Dato for udgivelse
25 Aug 2016 10:48
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse
15 Feb 2016 12:13
SKM-nummer
SKM2016.368.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
15. februar 2016
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Inddrivelse
Overemner-emner
Modregning og transport
Emneord
Tilbagesøgningskrav – condictio indebiti, massekrav, konkursbo, modregning
Resumé

Den 30. oktober 2013 blev A erklæret konkurs. Den 19. november 2013 anmeldte SKAT et krav på 1.275.308 kr. i konkursboet og forbeholdt sig modregningsadgang. Kurator blev nogenlunde samtidig hermed gjort opmærksom på, at A var blevet skønsmæssigt ansat i skat, og at A's revisor ville søge at ændre skatteansættelserne. Den 3. februar 2014 modtog kurator uden ledsagende besked 507.099 kr. fra SKAT. Udbetalingen skyldtes fejl i forbindelse med ændring af A's skønsmæssige skatteansættelser og fejlagtig modregning i forbindelse hermed. Landsretten fandt, at kurator den 3. februar 2014 burde have indset, at udbetalingen af de 507.099 kr. fra SKAT kunne bero på en fejl, f.eks. som følge af at SKAT havde været uopmærksom på sin adgang til modregning. Landsretten fandt, at betydningen af SKATs fejl i den foreliggende situation måtte vurderes efter principper svarende til dem, som gælder for krav om tilbagebetaling af beløb, der er betalt i urigtig formening om skyld (condictio indebiti), og at disse principper førte til, at betalingen under de nævnte omstændigheder ikke kunne anses for bindende. Dette gjaldt, selv om SKAT havde begået flere fejl ved udbetalingen af beløbet. SKATs krav om tilbagebetaling af beløbet skulle derfor anerkendes som et massekrav, jf. konkurslovens § 93, nr. 3.

Reference(r)

KL § 93

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2016-2 G.A.3.4.1.4.8.2


Parter

A under konkurs
(kurator adv. Anders Rynkebjerg (adv. Lotte Lundin)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/adv. Morten Plannthin)

Afsagt af Landsretsdommene

Ole Dybdahl, Peter Mørk Thomsen, Lise Leth-Nissen (kst.)

Sagens baggrund og parternes påstande

Byrettens dom 21. september 2015, BS 11-2156/2014

Sagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgers anmeldelse af krav i boet i medfør af konkurslovens § 93, stk. 3, skal anerkendes som massekrav af konkursboet på grundlag af condictio indebiti-lignende betragtninger.

Sagsøgerens påstand er, at sagsøgte tilpligtes at anerkende det af sagsøger anmeldte krav på kr. 507.099,86 som et massekrav, jf. konkurslovens § 93, nr. 3, med tillæg af procesrente fra den 3. februar 2014, subsidiært fra et senere tidspunkt, til betaling sker.

Sagsøgtes påstand er frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2, dog er dele af sagens dokumenter gengivet og den under hovedforhandlingen afgivne vidneforklaring er gengivet.

Den 30. oktober 2013 blev A blev taget under konkurs og advokat Anders Rynkebjerg blev udpeget som kurator. Fristdagen var den 8. oktober 2013. A havde haft flere forretningsområder og havde bl.a. drevet virksomheden "-, CVR "-.

Kurator sendte 31. oktober 2013 kreditorinformation nr. 1 ud til alle kendte kreditorer samt til SKAT med opfordring til at foretage anmeldelse af krav. Konkursdekretet blev efterfølgende 14. november 2013 offentliggjort i Statstidende.

Statsautoriseret revisor, LK, havde tidligere i november 2011 på vegne af A anmodet om udbetaling af indeholdt udbytteskat med 392.000 kr., hvilket SKAT imødekom den 14. februar 2012 og efter delvis modregning blev der udbetalt 215.051,63 kr. til A. Da A ikke rettidigt indsendte årsopgørelse for 2011, gjorde SKAT et krav gældende på tilbagebetaling af beløbet.

SKAT modtog den 18. april 2013 årsopgørelser for A for årene 2010 og 2011, men på grund af manglende underliggende dokumentation, blev disse afvist af SKAT den 22. november 2013.

SKAT foretog ved skrivelse af 19. november 2013 anmeldelse af krav i konkursboet. Af skrivelsen fremgår bl.a. følgende:

"...

Anmeldelse i konkurs CVR v/ A cpr.nr. ...

SKAT er underrettet om, at skifteretten den 30. oktober 2013 har taget ovennævnte virksomhed under konkursbehandling, og at du er udpeget som kurator.

...

SKAT anmelder krav efter konkurslovens § 97 i alt 1.275.308 kr. Vi tager forbehold for manglende angivelser frem til dekretet, manglende selvangivelser for året før konkursåret og tidligere og for eventuelle regulering(er) af skatter og afgifter.

... Modregning

Der tages forbehold for modregning i ethvert krav, som virksomheden måtte få på statskassen, og som efter konkurslovens regler kan gøres til genstand for modregning.

..."

Sagsøgte har under hovedforhandlingen anført, at kurator ikke "som anført af sagsøger "modtog en udskrift fra EFI, SKATs inddrivelsessystem, og at SKATs krav derfor ikke var specificeret i forbindelse med anmeldelsen til konkursboet.

Kurator anerkendte modtagelsen overfor SKAT i skrivelse af 27. november 2013, hvoraf bl.a. følgende fremgår:

"...

Jeg bekræfter hermed Deres anmeldelse i ovennævnte bo, modtaget her (på) kontoret den 25. november 2013.

...

Anmeldelsen er noteret med et beløb på kr. 1.275.308.00 som almindeligt kreditorkrav i henhold til konkurslovens § 97. De bedes venligst kontrollere, at beløbet svarer til Deres tilgodehavende pr. konkursdagen den 30. oktober 2013.

Jeg bemærker, at der ikke er taget stilling til berettigelsen af Deres krav. Deres fordring forventes prøvet efter anmeldelsesfristens udløb. De vil kun modtage særskilt underretning om prøvelsen af Deres krav, såfremt jeg ikke fuldt ud kan indstille Deres krav til godkendelse.

...".

Det er oplyst i sagen, at revisor NK telefonisk kontaktede konkursboet om A's manglende årsopgørelser, og 3. december 2013 fremsendte han en e-mail til A, hvoraf følgende fremgår:

"...

Hej A

...

Jeg har fået grønt lys til at indsende dine selvangivelse(r) for 2010, 2011 og 2012 og tage mig af 2009, hvis vi får lov at genoptage Og jeg skal/behøver ikke involvere dem/holde dem orienteret.

Til gengæld understregede de, at vi ikke ville få betaling herfor fra dem./boet.

...".

Dokumentationen blev 4. december 2013 sendt til SKAT og på grundlag heraf fremsendte SKAT 12. december 2013 forslag til ændring af skatten for A. Da der ikke blev modtaget nogen bemærkninger hertil, blev skatteberegningen efterfølgende endelig.

Den 30. januar 2014 foretog SKAT modregning i overskydende skatter på 1.256.571 kr. for året 2011 og 170.831 kr. for året 2012.

SKAT udbetalte den 3. februar 2014 restbeløbet, 507.099,86 kr. til konkursboet.

Af kurators kreditorinformation nr. 4 fra 28. februar 2014 fremgik, at boets aktivbeholdning ialt udgjorde 531.114,35 kr., og de samlede passiver var angivet til 33.363.270,74 kr., Vedrørende det udbetalte beløb fra SKAT var følgende anført:

"...

10. Overskydende skat for 2011

Der er tilgået boet restskat med kr. 507.099,86. Beløbet indgår i det samlede indestående hos kurator, jf. nedenfor.

...".

På grundlag af en klage fra revisor NK over, at der blev foretaget lønindeholdelse hos A, blev SKAT opmærksom på den manglende modregning af det udbetalte beløb og i skrivelse til kurator af 5. marts 2014 anførte SKAT bl.a. følgende:

"...

Vi talte sammen den 5.03.2014, hvor jeg oplyste, at SKAT ved en fejl har udbe(t) alt 507.099,86 kr. for meget til konkursboet. Jeg lovede, at fremsende en nærmere redegørelse over sagsforløbet, hvorefter vi kunne drøfte sagen.

A havde ikke indsendt selvangivelser for bl.a. indkomstårene 2011 og 2012, hvorfor disse år blev taxeret.

Ad indkomståret 2011

Den 29.12.2011 anmoder A om at få en "§ 55-udbetaling" vedrørende betalt udbytteskat i 2011 med 392.000 kr. Denne anmodning imødekommes, men behandles så sent tidsmæssigt, at er ikke kunne tages højde for udbetalingen i forskudssystemet. Da A ikke indleverer selvangivelsen for 2011 bortfalder "§ 55-udbetalingen" og de 392.000 kr. sendt til geninddrivelse "men ikke via forskuds/årsopgørelsessystemet, jf. ovenstående.

Den 4. oktober 2013 fremsender revisor selvangivelsen for 2009"2011 og oplyser, at når disse er godkendt, vil han fremsende selvangivelsen for indkomståret 2012.

Den 22.01.2013 udskrives årsopgørelsen nr. 1 udvisende en restskat på 843.883 kr.

Den 4.02.2014 udskrives årsopgørelsen (nr.) 2 udvisende en overskydende skat på 1.256.571 kr. Da § 55-udbetalingen ikke er indberettet til systemet, bevirker dette, at de 392.000 kr. ikke er registreret som et tidligere udbetalt beløb.

Ad indkomståret 2012

Den 14.01.2014 udskrives årsopgørelse nr. 1 på grundlag af taxation. Årsopgørelsen udviser en restskat på 759.381 kr.

På grundlag af den modtagne selvangivelse udskrives årsopgørelse nr. 2 den 21.01.2014 udvisende en overskydende skat på 170.831 kr. Ved beregningen af den overskydende skat har SKAT forudsat, at A har betalt de rater der er forfaldet til og med 1.02.2014. Pr. 1.02.2014 forfalder der en restskatterate på 248.801 kr.

Endelig den 25.02.2014 udskrives årsopgørelse nr. 3 udvisende en overskydende skat på 58.069 kr.

Den 30.01.2014 modregner SKAT de overskydende skatter på hhv. 1.256.571 kr. (2011) og 170.831 kr. (2012) i restancen. Efter modregningen kan der overføres 507.099,86 kr. til konkursboet.

..

Ved en fejl var SKAT ikke opmærksom på, at der forfaldt en restskatterate på 248.801 kr. Endvidere var SKAT heller ikke opmærksom på, at den fejlagtige "§ 55-udbetaling" stod på en anden konto.

...

SKAT skal herved anmode om at få tilbagebetalt de 507.099,86 kr. Det for meget udbetalte vedrører dels de 170.381 kr. til dækning af retsskatteraten på 248.801 kr. vedrørende indkomståret 2012 og dels til dækning af restancen vedrørende "§ 55-udbetalingen" vedrørende indkomståret 2011.

...".

SKAT fremsendte supplerende specifikationer af beregningerne til kurator ved skrivelser af 23. april og 8. maj 2014.

I skrivelse af 23. juni 2014 afviste kurator anmodningen om tilbagebetaling og oplyste, at kravet blev indstillet som godkendt som § 97-krav. Af skrivelsen fremgår bl.a. følgende:

"...

Nedenfor følger kurators foreløbige indstilling til SKATs anmodning om tilbagebetaling af beløb kr. 507.099,86 som blev udbetalt til boet den 3. februar 2014.

... Konklusion:

SKATs culpøse forsømmelse af at gennemføre en restancekontrol samt SKATs udbetaling til konkursboet velvidende om konkursen, må anses at udgøre en sådan kumuleret grad af egen skyld, at et tilbagesøgningskrav må anses for udelukket. Hertil kommer, at boet ikke havde grund til at tro, at udbetalingen skulle bero på en fejl ligesom samtlige kreditorer forinden SKATs reklamation var orienteret omkring udbetalingen fra SKAT.

..."

Kravet på 507.099,86 kr., blev den 1. juli 2014 anmeldt som et massekrav i konkursboet i henhold til konkurslovens § 93 med angivelse af, at forretning skete fra det tidspunkt, hvor kravet blev anmeldt i konkursboet.

Ved fordringsprøvelse foretaget 20. oktober 2014 fastholdt kurator sin indstilling og afviste kravet på 507.099,86 kr. som massekrav efter konkurslovens § 93, nr. 3. Kravet blev godkendt som simpelt krav i medfør af konkurslovens § 97.

Der blev udtaget stævning i sagen den 18. november 2014. Revisor NK har forklaret bl.a., at han har været ansat som revisor i 29 år og er ansat i det statsautoriserede revisionsaktieselskab R1. Han har været revisor for A siden juni 2013, og kontakten dem imellem skabtes via A's advokat. Opgaven gik ud på, at man skulle skabe sig et overblik over A's økonomiske situation. I forbindelse med undersøgelserne kom det frem, at der manglede at blive selvangivet for årene 2009 til 2011, idet der forelå nogle forkerte skønsmæssige ansættelser fra SKAT. I forbindelse med forløbet med at foretage korrektioner af de skønsmæssige ansættelser gik A personligt konkurs. Vidnet tog telefonisk kontakt med kurator for at overdrage sagen til kurator og gøre denne opmærksom på, at der forelå skønsmæssige ansættelser, der var for højt satte. Kurator oplyste, at de ikke behøvede at orientere kurator om, hvad der blev indsendt. Kurator havde ingen indvendinger mod, at de selv gik videre med sagen, men de kunne ikke forvente at blive betalt derfor. Det blev oplyst, at kurator ikke ville foretage sig noget i forbindelse med de skønsmæssige ansættelser.

Da de via arbejdet for A havde lært ham at kende, valgte de at gå videre med sagen, også selvom der ikke blev betalt for arbejdet. De mente ikke, at det var rimeligt, at A skulle slæbe rundt på en større skattegæld på et forkert grundlag. De indgav herefter selvangivelserne. Han husker ikke, at der skulle have været mere korrespondance med konkursboet.

Han blev efterfølgende kontaktet af A, der oplyste, at SKAT foretog lønindeholdelse hos ham. På grundlag af deres forventning til de tal, der skulle komme ud af selvangivelserne, kontaktede han efterfølgende SKAT.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har i påstandsdokument af 24. juli 2015 og under hovedforhandlingen gjort følgende anbringender gældende:

"...

Til støtte for den nedlagte påstand gør SKAT overordnet gældende, at fejludbetalingen er udtryk for en gæld, som er pådraget boet under dets behandling, hvorfor kurator skal anerkende fejludbetalingen som et massekrav i medfør af konkurslovens § 93, nr. 3.

SKAT gør hertil gældende, at 1) fejludbetalingen beroede på en åbenbar fejl, som var eller burde have været konkursboet bekendt, og 2) tilbagesøgningen af fejludbetalingen skal bedømmes ud fra principperne om condictio indebiti.

1. FEJLUDBETALINGEN BEROEDE PÅ EN ÅBENBAR FEJL, SOM VAR ELLER BURDE HAVE VÆRET KURATOR BEKENDT

SKAT gør gældende, at konkursboet var behørigt orienteret om SKATs krav, som kunne være anvendt til modregning, og at det var eller burde være konkursboet bekendt, at udbetalingen skyldtes en åbenbar fejl.

1.1 Konkursboet var behørigt orienteret om SKATs krav, som kunne være anvendt til modregning

SKAT gør gældende, at konkursboet var behørigt orienteret om SKATs krav, som kunne være anvendt til modregning.

To dage efter konkursens indtræden sendte kurator kreditorinformation nr. 1 af 31. oktober 2013 til SKAT med opfordring til at anmelde krav, hvorfor det allerede før SKATs anmeldelse måtte have stået kurator klart, at SKAT havde et krav.

Dette blev efterfølgende bekræftet, da SKAT den 19. november 2013 foretog en anmeldelse i konkursboet på kr. 1.275.308. Anmeldelsen var vedlagt en udskrift fra EFI, som er SKATs inddrivelsessystem, hvorpå SKATs krav var nøje specificeret. EFI-kontoen kunne samlet opgøres til kr. 883.307,97, hvor det dertil var noteret, at der var et yderligere krav på kr. 392.000 i SAP-systemet, altså § 55-udbetalingen. Anmeldelsen bestod således af følgende poster:

Restskat for 2010 (hovedstol og renter)

kr.

16.303,40

Restskat for 2011 (hovedstol og renter)

kr.

853.472,63

Gebyr for inddrivelse

kr.

2.107,64

Gebyr for opkrævning

kr.

3.115,46

Gæld i forbindelse med kontrol m.v.

kr.

6.138,84

Retsafgift

kr.

2.170,00

§ 55-udbetalingen

kr.

392.000.00

I alt

kr.

1.275.307,97

Afrundet

kr.

1.275.308,00

SKAT gør gældende, at senest på dette tidspunkt stod eller burde det have stået kurator klart, at SKAT havde et betydeligt krav mod konkursboet og dermed også, at eventuelle tilgodehavender hos SKAT ville blive brugt til modregning i dette krav. Det må deraf følge, at SKAT naturligt først ville foretage en udbetaling efter en fuld nedskrivning på anmeldelsen, hvilket imidlertid ikke på dette tidspunkt havde og heller ikke på nuværende tidspunkt har fundet sted.

Derudover blev kurator gjort opmærksom på SKATs krav, da revisor NK kort tid efter konkursens indtræden kontaktede kurator og oplyste, at det var afgørende for skyldneren at få indleveret selvangivelser til SKAT for de år, hvor SKAT havde ansat skyldnerens skat skønsmæssigt, dvs. indkomstårene 2010, 2011 og 2012. Kurator oplyste i den forbindelse til revisor NK, at de manglende selvangivelser ikke var en prioritet for kurator, hvorefter revisor NK besluttede sig for at indsende selvangivelserne selv. På baggrund af korrespondancen mellem revisor og kurator gør SKAT yderligere gældende, at kurator dermed var bekendt med skyldnerens skatteforhold.

Samlet gør SKAT gældende, at kurator ved flere lejligheder blev gjort opmærksom på, at SKAT havde et betydeligt krav mod konkursboet, herunder også hvad dette krav indeholdt. Det måtte derfor også have stået kurator klart, at SKAT kunne og skulle anvende dette betydelige krav til modregning, hvis et tilgodehavende hos SKAT senere skulle opstå.

1.2 Konkursboet burde have indset, at udbetalingen beroede på en åbenbar fejl.

SKAT gør gældende, at det stod eller burde have stået konkursboet klart, at udbetalingen beroede på en åbenbar fejl.

Konkursboet modtog som sagt fejludbetalingen på kr. 507.099,86 den 3. februar 2014. Konkursboet har hertil anført, at der var ingen forhold, som indikerede, at udbetalingen skulle bero på en fejl.

SKAT bestrider dette og gør modsat gældende, at den omstændighed, at konkursboet modtager over en halv mio. kr. uden at kende baggrunden herfor, giver konkursboet en nærmere undersøgelsespligt. At undlade en sådan undersøgelse indikerer, at konkursboet forsøgte at holde sig i bevidst uvidenhed.

SKAT gør endvidere gældende, at konkursboet ikke var i god tro, da konkursboet modtog udbetalingen uden at vide hvorfor. Den gode tro ville først være opstået, hvis konkursboet havde undersøgt, hvorfor beløbet var blevet overført, og i den forbindelse havde fået bekræftet, at beløbet faktisk skulle udbetales til konkursboet. Havde konkursboet foretaget en sådan undersøgelse, ville det dog have stået konkursboet klart, at beløbet faktisk ikke tilkom konkursboet men i stedet skulle have været modregnet i SKATs krav mod konkursboet.

Som det fremgår af konkursboets kreditorinformation nr. 4, var konkursboet i øvrigt af den opfattelse, at det overførte beløb var overskydende skat for 2011. Dette strider mod oplysningerne fra SKATs tidligere fremsendte anmeldelse, hvoraf det fremgår, at restskat for 2011 udgør kr. 853.472,57 i SKATs favør. SKATs anmeldelse var og er ikke trukket tilbage eller modificeret, hvilket således burde have givet konkursboet anledning til at undersøge forholdene nærmere.

Dertil kommer, at konkursboet i kreditorinformation nr. 4 har anført udbetalingen fra SKAT som et aktiv, og på samme side "tre linjer længere nede "indeholdt SKATs anmeldelse i passiverne, jf. bilag 18, side 4. Dette er i sig selv misvisende.

På baggrund af ovenstående gør SKAT således gældende, at udbetalingen beroede på en åbenbar fejl, og dette stod eller burde havde stået kurator klart.

Samlet set gøres det således gældende, at konkursboet var behørigt orienteret om SKATs krav, som kunne være anvendt til modregning, og at det var eller burde være konkursboet bekendt, at udbetalingen skyldtes en åbenbar fejl.

2. FEJLUDBETALINGEN KAN UD FRA PRINCIPPERNE OM CONDICTIO INDEBITI TILBAGESØGES

Det gøres gældende, at spørgsmålet om, hvorvidt SKAT har krav på tilbagesøgning af det fejlagtigt udbetalte beløb på kr. 507.099,86, skal afgøres ud fra principperne svarende til dem, der gælder for krav om tilbagesøgning af beløb, der er betalt i urigtig formening om skyld (condictio indebiti), jf. U 2007.3052 H (SKM2007.730.HR), hvor Højesteret blandt andet lagde til grund, at når en kreditor ikke har givet konkursboet anledning til at tro, at kreditoren med udbetalingen havde til hensigt at give afkald på sin modregningsadgang, skal udbetalingen bedømmes ud fra principperne om condictio indebiti.

Som anført i tidligere afsnit beroede udbetalingen på en åbenbar fejl, som var -eller burde have været -konkursboet bekendt, idet SKAT allerede ved brev af 19. november 2013 foretog en anmeldelse af et krav i boet, der var væsentlig større end det af SKAT efterfølgende udbetalte beløb.

SKAT havde tilmed i anmeldelsen taget forbehold for modregning og eventuelle reguleringer af skatter og afgifter. Endvidere havde SKAT ikke givet konkursboet grundlag for at antage, at SKAT havde givet afkald på sin adgang til modregning, idet SKAT i anmeldelsen af sit krav netop tog forbehold for at foretage modregning.

Under de givne omstændigheder kan udbetalingen ikke berettiget blive opfattet som et frafald af den efter lovgivningen værende modregningsadgang, jf. U 2007.3052 H (SKM2007.730.HR).

Baggrunden for den manglende modregning skyldes en fejl hos SKAT, idet der ikke i forbindelse med modregningen blev foretaget opslag i alle SKATs restancesystemer, der ikke indbyrdes udveksler oplysninger. Det må i den henseende tillægges vægt, at reguleringerne i A's skat og de efterfølgende ændrede opgørelser af SKATs krav skyldes manglende/forsinkede selvangivelser, hvilket skyldtes A's forhold. Reguleringerne af A's skat for indkomståret 2012 blev desuden først fremsendt efter dekretets afsigelse, hvilket konkursboet burde være bekendt med -eller i hvert fald er nærmest til at bære risikoen for -hvilket ligeledes taler for tilbagebetaling af beløbet.

Konkursboet har ikke indrettet sig på betalingen, idet konkursboet ikke har disponeret i tillid til betalingen. Beløbet er alene indsat på konkursboets konto hos kurator, jf. kreditorinformation nr. 4, uden at kurator har anvendt midlerne.

Konkursboet har gjort gældende, at U 2007.3052 H (SKM2007.730.HR) ikke finder anvendelse på nærværende sag, da sagsøger i den pågældende sag ikke kendte til konkursens indtræden. Det bestrides ikke, at SKAT i nærværende sag kendte til konkursen på tidspunktet for fejludbetalingen, hvilket adskiller sig fra omstændighederne i U 2007.3052 (SKM2007.730.HR).H.

I U 2007.3052 H (SKM2007.730.HR) lægger Højesteret dog ved deres afgørelse vægt på, at der ikke ved sagsøgers udbetaling var grundlag for at antage, at sagsøger havde til hensigt at give afkald på sin adgang efter konkurslovens § 42, stk. 1, til at modregne med de skatter og afgifter, som virksomheden skyldte. På samme måde er der ikke i nærværende sag grundlag for at antage, at SKAT ved fejludbetalingen havde til hensigt at give afkald på deres modregningsadgang efter konkurslovens § 42, stk. 1, jf. ovenfor.

SKAT gør også gældende, at det ikke er afgørende for SKATs tilbagesøgningsmulighed, at SKAT var bekendt med konkursen på tidspunktet for fejludbetalingen, jf. SKM2008.915.SHR (TfS 2009, 19). SKM2008.915.SHR vedrørte ligeledes en fejludbetaling fra SKAT til kurator. Skifteretten lagde til grund, at SKATs udbetaling beroede på en fejl, og at det måtte have stået kurator klart, at SKAT ville benytte sin adgang til modregning. Kurator havde ikke indrettet sig på udbetalingen, og SKAT havde reageret straks, efter at SKAT var blevet opmærksom på fejludbetalingen, hvilket var cirka 2 uger efter udbetalingen. Herefter blev kurator tilpligtet at anerkende det af SKAT anmeldte krav som massekrav. Konkursboet har anført, at denne dom ikke finder anvendelse på nærværende sag, da kurator i denne sag var bevidst om, at SKAT havde et krav, der kunne have været anvendt til modregning. Med henvisning til det ovenfor anførte gør SKAT gældende, at nærværende sag ikke på dette punkt adskiller sig fra SKM2008.915.SHR, da det -som tidligere nævnt -stod eller burde have stået kurator klart, at udbetalingen beroede på en fejl.

Samlet gør SKAT således gældende, at SKAT har krav på tilbagesøgning af det fejlagtigt udbetalte beløb på kr. 507.099,86 ud fra principperne svarende til dem, der gælder for krav om tilbagesøgning af beløb, der er betalt i urigtig formening om skyld (condictio indebiti).

3. KRAVETS FORRENTNING

Konkursboet modtog beløbet på kr. 507,099,86 den 3. februar 2014. Henset til at konkursboet allerede fra dette tidspunkt var i ond tro om, at udbetalingen var en fejl, idet SKAT kunne have modregnet, og at SKAT derfor havde et krav på tilbagebetaling af beløbet, kræves procesrente fra den 3. februar 2014, jf. rentelovens § 3, stk. 5, 1. pkt.

Tilbagebetalingskravet er rejst over for konkursboet pr. telefon den 5. marts 2014 og ved brev af samme dato. Da anmeldelsen af krav i et konkursbo sidestilles med sagsanlæg, jf. bl.a. U 2007.3052 H (SKM2007.730.HR), kræves subsidiært procesrente fra konkursboets modtagelse af kravet den 5. marts 2014.

Mere subsidiært kræves procesrente fra den 1. juli 2014, hvor kurator modtog e-mail fra Kammeradvokaten med en formel anmeldelse af kravet som massekrav.

Mest subsidiært kræves procesrente fra 4. april 2014, hvilket er 30 dage, efter at kurator modtog kravet om tilbagebetaling pr. telefon, jf. rentelovens § 3, stk. 2, ellers fra sagens anlæg, jf. rentelovens § 3, stk. 4.

..."

Sagsøgte har i påstandsdokument af 24. juli 2015 gjort følgende anbringender gældende:

"...

1) Konkursboets gode tro:

SKATs udbetaling til et konkursbo i god tro:

SKAT har gjort gældende, at konkursboet var bekendt med eller burde være bekendt med, 1) at udbetalingen skyldtes en åbenbar fejl, og 2) at der skulle være sket modregning. Dette bestrides.

Boet havde ingen grund til at tro, at udbetalingen skulle bero på en fejl, hvilket SKAT heller ikke har godtgjort eller tilnærmelsesvist sandsynliggjort. Der var ingen forhold i forbindelse med udbetalingen, hverken før eller efter, som indikerede, at udbetalingen skulle bero på en fejl. SKAT henvendte sig ikke til konkursboet i umiddelbar forlængelse af udbetalingen, ligesom konkursboet hverken modtog materiale eller andre oplysninger fra SKAT i forbindelse med udbetalingen, som skulle give konkursboet grund til at tro, at udbetalingen skulle bero på en fejl.

Endvidere var det ikke usandsynlig(t), at der kunne tilkomme konkursboet et beløb, som SKAT ikke var berettiget til at foretage modregning i, jf. konkurslovens § 42. Dette eksempelvis i de tilfælde, hvor kravene er stiftet på "hver sin side" af fristdagen, hvilket udelukker modregning i konkurs. SKAT kunne således have foretaget denne regulering og udbetalt det beløb til boet, som SKAT ikke kunne foretage modregning i.

Det forhold, at der i kreditorinformation nr. 4 således er medtaget en udbetaling fra SKAT som et aktiv og længere nede er anført SKATs anmeldte krav, er på ingen måde misvisende allerede af en grund, at det ikke var usandsynligt, at der tilkom konkursboet et beløb, som SKAT ikke var berettiget til at foretage modregning i.

Ingen af de af SKAT fremlagte bilag dokumenterer i øvrigt, at konkursboet vidste eller burde vide, at udbetalingen fra SKAT skulle bero på en fejl.

Konkursboets udsendelse af meddelelse om konkursen til SKAT:

SKAT har gjort gældende, at kurator ved konkursens indtræden var bekendt med, at SKAT havde et krav mod A. Dette bestrides. Det kan ikke lægges til grund, som ellers gjort gældende af SKAT, at udsendelse af kreditorinformation nr. 1 var ensbetydende med, at kurator var bekendt med, at SKAT havde et krav. Det er sædvanlig procedure, at kurator i enhver bobehandling på kurators kontor udsender en information om konkursen til SKAT, dette uanset hvilket konkursbo der er tale om. Udsendelse af kreditorinformation nr. 1 til SKAT beroede således på en rutinemæssig ekspedition i forbindelse med bobehandlingen.

SKATs anmeldelse i konkursboet:

SKAT har endvidere gjort gældende, at konkursboet vidste eller burde vide, at udbetalingen fra SKAT var en fejl, idet SKAT allerede havde anmeldt et krav i konkursboet, som oversteg det udbetalte beløb. Dette bestrides. Det forhold, at SKAT allerede havde anmeldt et krav i konkursboet på det tidspunkt, hvor udbetalingen fandt sted, er ikke ensbetydende med, at konkursboet vidste eller burde vide, at udbetalingen fra SKAT skulle bero på en fejl.

Dette allerede af den grund, at konkursboet ikke ved modtagelse af SKATs anmeldelse - eller andre anmeldelser i øvrigt - foretager en prøvelse af kravet. Konkursboet foretog på sædvanlig vis blot en registrering af kravet i gældbogen uden nogen form for prøvelse. Det fremgår i øvrigt også af bekræftelsen på anmeldelsen, som SKAT modtog efter sin anmeldelse, at der ikke er taget stilling til berettigelsen af kravet.

Der består således ingen forpligtelse for konkursboet til at gennemgå/prøve de anmeldte krav nærmere, førend det står klart, om der forventes dividende til fordringen. Dette følger også af konkurslovens § 130, stk. 3. Det kan således ikke lægges til grund, at konkursboet på baggrund af SKATs anmeldelse vidste eller burde vide, at SKATs udbetaling skulle bero på en fejl.

Skyldnerens skatteforhold:

SKAT har gjort gældende, at kurator var eller burde være bekendt med skyldnerens skatteforhold. Dette bestrides. Kurator havde på tidspunktet for SKATs udbetaling intet kendskab til skyldnerens skatteforhold allerede af den grund, at kurator ikke havde foretaget nærmere gennemgang/prøvelse af det af SKAT anmeldte skattekrav. SKAT har endvidere gjort gældende, at kurator havde en samtale med revisor NK umiddelbart efter dekretets afsigelse. Konkursboet bestrider ikke, at der har fundet en telefonsamtale sted med revisor, hvilket indhold af telefonsamtalen dog ikke erindres nærmere. Det kan dog ikke umiddelbart bekræftes, at der skulle have fundet (flere) "telefoniske drøftelser" sted med revisor NK som ellers indikeret af sagsøger.

Det gøres gældende, at uanset om der måtte have fundet en telefonsamtale sted med revisor, ændrer dette ikke ved, at konkursboet fortsat ikke havde indsigt i, hvilke oplysninger der blev indleveret til SKAT, herunder hvilke konsekvenser de indleverede oplysninger ville få for konkursboet. Konkursboet kendte ikke til de af skyldneren indsendte selvangivelser og var i øvrigt på daværende tidspunkt ikke bekendt med skyldnerens skatteforhold. SKAT havde ej heller orienteret konkursboet om de indsendte selvangivelser.

Den af SKAT fremlagte mail af 3. december 2012 fra revisor til skyldneren udgør ingen dokumentation for, at kurator skulle være bekendt med skyldnerens skatteforhold, da udbetalingen skete. SKAT har således hverken godtgjort eller tilnærmelsesvist sandsynliggjort, at kurator skulle være bekendt med skyldnerens skatteforhold på tidspunktet for udbetalingen den 3. februar 2014.

Konkursboet har ingen forpligtelse til at rydde op i kreditors rod: SKAT har endvidere gjort gældende, at konkursboet skulle have foretaget yderligere undersøgelser, da konkursboet modtog udbetalingen fra SKAT den 3. februar 2014. Dette bestrides.

Der henvises til artikel (U 2009B.51) af cand.jur. LL.M. Allan Caspersen, hvor han afslutningsvis bemærker følgende i artiklen (side 5):

"...

Hvis man anerkendte et tilbagesøgningskrav, ville man reelt tvinge kurator til ved modtagelsen af et beløb, hvori der kunne være modregnet efter KL § 42, at rette henvendelse til konkurskreditor for at afklare, om betalingen skyldtes en vildfarelse om konkursen eller modregningsmuligheden. Kurator må således i disse tilfælde kunne indrette sig på betalingens endelighed uden at skulle rydde op i konkurskreditors rod.

..."

Der påhviler ingen forpligtelse for et konkursbo til at rydde op i en konkurskreditors rod eller foretage nærmere undersøgelser, hvilket SKAT ej heller har godtgjort eller sandsynliggjort. Hertil kommer, at konkursboet ej heller overfor de øvrige kreditorer kan "retfærdiggøre" at anvende tid og ressourcer på at rydde op i en konkurskreditors rod, i nærværende sag SKATs rod. Det bestrides, at konkursboet "forsøgte at holde sig i bevidst uvidenhed", som nu anført af SKAT. Der er intet i sagen, som understøtter dette, og konkursboet tager generelt afstand fra denne bemærkning.

Det gøres gældende, at konkursboet således har kunnet indrette sig på betalingens endelighed og disponere i tillid til betalingen. Konkursboet disponerede i tillid til indbetalingen ved at redegøre herfor i kreditorinformationen nr. 4, som blev udsendt til samtlige boets kendte kreditorer. Samtlige boets kreditorer er dermed orienteret om udbetalingen fra SKAT, hvorfor kreditorerne har en berettiget forventning om, at disse midler skal fordeles i overensstemmelse med konkursordenen. Der var ikke i kreditorinformation nr. 4 taget forbehold for, at SKAT ville gøre et tilbagesøgningskrav gældende, allerede af den grund, at konkursboet havde modtaget beløbet i god tro, og da SKAT ikke havde reageret overfor konkursboet efter at udbetalingen havde fundet sted.

2) SKAT har ikke godtgjort, at der tilkommer SKAT et tilbagesøgningskrav:

Det bestrides, at SKAT har et tilbagesøgningskrav. SKATs anmeldte krav har alene status som et simpelt krav i boet, idet det af SKAT anmeldte krav udelukkende er opstået som følge af SKATs forsømmelse af modregning.

Den afgørelse U 2007.3052 H (SKM2007.730.HR), som SKAT har henvist til, adskiller sig på væsentlige punkter fra nærværende sag.

U 2007.3052 H (SKM2007.730.HR) omhandlede en virksomhed, som havde indgivet konkursbegæring den 28. februar 2003. Umiddelbart herefter, den 4. marts 2003, indberettede virksomheden negativ eksportmoms på ca. 1,3 mio. kr. for februar 2003. Konkursdekretet blev afsagt den 7. marts 2003 og bekendtgjort i Statstidende den 13. marts 2003. Toldvæsenet udbetalte negativ eksportmoms til virksomheden den 12. marts 2003, dvs. dagen før bekendtgørelsen i Statstidende. Konkursen var således ikke offentliggjort på det tidspunkt, hvor Told og Skat udbetalte den negative eksportmoms. Ved brev af 18. marts 2003 tilkendegav Told og Skat overfor kurator, at betalingen skyldtes en fejl.

Højesteret fandt i den konkrete situation, at tilbagesøgningskravet måtte vurderes efter principperne svarende til dem, som gælder for condictio indebiti. Højesteret fandt endvidere i den konkrete situation, at Told og Skat havde ret til at blive stillet, som om beløbet ikke var blevet betalt, og som om at Told og Skat havde modregnet sit krav. Højesteret lagde i sin afgørelse afgørende vægt på, at Told og Skat befandt sig i en vildfarelse med hensyn til konkursens indtræden på det tidspunkt, hvor udbetalingen skete. Under disse omstændigheder fandt Højesteret, at beløbet skulle anerkendes som massekrav i boet.

Nærværende sag adskiller sig således på væsentlige punkter fra U 2007.3052 H (SKM2007.730.HR), idet SKAT i nærværende sag ikke befandt sig i en vildfarelse med hensyn til konkursens indtræden på det tidspunkt, hvor udbetalingen skete, tværtimod. I nærværende sag var konkursen bekendtgjort i Statstidende på det tidspunkt, hvor SKAT foretog udbetalingen til konkursboet, ligesom SKAT endda havde foretaget anmeldelse i konkursboet. Konkursdekretet blev offentliggjort i Statstidende den 14. november 2013, konkursboet modtog SKATs anmeldelse den 25. november 2013, og den 3. februar 2014 foretog SKAT udbetaling til boet. Først den 5. marts 2014 gjorde SKAT gældende, at udbetalingen angiveligt skulle bero på en fejl, dvs. der forløb ca. 1 måned, før at SKAT reklamerede overfor kurator. Afgørelsen U 2007.3052 H (SKM2007.730.HR) er således meget konkret begrundet, og de forhold, som var afgørende i U 2007.3052 H (SKM2007.730.HR) for at anerkende et tilbagesøgningskrav, er ikke til stede i nærværende sag.

SKATs fejl og forsømmelse:

Det er ubestridt, at udbetalingen til konkursboet ene og alene beroede på SKATs fejl. SKAT har erkendt, at der skete en fejl i SKATs system, hvorfor det gøres gældende, at SKAT også er nærmest til at bære risikoen for denne systemfejl og konsekvenserne heraf.

Det gøres gældende, at uagtet at SKAT i sin anmeldelse har indsat et standardforbehold om modregning, ændrer dette ikke ved, at SKAT ikke benyttede sig af modregningsadgang. Standardforbeholdet skaber således ingen bedre ret for SKAT, når SKAT ikke håndhævede forbeholdet, inden udbetalingen fandt sted.

Uanset om der for SKAT bestod en modregningsadgang, er dette således uden relevans, idet SKAT reelt ikke benyttede sig af denne modregning. SKATs forsømmelse af at benytte en modregningsadgang er ikke konkursboets risiko, ligesom det ikke er konkursboet opgave og/eller forpligtelse at "rydde op i en konkurskreditors rod", jf. artikel (U 2009B.51) af cand.jur. LL.M. Allan Caspersen. Det gøres gældende, at SKATs forsømmelse af at gennemføre en restancekontrol, forinden udbetalingen fandt sted, samt SKATs udbetaling til konkursboet velvidende om konkursen, udgør en sådan kumuleret grad af egenskyld, at et tilbagesøgningskrav må anses for udelukket.

Til støtte herfor henvises til en artikel (U 2009B.51) af cand.jur. LL.M. Allan Caspersen, som har fremkommet med en række kommentarer til den omtalte højesteretsafgørelse (U 2007.3052 H) (SKM2007.730.HR). Forfatteren bemærker afslutningsvis i artiklen (side 5), at

"...

Hvor Told- og Skatteforvaltningen udbetaler et negativt momsbeløb efter i Statstidende at have kunnet skaffe kendskab til konkursen og dermed en konkret bestående modregningsadgang, må betragtninger om egen skyld formentlig føre til, at et tilbagesøgningskrav må være udelukket. Selv ikke en hurtig reklamation kan sikre et tilbagesøgningskrav.

..."

SKAT har endvidere henvist til en afgørelse SKM2008.915.SHR (TfS 2009, 19), hvilken afgørelse ej heller er sammenlignelig med nærværende sag. I SKM2008.915.SHR havde kurator været i tæt dialog med Told og Skat op til udbetalingen fandt sted. Sø- og Handelsretten lagde i sin afgørelse vægt på, at

"...

Kurator havde i efteråret 2002 en betydelig skriftlig og telefonisk kontakt med ToldSkat, om mellemværendet mellem ToldSkat og konkursboet.

..."

SKM2008.915.SHR adskiller sig således også væsentligt fra nærværende sag. I nærværende sag var kurator ikke i dialog med SKAT, forinden udbetalingen fandt sted. Tværtimod modtog konkursboet beløbet uden nogen form for orientering fra SKAT, og konkursboet orienterede kreditorerne om udbetalingen i kreditorinformation nr. 4, som blev udarbejdet i overensstemmelse med konkurslovens § 125, stk. 2. Først efter fremsendelse af denne kreditorinformation nr. 4 reagerede SKAT overfor konkursboet og gjorde gældende, at der var tale om en fejludbetaling. I nærværende sag har SKAT ikke godtgjort, at konkursboet vidste eller burde vide, at udbetalingen beroede på en fejl.

Det bestrides således, at SKAT har krav på tilbagesøgning af kr. 507.099,86 ud fra principperne svarende til dem, der gælder for krav om tilbagesøgning af beløb, der er betalt i urigtig formening om skyld (condictio indebiti).

3) Spørgsmålet om forrentning:

Det bestrides, at SKAT har et krav på tilbagebetaling som et massekrav.

Sagsøgers rentepåstande bestrides. Såfremt retten mod forventning måtte komme frem til, at SKAT har et tilbagebetalingskrav som massekrav, gøres det gældende, under hensyn til boets øvrige kreditorer, at en eventuel tilbagebetaling under alle omstændigheder først ville kunne ske efter en forudgående fordringsprøvelse, hvorfor kravet tidligst kan kræves forrentet fra fordringsprøvelsesmødet den 20. oktober 2014, jf. rentelovens § 3, stk. 5.

Som ovenfor anført var kurator ikke bekendt med de selvangivelser og reguleringer, som gøres gældende som grundlag for modregningen. Først ved brev af 5. marts 2014 modtog kurator en redegørelse fra SKAT med angivelse af oplysningerne til støtte for modregningen. Det gøres derfor subsidiært gældende, at et eventuelt krav tidligst kan kræves forrentet 30 dage fra kurators modtagelse af redegørelsen den 11. marts 2014, jf. rentelovens § 3, stk. 3.

..."

Rettens begrundelse og afgørelse

Det lægges til grund, at der på tidspunktet for SKATs fejlagtige udbetaling af 507.099,86 kr. til konkursboet bestod en ret til at foretage modregning, jf. kildeskattelovens § 62, stk. 3, sidste pkt., og inddrivelseslovens § 2, stk. 6, og § 7.

Som afsender bærer SKAT bevisbyrden for, at en specifikation fra opkrævningssystemet var medsendt ved SKATs anmeldelse af 19. november 2013 af deres krav på 1.275.308 kr. Specifikationen er ikke nævnt i anmeldelsen, og da sagsøgte har anført, at en sådan ikke var medsendt, lægges dette til grund.

Kurator var således ikke bekendt med, hvorledes SKATs krav var beregnet, og retten er enig med sagsøgte i, at kurator ikke har nogen pligt til at foretage prøvelse af anmeldte fordringer ved modtagelsen. Prøvelsen foretages først ved den egentlige fordringsprøvelse.

Da kurator den 3. februar 2014 modtog udbetaling af 507.099,86 kr., var kurator, via telefonsamtalen med revisor NK, tidligere blevet gjort bekendt med, at A var blevet skønsmæssigt ansat af SKAT i indtægt, og at revisoren ville søge at få ændret disse ansættelser.

Kurator var da også vidende om, at SKAT havde foretaget anmeldelse af krav i boet, og at SKAT havde en ret til at foretage modregning i overskydende skat.

SKAT havde ikke givet konkursboet anledning til at forvente, at SKAT med den skete udbetaling havde til hensigt at give afkald på retten til at foretage modregning, og henset til kurators viden om de kommende ændringer i fallentens skatteforhold samt SKATs muligheder for modregning burde kurator derfor ved modtagelsen af beløbet have sikret sig, at der var tale om en tilsigtet udbetaling og ikke en åbenbar fejl.

Da det kan lægges til grund, at SKAT straks reagerede overfor konkursboet, da man blev opmærksom på den skete fejlagtige udbetaling, finder retten, at SKAT har krav på tilbagesøgning af beløbet ud fra principperne om condicito indebiti.

Retten finder ikke belæg for synspunktet om, at konkursboet har indrettet sig på betalingen, idet der ikke er disponeret over beløbet, og sagsøger gives derfor medhold i sagen.

Retten er enig med sagsøgte i påstanden om, at SKATs tilbagesøgning af beløbet som et massekrav først vil kunne ske ved en fordringsprøvelse af kravet, hvorfor forretning skal ske fra den 20. oktober 2014, jf. rentelovens § 3, stk. 5.

Da sagen er foranlediget af fejl begået af sagsøger, ophæves sagens omkostninger efter omstændighederne.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t

A under konkurs v/kurator Anders Rynkebjerg tilpligtes at anerkende det af SKAT anmeldte krav på 507.099,86 kr. som et massekrav, jf. konkurslovens § 93, nr. 3, med tillæg af procesrente fra den 20 oktober 2014.

Sagens omkostninger ophæves.

.....................................

Østre Landsrets dom

Byrettens dom af 21. september 2015 (---) er anket af A under konkurs v/kurator, advokat Anders Rynkebjerg med påstand som for byretten om frifindelse.

Indstævnte, SKAT, har påstået, at A under konkurs skal anerkende det af SKAT anmeldte krav på kr. 507.099,86 kr. som et massekrav, jf. konkurslovens § 93, nr. 3, med tillæg af procesrente fra den 3. februar 2014, subsidiært fra et senere tidspunkt, mere subsidiært påstås stadfæstelse. SKAT har desuden påstået sig tilkendt sagsomkostninger for byretten.

Sagen er behandlet på skriftligt grundlag, jf. retsplejelovens § 387.

Procedure

Parterne har for landsretten gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

Landsretten finder ikke grundlag for at afvise SKATs rentepåstande, jf. retsplejelovens § 382, stk. 1. Disse påstande er ganske vist ikke medtaget i svarskriftet af 11. november 2015, men landsretten lægger vægt på, at de er nedlagt i SKATs sammenfattende processkrift af 15. december 2015 og svarer til rentepåstandene for byretten.

Det er også for landsretten ubestridt, at SKAT ved den fejlagtige udbetaling af de 507.099,86 kr. til konkursboet den 3. februar 2014 havde ret til at modregne i dette beløb.

Om forløbet forud for og efter SKATs udbetaling af det omstridte beløb opsummeres følgende:

Den 30. oktober 2013 blev A erklæret konkurs, og advokat Anders Rynkebjerg blev udpeget som kurator. Den 19. november 2013 anmeldte SKAT et krav på 1.275.308 kr. i konkursboet og forbeholdt sig modregningsadgang. Kurator blev endvidere omkring dette tidspunkt af A's revisor telefonisk gjort bekendt med, at A var blevet skønsmæssigt ansat i skat, og at revisoren ville søge at ændre skatteansættelserne.

Den 3. februar 2014 modtog kurator uden ledsagende besked de 507.099,86 kr. fra SKAT. Udbetalingen af dette beløb skyldtes fejl i forbindelse med ændring af de skønsmæssige ansættelser, idet SKAT ganske vist foretog modregning i skattekrav mod A, men medarbejder(e) hos SKAT var ikke opmærksomme på "§ 55-Udbetalingen" på 392.000 kr. og på 1. rate af restskatten for 2012 på 248.801 kr., med hvilke beløb der også skulle have været modregnet.

Kurator orienterede den 28. februar 2014 i kreditorinformation nr. 4 om bl.a. boets aktiver og passiver. Aktivbeholdningen var opgjort til 531.114,35 kr. inklusive de modtagne 507.099,86 kr., der var anført som "overskydende skat for 2011". Blandt passiverne var efter det oplyste fortsat medtaget SKATs anmeldte fordring på 1.275.308 kr.

Da SKAT herefter blev opmærksom på den skete fejl, kontaktede en medarbejder kurator telefonisk den 5. marts 2014, og ved brev af samme dato anmodede SKAT om tilbagebetaling af beløbet.

Landsretten finder, at kurator den 3. februar 2014 burde have indset, at udbetalingen af de 507.099,86 kr. fra SKAT kunne bero på en fejl, f.eks. som følge af at SKAT havde været uopmærksom på sin adgang til modregning.

Landsretten finder, at betydningen af SKATs fejl i den foreliggende situation må vurderes efter principper svarende til dem, som gælder for krav om tilbagebetaling af beløb, der er betalt i urigtig formening om skyld (condictio indebiti), og at disse principper fører til, at betalingen under de nævnte omstændigheder ikke kan anses for bindende. Dette gælder, selv om SKAT har begået flere fejl ved udbetalingen af beløbet.

Med denne begrundelse tages SKATs påstand til følge som bestemt ved byrettens dom, idet forrentning dog sker fra den 11. marts 2014, hvor kurator modtog SKATs brev af 5. marts 2014.

A under konkurs skal betale sagsomkostninger for begge retter til SKAT, med i alt 100.000 kr. Der findes ikke grundlag for at bestemme, at hver part skal betale egne omkostninger. De 100.000 kr. omfatter 12.480 kr. til retsafgift, mens resten udgør udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ved fastsættelsen af beløbet til dækning af udgifterne til advokatbistand er der ud over sagens værdi taget hensyn til sagens omfang og det forhold, at ankesagen for landsretten er gennemført uden mundtlig forhandling og ved afgivelse af et enkelt skriftligt indlæg fra hver part.

Thi kendes for ret

Byrettens dom stadfæstes med den ændring, at forrentning sker fra den 11. marts 2014.

I sagsomkostninger for begge retter skal A under konkurs betale 100.000 kr. til SKAT.

Det idømte skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse. Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter