Dato for udgivelse
13 Jan 2005 13:20
SKM-nummer
SKM2005.18.TSS
Myndighed
Told- og Skattestyrelsen
Sagsnummer
001009/04-000039
Dokument type
Meddelelse
Overordnede emner
Afgift + Moms og lønsumsafgift + Skat
Overemner-emner
Afgifter + Moms og lønsumsafgift + Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Genoptagelse, arbejdsmarkedsbidrag, lønsumsafgift, SP-bidrag og DMP-bidrag
Resumé
I forbindelse med TSS-cirkulære 2004-23 (om genoptagelse af skatteansættelsen, beregning af arbejdsmarkedsbidrag m.v. samt lønsumsafgift vedrørende sygedagpenge og andre lignende overførselsindkomster modtaget af selvstændigt erhvervsdrivende) er Told- og Skattestyrelsen blevet spurgt om varslingsfristen i skattestyrelseslovens § 35, stk. 2, samt periodisering af skattepligtige renter.
Reference(r)

Arbejdsmarkedsfondsloven § 10
Arbejdsmarkedsfondsloven § 15
ATP-loven §§ 17b og 17f
Lønsumsafgiftsloven § 4
Skattestyrelsesloven § 34
Skattestyrelsesloven § 35 B
Skattestyrelsesloven § 35 C
Skattestyrelsesloven §37 D
Virksomhedsskatteloven

Henvisning
Ligningsvejledningen 2004-4 E.B.8
Henvisning
Vejledning om Indeholdelse af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag 2004-4 B.7
Henvisning
Ligningsvejledningen 2004-4 E.G
Henvisning
Ligningsvejledningen 2004-4 A.A.4.5
Henvisning
Processuelle regler på ToldSkats område 2004-4 G.1
Henvisning
Processuelle regler på ToldSkats område 2004-4 G.9
Henvisning
Vejledning om Indeholdelse af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag 2004-4 B.1.2
Henvisning
Vejledning om Indeholdelse af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag 2004- 4 B.5
Henvisning

Lønsumsafgiftsvejledningen 2004-4 C.3.1

Den juridiske vejledning 2012-1 D.B.4.2.4


Told- og Skattestyrelsen skal uddybende bemærke følgende til det den 5. oktober 2004 udsendte TSS-cirkulære 2004-23 om genoptagelse vedrørende sygedagpenge m.v.

Varslingsfristen efter skattestyrelseslovens § 35, stk. 2

Følgende fremgår af skattestyrelseslovens § 35, stk. 2, 1. pkt.:

 

”En ansættelse kan kun foretages i de i stk. 1 nævnte tilfælde, hvis den varsles af myndighederne eller genoptagelsesanmodning fremsættes af den skattepligtige inden 6 måneder efter, at den skatteansættende myndighed henholdsvis den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 34.”

 

I relation til genoptagelse af skatteansættelsen til ugunst for den skattepligtige efter skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 1, fremgår følgende af punkt 13 i TSS-cirkulære 2004-23:

 

”Genoptagelse efter § 35, stk. 1, nr. 1, skal varsles af skattemyndighederne senest 6 måneder efter, at den skattepligtige har anmodet om genoptagelse af bidragsopgørelserne og/eller lønsumsafgiftsberegningen. Dette gælder også i tilfælde, hvor anmodningen er indgivet forud for udsendelsen af dette cirkulære.”

 

Styrelsen skal i denne forbindelse uddybende meddele, at dette gælder, uanset at anmodningen ikke opfylder kravene i cirkulærets punkt 32.

 

Varslingsfrist og forældelse – medarbejdende ægtefæller

 

Styrelsen har været spurgt om, hvorledes varslingsfristen i skattestyrelseslovens § 35, stk. 2, og forældelsesreglerne i 1908-loven skal anvendes i den situation, hvor den medarbejdende ægtefælle har modtaget sygedagpenge, som hidtil har været medregnet ved opgørelsen af virksomhedens indkomst hos den ægtefælle, som i overvejende grad har drevet virksomheden.

 

En genoptagelse vil for den ægtefælle, som i overvejende grad driver virksomheden, føre til, at virksomhedens overskud bliver nedsat, hvilket indebærer en nedsættelse i relation til såvel skatteansættelsen som bidragsopgørelserne. Ved en eventuel genoptagelse hos den medarbejdende ægtefælle vil bidragsgrundlaget være uændret, mens der i relation til skatteansættelsen foretages en forhøjelse. Der ses her bort fra eventuelle ændringer af overførsel til medarbejdende ægtefælle.

 

Hos den ægtefælle, som i overvejende grad driver virksomheden, er genoptagelsen til gunst for den skattepligtige såvel i relation til skatteansættelsen som i relation til bidrag. For den medarbejdende ægtefælle er en eventuel genoptagelse til ugunst i relation til skatteansættelsen og neutral i relation til bidrag. Der anmodes derfor alene om genoptagelse hos den ægtefælle, som i overvejende grad driver virksomheden.

 

Genoptagelse (uden for fristerne i skattestyrelseslovens § 34) hos den medarbejdende ægtefælle kan herefter komme på tale efter skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 2. Genoptagelsesmuligheden er her dels begrænset af varslingsfristen på 6 måneder efter § 35, stk. 2, og dels af 1908-loven. Varslingsfristen på 6 måneder fortolkes på samme måde som i andre tilfælde omfattet af genoptagelsescirkulæret. Se herom ovenfor i afsnittet om varslingsfristen.

 

Ægtefællekorrektioner efter § 35, stk. 1, nr. 2, er endvidere ikke omfattet af undtagelsen fra 1908-loven i skattestyrelseslovens § 35, stk. 4. Dette indebærer, at samme begrænsninger for ægtefællekorrektioner efter § 35, stk. 1, nr. 2, som konsekvensændringerne efter § 35, stk. 1, nr. 1, som er nærmere omtalt i cirkulæret.

 

På nuværende tidspunkt vil der således – grundet 1908-loven – ikke kunne foretages ægtefællekorrektion for indkomstårene forud for 1999. For årene 1999 og 2000 vil genoptagelse endvidere være betinget af, at varslingsfristen i § 35, stk. 2, overholdes. Fristen regnes fra tidspunktet for anmodningen om genoptagelse hos den ægtefælle, som i overvejende grad driver virksomheden.

 

Den nugældende § 35, stk. 1, nr. 2, blev indført ved lov nr. 410 af 2. juni 2003. I overgangsreglen til bestemmelsen (ændringslovens § 6, stk. 3) fremgår det, at reglen finder anvendelse ved anmodninger indgivet den 12. marts 2003 eller senere. De tidligere gældende regler finder dog anvendelse, hvis de i forhold til de nugældende regler er til gunst for den skattepligtige. De tidligere regler var ikke mere gunstige. Det bemærkes i denne forbindelse, at for så vidt angår ægtefællekorrektionerne, svarede den tidligere gældende § 35, stk. 1, nr. 4, til de nugældende regler. For årene forud for 1997 var det anført i § 7, stk. 5, i lov nr. 381 af 2. juni 1999, at det var en forudsætning for genoptagelse efter § 35, stk. 1, nr. 7, at eventuelle konsekvensændringer for ægtefællen for samme eller andre indkomstår gennemføres. Denne regel er mindre gunstig end de nugældende regler, da det fremgår af det ovenstående, at genoptagelse hos den ægtefælle, som i overvejende grad driver virksomheden, ikke er betinget af konsekvensændringer hos den medarbejdende ægtefælle. Derfor følger det af overgangsreglen i lov nr. 410 af 2. juni 2003, at § 7, stk. 5, i lov nr. 381 af 2. juni 1999 ikke finder anvendelse ved anmodninger indgivet den 12. marts 2003 eller senere.

 

Periodisering af skattepligtige renter

 

I punkt 29 i TSS-cirkulære 2004-23 (genoptagelse vedrørende sygedagpenge m.v.) er anført, at renter af tilbagebetaling af lønsumsafgift i forbindelse med reguleringer efter cirkulæret er skattepligtige efter statsskattelovens § 4.

 

Styrelsen er i denne forbindelse blevet spurgt, om hvorledes disse skattepligtige renter skal periodiseres.

 

For de skatteydere, som anvender forfaldsprincippet på renter, skal renterne henføres til det indkomstår, hvor der træffes afgørelse om tilbagebetaling af lønsumsafgift.

 

Der er imidlertid en – formentlig stor – andel af de berørte skatteydere, som anvender virksomhedsordningen. Lønsumsafgiften anses for en udgift, som vedrører virksomheden, og en tilbagebetaling vil således også vedrøre virksomheden, hvilket bevirker, at rentebeløbet skal indgå i virksomhedsordningen for de skatteydere, som anvender denne ordning. Efter virksomhedsskattelovens § 6, stk. 2, skal renter (såvel indtægter som udgifter) fordeles over den periode, renterne vedrører.

 

Styrelsen finder dog under henvisning til Østre Landsretsdom offentliggjort i SKM2003.276.ØLR, at renterne også for de skatteydere, som anvender virksomhedsordningen, skal henføres til det indkomstår, hvor der træffes afgørelse om tilbagebetalingen af lønsumsafgift.