Dato for udgivelse
23 May 2016 12:38
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
26 Apr 2016 10:20
SKM-nummer
SKM2016.238.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
16-0001620
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Momsfritagelse og -godtgørelse
Emneord
Momsfritagelse - selvstændig gruppe - tandlægevirksomheder
Resumé

Skatterådet kan bekræfte, at en selvstændig gruppe, der etableres med det formål at yde service til gruppemedlemmerne i form af administrativ bistand mv., kan anses for at være momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 19. Momsfritagelsen kan dog ikke omfatte investeringsrådgivningsydelser.

Rådet kan endvidere bekræfte, at momsfritagelsen bibeholdes for aktiviteterne vendt mod gruppemedlemmerne, selv om den selvstændige gruppe samtidig udfører opgaver på kommerciel basis for tredjemand, ligesom det ikke har betydning, at den selvstændige gruppe etableres som et selskab.

 

Hjemmel

Skatteforvaltningsloven § 21, stk. 4, nr. 1

Reference(r)

Momsloven§ 13, stk. 1, nr. 19.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2016- 1, afsnit D.A.5.19.1.


Spørgsmål

  1. Kan Skatterådet bekræfte, at en selvstændig gruppe, der etableres med det formål at yde service til gruppemedlemmerne i form af administrativ bistand mv., kan anses for at være momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 19, når gruppens aktiviteter er en videreførelse af aktiviteter, der hidtil har været varetaget af et momspligtigt selskab?
  2. Vil momsfritagelsen kunne bibeholdes for aktiviteterne vendt mod gruppemedlemmerne, selv om den selvstændige gruppe samtidig udfører opgaver på kommerciel basis for tredjemand?
  3. Kan Skatterådet bekræfte, at en selvstændig gruppe efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 19, jf. spørgsmål 1, kan etableres som et selskab, hvis de eksplicitte betingelser for anvendelsen af momsfritagelsen i øvrigt er opfyldt?

Svar

  1. Nej, se dog begrundelse
  2. Ja
  3. Ja

Under hensyn til skattemyndighedernes tavshedspligt, jf. skatteforvaltningslovens § 17, offentliggøres det bindende svar i redigeret form.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger har til formål at eje kapitalandele i tandlægeanpartsselskaber og tandlægeaktieselskaber samt efter bestyrelsens skøn at drive støtte og rådgivningsvirksomhed inden for sundhedssektoren.

Selskabets aktivitet består bl.a. i at yde rådgivning og støtte i form af administrativbistand til tandlægeselskaber som selskabet ejer kapitalandele i. Denne støtte består i ledelse, personalehåndtering, administrativbistand, bogholderi og økonomistyring. Selskabets levering af nævnte ydelser til tandlægeselskaberne bliver i dag faktureret som momspligtige ydelser.

Selskabet påtænker at etablere en selvstændig gruppe, som skal overtage de aktiviteter, som nedenfor er beskrevet i punkt 1 og 2, og som i dag varetages af selskabet:

  1. momspligtig administration i form af:

    • myndighedskontakt

    • assistance ved regnskabsudarbejdelse

    • afholdelse af bestyrelsesmøder og generalforsamlinger mv.

    • økonomistyring

    • driftsledelse

    • lønadministration

    • personalehåndtering, herunder ansættelse og afskedigelse

    • arrangering af kurser, seminar for gruppemedlemmernes personale

    • markedsføring

    • IT-superbrugerfunktion

  2. investeringsrådgivning.

Det er selskabets grundlæggende ønske, at selskabet i sig selv momsmæssigt kan konstituere en selvstændig gruppe og denne selvstændige gruppe leverer ovenstående ydelser til gruppemedlemmerne mod betaling.

Det er hensigten, at den selvstændige gruppe økonomisk skal hvile i sig selv og enhedens omkostninger fordeles til deltagerne i/ejerne af den fælles administrationsenhed efter en nøgle, der dels er knyttet til antallet af patienter i tandlægeselskaberne og dels til formuens størrelse i de tilknyttede tandlægeselskaber.

Betalingen herfor fastsættes på baggrund af det enkelte gruppemedlems forventede træk på den selvstændige gruppes ydelser. Med hensyn til punkt 1 sker dette med udgangspunkt i antallet af patienter i de enkelte tandlægeselskaber og for så vidt angår punkt 2 sker dette med udgangspunkt i formuens størrelse i de enkelte tandlægeselskaber.

I forbindelse med års-afslutningen påtænkes det sikret, at det enkelte tandlægeselskabsmedlems betaling for ydelser svarer til de angivne omkostningsfordelingsnøgler og dermed det pågældende gruppemedlems andel af den selvstændige gruppes udgifter.

Det er bl.a. hensigten med etableringen af den selvstændige gruppe, at man ved hjælp af fælles ressourcer opfylder et behov for udvikling af processer eller it-understøttelse.

I første omgang etableres den selvstændige gruppe med henblik på at servicere gruppemedlemmerne. På sigt kan der blive tale om at levere ydelser til tredjemand.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Spørgsmål 1

Momslovens § 13, stk. 1, nr. 19, giver mulighed for at momsfritage selvstændige grupper af personer.

Fritagelsen er betinget af, at:

  • Den selvstændige gruppes medlemmer skal levere ydelser, som er fritaget for moms
  • Den selvstændige gruppe skal levere ydelser, som er direkte nødvendige for det enkelte gruppemedlem
  • Det enkelte gruppemedlems betaling for disse ydelser skal svare til det enkelte gruppemedlems andel af den selvstændige gruppes fællesomkostninger
  • Momsfritagelsen må ikke fremkalde konkurrenceforvridning

Fritagelsesbestemmelsens rækkevidde er der blandt andet taget stilling til i EU-Domstolens dom i sag C-8/01, Taksatorringen, og i bindende svar fra Skatterådet; SKM2015.472, SKM2011.860.SR, SKM2010.644.SR, der vedrører levering af administrationsbistand mv.

Baseret på bestemmelsens ordlyd og på de nævnte tolkningsbidrag og særligt SKM2015.472.SR og SKM2011.860.SR, er det Spørgers vurdering, at en selvstændig gruppe, som beskrevet ovenfor, kan anses for at være omfattet af fritagelsen i § 13, stk. 1, nr. 19 med følgende begrundelse:

Ad. Den selvstændige gruppes medlemmer skal levere ydelser, som er fritaget for moms.

Tandlægeselskaberne er omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 1, for deres basale aktiviteter.

Punktet er opfyldt.

Ad. Den selvstændige gruppe skal levere ydelser, som er direkte nødvendige for det enkelte gruppemedlem.

Der er tale om basale drifts- og administrative ydelser, som er nødvendige for det enkelte gruppemedlem for at de kan drive deres virksomhed. Det vil ikke være muligt for medlemmerne, at drive deres respektive momsfritagne virksomhed, uden de pågældende driftsmæssige og administrative momspligtige og momsfritagne ydelser. Dette følger også af, at der i det hele er tale om ydelser, som tandlægeselskabet i dag indkøber fra selskabet. Ydelser som normalt vil være en integreret del af tandlægeselskabets virksomhed og blive udført af intern administration.

Punktet er opfyldt.

Ad. Det enkelte gruppemedlems betaling for disse ydelser skal svare til det enkelte gruppemedlems andel af den selvstændige gruppes fællesomkostninger.

Den selvstændige gruppes betalingsstruktur vil blive opbygget, så det enkelte gruppemedlems betaling vil svare til gruppemedlemmets andel af den selvstændige gruppes omkostninger efter relevante nøgler, hvilket svarer til Skatterådets afgørelse i SKM2015.472.SR.

Punktet er opfyldt.

Ad. Momsfritagelsen må ikke fremkalde konkurrenceforvridning.

At det spørgende selskab i sig selv danner en selvstændig gruppe, vil ikke reelt eller potentielt kunne medføre konkurrenceforvridning. Der er ikke tale om, at man udvider aktivitetsområdet, og dermed "tager noget fra tredjemand". Denne opfattelse bekræftes af Skatterådet i SKM2015.472.SR, hvor Skatterådet begrunder; Hvis pensionskasserne, der er kunder i det spørgende pensionskasseadministrationsselskab, indgår et samarbejde, hvor det pågældende pensionskasseadministrationsselskab i princippet omdannes til en selvstændig gruppe, er det ikke SKATs opfattelse, at dette vil føre til konkurrencefordrejning. Dette begrundes dels med, at ydelserne under alle omstændigheder ville have været erhvervet hos Spørger, hvis gruppen ikke var blevet etableret, og dels med at de ydelser, der påtænkes leveret af den selvstændige gruppe, er ydelser, der er udarbejdet specifikt til medlemmernes anvendelse.

Det er således ikke momsfritagelsen i sig selv, der indebærer en reel risiko for, at fritagelsen, vil kunne fremkalde konkurrencefordrejning.

Punktet er opfyldt.

Spørgsmål 2

Der er efter Spørgers opfattelse ikke i lovteksten eller hensigten hermed forhold, som begrænser den selvstændige gruppe til kun at levere ydelser til gruppemedlemmerne, så længe bogføring mv. er tilrettelagt, så ydelserne vendt mod gruppemedlemmerne og de hermed forbundne omkostninger klart er holdt adskilt fra øvrige aktiviteter.

Skatterådet har i SKM2015.472.SR begrundet lignende spørgsmål med følgende svar:

Eksistensgrundlaget for den selvstændige gruppe er således, at gruppen skal levere ydelser til medlemmerne, ydelser der er direkte nødvendige for medlemmernes leverancer af momsfritagne ydelser. Gruppens medlemmer vil dermed kunne opnå samme konkurrencevilkår som store virksomheder, der har egne ansatte til at udføre de pågældende momspligtige pensionskassemedlemsadministrationsopgaver mv.

Hvis lignede ydelser ville blive udbudt af en stor virksomhed, der genererer ydelserne alene ved hjælp af virksomhedens interne ressourcer, ville der ikke være noget til hinder for, at den pågældende virksomhed også ville kunne udbyde disse ydelser til tredjemand. I et sådan tilfælde ville ydelserne skulle pålægges moms, medmindre de er fritaget efter momslovens § 13, stk. 1.

Derfor vil den selvstændige gruppe også kunne udbyde pensionskassemedlems-administrationsopgaver mv. til tredjemand. I et sådan tilfælde vil de pågældende ydelser også skulle pålægges moms, medmindre de er fritaget efter momslovens § 13, stk. 1.

Det skal dog bemærkes, ligesom under spørgsmål 1, at den selvstændige gruppe ifølge Den Juridiske Vejledning, afsnit D.A.5.19.2, ikke må drives med hverken underskud eller overskud.

Spørgsmål 3

Det fremgår ikke af fritagelsesbestemmelsen, at der kan kræves en særlig juridisk form for at konstituere en selvstændig gruppe. Der henvises til SKM2015.472.SR, hvoraf det fremgår:

SKAT finder, at indeværende anmodning om bindende svar er sammenlignelig med Skatterådets afgørelse i SKM2015.233.SR. På baggrund af en vurdering af indeværende sags samlede faktiske forhold, finder SKAT i dette konkrete tilfælde, at en selvstændig gruppe efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 19 kan etableres i (den juridiske) form af et aktieselskab, når den selvstændige gruppe i øvrigt opfylder de betingelser, som kræves i henhold til bestemmelsen.

SKATs indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at en selvstændig gruppe, der etableres med det formål at yde service til gruppemedlemmerne i form af administrativ bistand mv., kan anses for at være momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 19, når gruppens aktiviteter er en videreførelse af aktiviteter, der hidtil har været varetaget af et momspligtigt selskab.

Lovgrundlag

Momslovens § 13, stk. 1, nr. 19, har følgende ordlyd:

"§ 13. Følgende varer og ydelser er fritaget for afgift:

...

19) Ydelser præsteret af selvstændige grupper af personer, som udøver en virksomhed, der er fritaget for afgift, eller for hvilken de ikke er afgiftspligtige, med henblik på at yde deres medlemmer de for udøvelsen af deres virksomhed direkte nødvendige tjenester. Det er en forudsætning, at det enkelte medlems betaling for disse ydelser nøjagtigt svarer til medlemmets andel i de fælles udgifter, og at afgiftsfritagelsen ikke vil kunne fremkalde konkurrencefordrejning."

Bestemmelsen implementerer momssystemdirektivets artikel 132, stk. 1, litra f, i dansk ret. Direktivet har følgende ordlyd:

"f) levering af ydelser præsteret af selvstændige grupper af personer, der udøver en virksomhed, som er fritaget for afgift, eller for hvilken de ikke er afgiftspligtige, med henblik på at yde deres medlemmer de for udøvelsen af denne virksomhed direkte nødvendige tjenester, såfremt disse grupper kun afkræver deres medlemmer en godtgørelse, som nøjagtigt svarer til deres andel af de fælles udgifter, under forudsætning af at denne fritagelse ikke vil kunne skabe konkurrenceforvridning."

Praksis

C-8/01, Taksatorringen

EF-domstolen har udtalt, at indrømmelse af momsfritagelse i henhold til denne bestemmelse til en forening som den, der er tale om i hovedsagen - der opfylder alle bestemmelsens øvrige betingelser - skal nægtes, hvis der består en reel risiko for, at fritagelsen i sig selv, aktuelt eller i fremtiden, kan fremkalde konkurrencefordrejning.

Domstolen udtaler endvidere, at en national lovgivning godt kan give en tidsbegrænset momsfritagelse på betingelse af, at fritagelsen forlænges, så længe bestemmelsens betingelser er opfyldt.

Endelig udtaler EF-domstolen, at det ikke har betydning, at de største forsikringsselskaber lader taksation af motorkøretøjsskader udføre af deres egne ansatte taksatorer, hvorved de undgår, at disse tjenesteydelser pålægges moms.

SKM2015.472.SR

Skatterådet bekræfter, at en selvstændig gruppe, der etableres med det formål, at yde service til gruppemedlemmerne i form af administrativ bistand mv., kan anses for at være momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 19, når gruppens aktiviteter er en videreførelse af aktiviteter, der hidtil har været i et delvist momspligtigt aktieselskab, samt at den selvstændige gruppe kan etableres som et aktieselskab.

Videre kan det bekræftes, at momsfritagelsen kan bibeholdes for aktiviteter vendt mod gruppemedlemmerne, selv om den selvstændige gruppe samtidig udfører opgaver på kommerciel basis for tredjemand.

Endelig er der ikke noget til hinder for, at de enkelte gruppemedlemmer, ud over deres basale momsfrie aktiviteter, tillige har momspligtige aktiviteter, som er afledt af den basale aktivitet, herunder momspligtig udlejning af fast ejendom.

Begrundelse

Momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 19, af ydelser leveret af selvstændige grupper af personer forudsætter, at fem betingelser er opfyldt: 

  1. Der skal anvendes en uafhængig enhed, der kan agere selvstændig gruppe, og som leverer ydelserne til sine medlemmer
  2. Medlemmerne skal være enten afgiftspligtige personer, der har momsfritagne aktiviteter eller aktiviteter, der falder uden for momsloven, eller ikke-afgiftspligtige personer
  3. Ydelserne skal være direkte nødvendige for medlemmernes momsfritagne aktiviteter eller aktiviteter, der falder uden for momslovens anvendelsesområde.
  4. Prisen for ydelserne til medlemmerne skal fastsættes således, at det enkelte medlems betaling for ydelserne nøjagtigt svarer til medlemmets andel i de fælles udgifter
  5. Momsfritagelsen må ikke fremkalde konkurrencefordrejning.

Det er oplyst, at Spørger påtænker at etablere en selvstændig gruppe, som skal levere ydelserne til sine medlemmer mod betaling. Den selvstændige gruppe vil være en juridisk enhed, der driver selvstændig økonomisk virksomhed, og som derfor opfylder betingelserne for at være en afgiftspligtig person i momslovens § 3.

Det er på denne baggrund SKATs opfattelse, at den første betingelse er opfyldt.

Medlemmerne af den selvstændige gruppe skal være en række selvstændige virksomheder, der driver momsfritaget tandlægevirksomhed omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 1.

Den anden betingelse for momsfritagelse er på den baggrund ligeledes opfyldt.

Spørgeren har oplyst, at ydelserne fra den selvstændige gruppe til medlemmerne skal bestå i myndighedskontakt, assistance ved regnskabsudarbejdelse, afholdelse af bestyrelsesmøder og generalforsamlinger mv., økonomistyring, driftsledelse, lønadministration, personalehåndtering, herunder ansættelse og afskedigelse, arrangering af kurser og seminarer for gruppemedlemmernes personale, markedsføring, IT-superbrugerfunktion, samt investeringsrådgivning.

Det er en betingelse for momsfritagelse, at de pågældende ydelser er direkte nødvendige for medlemmernes momsfritagne aktiviteter. Ydelserne skal på denne baggrund være specifikt relaterede til medlemmernes momsfritagne leverancer derved, at de er direkte nødvendige og uundværlige for gennemførelsen af medlemmernes momsfritagne leverancer.

Fra EU-domstolens praksis kan henvises til dommen i sagen C-8/01, Taksatorringen, hvor EU-domstolen anerkendte, at taksatorydelser var direkte nødvendige for forsikringsselskabers levering af forsikringsydelser.

Det er på denne baggrund SKATs opfattelse, at den selvstændige gruppes leverancer i form af myndighedskontakt, assistance ved regnskabsudarbejdelse, afholdelse af bestyrelsesmøder og generalforsamlinger mv., økonomistyring, driftsledelse, lønadministration, personalehåndtering, herunder ansættelse og afskedigelse, arrangering af kurser og seminarer for gruppemedlemmernes personale, markedsføring, IT-superbrugerfunktion alle må anses for direkte nødvendige for medlemmernes momsfritagne tandlægevirksomhed. Det forudsættes herved, at ingen af medlemmerne tillige anvender ydelserne til brug for momspligtige aktiviteter.

Det er derimod SKATs vurdering, at den selvstændige gruppes leverancer til medlemmerne bestående i investeringsrådgivning ikke kan anses for direkte nødvendig for gennemførelsen af den momsfritagne tandlægevirksomhed. Der er herved henset til, at rådgivning om investering af tandlægevirksomhedernes midler hverken er specifikt relateret til- eller uundværlige for at levere tandlægeydelserne. Den selvstændige gruppes ydelser til medlemmerne i form af investeringsrådgivning er derfor momspligtige.

Det er videre en betingelse, at prisen for ydelserne til medlemmerne fastsættes således, at det enkelte medlems betaling for ydelserne nøjagtigt svarer til medlemmets andel i de fælles udgifter. Spørger har i relation hertil oplyst, at den selvstændige gruppes betalingsstruktur vil blive opbygget således, at det enkelte gruppemedlems betaling vil svare til gruppemedlemmets andel af den selvstændige gruppes omkostninger efter relevante nøgler svarende til Skatterådets afgørelse i SKM2015.472.SR.

Det er med baggrund heri SKATs opfattelse, at den fjerde betingelse for momsfritagelse er opfyldt.

Endelig har Spørger oplyst, at Spørger i dag leverer ydelserne til tandlægevirksomhederne, samt at tandlægevirksomhederne uanset momsfritagelsen måtte finde anvendelse eller ej fortsat er bundet til at indkøbe ydelserne hos Spørger.

SKAT bemærker hertil, at EU-domstolen i sagen C-08/01, Taksatorringen, har udtalt, at der ikke kan antages at være konkurrencefordrejning, såfremt den selvstændige gruppe, uanset enhver momspålæggelse eller afgiftsfritagelse, kan være sikker på at beholde medlemmerne som kunder.

Det er derfor SKATs opfattelse, at den femte betingelse for momsfritagelse er opfyldt.

Den selvstændige gruppes ydelser til medlemmerne - med undtagelse af ydelser i form af investeringsrådgivning - opfylder derfor betingelserne for momsfritagelse i momslovens § 13, stk. 1, nr. 19.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Nej, se dog begrundelse".

Spørgsmål 2

Det ønskes bekræftet, at momsfritagelsen vil kunne bibeholdes for aktiviteterne vendt mod gruppemedlemmerne, selv om den selvstændige gruppe samtidig udfører opgaver på kommerciel basis for tredjemand.

Lovgrundlag

Der henvises til "Lovgrundlag" under spørgsmål 1.

Praksis

SKM2015.472.SR

Skatterådet bekræfter, at en selvstændig gruppe, der etableres med det formål, at yde service til gruppemedlemmerne i form af administrativ bistand mv., kan anses for at være momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 19, når gruppens aktiviteter er en videreførelse af aktiviteter, der hidtil har været i et delvist momspligtigt aktieselskab, samt at den selvstændige gruppe kan etableres som et aktieselskab.

Videre kan det bekræftes, at momsfritagelsen kan bibeholdes for aktiviteter vendt mod gruppemedlemmerne, selv om den selvstændige gruppe samtidig udfører opgaver på kommerciel basis for tredjemand.

Endelig er der ikke noget til hinder for, at de enkelte gruppemedlemmer, ud over deres basale momsfrie aktiviteter, tillige har momspligtige aktiviteter, som er afledt af den basale aktivitet, herunder momspligtig udlejning af fast ejendom.

Begrundelse

Det bemærkes, at det af momslovens § 13, stk. 1, nr. 19, fremgår, at momsfritagelsen omfatter ydelser præsteret af selvstændige grupper af personer, som udøver en virksomhed, der er fritaget for afgift med henblik på at yde deres medlemmer de for udøvelsen af deres virksomhed direkte nødvendige tjenester. Det er en forudsætning, at det enkelte medlems betaling for disse ydelser nøjagtigt svarer til medlemmets andel i de fælles udgifter, og at afgiftsfritagelsen ikke vil kunne fremkalde konkurrencefordrejning.

Det er SKATs opfattelse, at uanset momsfritagelsen af ydelser leveret af selvstændige grupper skal fortolkes indskrænkende, så ses der ikke at være grundlag for nægte momsfritagelse af leverancerne til gruppens medlemmer med henvisning til, at den selvstændige grupper i øvrigt leverer ydelser til tredjemand på kommerciel basis.

Der er herved bl.a. henset til, at kravet om, at det enkelte medlems betaling for ydelserne nøjagtigt skal svare til medlemmets andel i de fælles udgifter, hvorved der ikke må pålægges leverancerne til medlemmerne en avance, tager udgangspunkt i en individuel vurdering af hver enkelt transaktion, og der henses ved vurderingen ikke på nogen måde til den selvstændige gruppes øvrige leverancer. Der henvises endvidere til SKM2015.472.SR.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "Ja".

Spørgsmål 3

Det ønskes bekræftet, at en selvstændig gruppe efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 19, jf. spørgsmål 1, kan etableres som et selskab, hvis de eksplicitte betingelser for anvendelsen af momsfritagelsen i øvrigt er opfyldt.

Lovgrundlag

Der henvises til "Lovgrundlag" under spørgsmål 1.

Praksis

SKM2015.472.SR

Skatterådet bekræfter, at en selvstændig gruppe, der etableres med det formål, at yde service til gruppemedlemmerne i form af administrativ bistand mv., kan anses for at være momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 19, når gruppens aktiviteter er en videreførelse af aktiviteter, der hidtil har været i et delvist momspligtigt aktieselskab, samt at den selvstændige gruppe kan etableres som et aktieselskab.

Videre kan det bekræftes, at momsfritagelsen kan bibeholdes for aktiviteter vendt mod gruppemedlemmerne, selv om den selvstændige gruppe samtidig udfører opgaver på kommerciel basis for tredjemand.

Endelig er der ikke noget til hinder for, at de enkelte gruppemedlemmer, ud over deres basale momsfrie aktiviteter, tillige har momspligtige aktiviteter, som er afledt af den basale aktivitet, herunder momspligtig udlejning af fast ejendom.

Begrundelse

Det bemærkes, at det af momslovens § 13, stk. 1, nr. 19, fremgår, at momsfritagelsen omfatter ydelser præsteret af selvstændige grupper af personer, som udøver en virksomhed, der er fritaget for afgift med henblik på at yde deres medlemmer de for udøvelsen af deres virksomhed direkte nødvendige tjenester. Det er en forudsætning, at det enkelte medlems betaling for disse ydelser nøjagtigt svarer til medlemmets andel i de fælles udgifter, og at afgiftsfritagelsen ikke vil kunne fremkalde konkurrencefordrejning.

Det er SKATs opfattelse, at uanset momsfritagelsen skal fortolkes indskrænkende, ses der ikke at være grundlag for pålægge anvendelsen af momsfritagelsen restriktioner i forhold til valget af samarbejdsform, og det er på denne baggrund SKATs opfattelse, at den selvstændige gruppe kan etableres eksempelvis i form af en forening, et konsortium, et kooperativ, et interessentskab eller et aktieselskab, jf. også SKM2015.472.SR.

Det bemærkes dog, at det efter SKATs opfattelse en afgørende forudsætning for anvendelsen af momsfritagelsen, at den valgte samarbejdsforms enhed opfylder betingelserne for at blive anset for en afgiftspligtig person, jf. momslovens § 3. Årsagen hertil er, at anvendelsen af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 19, grundlæggende kun bliver relevant i de tilfælde, hvor der i første omgang er tale om en leverance foretaget af en afgiftspligtig person, jf. momslovens § 3. Som anført under besvarelsen af Spørgsmål 1 vil den selvstændige gruppe opfylde denne betingelse.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 3 besvares med "Ja".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter