Køber du varer over nettet i et andet EU-land, indeholder prisen som hovedregel allerede moms. Du skal ikke betale told af varer, der er sendt fra et EU-land, men du skal betale særlige afgifter (punktafgifter) af nogle varer. 

  • I EU må du købe varer over nettet til eget forbrug uden at betale told og dansk moms. I nogle tilfælde skal der betales dansk moms, men det gør sælger. 

  • Varerne skal sendes til dig fra et andet EU-land. 

  • Du skal betale særlige afgifter (punktafgifter) af nogle varer, som fx spiritus, kaffe og slik. Se varer, du skal betale særlige afgifter af.  

Vær opmærksom på, at reglerne for varer, købt inden for EU, kun gælder, hvis varerne bliver sendt fra et EU-land.

I nogle tilfælde kan varerne blive sendt fra et land uden for EU, selvom sælgeren er etableret i EU. I den slags tilfælde skal du følge de regler, der gælder for varer købt uden for EU, og du skal betale told og afgifter. Det gælder for eksempel, hvis du køber varer på en engelsk hjemmeside, og varerne sendes fra Kina. Hvis du er i tvivl om, hvorfra varerne sendes, anbefaler vi, at du kontakter sælgeren.

Du skal ikke betale told og dansk moms af elektroniske ydelser, som for eksempel computerprogrammer og musik, som du køber og downloader fra en sælger i et andet EU-land.

Eksempler på særlige afgifter (punktafgifter) på typiske grænsehandelsvarer:

Vare

Afgift

Øl, pilsner 4,6 % alkohol

ca.   1 kr. pr. 33 cl. flaske/dåse

Vin, almindelig bordvin

ca.   8 kr. pr. 75 cl. flaske

Spiritus, 37 % alkohol

ca. 55 kr. pr. 100 cl. flaske

Alkoholsodavand, 5 %  alkohol

ca.   4 kr. pr. 33 cl. flaske/dåse

Chokolade, slik

ca. 25 kr. pr. kg.

Vær opmærksom på at emballage til drikkevarer som fx øl, sodavand og kildevand, som ikke er til eget brug, er pantpligtig. Læs mere hos Dansk Retursystem.

I den juridiske vejledning kan du både se alle de varer, som du skal betale punktafgifter af, og se, hvor stor afgiften er. Det kan være svært at finde rundt i den juridiske vejledning, så vi anbefaler, at du ringer til Skattestyrelsen på 72 22 18 18 for at få hjælp til punktafgifterne.

Visse mindre områder i EU er ikke med i EU's moms- og afgiftsområde. Det betyder, at du skal betale moms og afgifter, når du køber varer, der bliver sendt fra disse områder. Det gælder blandt andet de engelske kanaløer (Jersey, Guernsey, Alderney og Sark) og Ålandsøerne i Finland. I disse tilfælde skal du følge reglerne for at købe varer på nettet uden for EU.

Norge

Norge er ikke med i EU. Når du køber varer fra Norge, skal du derfor følge reglerne for at købe varer på nettet uden for EU.

For uddybende og fyldestgørende juridisk information, se Den juridiske vejledning.