Ekstraordinær afskrivning af gæld sker som følge af en politisk aftale
Regeringen blev i juni 2017 enig med Folketingets øvrige partier om at afskrive en større mængde af danskernes gæld til det offentlige. Der er primært tale om småbeløb fra personer med lav eller ingen betalingsevne, mens eksempelvis politibøder og store gældsposter stadig vil blive inddrevet i det videst mulige omfang.
Aftalen blev indgået som et led i arbejdet med at genoprette en effektiv gældsinddrivelse. De mange udfordringer med gældsinddrivelsen i det tidligere SKAT efterlod et oprydningsarbejde, hvor flere millioner gældsposter skal gennemgås manuelt, før de eventuelt kan inddrives. Når det er besluttet at afskrive en mængde gældsposter, skyldes det blandt andet, at omkostningerne ved at inddrive gælden langt vil overstige gevinsten ved at inddrive dem. Og det ville stå i vejen for, at man kan bruge ressourcerne på store skyldnere.
Partierne er enige om, at afskrivningen af gæld især vil omfatte skyldnere med lavest indkomst, fx pensionister og kontanthjælpsmodtagere, fordi deres meget lave betalingsevne betyder, at der i forvejen er ringe udsigt til, at gælden bliver betalt. Derudover er partierne enige om, at afskrivningen omfatter gældsposter med relativt lav værdi som fx biblioteksbøder, kontrolafgifter og opkrævningsrenter og gebyrer.
Til gengæld fremgår det af aftalen, at der ikke afskrives eksempelvis politibøder og andre gældsposter, hvor en afskrivning særligt kan støde retsfølelsen. De vil fortsat blive forsøgt inddrevet, hvis gennemgangen viser, at de er retskraftige. Det samme gælder privatretlige underholdsbidrag.
Læs den samlede aftale om blandt andet ekstraordinær afskrivning
Læs om loven, der udmønter aftalen
Hvilke gældsposter afskriver Gældsstyrelsen ekstraordinært?
Det er besluttet af et enigt Folketing, at Gældsstyrelsen ekstraordinært skal afskrive en større mængde af danskernes gæld til det offentlige. Afskrivningen sker som en del af oprydningsarbejdet efter udfordringerne med gældsinddrivelsen i det tidligere SKAT og skal være med til at sikre, at Gældsstyrelsen hurtigst muligt kan genoprette en effektiv gældsinddrivelse.
Gældsstyrelsen afskriver de gældsposter, hvor det vurderes, at omkostningerne ved at forsøge at inddrive gælden vil overstige gældens reelle værdi. Det drejer sig især om gældsposter med relativt lav værdi, og hvor skyldneren har lav eller ingen betalingsevne.
Følgende kriterier er lagt til grund for udvælgelsen af gældsposter:
- Gældsposter, der er sendt til inddrivelse til og med den 19. november 2015, og hvor der den 8. september 2018 var tvivl om retskraften. Renter og gebyrer, der er relateret til de pågældende fordringer, medtages, selv om de er indsendt efter den 19. november 2015.
- Gældsposter under 1.000 kr.
- Gældsposter mellem 1.000 kr. og 7.500 kr., hvis skyldneren er en fysisk person med en skattepligtig årsindkomst under 200.000 kr.
- Ingen gældsposter over 7.500 kr. – uanset skyldnerens indkomst.
- Gældsposter, hvor en afskrivning kan støde retsfølelsen (fx politibøder, sagsomkostninger fra straffesager og skattebøder), friholdes fra afskrivning.
- Har en skyldner gældsposter for mere end 50.000 kr., som lever op til kriterierne for afskrivning, begrænses afskrivningen, således at maksimalt 50 pct. af skyldnerens samlede gæld under inddrivelse på over 50.000 kr. kan afskrives.
Borgere og virksomheder, der får afskrevet 20 kr. eller mere, vil få direkte besked via Digital Post eller pr. brev.
Læs mere om kriterierne for afskrivning i den samlede aftale om blandt andet ekstraordinær afskrivning
Læs om loven, der udmønter aftalen