opfyldt.

Det lægges i henhold til det oplyste til grund, at klageren har foretaget ændringer på køretøjet ved at montere en bænk/soveplads med målene 180 x 60 cm, bord, fjernsyn, kaffemaskine m.v. Ændringerne medfører, at køretøjet herefter ikke længere utvivlsomt er konstrueret og indrettet til godstransport.

Køretøjet opfylder herefter ikke betingelserne i registreringsafgiftslovens § 5, stk. 1, og der er derfor berettiget, at SKAT har opkrævet en yderligere registreringsafgift i henhold til registreringsafgiftslovens § 5, stk. 12, jf. § 4