Fra den 1. juli 2016 kom bagatelgrænsen på 200 kr., så det bliver nemmere for virksomhederne og for os:
-
Højere grænse i forhold til udbetalinger
-
Ingen rykkere på gæld på 200 kr. og derunder for ophørte virksomheder
-
Ingen renter på gæld på 200 kr. og derunder for ophørte virksomheder
-
Vi indtægtsfører beløb på 200 kr. og derunder efter 3 år for ophørte virksomheder, dvs. vi fjerner pengene fra virksomhedens Skattekonto og overfører dem til statskassen.
Ingen saldorenter hvis saldoen er 200 kr. eller derunder
Ophørte virksomheder med en saldo på 200 kr. eller derunder vil ikke blive tilskrevet saldorenter i den periode, hvor gælden er 200 kr. eller derunder.
Hvis virksomhedens gæld øges, bliver renter tilskrevet fra den dato, hvor gælden overstiger 200 kr. Omvendt vil rentetilskrivningen stoppe fra den dag, hvor beløbet ender på 200 kr. eller derunder.
Selvom dette kun vedrører saldorenter, så beregnes den samlede saldo ud fra alle fordringer inkl. toldfordringer
Eksempel: Virksomheden har en gæld på 175 kr., da de ophører den 31. juli 2016. Renteberegningen stopper samme dato, da beløbet er mindre end 200 kr. Den 1. august 2016 indsender virksomhedens revisor en momsefterangivelse på 180 kr. Efterangivelsen har sidste rettidige betalingsdag den 15. august 2016, og den betales ikke til tiden. Renteberegningen genoptages fra den 15. august 2016, da den samlede gæld nu er over 200 kr.
Toldrenter beregnes stadigvæk
Reglerne om ingen rentetilskrivning for gæld på 200 kr. og derunder gælder ikke toldrenter. Derfor beregnes der stadigvæk renter af toldfordringer, selvom saldoen er på 200 kr. eller derunder.
Eksempel 1: Den ophørte virksomhed har en gæld på 150 kr., der består af 60 kr. moms og 90 kr. told. Der beregnes toldrente af de 90 kr., men der beregnes ikke saldorente af de 60 kr.
Eksempel 2: En ophørt virksomhed har en samlet gæld på 210 kr., der består af en toldfordring på 110 kr., en toldfordring på 70 kr. og en momsfordring på 30 kr. Her beregnes saldorente af de 30 kr. og toldrente af de 110 kr. Der beregnes ikke rente af de 70 kr., da denne toldfordring er under minimumsgrænsen på 75 kr. (10 euro).
Indtægtsføring af beløb på 200 kr. og derunder
Ophørte virksomheder vil på grund af ændring af bagatelgrænsen på 200 kr. for udbetaling ikke få udbetalt beløb på 200 kr. eller derunder.
Ophørte virksomheder skal derfor kontakte os inden for 3 år efter deres afmeldelsesdato, hvis de vil have beløb på 200 kr. eller derunder udbetalt. Ellers vil vi indtægtsføre beløbet 3 år efter virksomhedens ophør, dvs. fjerne beløbet fra virksomhedens Skattekonto og overføre det til statskassen.