Dato for udgivelse
23 Nov 2016 12:21
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse
31 May 2016 14:16
SKM-nummer
SKM2016.545.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
BS 10N-1170/2015
Dokument type
Dom
Emneord
Negativt, privatforbrug, mangelfuldt, regnskabsmateriale
Resumé

Skatteyderen, A, drev til daglig en vognmandsvirksomhed med taxakørsel. Det var i sagen ubestridt, at A ikke havde ført løbende bogføring i sin taxavirksomhed. Regnskaberne blev således ikke udarbejdet på grundlag af en løbende bogføring, herunder et ført og afstemt kasseregnskab. Hertil kom, at den resterende bogføring først blev foretaget ved indkomstårets afslutning samtidig med, at der blev udarbejdet årsregnskab.

SKAT tilsidesatte taxavirksomhedens regnskabsgrundlag og forhøjede skønsmæssigt A's indkomst for indkomståret 2008, jf. skattekontrollovens § 5, stk. 3, jf. § 3, stk. 4. Til brug herfor foretog SKAT en beregning af A's hustands samlede privatforbrug, som viste et negativt privatforbrug på kr. 510.880,-.

Retten fandt, at A's regnskabsmateriale ikke kunne anvendes som grundlag for en vurdering af A's indtægter i 2008, hvorfor skattemyndighederne allerede af denne årsag havde været berettiget til at foretage en skønsmæssig forhøjelse af A's indkomst for 2008.

A gjorde gældende, at skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelse af indkomsten byggede på et fejlagtigt grundlag, idet der blandt andet ikke var taget højde for en kontantbeholdning, som han havde modtaget ved salg af en ejerlejlighed samt en kontantbeholdning fra bryllupsgaver modtaget i forbindelse med sønnens bryllupsfest. Retten fandt det ikke dokumenteret, at A havde modtaget de påståede kontantbeløb. For så vidt angik salget af lejligheden lagde retten vægt på, at A's forklaring om, at han i 2008 solgte lejligheden, stod i modsætning til det faktum, at han ved et senere salg af lejligheden i 2013 fortsat stod anført i købsaftalen som sælger. I forhold til bryllupsgaverne lagde retten vægt på, at det ikke var dokumenteret, at den fremlagte liste udgjorde en liste over modtagne gaver fra sønnens bryllup, ligesom det ikke var godtgjort, at beløbet i så fald var tilgået A.

A gjorde endvidere gældende, at skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelse var åbenbart urimelig, idet skønnet lå væsentligt over, hvad A og hans familie havde brugt. Retten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes vurdering, og lagde blandt andet vægt på, at A's og hans husstands privatforbrug i de omkringliggende år var ikke-ubetydeligt større.

Samlet fandt retten således ikke, at A havde løftet bevisbyrden for, at skattemyndighedernes skønsmæssige fastsættelse af den skattepligtige indkomst for 2008 var udøvet på et forkert grundlag eller havde ført til et åbenbart urimeligt resultat.

Reference(r)

Skatsskattelovens § 4

Skattekontrollovens §§ 3 og 5

Henvisning

Den juridiske vejledning 2016-2 A.B.5.3.2.

Den juridiske vejledning 2016-2 A.B.5.3.3.


Parter

A
(Advokat Kasper Kelm Demant)

Mod

Skatteministeriet

(Kammeradvokat, v/advokatfuldmægtig Signe Brehm Jensen)

Afsagt af byretsdommer

Karsten Ahrentoft Nielsen

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen vedrører sagsøgerens skattepligtige indkomst for 2008, idet skattemyndighederne skønsmæssigt har forhøjet sagsøgerens skattepligtige indkomst for 2008 med 717.725 kr.

Sagsøgeren, A, har principalt nedlagt påstand om, at As skattepligtige indkomst for indkomståret 2008 nedsættes med kr. 717.725, subsidiært at sagen hjemvises til skattemyndighederne.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har nedlagt påstand om frifindelse. Ingen af parterne er momsregistrerede.

Sagen er modtaget i retten den 7. maj 2015.

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2, dog gengives dele af Landsskatterettens afgørelse af 11. februar 2015, ligesom de afgivne forklaringer gengives.

Landsskatteretten traf den 11. februar 2015 følgende afgørelse:

"...

Der klages over SKATs skønsmæssige forhøjelse af indkomsten på 800.000 kr. for indkomståret 2008.

Klagepunkt

 

SKATs opfattelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens opfattelse

Skønsmæssig forhøjelse af indkomsten

800.000

0 kr.

717.725 kr.

[...]

Landsskatterettens afgørelse

I henhold til statsskattelovens § 4 betragtes, med enkelte begrænsninger, den skattepligtiges samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke, bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi, som skattepligtig indkomst.

Det er som udgangspunkt en betingelse for at kunne foretage en skønsmæssig forhøjelse, at regnskabsgrundlaget kan tilsidesættes. Domstolspraksis har dog anerkendt, at selv om SKAT hverken kan påvise formelle eller reelle mangler i den skattepligtiges bogførings- og regnskabsmateriale, vil SKAT alligevel kunne foretage en skønsmæssig ændring af indkomstansættelsen, hvis den skattepligtiges privatforbrug er helt ekstraordinært lavt, herunder negativt, i forhold til den skattepligtiges selvangivne indkomst og bevægelserne i den skattepligtiges formueforhold i løbet af indkomståret.

I virksomheden blev der ikke ført et dagligt kasseregnskab, ligesom der ikke blev bogført løbende i indkomståret 2008. Retten mener derfor, at klagers regnskabsmateriale ikke opfylder de regler, der fastsat med henvisning til skattekontrollovens § 3, stk. 4, om at hvis der ikke foreligger et skattemæssigt årsregnskab m.v. efter de regler, som skatteministeren har fastsat efter § 3, stk. 1-3, finder lovens § 5, stk. 2 og 3, tilsvarende anvendelse. Som konsekvens heraf har SKAT været berettiget til at fastsætte klagers indkomst skønsmæssigt, jf. skattekontrollovens § 5, stk. 3.

Erklæringen fra IP, formand for G1, kan ikke føre til, at det er SKAT, der skal bevise eksistensen af skattepligtige, ikke selvangivne indtægter. I henhold til retspraksis er det klager, der skal bevise, at han har haft skattefrie indtægter, der har bidraget til hans privatforbrug. [...]

Det skal derfor vurderes, om klager har løftet bevisbyrden for, at han har modtaget 200.000 kr. kontant fra sin svigersøn i forbindelse med lejlighedssalg, at han har modtaget kontantgaver på 250.000 kr. ved sin søns bryllup, og at han har opnået en skattefri fortjeneste på 83.900 kr. ved køb og salg af en Mercedes.

For så vidt angår salg af lejligheden har klager ikke dokumenteret pengestrømmen. Klager har heller ikke fremlagt andet materiale, der sandsynliggør, at han har solgt sin andel af lejligheden, og at han i forbindelse hermed har modtaget 200.000 kr. kontant. Derfor kan det ikke lægges til grund, at klager modtog 200.000 kr. fra svigersønnen.

Angående påstanden om modtagne gaver ved sønnens bryllup har klager hverken ført tilstrækkeligt bevis for størrelsen af pengegaverne, eller for at pengegaverne tilfaldt klager. Selv hvis det antages at klager modtog pengegaverne, har klager ikke har sandsynliggjort, at pengegaverne fra brylluppet i 2007 har bidraget til privatforbruget i 2008.

For så vidt angår fortjeneste ved salg af bilen må det anses for sandsynliggjort, at det var klager, der solgte bilen for 159.900 kr., idet klager har skrevet under som sælger og har kvitteret for modtagelse af købesummen. Uanset at det er SM, der er anført som køber af bilen på købsfakturaen af 12. juni 2008 fra G2, anses det for sandsynliggjort af klager, at det reelt var ham, der købte bilen for 77.625 kr. inklusive salær. Der er lagt vægt på, at der ifølge en dankortkvittering blev betalt 20.000 kr. til G2 den 12. juni 2008, og klager har dokumenteret, at der få dage efter købet blev hævet 20.000 kr. på hans bankkonto. Som følge heraf anses klager at have løftet bevisbyrden for, at han i 2008 havde en skattefri fortjeneste ved salg af bilen på (159.900-77.625) 82.275 kr., som bidrog til hans privatforbrug.

Selv med en forhøjelse af rådighedsbeløbet på 82.275 kr., er privatforbruget stadig negativt med (510.880-82.275) 428.605 kr. Der er således grundlag for at forhøje indkomsten skønsmæssigt, så den giver mulighed for et rimeligt/antageligt privatforbrug. Der henvises til Højesterets dom af 6. december 2001 (gengivet i SKM2002.70.HR).

Klager gør indsigelse mod, at SKAT har anset 289.120 kr. for et acceptabelt privatforbrug for husstanden med tre voksne, herunder klagers voksne søn. Ifølge klager betaler sønnen selv for sit private forbrug, og herudover har sønnen bidraget til familiens samlede økonomi.

Det er ikke dokumenteret af klager, at den hjemmeboende søn MN har bidraget til familiens økonomi. Sønnen har oplyst på et møde med SKAT den 21. oktober 2010, at han boede og stadig bor hjemme hos sin far, og at han ikke har haft noget privatforbrug af samme årsag. På baggrund heraf findes det berettiget, at SKAT har fastsat det acceptable privatforbrug ud fra en forudsætning om, at beløbet skal dække privatforbruget for en husstand med tre voksne.

I kendelse af 8. april 2013 (j.nr. 11-0298666) har Landsskatteretten henvist til, at der i bekendtgørelse nr. 1363 af 19. december 2008 om begæring af gældssanering er ansat et vejledende rådighedsbeløb 5.170 kr. pr. måned for en voksen person med en beskeden livsførelse. Det er dog ikke udtryk for, at dette beløb altid skal lægges til grund ved opgørelsen af et acceptabelt privatforbrug. Retten finder det rimeligt, at SKAT har fastsat det acceptable privatforbrug til 289.120 kr. svarende til 8.031 kr. pr. måned for hver af de tre voksne i husstanden navnlig da det ifølge SKAT umiddelbart ligger på linje med eller under privatforbruget for de omkringliggende indkomstår.

Erklæringen fra IP, formand for G1, ændrer ikke ved denne vurdering. Klagers regnskabsgrundlag er tilsidesat, og indkomsten forhøjes skønsmæssigt på grund af et negativt privatforbrug, men der er hermed ikke taget stilling til, hvorfra pengene stammer.

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse og nedsætter den skønsmæssige forhøjelse af indkomsten med den skattefrie fortjeneste ved bilsalg på 82.275 kr. Forhøjelsen af indkomsten nedsættes dermed fra 800.000 kr. til 717.725 kr.

..."

Forklaringer

Der er afgivet forklaring af A, MV, IB og IS.

A har forklaret, at hans søn MN var arbejdsløs i 2010, og at han derfor forsørgede sønnen økonomisk. Efter 2010 fik MN på ny arbejde og kunne forsørge sig selv. MN var i 2008 selvstændig erhvervsdrivende.

Han købte en lejlighed på et tidspunkt. Han kan ikke huske, hvornår han købte lejligheden på Y1-Adresse, Y2-By, men det var på et tidspunkt mellem år 2000 og 2002. MN og dennes kone havde boet i den lejlighed, som han købte. Han solgte i 2008 lejligheden til hans datter og svigersøn, IS. Datteren og svigersønnen skulle betale 200.000 kr. kontant og endvidere overtage lånene i lejligheden.

Foreholdt ekstraktens side 91 (købesaftale) forklarer han, at IS solgte lejligheden igen i 2013. Pengene fra salget gik til IS og dennes kone.

Hans søn MV blev gift på et tidspunkt. Der var ca. 1.400 mennesker som deltog i brylluppet. Det var ham og hans kone, som betalte for brylluppet.

Det er kutyme i hans kultur, at gæsterne giver kontanter i bryllupsgaver. De kontante bryllupsgaver går normalt til forældrene, hvilket også skete i deres tilfælde.

Ekstraktens side 49-51 er en oversigt over gæsterne, der har betalt kontantbeløb som gaver. Det blev i alt til ca. 200.000 kr. i gavebeløb. Han og hans kone fik pengene. Han har løbende brugt pengene, når han havde brug for det. Pengene blev opbevaret i kontanter på et sikkert sted. Listen er skrevet af hans svigerdatter og ham selv. Det er vigtigt at lave og gemme en sådan liste efter brylluppet, da det er kutyme, at man giver pengene tilbage til de pågældende, når der er en passende lejlighed til det fx. i forbindelse med et bryllup i den pågældende gavegivers familie.

Han kan ikke huske, hvor mange penge han og hustruen brugte på brylluppet.

MV har forklaret, at han er sagsøgerens søn.

Der var ca. 1.400 gæster til hans brylluppet. Han vil vurdere, at han ud af de 1.400 gæster nok kun kendte ca. 50 af disse. Det var hans forældre, som betalte brylluppet.

Det er kutyme i hans kultur, at bryllupsgaver er kontantbeløb, der gives til ham i første omgang, men som derefter går til hans forældre. Gaverne benyttes blandt andet "retur-gaver" til gavegiveren.

Forevist ekstraktens side 49-51 forklarer han, at han har set listen før, men at han ikke kan læse urdu. Listen er en reminder til sagsøgeren om, hvad han skal give i gaver til giverne, hvis det bliver aktuelt.

IB har forklaret, at hun er sagsøgerens svigerdatter.

Forevist ekstraktens side 49-51 forklarer hun, at det er en bryllupsgaveliste. Det er hende, som har skrevet listen sammen med hendes svigerfar. Det var hendes svigermor og svigerfar, som fik gaverne

IS har forklaret, at han er svigersøn til sagsøgeren.

Forevist ekstraktens side 91 (købsaftale) forklarer han, at han har boet i lejligheden. Sagsøgeren og MN købte oprindeligt lejligheden, da vidnet dengang var nytilkommet til Danmark og derfor ikke kunne blive godkendt til at købe lejligheden. Han gav 200.000 kr. kontant til sagsøgeren. Han betalte de 200.000 kr. på en gang. Han og hans kone boede i lejligheden. Lejligheden blev solgt i 2013 på ny. Han fik salgssummen ved salget.

Parternes synspunkter

A har i påstandsdokument af 18. april 2016 gjort gældende:

"...

at der ikke har været grundlag for den af SKAT skønsmæssigt fastsatte forhøjelse af virksomhedens indkomst for 2008.

Det gøres i anden række helt overordnet gældende, at den af SKAT skønsmæssigt fastsatte forhøjelse bygger på et forkert grundlag, idet den ikke tager højde for relevante, skattefrie indkomster samt øvrige skattefrie kontante beholdninger, som A havde til rådighed i det pågældende indkomstår.

Det gøres i tredje række helt overordnet gældende, at SKATs skønsresultat er åbenbart urimeligt, idet det må anses for urealistisk, at A har haft en indtægt af den af SKAT beregnede størrelse ved siden af en af taxibranchens mest effektive vognmandsvirksomheder.

Jeg vil nedenfor uddybe mine anbringender:

Af statsskattelovens § 4 (ms s. 5)fremgår, at de samlede årsindtægter bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi betragtes som skattepligtig indkomst.

Af skattekontrollovens § 1 (ms s. 7)fremgår, at enhver, der er skattepligtig her til landet, skal foretage en årlig selvangivelse af sin indkomst.

Af skattekontrollovens § 3 (ms s. 9)fremgår bemyndigelse til skatteministeren til at fastsætte regler om erhvervsdrivende virksomheders udarbejdelse af et skattemæssigt regnskab.

Af bekendtgørelse nr. 593 af den 12. juni 2006 samt bekendtgørelse nr. 594 af den 12. juni 2006 fremgår mindstekravene til det skattemæssige årsregnskab m.v. for henholdsvis større og mindre virksomheder.

Af skattekontrollovens § 5, stk. 3 (ms s. 11), fremgår, at såfremt en selvangivelse ikke foreligger på ansættelsestidspunktet, kan skatteansættelsen foretages skønsmæssigt.

Følgende fremgår af Den juridiske vejledning 2016-1, afsnit A,B.5.3.2 (ms s. 21)vedrørende mangelfuldt (kasse)regnskab som grundlag for forhøjelse:

"...

Selv om SKAT kan tilsidesætte et regnskabsgrundlag på grund af et manglende eller mangelfuldt ført og afstemt kasseregnskab, har SKAT dermed ikke pr. automatik grundlag for at tage det næste skridt: At varsle og foretage en skønsmæssig ændring af den skattepligtiges indkomstansættelse.

 

Regnskabsgrundlaget kan som udgangspunkt godt være rigtigt, selv om SKAT fx har konstateret, at der ikke har været foretaget effektive kasseafstemninger.

 

Som grundlag for en skønsmæssig ændring af indkomstansættelsen skal SKAT i videre forstand og i hvert tilfælde selvstændigt begrunde, at en skønsmæssig ansættelse, der afviger fra den selvangivne skattepligtige indkomst, kan sandsynliggøres som mere retvisende end det selvangivne.

..."

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det således i første række helt overordnet gældende, at der ikke har været grundlag for den af SKAT skønsmæssigt fastsatte forhøjelse af A indkomst for 2008.

Det gøres til støtte herfor nærmere gældendende, at det udarbejdede regnskab udviser et retvisende billede af As indkomst ved vognmandsvirksomheden. Det bestrides ikke, at der har været manglende løbende bogføring i indkomståret 2008, men dette forhold har ikke ført til et decideret mangelfuldt regnskab, der kan begrunde en skønsmæssig ansættelse af As skatteansættelse.

Det gøres i forlængelse af ovenstående gældende, at det af A selvangivne overskud af taxavirksomheden er korrekt. Der henvises i den forbindelse til, at overskuddet bygger på regnskabet for 2008 (ekstrakten s. 65), som udviser et indkørt beløb på 4.141.171 kr.

I overensstemmelse med erklæringen fra IP, formand for sammenslutningen G1 (ekstrakten s. 103), skal der henvises til, at det indkørte beløb ligger langt over gennemsnittet for branchen for det pågældende tidspunkt, og det må således anses for højst usandsynligt, at der har været yderligere indtægter i As vognmandsvirksomhed, end det i regnskabet anførte.

I det tilfælde, at regnskabsgrundlaget er tilsidesætteligt, og SKAT dermed har adgang til at ansætte indkomsten skønsmæssigt, skal dette skatteskøn foretages under iagttagelse af legalitetsprincippet. Det fremgår ikke nærmere af skattekontrollovens § 5, stk. 3 (ms s. 11), hvorledes skønnet skal udøves, eller hvilke rammer, skønnet skal udøves under. Til illustration kan henvises til forarbejderne til bestemmelsen, FT 1995-96, tillæg A, s. 2576 (ms s. 13):

"...

Efter de almindelige principper for bevisførelse påhviler det i sådanne tilfælde som udgangspunkt skattemyndighederne at sandsynliggøre, at den skønnede opgørelse ikke er mindre sandsynlig end andre opgørelser - set i lyset af de oplysninger, som skattemyndighederne er i besiddelse af

..."

Der kan videre henvises til Folketingets Ombudsmand i dennes udtalelse nr. 197 i 1990 (ms s. 151). Ombudsmanden kritiserede SKATs begrundelse for den skønsmæssige ansættelse samt udtalte, at en skønsmæssig ansættelse skal foretages så virkelighedsnært som muligt efter en konkret vurdering af skatteyders og denne families forbrug.

Udover at skønsresultatet ikke må være mindre sandsynligt end andre skønsresultater, kan SKATs skøn endvidere alene opretholdes, såfremt det ikke stiller skatteyder åbenbart urimeligt, ligesom skønnet ikke må være udøvet på et forkert grundlag.

At domstolene ikke er tilbageholdende med at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn fremgår af fast praksis. Der henvises i den forbindelse til TfS 1995, 361 VL (ms s. 29), TfS 1999, 724 ØL (ms s. 41), (SKM2011.263.ØLR) (ms s. 87).

Af praksis kan det derfor konkluderes, at kan skatteyder sandsynliggøre, at det af SKAT udøvede skøn er baseret på et urigtigt grundlag, er konsekvensen, at skønnet som helhed tilsidesættes, og sagen hjemvises til fornyet behandling.

Herudover fremgår det af retspraksis, at såfremt skatteyder kan godtgøre eller dokumentere, at det af SKAT udøvede skøn fører til et åbenbart urimeligt resultat for skatteyder, tilsidesættes skønnet ligeledes af domstolene.

Samme konklusion er også nået af nuværende højesteretsdommer Lars Apostoli i artiklen bragt i TfS 2003, 401 (ms s. 155). Samme konklusioner er nået af professor, dr. Jan Pedersen i Skatteretten 4, 6. udg., s. 230f (ms s. 181)og i Forvaltningsret, almindelige emner, 5. udg., s. 410 (ms s. 171).

At hjemvisning efter domstolspraksis er rette konsekvens af fejl ved skønsgrundlaget på skatteområdet, eller ved et skønsgrundlags åbenbare urimelighed, er også antaget i litteraturen, jf. Forvaltningsret, almindelige emner, 5. udg., s. 433ff (ms s. 174).

Det gøres i anden række helt overordnet gældende, at den af SKAT skønsmæssigt fastsatte forhøjelse bygger på et forkert grundlag, idet den ikke tager højde for relevante, skattefrie indkomster samt øvrige skattefrie kontante beholdninger, som A havde til rådighed i det pågældende indkomstår.

Som omtalt ovenfor foretager domstolene typisk fuld prøvelse af, om grundlaget for SKATs skøn er korrekt. I det tilfælde, at der er fejl i skønsgrundlaget, er der ikke krav om, at skønsresultatet skal være åbenbart urimeligt. Resultatet skal blot afvige væsentligt fra det resultat, der følger, når de korrekte grundlag for skønnet lægges til grund.

I nærværende sag kan påvises talrige fejl i grundlaget for SKATs skøn. Dette være sig:

  • Manglende hensyntagen til kontantbeholdning fra salg af ejendommen beliggende Y1-Adresse, Y2-By

  • Manglende hensyntagen til kontantbeholdning fra bryllupsgaver fra sønnens bryllupsfest den 17. juni 2007

  • Det af SKAT antagne korrekte privatforbrug ligger væsentligt over, hvad A og dennes familie har brugt.

Det gøres gældende, at SKAT ikke ved privatforbrugsopgørelsen har taget højde for, at A i 2008 modtog en kontant købesum på kr. 200.000 for ejendommen beliggende Y1-Adresse, Y2-By, i forbindelse med, at ejerlejligheden de facto overgik til As svigersøns eje. Det bemærkes i den henseende, at overskødning af ejendommen er en tingsretlig sikringsakt, og således ikke en gyldighedsbetingelse for, at en overdragelse formueretligt har fundet sted.

Det gøres videre gældende, at SKAT ikke har taget højde for, at A i forbindelse med sønnens bryllupsfest den 17. juni 2007 modtog et kontantbeløb på ca. kr. 250.000 fra festdeltagerne.

Landsskatteretten har i sin afgørelse, jf. bilag 1, anført, at det ikke er godtgjort, at pengegaverne fra brylluppet i 2007 har bidraget til privatforbruget i 2008.

Hvis man ser på det udregnede privatforbrug for A for det forudgående indkomstår, nemlig indkomståret 2007, hvor brylluppet blev afholdt, er dette arbitrært højt, selv i forhold til, hvad SKAT selv anser for at acceptabelt privatforbrug.

Privatforbruget for 2007 er af SKAT beregnet til knap kr. 450.000 (ekstrakten s. 9). Dette er selvfølgelig udslag af, at man har afholdt ca. kr. 250.000 på en bryllupsfest for 1.400 mennesker, og at de indkomne gaver på en kvart million herefter er anvendt som kontanter, herunder i indkomståret 2008, hvilket har medført, at man beregningsmæssigt er kommet frem til et så negativt privatforbrug.

Man har således endt med at "konvertere" et læsbart privatforbrug i 2007, til et ikke registrerbart privatforbrug for 2008.

Det gøres videre gældende, at kr. 289.120 er et kunstigt højt privatforbrug, idet As voksne søn, MN, selv betaler for sit private forbrug, og herudover bidrager til familiens samlede økonomi. Det gøres således gældende, at MNs privatforbrug ikke skal belaste en privatforbrugsberegning for A.

I bekendtgørelse nr. 1363 af 19. december 2008 om gældssanering er et vejledende rådighedsbeløb for en voksen person med en beskeden livsførelse ansat til 5.170 kr. pr. måned. Det må lægges til grund, at et rådighedsbeløb, der følger gældssaneringsbekendtgørelsen, ikke - som antaget af SKAT - kan være uantageligt, jf. også Landsskatterettens afgørelse af 8. april 2013, j.nr.: 11-0298666 (ms s.115), som direkte henviser til bekendtgørelsen.

Det gøres således gældende, at et antageligt privatforbrug for A og dennes hustru i indkomståret 2008 har været kr. 124.080 kr., dvs. kr. 165.040 mindre, end det af SKAT antagne.

Selv i de tilfælde, at skattemyndighederne har været berettigede til at foretage en skønsmæssig forhøjelse, og skatteyder ikke har kunnet påvise fejl i skønsgrundlaget, må resultatet af skattemyndighederne skøn ikke være åbenbart urimeligt, jf. f.eks. Højesterets præmisser i UfR 2016.191.HRD SKM2015.615.HR (ms s. 135), Lars Apostoli i artiklen bragt i TfS 2003, 401 (ms s. 155), samt TfS 1999, 724 ØL (ms s. 41).

Det gøres i tredje række helt overordnet gældende, at SKATs skønsresultat er åbenbart urimeligt, idet det må anses for urealistisk, at A har haft en indtægt af den af SKAT beregnede størrelse ved siden af en af taxibranchens mest effektive vognmandsvirksomheder.

Det gøres gældende, at SKATs privatforbrugsberegning ikke tager højde for, at A i vidt omfang benytter sig af kontanter. Det gøres i den forbindelse gældende, at en privatforbrugsberegning - som hjælpeværktøj - ikke er hensigtsmæssig i nærværende sag, hvor SKAT har skullet foretage et så virkelighedsnært skøn, som muligt. As privatforbrug var i de omkringliggende indkomstår særdeles høje. Når beregnede privatforbrug svinger fra år til år, kan dette netop skyldes, at skatteyderen i høj grad benytter sig af kontante midler. Det bemærkes i den henseende, at kontantforbrug er privatforbrug, men ikke vil manifestere sig korrekt i et beregnet privatforbrug, med mindre en tilsvarende kontanthævning er foretaget i samme indkomstår.

..."

Sagsøgeren har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med de anførte anbringender.

Skatteministeriet har i påstandsdokument af 18. april 2016 gjort gældende:

"...

at regnskabsgrundlaget i As virksomhed lider af sådanne fejl og mangler, at SKAT har været berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af hans indkomst i det omtvistede indkomstår. Dette følger også - og i sig selv af, at As privatforbrug i det omtvistede indkomstår er negativt.

A har ikke godtgjort, at den skønsmæssige ansættelse hviler på et forkert grundlag eller er åbenbart urimelig, jf. eksempelvis UfR 2009.476/2 H og UfR 2011.1458 H.

1.As regnskabsgrundlag

As indkomst er som udgangspunkt skattepligtigt, jf. statsskattelovens § 4, og det påhviler A at selvangive sin indkomst, jf. skattekontrollovens § 1.

Det følger af skattekontrollovens § 5, stk. 3, jf. § 3, stk. 4, at skattemyndighederne kan foretage skatteansættelsen skønsmæssigt, såfremt den skattepligtige ikke indgiver fyldestgørende selvangivelser i form af skattemæssige årsregnskaber.

For at en erhvervsdrivendes skattemæssige årsregnskab kan anses for tilstrækkelig dokumentation for størrelsen af den skattepligtige indkomst og formue, forudsættes det, at regnskabet er udarbejdet på grundlag af løbende bogføring i overensstemmelse med lovgivningens regler, jf. mindstekravsbekendtgørelsen for mindre virksomheder (bekendtgørelse nr. 594 af 12. juni 2006), bogføringsloven (lovbekendtgørelse nr. 648 af 15. juni 2006) og årsregnskabsloven (lovbekendtgørelse nr. 647 af 15. juni 2006).

Efter bogføringslovens § 6, stk. 1, skal bogføringen tilrettelægges og udføres i overensstemmelse med god bogføringsskik under hensyn til virksomhedens art og omfang. Videre følger det af bogføringslovens § 7, stk. 1, at alle transaktioner skal registreres nøjagtigt under hensyn til virksomhedens art og omfang. Herunder skal transaktionerne registreres snarest muligt efter, at de forhold, der er grund til registreringerne, foreligger. Deri ligger et krav om, at der skal føres løbende, daglig bogføring, hvor der sker en nøjagtig registrering af de gennemførte transaktioner. Det følger endvidere af bogføringslovens § 7, stk. 3, at registreringerne skal afstemmes med beholdningerne, herunder kasse -og likviditetsbeholdninger. Der skal således foretages korrekt og effektiv kasseafstemning.

As revisor har ved brev af 4. oktober 2010 oplyst, at der ikke er ført et dagligt kasseregnskab i As vognmandsvirksomhed for indkomståret 2008, jf. ekstrakten, side 79, hvorfor der selvsagt ikke er foretaget effektive kasseafstemninger. Endvidere er den resterende bogføring først foretaget ved indkomståret afslutning samtidig med, at der er blevet udarbejdet årsregnskab, jf. ekstrakten, side 80.

Allerede da regnskabsgrundlaget således ikke har været et pålideligt grundlag for indkomstansættelsen, har SKAT været berettiget til at ansætte As indkomst skønsmæssigt, jf. skattekontrollovens § 5, stk. 3, jf. § 3, stk. 4 samt eksempelvis (SKM2011.459.ØLR), (SKM2009.322.ØLR), (SKM2003.312.ØLR) og (SKM2002.542.VLR).

2. As privatforbrug

Skattemyndighederne er endvidere berettiget til at ansætte indkomsten skønsmæssigt, idet As selvangivne privatforbrug var negativt i indkomståret 2008, jf. eksempelvis UfR 2009.476/2 H, (SKM2002.70.HR) og UfR 1967.635 H.

As samlede privatforbrug i indkomståret 2008 er ifølge skattemyndighedernes beregninger negativt med kr. 510.880,-, jf. ekstrakten, side 89. Beløbet blev af Landsskatteretten fastsat til kr. 428.605,- (510.880,- /82.275,-), som følge af, at Landsskatteretten fandt, at A havde løftet bevisbyrden for, at han i 2008 havde en skattefri fortjeneste på kr. 82.275,- ved salg af en Mercedes, jf. ekstrakten, side 18, 3. afsnit. På trods af denne forhøjelse af rådighedsbeløbet med kr. 82.275,- er As privatforbrug stadig negativt med kr. 428.605,-.

A bestrider privatforbrugsberegningen vedrørende tre forhold:

For det første bestrider A privatforbrugsberegningen for så vidt angår det forhold, at skattemyndighederne ikke har taget højde for, at A ved salg af lejligheden beliggende Y1-Adresse, st. Y2-By tjente kr. 200.000,-, der har givet mulighed for at finansiere privatforbruget.

Videre bestrider A privatforbrugsberegningen for så vidt angår det forhold, at en påstået kontantbeholdning på kr. 250.000,-, fra bryllupsgaver, i forbindelse med sønnens, MV, bryllupsfest den 17. juni 2007, ikke er medtaget i privatforbrugsberegningen.

Endeligt bestrider A privatforbrugsberegningen for så vidt angår det forhold, at SKAT ikke har taget højde for, at han i vidt omfang benytter sig af kontante midler.

Oplysninger om, at der ud over de selvangivne indtægter har været yderligere ikke-skattepligtige indtægter - såsom gaver - skal være bestyrket på et objektivt grundlag, før de kan lægges til grund og indgå i privatforbrugsberegningen, jf. eksempelvis UfR 2009.476/ 2 H og (SKM2004.84.ØLR).

A har ikke ført et sådan objektivt bevis.

2.1 Salg af ejerlejligheden

Det bestrides som udokumenteret, at A i indkomståret 2008 har modtaget kr. 200.000,- kontant ved et salg af ejerlejligheden beliggende Y1-Adresse, Y2-By til As svigersøn, IS.

Ejerlejligheden er senere solgt til tredjemand, JM, og af den fremlagte købsaftale af 14. marts 2013 (ekstrakten, side 91) fremgår det, at A var sælger af lejligheden. Dette taler for, at der ikke har været et mellemliggende salg til IS.

Såfremt der som påstået er sket et mellemliggende salg til svigersønnen, IS, skærper det nære interessefællesskab A bevisbyrde, jf. bl.a. (SKM2014.182.ØLR).

A har ikke løftet denne skærpede bevisbyrde.

Der foreligger ingen dokumentation i form af overdragelsesaftale eller korrespondance med IS, som godtgør, at A i 2008 solgte lejligheden til  ham. Som svar på Skatteministeriets opfordring 2 har A oplyst, at aftalen blev indgået i 2008 i hvilket år ejerlejligheden også blev overtaget af IS. Det er endvidere oplyst, at salgsprisen var aftalt til kr. 200.000,-. Det er fortsat uoplyst - og udokumenteret, hvilken eksakt dato aftalen blev indgået, og hvornår overtagelsen fandt sted.

Der er endvidere ikke fremlagt dokumentation for pengestrømmen eller anden lignende dokumentation, der på et objektivt grundlag konstaterer, at et beløb på kr. 200.000,- er tilgået A.

2.2 Kontantgaver fra sønnens bryllupsfest

Det bestrides som udokumenteret, at A har modtaget kontantgaver på kr. 250.000,- fra sønnens bryllupsfest den 17. juni 2007.

Bilag 6 (ekstrakten, side 49) er ikke dateret og der fremgår endvidere intet om, at der er tale om en liste over gaver givet til sønnens bryllupsfest den 17. juni 2007. Dette er der - så vidt ses - enighed om, jf. ekstrakten, side 44, 4 afsnit.

Selv hvis det lægges til grund, at der er tale om en liste over gaver givet til sønnens bryllup, gøres det gældende, at bilaget (ekstrakten side 49) ikke er tilstrækkelig bevis for størrelsen af pengegaverne, ligesom oversigten ikke kan anses som bevis for, at pengene er tilgået A, jf. eksempelvis TfS 1999,556 Ø og (SKM2004.84.ØLR).

Det forhold, at bilaget (ekstrakten side 53) er blevet oversat til dansk, ændrer ikke herved.

For det tilfælde, at retten måtte lægge til grund, at A har modtaget gavebeløbet på kr. 250.000,- i 2007, gøres det gældende, at det ikke er godtgjort, at kontantbeløbet var helt eller delvist i behold primo 2008, ca. et halvt år efter, at A efter det oplyste modtog beløbet til sønnens bryllupsfest, jf. eksempelvis (SKM2007.345.VLR) og (SKM2011.156.VLR).

2.3 Kontanter til rådighed

A har ikke godtgjort, at han i indkomståret 2008 har haft kontanter til rådighed til finansiering af hans privatforbrug.

Det bestrides, at As udokumenterede oplysninger herom kan lægges til grund.

A har således ikke godtgjort, at de påståede skattefrie indkomster og kontante midler skal tillægges betydning ved opgørelsen af privatforbruget, idet de påståede forhold ikke er bestyrket ved objektive kendsgerninger.

SKAT har også på denne baggrund været berettiget til at ansætte As indkomst skønsmæssigt.

3. SKATs skøn

Et af SKAT med rette udøvet skøn kan kun tilsidesættes, såfremt det er udøvet på et forkert grundlag eller har ført til et åbenbart urimeligt resultat, jf. eksempelvis UfR 2009.476/ 2 H, UfR 2011.1458 H SKM2011.209.HR og UfR 2016.191 H SKM2015.615.HR.

Bevisbyrden herfor påhviler A. A har ikke løftet denne bevisbyrde.

Det er ikke korrekt, når A gør gældende (ekstrakten, side 28, 3. afsnit), at domstolene ikke er tilbageholdene med at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn. Domstolene udviser derimod tilbageholdenhed, og SKAT indrømmes en betydelig skønsmargin.

Skatteministeriet opfatter As anbringender således, at det gøres gældende, at det af SKAT udøvede skøn skal tilsidesættes som følge af, at privatforbruget er "kunstigt højt", jf. ekstrakten 31, 5. afsnit.

Ifølge CPR-udskrift af 2. juli 2015 (ekstrakten, side 105), har As søn, MN, sønnens ægtefælle, deres tre børn samt As ægtefælle boet på samme adresse som A i 2008.

Det fremgår af MNs årsopgørelse for indkomståret 2008 (ekstrakten, side 73), at han havde en skattepligtig indkomst på kr. 243.634,- For denne indkomst har MN skulle forsørge hans ægtefælle, som var uden indtægt, samt deres tre børn.

MN har oplyst til SKAT (ekstrakten, side 81), at han boede og stadig bor hjemme hos A, og at han derfor ikke har haft noget privatforbrug. Det bemærkes i den forbindelse, at det er uklart, hvorvidt A bestrider de oplysninger, som MN har oplyst til SKAT, og dermed bestrider, at hans søn, MN, boede og stadig bor hjemme, og at han derfor ikke har haft noget privatforbrug, jf. ekstrakten, side 45, 2. afsnit.

SKAT har fastsat et acceptabelt privatforbrug ud fra en forudsætning om, at beløbet skal dække en husstand på tre voksne. Selv for det tilfælde, at privatforbruget kun skal dække en husstand på to voksne, er privatforbruget lavt, jf. eksempelvis (SKM2013.525.ØLR).

Det bemærkes hertil, at SKATs skøn over et antageligt privatforbrug på kr. 289.120,- er langt lavere end privatforbruget for de omkringliggende år. SKAT har for indkomstårene 2007 og 2009 beregnet et privatforbrug på henholdsvis kr. 446.943,- og kr. 438.484,-, jf. ekstrakten, side 9.

Det bestrides, at det af A beregnede privatforbrug for indkomståret 2008 kan tillægges betydning under sagen. A har selv beregnet et muligt privatforbrug til kr. 124.080,- (ekstrakten, side 31, 7. afsnit), og har til brug herfor anvendt bekendtgørelse nr. 1363 af 19. december 2008 om gældssanering, hvori et vejledende rådighedsbeløb for en voksen person med en beskeden livsførelse er ansat til kr. 5.170,- pr. måned.

Det anføres i Den juridiske vejledning 2016-1, afsnit A,B.5.3.3, at SKAT som målestok for et minimum antageligt privatforbrug, kan hense til de satser for rådighedsbeløb, der anvendes ved gældssanering. Der er således tale om en målestol for et minimum antageligt privatforbrug, hvorfor målestokken ikke kan tages som udtryk for, at den uden videre skal lægges til grund ved opgørelsen af et acceptabelt privatforbrug.

Det forekommer endvidere usandsynligt, at As privatforbrug skal fastsættes efter et vejledende rådighedsbeløb, der finder anvendelse for personer, som opfylder kriterierne for at søge om gældssanering.

Det bestrides således, at kr. 124.080,- er et antageligt privatforbrug for A og hans husstand i indkomståret 2008, hvorved også bemærkes, at privatforbruget i årene før og efter var på 3-4 gange så meget.

Endvidere bestrides det, at det forhold, at erklæringen fra IP, G1 (ekstrakten, side 103) ikke er tillagt vægt ved det af SKAT udøvede skøn, er en fejl i skønsgrundlaget.

Skattemyndighederne har forhøjet As skattepligtige indkomst på baggrund af et mangelfuldt regnskabsgrundlag samt et negativt privatforbrug. Oplysningerne i erklæringen (ekstrakten, side 103) er derfor uden betydning for det af skattemyndighederne udøvede skøn.

På denne baggrund gøres det sammenfattende gældende, at A ikke har løftet bevisbyrden for, at skønnet er udøvet på et fejlagtigt grundlag eller har ført til et åbenbart urimeligt resultat, hvorfor Skatteministeriet skal frifindes.

For så vidt angår As subsidiære påstand, gøres det gældende, at såfremt retten måtte finde, at SKATs skøn er udøvet på et forkert grundlag eller har ført til et åbenbart urimeligt resultat skal sagen hjemvises til fornyet behandling ved SKAT med henblik på, at SKAT udøver et fornyet skøn, efter de retningslinjer som retten måtte udstikke.

..."

Sagsøgte har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med de anførte anbringender.

Rettens begrundelse og afgørelse

Det er udgangspunktet, at indkomst er skattepligtig, jf. statsskattelovens § 4. Man har pligt til selv at angive sin indkomst til skattemyndighederne, jf. skattekontrollovens § 1, og skattemyndighederne kan i visse tilfælde og under visse betingelser foretage en skønsmæssig skatteansættelse, jf. skattekontrollovens § 5, stk. 3, jf. § 3, stk. 4.

Det fremgår af blandt andet Landsskatterettens afgørelse af 11. februar 2015, at sagsøgeren ikke i indkomståret 2008 har ført løbende bogføring i sin taxavirksomhed. Dette er ikke bestridt af sagsøgeren. Sagsøgerens regnskabsmateriale for 2008 kan derfor ikke anvendes som grundlag for en vurdering af sagsøgerens indtægter i 2008, og retten finder, at skattemyndighederne allerede af denne årsag har været berettiget til at foretage en skønsmæssig fastsættelse af sagsøgerens indkomst for 2008, jf. skattekontrollovens § 5, stk. 3, jf. § 3, stk. 4.

Afgørende er herefter, om skattemyndighedernes skønsmæssigt fastsættelse af sagsøgerens indkomst for 2008 er udøvet på et fejlagtigt grundlag eller har ført til et åbenbart urimeligt resultat.

Sagsøgeren har gjort gældende blandt andet, at skattemyndighederne ved skønnets fastsættelse ikke har taget højde for en kontantbeholdning fra salget af ejendommen beliggende Y1-Adresse, Y2-By.

Af købsaftalen af 14. marts 2013 vedrørende ejendommen Y1-Adresse, Y2-By (ekstraktens side 91) fremgår, at sælgerne er MN og A samt at køber er en efter de oplysninger, som foreligger for retten udenforstående tredjemand. Sagsøgeren har forklaret blandt andet, at han i 2008 solgte lejligheden til hans datter og svigersøn, IS, og at han i den forbindelse fik 200.000 kr. kontant fra IS og datteren. Sagsøgerens forklaring om, at han i 2008 solgte lejligheden står i modsætning til det faktum, at sagsøgeren ved salget af lejligheden i 2013 til den udenforstående tredjemand står anført i købsaftalen som værende sælger. Det er på denne baggrund ikke dokumenteret eller sandsynliggjort af sagsøgeren, at han i 2008 fik et kontantbeløb på 200.000 kr. for salg af lejligheden.

Sagsøgeren har tillige gjort gældende blandt andet, at skattemyndighederne ved skønnets fastsættelse ikke har taget højde for, at han og hans ægtefælle i forbindelse med sønnens bryllup den 17. juni 2007 fik betydelige kontantbeløb fra bryllupsgæsterne i alt 250.000 kr. og at det er kutyme i sagsøgerens kultur, at det er forældrene, som modtager de kontante gavebeløb, som så senere benyttes til gaver til gavegiverne. Sagsøgeren har i den forbindelse forklaret blandt andet, at dokumentet i ekstraktens side 49-51 (med tilhørende oversættelse fra farsi til dansk i ekstraktens side 53-57) udgør en oversigt over henholdsvis gavegivere og modtagne bryllupsgavebeløb. IB, der er sagsøgerens svigerdatter, har forklaret, at det var hende og sagsøgeren, som udarbejdede dokumentet i ekstraktens side 49-51, og at det er en liste over modtagne bryllupsgaver.

Den danske oversættelse af det pågældende dokument er påtegnet med oversætterens en statsautoriseret translatørs erklæring om, at oversættelsen fra farsi til dansk er fuldstændig og nøjagtig gengivelse af det forelagte dokument. Retten lægger dette til grund som ubestridt.

Ud fra den danske oversættelse konstaterer retten herefter, at dokumentet indeholder en angivelse af en lang række navne, hvor der ud for hvert navn er anført et tal. Det fremgår af dokumentet, at det ikke er alle navneangivelserne, som er fuldstændige, idet der ved visse navne fx. er sat spørgsmålstegn. Retten konstaterer endvidere, at dokumentet ikke har en overskrift, tekst eller andet, som angiver, at der er tale om en liste over modtagne bryllupsgaver, herunder en liste over modtagne bryllupsgaver ved sagsøgerens søns bryllup. Det er på denne baggrund ikke dokumenteret eller sandsynliggjort af sagsøgeren, at dokumentet i ekstraktens side 49-51 udgør en liste over modtagne bryllupsgaver til sønnens bryllupsfest den 17. juni 2007, som gik videre til sagsøgeren.

Sagsøgeren har gjort gældende endvidere, at det privatforbrug, som skattemyndighederne har skønnet, ligger væsentligt over, hvad sagsøgeren og dennes familie har brugt.

Det fremgår af sagsøgerens årsopgørelse for 2008 (ekstraktens side 73), at sagsøgeren i 2008 havde en selvangivet skattepligtig indkomst på 243.634 kr. Af skattemyndighedernes sagsnotat af 21. oktober 2010 vedrørende telefonsamtale med MN fremgår, at MN forklarede, at "han boede og stadig bor hjemme hos sin far", og at "han ikke har haft noget privatforbrug af samme årsag". Sagsøgeren har ikke under rettens behandling af sagen indkaldt MN som vidne. På denne baggrund finder retten, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes vurdering af, at privatforbruget skal beregnes ud fra den forudsætning, at privatforbruget skal dække en husstand på 3 voksne.

Det fremgår af sagens akter blandt andet Landsskatterettens afgørelse at sagsøgerens og dennes husstands privatforbrug i både indkomståret før og indkomstårene efter 2008 var ikke-ubetydeligt større end det privatforbrug på 124.080 kr., som sagsøgeren mener, at privatforbruget var på i 2008.

På ovenstående baggrund og henset til det ovenfor anførte om rettens opfattelse vedrørende henholdsvis den af sagsøgeren påståede indkomst på 200.000 kr. ved lejlighedssalg og den af sagsøgeren påståede indkomst i 2007 på 250.000 kr. ved bryllupsgaver har sagsøgeren ikke har ført dokumentation eller tilstrækkelig sandsynliggørelse af, at skattemyndighedernes skønsmæssige fastsættelse af sagsøgerens privatforbrug i 2008 skal tilsidesættes. Sagsøgerens anbringende om, at han i vidt omfang har benyttet sig af kontanter i sin taxa-virksomhed, og at dette bør tillægges betydning ved skattemyndighedernes fastsættelse af privatforbruget, fremstår som ubegrundet i sagens omstændigheder i øvrigt.

Samlet set finder retten således, at sagsøgeren ikke har løftet bevisbyrden for, at skattemyndighedernes skønsmæssige fastsættelse af den skattepligtige indkomst for 2008 således som denne er fastsat ved Landsskatterettens afgørelse er udøvet på et forkert grundlag eller har ført til et åbenbart urimeligt resultat.

Sagsøgtes frifindelsespåstand tages derfor til følge.

Henset til sagens udfald skal sagsøgeren betale sagsomkostninger til sagsøgte. Sagsomkostningerne der udgør sagsøgtes rimelige udgifter til advokatbistand fastsættes til 50.000 kr. som nedenfor bestemt. Retten har ved fastsættelsen af sagsomkostningernes størrelse lagt vægt på blandt andet landsretspræsidenternes vejledende salærtakster i civile proceduresager sammenholdt med sagens værdi samt sagens karakter og omfang.

T h i k e n d e s  f o r  r e t:

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgeren, A, betaler inden 14 dage til sagsøgte, Skatteministeriet, sagsomkostninger med 50.000 kr.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8a.

http://www.afgoerelsesdatabasen.dk/ShowDoc.aspx?q=13-0074166&docId=dom-lsr-13-0074166-full

 

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter