Dato for udgivelse
22 Nov 2004 10:21
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
26. oktober 2004
SKM-nummer
SKM2004.459.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
10. afdeling, B-122-03
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Arbejdsgivers indeholdelse af A-skat mv. hos lønmodtagere + Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Vederlag, indfrielse, aktier, fratrædelsesgodtgørelse
Resumé

Skatteyderen var indtil april 1992 ansat som direktør i et selskab, der gik i betalingsstandsning i april 1992. Selskabet havde en betydelig underbalance. Skatteyderen ejede ca. 12 % af aktierne i selskabet. 12 % af aktierne var ejet af en anden ansat i selskabet, og de resterende aktier var ejet af et selskab fra det tidligere DDR. Ved aftale af 19. februar 1993 modtog skatteyderen kr. 695.000,- fordelt med kr. 425.000,- i fratrædelsesgodtgørelse betalt af selskabet og kr. 270.000,- i vederlag for sin aktiepost svarende til den nominelle aktieværdi betalt af det østtyske selskab. Skattemyndighederne beskattede skatteyderen af vederlaget på kr. 270.000 som løn, idet beløbet ikke blev anset for betaling for aktierne. Skatteyderen gjorde gældende, at beløbet på kr. 270.000 rettelig var betaling for aktierne og endvidere, at skatteyderen udfra lighedsgrundsætningen ikke skulle beskattes, idet den anden direktør ikke var blevet beskattet af beløbet på kr. 270.000,-, som han modtog for sine 12 % af aktierne. Landsretten fandt, at aktierne var uden værdi eller havde en værdi, der var væsentligt mindre end kr. 270.000,-. Herefter, og da parterne havde en fælles interesse i, at det beløb, som sagsøgeren skulle have udbetalt i anledning af opsigelsen af ham, blev beskattet så lempeligt som muligt, måtte det påhvile sagsøgeren at godtgøre, at fastsættelsen af vederlaget for aktierne til kr. 270.000 var forretningsmæssigt begrundet. Da sagsøgeren ikke fandtes at have godtgjort dette, og da en lighedsgrundsætning heller ikke kunne føre til andet resultat, frifandtes ministeriet.

Reference(r)

Ligningsloven § 7 U

Henvisning

Indeholde af A-skattevejledningen 2004 - 4 B.1.11.2

Henvisning

Den juridiske vejledning C.A.3.1.1.1


Parter

Direktør A
(Advokat Lars Cort Hansen (prøve))

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Per Astrup Madsen)

Afsagt af landsdommerne

Blinkenberg, Norman E. Cleaver og Katja Høegh (kst.)

Under denne sag, der er anlagt den 13. januar 2003, har sagsøgeren, A, nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes principalt at anerkende, at sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomståret 1993 nedsættes med 270.000 kr. og subsidiært at anerkende, at sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomståret 1993 hjemvises til fornyet behandling ved ligningsmyndighederne.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Sagen drejer sig om, hvorvidt et beløb på 270.000 kr., som sagsøgeren i 1993 har modtaget som vederlag for sin afståelse af sine aktier i selskabet H1 A/S under betalingsstandsning med rette af skattemyndighederne er blevet anset for skattepligtigt som løn i sagsøgerens opsigelsesperiode.

Sagens omstændigheder

Sagsøgeren, der var ansat som direktør i H1 A/S fra den 29. juni 1972, ejede ca. 12 % af aktierne i selskabet. Selskabets hovedaktionær det tyske selskab H2 GmbH in abwicklung (i det følgende "H2") ejede ca. 76 % af aktierne, medens B, der ligeledes var ansat i selskabet, ejede de resterende ca. 12 % af aktierne.

Sagsøgeren og Bs aktieposter svarede hver nominelt til 270.000 kr. af aktiekapitalen, og de var købt til kurs pari.

De nærmere vilkår for sagsøgerens ansættelse er indeholdt i en ansættelseskontrakt af 27. september 1990. Af kontrakten fremgår bl.a., at sagsøgeren havde et opsigelsesvarsel på 12 måneder ved opsigelse fra selskabets side.

H1 A/S trådte i betalingsstandsning den 29. april 1992 og opsagde samme dag sagsøgeren.

Der blev i foråret og sommeren 1992 ført forhandlinger om udformningen af aktiekøbs- og fratrædelsesaftaler vedrørende sagsøgeren og B mellem sagsøgeren og Bs daværende advokat DL og advokat MC, som var advokat for H2, og som på daværende tidspunkt samtidig var tilsynsførende i H1 A/S under betalingsstandsning. Advokat MC fremsendte i den forbindelse et forslag til sådanne aftaler til advokat DL den 22. maj 1992, og anførte i sit fremsendelsesbrev blandt andet:

"...

Specielt for så vidt angår Bs aftale skal jeg bemærke, at bestemmelsen om, at B frafalder sine 3 måneders fratrædelsesgodtgørelse, selvfølgelig kan ændres således, at denne bestemmelse udgår, mod at købesummen for Bs aktier nedsættes med et tilsvarende beløb.

..."

Advokat MC skrev endvidere den 29. maj 1992 til den daværende bestyrelsesformand i H1 A/S og angav i den forbindelse blandt andet:

"I Deres egenskab af bestyrelsesformand for H1 A/S skal jeg herved kort orientere Dem om, hvad der er sket siden H1 A/S den 29. april 1992 standsede sine betalinger.

Jeg har i den mellemliggende tid skaffet mig et indblik i H1 A/S' forhold og har også haft forhandlinger med repræsentanter for H2 GmbH.

Den kendsgerning, at H1 A/S er insolvent, og at aktionærernes aktier er værdiløse, står efter min opfattelse ved magt.

Omvendt er min klient H2 GmbH enig i det også af Dem udtrykte ønske, nemlig at det så vidt muligt undgår at selskabets "fremmede" kreditorer lider tab.

Jeg har derfor haft forhandlinger med mindretalsaktionærerne B og A om en overdragelse af disses aktier, således at min klient kunne foretage en efterfølgende kapitalforhøjelse, og jeg har efter min opfattelse givet mindretalsaktionærerne et meget fair forslag (jeg henviser til min i kopi vedlagte skrivelse af 22. maj 1992 til advokat DL med de deri nævnte aftaleudkast).

Tilsyneladende har mindretalsaktionærerne desværre den opfattelse, at deres aktier repræsenterer en værdi, idet man udover en opfyldelse af mindretalsaktionærernes krav hidrørende fra disses ansættelsesaftaler, hver forlanger 270.000 DKR for aktierne, hvilket efter min opfattelse er urealistisk.

På vegne H2 GmbH beder jeg Dem derfor om hurtigst muligt og senest inden 14 dage at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling for H1 A/S.

Dagsordenen for generalforsamlingen bør være følgende:

1.Afstemning over en solvent likvidation for H1 A/S.

Forudsætningerne for en sådan solvent likvidation er efter min opfattelse tilstede, idet H2 GmbH - såfremt den solvente likvidation vedtages - er indforstået med at afgive en tilbagetrædelseserklæring overfor H1 A/S' andre kreditorer. H2 GmbH er endvidere indforstået med at afdække et eventuelt underskud, ligesom H2 GmbH erklærer sig indforstået med at stille den nødvendige likviditet til rådighed på likvidators anfordring.

Ved den sådan solvent likvidation ville det også vise sig, om mindretalsaktionærernes forventninger om aktiernes værdi er realistiske, idet et overskud jo vil blive udloddet til aktionærerne.

...

Såfremt generalforsamlingen mod min forventning afviser at vedtage at likvidere selskabet som solvent, ser jeg ingen anden udvej end at bestyrelsen umiddelbart efter generalforsamlingens gennemførelse må indgive en egen konkursbegæring.

..."

Den 4. juni 1992 fremsendte advokat DL en redegørelse for det krav, sagsøgeren og B mente at have, til advokat MC. I redegørelsen blev sagsøgerens krav som følge af opsigelsen angivet at være i alt 1.464.250 kr. I relation til prisen for sagsøgerens aktier angav advokaten:

"...

Købesummen for aktierne fastsættes til kurs 100, svarende til kr. 270.000,00, idet dette er hvad A oprindeligt betalte for aktierne.

A er i sin tid af hovedaktionæren i H1 A/S anmodet om at erhverve nævnte aktiepost, således at de da gældende regler om udlændinges investering i Danmark kunne opfyldes. Det er derfor rimeligt, at hovedaktionæren i H1 A/S erhverver aktierne for det beløb, som A oprindeligt har måttet betale for at hjælpe den tyske hovedaktionær med at opfylde de danske regler.

Kursen er tillige fastsat under hensyntagen til, at aktierne må anses at have en værdi for H2 GmbH som herved opnår større frihed til at gennemføre den afvikling af H1 A/S som H2 GmbH ønsker. Det kan ej heller afvises, at en eventuel tredjemand kunne være interesseret i at erhverve aktierne for at opnå indflydelse på afviklingen af H1 A/S, herunder salget af dette selskabs varelager.

..."

Det samme blev anført i relation til prisen for Bs aktier.

Advokat MC orienterede umiddelbart herefter ved et telefaxbrev på tysk af 9. juni 1992 hovedaktionæren H2 om sagsøgerens og Bs krav. I brevet vurderede advokaten de rejste krav og angav i den forbindelse, at et krav på i alt 805.500 kr. for sagsøgerens vedkommende var dokumenteret. Et provisionskrav på 350.000 kr. angav han at tvivle på var godkendt af bestyrelsen, ligesom det efter hans vurdering næppe var lovligt.

I brevet anførtes herudover blandt andet (i dansk oversættelse) om Bs krav:

"...

Til kravene fra B har jeg - bortset fra problemet med aktieværdien - som sådan ingen bemærkninger.

..."

Den 12. juni 1992 sendte advokat MC herefter et nyt forligsforslag til advokat DL, hvori bl.a. blev anførtes:

"...

Jeg skal afslutningsvis fremhæve, hvorfor det er min klients opfattelse, at også tilbuddet til direktør A er meget fordelagtigt for Deres klient.

1.Deres klient opnår en betydelig skattemæssig fordel ved at modtage kr. 270.000,00 for nogle værdiløse aktier, i stedet for at modtage samme beløb som løn.

2.Ved at modtage en fratrædelsesgodtgørelse i stedet for de resterende 6,5 måneders løn opnår Deres klient en yderligere skattemæssig fordel samt likviditetsmæssig fordel.

..."

Sagsøgeren blev fritstillet fra den 25. juni 1992.

I juni 1992 indgik H2 og H1 A/S i betalingsstandsning en aktiekøbs- og fratrædelsesaftale med B, hvorefter han modtog 270.000 kr. i vederlag for sine aktier i H1 A/S.

Ved brev af 29. oktober 1992 til advokat MC opgjorde advokat DL endeligt sagsøgerens krav som følge af opsigelsen til i alt 1.101.579,33 kr. Kravet blev nærmere opgjort som følger:

"...

Løn i henhold til ansættelseskontrakt imellem direktør A og H1 A/S af 27/9 1990 for perioden 1. august 1992 - 30. april 1993 - 9 x kr. 58.000,00

kr.

522.000,00

   

Værdi af den i direktørkontrakten hjemlede ret til fri bil i perioden 1/8 1992 - 30/4 1993 - 9 x kr. 5.416,00

kr.

48.744,00

 

Provision i henhold til direktørkontraktens § 6 stk. 2 for perioden 1/5 1992 - 30/4 1993 kr. 350.000,00, heraf betalt kr. 37.498,00 resterende krav

kr.

312.502,00

Feriepenge af provision for perioden 1/1 1992 - 30/4 1993 (12,5 x 1/3 x 350.000) + (12, 5 % x 350.000)

kr.

  58.333,33

 

Transport

kr.

941.579,33

 

Transport

kr.

941.579,33

   

Pensionsbidrag i henhold til aftale om ratepension af 8/12 1989

kr.

27.000,00

     

Kapitalpension i henhold til aftale af 6/3 1984

kr.

5.000,00

 

Feriepenge beregnet med 12,5 % af løn optjent i perioden 1/1 1992 - 30/4 1993 - 12,5 % x 16 x kr. 58.000,-

kr.

116.000,00

 

Værdi af betalt telefon i henhold til direktørkontrakten for perioden 1/5 1992 - 30/4 1993 vedr. telefon i hjem, sommerhus og bil

kr.

     12.000,00

I ALT

kr.

1.101.579,33

..."

Som led i drøftelser om en tvangsakkord i H1 A/S skrev advokat MC, som advokat for H2, den 1. december 1992 til advokat DL og angav her det tilgodehavende, som H2 og H1 A/S kunne anerkende, at sagsøgeren havde hos H1 A/S til 700.000 kr. Endvidere anførte advokat MC, at en á conto tantieme på i alt 449.750 kr., som sagsøgeren havde fået udbetalt i årene 1991 og 1992 måtte anses for omstødelig, såfremt selskabet måtte gå konkurs eller blive tvangsakkorderet.

Der blev i slutningen af 1992/begyndelsen af 1993 opnået en frivillig akkord med H1 A/S' kreditorer.

Den 19. februar 1993 blev der endvidere indgået en aktiekøbs- og fratrædelsesaftale mellem sagsøgeren, H2 og H1 A/S i betalingsstandsning.

Af aftalen fremgår, blandt andet:

"...

§ 1

Med virkning fra den i § 3 anførte dato overdrager undertegnede A de mig tilhørende aktier i H1 A/S, nominelt kr. 270.000,00 for kr. 270.000,00, svarende til kurs 100, til medundertegnede H2 GmbH in abwicklung.

Købesummen betales af H2 GmbH in abwicklung, Tyskland, som køber aktierne.

...

§ 2

A er den 29. april 1992 opsagt som administrerende direktør med kortest mulig varsel, og er den 25. juni 1992 "fritstillet".

Til fuld og endelig afgørelse af As krav i henhold til direktørkontrakt af 27. september 1990 og til fuld og endelig afgørelse af ethvert krav, som H1 A/S og H2 GmbH in abwicklung måtte have overfor direktør A, herunder krav om tilbagebetaling af bonus/provision og krav vedrørende benzinkortforbrug, betaler H1 A/S til A en fratrædelsesgodtgørelse stor kr. 425.000,00, som betales kontant på den i § 3 anførte dato.

...

H1 A/S overdrager til A på den i § 3 anførte dato 1 stk. Ford, reg.nr. ... for kr. 90.000,00, som betales kontant af A på den i § 3 anførte dato.

H1 A/S overdrager til A de i bilag 1 anførte løsøregenstande og den hos A beroende computer på den i § 3 anførte dato for kr. 5.000,00, som betales kontant af A på den i § 3 anførte dato.

..."

Af årsregnskabet for 1992 for H1 A/S under tvangsopløsning fremgår, at selskabets egenkapital per 31. december 1992 var negativ med 20.599.967 kr. og i 1991 negativ med 11.652 kr.

Efter opnåelsen af den frivillige akkord med H1 A/S' kreditorer ophørte betalingsstandsningen i foråret 1993. Selskabet blev efterfølgende likvideret ved en solvent likvidation. Af Sø- og Handelsrettens retsbog af 29. november 1993 fremgår, at der ikke var nogen drift i selskabet, som havde et varelager og andre værdier i form af tilgodehavender og bankindeståender på ca. 6 mio. kr. og et udestående til moderselskabet på ca. 23 mio. kr. Selskabet var dog solvent, fordi moderselskabet forventedes at stå tilbage for de øvrige kreditorer og højst sandsynligt ikke ville gøre hele sit tilgodehavende gældende.

Skatteankenævnet forhøjede sagsøgerens skattepligtige indkomst i 1993 med det samlede beløb som sagsøgeren havde modtaget fra H2 og H1 A/S i henhold til aftalen af 19. februar 1993. Nævnets afgørelse blev påklaget til landsskatteretten. Af landsskatterettens kendelse af 18. oktober 2002 fremgår:

"...

Skatteankenævnet har endvidere på baggrund af det foreliggende materiale fundet, at det ikke kan udledes, hvorfor der i henhold til aftalen af 28. januar 1993 ydes vederlag for aktieposten nom. 270.000 kr. i H1 A/S. Da kravet alene oprindeligt omfattede løn, provision, feriepenge m.v. Ankenævnet har efter gennemgang af selskabet H1 A/S's regnskaber konstateret en ikke ubetydelig underbalance på overdragelsestidspunktet for aktierne, hvilket må betyde at aktierne er værdiløse, da selskabets væsentligste aktiv, agenturet på HX-produkter, ikke længere er hos selskabet. Beløbet kan derfor ikke anses som vederlag for aktier, men må anses for løn.

Ankenævnet har henvist til at det fremgår af praksis, at en part, der som ikke skattepligtig retssubjekt (i Danmark), og som sådan er uden skattemæssig interesse i godtgørelsens fordeling, ikke ved en aftale kan binde skattemyndighederne til at acceptere den aftale klassificering af vederlag og ydelser.

Køberen af aktierne i H2 ville uanset beløbet benævnes "aktier" eller "løn i opsigelsesperioden" være forpligtet til at betale beløbet. Idet selskabet, som moderselskab og garantistiller for H1 A/S i betalingsstandsning, under alle omstændigheder ville betale beløbet uanset klassificeringen af beløbet.

Ankenævnet har endvidere anført, at der ved aftalen af 19. februar 1993 ikke har været skattemæssige modstående interesser. Aktionæroverenskomsten, hvoraf H2s tilbagekøbspligt skulle fremgå, har ikke været skatteankenævnet i hænde.

For så vidt angår det fremførte vedrørende periodisering af lønnen har skatteankenævnet fundet, at løn som udgangspunkt, skal medtages i det indkomstår lønnen udbetales, jf. Bekendtgørelse nr. 795 af 1. november 1993, § 22, stk. 1, når udbetaling sker efter udløbet af indtjeningsåret, hvilket har fundet sted i 1993.

Vedrørende ugyldighed har skatteankenævnet anført, jf. bekendtgørelse nr. 528 af 17. juni 1996, § 12, jf. bekendtgørelse nr. 517 af 14. juni 1996, skattestyrelseslovens § 35, at klagerens indkomst- og formueforhold ikke er taget op i dets helhed. Ankenævnet har alene klassificeret allerede påklagede forhold anderledes end skatteforvaltningen. Det er således alene den skatteretlige klassifikation af allerede påklagede forhold der er blevet bedømt.

..."

Klagerens advokat har overfor Landsskatteretten nedlagt påstand om, at der ikke er grundlag for skattemæssigt at omkvalificere de beløb, som klageren har modtaget fra H1 A/S/H2 GmbH, henholdsvis 270.000 kr. fra vederlag for aktier til løn og 425.000 kr. fra fratrædelsesgodtgørelse til løn.

Han har til støtte herfor anført, at der er tale om partner med klare interessemæssige modsætninger, således at det er skattemyndighederne, der har bevisbyrden, at der er grundlag for en ændring. Klageren havde ingen bestemmende indflydelse i H1 A/S, hvilket den omstændighed at han blev afskediget fra sin stilling i selskabet viser. At parterne in concreto havde interessemæssige modsætninger fremgår blandt andet af, at købesummen for aktierne ikke var fradragsberettiget for køber af aktierne, hvorimod der er fradragsret for udgifter til betaling af løn/fratrædelsesgodtgørelse i henhold til statsskattelovens § 6, litra a.

Han har endvidere anført, at der var tale om et samlet forlig vedrørende opgørelsen af parternes mellemværende, hvilket underbygges af, at nogle af de krav, som blev fremsat af H1 A/S blev frafaldet. Klageren arbejdede rent faktisk ikke i H1 A/s efter den 25. juni 1992, og den forpligtelse han i henhold til aftalens § 8 havde til at stå til rådighed for forespørgsler m.v. er helt sædvanlige og ikke udtryk for en arbejdsforpligtigelse, hvorfor der ikke er grundlag for omkvalificering af fratrædelsesgodtgørelsen. Der var ikke i ansættelseskontrakten bestemmelser om fratrædelsesgodtgørelse, denne blev først aftalt ved den mellem parterne indgåede aftale af 19. februar 1993.

Klageren har som anført i § 8 i ansættelseskontrakten været pålagt en konkurrenceklausul, denne bortfaldt ved underskrivelsen af ovennævnte aftale.

Klagerens advokat har yderligere gjort gældende, at hele eller i hvert fald den overvejende del af beløbet skal periodiseres i 1992, hvilket indkomstår ikke er til behandling.

Han har endelig gjort gældende, at ændring af skatteansættelsen er fremkommet efter fristen for ansættelsesændringer i skattestyrelsesloven, hvorfor ændringen er ugyldig foretaget.

Landsskatteretten skal udtale

Det må ved afgørelsen af spørgsmålet om hvornår klageren har erhvervet endelig ret til godtgørelse i forbindelse med fratræden lægges til grund, at der først er indgået en endelig aftale mellem klageren, H1 A/S i betalingsstandsning og H2 den 19. februar 1993, samt at udbetalingen er sket i 1993, hvorfor beløbet skal indgå i indkomstopgørelsen for dette år.

Reglerne vedrørende indkomstopgørelsen i forbindelse med udbetaling af godtgørelse i anledning af fratræden af stilling fremgår af dagældende ligningslovens litra w. 1. - 3. punktum.

Af ligningslovens § 7, litra w, 1. - 3. punktum fremgår bl.a.:

"Til opgørelsen af skattepligtig indkomst medregnes ikke:

... godtgørelse i anledning af fra fratræden af stilling. Godtgørelser, der overstiger 6.000 kr. fra samme arbejdsgiver inden for et indkomstår, medregnes dog til den skattepligtige indkomst med 70 pct. af den del af værdien, der overstiger 6.000 kr."

Efter ligningslovens 7, litra w, 3. punktum, medregnes fratrædelsesgodtgørelser uanset bestemmelsen i ligningslovens § 7, litra w, 2. punktum til den skattepligtige indkomst i det omfang, beløbet træder i stedet for, hvad modtageren ville have oppebåret i indtægt af stillingen for tiden efter fratrædelsen og indtil det tidspunkt, til hvilket modtageren kunne være opsagt i henhold til sin kontrakt eller lovgivningens almindelige regler, dog højst for en periode af et år.

Landsskatteretten finder, at det må lægges til grund, at klageren i henhold til ansættelseskontrakten har haft et opsigelsesvarsel på 12 måneder. Retten finder endvidere af de af skatteankenævnet anførte grunde ikke grundlag for at anses 270.000 kr. som betaling for aktier. Landsskatteretten finder herefter, at det omhandlede beløb ikke har oversteget det beløb, som klageren havde krav på i opsigelsesperioden. Retten finder endvidere i lighed med skatteankenævnet, at skatteansættelsen ikke er blevet taget op i sin helhed, men at der alene er tale om en ændret skattemæssig bedømmelse at et påklaget punkt. Retten finder herefter, at den påklagede ansættelse skal stadfæstes på det påklagede punkt.

..."

Skatteforvaltningen har ved brev af 7. april 2004 på forespørgsel fra Kammeradvokaten oplyst, at man ikke har foretaget en egentlig ligning vedrørende det vederlag, B modtog for sit salg af aktier i H1 A/S i 1992. Skatteforvaltningen har ikke været bekendt med udbetalingen af dette vederlag, idet der ikke i Bs selvangivelse vedrørende 1992 har været oplyst om et salg af aktier i H1 A/S. Skatteforvaltningen har endvidere oplyst, at B i årene forud for 1992 har angivet aktierne med en værdi under pari i sine selvangivelser.

Forklaringer

Der er afgivet forklaringer af sagsøgeren samt af B og advokat MC.

Sagsøgeren A har blandt andet forklaret, at han har været ansat i H1 A/S siden 1961 først som sælger og siden som direktør. Han købte aktierne i selskabet for at bistå den tyske hovedaktionær med at opfylde de dagældende regler for østeuropæiske virksomheders erhvervelse af aktier i danske selskaber. Købet af de 12 % aktier skete for lånte penge til kurs pari, det vil sige for et beløb på 270.000 kr.

H1 A/S havde en eneforhandlingsret vedrørende HX-produkter. Agenturgiveren var et af den østtyske stat ejet selskab HX (senere firmagruppen HX Gmbh), som samtidig var hovedaktionær i H1 A/S.

Før murens fald havde selskabet i kraft af agenturet en god økonomi, men efter murens fald blev det besluttet at afvikle alle de tidligere statsselskaber i DDR via selskabet Treuhand. Fra den tyske stat, det vil sige Treuhand, og H2s side var man indstillet på, at selskaber som H1 A/S skulle afvikles "pænt og ordentligt".

Aktiviteterne i den østtyske HX-firmagruppe blev imidlertid i 1991 opsplittet i to selskaber, hvoraf det ene H2 overtog ejerskabet til aktieposten i H1 A/S. H2 skulle forestå afvikling af bl.a. datterselskabet H1 A/S. I forbindelse hermed blev agenturet opsagt i efteråret 1991.

Under forhandlingerne om aktiekøbs- og fratrædelsesaftalen var der kun få konflikter og dem, der var, drejede sig ikke om vederlaget for aktierne. Derimod stillede han høje krav for så vidt angik fratrædelsesgodtgørelsen for at have noget at "fire på". Købsprisen for aktierne lå fast, idet det var en fast international politik hos Treuhand ved afvikling af udenlandske statsejede selskaber som H1 A/S, at minoritetsaktionærer skulle købes ud til kurs pari. Efter sagsøgerens opfattelse var værdien af varelager m.v. i H1 A/S i øvrigt betydeligt større end, hvad der blev bogført under betalingsstandsningen. Lageret blev således solgt til underpris til koncernforbundne selskaber i Vesttyskland. Udover en velvillig indstilling til kursfastsættelsen hos Treuhand var baggrunden for, at købet skete til kurs pari, også at H2 dermed fik dispositionsfrihed til at afvikle selskabet, som man ønskede det. Sagsøgeren ville heller ikke have solgt sine aktier til en lavere kurs end pari. Han koblede bevidst aktiesalget med spørgsmålet om fratrædelsesgodtgørelse med det formål at opnå den størst mulige godtgørelse og øgede herunder presset på H2 ved aktivt at udøve sine beføjelser som minoritetsaktionær. Nedsættelsen af godtgørelsen fra de af advokat MC anerkendte 700.000 kr. til 425.000 kr. i aftalen skete som led i en "samlet studehandel". Denne havde dog intet at gøre med kursfastsættelsen på aktierne.

B har blandt andet forklaret, at han blev ansat i H1 A/S i 1962. I de sidste 3-4 måneder, inden H1 A/S blev likvideret, var han direktør i selskabet, ligesom han sad i bestyrelsen for H1 A/S fra 1974 og frem til likvidationen. Vidnet havde aktier for nominelt 270.000 kr. i selskabet svarende til 12 pct. af aktiekapitalen. Aktierne var købt til kurs pari for 270.000 kr. Han indgik en aktiekøbs- og fratrædelsesaftale med H1 A/S under betalingsstandsning og H2 i juni 1992. Aftalen blev indgået på baggrund af en redegørelse om hans og As krav, som advokat DL udarbejdede og fremsendte i juni 1992. Det lå fra begyndelsen klart, at vidnet krævede 270.000 kr. for sine aktier, og det blev også straks godtaget af H2. Årsagen, til at han ønskede at sælge aktierne, var, at firmaet var "væltet". Vidnet formoder, at årsagen, til at H2 ville købe aktierne, var, at hovedaktionæren dermed kunne afvikle selskabet, som H2 ønskede det.

At han i selvangivelser forud for salget har angivet en lavere kursværdi end pari af aktierne, har han ikke selv haft noget at gøre med, idet hans revisor har udarbejdet både de tidligere selvangivelser og også selvangivelsen for 1992, hvor der intet blev anført om aktiesalget.

Advokat MC har blandt forklaret, at han i 1992, i sin egenskab af advokat for hovedaktionæren H2, af H1 A/S' revisor blev indkaldt til et møde hos bestyrelsesformanden i H1 A/S advokat NT. På mødet blev det besluttet at lade H1 A/S gå i betalingsstandsning, hvilket herefter skete den 29. april 1992. Vidnet, som ikke tidligere havde hørt om selskabet, fik til opgave at bistå med at finde en frivillig akkordordning med selskabets kreditorer. Han blev i den forbindelse tilsynsførende med betalingsstandsningen, men som følge af habilitetsproblemer blev han nogle måneder senere afløst af en anden advokat. Vidnet fortsatte imidlertid med at bistå hovedaktionæren H2 i sagen. H2 var ejet af de vesttyske og østtyske HX-selskaber, som efter murens fald var blevet lagt sammen til et selskab. I den forbindelse skulle man have afviklet de gamle agenter for det østtyske selskab, hvilket i Danmark var H1 A/S, idet det sammenlagte HX-selskab ønskede at fortsætte med det vesttyske selskabs agenter. Der blev i forbindelse med denne omlægning udpeget en tysk direktør i H1 A/S, udover den eksisterende direktør A. Dette førte til stridigheder, herunder også mellem A i dennes egenskab af minoritetsaktionær og hovedaktionæren H2. Man blev derfor enig med A om at købe hans aktiepost til kurs pari for dermed at få aktiemajoriteten i endnu højere grad.

Vidnet husker ikke de nærmere drøftelser om prisen for aktierne, men han erindrer, at A rejste en række økonomiske krav.

Hvis selskabet var gået konkurs, havde A kun været simpel kreditor, men forholdet var, at hovedaktionæren ønskede en ordning, der stillede kreditorerne, herunder også A, bedre. Man valgte således at indgå en frivillig akkord med kreditorerne, og man indgik også en aftale med A, som vidnet dog ikke husker i detaljer. Der var ikke tvivl om, at H1 A/S ville have været insolvent, hvis moderselskabet havde krævet sine tilgodehavender betalt, og i så fald havde aktierne i H1 A/S været værdiløse.

Når vidnet i sit brev til advokat DL af 12. juni 1992 skrev, at der ville være en betydelig skattemæssig fordel ved at modtage 270.000 kr. for nogle værdiløse aktier, i stedet for at modtage samme beløb som løn, var det et udsagn af procederende karakter, som havde til formål at udvirke et forlig. Der var imidlertid ikke tvivl om, at når B fik 270.000 kr. for sine aktier, skulle A også have det, uanset at H2 efter at have købt Bs aktier, havde fuld kontrol med selskabet, for H2 ønskede fortsat at være eneaktionær. Aktiekøbesummen fremkom på H2s initiativ og lå fast hele vejen igennem. Det man forhandlede, var alene fratrædelsesgodtgørelsens størrelse, hvor man særligt fokuserede på, at alternativet til en aftale kunne være en konkurs, hvor lønkravet ville blive konkursreguleret. Parterne havde efter vidnets opfattelse klart modstridende interesser.

Procedure

Sagsøgeren har til støtte for sine påstande gjort gældende, at der er tale om en civilretligt gyldig aktieoverdragelse mellem uafhængige parter, der havde væsentligt modsatrettede interesser i den konkrete situation. Sagsøgeren havde således mulighed for og gjorde reelt sin indflydelse gældende på forløbet af likvidationen af H1 A/S. Den indre værdi i H1 A/S var endvidere reelt større end, hvad der fremgik af regnskaberne. H2 havde tillige en selvstændig interesse i, at ingen udlændinge led tab på aktier i selskaber, hvor det tidligere DDR havde aktiemajoriteten. Den aftalte pris må derfor anses for markedsprisen og kan følgelig ikke tilsidesættes af skattemyndighederne, som ikke har løftet den strenge bevisbyrde, der påhviler dem for, at der er et interessefællesskab mellem sagsøgeren og H2, og at den indgåede aftale er usædvanlig og er et produkt af interessefællesskabet. Herudover har sagsøgeren gjort gældende, at det har formodningen imod sig, at sagsøgeren ville afstå sine aktier uden vederlag og er urimeligt, at sagsøgeren skal beskattes af afståelsessummen for aktierne, når afståelsessummen ikke er større end anskaffelsessummen, ligesom sagsøgeren henviser til, at en lighedsgrundsætning indebærer, at sagsøgeren ikke kan behandles anderledes end B, som ikke er blevet beskattet af det tilsvarende vederlag, som han modtog for sin aktiepost.

Sagsøgte har til støtte for sin påstand gjort gældende, at det omstridte vederlag på 270.000 kr. skal anses for løn i sagsøgerens opsigelsesperiode og ikke som ydet for sagsøgerens aktiepost, idet aktierne var værdiløse, at parterne var, klar over, at aktierne var værdiløse og har forsøgt at omkvalificere en skattepligtig lønindkomst til et skattefrit aktievederlag, samt at sagsøgeren, der havde et ubestridt lønkrav på 700.000 kr., samlet modtog 695.000 kr. Endvidere gøres det gældende, at det forhold, at skattemyndighederne uden en ligningsmæssig prøvelse har undladt at tilsidesætte Bs selvangivelse, ikke giver sagsøgeren noget krav om tilsvarende behandling.

Landsrettens begrundelse og resultat

Efter det oplyste havde sagsøgeren fremsat lønkrav m.v. i anledning af opsigelsen den 29. april 1992 på i alt 1.101.579,3 kr., hvoraf H1 A/S og H2 havde anerkendt 700.004 kr. Ved aftalen af 19. februar 1993 mellem H2, H1 A/S og sagsøgeren modtog sagsøgeren et samlet beløb på 695.000 kr. fordelt med 425.000 kr. i fratrædelsesgodtgørelse og 270.000 kr. i vederlag for sin aktiepost i H1 A/S. Efter bevisførelsen findes det ubetænkeligt at lægge til grund, at aktierne reelt var værdiløse eller havde en værdi, som var væsentligt mindre end fastsat i aftalen af 19. februar 1993. Herefter, og da landsretten finder, at parterne havde en fælles interesse i, at det beløb, som sagsøgeren skulle have udbetalt i anledning af opsigelsen af ham, blev beskattet så lempeligt som muligt, må det påhvile sagsøgeren at godtgøre, at fastsættelsen af vederlaget for aktierne til 270.000 kr. var forretningsmæssigt begrundet. Da sagsøgeren ikke findes at have godtgjort dette, og da en lighedsgrundsætning heller ikke kan føre til et andet resultat, tiltræder landsretten, at vederlaget på de 270.000 kr. er medregnet som løn i sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomståret 1993.

Landsretten tager derfor sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

I sagsomkostninger for landsretten betaler sagsøgeren, A, inden 14 dage til sagsøgte, Skatteministeriet, 30.000 kr. med tillæg af moms.

Skatteyderen var indtil april 1992 ansat som direktør i et selskab, der gik i betalingsstandsning i april 1992. Selskabet havde en betydelig underbalance. Skatteyderen ejede ca. 12 % af aktierne i selskabet. 12 % af aktierne var ejet af en anden ansat i selskabet, og de resterende aktier var ejet af et selskab fra det tidligere DDR. Ved aftale af 19. februar 1993 modtog skatteyderen kr. 695.000,- fordelt med kr. 425.000,- i fratrædelsesgodtgørelse betalt af selskabet og kr. 270.000,- i vederlag for sin aktiepost svarende til den nominelle aktieværdi betalt af det østtyske selskab. Skattemyndighederne beskattede skatteyderen af vederlaget på kr. 270.000 som løn, idet beløbet ikke blev anset for betaling for aktierne. Skatteyderen gjorde gældende, at beløbet på kr. 270.000 rettelig var betaling for aktierne og endvidere, at skatteyderen udfra lighedsgrundsætningen ikke skulle beskattes, idet den anden direktør ikke var blevet beskattet af beløbet på kr. 270.000,-, som han modtog for sine 12 % af aktierne. Landsretten fandt, at aktierne var uden værdi eller havde en værdi, der var væsentligt mindre end kr. 270.000,-. Herefter, og da parterne havde en fælles interesse i, at det beløb, som sagsøgeren skulle have udbetalt i anledning af opsigelsen af ham, blev beskattet så lempeligt som muligt, måtte det påhvile sagsøgeren at godtgøre, at fastsættelsen af vederlaget for aktierne til kr. 270.000 var forretningsmæssigt begrundet. Da sagsøgeren ikke fandtes at have godtgjort dette, og da en lighedsgrundsætning heller ikke kunne føre til andet resultat, frifandtes ministeriet.