Dato for udgivelse
29 Jul 2016 12:34
Dato for afsagt dom/kendelse
18 Apr 2016 10:47
SKM-nummer
SKM2016.329.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
B-1707-14
Dokument type
Dom
Emneord
Vurderingsankenævnets, Landsskatterettens, saglige, kompetence, fradrag, forbedringer, grundværdien
Resumé

Sagen vedrørte Vurderingsankenævnets og Landsskatterettens saglige kompetence efter skatteforvaltningslovens §§ 38, stk. 6 (dagældende) og 45, stk. 1.

SKAT havde tilkendt et boligselskab et fradrag i grundværdien på ca. kr. 800.000 for udgifter til etablering af internt vejanlæg. SKAT tog derimod ikke stilling til spørgsmålet om fradrag for etablering af eksternt vejanlæg. Boligselskabet påklagede SKATs afgørelse til Vurderingsankenævnet, men trak herefter den del af klagen, som vedrørte fradrag for intern vej, tilbage. Boligselskabet anmodede i stedet Vurderingsankenævnet om at tilkende fradrag for ekstern vej. Både Vurderingsankenævnet og Landsskatteretten fandt, at det af SKAT indrømmede fradrag for intern vej også kunne rumme fradrag for ekstern vej, hvorfor boligselskabet blev nægtet et særskilt fradrag for ekstern vej.

Boligselskabet gjorde for landsretten gældende, at Vurderingsankenævnet og Landsskatteretten havde overtrådt sin saglige kompetence ved i vurderingen af spørgsmålet om fradrag for ekstern vej at inddrage det - upåklagede - spørgsmål om fradrag for intern vej.

Landsretten udtalte, at Landsskatterettens og Vurderingsankenævnets kompetence ikke kan antages at være begrænset til de konsekvensændringer, der er en nødvendig følge af afgørelsen vedrørende det omtvistede beløb, men at kompetencen må fastlægges bredere. Henset hertil og til det grundlag, hvorpå boligselskabet fik fradrag for vejanlæg på ejendommen og til den nære sammenhæng mellem de i sagen omhandlede veje, fandt landsretten, at hverken Vurderingsankenævnet eller Landsskatteretten havde overtrådt sin saglige kompetence.

Landsretten stadfæstede dermed byrettens dom (SKM2014.877.BR), hvorved Skatteministeriet blev frifundet.

Reference(r)

Vurderingsloven § 17 og § 18,
Skatterforvaltningsloven § 38, stk. 6 og § 45, stk.1

Henvisning

Den juridiske vejledning 2016-1, afsnit A.A.10.2.3.3.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2016-1, afsnit H.A.3.3.2.


Parter

H1

(Adv. Hans Elgaard v/advokat Claus Rosenkilde)

Mod

Skatteministeriet

(Adv. Birgitte Kjærulff Vognsen v/advokatfuldmægtig Rune Bo Schønsted)

Afsagt af landsdommerne

Anne Birgitte Fisker, Kristian Korfits Nielsen og Klaus Boye (kst.)

Sagens oplysninger og parternes påstand

Byrettens dom af 21. maj 2014 (BS 17-52/2013) (SKM2014.877.BR) er anket af H1 med påstand om, at Landsskatterettens kendelse af 10. oktober 2012 og Vurderingsankenævnets afgørelse af 5. januar 2010 vedrørende ejendommen beliggende ...1, annulleres for så vidt angår punktet fradrag for vejanlæg.

Skatteministeriet har påstået stadfæstelse.

Supplerende sagsfremstilling

Af SKATs afgørelse af 25. april 2006 fremgår blandt andet:

"...

Vejanlæg: Udgift til vejanlæg er opgjort til kr. 2.001.207. Udgiften vedrører ekstrafundering kr. 320.362 og anlæg af vej m.v. kr. 1.590.845.

...

Fradrag for vejanlæg, fortov mv. gives som hovedregel kun for udgifter til anlæg uden for ejendommen, idet udgifter til anlæg på selve grunden samt pladsbelægninger m.v. anses for at være en del af byggeomkostningerne.

Da ejendommen imidlertid er så stor, at det vil være naturligt at betragte en del af de på ejendommen værende vejanlæg som et hovedanlæg til betjening af dele af ejendommen i tilfælde af udstykning, er det vurderingsmyndighedens opfattelse, at der er grundlag for at indrømme et skønsmæssigt fradrag.

Da der ikke gives fradrag for udgifter til p-pladser og lignende har vurderingsmyndigheden skønnet, at der kan gives fradrag for 50 % af udgifter i alt kr. 795.422 kr.

..."

Procedure

Parterne har for landsretten i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

H1 har supplerende anført, at det ikke af vurderingsankenævnets afgørelse fremgår med hvilken hjemmel fradragspunktet vedrørende ekstern vej er behandlet. Vurderingsankenævnet må dog have anset SKATs afgørelse for at omhandle både intern og ekstern vej således forstået, at fradraget for ekstern vej er ansat til 0 kr., og fradraget for intern vej er ansat til 795.422 kr. SKATs afgørelse om fradrag vedrørende internt vejanlæg blev indledningsvist påklaget til vurderingsankenævnet, men klagen blev efterfølgende tilbagekaldt. Derfor har vurderingsankenævnet og efterfølgende Landsskatteretten ikke kunnet inddrage fradraget for intern vej, men har alene skullet tage stilling til spørgsmålet om fradrag for ekstern vej. Hverken vurderingsankenævnet eller Landsskatteretten har haft den fornødne saglige kompetence til at behandle eller nedsætte det af SKAT fastsatte og endelige fradrag på 795.422 kr. vedrørende interne veje, og der er i denne sag ikke tale om en sådan afledt ændring, at vurderingsankenævnet og Landsskatteretten kunne inddrage det af SKAT fastsatte og endelige fradrag vedrørende interne veje, jf. de dagældende bestemmelser i skatteforvaltningslovens § 38, stk. 6, og § 45, stk. 1. Dermed er såvel vurderingsankenævnets som Landsskatterettens afgørelse ugyldige i kraft af manglende hjemmel, hvorfor afgørelserne skal annulleres for den del, der vedrører fradrag for vejanlæg.

Skatteministeriet har supplerende anført, at selv hvis Landsskatterettens begrundelse måtte kunne læses sådan, at fradrag for ekstern vej nægtes, fordi fradraget for ekstern vej kunne indeholdes i fradraget for intern vej, og selv hvis landsretten samtidig måtte finde, at ind- dragelsen af spørgsmålet om fradrag for intern vej ikke er en "afledt ændring", er der ikke grundlag for at annullere Landsskatterettens kendelse og vurderingsankenævnets afgørelse. Afgørelserne er materielt korrekte, og de kunne i alle tilfælde have været begrundet med, at boligselskabet ikke har dokumenteret at have bekostet udgifterne til etablering af det eksterne vejanlæg. Under disse omstændigheder må en eventuel begrundelsesmangel anses for konkret uvæsentlig, hvorfor den ikke kan medføre ugyldighed. Hertil kommer, at selv hvis der forelå begrundelsesmangler, har disse ikke haft indflydelse på boligselskabets overvejelser om at påklage afgørelserne. Sagen for Landsskatteretten vedrørte netop spørgsmålet om, hvorvidt boligselskabet havde dokumenteret udgifterne til etablering af eksternt vejanlæg, hvilket boligselskabets anbringender for Landsskatteretten viser. Selv hvis Landsskatterettens og vurderingsankenævnets afgørelser annulleres, vil boligselskabet ikke opnå en anden retsstilling. Hvis afgørelserne bortfalder, står SKATs afgørelse ved magt, og SKAT har ikke godkendt fradrag for ekstern vej. Hvis sagen hjemvises til fornyet behandling ved Landsskatteretten eller vurderingsankenævnet, vil fradrag for ekstern vej blive afvist som følge af manglende dokumentation for bekostning af vejanlægget.

Landsrettens begrundelse og resultat

Ved SKATs afgørelse af 25. april 2006 blev H1 i medfør af den dagældende vurderingslovs §§ 17 og 18 givet fradrag i grundværdien for forskellige forbedringer, herunder et fradrag for udgifter til vejanlæg, som blev fastsat skønsmæssigt til i alt 795.422 kr. Det fremgår af sagens faktum, at det tilkendte fradrag ikke omfattede vejen ...1.

H1 påklagede SKATs afgørelse vedrørende fradrag for vej- anlæg til vurderingsankenævnet. Klagen blev efterfølgende begrænset, idet H1 frafaldt den del af klagen, som angik det godkendte fradrag på 795.422 kr., men opretholdt klagen for så vidt angår fradrag for vejen ...1.

Ved vurderingsankenævnets afgørelse af 5. januar 2010, som må forstås således, at nævnet tog stilling til fradragets størrelse både vedrørende de veje, der var omfattet af det godkendte fradrag på 795.422 kr. og vejen ...1, blev der truffet afgørelse om, at det af SKAT meddelte fradrag for vejanlæg på 795.422 kr. kunne rumme fradrag for både de veje, der var omfattet af det oprindeligt godkendte fradrag, og vejen ...1. Vurderingsankenævnet stadfæstede på denne baggrund SKATs afgørelse vedrørende vejanlæg.

Denne afgørelse blev indbragt for Landsskatteretten, som ved kendelse af 10. oktober 2012 stadfæstede vurderingsankenævnets afgørelse vedrørende fradrag for vejanlæg. Af kendelsen fremgår, at Landsskatteretten efter det oplyste ikke anså det for dokumenteret, at H1 havde afholdt udgifter til anlæggelse af vejen ...1. Landsskatteretten lagde herved vægt på købesummens størrelse og på, at det ikke fremgik af de fremlagte skøder, at anlægsudgiften var inkluderet i købesummen, samt at der ikke var fremlagt anden form for dokumentation for anlægsudgiftens afholdelse. Landsskatteretten fandt, at fradrag for ...1 derfor måtte bero på et skøn, og Landsskatteretten var enig med vurderingsankenævnet i, at det godkendte fradrag for vejanlæg på 795.422 kr. måtte anses for tilstrækkeligt til at dække udgifter til anlæg til både de veje, der var omfattet af det oprindeligt godkendte fradrag, og vejen ...1.

Som Landsskatterettens kendelse er formuleret, finder landsretten, at der ikke er grundlag for at forstå kendelsen således, at Landsskatteretten har nægtet fradrag for ekstern vej ud fra en skønsmæssig ansættelse af udgifterne til ekstern vej til 0 kr.

Spørgsmålet er herefter, om vurderingsankenævnet og Landsskatteretten ved de trufne afgørelser har overskredet den kompetence, de som klagemyndighed havde efter den dagældende lovgivning.

Det fulgte af den dagældende bestemmelse i skatteforvaltningslovens § 38, stk. 6, at vurderingsankenævnet "uanset klagens formulering [kunne] foretage afledte ændringer." En tilsvarende bestemmelse gjaldt for Landsskatterettens vedkommende efter den dagældende bestemmelse i skatteforvaltningslovens § 45, stk. 1. Bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 45, stk. 1, var en videreførelse af den tidligere skattestyrelseslovs § 28, stk. 1, 2. pkt. Af forarbejderne til denne bestemmelse (bemærkningerne til lovforslag nr. 192 af 4. marts 1999) fremgår, at

"...

(e)fter forslaget er disse klageorganers kompetence til at ændre en skatteansættelse en kompetence til at ændre de forhold i skatteansættelsen, der er klaget over, samt andre forhold i skatteansættelsen, der er en følge af klagen.

..."

Landsretten finder, at Landsskatterettens kompetence efter den dagældende skatteforvaltningslovs § 45, stk. 1, og tilsvarende vurderingsankenævnets kompetence efter den dagældende skatteforvaltningslovs § 38, stk. 6, ikke kan antages at være begrænset til de konsekvensændringer, der er en nødvendig følge af afgørelsen vedrørende det omtvistede beløb, men at kompetencen må fastlægges bredere, jf. blandt andet Østre Landsrets dom af 21. august 2009 (TfS 2009.938) (SKM2009.522.ØLR), Landsskatterettens afgørelse refereret i TfS 1997.441 og betænkning nr. 1339/1997, s. 17, der vedrører anvendelsesområdet for den tidligere gældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 35, stk. 5.

Henset hertil og til det grundlag, hvorpå boligselskabet fik fradrag for vejanlæg på ejendommen og til den nære sammenhæng mellem de i sagen omhandlede veje, finder landsretten, at hverken vurderingsankenævnet eller Landsskatteretten med de trufne afgørelser er gået ud over deres kompetence efter henholdsvis § 38, stk. 6, og § 45, stk. 1, i den dagældende skatteforvaltningslov.

Som følge heraf er der ikke grundlag for at give H1 medhold i, at afgørelserne skal annulleres for så vidt angår punktet fradrag for vejanlæg.

Landsretten stadfæster på denne baggrund byrettens dom.

H1 skal betale sagsomkostningerne for landsretten til Skatteministeriet med i alt 25.000 kr. Ved fastsættelsen af beløbet, der vedrører udgifter til advokatbistand inkl. moms, er der henset til sagens karakter, omfang, forløb og udfald.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Byrettens dom stadfæstes.

H1 skal betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 25.000 kr.

De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.

SKM2014.877.BR                

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter