Gå til indhold

Fradrag for moms af investeringsgoder

Når du køber ind til din momspligtige virksomhed, kan du som udgangspunkt få fradrag for hele købsmomsen. Hvis du ændrer, hvad du bruger det indkøbte til (fx til privat brug), skal du som regel betale noget af den moms tilbage, du tidligere fik fradrag for. Det afhænger af, hvad du har købt, hvad værdien er, og hvor længe siden det er, du foretog købet.

Det er et investeringsgode, når du køber fast ejendom (herunder om- og tilbygning) eller får udført vedligeholdelse og reparation af fast ejendom for mere end 100.000 kr. årligt,

Et investeringsgode er også, når du køber maskiner, inventar og andre driftsmidler (fx varebiler), hvor købsprisen overstiger 100.000 kr. uden moms, og når du køber ydelser (fx software, rettigheder mv.), hvor købsprisen overstiger 100.000 kr. uden moms.

  • Du skal følge op på og eventuelt regulere dit momsfradrag af investeringsgodet i en vis årrække afhængigt af godets art. Dit momsfradrag skal svare til din løbende brug af godet.
  • Du skal i denne årrække være særligt opmærksom på din løbende brug af investeringsgodet, hvis din virksomhed har både momspligtigt og momsfrit salg.
  • Hvis forholdet imellem dit momspligtige og momsfrie salg ændrer sig, skal du som udgangspunkt regulere dit momsfradrag af investeringsgodet.
  • Hvis du skal regulere dit fradrag af et investeringsgode, kan det enten medføre et ekstra momsfradrag, eller at du skal betale noget af dit momsfradrag tilbage.
  • For ydelser gælder det først, hvis du har købt ydelsen eller begyndt at fremstille den efter 1. juli 2014.

For uddybende og fyldestgørende juridisk information, se Den juridiske vejledning om moms