Dato for udgivelse
16 Dec 2004 11:20
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
13. januar 2004
SKM-nummer
SKM2004.508.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
2. afdeling, S-1709-03
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
Straf
Emneord
Momsunddragelse - urigtig momsangivelse - mangelfuld regnskabsførelse
Resumé

T var tiltalt for overtrædelse af momslovgivningen ved som indehaver af to sejlmagervirksomheder af grov uagtsomhed urigtigt for perioden 1. januar 1995 - 31. december 1997 at have angivet salgsmomsen i de to virksomheder for lavt med 185.288 kr., hvorved statskassen blev unddraget 185.288 kr. i moms. Ved landsrettens behandling af sagen fandt retten, at der heller ikke for landsretten var fremkommet oplysninger, der gav grundlag for at anfægte told- og skatteregionens endelige momsberegning. Retten lagde efter revisorens forklaring til grund, at han havde forklaret revisionspåtegningerne for T og havde udleveret opgørelser over efterangivelser af moms, som T ikke havde indsendt til Toldskat. Landsretten tiltrådte herefter såvel af de af byretten anførte grunde som efter bevisførelsen for landsretten, at T var fundet skyldig som sket. Landsretten stadfæstede i det hele byrettens dom, hvorefter T blev straffet med en bøde på 170.000 kr.

Reference(r)

Momsloven § 81, stk. 1, nr. 1


Vestre Landsrets dom af 13. januar 2004, 2. afdeling, S-1709-03

Parter

Anklagemyndigheden

mod

T
(Advokat Tage Kragbak).

Afsagt af landsdommerne

Lis Sejr, Elisabeth Mejnertz og Würtzen

----------

Aalborg byrets dom af 15. maj 2003, 2. afdeling, SS 2.01765/2002.

I denne sag tiltales T ifølge anklageskrift af 31. maj 2003 til straf for overtrædelse af

1.

momslovens § 81, stk. 1, nr. 1,

ved som indehaver af virksomhederne H.1 Sejl og H.2 Sejl ved grov uagtsomhed urigtigt for perioden 1. januar 1995 til 31. december 1997 at have angivet salgsmomsen i de to virksomheder for lavt med kr. 257.565,00 kr., hvorved statskassen blev unddraget kr. 257.565,00 i moms,

2.

skattekontrollovens § 13, stk. 2, jf. stk. 1,

ved i sin selvangivelse for indkomståret 1997 til ... kommune groft uagtsomt at have angivet sin skattepligtige indkomst for lavt med kr. 139.858 kr., idet tiltalte undlod at medtage dagpengerefusioner modtaget i 1997 i selvangivelsen, hvorved det offentlige blev unddraget kr. 39.268,00 i skat.

Anklagemyndigheden har påstået frifindelse vedr. forhold 2 og ændret beløbsangivelsen i forhold 1 til 185.288 kr.

Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Forklaringer

Tiltalte og vidnerne revisor V.1, revisor V.2 og fuldmægtig V.3 har forklaret som gengivet i retsbogen.

Det fremgår af sagens oplysninger, at ToldSkats beregning af unddragen moms er foretaget på baggrund af tiltaltes regnskaber, der er udfærdiget af hans revisor. I regnskaberne indgår en række kontante indbetalinger, der ikke har kunnet henføres til bilag, og disse er af revisoren medtaget som momspligtig omsætning. Det fremgår videre, at debitormassen er ansat skønsmæssigt. Den under sagen foretagne regulering af den unddragne moms fremkommer derved, at der ikke er beregnet moms af sygedagpengene, ligesom kontante indbetalinger på 7.621 kr. er udeholdt fra momsberegningen under henvisning til, at der kan være tale om huslejebetalinger.

Rettens bemærkninger

Momsberegningerne er som anført foretaget på grundlag af tiltaltes regnskaber, og retten lægger til grund, at disse er udført på grundlag af oplysninger fra tiltaltes virksomheder. Der findes ikke grundlag for at anfægte den endelige momsberegning, idet tiltalte ikke findes at have sandsynliggjort, at der foreligger yderligere fejlkilder, herunder at der kan være tale om kontant indbetaling af løn, feriepenge, mellemregninger mellem flere virksomheder eller andre ikke momspligtige transaktioner. Det bemærkes herved, at den bestående usikkerhed alene beror på tiltaltes mangelfulde bog- og regnskabsførelse. Retten lægger herefter til grund, at tiltalte urigtigt har angivet salgsmomsen for lavt med et tab for statskassen på. 185.288 kr til følge.

Det fremgår af tiltaltes forklaring, at han kun i ringe grad har interesseret sig for bogføringen og momsangivelserne, der har været åbenbart mangelfulde, og forholdet findes at kunne tilregnes ham som groft uagtsomt.

Straffen fastsættes efter momslovens § 81, stk. 1, nr. 1 til en bøde på 170.000 kr. med forvandlingsstraf af fængsel i 35 dage.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Tiltalte T straffes med en bøde på 170.000 kr.

Forvandlingsstraffen er fængsel i 35 dage.

Tiltalte betaler sagens omkostninger.

----------

Vestre Landsrets dom af 13. januar 2004, 2. afdeling, S-1709-03

Retten i Aalborg, 2. afdeling, har den 15. maj 2003 afsagt dom i 1. instans (SS 2.01765/2002).

Tiltalte, T, har påstået frifindelse, subsidiært formildelse.

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Forklaringer

Tiltalte og vidnerne V.1 og V.2 har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans.

Tiltalte har supplerende forklaret, at han startede firmaet H.1 i ca. 1990 og erhvervede firmaet H.2 i ca. 1993-94. I starten førte han selv regnskaberne, idet hans hustru hjalp ham, men senere antog han personale, som var vant til at lave regnskaber. Han har ikke fra revisoren fået påtale om regnskabsmaterialet. Revisoren fik alle bilag. En gang imellem kom en af revisorens kontordamer ud på virksomheden og lavede moms og samlede bilagene til momsregnskabet. Det var muligvis fra 1997 eller 1998, efter at en af hans ansatte, A.A., var fratrådt. Medens A.A. var ansat, var den løbende korrespondance mellem hende og revisoren. Tiltalte har fået eksemplarer af årsregnskaberne, men har ikke gennemlæst dem. Han underskrev årsregnskaberne, når revisoren bad ham om det. Revisoren havde altid travlt med at komme af sted igen. Revisoren har ikke på noget tidspunkt sagt, at der var noget galt, heller ikke med hensyn til momsangivelserne. Ellers ville tiltalte have gjort noget ved det. Revisoren har heller ikke givet ham nærmere instrukser. Han lavede ikke selv momsangivelserne, men skrev dem bare under, idet han havde tillid til A.A. og senere til revisorens kontordame. På nuværende tidspunkt er det hans opfattelse, at der er begået fejl. Han tror, at det drejer sig om, at der er blevet overført beløb, som ikke vedrører omsætningen, for at "dække nogle huller". Han har blandt andet solgt obligationer for at finansiere firmaerne. Han har også haft et ejendomsselskab, som har haft lejeindtægter. Det er endvidere hans opfattelse, at virksomhedernes momsangivelser var korrekte. Han har ikke modtaget udkast til efterangivelser til underskrift.

V.1 har supplerende forklaret, at det var revisor V.2, som var ansat i vidnets revisionsfirma, som udførte det løbende arbejde med tiltaltes årsregnskaber, indtil der lå en færdig balance. Vidnet har forklaret tiltalte, hvad der stod i revisionspåtegningerne, og at det ikke var så heldigt, men at de var nødt til at bogføre indbetalingerne som indtægter, idet der manglede bilag, selv om revisionsfirmaet havde rykket for dem flere gange. Revisionsfirmaet lavede efterangivelser for momsen, som tiltalte skulle skrive under på, og afleverede disse sammen med årsregnskaberne. Vidnet kan huske, at tiltalte vistnok vedrørende 1997 sagde, at det ikke kunne passe, hvortil vidnet sagde, at det måtte han tale med sit kontorpersonale om. Tiltalte var til møder på revisionskontoret, blandt andet i forbindelse med aflevering af årsregnskaberne, og disse møder varede altid mindst 1 time.

V.2 har supplerende forklaret, at han har foretaget bogføringen for tiltaltes firmaer. Det foregik en gang om året hos revisionsfirmaet på baggrund af virksomhedernes bilag. Når der manglede bilag, rykkede han for dem. Hvis der trods rykninger ikke fremkom bilag for indbetalinger, blev de bogført som omsætning. A.A. bekræftede, at der var tale om omsætning. Der har også manglet bilag for udbetalinger, hvilket medførte, at disse blev anset for at være private hævninger, således at de ikke medførte fradrag i skatteregnskabet og afløftning af moms. Det var endvidere vidnet, som udarbejdede efterangivelserne for moms. Det var V.1, som gennemgik regnskaberne med tiltalte.

Landsrettens begrundelse og resultat

Der er heller ikke for landsretten fremkommet oplysninger, som giver grundlag for at anfægte told- og skatteregionens endelige momsberegning.

Det må efter revisor V.1s forklaring lægges til grund, at han forklarede revisionspåtegningerne for tiltalte og udleverede opgørelser over efterangivelser for moms. Tiltalte har ikke indsendt efterangivelser.

Af de grunde, som byretten i øvrigt har anført, tiltrædes det herefter også efter bevisførelsen for landsretten, at tiltalte er fundet skyldig som sket.

Bøden er passende udmålt.

Landsretten stadfæster derfor dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom stadfæstes.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.