Dato for udgivelse
16 Dec 2016 07:47
Dato for afsagt dom/kendelse
24 Aug 2016 10:45
SKM-nummer
SKM2016.605.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
BS 159-520/2015
Dokument type
Dom
Emneord
Klagebehandling, klageinstans, bevisbyrden, avisningsvirkning
Resumé

Skatteankestyrelsen havde afvist sagsøgerens klage, da klagen ikke var vedlagt den påklagede afgørelse, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 3 og 7.

Det var ikke klart, hvilken afgørelse sagsøgeren ønskede at påklage til Skatteankestyrelsen, og sagsøgeren havde ikke bevist, at denne afgørelse var sendt til styrelsen. Der var derfor ikke grundlag for at tilsidesætte Skatteankestyrelsens afvisning som ugyldig.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Reference(r)

Skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 3 og 7

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2016-2, A.A.10.2.2

Redaktionelle noter

Se Østre Landsrets dom SKM2017.479.ØLR den 27. april 2017


Parter

A

(Advokat, Selvmøder)

mod

Skatteministeriet

(Kammeradvokaten, v/advokat Mikkel Isager-Sally)

Afsagt af byretsdommer

Søren Holm Seerup

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen, der er anlagt den 14. april 2015, vedrører anfægtelse af Skatteankestyrelsens afgørelse af 12. januar 2015, hvorved Skatteankestyrelsen har afvist sagsøgers klage med henvisning til, at Skatteankestyrelsen fra sagsøger ikke havde modtaget nogen afgørelse, der kunne påklages til styrelsen.

Sagsøgerens påstand er, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at Skatteankestyrelsens afgørelse af 12. januar 2015 er ugyldig.

Sagsøgtes påstand er frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Ved afgørelse af 19. juni 2014 har SKAT meddelt A, at hele hans gæld til det offentlige blev eftergivet. Afgørelsen indeholdt sålydende klagevejledning:

"...

Du kan fastholde din klage over afgørelsen, da vi ikke giver dig fuldt medhold i din klage, vi har ikke genoptaget behandlingen af din ansøgning, men truffet en ny afgørelse efter en samlet vurdering af sagen. Hvis du ønsker at fastholde din klage, skal du inden 1 måned efter du har modtaget afgørelsen sende din klage til Skatteankestyrelsen.

..."

Afgørelsen er truffet under SKATs j.nr. ...1

Ved brev af 21. juli 2014 fra A til Skatteankestyrelsen har A påklaget "afgørelse af 6. juli 2010". Af fremlagt datalog hhv. kvittering fra klageportalen fremgår, at klagen vedrører følgende

"...

Afgørelsesdato:                   19. juni 2013 i

Journal-/sagsnr.:                    ...2

..."

Endvidere fremgår, at følgende dokumenter var uploadet:

"...

Klage: Skatteankestyrelsen 06.pdf

Afgørelse: SKAT Eftergivelse 001.tif

Ekstra dokument 1: SKAT Eftergivelse 002.tif

Ekstra dokument 2: SKAT Eftergivelse 003.tif

Ekstra dokument 3: Skatteankestyrelsen 06.pdf

..."

Ved brev af 29. august 2014 har Skatteankestyrelsen skrevet som følger til A:

"...

Den 5. maj klagede du til Skatteankestyrelsen over SKATs afgørelse om afslag på eftergivelse. På baggrund af din klage genoptog SKAT afgørelsen af 11. februar 2014 og imødekom din anmodning om eftergivelse.

Skatteankestyrelsen afviste den 21. februar 2011 din klage over SKATs afgørelse af 6. juli 2011 (vores sagsnr. ...4). Det fremgår af afgørelsen, at klagen var modtaget efter klagefristens udløb, og at der ikke var særlige omstændigheder, der kunne begrunde, at der blev bortset fra overskridelsen af fristen.

Da SKAT således har genoptaget afgørelsen af 11. februar 2011 og givet dig fuldt medhold, og Skatteankestyrelsen allerede har behandler din klage over SKATs afgørelse af 6. juli 2010, ses der ikke på det foreliggende grundlag at være nogen afgørelse, der kan påklages til Skatteankestyrelsen.

Vi foretager os derfor ikke yderligere i anledningen af din henvendelse.

..."

Brevet er sendt under sagsnr. ...3.

Ved brev af 29. november 2014 har sagsøger, A, skrevet som følger til Skatteankestyrelsen:

"...

Klage vedrørende Deres Sags.nr.: ...3

Deres skrivelse af 29. august 2014 er dels baseret på præmisser, der er direkte i strid med sagens fakta, dels på en afgørelse, af 21. februar 2014, som jeg ikke havde grund til at gøre indsigelse mod, eftersom SKAT i mellemtiden, 11. februar 2014, havde fremsendt en ny afgørelse i samme sag, som jeg efterfølgende, 4. og 11. maj 2014, har klaget over:

- I mine klager over SKAT's afgørelse af 11. februar 2014 af 4. og 11. maj 2014 adresserer jeg særdeles grundigt de af SKAT frem førte påstande om forældelse, der udgør præmisserne for Skatteankestyrelsens afgørelse af 21. februar 2014. Derfor mener jeg ikke at Skatteankestyrelsens afgørelse af 21. februar 2014, kan stå ved magt, eftersom den vedrører en klage over SKAT's af 6. september 2013, som SKAT selv har omgjort to gange (16. oktober 2013 og 11. februar 2014). Er i øvrigt i besiddelse af adskillige dokumenter, der styrker min påstand om, at forældelse ikke kan gøres gældende de er formentlig alle allerede fremsendt enten til Landsskatteretten (2013) eller Skatteankestyrelsen (2014)

- I skrivelse påstår du, at jeg har fået fuldt medhold i klagen. Det er imidlertid forkert, for jeg har slet ikke fået medhold i min klage, gælden er tvært imod eftergivet i juni 2014 med en hel anden begrundelse se nedenfor.

- Det fremgår af SKAT's brev af 19. juni 2014, at SKAT ikke har genoptaget min ansøgning jævnfør side 1, 4. og 7. afsnit.

- Eftersom jeg har indbetalt et ikke ubetydeligt beløb i de fire år, der ligger mellem de to afgørelser, undgår SKAT med denne afgørelse at tilbagebetale et større beløb, der uberettiget er opkrævet i perioden juni 2010 - juni 2014.

Det er lidt for smart af SKAT først at trække sagen i langdrag i ni måneder, og dernæst at påstå overfor Skatteankestyrelsen, at jeg har fået medhold i klagen, når det ikke er tilfældet.

..."

Af fremlagt datalog hhv. kvittering fra klageportalen fremgår, at klagen vedrører

Afgørelsesdatoen:                29. august 2014

Journal-/sagsnr.:                    ...3

Endvidere fremgår, at følgende dokumenter var uploadet:

Klage:                                   Skatteankestyrelsen 08.pdf

Afgørelse:                             Skatteankestyrelsen 29-08-2014.tif

Ekstra dokument 1:              SKAT 19-07-2014 001.tif

Ekstra dokument 2:              SKAT 19-07-2014 002.tif

Ekstra dokument 3:              SKAT 19-07-2014 003.tif

Ved brev af 5. december 2014 har Skatteankestyrelsen skrevet som følger til A:

"...

Klage over Skatteankestyrelsens sag med sagsnr. ...3

Vi har modtaget din klage af 29. november 2014.

Vi fastholder, at der ikke i det fremsendte materiale er nogen afgørelse, der kan påklages til Skatteankestyrelsen.

Vi har tidligere afvist din klage over SKATs afgørelse af 6. juli 2010 og SKAT har efter vores opfattelse genoptaget afgørelsen af 11. februar 2014, og giver dig fuldt medhold. SKAT har ikke taget stilling til forældelse i de omhandlede afgørelser.

Som klageinstans kan vi kun behandle klager over SKATs afgørelser.

Du bedes derfor inden 14 dage fremsende den afgørelse, du ønsker at klage over. Det bemærkes, at der ikke ses at være en afgørelse om forældelse i det materiale, du tidligere har fremsendt.

Hvis vi ikke modtager en afgørelse, der kan påklages til os inden fristens udløb, afvises klagen.

..."

Ved brev af 29. december 2014 har A skrevet som følger til Skatteankestyrelsen:

"...

Angående klage vedrørende Sagsnr.: ...3

Skatteankestyrelsen anfører i sin seneste skrivelse, vedrørende min klage af 29. november 2014, at der mangler oplysninger/dokumenter vedrørende klagen.

Det fremgår dog ikke på nogen måde klart at skrivelsen, hvilke oplysninger, der mangler i forhold til klagen. Eftersom jeg mener, at den medsendte, samt tidligere fremsendt dokumentation fuldt ud belyser, de klagepunkter, jeg fremfører i min klageskrivelse så Skatteankestyrelsen må præcisere, hvilken dokumentation der mangler.

...

Bilag: Min klage at 29. november 2014

Kvittering fra klageportalen.

..."

Skatteankestyrelsen har herefter truffet sålydende afgørelse af 12. januar 2015:

"...

Skatteankestyrelsens afgørelse

Klagen afvises.

Skatteankestyrelsens bemærkninger og begrundelse

Ved indsendelsen af klagen har klageren ikke vedlagt den afgørelse, der klages over, eller sagsfremstillingen.

Når der klages over en afgørelse, skal afgørelsen og sagsfremstillingen sendes med klagen. Er denne betingelse ikke opfyldt, giver vi en frist til at indsende afgørelsen og sagsfremstillingen. Er dokumenterne ikke indsendt inden fristens udløb, afvises klagen. Reglerne fremgår af skatteforvaltningslovens 35 a, stk. 3 og 7.

Vi har bedt klageren om ar indsende afgørelsen i brev af 5. december 2014, hvor vi har givet en frist på 14 dage til at indsende materialet.

Klageren har ved mail til Skatteankestyrelsen af 29. december 2014 meddelt, at han flere gange forgæves har forsøgt at uploade svarskrivelse med dokumentation som svar på anmodning om supplerende materiale.

Vi har ikke modtaget en afgørelse der kan påklages til os. Vi afviser derfor klagen, idet det bemærkes, at der har været mulighed for at fremsende afgørelsen på anden vis end ved at uploade den.

Klagen vil blive behandlet, hvis der inden udløbet af den oprindelige klagefrist indgives en ny klage, der opfylder betingelserne.

..."

Parternes synspunkter

Sagsøgeren, A, har procederet i overensstemmelse med følgende anbringender, der fremgår af påstandsdokument af 3. august 2016:

"...

Skatteankestyrelsens afgørelse af 12. januar 2015 ... anføres to grunde til afvisning af klagen:

"Ved indsendelse af klagen, har klager ikke vedlagt den afgørelse, der klages over, eller sagsfremstillingen. "

"Vi har ikke modtaget en afgørelse, der kan påklages til os. " I Skatteankestyrelsens skrivelse af 25. juli 2014 ... påstås det: "Afgørelsen fulgte ikke med klagen"

Man fristes ud fra dette til at antage, at Skatteankestyrelsen betragter den administrative klagebehandling som en gættekonkurrence, hvor klageren taber, såfremt pågældende ikke opdager eller tyder alle de kryptiske meldinger, der er skjult i sagsøgtes svar og afgørelser.

Imidlertid er Skatteankestyrelsen, som endelig administrativ klageinstans, forpligtet til at overholde forvaltningsloven, herunder reglerne om begrundelse og klagevejledning i §§ 22-26.

Allerede den oprindelige klage indsendt 21. juli 2014, hvor klagerne af 5. og 11. maj 2014 ... fastholdes, var vedlagt såvel den afgørelse, SKAT IC 19. juni 2014, der klages over ..., som en sagsfremstilling ... desuden var afgørelsen ... igen vedlagt min klage af 29. november 2015 ... hvorfor der ikke er grundlag for Skatteankestyrelsens påstand i afgørelsen af 12. januar 2015 ..., om at der ikke var vedlagt en afgørelse, der kunne påklages til Skatteankestyrelsen.

...

SKAT's afgørelser af 11. februar 2014 ... og 19. juni 2014 ... vedrører begge en klage af 7. maj 2013. Der er klaget til Skatteankestyrelsen over disse afgørelser henholdsvis 5. maj 2014 ... og 21. juli 2014 ...

Klagen af 7. maj 2013 ... er baseret på oplysninger, om fejl i sagsbehandlingen i 2010, som jeg først fik kendskab til 7. februar 2013. Fejl der dokumenterbart havde afgørende betydning for udfaldet af SKAT's afgørelse i af 6. juli 2010.

Grundlaget for klagen af 7. maj 2013 er således et helt andet end grundlaget for klagen af 6. september 2012, ikke mindst på baggrund af, at SKAT, trods af flere klager i juli 2010, havde tilbageholdt disse oplysninger indtil februar 2013.

SKAT har i 2013 erkendt, at der var begået adskillige fejl i sagsbehandlingen, både i 2010 og 2013, og derfor grundlag for at behandle afgørelsen af 6. juli 2010 på ny, og på det grundlag iværksat en ny behandling af min klage af 7. maj 2013, jævnfør direktør SJ brev af 16. oktober 2013 ...

SKAT's afgørelse af 11. februar 2014 er resultatet af denne ny sagsbehandling, og det er den afgørelse, jeg påklager til Skatteankestyrelsen med mine klager af 5. maj og 11. maj 2014 ...

Skattankestyrelsen hævder i sin skrivelse af 29. august 2014 ..., på grundlag af Skatteankestyrelsens afgørelse af 21. februar 2014 at:

"... Skatteankestyrelsen allerede har behandlet din klage over SKATs afgørelse af 6. juli 2010, ses der ikke på det foreliggende grundlag at være nogen afgørelse, der kan påklages til Skatteankestyrelsen. "

Imidlertid kan en afgørelse vedrørende en tidligere klage ikke have afvisningsvirkning, når der, uden klagers egen skyld, efter klagens fremsendelse er fremkommet nye oplysninger, der kunne have ført til et andet resultat, og der i afgørelsen ikke er taget stilling til disse, særligt hvis det kan tilskrives modparten, at disse ikke er fremkommet tidligere, jf. UfR 2001.1564 V og UfR 2012.2392 H. Det kan i særdeleshed ikke være tilfældet, når sagen allerede før afgørelsen er genoptaget på det nyt grundlag.

Eftersom grundlaget for klagen af 7. maj 2013 er et andet, og er baseret på oplysninger, der først er kommet til mit kendskab efter indsendelsen af klagen af 6. september 2012, kan en afgørelse vedrørende klagen af 6. september 2012 ikke tillægges afvisningsvirkning i forhold til min klage af 7. maj 2013.

Under alle omstændigheder har sagsøgte selv frasagt sig den mulighed, ved at genoptage behandlingen af afgørelsen af 6. juli 2010 i oktober 2013, på grundlag af min klage af 7. maj 2013, ...

Skatteankestyrelsens afgørelse af 21. februar 2014 ... behandler alene min klage af 6. september 2012 ..., og de genoptagelsesgrunde, der angives i den klage, jævnfør mit processkrift 01, ... Derudover henvises i afgørelsen kun til en klage ... over sagsbehandlingen i 2013 og 2014, sendt 12. februar 2014, en klage som ikke har relevans for de efterfølgende klager.

Skatteankestyrelsen har således ikke i afgørelsen af 21. februar 2014 taget stilling til grundlaget for min klage af 7. maj 2013, hvorfor afgørelsen ikke kan have afvisningsvirkning i forhold til den klage, eller senere klager over afgørelser angående klagen af 7. maj 2013.

Klagen af 21. juni 2014 er ikke en klage over, at SKAT eftergav gælden 19. juni 2014, i henhold til inddrivelseslovens § 13, stk. 6, men en fastholdelse af min klage af 5. maj 2014, der bestrider grundlaget for afvisningen af eftergivelse i SKAT's afgørelse af 6. juli 2010, i henhold til inddrivelseslovens § 13, stk. 2.

Desuden anfører Skatteankestyrelsen i sin skrivelse af 19. juni 2014 ..., at:

"SKAT har nu meddelt, at de har genoptaget og ændret afgørelsen, og at du er enig i dette."

Det er i strid med fakta, eftersom SKAT netop ikke genoptog afgørelsen, ... men eftergav gælden på et andet grundlag. Så der er ikke tale om, at jeg har fået fuldt medhold, som krævet af skatteforvaltningslovens § 35, stk. 5, nr. 2, (LOV nr. 649 af 12/06/2013, der var gældende i 2014). Desuden blev jeg ikke hørt, som krævet i henhold til samme lovs § 35, stk. 5.

Det gøres derfor gældende, at Skatteankestyrelsens afgørelse af 21. februar 2015 er ugyldig, idet det er fastslået, at der allerede med den oprindelige klage over afgørelsen af 19. juni 2014 var indsendt en afgørelse, der kunne påklages til Skatteankestyrelsen, samt at Skatteankestyrelsens afgørelse af 21. februar 2014 ikke har afvisningsvirkning i forhold til min klage af 21. juli 2014.

..."

Under proceduren har sagsøger gjort gældende, at han har ønsket at påklage SKATs afgørelse af 19. juni 2014, og at denne afgørelse blev uploadet til Skatteankestyrelsen samtidig med hans klage af 21. juli 2014 og igen samtidig med hans klage af 29. november 2014.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har procederet i overensstemmelse med følgende anbringender, der fremgår af påstandsdokument af 3. august 2016:

"...

Til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand gøres det overordnet gældende, at Skatteankestyrelsens afgørelse af 12. januar 2015 (bilag B) er lovlig og gyldig.

Det følger af skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 3, at en klage til skatteankeforvaltningen (dvs. Skatteankestyrelsen) skal være skriftlig og begrundet, og at den afgørelse, der påklages, skal følge med klagen. Hvis der er udarbejdet en sagsfremstilling til brug for afgørelsen, skal også sagsfremstillingen følge med klagen. Hvis den påklagede afgørelse og en udarbejdet sagsfremstilling ikke følger med klagen, kan skatteankeforvaltningen give klageren en frist til ar udbedre manglen. Hvis klageren ikke udbedrer manglen inden fristens udløb, afviser skatteankeforvaltningen klagen, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 7.

Sagsøgeren har ikke med sin klage af 4. (eller 5.) maj 2014 ... indsendt en afgørelse, der kan påklages til Skatteankestyrelsen.

... Skatteankestyrelsen [har] allerede den 21. februar 2014 ... afvist sagsøgerens klage over SKATs afgørelse af 6. juli 2010 ... Og SKAT har genoptaget afgørelsen af 11. februar 2014 ... og ved afgørelse af 19. juni 2014 ... imødekommet hans ansøgning om eftergivelse af studiegæld til det offentlige på 581.000 kr. Det er derfor i det hele taget uklart, hvad sagsøgeren overhovedet ønskede af klage over.

Sagsøgeren har således ikke fremsendt den afgørelse, som han ønsker at påklage, ligesom han ikke i øvrigt under sagens behandling for Skatteankestyrelsen på nogen forståelig måde har tilkendegivet, hvilken afgørelse han ønsker at påklage. Skatteankestyrelsen opfordrede endda ved brev af 5. december 2014 ... endnu engang sagsøgeren til at fremsende den afgørelse, lian ønskede at påklage.

Skatteankestyrelsen har derfor været berettiget og forpligtet til at afvise klagen, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 7, jf. stk. 3. Der er dermed ikke grundlag for at tilsidesætte Skatteankestyrelsens afgørelse af 12. januar2015 ...

Det er fortsat uforståeligt, hvilken afgørelse, sagsøgeren ønskede at påklage til Skatteankestyrelsen. Sagsøgeren har således heller ikke under retssagen skabt nogen klarhed herover. Under alle omstændigheder skal spørgsmålet om berettigelsen af Skatteankestyrelsens afvisning ... ikke afgøres på grundlag af de oplysninger, der er fremkommet under retssagen, men derimod alene på grundlag af de oplysninger, som forelå for Skatteankestyrelsen.

..."

Rettens begrundelse og afgørelse

Retlig regulering

Skatteforvaltningslovens § 35 a indeholder bl.a. følgende bestemmelser:

Stk. 3. Klagen skal være skriftlig og begrundet, og den afgørelse, der påklages, skal følge med klagen. Er der udarbejdet en sagsfremstilling til brug for afgørelsen, skal også sagsfremstillingen følge med klagen. Klagen skal være modtaget i skatteanke-forvaltningen senest 3 måneder efter modtagelsen af den afgørelse, der klages over. Har klageren ikke modtaget afgørelsen, skal klagen være modtaget, senest 4 måneder efter at den afgørelse, der klages over, er afsendt fra den myndighed, der har truffet afgørelsen. Ved klage over de almindelige vurderinger eller omvurderinger efter §§ 1 eller 3 i lov om vurdering af landets faste ejendomme skal klagen dog være modtaget senest den 1. juli i året efter vurderingsåret, medmindre skatteministeren fastsætter en længere frist.

...

Stk. 7. Hvis en klage er udformet eller begrundet på en sådan måde, at den ikke kan tjene som grundlag for visiteringen af sagen eller sagens videre behandling, kan skatteanke-forvaltningen give klageren en frist til at udbedre manglen. Det samme gælder, hvis den påklagede afgørelse og en udarbejdet sagsfremstilling ikke følger med klagen. Hvis klageren ikke udbedrer manglen inden fristens udløb, afviser skatteanke-forvaltningen klagen.

Spørgsmål om ugyldighed

Sagsøger bærer bevisbyrden for, at den anfægtede forvaltningsakt er behæftet med en retlig mangel, der kan medføre forvaltningsaktens ugyldighed.

Af skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 3 og 7, følger, at sagsøger har haft pligt til at oplyse sagen for så vidt angår spørgsmålet om, hvilken afgørelse sagen angår, herunder at tilstille Skatteankestyrelsen genpart af den forvaltningsakt, som påklages.

Efter bevisførelsen for retten står det ikke klart, hvilken afgørelse sagsøger har ønsket at indbringe for Skatteankestyrelsen ved klagen af 29. november 2014, ligesom sagsøger ikke har løftet bevisbyrden for at have tilstillet Skatteankestyrelsen en genpart af denne afgørelse. Retten lægger herved særlig vægt på, at sagsøger ikke fremsendte nogen afgørelse til Skatteankestyrelsen som svar på styrelsens brev af 5. december 2014, hvor sagsøger fik 14 dages frist til at fremsende den afgørelse, han ønskede at påklage.

Retten finder derfor, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Skatteankestyrelsens vurdering, hvorefter styrelsen fra sagsøger ikke har modtaget en afgørelse, der kan påklages til styrelsen.

Sagsøgte, Skatteministeriets, frifindelsespåstand tages derfor til følge.

Sagsomkostninger

Ved fastsættelse af sagsomkostninger har retten lagt vægt på sagens udfald

og omfang.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøger, A, skal inden 14 dage betale sagsomkostninger til sagsøgte, Skatteministeriet, med 12.500 kr.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter