Dato for udgivelse
26 Apr 2017 11:06
Dato for afsagt dom/kendelse
11 Apr 2017 10:51
SKM-nummer
SKM2017.313.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
BS 46D-3984/2016
Dokument type
Dom
Emneord
Moderselskab, datterselskab, hovedkontor, rådighed, kørebog, tysk, indregistreret, dokumenteret, karakter, permanente, tilbagevendende, opgaver
Resumé

Sagen angik, om en skatteyder skulle beskattes af modtagne rejsegodtgørelser og værdien af fri bil for indkomstårene 2010, 2011 og 2012.

Skatteyderen var hovedaktionær og direktør i et dansk moderselskab, et tysk datterselskab og et litauisk datterselskab. Koncernen beskæftigede sig med speditions- og transportvirksomhed.

I perioden 2010-2012 rejste skatteyderen til Y1-by i Litauen, hvor det litauiske datterselskab havde hovedkontor. Han modtog rejsegodtgørelse fra det danske moderselskab for rejserne. I samme periode fik han stillet en bil til rådighed fra det tyske datterselskab. Der var udarbejdet en rekonstrueret kørebog for bilens kørsel. Bilen var tysk indregistreret.

Vedrørende den udbetalte rejsegodtgørelse fandt retten, at skatteyderen hverken havde dokumenteret, at han havde udført arbejde for det danske selskab i Litauen eller at rejserne var sket i det danske selskabs interesse. Af begge grunde kunne det danske selskab ikke udbetale rejsegodtgørelse skattefrit. Endeligt tiltrådte retten det af Skatteministeriet anførte om, at skatteyderens arbejde i det litauiske datterselskab havde karakter af permanente og tilbagevendende ledelsesmæssige opgaver. Han havde derfor ikke et midlertidigt arbejdssted i Y1-by i Litauen.

Til spørgsmålet om fri bil anførte retten, at skatteyderen havde bilen til rådighed for privat brug, og at bilen rent faktisk var anvendt privat. Retten fremhævede, at der var betalt indkomstskat af bilen i Tyskland, og at der alene var udarbejdet en rekonstrueret kørebog. Ifølge kørebogen havde han kørt i bilen fra sin privatadresse til arbejde, og han havde ikke godtgjort, at denne kørsel havde været erhvervsmæssig.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Reference(r)

Ligningslovens § 9, stk. 4

Ligningslovens § 16, stk. 4

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2017-1, C.A.5.14.1.11

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2017-1 C.A.7.1.4

Henvisning

Den juridiske vejledning 2017-1, C.A.7.2.4

Redaktionelle noter

Senere instans: Se dom fra landsretten SKM2018.159.ØLR, den 15. februar 2018.


Parter

A

(v/Adv. Troels Troldtoft Henriksen

Mod

Skatteministeriet

(Kammeradvokaten v/Adv. Fm. Esben Ravnsbæk Johannsen)

Afsagt af byretsdommer

Poul Gorm Nielsen

Sagens baggrund og parternes påstande

Denne sag, der er anlagt den 7. juli 2016, vedrører spørgsmålet om, hvorvidt A skal beskattes af modtagne rejsegodtgørelser og værdien af fri bil for indkomstårene 2010, 2011 og 2012. Sagen drejer sig endvidere om, hvorvidt der er grundlag for at beskatte A af værdi af fri bil i 2010 til 2012.

A har nedlagt påstand om, principielt at Skatteministeriet skal anerkende, at As skatteansættelser for indkomståret 2010 nedsættes med 213.736 kr. for indkomståret 2011 nedsættes med 340.315 kr. og for indkomståret 2012 nedsættes med 216.535 kr.

Subsidiært at Skatteministeriet skal anerkende, at As skatteansættelser for indkomst årene 2010, 2011 og 2012 hjemvises til fornyet behandling hos SKAT.

Påstanden er opgjort således:

For indkomståret 2010

Ikke grundlag for beskatning af værdi af fri bil: 210.000 kr.

Ikke grundlag for beskatning af rejsegodtgørelse: 3.736 kr.

For indkomståret 2011

Ikke grundlag for beskatning af værdi af fri bil: 210.000 kr.

Ikke grundlag for beskatning af rejsegodtgørelse: 130.315 kr.

For indkomståret 2012

Ikke grundlag for beskatning af værdi af fri bil: 161.000 kr.

Ikke grundlag for beskatning af rejsegodtgørelse: 55.285 kr.

Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Oplysningerne i sagen

Skatte- og Vurderingsankenævnet har den 27. april 2016 truffet afgørelse. Af afgørelsen fremgår følgende:

Klager: A

Klage over: SKATs afgørelse af 04-06-2014

Cpr-nr./CVR-nr.: xxx

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Klagerens opfattelse

Skatte- og Vurderingsankenævnets afgørelse

2010

Fri bil

Skattefri godtgørelse anset for løn

 

210.000

3.736

 

0

0

 

210.000

3.736

2011

Fri bil

Skattefri godtgørelse anset for løn

 

210.000

130.315

 

0

0

 

210.000

130.315

2012

Fri bil

Skattefri godtgørelse anset for løn

 

161.250

55.285

 

0

0

 

161.250

55.285

Møde mv.

Klageren og hans repræsentant har udtalt sig til styrelsens sagsbehandler på et kontormøde, ligesom de har udtalt sig ved et møde med skatteankenævnet.

Faktiske oplysninger

Klageren er hovedaktionær i G1 via sit ejerskab af G2.

G1 ejer det Litauiske selskab G3 og G4.

G3 og G4 drev vognmandsvirksomhed, medens G1 hovedsageligt drev speditionsvirksomhed og i begrænset omfang vognmandsvirksomhed.

G1 indgik således aftale om transport og fordelte transportopgaverne mellem de 2 datterselskaber.

Klageren var direktør i de 3 selskaber. Klageren modtog løn fra alle 3 selskaber. Der er fremlagt lønsedler mv.

Rejsegodtgørelse

Klageren har i 2010, 2011 og 2012 fået udbetalt skattefri rejsegodtgørelse med henholdsvis 3.736 kr., 135.449 kr. og 57.715 kr. fra G1. Godtgørelsen er hovedsageligt udbetalt for rejser til Litauen. I Litauen arbejdede klageren for G1 og G3. Der er fremlagt skemaer og anden dokumentation over rejserne. Efter juni 2012 har klageren ikke modtaget godtgørelse, da han på det tidspunkt flyttede til Litauen.

Opgørelserne over rejserne, hvor der er udbetalt rejsegodtgørelse, viser:

  • at der i 2010 har været 101 døgn i Litauen, heraf 78 døgn fra 26. juli til årets udgang. Der er kun udbetalt rejsegodtgørelse for 4 døgn.
  • at der i 2011 har været 203 døgn i Litauen fordelt på 13 rejser.
  • at der i 2012 har været 89 døgn i Litauen i perioden januar til 8. juni.

Klageren har oplyst, at han under ophold i Litauen udførte arbejde for G1, som han normalt ellers ville have udført i Danmark.

Fri bil

Klageren har haft firmabil til rådighed. Der er tale om en Mercedes Benz E350 med tysk reg.nr. ...Q. Bilen er stillet til rådighed af G4. Bilen er anskaffet af selskabet 2. juli 2009.

Bilens kilometerstand var i juli 2011 48.241 km, pr. 16. april 2012 57.817 km, pr. 28. juni 2012 61.632 km og ved salg i november 13 85.000 km.

Bilen var afgiftsfritaget efter registreringsafgiftslovens § 1, stk. 4 og 5.

Afgiftsfritagelse er givet pr. 12. juli 2011.

Klagerens ægtefælle har været anset hos Y2 kommune og har ifølge klageren haft arbejdssted i Y3-by.

Husstanden ejer en privat bil, en VW Fox, reg.nr. ...Q1, som efter det oplyste har ca. 18.500 km årligt.

Klageren er i Tyskland blev beskattet af fri bil.

Af de fremlagte lønsedler og tyske skatteopgørelser fremgår, at der er betalt skat i Tyskland. Der er på årsopgørelserne givet nedslag for betalt skat.

Der er fremlagt et efterfølgende ført kørselsregnskab for perioden maj 2011 til juni 2012. Opgørelsen viser: dato, kørte km, formål og sted. Kilometerstand er ikke oplyst. Formål er hovedsageligt angivet til "Til fra arbejde DE".

Der er følgende antal dage med kørsler:

2011

Maj 2011: 12 dage, i alt 1.221 km

Juni 2011: 12 dage, i alt 1.602 km

Juli 2011: 7 dage, i alt 626 km

August 2011: 4 dage, i alt 296 km

September 2011: 12 dage, i alt 1.154 km

November 2011: 8 dage, i alt 769 km

December 2011: 10 dage, i alt 1.022 km

Der er i 2011 registreret 39 dage med kørsel til arbejdsplads i Y4-by, tyskand

I perioden januar 2011 til maj 2011 har klageren haft 67 rejsedage.

2012

Januar 2012: 15 dage, i alt 1.667 km

Februar 2012: 11 dage, i alt 1.914 km

Marts 2012: 14 dage, i alt 1.633 km

April 2012: 7 dage, i alt 741 km

Maj 2012: 11 dage, i alt 1.082 km

Juni 2012: 11 dage, i alt 1.166 km

Der er i 2012 registreret 62 dage med kørsel til arbejdsplads i Y4-by, tyskland

Lempelse for udenlandsk skat

SKAT har ifølge årsopgørelserne ved skatteberegningen indrømmet lempelse for udenlandsk skat med 88.838 kr. for 2010, 189.625 kr. for 2011 og 220.862 kr. for 2012.

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet klagerens indkomst således:

Indkomståret 2010

Fri bil fra G4 GmbH 210.000

Skattefri godtgørelse anses for A-indkomst 3.736

Indkomståret 2011

Fri bil fra G4 GmbH 210.000

Skattefri godtgørelse anses for A-indkomst 130.315

Indkomståret 2012

Fri bil fra G4 GmbH 161.250

Skattefri godtgørelse anses for A-indkomst 55.285

SKATs har begrundet ansættelserne således:

Skattefri godtgørelse

"Vi har bedt selskabet om at redegøre for, hvilke udgifter G1 har afholdt i forbindelse med rejserne, samt redegøre for formål med rejserne. I har ikke dokumenteret, at selskabet har afholdt udgifter til disse rejser, undtaget 1 rejse foretaget den 26. september 2011, hvor der er afholdt udgifter til en flyrejse.

Et af kravene for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse er, at arbejdsgiveren fører kontrol med rejsen erhvervsmæssige formål. Denne kontrol skal være ordentligt dokumenteret, hvilket forudsætter, at oplysningerne fremgår af arbejdsgiverens bogføringsbilag på udbetalingstidspunktet.

Dette krav er ikke opfyldt ved udbetaling af skattefri godtgørelse fra G1.

Vi mener endvidere ikke, at I efterfølgende har sandsynliggjort, at rejserne til Litauen er foretaget for at sikre den direkte indtægt i G1.

Vi mener ikke, at G1 kan anses for at være din primære arbejdsgiver, når du er i Litauen. Derimod mener vi, at G3 er din primære arbejdsgiver, når du udfører arbejde i Litauen, idet det er dette selskab, der er rejst ud til, for at sikre eksistensen af.

Det arbejde, der er udført i Litauen, er primært udført for at sikre indtægten i G3. Ud fra det materiale der er fremsendt, kan vi også konstatere, at det er SI, der har stået for at booke rejserne. Hun er ansat i G3.

Du har oplyst, at du er rejst til Litauen, fordi din tilstedeværelse i G3 var nødvendig for at få firmaet på fode igen.

Forholdet at du samtidig udfører arbejde i Litauen for både G1 og G4 GmbH ændrer ikke ved, at rejserne er foretaget for at sikre indkomsten i G3, som du også samtidig modtager løn fra.

Uanset at det arbejde, du udfører for at sikre G3, er til gavn for hele koncernen, berettiger dette ikke til, at G1 kan udbetale skattefri godtgørelse til dig. Den omsætning der genereres af det arbejde, der er udført i Litauen, kommer til beskatning hos G3. Den skattefrie godtgørelse afholdes derfor ikke af G1 for at sikre, erhverve og vedligeholde den direkte indtægt i det selskab.

Er der udført arbejde i Litauen, som direkte medfører indtægter/omsætning i G1, vil der kunne ske udbetaling af skattefri godtgørelse i det omfang, dette kan dokumenteres, og dokumentation er sikret inden udbetalingstidspunkt.

For de rejser hvor vi ikke har godkendt udbetalingen af godtgørelserne som skattefrie udbetalinger, gælder for alle årene, at vi ikke har modtaget nogen form for konkret dokumentation for rejsernes formål eller anden form for formålsbeskrivelse for hver rejse.

Vi lægger endvidere vægt på, at det ikke er G1 der har afholdt udgifterne til flyrejserne, men alene udbetalt den skattefri godtgørelse. Var rejserne afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indtægten i G1, mener vi det ville være naturligt, at også dette selskab havde afholdt rejseudgifterne.

Ud fra det materiale vi har modtaget, mener vi, at udgifterne er afholdt af G3 for at sikre indtægten i dette selskab.

Da dokumentationen for udbetaling af de skattefri rejsegodtgørelser ikke har været tilstrækkelig opfyldt på udbetalingstidspunktet og der er hovedaktionær med bestemmende i selskabet, mener vi, at der ved en efterfølgende dokumentation for de udbetalt godtgørelser, er en skærpet dokumentationspligt, som i det indsendte materiale ikke er tilstrækkelig opfyldt.

Derfor er udbetalingen af rejsegodtgørelse anset for yderligere løn og er skattepligtig efter reglerne i statsskattelovens § 4 (......) "

Fri bil

G4 GmbH har stillet firmabil til rådighed for dig. I den forbindelse har du ansøgt om afgiftsfritagelse for den kørsel du foretager i bilen i Danmark.

På din tyske indtægtsoplysninger fremgår, at du betaler for privat brug af firmabil i hele 2010, 2011 og 2012. Det fremgår også af din ansættelseskontrakt, at du såfremt du benytter firmabilen privat, skal du betale skat af benyttelsen.

På baggrund af dette mener vi, at du i Tyskland har tilkendegivet, at du benytter firmabilen privat i årene 2010, 2011 og 2012.

Ved gennemgang af dit kørselsregnskab, der er udfærdiget med baggrund i dine kalenderoplysninger, fremgår, at du anvender bilen til transport mellem hjem og arbejde hver dag. Du medbringer bilen til din bopæl ved arbejdstids ophør og kører fra din bopæl til arbejde næste dag.

Du har i kørselsregnskabet hovedsageligt oplyst formål med kørslerne som kørsel til og fra arbejde Tyskland. Det fremgår dog af stedbeskrivelsen, at du som udgangspunkt også har været i Y5-by efter hver kørsel til Y4-by.

G1 har hjemsted i Y5-by, hvor du også har kontor og arbejder.

Desuden fremgår det også af stedbeskrivelsen, at du har kørt til lufthavne og du har været i Y6-by, Y7-by, Y8-by mv. Der fremgår ingen formål med disse kørsler.

Kørselsregnskabet kan på det foreliggende grundlag ikke sandsynliggøre den samlede kørsel foretaget i bilen, idet den er rekonstrueret, og vi ikke mener, at samtlige foretagne kørsler (foretaget af dig eller andre) er medtaget i bogen. Det bekræftes blandet andet af, at besøg på værksteder ikke fremgår af kørebogen.

Al kørsel, du ikke foretager erhvervsmæssigt for G4, bliver anset for privat kørsel. Det vil sige, den kørsel du foretager for G1, i denne sammenhæng er at anse for privat kørsel, ligesom kørsel til lufthavnen når du tager til Litauen, og kørsel til og fra G1 fra hjemmet (kørsel hjem arbejde) er at anse for privat kørsel. Det samme er den kørsel, der foregår direkte fra hjemmet til G4.

Vi mener ikke, at dit kørselsregnskab kan sandsynliggøre, at du ikke har foretaget anden privat kørsel i bilen.

Det begrunder vi med, at kørselsregnskabet er udfærdiget efterfølgende, og at vi ikke kan afstemme kilometerne i regnskabet, med de oplyste kørte kilometer i løbet af den periode selskabet har ejet bilen. Du har selv ved indsendelse af kørselsregnskabet gjort opmærksom på, at det ikke er de faktisk kørte kilometer, der er oplyst, men alene et udtræk fra google.

Hvis vi sammenligner kilometeroplysninger fra kørebogen og de oplyste kilometerstande, kan de kørte kilometer opgøres sådan for følgende perioder:

Kørebog

Kilometerstandoplysninger

Juli 2009 - juli 2011

*2.823

48.241 km

Perioden juli 2011 - 16. april 2012

9.590 km

9.576 km

Perioden 16. april 2012 - 28. juni 2012

2.480 km

3.814 km

Perioden 28. juni til 1. november 2013

-

23.368 km

I alt

14.893 km

84.999 km

* Maj og juni 2011

Ud fra oplysningerne kan vi konkludere, at i perioden hvor du er midlertidigt i Litauen, er din kørsel faldet væsentlig. I perioden efter du er udrejst til Litauen, har bilen kørt forholdsvist mere, end den foregående periode. Der er ikke ført kørebog for perioden. Du har i hele perioden opretholdt din afgiftsfritagelse.

I forhold til dine tyske lønoplysninger har du også haft bilen til rådighed efter du er udrejst til Litauen.

Ud fra en samlet vurdering med baggrund i disse forhold, mener vi, at bilen har stået til rådighed til privat kørsel for dig i hele 2010, 2011 og 2012.

Det begrunder vi primært i, at du har ladet dig beskatte i Tyskland for at have rådighed over bilen privat. Desuden mener vi også, at de oplysninger, der fremgår af dit kørselsregnskab som ovenfor nævnt, viser, at du også rent faktisk har anvendt bilen til privat formål, herunder kørsel hjem arbejde, og til kørsel der ikke er erhvervsmæssigt for G4.

Af reglerne i ligningslovens § 16, stk. 4 fremgår, at der er rådigheden over firmabilen, der skal ske beskatning af. Det er ikke den reelle benyttelse, der skal ske beskatning af.

Da du er registreret som fuldt skattepligtig til Danmark jf. kildeskattelovens § 1 i indkomstårene 2010, 2011 og 2012 skal der (uanset, at du bliver beskattet af fri bil i Tyskland) efter globalindkomstprincippet ske beskatning af fri bil efter de danske regler i ligningslovens § 16, stk. 4. Der sker lempelse efter creditmetode jf. dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 24, stk. 2, litra a."

SKAT har i udtalelse til klagen, som repræsentanten har fået tilsendt, kommenteret de afgørelser som repræsentanten har henvist til. Derudover har SKAT udtalt:

Fri bil

"Repræsentanten anfører, at formodning for at Mercedesen har stået til rådighed for privat benyttelse for A er afkræftet. Alene da bilen bliver anvendt til kørsel mellem hjem og arbejde, er vi uenige i denne påstand. Dog vil vi kommentere de forhold rådgiver har anført for denne påstand.

I 11-097456 har rådgiver i sagen redegjort for formodningsreglen sådan; “Det er korrekt, at der igennem årene har udviklet sig en praksis, hvorefter der foreligger en formodning for, at en bil står til rådighed for privat benyttelse, såfremt den ansatte er hovedaktionær eller hovedanpartshaver i den virksomhed, som stiller bilen til rådighed, og bilen står parkeret foran den ansattes bopæl udenfor normal arbejdstid.

“Det er imidlertid særdeles væsentligt at holde sig for øje, at der alene er tale om en formodningsregel, som efter fast og righoldig praksis konkret kan afkræftes. Det følger således af fast praksis, at der i hver enkelt sag skal foretages en konkret vurdering af om en bil de facto har stået til rådighed for privat anvendelse."

Vi fastholder, at der som udgangspunkt løbende skal føres et korrekt opgjort kørselsregnskab. Vi er dog enige i, at også andre konkrete forhold kan afkræfte formodningen for, at en bil er stillet til rådighed for privat anvendelse. Vi mener ikke, at de oplysninger rådgiver har indsendt i denne sag, kan afkræfte formodningen for, at bilen har været stillet til rådighed for privat kørsel. Rådgiver har i denne sag indsendt et større antal domme, afgørelse og kendelser, der viser at formodningsreglen er afkræftet på grundlag af flere forskellige forhold, også forhold der ikke er sammenlignelige med denne sag, og han har yderligere oplyst, at der en privat bil i husstanden.

Alle afgørelser mv. rådgiver har henvist til, omhandler enten forhold, hvor selskab og skatteyder har samme adresse, og bilen derfor er placeret der, eller forhold hvor bilen er placeret på selskabets adresse.

Rådgiver har ikke henvist til bare en enkelt afgørelse mv. hvor skatteyder medtager bilen til sin private bopæl, der IKKE har sammenfald med adressen på det selskab der ejer bilen, eller til afgørelser hvor skatteyder anvender bilen til befordring mellem hjem og arbejde. Dette skyldes formentlig, at der med baggrund i sådanne forhold IKKE er afgørelser mv., hvor retten eller nævnet finder, at skatteyder har afkræftet formodningen for, at bilen ikke har stået til rådighed for privat kørsel.

Rådgiver har ikke indsendt redegørelser for uoverensstemmelser i kørebogen. I de afgørelser hvor formodningen for at bilen har stået til rådighed er afkræftet, skyldes det blandt andet, at skatteyder har kunnet redegøre for disse uoverensstemmelser.

Flere af dommene/afgørelserne rådgiver har indsendt, vedrører varebiler, herunder varebiler der ikke er velegnet til privat kørsel, kassevogne, biler alene registreret til erhvervsmæssig anvendelse (Tfs 2002.439 (SKM2002.270.VLR), Tfs 2002.950, Tfs 2004.183 (SKM2004.85.ØLR), Tfs 2006.380).

Én af afgørelserne har SKAT tabt, fordi retten ikke har ment, at bilen stod på skatteyders bopæl (Landsretten jf. 2-1-1907-1241). Derfor skal der hverken skal føres kørebog eller formodningsreglen er gældende, og afgørelsen kan ikke støtte rådgivers påstand om at formodningsreglen i denne sag er afkræftet.

En anden afgørelse - 12-0255635 er efterfølgende anket af Skatteministeriet og Skatteyder er blevet beskattet af fri bil, i SKM2015.469.BR.

Vi er direkte uenige i, at rådgiver af TfS 2002.1095 (SKM2002.612.DEP) fortolker, at det er uden betydning om der føres kørebog. I denne afgørelse var det afgørende, at bilen ikke var egnet til privat kørsel, hvilket retten også klart gjorde rede for. Der er i flere af de domme mv. der er på blandede benyttet biler og hvidplade biler fundet, at det på anden vis, end ved kørebog, er dokumenteret, at bilerne ikke har stået til rådighed, eller været anvendt privat. Derfor er formodningen for rådigheden afkræftet. Vi bemærker, at det ikke er et spørgsmål om, hvorvidt bilen har været anvendt privat eller ej, men alene et spørgsmål om, hvorvidt bilen har stået til rådighed, der er gældende i forhold til, hvorvidt der skal ske beskatning af fri bil jf. ligningslovens § 16, stk. 4. Der er ingen oplysninger om, hvor stort privat kørselsbehov og forbrug der er i husstanden. Der er ikke redegjort for én af de uoverensstemmelser, vi har påpeget i kørselsregnskabet. Vi mener samtidig, at da kørselsregnskabet er lavet efterfølgende, er bevisbyrden for, at bilen ikke har stået til rådighed yderligere skærpet.

Det er korrekt, at der er flere sager, hvor formodningsreglen er blevet afkræftet, fordi der har været private biler til rådighed. Dog er det her vigtigt at bemærke, at det ikke er tilstrækkeligt, at der er en yderligere bil eller biler til husstandens rådighed. Det er også væsentligt for at formodningsreglen kan afkræftes, at denne bil har tilbagelagt et tilstrækkeligt antal kilometer til både at kunne dække en ægtefælles transport mellem hjem og arbejde og husstandens øvrige private kørsel.

Vi har på Trafikstyrelsens hjemmeside fået oplyst, at VW Fox ...Q1, som er husstandens private bil, den 26/8 2009 har kørt 46.000 km, den 3. august 2011 har kørt 79.000 km og den 26. juli 2013 har kørt 120.000 km.

Det vil sige, at bilen i perioden august 2009 til juli 2013 har kørt ca. 18.500 km pr. år.

As ægtefælle har Ca. 26 km på arbejde. Det medfører et forbrug på op til 11.500 km år alene til befordring hjem/arbejde.

Vi mener ikke, at et skøn over, at der ca. er 7.000 km til privat forbrug pr. årlig alene kan begrunde, at formodningsreglen kan afkræftes.

Vi bemærker yderligere, at skatteyder bor i en mindre by, hvor der er langt til en større by med de tilbud, der er der. Derfor mener vi ikke, at 7.000 km er et tilstrækkeligt til normalt privat kørselsforbrug med den beliggenhed bopælen har.

Vi mener ikke, at rådgiver har fremlagt konkrete oplysninger eller sandsynliggørelse i denne sag, der kan danne grundlag for at formodningen for at bilen har stået til rådighed for privatbenyttelse er afkræftet.

Kørslen foretaget i bilen kan ikke anses for at være kundeopsøgende arbejde i relation til ligningslovens 16, stk. 4, 11 pkt.

Det påstås uden yderligere dokumentation for aftaler og møder, at kørslen mellem hjem og arbejde skal anses som omfattet af 60 dages reglen. Vi mener ikke, der er grundlag for at anse den foretagne kørsel som kundeopsøgende arbejde.

Med mindre A kører til lufthavne for at rejse, så starter alle hans kørsler med, at han kører til G4 i Y4-by, og derefter i de fleste tilfælde til Y5-by, hvor han udfører arbejde for G1, og derfra hjem. Der kan være enkelte dage, hvor der er kørt til møder i løbet af dagen. Af ligningslovens cirkulære 1996-04-17 nr. 72 fremgår af afsnit 17.3.4.2 at kundeopsøgende aktiviteter typisk består i at køre ud til kunder, nye såvel som gamle, for at sælge virksomhedens produkter, og at det skal have en vis fast karakter over året.

Den kørsel A som udgangspunkt og langt de fleste arbejdsdage foretager fra hjemmet er IKKE kundeopsøgende arbejde. Det ses af kørebøgerne, at kørslerne som udgangspunkt alene omfatter kørsel til G4 i Y4-by og hjem eller kørsel til G4 i Y4-by, videre til G1 i Y5-by og hjem.

Det er oplyst, at kørslerne til Y4-by foretages for at hente post på virksomheden adresse. Som udgangspunkt udfører A sit arbejde fra lokalerne i Y5-by.

Det arbejde A udfører for G1 og G4 mener vi, er et led i As almindelige administrative arbejde for selskaberne, og ikke med hovedvægten på udgående og fra hjemmet kundeopsøgende arbejde.

Der kan af kørebøgeren tælles i alt 9 kørsler i 2011 og 8 kørsler i 2012 som inkluderer kørsler, hvor der kunne være afholdt møder om led i kundeopsøgende arbejde. Dog er formålet med kørslerne i kørebogen som hovedregel angivet som kørsel hjem arbejde.

Vi fastholder, at det arbejde A udfører, hverken for G4 eller for G1, i relation til ligningslovens § 16. stk. 4 11 pkt. kan anses for at være kundeopsøgende arbejde. Bilen bliver som hovedregel anvendt udelukkende som transport mellem hjem og arbejde. Denne kørsel er definitivt at anse som privat kørsel, hvorfor der skal ske beskatning af fri bil. Vi henviser i øvrigt til SKM2015.488.LSR hvor Landsskatteretten, uanset at klageren må antages at have haft så mange skiftende arbejdssteder, at hans kørsel mellem hjem og arbejde kan anses for erhvervsmæssig efter ligningslovens § 9 B, stk. 3, har anset klageren for at have firmabil til rådighed, da han ikke har dokumenteret eller sandsynliggjort, at firmabilen ikke har været stillet til rådighed for privat kørsel.

A tilkendegiver ved beskatning fri bil Tyskland privat benyttelse af bilen.

Vi fastholder yderligere, at i den konkrete vurdering af om formodningen for om bilen har stået til rådighed for privat benyttelse, er det væsentligt, at A har løbende ladet sig beskatte af fri bil i gennem G4. Han har klart over for de tyske myndigheder tilkendegivet, at han har haft bilen til rådighed.

Vi mener ikke, at denne beskatning der månedligt på de forelagte lønsedler udgør 782,84 EUR, svarende til Ca. 5.800 kr. pr. måned, kan sammenlignes med den danske privatbenyttelsesafgift, der i øvrigt bliver afholdt af bilens ejer, og ikke af bilens bruger, og er en registreringsafgift og ikke en beskatning for benyttelse/rådighed af fri goder.

De to afgørelser rådgiver i denne forbindelse henviser til, er derfor ikke relevante for dette forhold.

Beskatning af fri bil til rådighed og registreringsafgift af køretøjer er ikke at sammenligne.

Kørslen fortaget for G1 skal anses som privat kørsel for A.

I forhold til anvendelsen af bilen, skal G4, som stiller bilen til rådighed for A, og G1, anses som 2 arbejdsgivere. Bilen er stillet til rådighed for A af G4. Det vil sige, den kørsel A foretager til G1 i Y5-by og i øvrigt for G1, skal anses som privat kørsel.

Uanset at der er tale om koncernforhold, fastholder vi, at såfremt bilen bliver anvendt i og for G1, er der tale om privat benyttelse for A. Selskaberne har ingen aftaler om anvendelse af bilen, udgifter på bilen bliver afholdt af G4, og der foreligger ingen aftale om, at udgifter skal deles mellem selskaberne efter forbrug.

Det fremgår af Den juridiske vejledning 2015-1 — C.A. Personbeskatning, “Erhvervsmæssig kørsel i firmabilen for et andet firma udløser dog beskatning af fri firmabil, fordi kørslen anses for privat i relation til det firma, der har stillet bilen til rådighed.

Vi henviser til SKM2007.109.LSR hvor en sådan deleordning alligevel blev godkendt og ikke anset som privatbenyttelse for skatteyderen, dog med den store forskel, at der ikke var nogen form for privat benyttelse af bilen, herunder kørsel mellem hjem og arbejde, bilen ikke havde været parkeret på skatteyderens bopæl, samt at selskaberne havde fordelt driftsudgifterne mellem sig.

I forhold til rådgivers kommentar om, hvorvidt kørslen skal anses for privat eller ej, når A under kørsel modtager telefonopkald fra koncernens kunder, er det klart, at det er kørslens formål, der ligger til grund for, om kørslen skal anses som privat. Derfor er det uden mening at inddrage sådanne argumenter i sagen.

Vi FASTHOLDER derfor, at den kørsel A foretager mellem hjem og arbejdsplads, og den kørsel A foretager for G1 skal anses for privat kørsel. Bilen tages med på privatadressen efter hver arbejdsdag for at befordre A mellem hjem og arbejde. Der er intet til hindrer for, at A kunne møde både i Y4-by og Y5-by i egen bil, og derefter lade sig befordre mellem arbejdspladserne og til møder i selskabernes biler. "

(---------------)

Skattefri rejsegodtgørelse

"Repræsentantens indsigelser:

- Skattefri godtgørelse for rejser foretaget til Litauen er med rette udbetalt af G1.

- Alt arbejde i Litauen er udført i G1-koncernen's interesse og har sammenhæng med G1' indkomsterhvervelse.

Rådgiver har indsendt dokumentationer for ordrebekræftelser på flyreservationer som dokumentation for de foretagne rejser. Han anfører, at SKAT ikke har anset rejserne for dokumenteret.

Dette er ikke korrekt. Vi har modtaget dokumentationerne for flyrejserne. Endvidere har vi ikke anført, at vi mener rejseudgifterne ikke er dokumenteret.

Vi har anført, at vi ikke mener, der er redegjort tilstrækkeligt for rejsernes formål, og at der på ud betalingstidspunktet på den dokumentation, der ligger til grund for udbetalingerne, ikke foreligger formålsbeskrivelser for nogen af rejserne.

Vores primære påstand er, at G1 ikke kan udbetale skattefri godtgørelse til A for rejser, der ikke vedrører driften i G1, og hvor G1 ikke kan anses for at være hvervgiver.

Subsidiært er vores påstand, at der ikke foreligger den fornødne dokumentation for udbetaling af skattefri godtgørelse. Da modtager er hovedaktionær og direktør, er der skærpede krav til den underliggende dokumentation for udbetalingerne, som vi ikke finder, er opfyldte.

Vi mener, det er ubestridt, at rejserne til Y1-by er foretaget for at udføre arbejde for G3, og for at sikre dette selskabs indtægtsgrundlag.

Det er G3 der har betalt og bestilt rejserne. Arbejdet er udført for at sikre indtægtsgrundlaget i G3 og eksistensen af dette selskab. Derfor må dette selskab være at anse som hvervgiver i forbindelse med disse rejser.

Det er ikke nødvendigt for A at være i Litauen for at udføre arbejde for G1.

Men det er muligt for ham at udføre arbejdet i Litauen i de perioder, han er bundet af at være i Litauen for at udføre arbejde for G3.

Det er intet til hinder for, at A kan udføre arbejdet i Danmark, udover at han er bundet af at være i Litauen for at lede og administrere G3.

G3 har betalt udgifterne til flybilletter. G1 afholder som udgangspunkt ingen udgifter i forbindelse med det arbejde, der bliver udført og er lagt til grund for udbetaling af de skattefri godtgørelser.

As løn fra G1 er faldet i takt med, at A har arbejdet mere i Litauen, samtidig er hans løn fra G3 steget væsentligt.

Vi mener ikke, at ligningsrådets afgørelse af 9. februar 1993 (TFS 1993.222) er relevant i dette til fælde. Afgørelsen fastslår at danske og udenlandske arbejdsgivere eller hvervgivere kan udbetale skattefri rejsegodtgørelse efter LL § 9 A, uafhængigt af om arbejdsgiveren eller hvervgiveren er skatte-, indeholdelses- eller oplysningspligtig her i landet. Se TfS1993,222.

I denne sag er det ikke spørgsmålet om, hvorvidt selskabet kan udbetale godtgørelsen som følge af skattepligtsforhold, der er gældende. Det er primært forholdet, omkring hvem der er arbejdsgiver/hvervgiver i forbindelse med rejserne, der er gældende og sekundært hvorvidt der i det hele taget foreligger tilstrækkeligt dokumentation for at kunne udbetale skattefri rejsegodtgørelse.

Vi fastholder, at det er G3, der er arbejdsgiver, for det arbejde der ligger til grund for rejserne. Derfor kan G1 ikke udbetale skattefri godtgørelse til A.

Vi fastholder yderligere, at der på udbetalingstidspunktet ikke foreligger dokumentation for formålet med rejserne, samt den nødvendige kontrol af dette. Vi bemærker her, at der på baggrund af As dominerede indflydelse i selskabets dispositioner er et skærpet dokumentationskrav til udbetaling af sådanne godtgørelser.

Yderligere finder vi ikke, at der efterfølgende er forelagt tilstrækkelig dokumentation eller sandsynliggørelse for udbetaling af godtgørelserne, idet der ikke for nogen af rejserne, er tilstrækkeligt redegjort for rejsernes formål og sammenhængen til driften i G1."

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at ansættelserne skal nedsættes med de foretagne forhøjelser.

Til støtte for påstanden har repræsentanten fremført:

1. Ikke grundlag for beskatning af skattefri rejsegodtgørelse

1.1 Arbejdsgivers kontrol

Ved afgørelse af den 4. juni 2014 har SKAT gennemført beskatning af den af G1 udbetalte skattefri rejsegodtgørelse.

Dette under henvisning til, at G1 efter SKATs opfattelse ikke har ført den fornødne kontrol med, at betingelserne for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse var til stede på udbetalingstidspunktet.

Det gøres heroverfor gældende, at G1 har ført den fornødne kontrol med tilstedeværelsen af betingelserne for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse, herunder at bogholderen i G1 har modtaget fyldestgørende oplysninger om As rejser forinden udbetalingen af den skattefrie rejsegodtgørelse.

Kravene til arbejdsgivers kontrol fremgår af § 1 i bekendtgørelse nr. 173 af den 13. marts 2000, hvoraf følgende fremgår:

(......................)

Der henvises endvidere til Den juridiske vejledning 2014-2, afsnit C,7.2.8., hvoraf følgende fremgår:

“En arbejdsgiver eller hvervgiver, der udbetaler skattefri rejsegodtgørelse, har pligt til at kontrollere, at alle betingelserne for, at udbetalingen kan ske skattefrit, er opfyldt,

Ved udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse skal arbejdsgiveren eller hvervgiveren føre kontrol med:

• rejsens erhvervsmæssige formål,

• rejsens start- og sluttidspunkt, antallet af erhvervsmæssige rejsedage,

• rejsens mål og eventuelle delmål og

• beregningen af rejsegodtgørelsen - herunder de anvendte satser.

Det fremgår af § 1 i bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000.

[...]

Hvis ikke arbejdsgiveren eller hvervgiveren foretager den fornødne kontrol er godtgørelsen skattepligtig som personlig indkomst (løn eller vederlag,). "

De som bilag 13 — 30 fremlagte flybilletter og det som bilag 31 fremlagte uddrag af As kalender for perioden januar 2011 — december 2012 dokumenterer, at de i sagen omhandlede rejser er foretaget, og at rejserne havde et klart erhvervsmæssigt formål.

Det gøres gældende, at MD, der som bogholder i G1 forestod udbetalingen af rejsegodtgørelsen, derved kunne føre den fornødne kontrol.

Det erhvervsmæssige formål med hovedaktionær As rejser til Litauen var velkendte i organisationen og oplysningerne om rejsernes erhvervsmæssige formål fremgik endvidere af As kalender. Oplysningerne om rejsernes start- og sluttidspunkt, rejsernes mål og delmål mv. fremgik af de flybilletter, som MD modtog.

At der løbende er ført kontrol ved udbetalingen af skattefri rejsegodtgørelse, fremgår af de som bilag 10 — 12 fremlagte skemaer. Som nævnt i sagsfremstillingen er skemaerne løbende udarbejdet af MD til brug for beregningen og udbetalingen af rejsegodtgørelsen. Af skemaerne fremgår oplysningerne om rejsernes afrejse- og hjemrejsetidspunkt, rejsernes mål og delmål, rejsernes samlede varighed samt den anvendte sats for henholdsvis kost og logi.

1.2 Rejserne er foretaget med henblik på at sikre, erhverve og vedligeholde indtægten i G1.

SKAT har endvidere begrundet den gennemførte beskatning med, at den omsætning, der generedes af det af A udførte arbejde i Litauen, efter SKATs opfattelse kom til beskatning hos G3, og at rejsegodtgørelsen ikke er udbetalt af G1 med henblik på at sikre, erhverve og vedligeholde indtægten i G1.

Det gøres heroverfor gældende, at der ikke er grundlag for den gennemførte beskatning afrejsegodtgørelsen, idet det er uden betydning, om frugterne af det af A udførte arbejde kom til beskatning i Danmark, og idet As arbejde i Litauen udførtes med henblik på at sikre, erhverve og vedligeholde indtægten i G1.

Af ligningslovens § 9, stk. 4 fremgår følgende:

“Godtgørelse, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som lønmodtageren påføres som følge af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen. Dette gælder dog ikke godtgørelse for rejseudgifter mv. omfattet af § 9 A eller § 31, stk. 4, og befordringsudgifter omfattet af 9 B eller § 31, stk. 5."

Af ligningslovens § 9 A, stk. 1 og 2 fremgår endvidere følgende:

(.............................)

Der henvises endvidere til Ligningsrådets afgørelse af den 9. februar 1993, der er offentliggjort i TfS.1993.222. I afgørelsen udtalte Ligningsrådet, at det ikke var i strid med reglerne om skattefri rejsegodtgørelse, at rejsegodtgørelsen udbetaltes direkte fra en udenlandsk arbejdsgiver til en lønansat i den udenlandske arbejdsgivers danske filial. Det var således ikke til hinder for skattefriheden, at rejsegodtgørelsen ikke udbetaltes direkte af den danske filial til den lønansatte.

Ligningsrådet udtalte i den forbindelse, at ligningslovens regler om skattefri rejsegodtgørelse ikke stiller krav om, at arbejdsgiveren skal være skattepligtig eller indeholdelsespligtig efter kildeskatteloven.

Det bemærkes for god ordens skyld, at filialer af udenlandske selskaber som udgangspunkt er skattepligtige til Danmark, og at der på daværende tidspunkt som udgangspunkt ikke skulle ske sambeskatning af et udenlandsk selskab og dets danske filial.

Det følger således af Ligningsrådets udtalelse i TfS 1993.222, at det ikke er en betingelse for skattefriheden af udbetalt rejsegodtgørelse, at den omsætning, der genereres af den ansattes arbejde, kommer til beskatning i det land, hvortil den udbetalende arbejdsgiver er skattepligtig. Et sådant krav fra skattemyndighederne vil i øvrigt stride imod EU-rettens regler om etableringsfriheden og arbejdskraftens frie bevægelighed.

Det gøres endvidere gældende, at det under alle omstændigheder er direkte forkert, når SKAT på afgørelsens side 4 skriver følgende:

“Den skattefrie godtgørelse afholdes derfor ikke af G1 for at sikre, erhverve og vedligeholde den direkte indtægt i dette selskab. "

Som anført i sagsfremstillingen var det afgørende for G1, at selskabet kunne tilbyde kørsler med Litauiske og tyske chauffører. Der henvises til det i sagsfremstillingen anførte vedrørende rollefordelingen mellem koncernens selskaber, herunder at koncernen hovedsageligt henvendte sig til G1, hvorefter det besluttedes, hvorvidt det litauiske eller det tyske selskab havde kapacitet til at udføre transporterne.

Det bemærkes i den forbindelse, at A udførte opgaver for alle 3 koncernselskaber, og at koncernstrukturen udelukkende var forretningsmæssigt begrundet, og at der ikke var nogen skattemæssige fordele ved at åbne et datterselskab i Litauen.

At A under alle omstændigheder må anses for at have udført arbejdet i Litauen på G1' vegne, understreges endvidere af fordelingen af As lønindkomst fra koncernen.

Således udbetaltes den væsentligste del af As løn fra G1, mens G3 alene udbetalte en symbolsk løn, der primært havde til formål at gøre A i stand til at opnå de litauiske transporttilladelser.

Sammenfattende gøres det derfor gældende, at der ikke er grundlag for den gennemførte beskatning af skattefri rejsegodtgørelse, idet den af G1 udbetalte rejsegodtgørelse vedrørte arbejde udført med henblik på at sikre, erhverve og vedligeholde indkomsten i G1, og idet det ikke er en betingelse for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse, at frugterne af det udførte arbejde kommer til beskatning i Danmark.

2. Ikke grundlag for beskatning af værdi af fri bil

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældende, at A ikke er skattepligtig til Danmark af værdi af fri bil efter bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 4 som følge af, at den omhandlede Mercedes Benz E350 med tysk reg. nr. ...Q ikke har stået til rådighed for As private kørsel i de omhandlede indkomstår.

Det følger af bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 4, at hvis en arbejdsgiver stiller en bil til rådighed for en ansat for dennes private benyttelse, skal den ansatte beskattes af værdi af fri bil efter de gældende procentsatser i bestemmelsen.

Omvendt følger det af samme bestemmelse, at anvendes den pågældende bil kun til erhvervsmæssigkørsel, skal den ansatte ikke beskattes af værdi af fri bil efter bestemmelsen i ligningslovens § 16 stk. 4.

Det er korrekt, at der igennem årene har udviklet sig en praksis, hvorefter der foreligger en formodning for, at en bil står til rådighed for privat benyttelse, såfremt den ansatte er hovedaktionær eller hovedanpartshaver i den virksomhed, som stiller bilen til rådighed, såfremt bilen står parkeret foran den ansattes bopæl uden for normal arbejdstid, og såfremt der er betalt privatbenyttelsesafgift for bilen.

Det er særdeles væsentligt at holde sig for øje, at ovennævnte formodningsregel netop alene er en formodningsregel, som efter fast og righoldig praksis konkret kan afkræftes. Det følger således af fast praksis, at der i hver enkelt sag skal foretages en konkret vurdering af, om en bil de facto har stået til rådighed for privat anvendelse.

Den ovenfor omtalte formodningsregel kan bl.a. afkræftes, såfremt det er muligt at fremlægge løbende ført kørselsregnskab, der udelukkende udviser erhvervsmæssig kørsel, samt ved fremlæggelse af en såkaldt fraskrivelseserklæring, hvor den ansatte har fraskrevet sig adgang til at anvende bilen til private formål.

I forlængelse heraf er det imidlertid væsentligt at henlede opmærksomheden på, at det følger af en efterhånden righoldig praksis fra såvel Landsskatteretten som domstolene, at formodningsreglen kan afkræftes konkret, også uden fremlæggelse af et ført kørselsregnskab eller en udfærdiget fraskrivelseserklæring. "

Repræsentanten har herefter henvist til en række konkrete afgørelser, hvor skatteyderne er anset for at have afkræftet formodningsreglen. Der er tale om varebiler, kassevogne og lignende. Derudover afgørelser, hvor klageren konkret ved kørselsregnskaber eller tilsvarende har kunnet afkræfte privat benyttelse. (Der henvises til selve klagen, hvor afgørelserne er opremset).

Herefter har repræsentanten fremført:

"Det gøres med støtte i ovennævnte praksis gældende, at der ikke er grundlag for at beskatte A i indkomstårene 2010 — 2012 af værdi af fri bil af den omhandlede Mercedes Benz E350 med tysk reg.nr. ...Q.

Det fremgår af ovennævnte praksis, at hverken løbende udarbejdelse af kørebog eller udarbejdelse af fraskrivelseserklæring i sig selv er afgørende for, om der skal ske beskatning af værdi af fri bil. Dette uanset om klager er hovedaktionær/hovedanpartshaver, uanset om den omhandlede bil er parkeret på klagers bopæl efter endt arbejdstid, og uanset om der er betalt privatbenyttelsesafgift.

Som anført i sagsfremstillingen har den omhandlede Mercedes Benz E350 alene været anvendt til erhvervsmæssig kørsel, og bilen har på intet tidspunkt stået til rådighed for As private kørsel.

Det bemærkes i den forbindelse, at SKAT på intet tidspunkt har observeret A under privat kørsel i den omhandlede Mercedes Benz E350.

As husstands kørselsbehov blev i den i sagen omhandlede periode dækket af husstandens VW Fox.

Det gøres gældende, at den omhandlede kørsel hjem-arbejde er omfattet af 60-dages reglen i ligningslovens § 16, stk. 4. 11. pkt. Som anført i sagsfremstillingen har A beskæftiget sig med kundeopsøgende arbejde, ligesom A i den i sagen omhandlede periode arbejdede både på G4's adresse i Y4-by og på G1' adresse i Y5-by.

Det gøres endvidere gældende, at As betaling af privatbenyttelsesafgift i Tyskland er uden betydning for vurderingen af, om den omhandlede Mercedes Benz E350 stod til rådighed for As private kørsel. Der henvises til ovennævnte afgørelse fra Landsskatteretten af den 5. marts 2014 (j.nr. 12-0255635) og afgørelse fra Landsskatteretten af den 19. marts 2014 (j.nr. 13-0020706), hvoraf fremgår, at en betaling af privatbenyttelsesafgift i Danmark er uden betydning ved vurderingen af, om en bil har stået til rådighed for hovedanpartshaverens/hovedaktionærens private kørsel.

SKAT har ved afgørelse af den 4. juni 2014, side 10, anført, at den af A foretagne kørsel på vegne af det danske selskab G1 må anses for privat kørsel.

Det gøres heroverfor gældende, at den for G1 foretagne kørsel må sidestilles med kørsel i G4's interesse. Der henvises til det i sagsfremstillingen anførte om den forretningsmæssigt begrundede rollefordeling mellem koncernselskaberne, herunder at G1 hovedsageligt forestod kontakten til koncernens kunder, og at G4 (og det litauiske selskab G3) stod for udførelsen af koncernens transporter og kontakten til undervognmændene.

Der er således ikke grundlag for at foretage den af SKAT påståede sondring mellem, om kørslen var foretaget i G4's eller G1' interesse. Samtlige kørsler var således foretaget i såvel G4's og G1' interesse. Det er i den forbindelse uden betydning, at G4 og G1 ikke var sambeskattet, jf. ovenfornævnte afgørelse fra Ligningsrådet offentliggjort i TFS 1993, 222.

Det bemærkes i den forbindelse, at såfremt den af SKAT påståede sondring lægges til grund, vil det medføre, at A skulle beskattes af værdi af fri bil, såfremt en af koncernens kunder ringede under hans kørsel i Tyskland.

Sammenfattende gøres det gældende, at en behørig afvejning af de faktiske forhold i nærværende sag medfører, at den omhandlede Mercedes Benz E350 med tysk reg. nr. ...Q ikke kan anses for at have stået til rådighed for As private kørsel i indkomstårene 2010-2012, og at der således ikke er grundlag for den af SKAT gennemførte beskatning af værdi af fri bil"

Repræsentanten har supplerende udtalt:

1. Spørgsmålet om beskatning af rejsegodtgørelse

1.1 formålet med rejserne

Af det fremsendte referat, side 1, tredjesidste afsnit fremgår følgende:

“Efterhånden var arbejdet med at engagere fremmede vognmænd så stort at han opholdt sig meget af tiden i Litauen. Rejserne til Litauen var for G1-koncernen. Det var i øvrigt et krav, at han som direktør for selskabet i Litauen af og til var til stede. Hans arbejde bestod i for G1-koncernen at skaffe billigste transport til G3"

Uddybende skal det anføres, at G3 ikke havde egne speditionskunder, men at det litauiske selskab alene udførte transporter for moderselskabet G1 og dette selskabs kunder. As arbejde bestod således reelt i at skaffe billige transporter til G1 - og ikke datterselskabet G3.

Det var nødvendigt, at A som ansvarlig for G1s transportforhold var fysisk til stede i henholdsvis Litauen. Tyskland og Danmark, når behovet herfor opstod. Dertil kommer, at As tilstedeværelse som tidligere anført var et krav for opnåelsen af de for G1 så nødvendige transporttilladelser i Litauen.

Endvidere må det anføres, at A også som direktør i G1 var forpligtet til løbende at føre tilsyn med driften i G1' tyske og litauiske datterselskaber, der som tidligere anført var 100 % ejet af G1.

1.2 Kontrol

Det fastholdes, at kravene til arbejdsgivers kontrol med tilstedeværelsen af betingelserne for udbetalingen af skattefri rejsegodtgørelser er opfyldt, og at der således heller ikke i denne henseende ergrundlag for den af SKAT gennemførte beskatning afrejsegodtgørelse.

Som tidligere anført har G1s bogholder løbende fort kontrol med udbetalingen af den i sagen omhandlede rejsegodtgørelse, jf. bilag 10-12.

Til støtte for, at den i nærværende sag foretagne kontrol opfylder de i praksis stillede dokumentationskrav, henvises til nyere praksis fra Landsskatteretten vedrørende arbejdsgivers kontrolforpligtelse ved udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse. Det bemærkes, at kravene til arbejdsgivers kontrol ved udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse er de samme som kravene til arbejdsgivers kontrol ved udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse, jf. bekendtgørelse 173 af den 23. marts 2000, §1-2.

De nedenfor anførte afgørelser illustrerer, at As arbejdsgiver G1 har ført den for skattefriheden fornødne kontrol i forbindelse med udbetalingen af rejsegodtgørelse.

Landsskatterettens afgørelse af den 5. november 2014 (j.nr. 12-0191975), jf. bilag 51, vedrørte en skatteyder, der i indkomståret 2009 havde modtaget befordringsgodtgørelse på kr. 57.467. Landsskatterettens afgørelse er interessant derved, at den illustrer de almindelige krav til arbejdsgivers kontrolved udbetaling af skattefri befordrings- og rejsegodtgørelse.

Sagen blev først behandlet af et skatteankenævn, som ikke godkendte den udbetalte befordringsgodtgørelse som skattefri.

Skatteankenævnet fandt den udbetalte befordringsgodtgørelse for skattepligtig for skatteyderen, idet der ifølge skatteankenævnet for det første ikke var foretaget den fornødne løbende kontrol i forbindelse med udbetalingen af befordringsgodtgørelsen, samt at der for det andet ikke var fremlagt den fornødne dokumentation i henhold til bekendtgørelse nr. 1428 af den 18. november 2008.

I den omtalte sag ville skatteankenævnet for det tredje heller ikke godkende den efterfølgende udarbejdede månedlige opgørelse over den udbetalte skattefrie befordringsgodtgørelse som grundlag for de foretagne skattefrie udbetalinger, idet opgørelserne ikke var til stede i forbindelse med, at udbetalingerne fandt sted.

Videre bemærkede skatteankenævnet for det fjerde, at opgørelserne, der i alt omfattede Ca. 17.269 km, ikke var i overensstemmelse med den udbetalte skattefri befordringsgodtgørelse på i alt kr. 57.467, der svarede til i alt 16.142 km.

Endelig bemærkede skatteankenævnet for det femte, at de efterfølgende udarbejdede opgørelser hverken var daterede udfyldt med modtagers navn, adresse og CPR-nr. og i tilstrækkeligt omfang angav kørslens erhvervsmæssige formål og kørslens mål/adresse, ligesom at opgørelserne ikke var kontrollerede og attesterede af arbejdsgiver.

Det var således skatteankenævnets opfattelse, at den udbetalte skattefrie befordringsgodtgørelse var sket med urette, og at betalingen derfor var skattepligtig i henhold til dagældende ligningslovs § 9, stk. 5 (nugældende stk. 4), da betingelsen for skattefri udbetaling af befordringsgodtgørelse, ifølge skatteankenævnet ikke var overholdt.

Landsskatteretten var imidlertid ikke enig i skatteankenævnets afgørelse, idet Landsskatteretten i sin begrundelse for det første anførte følgende:

“Der kan således ikke som betingelse for godkendelse af skattefri befordringsgodtgørelse kræves et egentligt kørselsregnskab, men der kan stilles krav om, at udbetalingerne og der med de kørte erhvervsmæssige kilometer kan kontrolleres. "

Videre anførte Landsskatteretten for det andet følgende:

“Herudover er det Landsskatterettens vurdering, at det på grundlag af den fremlagte dokumentation, herunder kørselsregnskabet for indkomståret 2009 og det forhold, at klagerens arbejdsgiver har udbetalt skattefri befordringsgodtgørelser på baggrund af de af klageren udarbejdede uge- og månedssedler, må anses for tilstrækkeligt bevist, at [virksomhed1] har udført den fornødne kontrol med de korte km inden udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse. Efter en konkret vurdering må klageren herefter anses at have opfyldt betingelserne for at modtage skattefri befordringsgodtgørelse. " Landsskatteretten ændrede herefter skatteankenævnets afgørelse således, at den foretagne forhøjelse vedrørende udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse på kr. 57.467 blev nedsat til kr. 0. Landsskatteretten fandt det således tilstrækkeligt bevist, at der var ført den fornødne kontrol uanset, at der ikke var udarbejdet et egentligt kilometerregnskab med angivelse af modtagerens navn, adresse, CPR nr., angivelse af kørslens erhvervsmæssige formål, angivelse afkørslens mål og adresse samt attestation af arbejdsgiver.

Endvidere fandt Landsskatteretten, at kontrollen havde været tilstrækkelig, desuagtet at der var kilometerdifferencer mellem de efterfølgende udarbejdede opgørelser over antal kørte kilometer og de faktiske udbetalinger af befordringsgodtgørelse, hvilket netop var årsagen til, at skatteankenævnet ikke accepterede, at befordringsgodtgørelserne kunne udbetales skattefrit.

Endvidere skal henvises til Landsskatterettens afgørelse af den 13. august 2015 (j nr. 13-6640662), jf. bilag 52. Spørgsmålet i denne sag var, om arbejdsgiver havde ført den fornødne kontrol uanset, at der i den pågældende sag var differencer mellem det selvangivne og kørselsbilagene.

Om den udbetalte befordringsgodtgørelse i den konkrete sag fremgår side 2 i Landsskatterettens afgørelse af den 13. august 2015 (Landsskatterettens j.nr. 13-6640662) følgende:

“Ifølge kørebogen har klageren i 2011 kørt 8.385 km., som er opgjort til 30.773 kr. eller 8.912 km, opgjort til 32.649 kr., når der henses til at godtgørelsen betales bagud (december 2010 - november 2011).

Ifølge det selvangivne har klageren modtaget 31.202 kr. svarende til 8.501 km. Det vil sige en difference i forhold til kørselsbillagene på + 116 km., eller - 411 km. (Bagud betalt)."

Af Landsskatterettens afgørelse fremgår følgende:

“Der kan således ikke som betingelse får godkendelse af skattefri godtgørelse kræves et egentligt kørselsregnskab, men der kan stilles krav om, at udbetalingen og dermed de kørte erhvervsmæssige kilometer kan kontrolleres. På grundlag af oplysningerne i sagen lægges det til grund, at klagerenen har afholdt udgiften til billeje og har haft bilen til rådighed. Her udover er det Landsskatterettens opfattelse, at det på grundlag af den fremlagte dokumentation, herunder især kørselsbilagene, og de afgivne forklaringer, må anses for tilstrækkeligt bevist, at arbejdsgiveren har ført den fornødne kontrol med de kørte kilometer inden udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse.

Landsskatteretten finder således at kørslens mål er angivet på tilstrækkelig vis i bilagene. Efter en konkret vurdering må klagerenen herefter anses at have opfyldt betingelserne for at modtage skattefri befordringsgodtgørelse.

Spørgsmålet om beskatning af værdi af fri bil

Som oplyst under kontormødet blev den omhandlede Mercedes Benz E 350 med tysk reg.nr. ...Q også anvendt af andre ansatte i G1. Bilen blev således bl.a. anvendt i forbindelse afhentning af chauffører mv.

Det kan endvidere oplyses, at når A har betalt afgiften i Tyskland på den omhandlede Mercedes Benz E 350, skyldtes dette alene, at han havde valget mellem på den ene side besværet med at føre kørebog og aflevere denne til administrationen ved udgangen af hver måned og på den anden side at betale den tyske afgift på bilen. A valgte at betale afgiften, der i administrativ henseende var langt den letteste løsning.

Som oplyst under kontormødet har den omhandlede Mercedes Benz E 350 alene kørt et relativt begrænset antal kilometer. Til dokumentation herfor fremlægges som sagens bilag 53-54 billeder af bilens stelnummer og kilometertæller. Billederne blev taget efter videresalget af den omhandlede Mercedes Benz E350. Af billedet af bilens kilometertæller fremgår, at bilen i perioden fra den første indregistrering den 2. juli 2009 til den 14. november 2013 havde kørt 86.285 km.

Der henvises endvidere til de tidligere som bilag 35-36 fremlagte værkstedsregninger fra G5, hvoraf fremgår, at den omhandlede Mercedes Benz E 350 i perioden april - juni 2012 alene kørte 3800 km. En stor del heraf blev foretaget af øvrige ansatte i selskabet, mens A var udrejst til Litauen, jf. bilag 28-30.

Spørgsmålet om lempelse for skat betalt i Tyskland

Såfremt man - mod forventning - måtte finde, at A er skattepligtig af værdi af fri bil i Danmark af den af G4 ejede Mercedes Benz E 350, gøres det subsidiært gældende, at A er berettiget til nedslag efter ligningslovens § 33 for den af ham betalte afgift i Tyskland. Der henvises i den forbindelse til skatteforvaltningslovens § 36 og 45, hvoraf fremgår, at skatteanke nævnet/Landsskatteretten uanset klagens formulering kan foretage afledte ændringer.

Såfremt A findes skattepligtig af værdi af fri bil i Danmark, vil A således være berettiget til et nedslag svarende til den af ham betalte 1 %-afgift i Tyskland. I modsat fald vil A blive beskattet af bilen i såvel Danmark som i Tyskland. "

Klagerens repræsentant har efter modtagelse af styrelsens forslag sendt følgende bemærkninger:

"Rejsegodtgørelse

Det fastholdes, at der ikke er grundlag for den af SKAT gennemførte beskatning hos A af udbetalt rejsegodtgørelse fra G1.

Skatteankestyrelsen har ved forslag til afgørelse af den 18. januar 2016 indstillet den af SKAT gennemførte beskatning af rejsegodtgørelsen stadfæstet med følgende begrundelse:

"Klageren er hovedaktionær i G1 via sit ejerskab af G2. G1 ejer det litauiske selskab G3 og G4 Klageren er direktør i alle selskaberne og må således anses for at være i faste ansættelsesforhold. Hans faste arbejdssteder for selskaberne er således ikke midlertidige arbejdssteder.

Klageren har i 2010 opholdt sig 101 døgn i Litauen, i 2011 203 døgn og i de første 5 måneder af 2012 89 døgn.

Uanset om klageren udfører arbejde for G1 i Litauen eller ej er der tale om arbejde som udføres i kraft af et fast ansættelsesforhold i Litauen. Som sagen er belyst udføres arbejdet for G1 i Litauen som følge af at klageren samtidig skal udfylde sin direktørpost for G3. Det er klageren der, som hovedanpartshaver og dermed bestemmende indflydelse i selskaberne, har valgt at arbejdet for G1 delvis udføres i Litauen. Arbejdspladsen i Litauen er således en fast arbejdsplads også i relation til G1. Der er således ikke tale om, at klageren er på rejse til et midlertidigt arbejdssted.

Da der er tale om rejser til en fast arbejdsplads finder styrelsen således ikke, at der er hjemmel til at udbetale skattefri rejsegodtgørelse."

Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse må forstås således, at Skatteankestyrelsen foreslår SKATs afgørelse stadfæstet, idet Skatteankestyrelsen dog ikke er enig i SKATs oprindelige begrundelse for afgørelsen.

Skatteankestyrelsen har nu i stedet begrundet beskatningen med, at A efter Skatteankestyrelsens opfattelse ikke havde midlertidig arbejdssted i Litauen.

Det gøres heroverfor gældende, at A på intet tidspunkt i den i sagen omhandlede periode har haft fast arbejdssted i Litauen.

Af ligningslovens § 9A, stk. 4 og stk. 5 fremgår følgende:

"Stk. 5. stk. 1-4 finder kun anvendelse, når rejsen varer mindst 24 timer. Det enkelte arbejdssted, jf. stk. 1, kan ved anvendelsen af standardsatserne i stk. 2, nr. 1-3, og stk. 4 højst anses for midlertidigt i de første 12 måneder. 2. pkt. finder ikke anvendelse, når arbejdsstedet er mobilt eller i takt med arbejdets udførelse eller færdiggørelse flytter sig over en strækning på mindst 8 km. 2. pkt. finder endvidere ikke anvendelse i forhold til godtgørelser, der udbetales i forbindelse med enkeltstående kortvarige tjenesterejser til samme midlertidige arbejdssted.

Stk. 6. En ny 12-måneders- periode påbegyndes når lønmodtageren skifter til et nyt midlertidigt arbejdssted, der ligger mindst 8 km ad normal transportvej fra det tidligere arbejdssted, eller når lønmodtageren har arbejdet i en sammenhængende periode på mindst 40 arbejdsdage på et andet arbejdssted før tilbagevenden til det tidligere midlertidige arbejdssted. "

Det gøres gældende, at arbejdsstederne i Litauen har haft karakter af midlertidige arbejdssteder.

A har således på intet tidspunkt i den i sagen omhandlede periode arbejdet på samme arbejdssted i Litauen i 12 måneder uden at have haft andre arbejdssteder mindst 8 km fra G3 hovedkontor Litauen.

G3 hovedkontor Litauen har således ikke karakter af As faste arbejdssted.

--o--

Det synes som om at, Skatteankestyrelsen desværre fortsat er af den opfattelse, at As arbejde i Litauen blev udført i selve G3s interesse.

Dette er ikke korrekt. Rejserne til Litauen skete i G1s interesse. Det var udelukkende til fordel for G1, at A lavede opsøgende arbejde i Litauen. As rejser skete med det formål at bringe G1 på fode igen. Omvendt var der ikke problemer med G3, der kørte fint. G1 ville således ikke have eksisteret uden As rejser til Litauen, ligesom G1 ikke ville have eksisteret uden det tyske selskab G4 og det litauiske selskab G3.

Samtidig bemærkes det, at der i branchen er mange vognmænd, der - ligesom A - rejser efter "billige biler" i eksempelvis Litauen. Skatteankestyrelsens opfattelse, hvorefter sådanne arbejdsrejser ikke berettiger til rejsegodtgørelse, gøre det unødigt dyrere for vognmændene at foretage sådanne helt sædvanlige og nødvendige erhvervsmæssige rejser.

Det fastholdes, at der ikke er grundlag for at beskatte A af værdi af fri bil af den i sagen omhandlede Mercedes Benz E 350 med tysk reg.nr. ...Q.

Det bemærkes, at det ikke er korrekt, når Skatteankestyrelsen på sagsfremstillingens side 2, 5. sidste afsnit har lagt til grund, at As ægtefælle havde arbejde i Y2-by. Ægtefællen har aldrig haft arbejde i Y2-by. Ægtefællen arbejdede derimod i Y3-by ca. 9 km fra ægtefællernes bopæl, hvorfor hun ofte har cyklet på arbejde. Endvidere har ægtefællen kørt på arbejde i bus, ligesom A lejlighedsvis har givet ægtefællen et lift i tilfælde, hvor A har befordret sig på arbejde i den private bil.

Det kan endvidere oplyses, at A - foruden selv at have kørt den omhandlede Mercedes Benz E 350 til lufthavnen - også er blevet kørt til lufthavnen i bilen af ansatte i virksomheden. Som tidligere anført har de ansatte i virksomheden også anvendt den omhandlede bil til erhvervsmæssig kørsel. Da bilen af de ansatte alene er anvendt til erhvervsmæssig kørsel, har de ansatte heller ikke ført kørebog.

Reglerne om omsætningsafgift ("1 %-afgiften") er interne tyske regler. Efter reglerne skal revisor påse, at omsætningsafgiften betales, når den omhandlede bil anvendes til erhvervsmæssig kørsel. Omsætningsafgiften skal betales uanset, om den omhandlede bil anvendes til privat kørsel eller ej. Det kan derfor ikke komme A til skade, at der er betalt tysk omsætningsafgift på den omhandlede Mercedes Benz E 350.

I øvrigt henvises til det i tidligere indlæg anførte vedrørende beskatningen af værdi af fri bil. "

Skatteankenævns afgørelse og begrundelse

Nævnet stadfæster ansættelsen, idet det på mødet med nævnet fremførte ikke har givet nævnet anledning til ændringer.

Rejsegodtgørelser

Godtgørelser, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som en lønmodtager påføres af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen. Det fremgår af ligningslovens § 9, stk. 4. Det gælder dog ikke godtgørelser for rejseudgifter omfattet af ligningslovens § 9 A, som ikke overstiger de fastsatte standardsatser.

Arbejdsgiveren skal kontrollere, om betingelserne for at udbetale skattefri godtgørelse er opfyldt. Ifølge § 1 i bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse (bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000) er det en betingelse for at få udbetalt skattefri rejsegodtgørelse, at arbejdsgiveren har ført kontrol hermed og, at der foreligger bogføringsbilag, der indeholder:

  1. Modtagerens navn, adresse og CPR-nummer.
  2. Rejsens erhvervsmæssige formål.
  3. Rejsens start- og sluttidspunkt.
  4. Rejsens mål med eventuelle delmål.
  5. De anvendte satser.
  6. Beregning af rejsegodtgørelsen.

Det er ligeledes en betingelse for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse, at lønmodtageren kan anses for at have været på rejse af mindst 24 timers varighed. Et arbejdssted kan desuden højest anses for midlertidigt de første 12 måneder. Det fremgår af ligningslovens § 9A, stk. 5.

En lønmodtager anses for at være på rejse, når lønmodtageren på grund af afstanden mellem sin sædvanlige bopæl og midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på bopælen, eller når arbejdsgiveren midlertidigt udsender lønmodtageren til et andet arbejdssted end lønmodtagerens sædvanlige arbejdssted, og dette medfører, at lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.

Det fremgår af ligningslovens § 9A, stk. 1.

I Landsskatterettens afgørelse i SKM2003.453.LSR fik en sygeplejerske, som boede på en ø, således kun fradrag for de første 3 måneder af sit ansættelsesforhold, selvom hun var nødt til at overnatte på fastlandet. I landsskatterettens afgørelse SKM2006.161.LSR vedrørende et ansættelsesforhold i Sverige kunne der ikke anerkendes fradrag, da ansættelsen ikke var midlertidig.

Klageren er hovedaktionær i G1 via sit ejerskab af G2. G1 ejer det Litauiske selskab G3 og G4. Klageren er direktør i alle selskaberne og må således anses for at være i faste ansættelsesforhold. Hans faste arbejdssteder for selskaberne er således ikke midlertidige arbejdssteder.

Klageren har i 2010 opholdt sig 101 døgn i Litauen, i 2011 203 døgn og i de første 5 måneder af 2012 89 døgn.

Uanset om klageren udfører arbejde for G1 i Litauen eller ej er der tale om arbejde som udføres i kraft af et fast ansættelsesforhold i Litauen. Som sagen er belyst udføres arbejdet for G1 i Litauen som følge af, at klageren samtidig skal udfylde sin direktørpost for G3. Det er klageren der, som hovedanpartshaver og dermed bestemmende indflydelse i selskaberne, har valgt at arbejdet for G1 delvis udføres i Litauen. Arbejdspladsen i Litauen er således en fast arbejdsplads også i relation til G1. Der er således ikke tale om, at klageren er på rejse til et midlertidigt arbejdssted. De rejser han foretager i Litauen for G1 foretages med udgangspunkt i den faste arbejdsplads i Litauen.

Da der er tale om rejser til en fast arbejdsplads finder nævnet således ikke, at der er hjemmel til at udbetale skattefri rejsegodtgørelse.

Fri bil

Stiller et selskab en bil til rådighed for privat anvendelse for en hovedaktionær, skal denne beskattes af værdien heraf, uanset om han er ansat i selskabet. Det fremgår af ligningslovens § 16, stk. 1, og § 16A, stk. 5. Værdien ansættes efter bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 4, jf. ligningslovens § 16A, stk. 5, 2. pkt.

For hovedaktionærer gælder der en formodningsregel om, at en firmabil, som hovedaktionæren har råderet over, også er til rådighed for privat kørsel. Hvis bilen har været parkeret ved hovedaktionærens bopæl, eller der ikke er en forretningsmæssig begrundelse for selskabet anskaffelse af bilen, har hovedaktionæren derfor bevisbyrden for, at bilen ikke har været til rådighed for klagerens private brug. Der henvises til Højesterets dom af 30. juni 2014, SKM2014.504.HR

Efter praksis kan bevisbyrden anses for løftet, hvis der foreligger et behørigt kørselsregnskab, som godtgør, at bilen ikke har været anvendt til privat kørsel eller der er fremlagt konkrete oplysninger, som på anden vis godtgør, at bilen ikke har været til rådighed. Der henvises til Højesterets dom i SKM2005.138.HR, Vestre Landsrets dom i SKM2003.53.VLR og Østre Landsrets dom i SKM2005.503.ØLR

Følgende udgifter til befordring til og fra en arbejdsplads anses for erhvervsmæssig befordring ifølge ligningslovens § 9B, stk. 1:

  • Befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i indtil 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder
  • Befordring mellem arbejdspladser og
  • Befordring inden for samme arbejdsplads.

Klageren er hovedaktionær i G4 (selskabet).

Klageren har siden 2010 haft en Mercedes Benz E350 på tyske plader stillet til rådighed af selskabet. Bilen har været parkeret ved bopælen. Der foreligger ikke noget egentligt kørselsregnskab. Der foreligger et efterfølgende konstrueret kørselsregnskab for perioden maj 2011 til juni 2012.

Klageren er i Tyskland blevet beskattet af værdi af fri bil, som er til rådighed for privat benyttelse.

Den omhandlede bil har været fritaget for registreringsafgift efter registreringsafgiftslovens § 1, stk. 4 og 5. Fritagelsen er givet i juli 2011.

Klageren har hovedsageligt anvendt bilen til befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads.

For 2010 foreligger der ingen registrering af kørslen. Klageren har haft 101 rejsedage og det har derfor formodningen for sig, at han har kørt mellem hjem og arbejde mere end 60 dage i 2010.

I 2011 har han på 8 måneder kørt 39 gange mellem bopæl og arbejdsplads ifølge det konstruerede kørselsregnskab. De første 4 måneder har han haft 89 rejsedag. Det har således formodningen for sig, at han i hele 2011 har haft mere end 60 dages kørsel til og fra arbejde.

I 2012 har klageren haft 62 dage med kørsel mellem bopæl og arbejdsplads indtil juli 2012.

Eftersom befordring mellem bopæl og arbejdsplads udgør mere end 60 dage årligt uden afbrydelse, er kørslen at anse for privat befordring. Det ses ikke godtgjort, at kørslen til arbejdsplads er omfattet af reglen om kundeopsøgende aktiviteter. Det bemærkes herved, at det af det konstruerede regnskab fremgår kørsel "til fra arbejde DE".

Det er ikke den faktiske benyttelse der begrunder beskatning af fri bil, men derimod råderetten.

Klageren har imidlertid også rent faktisk anvendt bilen til privat kørsel, nemlig til kørsel mellem bopæl og arbejde.

Nævnet finder herefter, at der er belæg for beskatning både fordi klageren ikke har afkræftet formodningsreglen, men også fordi han rent faktisk har benyttet bilen til kørsel, der anses for privat kørsel.

Lempelse for tysk skat

SKAT har ved skatteberegningen indrømmet lempelse for betalt tysk skat for de 3 indkomstår, jf. årsopgørelserne.

Dette forhold er ikke påklaget. Repræsentanten påstår i forbindelse med klagebehandlingen, at der yderligere skal indrømmes lempelse for en afgift på 1 %, som er betalt i Tyskland.

Der er tale om en ny påstand, som SKAT ikke har haft mulighed for at forholde sig til, hvorfor anmodningen må rettes til SKAT som første instans. Nævnet afviser derfor at behandle punktet.

...

Skatteankestyrelsen udtaler følgende:

Der er ikke givet medhold i de påklagede forhold.

Forklaringer 

Der er under sagen afgivet forklaring af A, og IC.

A har forklaret blandt andet, at han er uddannet hos G6 som mekaniker, og derefter har han arbejdet som chauffør for blandt andet G7. Der kørte han i 10 måneder, hvor han var i alle europæiske byer og endvidere i Irak. Herefter arbejdede han som mekanikersvend frem til 1984. Hvorefter han kørte hos en vognmand i 10 år blandt andet i Frankrig. I 1995 blev han selvstændig vognmand. Han startede med en bil og udvidede ganske langsomt og havde på et tidspunkt 7 biler. Han havde masser af arbejde og han arbejdede konstant, hvilket resulterede i, at han fik en blodprop i hjertet. Han skulle herefter tage stilling til, om han skulle afvikle forretningen. Samtidig kom der et tilbud fra en vognmand, der hedder ME, der på det tidspunkt havde 44 biler. Han var til samtale hos ME, og de enedes om at han kunne afvikle sine biler og komme på kontoret hos ME, hvor han var fra 2001 til 2003. Her blev han headhuntet af G8 hvor han var fra 2003 til 2010. G8 skulle have mange biler og han skulle komme med billige biler. De var godt klar over, at polakkerne var ved at komme på markedet, og de kunne køre billigere end de danske vognmænd kunne. De var på en studietur, og samtidig fik han kontakt med en Litauisk vognmand. De var også i polen og Tjekkoslovakiet. I Polen var det meget administrativt tungt Tjekkiet lå ikke i nærheden af deres kørsler, idet de ikke havde transporter til Italien. Deres transporter gik mere til Frankrig og Spanien og Portugal.

Litauiske chauffører var billige og fordelen var også, at de kom tæt på Rusland og kunne udvide til Rusland. Han havde en medarbejder der rejste til Litauen og startede vognmandsfirma op i Litauen det var i 2006. G9 overtog G8 og G9 ville afvikle vognmandsforretningen og alene drive spedition. Han skulle herefter tage stilling til, hvad han og KK skulle gøre. De var begge to nede ved en kunde, som de kørte Mercedes kørsel for. Kunden spurgte, hvad de ville gøre. De havde talt om at starte op selv. Det havde den pågældende også tænk på, og han tilbød dem hjælp til at komme i gang. Ellers ville han selv starte en afdeling i Danmark.

I 2007 stiftede de G4. De stiftede også det litauiske selskab idet de havde fået en kunde der kørte for G10 og det skulle være billige chauffører Derved kom G3 til. G1-koncernen bestod herefter af et Dansk moderselskab G1 og det tysk datterselskab G4 og det litauiske datterselskab G3.

Han stod for vognmandsdelen hvilket han også havde gjort i G11 nu var det bare G1-koncernen. Speditørerne havde kunderne, og han skulle sørge for, at der var vognmænd og chauffører og gerne billige vognmænd. KK stod for speditionen. I det danske selskab havde de 3 biler kørende. Grunden til, at de havde biler i Danmark, var, at det var de tvunget til have, idet de skulle køre for Mercedes i Danmark. På et tidspunkt havde de omkring 65 biler heraf 15 i Litauen og resten i Tyskland. Det var litauerne, der kørte de lange ture, herunder ture til Spanien og Portugal. I Litauen havde de 3 faste vognmænd, der kørte for dem.

Han var ovre i Litauen for at skaffe billige vognmænd, der skulle arbejde for G1 og de blev også afregnet af G1.

De havde 17 biler i det Litauiske selskab. De havde 3-4 faste vognmænd, og der var rift om de billige vognmænd.

Vognmændene i Litauen skulle arbejde for G1. De var et krav for blandt andet G10, at de også havde egne biler.

Hans arbejde i Litauen bestod i at skaffe vognmænd og lastbiler. Han har også været i Riga og Norditalien og andre steder for at skaffe vognmænd. Det kan ses af regnskabet, at brugen af fremmede chauffører var stigende efter, at han begyndte at tage til Litauen. I Litauen havde de en ansat, og det var hende der skulle styre G3 til daglig. Hun kom senere i bestyrelsen.

Hendes arbejde var at opsøge vognmænd, som han kunne besøge, når han var derovre. De var nødt til at opsøge dem, ellers kom der ikke aftaler i stand. Han har også haft møder på kontoret. Han overnattede på hoteller eller på deres kontor i Y1-by. Fra 2011 har han overnattet på kontoret. Rummet var møbelleret med et bord og en stol samt en sofa, man kunne sove på. Der var en kaffemaskine, men der var ikke faciliteter til madlavning

Han havde ikke private interesser i Litauen. Familien boede i Danmark. Han havde bekendte i Litauen.

Grunden til, at de begyndte at udbetale rejsegodtgørelse var, at han havde spurgt om det kunne gøres på en anden måde, end det havde kørt før og revisoren oplyste, at det kunne gøres ved at han fik rejsepenge udbetalt. Før havde han trukket det fra på selvangivelsen. Det var også revisoren NA, der lavede hans private selvangivelse.

Det er MD, der har lavet skemaet over rejserne. MD er hans bogholder i G1. MD vidste, hvad han lavede i Litauen. Det at finde billige vognmænd var et pres. De kunne godt se, hvor det gik hen. Flybilletterne købte de i starten i G1. Imidlertid fandt de ud af, at de kunne få rabat, hvis de købte dem i Litauen. Det var omkring 100 kr. pr billet, de kunne sparer. De lod G3 købe billetterne, og herefter afregnede G1-koncernen med G3. Så det var det danske selskab, der i sidste ende betalte billetterne. Det blev afregnet en gang om måneden. De købte også diesel til lastbilerne, der kørte for G3 og endvidere stod de for lejeaftalerne vedrørende biler der kørte for G3. Det danske selskab betalte også kaskoforsikringen på bilerne, og disse udgifter blev ligeledes afregnet en gang om måneden. Det er lastbilerne, som G3 lejer.

Vedrørende bilen fik han stillet en Mercedes til rådighed. Grunden til, at der blev indberettet en 1 % afgift, var, at han havde lov til at bruge den privat i Tyskland. Han er blevet stoppet mange gange af SKAT uden, at de har gjort noget. Han har spurgt dem mange gange. Han fik den anmeldt som afgiftsfri i Danmark

Han bor i dag i Litauen. På et tidspunkt fik han at vide, at han var mere i Litauen end i Danmark, og at han derfor var skattepligtig i Litauen. Den 8. juni 2012 flyttede han adresse. Han boede stadig i Y9-by, hvor familien boede. Han flyttede permanent til Litauen i slutningen af 2013 eller i begyndelsen af 2014.

Arbejdet var at besøge vognmænd, så de kunne køre for G1. Det var G1 der afregnede med de fremmede vognmænd. Det var også G1 der afregnede til G3.

G3 tjente penge ved køre for G1. Chaufførerne blev ansat af medarbejderen i Litauen.

Den erhvervsmæssige lønnedgang i Danmark blev modsvaret af en stigning i lønnen i Litauen Det var en aftale, han indgik med KK. Han skulle have flere timer til at administrere de biler, der var i Litauen. Det var Transportministeriet, der sagde, at han ikke kunne klare administrationen af bilerne på de 5 timer, som han oprindelig blev belønnet med.

Han var direktør og blev enig med KK der var meddirektør.

Vedrørende bopælen i Danmark var det i Y9-by De havde en Købmand på vejen, og det var ikke ham, der skulle købe ind. Når han kom hjem stillede han bilen ved bopælen. Han brugte kun bilen frem og tilbage fra arbejde.

Det tyske selskab betalte 1 %. Han havde en aftale med de tyske skattevæsen at han skrev hans kørsel fra Y9-by og Y5-by på som privatkørsel og det var det han blev beskattet af i Tyskland. Skatten i Tyskland var på 782 euro han havde mulighed for at bruge bilen privat i Tyskland.

IC har forklaret blandt andet, at han er uddannet Cand. Merc. og har arbejdet for R1 fra 2004. Herefter har han været økonomidirektør 3 steder, og nu er han administrerende direktør ved en svensk speditionsvirksomhed. Hans rolle i G1 2010 - 2011 var, at han var medlem af bestyrelsen og endvidere forestod i udarbejdelsen af den interne koncern-rapportering en gang i kvartalet. Han besvarede endvidere regnskabsspørgsmål.

Grunden til at A blev til Litauen, var, at de skulle have billige chauføre og vognmænd. Det gjaldt om at få den laveste pris pr. kørt kilometer. A blev nød til at være derovre for at indgå aftalerne. Arbejdskraften er billigere. Da han var i G8 rejste han selv og fandt ud af, at det var nødvendig.

Det var i koncernens interesse, at A rejste til Litauen. Han var også direktør, det var nødvendigt, idet han også var vognmand i Litauen. Han kan ikke huske antallet af lastbiler og vognmænd. A boede på hotel, når han var i Litauen.

Det danske selskab betalte for flybilletterne, idet det var i det danske selskabs interesse, at han rejste. Det blev dog således, at det var det Litauiske selskab, der betalte flybilletterne, idet de kunne købe dem billigere, og herefter afregnede de med det danske selskab. Det var G1, der i sidste ende betalte flybilletterne. Han har deltaget i et kontrolbesøg, og der blev flybilletterne ikke omtalt.

De havde regel om, at de skulle overholde de danske skatteregler. Rejsegodtgørelserne er derfor også udbetalt i overensstemmelse med de danske skatteregler.

Vedrørende As bil anskaffede man en Mercedes i det tyske selskab Grunde til at det blev en Mercedes var, at man kørte for Mercedes, og de forlangte, at de stillede med Mercedesbiler. De fik også en fordelagtig pris på Mercedes. A havde kontor på sin bopæl.

Bestyrelsen var sammensat af ham, A og KK. I starten havde de også nogle familiemedlemmer i bestyrelsen. Da han kom ind i bestyrelsen blev familiemedlemmerne sendt ud af bestyrelsen. De drøftede lønnen til KK og A. A begyndte dog på et tidspunkt at få løn fra det tyske selskab og det litauiske selskab. Den løn, som A fik i det tyske og litauiske selskab, blev fratrukket i den danske løn.

Det var kun A, der rejste til Litauen. KK rejste ikke så meget. Det var A, der fik rejsegodtgørelse. Han var nede og besøge selskabet en gang om måneden.

Parternes synspunkter

A har i påstandsdokument af 28. februar 2017 anført følgende:

Nærværende sag vedrører for det første helt overordnet spørgsmålet om, hvorvidt der er grundlag for at beskatte A af rejsegodtgørelse udbetalt i 2010-2012.

Sagen vedrører for det andet helt overordnet spørgsmålet om, hvorvidt der er grundlag for at beskatte A af værdi af fri bil i 2010-2012.

Sagsfremstilling

A har igennem en længere årrække beskæftiget sig med speditions- og vognmandsvirksomhed.

I 2007 valgte A at opstarte G1 sammen med KK. Omkring opstarten af G1 stiftede de ligeledes det tyske datterselskab G4 og det litauiske datterselskab G3. Disse datterselskaber ejedes 100 % af G1.

I G1-koncernen drev både det litauiske datterselskab og det tyske datterselskab vognmandsvirksomhed.

Det danske moderselskab G1 havde alene begrænsede vognmandsaktiviteter, idet G1 hovedsageligt drev speditionsvirksomhed.

Det var således G1, der havde den primære kontakt til koncernens kunder. Når en kunde henvendte sig G1, var det G1, der bestemte, hvilket af datterselskaberne, der havde kapacitet til at udføre transporten, herunder om det var henholdsvis det tyske eller det litauiske datterselskabs undervognmænd, der skulle udføre transporten.

Det var således i overvejende grad det tyske datterselskab og det litauiske datterselskab, samt de af datterselskaberne hyrede undervognmænd, der udførte transporterne for koncernens kunder.

... ...

A blev i den omhandlede periode aflønnet af både G1, G4 og G3. Aflønningen var aftalt med medejer KK.

Langt hovedparten af aflønningen skete fra G1, jf. bilag 2. Fra G4 blev A aflønnet med ca. € 2400, jf. bilag 3-6.

Aflønningen fra G3 var derimod beskeden, jf. de som bilag 7-9 fremlagte oplysningssedler samt den som bilag 43 fremlagte oversættelse heraf. Aflønningen skal ses i lyset af, at det var en betingelse for at opnå de litauiske transporttilladelser, at A var lønnet ansat i et litauisk selskab.

Rejser til Litauen

I den i sagen omhandlede periode var A på en del forretningsrejser, primært til Litauen.

Formålet med rejserne til Litauen var at skaffe billige biler til G1 via det litauiske datterselskab.

Det var en konkurrencemæssig nødvendighed for G1 at råde over sådanne billige biler. G1 kunne således ikke bevare sin konkurrenceevne uden sådanne biler, da danske chauffører ganske enkelt var for dyre til at være konkurrencedygtige, jf. også As notat fremlagt som bilag 39. Dette var også opfattelsen i selskabets bestyrelse og ledelse.

Det skal fremhæves, at As arbejde reelt bestod i at skaffe billige transporter til G1 - og ikke det litauiske datterselskab, der alene udførte transporterne for moderselskabet G1 og dette selskabs kunder. Rejserne var således nødvendige for G1 og koncernens fortsatte eksistens. Det skønnes, at ca. 90 % af arbejdet i Litauen udførtes på G1s vegne, og at de resterende ca. 10 % af arbejdet udførtes i koncernens, herunder G1s, interesse.

... ...

Til dækning af udgifterne til kost og logi i forbindelse med ovennævnte rejser modtog A skattefri rejsegodtgørelse fra moderselskabet G1.

Når det var selskabet G1, der udbetalte rejsegodtgørelsen, skyldtes dette, at rejserne som nævnt ovenfor blev foretaget i G1s interesse. Flybilletterne til de omhandlede rejser blev bestilt igennem det litauiske rejseselskab West Express. G1-koncernens litauiske datterselskab kunne opnå en rabat hos West Express, som G1 ikke kunne, hvorfor flybilletterne blev betalt af det litauiske datterselskab, hvis udgifter til flybilletter senere blev modregnet på mellemregningen mellem selskaberne. Det bemærkes, at dokumentation herfor allerede kom SKAT i hænde ved sagens verseren ved SKAT.

Til brug for udbetalingen af rejsegodtgørelsen sendte A sine flybilletter mv. til G1s bogholder MD, der løbende førte kontrol med tilstedeværelsen af betingelserne for udbetaling af rejsegodtgørelsen skattefrit.

Hun udarbejdede i den forbindelse skemaer til brug for beregningen af rejsegodtgørelse, jf. bilag 10-12. Som det fremgår heraf, indeholder skemaerne oplysninger om afrejse- og hjemrejsetidspunkt, mål- og delmål, samlede antal timer, antal hele døgn samt den anvendte sats for henholdsvis kost og logi. I relation til formålsangivelsen i skemaerne bemærkes det, at det i koncernen var et velkendt faktum, at A tog til Baltikum med henblik på at skaffe billige biler til koncernen.

I forbindelse med sagens verseren ved SKAT, har SKAT fået dokumentation for en del af de rejser, der er udbetalt rejsegodtgørelse for i 2010-2012. Dokumentation for den resterende del af rejserne er fremlagt som bilag 13 (2010), bilag 14-24 (2011) og bilag 25-30. Det bemærkes for en ordens skyld, at der hverken ved sagens verseren ved SKAT eller Skatteankestyrelsen har været uenighed om, hvorvidt de omhandlede rejser rent faktisk blev foretaget.

Som sagens bilag 31 er endvidere fremlagt et uddrag af As kalender for perioden januar 2011 - juni 2012. Det bemærkes, at A noterer alle aftaler og gøremål i sin kalender. Dog bemærkes, at ikke alle besøg hos vognmænd i Litauen er noteret i kalenderen, i det omfang A - uden forudgående aftale - har foretaget mindre visitter hos visse vognmænd.

... ...

A, der i langt hovedparten af året opholdte sig i Danmark, opholdte sig på koncernens kontor i Y1-by eller hoteller rundt omkring i Litauen.

Det bemærkes i den forbindelse, at A ikke foretog rejserne i privat øjemed. As private interesser var fortsat i Danmark, herunder havde A sin private bopæl og sin familie i Danmark. Det skal samtidig understreges, at Litauen ikke på noget tidspunkt i den i sagen omhandlede periode har haft karakter af et fast arbejdssted for A.

Det bemærkes i den forbindelse, at A ikke på tidspunkterne for de omhandlede rejser vidste, at det efterfølgende skulle vise sig at være nødvendigt at opholde sig i Litauen i sammenlagt 101 døgn i 2010, 203 døgn i 2011 og 89 døgn i 2012.

Mercedes Benz E350

Den i sagen omhandlede Mercedes Benz E350, med tysk reg.nr. ...Q ejedes af det tyske selskab G4 i hele den i sagen omhandlede periode.

Bilen var afgiftsfritaget efter registreringsafgiftslovens § 1, stk. 4 og 5, jf. bilag 33, og anvendtes alene til erhvervsmæssig kørsel, herunder As kørsel i forbindelse med kundemøder. A har ikke anvendt bilen til privat kørsel.

Det bemærkes, at A efter ansættelseskontrakten alene har mulighed for at anvende den omhandlede bil til privat kørsel. Som anført har A valgt ikke at udnytte denne mulighed

Foruden A anvendte en anden ansat i G4 bilen til erhvervsmæssig kørsel.

Baggrunden for, at G1-koncernen besluttede at anskaffe den omhandlede Mercedes var, at G1-koncernen transporterede reservedele for netop Mercedes Benz. Mercedes Benz havde en forventning om, at underleverandører kørte i Mercedes (såkaldt gegengeschäft). Det var også derfor, at G1-koncernen alene kørte i Mercedes-lastbiler.

Som sagens bilag 34 er fremlagt et efterfølgende udarbejdet kørselsregnskab for As kørsel i den omhandlede bil. Kørselsregnskabet er udarbejdet på grundlag af As kalender for de omhandlede indkomstår. Det bemærkes i den forbindelse, at A noterer alle aftaler og gøremål i sin kalender.

Det fremgår af den som bilag 34 fremlagte kørebog, at den omhandlede Mercedes Benz E350, med tysk reg.nr. ...Q, har været anvendt til kørsel mellem As daværende bopæl i Y9-by, G4's adresse i Y4-by og G1' kontor i Y5-by.

A skiftedes til at arbejde på henholdsvis G1s og G4s adresse. Det kan i den forbindelse oplyses, at A ofte er kørt til G4 i Tyskland, forinden han kørte til G1.

Det bemærkes, at A og hans husstand ikke havde behov for at råde over den omhandlede bil til dækning af det private kørselsbehov. Således ejede A privat en VW Fox, der fuldt ud dækkede As private kørselsbehov. A havde i den omhandlede periode ikke hjemmeboende børn, og hans daværende ægtefælle transporterede sig på arbejde i enten parrets private VW Fox, på cykel, eller i en rutebus, der stoppede 100 meter fra parrets bopæl.

Det skal endvidere fremhæves, at A i området omkring den dansk-tyske grænse er blevet stoppet adskillige gange af SKAT og politiet, uden at de skatte- og afgiftsmæssige forhold vedrørende den omhandlede Mercedes Benz E350 på noget tidspunkt er blevet anfægtet. Eksempelvis blev A på et tidspunktet stoppet ved grænsen, hvor en kvindelig skattemedarbejder meddelte A, at forholdene vedrørende bilen var i orden.

Hovedanbringender

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det for det første gældende, at den omhandlede rejsegodtgørelse er udbetalt af G1 til dækning af udgifter påført A ved rejser foretaget i G1s interesse og, at den omhandlede rejsegodtgørelse også i øvrigt opfylder betingelserne for skattefrihed efter ligningslovens § 9 A, jf. § 9, stk. 4.

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det for det andet gældende, at A ikke er skattepligtig til Danmark af værdi af fri bil efter bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 4, idet den omhandlede Mercedes Benz E350 med tysk reg.nr. ...Q ikke har stået til rådighed for As private kørsel.

Rejsegodtgørelse

Reglerne om skattefri rejsegodtgørelse fremgår af ligningslovens § 9 A. Af bestemmelsens stk. 1 fremgår følgende:

"Godtgørelser til dækning af rejseudgifter, der påføres lønmodtageren, fordi lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, medregnes ikke ved indkomstopgørelsen, såfremt godtgørelsen ikke overstiger satser, der er fastsat i stk. 2.

Hverken ligningslovens § 9 A eller forarbejderne til bestemmelsen indeholder en objektiv definition af, hvornår et arbejdssted er midlertidigt.

Det må derfor afgøres på baggrund af en konkret, individuel vurdering af den enkelte lønmodtagers ansættelses- og arbejdsforhold.

... ...

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det for det første gældende, at den omhandlede rejsegodtgørelse er udbetalt af G1 til dækning af udgifter påført A ved rejser foretaget i G1s interesse, og at den omhandlede rejsegodtgørelse også i øvrigt opfylder betingelserne for skattefrihed efter ligningslovens § 9 A, jf. § 9, stk. 4.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har under sagen gjort gældende, at A ikke er berettiget til at modtage skattefri rejsegodtgørelse.

Skatteministeriet har i den forbindelse bl.a. gjort gældende, at selskabet ikke førte kontrol med rejsernes erhvervsmæssige formål, at A havde fast arbejdssted i Litauen, at rejserne blev foretaget i As private interesse, at rejserne blev foretaget i det litauiske selskabs interesse, at rejserne ikke var erhvervsmæssigt nødvendige, og at selskabets udbetalinger af rejsegodtgørelse var kompensation for en lønnedgang.

Alt dette bestrides. Det gøres således gældende, at A opfylder betingelserne for at modtage rejsegodtgørelsen skattefrit, og at han derfor ikke skal beskattes af rejsegodtgørelsen.

Det fastholdes således, at der blev ført den fornødne kontrol med udbetalingerne af rejsegodtgørelse, jf. også de som bilag 10-12 fremlagte skemaer, hvoraf fremgår de nødvendige oplysninger vedrørende rejserne. Som anført i sagsfremstillingen var det i koncernen et velkendt faktum, at A foretog rejserne til Litauen med henblik på at skaffe billige biler til koncernen. Det bemærkes i den forbindelse, at der efter praksis ikke stilles krav om, at skatteyder kan fremvise et løbende ført regnskab, logbog eller lignende for at kunne sandsynliggøre, at skatteyder har foretaget rejserne i erhvervsmæssigt øjemed.

Det fastholdes ligeledes, at As arbejdssted havde midlertidig karakter. A vidste selvsagt ikke på tidspunkterne for de omhandlede rejser, at det efterfølgende skulle vise sig at være nødvendigt at opholde sig i Litauen i sammenlagt 101 døgn i 2010, 203 døgn i 2011 og 89 døgn i 2012. Det gøres i den forbindelse gældende, at vurderingen af om arbejdsstedet havde midlertidig karakter, skal foretages på det tidspunkt, hvor rejsen blev foretaget.

Det fastholdes endvidere, at A foretog de omhandlede rejser i G1s og koncernens interesser. Som anført ovenfor havde rejserne til formål at skaffe "billige biler" med henblik på at sikre G1-koncernens overlevelse. Det var således helt afgørende for G1, at selskabet kunne tilbyde kørsler med litauiske og tyske chauffører.

Det fastholdes endvidere, at A ikke foretog rejserne i privat øjemed. A vil selvsagt aldrig positivt kunne dokumentere, at han ikke som påstået af SKAT har haft andre gøremål udover de rent erhvervsmæssige. Såfremt SKAT fastholder påstanden om, at rejserne er foretaget i privat øjemed, må det selvsagt påhvile sagsøgte at dokumentere dette.

Dette har SKAT på ingen måde gjort.

Det er heller ikke korrekt, når sagsøgte påstår, at A modtog rejsegodtgørelsen som kompensation for en lønnedgang. Det bemærkes i den forbindelse, at der ikke har været tvist om, at de omhandlede rejser rent faktisk er foretaget.

Sammenfattende gøres det således gældende, at betingelserne for at få udbetalt rejsegodtgørelsen skattefrit efter ligningslovens § 9 A var til stede, hvorfor As skatteansættelser i indkomstårene 2010-2012 skal nedsættes i et omfang svarende til den modtagne rejsegodtgørelse.

Værdi af fri bil.

Det følger af bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 4, at hvis en arbejdsgiver stiller en bil til rådighed for en ansat for dennes private benyttelse, skal den ansatte beskattes af værdi af fri bil efter de gældende procentsatser i bestemmelsen.

Omvendt følger det af samme bestemmelse, at anvendes den pågældende bil kun til erhvervsmæssig kørsel, skal den ansatte ikke beskattes af værdi af fri bil efter bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 4.

... ...

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det for det andet gældende, at A ikke er skattepligtig til Danmark af værdi af fri bil efter bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 4, idet den omhandlede Mercedes Benz E350 med tysk reg.nr. ...Q ikke har stået til rådighed for As private kørsel.

Den i sagen omhandlede bil anskaffedes ubestrideligt i erhvervsmæssigt øjemed, og bilen var særdeles velegnet til de ansattes, herunder As erhvervsmæssige kørsel. Det bemærkes i den forbindelse, at den omhandlede Mercedes Benz E350 efter tyske forhold i bedste fald er en mellemklassebil - og således ikke som anført af sagsøgte har karakter af en luksusbil.

Som anført i sagsfremstillingen har A på intet tidspunkt haft behov for at kunne råde over den i sagen omhandlede Mercedes Benz E350, idet As husstands kørselsbehov i hele den i sagen omhandlede periode blev dækket af husstandens VW Fox.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har under sagen gjort gældende, at A har anvendt bilen til privat kørsel, herunder at kørslen mellem As daværende bopæl i Y9-by, G4's adresse i Y4-by og G1s kontor i Y5-by havde privat karakter.

Det gøres heroverfor gældende, at denne kørsel ikke havde privat karakter, og at A på intet tidspunkt har anvendt den omhandlede bil til privat kørsel. Dette understøttes af det som bilag 34 fremlagte kørselsregnskab, hvoraf fremgår, at A alene har anvendt bilen til erhvervsmæssig kørsel.

Endvidere er As betaling af omsætningsafgift i Tyskland ikke udtryk for, at den omhandlede Mercedes Benz E350 stod til rådighed for privat kørsel. Efter praksis medfører betaling af dansk privatbenyttelsesafgift da heller ikke, at en bil skal anses for at have stået til rådighed for privat kørsel.

Sammenfattende gøres det således gældende, at der ikke er grundlag for at beskatte A af værdi af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4 af den omhandlede Mercedes Benz E350 med tysk reg.nr. ...Q.

Skatteministeriet har i påstandsdokument af 28. februar 2017 anført følgende:

Sagens tema

Denne sag angår, om A skal beskattes af modtagne rejsegodtgørelser og værdien af fri bil for indkomstårene 2010, 2011 og 2012.

Skatteankenævnet har ved afgørelse af 24. april 2016 (bilag 1) fundet, at A skal betale skat af:

(1) Udbetalte rejsegodtgørelser på kr. 3.736,- i 2010, kr. 130.315,- i 2011 og kr. 55.285,- i 2012, i alt kr. 189.336,-, og

(2) værdien af fri bil kr. 210.000,- i 2010, kr. 210.000,- i 2011 og kr. 161.250,- i 2012, i alt kr. 475.285,-.

A modtog rejsegodtgørelse for rejser til Y1-by i Litauen i indkomstårene 2010-2012. Sagen vedrører rejsegodtgørelse for disse rejser. Rejsegodtgørelsen er udbetalt fra G1. A var stifter, hovedaktionær og direktør i selskabet.

G1 var 100 pct. ejer af datterselskaberne G4 (Tyskland) og G3 (Litauen). A var også direktør for disse selskaber. G4 stillede i de omhandlende indkomstår en Mercedes Benz E350 (tysk reg. ...Q) til As rådighed (bilag F). Det er værdien af rådigheden over denne bil, han er blevet beskattet af.

Der blev afsagt konkursdekret over G1 den 6. marts 2014.

Anbringender

Skatteministeriet gør overordnet gældende, at A ikke opfylder betingelserne for modtagelse af skattefri rejsegodtgørelser for indkomstårene 2010, 2011 og 2012, jf. ligningslovens § 9 A, og at han skal beskattes af fri bil, idet Mercedes Benz E350 (tysk reg. ...Q) har stået til rådighed for hans private benyttelse i indkomstårene 2010, 2011 og 2012, jf. ligningslovens § 16, stk. 4.

1.1. Udbetalt rejsegodtgørelse

Efter ligningslovens § 9, stk. 4, skal en lønmodtager betale skat af modtagen rejsegodtgørelse fra en arbejdsgiver.

Undtagelsen til udgangspunktet findes i ligningslovens § 9 A, stk. 1, hvorefter:

"Godtgørelser til dækning af rejseudgifter, der påføres lønmodtageren, fordi lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, medregnes ikke ved indkomstopgørelsen, såfremt godtgørelsen ikke overstiger satser, der er fastsat i stk. 2." (mine understregninger)

Ved udbetalingen af godtgørelsen skal arbejdsgiveren derudover føre kontrol med bl.a. rejsens erhvervsmæssige formål. Dette fremgår af § 1 i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse.

A opfylder ikke betingelserne for modtagelse af skattefri rejsegodtgørelser for indkomstårene 2010, 2011 og 2012, jf. ligningslovens § 9 A, stk. 1. Han er derfor skattepligtig af den omstridte rejsegodtgørelse på henholdsvis kr. 3.736,- (2010), kr. 130.315,- (2011) og kr. 55.285,- (2012) i medfør af ligningslovens § 9, stk. 4.

Den modtagne rejsegodtgørelse er skattepligtig af en række selvstændige årsager.

For det første har A ikke dokumenteret, at han udførte arbejde i det påståede omfang på sine rejser til Y1-by. Han opholdte sig 393 døgn i Y1-by i perioden januar 2010 til juni 2012 (bilag 1, side 2).

En arbejdsgiver skal løbende kontrollere, om betingelserne for at udbetale rejsegodtgørelse er opfyldt, jf. § 1, stk. 1 og 2, i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000. En del af kontrollen består i at udarbejde bogføringsbilag, som blandt andet skal indeholde oplysninger om rejsens erhvervsmæssige formål. G1 har ikke ført en sådan kontrol.

Han er allerede derfor afskåret fra at modtage skattefri rejsegodtgørelse fra G1, jf. eksempelvis UfR 2007.1526 H (SKM2007.247.HR).

Det arbejde, A måtte have udført i Y1-by, er for det andet ikke sket fra et "midlertidigt arbejdssted". Grundbetingelsen for at modtage skattefri rejsegodtgørelse efter ligningslovens § 9 A, stk. 1, er dermed ikke opfyldt.

Hvorvidt et arbejdssted er midlertidigt, skal afgøres ud fra en konkret individuel vurdering. Såfremt arbejdet ikke i sig selv er af midlertidig karakter, forudsætter et midlertidigt arbejdssted i ligningslovens forstand en tidsbegrænsning.

SKAT har beskrevet begrebet i SKM2008.853.SKAT. Det følger heraf, at:

"Det er ikke muligt at gøre et arbejdssted, hvor arbejdet normalt kan udføres det samme sted år efter år, til et midlertidigt arbejdssted i relation til LL § 9A, stk. 1, ved at ansætte en medarbejder på tidsbegrænsede kontrakter af f.eks. 12 måneders varighed den ene gang efter den anden".

Et arbejdssted, hvor det er muligt at udføre sit arbejde år efter år, vil altså som udgangspunkt være et fast arbejdssted.

A var direktør og hovedanpartshaver i G3. Selskabet havde hovedkontor i Y1-by, hvor han også overnattede i vidt omfang (replikken, side 2, tredjesidste afsnit).

Der må derfor gælde en formodning for, at det arbejde, han måtte have udført i Y1-by i 2010, 2011 og 2012, er sket med udgangspunkt fra G3s hovedkontor i Y1-by.

G3s hovedkontor har ikke karakter af et midlertidigt arbejdssted for A.

Han rejste til Y1-by i 101 døgn i 2010, 203 døgn i 2011 og 89 døgn i perioden januar - 8. juni 2012 (bilag 10, 11 og 12). Herefter tog han fast og permanent bopæl i Y1-by (bilag 1, side 2).

Allerede i perioden 2005-2009 rejste han dog til Y1-by i et stort omfang. Efter det oplyste opholdt han sig også i denne periode i omegnen af 100 døgn årligt i Y1-by (replikken, side 2, næstsidste afsnit). Han har altså haft en stærk og vedvarende tilknytning til byen og Litauen.

Det er derfor en forudsætning for at anse arbejdsstedet for midlertidigt, at hans aftaleforhold var tidsbegrænset. Det var det ikke. Allerede derfor var arbejdsstedet ikke midlertidigt for A i ligningslovens forstand.

Under alle omstændigheder er et arbejdssted ikke midlertidigt, når de udførte arbejdsopgaver har karakter af ledelsesmæssige permanente og tilbagevende opgaver, jf. princippet i SKM2001.490.VLR.

I SKM2001.490.VLR fandt landsretten, at en dansk skatteyder havde fast arbejdssted i Polen og Litauen, da han havde udført ledelsesmæssige opgaver af permanent og fast tilbagevendende karakter. Den pågældende skatteyder var derfor skattepligtig af udbetalte rejsegodtgørelser fra et dansk selskab.

På tilsvarende vis havde A en fast og tilbagevendende tilknytning til Y1-by, hvor han var direktør for G3. Også derfor opfyldte han ikke betingelserne for at modtage skattefrie rejsegodtgørelser, jf. ligningslovens § 9 A, stk. 1.

For det tredje har A ikke vist, at det arbejde, han måtte have udført i Y1-by, skete for og i G1s interesse.

G1 havde ingen aktiviteter i Litauen, men drev derimod virksomhed igennem det litauiske selskab G3, der var en selvstændig juridisk person med egne forpligtelser og rettigheder.

G1 kunne derfor ikke udbetale skattefri rejsegodtgørelse for det udførte arbejde i Litauen, jf. eksempelvis SKM2013.152.VLR (SKM2011.690.BR).

Såfremt rejsen var sket i G1 interesse, ville det også have været naturligt, at selskabet havde afholdt udgifterne til rejserne. Rejserne blev dog betalt af G3. Det er der enighed om. Den interne mellemregning imellem selskaberne (bilag I) viser ikke, at G1 efterfølgende skulle have godtgjort  G3s udgifterne. Det underbygges også af, at G1 - ifølge SKATs oplysninger - ikke har fratrukket udgifter til flybilletter i sine regnskaber.

Skatteministeriet gør derudover og for det fjerde gældende, As udsendelse til Litauen ikke har været erhvervsmæssigt nødvendig.

G1 begyndte at udbetale rejsegodtgørelser til A i slutningen af 2010. Samtidigt faldt hans lønindtægter fra 630.000,- kr. i 2010 til 326.760,- kr. i 2011 (bilag 2). Det er ikke med ligningslovens § 9 A tiltænkt, at en skatteyder med bestemmende indflydelse kan konvertere (skattepligtige) lønindtægter til skattefri rejsegodtgørelse, jf. eksempelvis de almindelige bemærkninger til lov nr. 452 af 10. juni 1997, hvoraf fremgår:

"Det har derimod aldrig været hensigten, at udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse skulle være et skattefrit løntillæg, som arbejdsgiveren måske oven i købet tager sig betalt for ved at udbetale en mindre skattepligtig løn. Det er heller ikke meningen, at godtgørelsen skal være en slags kompensation for, at arbejdet måske er hårdt eller ubehageligt. " (Der henvises hertil i bemærkningerne til § 9 A ved lovforslag nr. 88, 1999).

A var direktør og hovedaktionær i G1 og G3 (bilag 1, side 2). Han havde derfor indflydelse på, hvor og hvornår hans arbejde for koncernselskaberne blev udført. Hans faldende lønindtægter skete samtidigt med en markant stigning i udbetalte rejsegodtgørelser. Det påhviler A at godtgøre, at denne udvikling skete af erhvervsmæssige årsager.

Han har ikke påvist dette.

Der er således ikke fremlagt dokumentation, der godtgør, at rejserne til Y1-by skete af erhvervsmæssige årsager for G1 eller at nedsættelsen af hans løn samtidig med betaling afrejsegodtgørelse var forretningsmæssigt begrundet.

A opholdt sig over en periode på 29 måneder knap 14 måneder i Y1-by, hvor han fortsat har bopæl i dag, uanset at G1 er opløst ved konkurs. Der må derfor gælde en formodning for, at hans ophold ikke alene er sket af erhvervsmæssige årsager, ligesom det må formodes, at eventuelt arbejde udført for det danske selskab kunne være udført på G1s hovedkontor i Danmark.

Af ovennævnte selvstændige årsager skal A beskattes af modtaget rejsegodtgørelse med kr. 3.736,- i 2010, kr. 130.315,- i 2011 og kr. 55.285,- i 2012, jf. ligningslovens § 9, stk. 4.

1.2. Fri bil

Det følger af ligningslovens § 16, stk. 4, at værdien af fri bil medregnes til den skattepligtige indkomst, når bilen vederlagsfrit stilles til rådighed af en arbejdsgiver. 

Det er således ikke den faktiske anvendelse af bilerne, der beskattes, jf. ligningslovens § 16, stk. 4, men derimod selve rådigheden, jf. eksempelvis SKM2013.539.ØLR og SKM2012.464.ØLR

A fik i indkomstårene 2010, 2011 og 2012 stillet en Mercedes Benz E350 (tysk reg. ...Q) til rådighed for hans private benyttelse af G4. Han er derfor skattepligtig af værdien af fri bil i medfør af dagældende ligningslovs § 16 A, stk. 5, jf. § 16, stk. 4. 

A var hovedanpartshaver i G4. Ifølge hans ansættelseskontrakt havde han ret til at benytte en af selskabet ejet bil (bilag E, § 4, stk. 3). Selskabet stillede i overensstemmelse hermed en Mercedes Benz E350 (tysk reg. ...Q) til hans rådighed. 

Det fremgår af kontrakten (§ 4, stk. 3), at han skulle betale indkomstskat i Tyskland af den økonomiske fordel ved privat brug. Det er ubestridt, at en sådan skat blev betalt for 2010, 2011 og 2012 (bilag 1, side 3 og stævningen, side 13). Det skaber alt andet lige en stærk formodning for, at han har haft bilen til rådighed for privat benyttelse, jf. eksempelvis Byrettens' dom af 3. februar 2017, j.nr. BS 150-142/2016 (SKM2017.204.BR), hvor skatteyderens selskab havde betalt privatbenyttelsesafgift for selskabets bil. 

Bilen har desuden været parkeret på hans privatadresse (bilag 1, side 20 og bilag 34). Der gælder også derfor en formodning for, at bilen har været til rådighed for privat kørsel, jf. eksempelvis UfR 2000.329 H, SKM2008.617.ØLR, SKM2009.629.VLR og UfR 2009.1202 H (SKM2009.239.HR). 

Formodningen er styrket, da Mercedes'en er en luksusbil velegnet til privat kørsel uden særlig erhvervsmæssig indretning, jf. eksempelvis SKM2015.31.ØLR

A har ikke afkræftet denne formodning. 

Skatteyderen skal føre et konkret og objektivt konstaterbart bevis for, at køretøjerne aldrig blev anvendt til privat kørsel. Et sådant bevis kan navnlig - og efter retspraksis i realiteten på eneste måde - føres ved, at der udarbejdes et kørselsregnskab. Fremlæggelse af konkret bevis i form af et oprindeligt ført kørselsregnskab er således et helt afgørende beviskrav, jf. SKM2007.522.VLR, der er stadfæstet af Højesteret ved UfR 2009.1202 H (SKM2009.239.HR). 

Dette indebærer, at der i sådanne situationer som det meget klare udgangspunkt skal foreligge et løbende ført kørselsregnskab, hvis en skatteyder skal løfte bevisbyrden for, at han - hvor en firmabil befinder sig på hans private adresse - ikke har haft den pågældende bil til rådighed for privat benyttelse.

Dette gælder i særlig grad, når der som her er tale om en personbil, og når skatteyderen er hovedanpartshaver i det selskab, hvor han også er ansat. 

A har ikke ført et løbende kørselsregnskab. Han har derimod efterfølgende rekonstrueret en kørebog for perioden maj-december 2011 og januar-juni 2012 (bilag 34 og bilag F). Kørebogen kan ikke tillægges betydning som et egentlig kørselsregnskab, der kan udgøre et konkret bevis for, at bilen udelukkende har været anvendt til erhvervsmæssig kørsel, jf. SKM2009.477.VLR. Det er da også ubestridt, at kørselsbogen er mangelfuld. Kørebogen afkræfter derfor ikke formodningen for privat benyttelse for disse indkomstår. 

Det bemærkes, at det forhold, at A har haft rådighed over en privatejet bil (VW Fox), ikke er nok til at afkræfte formodningen for, at G4's Mercedes har stået til rådighed for hans private kørsel, jf. UfR 2009.1202 H (SKM2009.239.HR). Selve ejerskabet til den private bil og omfanget af kørslen heri udgør ikke bevis for, at han ikke tillige har haft selskabets bil til rådighed. 

Tværtimod foreligger der i sagen konkret bevis for, at han rent faktisk også har benyttet bilen privat. 

A har nemlig kørt til og fra arbejde i bilen. Det er der enighed om (stævningen, side 10). Kørsel mellem bopæl og arbejdsplads er privatkørsel. Han har ikke godtgjort, at kørslen er sket som led i kundeopsøgende arbejde fra hjemmet, hvorfor ligningslovens § 16, stk. 4, 11. pkt. ikke finder anvendelse.

Selv hvis As kørsel skete af hensyn til kundeopsøgende aktiviteter, fremgår det af det rekonstruerede køreregnskab for 2012, at han har haft mere end 60 dages kørsel mellem sin bopæl og arbejdsplads i 2012.

Kørslen er derfor under alle omstændigheder ikke erhvervsmæssig kørsel, jf. ligningslovens § 16, stk. 4, 11. pkt. 

Tilsvarende er der en formodning for, at han har kørt mere end 60 dage til og fra arbejde i 2011, idet han i løbet af den rekonstruerede periode på 8 måneder kørte 55 gange frem og tilbage. Formodningen må tilsvarende gælde for 2010, hvor han kun havde 101 rejsedage. 

A har altså ikke alene haft privat rådighed over bilen, men også rent faktisk benyttet bilen privat.

Parterne har i det væsentligste procederet i overensstemmelse hermed.

Rettens begrundelse og afgørelse 

G1 var 100 % ejer af datterselskaberne G4 (Tyskland) og G3 (Litauen). A var direktør i selskaberne. Den omhandlede bil en Mercedes Benz E350 blev stillet til rådighed af det tyske datterselskab og var tysk indregistreret 

Vedrørende rejsegodtgørelserne: 

Efter det foreliggende lægges det til grund, at rejsegodtgørelserne er ydet i forbindelse med As rejser til Y1-by i Litauen. Det lægges ligeledes til grund at datterselskabet G3 havde kontor i Y1-by, og at A efter sin forklaring fra 2011 på rejserne overnattede på kontoret i Y1-by. 

Efter ligningslovens § 9, stk. 4, skal en lønmodtager betale skat af modtagen rejsegodtgørelse fra en arbejdsgiver. 

Undtagelsen til udgangspunktet findes i ligningslovens § 9 A, stk. 1, hvorefter: 

"Godtgørelser til dækning af rejseudgifter, der påføres lønmodtageren, fordi lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, medregnes ikke ved indkomstopgørelsen, såfremt godtgørelsen ikke overstiger satser, der er fastsat i stk. 2." 

Efter det foreliggende finder retten, at A ikke har dokumenteret, hvilket arbejde han har udført og for hvem, det er udført. Retten tiltræder således det af sagsøgte anførte, at de fremlagte kalendere ikke dokumenterer, at der er udført arbejde, og at dette arbejde er udført for G1, der har udbetalt rejsegodtgørelsen. A er derfor allerede af den grund afskåret fra at modtage skattefri rejsegodtgørelse. 

Det må også på baggrund af As egen forklaring lægges til grund, at arbejdet blev fortaget med udgangspunkt fra kontoret i Y1-by. A var direktør i datterselskabet G3. Retten finder, at det ikke er dokumenteret, at det arbejde han udførte under sine rejser ikke var arbejde, der blev udført i G3s interesse. Retten har i den forbindelse også lagt vægt på, at udgifterne til flybilletterne blev betalt af G3 og ikke af det danske selskab. A er derfor heller ikke af den grund berettiget til udbetaling af rejsegodtgørelse fra det danske moderselskab G1 

Endelig tiltræder retten det anførte af sagsøgte om, at As arbejde ikke er sket fra et midlertidigt arbejdssted. A var direktør og hovedanpartshaver i datterselskabet G3 i Litauen og As arbejde i selskabet havde karakter af permanente og tilbagevendende opgaver. De ledelsesmæssige opgaver i selskabet, og det arbejde, der er udført med udgangspunkt i G3s hovedkontor i Y1-by, kan derfor ikke anses for at være udført fra et midlertidigt arbejdssted. Betingelserne for at få udbetalt rejsegodtgørelse er derfor ikke opfyldt. 

A skal derfor beskattes af de modtagne rejsegodtgørelser jf. Ligningslovens § 9, stk. 4 som sket. 

Vedrørende fri bil 

Det må efter det foreliggende lægges til grund, at bilen, en Mercedes Benz E350, blev stillet til rådighed af det tyske datterselskab G4, hvor A var direktør.

Det lægges ligeledes til grund som ubestridt, at A har betalt indkomstskat at den økonomiske fordel ved privat brug, og at bilen derfor i Tyskland var stillet til rådighed også til privat brug. Det lægges ligeledes til grund at bilen i 2010, 2011 og 2012 har været parkeret ved As private bolig.

Under hensyn hertil og til, at A ikke har ført et løbende kørselsregnskab og alene rekonstrueret en kørebog, finder retten, at A ikke har ført et konkret og objektivt konstaterbart bevis for, at bilen aldrig har været anvendt til privat kørsel.

Det må ligeledes lægges til grund, at A har kørt i bilen fra sin privatadresse til arbejde, og det findes ikke godtgjort, at denne kørsel har været af erhvervsmæssig karakter, herunder til kundebesøg. 

Retten finder derfor i overensstemmelse med det anførte af Skatteministeriet, at den omhandlede bil har været stillet til rådighed for A til privat brug, ligesom bilen rent faktisk er anvendt til privat kørsel. 

A er derfor skattepligtig af værdien af fri bil jf. Ligningslovens § 16,stk. 4.

Sagsøgtes frifindelsespåstand tages derfor til følge. 

Vedrørende sagens omkostninger forholdes som nedenfor bestemt, idet retten kan oplyse, at der er fastsat et salær på 46.000 kr. som et passende beløb til dækning af sagsøgtes udgift til advokatbistand.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Skatteministeriet frifindes 

A skal inden 14 dage betale sagens omkostninger til Skatteministeriet med 46.000 kr. 

De idømte sagsomkostninger forrentes efter rentelovens § 8 a.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter