Dato for udgivelse
23 Aug 2016 12:56
SKM-nummer
SKM2016.364.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
15-1605243
Dokument type
Afgørelse
Emneord
Afskrivning, beboelsesejendom, erhvervsmæssigt anvendte bygninger.
Resumé

En ejendom, der var vurderet som beboelse, blev delvist anvendt erhvervsmæssigt.
LSR godkendte, at der kunne foretages skattemæssige afskrivninger på den erhvervsmæssigt anvendte del af bygningerne.  

 

Reference(r)

Ejendomsværdiskattelovens § 4, stk. 1, nr. 9
Ligningslovens § 15 J, stk. 1
Afskrivningslovens § 14, stk. 1-2, § 19, stk. 1

Henvisning

Den juridiske vejledning 2016-2,  afsnit C.C.2.4.4.1


SKAT har ikke godkendt afskrivning på bygninger med henvisning til, at dette er udelukket jf. ligningslovens § 15 J.

Landsskatteretten godkender, at klageren kan foretage skattemæssige afskrivninger på de erhvervsmæssigt anvendte bygninger. Den talmæssige opgørelse overlades til SKAT.

Faktiske oplysninger
Klageren har siden 1. november 2000 drevet virksomheden H1 under CVR-nr. [...].

Virksomhedens aktivitet består i udlejning af 18 hestebokse på klagerens ejendom beliggende Adresse Y1, By Y1. Derudover er der 4 hestebokse, som klageren anvender privat.

På ejendommen er desuden en indendørs og en udendørs ridebane, som både anvendes privat og erhvervsmæssigt.

Ejendommen er vurderet som en beboelsesejendom efter vurderingslovens § 33, stk. 8, således:

2011

2012

2013

Vurdering

1.900.000 kr.

1.900.000 kr.

1.900.000 kr.

Stuehus

932.100 kr.

932.100 kr.

932.100 kr.

Grund

319.900 kr.

319.900 kr.

319.900 kr.

Forskelsværdi (garage)

648.000 kr.

648.000 kr.

648.000 kr.

Ejendomsvurderingen er ikke påklaget.

Ejendommen består af følgende bygninger jf. BBR-registeret:

Stuehus på 347 m2 opført i 1866

Driftsbygning på 278 m2 opført i 1845

Driftsbygning på 312 m2 opført i 1845

Driftsbygning på 914 m2 opført i 2000

Der er i hvert af indkomstårene 2011, 2012 og 2013 foretaget skattemæssige afskrivninger på bygninger med 45.000 kr.

SKATs afgørelse
SKAT har nægtet fradrag for afskrivninger på bygninger med 45.000 kr. i hvert af indkomstårene 2011, 2012 og 2013.

SKAT har til støtte for afgørelsen anført følgende:

"Ejendommen Adresse Y1 er vurderet efter vurderingslovens § 33, stk. 8 som en beboelsesejendom med over 5.000 kvm jord og der betales ejendomsværdiskat efter ejendomsværdiskattelovens § 4, stk. l, nr. 9.

Det fremgår af ligningslovens § 15J, stk. 1, at der for ejendomme omfattet af ejendomsværdiskattelovens § 4, stk. 1 nr. 9 ikke kan fradrages udgifter der vedrører ejendommen, bortset fra renter samt reservefonds- og administrationsbidrag til realkreditinstitutter.

Der kan derfor ikke foretages fradrag for udgifter til vedligeholdelse og forsikringer vedrørende ejendommen.

Det er SKATs opfattelse, at denne begrænsning af muligheden for at foretage fradrag for driftsudgifter også omfatter adgangen til at foretage fradrag for skattemæssige afskrivninger. Dette fremgår umiddelbart direkte af ordlyden af ligningslovens § 15J, men følger også af den omstændighed, at ejendommen - når den erhvervsmæssige anvendelse ikke er væsentlig - anses for et aktiv, der anvendes privat. Der er ikke hjemmel i afskrivningsloven til at foretage afskrivninger på private aktiver.

(...)

Det er SKATs opfattelse, at bestemmelsen i ligningslovens § 15 J, stk. 1, udelukker afskrivning på bygninger af den ovennævnte type, selv om bygningerne i et vist omfang anvendes til erhvervsmæssig virksomhed. Dette betyder eksempelvis, at ejeren af en nedlagt landbrugsejendom, der har solgt jorden fra, og hvis ejendom er vurderet med vurderingskoden 01 (beboelse), ikke kan afskrive på de tidligere driftsbygninger, selv om de f.eks. udlejes til et snedkeri. Denne opfattelse støttes på en Landsskatteretskendelse afsagt den 22. december 2011. Kendelsen er alene offentliggjort i afgørelsesdatabasen for Landsskatteretten og Skatterådet. Databasen findes på Landsskatterettens hjemmeside. Kendelsen har journalnr. 11-02821. Kendelsen angik en ejendom beliggende i landzone med et fritliggende enfamilieshus på 120 m2 og tre udhuse på i alt 465 m2. Ejendommen var vurderet som beboelsesejendom. Udhusene var udlejet til et anpartsselskab, der anvendte bygningerne til bemaling af landbrugs- og entreprenørvogne m.v. Landsskatteretten udtalte, at der ikke var mulighed for at foretage fradrag for faktiske udgifter vedrørende ejendommen, jf. LL § 15 J, da ejendommen som følge af udlejningen ikke var anvendt erhvervsmæssigt i væsentligt omfang.

I en tilsvarende sag er landsskatteretten i kendelse af 18. april 2013 (j.nr. 12-0196139) nået til det modsatte resultat. Kendelsen angik en ejendom med over 5.000 kvm jord beliggende i landzone og vurderet efter vurderingslovens § 33, stk. 8.
En staldbygning (l.200 kvm) og gylletank blev anvendt til svineproduktion af 200-400 stk. svin. Landskatteretten fandt i denne sag, at ejendommens driftsbygninger og ejendommen i øvrigt er erhvervsmæssigt benyttet i væsentlig omfang, og ejendomme burde være vurderet som landbrugsejendom.

(...)

Ejendomsvurderingen har aldrig været påklaget.

Det er uden betydning for vurderingen, at driftsbygningernes areal udgør mere end 25% af det samlede areal for hele ejendommen, da det er ejendommens erhvervsmæssige anvendelse, der skal udgøre mere end 25% af den samlede vurdering.

Det er vurderingsmyndighederne, der tager stilling til om vurderingen af ejendommen er foretaget på et korrekt grundlag.

SKAT har taget kontakt til vurderingsmyndighederne, der er af den opfattelse, at ejendommen ud fra de foreliggende oplysninger er vurderet korrekt.

Hvis vurderingen er forkert skal der rettes henvendelse til vurderingsmyndigheden, der vil tage stilling til vurderingen.

SKAT er fortsat af den opfattelse, at den erhvervsmæssige anvendelse i din sag ikke er væsentlig og ejendommen derfor er omfattet af reglerne i ligningslovens § 15J. Der er herved henset til at 2 ud af 3 driftsbygninger alene anvendes i begrænset omfang i forbindelse med udlejning af hestebokse. Den øvrige del af ejendommen anvendes til private formål, herunder egne heste.

Det fremgår af punkt 3, at du har 18 hestebokse, heraf anvendes de 4 til dine egne heste, resten udlejes. Det fremgår af regnskabsmaterialet at ikke alle hestebokse er udlejet hele tiden. Belægningen er størst om vinteren og ca. halvdelen udlejes om sommeren.

Ejendommen anses for anvendt privat i væsentlig omfang. Ejendommen er derfor omfattet af bestemmelserne i ligningslovens § 15J, da ejendommen anses for en privat beboelsesejendom.

Der kan ikke foretages skattemæssige afskrivninger på en privat beboelsesejendom, jfr. afskrivningslovens § 14, stk. 2."

SKAT er i forbindelse med klagesagens behandling fremkommet med følgende bemærkninger:

"(...)

Vedrørende bygningsafskrivninger kan endvidere henvises til en nyere afgørelse fra Landsskatteretten af 5. maj 2015, se afgørelsesdatabasen sagsnr. 13-5724046.

(...)"

Klagerens opfattelse
Klageren har fremsat principal påstand om, at hun er berettiget til fradrag for afskrivninger på bygninger på i alt 45.000 kr. i hvert af indkomstårene 2011, 2012 og 2013, subsidiært at ejendommen kan vurderes som blandet benyttet ejendom med benyttelseskode 02.

Klageren har til støtte for påstandene anført følgende:

"(...)

A driver selvstændig virksomhed med udlejning af heste fra en ejendom, der er vurderet som en boligejendom, kode 01.

Lejeindtægten har for de påklagede indkomståret ligget mellem ca. 103.000 kr. og 153.000 kr.

Der er 3 driftsbygninger på ejendommen, hvilket er i overensstemmelse med oplysningerne på BBR. 2 af disse bygninger er sammenbygget og er derfor i regnskabet alene anført som en bygning nemlig stald/lade.

Hesteboksene er indrettet i den ældre driftsbygning benævnt Stald/lade. I den nyere driftsbygning opført i 2000 er der indrettet indendørs ridebane som lejerne må benytte til ridning. Derud over er der en udendørs ridebane syd for gården som lejerne også må benytte når vejret er dertil.

Der er ingen ansatte i virksomheden. As datter B hjælper en del til. Det samme gør en af hestepigerne

Afskrivning:

SKAT har ikke godkendt afskrivning på maskinhus og stald/lade under henvisning til ligningslovens § 15 J.

Det er vores opfattelse, at reglerne i ligningslovens § 15 J ikke finder anvendelse for så vidt angår adgangen til at foretage afskrivning på driftsbygninger uanset om ejendommen er vurderet som boligejendom eller ikke.

I 1998 blev reglerne om standardfradrag ophævet, og samtidig blev ejendomsværdiskatteloven indført.

Af lovarbejderne fremgik, at standardfradraget blev videreført som et nedslag på 4 promille af ejendomsværdien, dog maks. 1.200 kr., og at nedslaget trådte i stedet for standardfradraget efter ligningslovens § 15 J.

Af dagældende cirkulære 1996, nr. 72, afsnit 10.6 om ligningsloven fremgik:

Der beregnes et standardfradrag for en- og tofamilieshuse, stuehuse til landbrugsejendomme mv., ejerboliger til skovbrugsejendomme samt for de såkaldte blandede ejendomme. Dette fradrag træder i stedet for fradrag for vedligeholdelse, fradrag for udgifter til renovation, skorstensfejning, forsikringer, vej- og kloakafgifter, vandafgifter og bidrag til grundejerforeningen, samt eventuelle udgifter til administration af ejendommen.

Af bemærkninger til lovforslag L 95, fremsat 2. juni 1998 fremgik:

Efter forslaget ophæves det særlige standardfradrag i ligningslovens § 15J, som boligejere i en- og tofamilieshuse (bortset fra ejerlejligheder) har adgang til. Boligejere vil herefter, medmindre boligen helt eller delvist udlejes, udover udgifter til prioritetsrenter mv., ikke have fradrag for udgifter til vedligeholdelse mv., der vedrører boligen. Sådanne udgifter anses således som værende af privat karakter. For nuværende ejere videreføres standardfradraget dog i form af et nedslag på 4 promille af ejendomsværdien ...

Det må anses for tvivlsomt, om afskrivning på erhvervsmæssigt anvendte bygninger på en kode 01-ejendom kan afskæres med hjemmel i ligningslovens § 15 J. Som det fremgår ovenfor, om­ handler bestemmelsen i ligningslovens § 15 J udgifter af forskellig art.

Der er ikke under de opremsede udgiftsarter nævnt afskrivning. Til sammenligning kan nævnes, at i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a er afskrivning positivt nævnt.

En bygningsafskrivning kan ikke betragtes som en udgift, der er omfattet af ligningslovens § 15 J. En bygningsafskrivning er derimod et fradrag, der kan foretages, hvis betingelserne i afskrivningsloven, herunder specielt i § 14, er opfyldt.

Det fremgår af afskrivningslovens § 14, stk. 1, at bygninger, der anvendes erhvervsmæssigt, kan afskrives efter reglerne i afskrivningsloven. I afskrivningslovens § 14, stk. 2 er der angivet en negativ liste, hvor under nr. 4 fremgår, at bygninger, der anvendes til beboelse ikke kan afskrives. Der er ikke foretaget afskrivning på stuehuset. Der er alene foretaget afskrivning på driftsbygninger, som anvendes til erhvervsmæssigt formål.

Ud fra en ordlydsfortolkning af afskrivningslovens § 14, stk. 1 er den konkrete anvendelse af ejendommen, der er afgørende for, om der kan foretages skattemæssig afskrivning. Det er ikke ejendommens benyttelseskode, der er afgørende.

At det er anvendelsen af bygningen, der er afgørende for, om der kan foretages skattemæssige afskrivninger fremgår tilsvarende af LSRM.1970.150 og SKM2004.58.LSR.

Der er således særkilt lovhjemmel til at foretage afskrivning på bygningerne, nemlig afskrivningsloven. Lex specialis-princippet indebærer, at reglerne i særlovgivningen - her afskrivningsloven, har forrang for de generelle regler; i dette tilfælde reglerne i ligningsloven.

SKAT har anført, at der ikke finder væsentlig erhvervsmæssig anvendelse sted. Dette må vi bestride. Der er som angivet under de faktiske forhold årligt indtægter fra udlejning af heste bokse på mere end 100.000 kr.

SKAT har endvidere henset til, at der alene sker erhvervsmæssig anvendelse af 2 ud af 3 bygninger. Dette er ikke korrekt. Alle tre bygninger anvendes erhvervsmæssigt, men da der er intern gennemgang mellem lade og stald, er der i afskrivningslovens forstand tale om en bygning, hvorfor afskrivning er foretaget under et.

SKAT har henvist til to landsskatteretskendelser vedrørende afskrivning på kode 01 ejendomme i deres afgørelse. Den ene godkender afskrivning henset til omfanget af den erhvervsmæssige benyttelse. Den anden godkender ikke afskrivning

Hvis Landsskatteretten måtte mene, at det er benyttelseskoden fremfor anvendelsen, der er afgørende for, om der kan godkendes afskrivning, er det vores påstand, at ejendommen, som SKAT ikke finder, kan vurderes som landbrug, bør anses som en anden erhvervsejendom, kode 02, henset til de betydelige indtægter, ejendommen genererer. Der er herefter grundlag for at foretage skattemæssig afskrivning på ejendommen jf. den ene af de afgørelser, som SKAT har henvist til.

Måtte Landsskatteretten komme til den slutning, bør det ligeledes under hensyn til officialmaksimen vurderes, om der kan ske anvendelse af kapitalafkastordningen efter reglerne i virksomhedsskatteloven."

Klageren er fremkommet med følgende bemærkninger til SKATs udtalelse af 17. juni 2015:

"(...)

Der er i udtalelsen fra SKAT citeret fra en Landsskatteretsafgørelse, der er udsøgt i afgørelsesdatabasen.

Det kan undre, at SKAT henviser til en/flere i princippet ikke offentliggjorte afgørelse. Vi er i anden sammenhæng af medarbejdere hos SKAT blevet gjort opmærksom på, at SKAT ifølge intern instruks ikke skal træffe afgørelser under hensyntagen til de afgørelser, der kan udsøges fra afgørelsesdatabasen, idet disse afgørelser ikke har nogen præjudiktatsværdi, netop fordi de ikke er offentliggjort som SKM afgørelser. Kun afgørelser offentliggjort i SKM skal ifølge modtaget referat fra denne instruks iagttages af SKAT.

Landsskatteretten har ifølge afgørelse 13-5724046 som begrundelse blandt andet anført:

".....
Herudover fremgår det af afskrivningslovens § 14, stk. 2, at der ikke kan afskrives på bygninger, der er vurderet som beboelsesejendomme.
....."

Dette er ikke korrekt. Det citerede er ikke i overensstemmelse med lovens ordlyd.

(...)

Lovteksten angiver, at der ikke kan afskrives på bygninger, der anvendes til beboelse. Anvendelse og vurdering er ikke det samme.
Der kan eksempelvis henvises til afgørelser vedrørende parcelhusreglen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, hvor praksis i flere tilfælde har slået fast, at det ikke er ejendommens benyttelseskode ved vurderingen, der er afgørende for, om der kan ske skattefrit salg af en beboelsesejendom. Det er ejendommens faktiske benyttelse.

(...)"

Som følge af telefonmøde afholdt med klagerens repræsentant er følgende supplerende bemærkninger indsendt:

"(...)

Erhvervsmæssig benyttelse:

Der kan afskrives på bygninger, der anvendes erhvervsmæssigt. Det er ikke omfanget af benyttelsen af de enkelte bygninger, der er afgørende for, om der kan afskrives, det er afgørende, at bygningerne anvendes i et for driftsformen naturligt omfang jf. VLD 6. december 1978 - SKDM 1979 side 112.

A anvender driftsbygningerne, som på skitsen er nummeret 1, 2 og 3 erhvervsmæssigt til udlejning af hestebokse, halmopbevaring og ridehal. Driftsbygningerne anvendes i mindre omfang privat. Der er 4 heste opstaldet i hesteboksene, som er eje af A. SKAT har anerkendt, at der er erhvervsmæssig benyttelse svarende til 1/3 af hestene, hvilket må betyde, at der er 2,67 heste, der er privat.

Der er i alt 22 hestebokse i bygning 1 og 2. Det betyder, at 2,67/22 af disse bygninger anvendes til private formål. Dette svarer til en privat benyttelse på ca. 11 %. Hvilket må betyde, at den erhvervsmæssige udnyttelse af driftsbygning 1 og 2 er på 89 %.

Det er svært nøjagtigt at måle privat benyttelse på bygning 3, da den benyttes til ridning både i forbindelse med de opstaldede heste men også til de private 2,67 heste. Der vil altid være skønsusikkerhed med ved at benytte samme målestok som med bygning 1 og 2, kan den private benyttelse opgøres til 11 %. Herved er den erhvervsmæssige benyttelse 89 %.

Ud fra denne målestok, må ejendommens erhvervsmæssige anvendelse umiddelbart overstige de 25 %, der kræves for at der kan foretages en vurderingsfordeling på ejendommen.

Bemærkninger til LL § 15 J

Det er ikke i afskrivningslovens forarbejder anført, at i det omfang ejendommen er omfattet af reglerne om standard fradrag jf. ligningslovens § 15 J, kan der ikke afskrives på ejendommen.

Hverken i lovteksten eller forarbejderne til LL § 15 J er anført, at skattemæssige afskrivninger på erhvervsmæssigt anvendte bygninger ikke kan foretages, når fradrag for boligens vedligeholdelsesudgift bortfalder.

Det fremgår ikke af lovbemærkningerne til lov nr. 425 af 26. juni 1998 - ejendomsværdiskatteloven, at der ikke kan afskrives på fritliggende driftsbygninger på ejendomme, som blev omfattet af ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 1-5 og 9-11.

Landsskatteretten har ved tidligere afgørelser vedrørende dette spørgsmål tilsyneladende indtaget den holdning, at § 15 J er lex speciales i forhold til afskrivningsloven og dermed fortolket bestemmelsen udvidet til også at indlemme afskrivninger. Dette er vi ikke enige i. Det må være omvendt, da afskrivningslovens § 14 udtrykkeligt angiver, hvilke bygninger, der ikke er afskrivningsberettigede ved en udtømmende opremsning.

Det fremgår ikke af afskrivningslovens § 14 eller bemærkningerne hertil, at der ikke kan afskrives på driftsbygningerne på en ejendom, der er vurderet som beboelse.

Ejendommene i begge sager består af flere bygninger.. Afskrivningen er alene beregnet på de bygninger, der anvendes til erhverv. Ikke på "stuehuset".

I bemærkningerne til § 14, L102 1997/98 2. samling fremgår det, at alle erhvervsmæssigt benyttede bygninger er afskrivningsberettigede. Der er angivet en negativ liste, der opererer med, at visse bygninger ikke er afskrivningsberettigede.

Der tale om bygninger ikke ejendomme både i loven og i bemærkningerne- en ejendom består af flere bygninger jf. også BB for A - der angiver flere bygninger.

(...)

Det følger af afskrivningslovens § 17, at der kan foretages skattemæssig afskrivning, når man ejer bygningen og den anvendes erhvervsmæssigt.

Det er forkert, når Landsskatteretten i afgørelse 13-5724046 anfører, at der ikke kan afskrives på ejendomme, der er vurderet til beboelse. Der er i § 14 anført bygninger, der anvendes til bolig. Der er redegjort herfor ovenfor. Kun stuehuset anvendes til bolig. Ikke de øvrige bygninger.

I betænkning om skattefri afskrivninger på bygninger mv. af 5. marts 1968, der dannede grundlag for den opbygning af afskrivningsloven, der med justeringer er gældende i dag, fremgår at afskrivning ikke alene kan knyttes op på, om en bygning undergår en værdiforringelse, der ikke lader sig imødegå ved normal vedligeholdelse. Det fremgår, at bygninger, der tjener til erhvervsmæssige formål, forældes længe før bygningerne er udtjente i fysisk forstand. Og der skal tages hensyn til dette, når der fastsættes regler for skattemæssig afskrivning.

Under punkt 2 a fremgår det, at landbrugets driftsbygninger skal kunne afskrives. Det fremgår ikke her, at der skal være tale om vurdering som landbrug. Der er omtalt benyttelse som landbrug.

Under punkt 2 h er anført, at der bør kunne afskrives på bygninger, hvis de bygninger, hvis de bygninger, der anvendes erhvervsmæssigt har en vis vægt. Der tales under afsnit 2 e om, at bygningerne skal udgøre 25 % af etagearealet eller, at der altid kan afskrives, hvis etagearealet udgør 300 kvm. Alle de bygninger, der afskrives på anvendes udelukkende erhvervsmæssigt.

Den nugældende afskrivningslov er en videreførelse af de systematikker, der blev indført med afskrivningslovens ændring ved lov nr. 183 af 31. maj 1968.

Det gøres gældende, at i begge sager, er den erhvervsmæssige anvendelse, uagtet vurderingen som bolig, så væsentlig, at der kan godkendes afskrivning.

I bemærkningerne til LL § 15 J er alene anført, at der ikke kan godkendes fradrag for udgifter til boligens vedligeholdelse, skorstensfejning, forsikring mv. Dette er alle løbende driftsudgiftet. Ud fra en sproglig forståelse må det medføre, at der kan godkendes fradrag for afskrivning uanset ejendommens vurderingsmæssige status, hvis de bygninger, der ikke er boligen, anvendes erhvervsmæssigt og undergår en teknisk-økonomisk forældelse.

Der er således ikke på nogen måde sat lighedstegn mellem vedligeholdelsesudgifter og afskrivning. Vedligeholdelse er i skattemæssig forstand, de udgifter der afholdes for at sætte aktivet i den stand, det havde ved erhvervelsen.

Afskrivning kompenserer for den fysiske og tekniske forældelse, der følger af erhvervsmæssig benyttelse, der ikke kan kompenseres for ved vedligeholdelse. Dette har ikke nogen sammenhæng med de udgifter, som er omfattet af ll § 15 J."

Landsskatterettens afgørelse
Klagerens ejendom, der er beliggende i landzone, var i indkomstårene 2011-2013 vurderet som en beboelsesejendom.  Ejendommen har derfor været omfattet af ejendomsværdiskattelovens § 4, stk. 1, nr. 9.

Af ligningslovens § 15 J, stk. 1, fremgår, at der på en ejendom, der er omfattet af ejendomsværdiskattelovens § 4, stk. 1, nr. 9, ikke kan fratrækkes udgifter udover prioritetsrenter.

Af cirkulære 1996-04-17 nr. 72 om ligningsloven punkt 10.6 fremgår følgende:

"Der beregnes et standardfradrag for en- og tofamilieshuse, stuehuse til landbrugsejendomme m.v., ejerboliger til skovbrugsejendomme samt for de såkaldte blandede ejendomme. Dette fradrag træder i stedet for fradrag for vedligeholdelse, fradrag for udgifter til renovation, skorstensfejning, forsikringer, vej- og kloakafgifter, vandafgifter og bidrag til grundejerforeningen, samt eventuelle udgifter til administration af ejendommen."

I 1998 blev standardfradraget ophævet. Af bemærkningerne til lovforslag L 95, fremsat 2. juni 1998 fremgår følgende:

"Efter forslaget ophæves det særlige standardfradrag i ligningslovens § 15 J, som boligejere i en- og tofamilieshuse (bortset fra ejerlejligheder) har adgang til. Boligejere vil herefter, medmindre boligen helt eller delvist udlejes, udover udgifter til prioritetsrenter m.v., ikke have fradrag for udgifter til vedligeholdelse m.v., der vedrører boligen. Sådanne udgifter anses således som værende af privat karakter."

Afskrivninger er ikke oplistet blandt de udgifter, som det tidligere standardfradrag skulle træde i stedet for. Lovgiver har ikke ved ophævelsen af standardfradraget i 1998 givet udtryk for, at typen af udgifter, som skal afskæres med hjemmel i ligningslovens § 15 J, skulle udvides. Landsskatteretten er derfor af den opfattelse, at retten til at afskrive på bygninger ikke begrænses af ligningslovens § 15 J.

Til støtte herfor henvises også til Vestre Landsrets dom af 2. juni 1997, refereret i TfS 1997, 507, hvor landsretten bedømte fradragsret for afskrivninger efter afskrivningsloven, ikke efter ligningslovens § 15 J.

Ifølge afskrivningslovens § 14, stk. 1-2, kan der afskrives på visse erhvervsmæssigt anvendte bygninger.

Det fremgår af afskrivningslovens § 19, stk. 1, at såfremt kun en del af en bygning anvendes til formål, der berettiger til afskrivning efter § 14, kan der kun afskrives på den del af anskaffelsessummen, der forholdsmæssigt svarer til den nævnte bygningsdels etageareal.

Det er oplyst, at driftsbygningerne delvist anvendes privat. Der er således alene ret til at afskrive på den del, der anvendes erhvervsmæssigt.

Den påklagede afgørelse ændres i overensstemmelse med ovenstående. Da SKAT ikke tidligere har taget stilling til størrelsen af afskrivningerne, overlades den talmæssige opgørelse af de skattemæssige afskrivninger til SKAT jf. § 12, stk. 4 i bekendtgørelse nr. 1428 af 13. december 2013 om forretningsorden for Landsskatteretten.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter