En toldprocedure er en tilkendegivelse af, hvad der skal importeres eller eksporteres og til hvilken brug.

En toldprocedure en en tilkendgivelse i toldangivelsen af med hvilket toldmæssigt formål varen importeres eller eksporteres. Valget af toldprocedure afgør bl.a.:

  • Om der skal opkræves told og eventuelle afgifter på tidspunktet, hvor varerne angives.
  • Om opkrævning af told og eventuelle andre afgifter kan suspenderes, mens varen befinder sig under den angivne toldprocedure.
  • Om der er særlige betingelser og forpligtelser, virksomheden skal overholde, mens varen befinder sig under den angivne toldprocedure.

Der er grundlæggende tre typer toldprocedurer:

  • Overgang til fri omsætning (almindelige procedurer)
  • Særlige procedurer
  • Eksport

Hvis du vil importere en vare fra et ikke-EU-land, så du kan sælge varen eller forbruge den i Danmark, er det toldproceduren Fri omsætning, der skal bruges. For at varen kan overgå til fri omsætning, skal tolden være betalt, eller der skal være stillet sikkerhed.

Importerer du varer, der kræver betaling af punktafgift, skal du være registreret efter den konkrete punktafgiftslov.

De særlige procedurer giver din virksomhed mulighed for at transportere, opbevare, behandle og forarbejde ikke-EU-varer i EU, hvor betalingen af told og afgifter suspenderes, så længe du overholder de gældende regler for de særlige procedurer. De særlige procedurer giver også mulighed for, at virksomheden kan få EU-varer repareret eller forarbejdet uden for EU’s toldområde mod fuldstændig eller delvis toldfritagelse, når varerne kommer retur (genindførsel) efter reparation eller forarbejdning.

De særlige procedurer er:

  • EU-forsendelse, der omfatter ekstern og intern forsendelse
  • Toldoplag og frizoner
  • Særlig anvendelse, der omfatter midlertidig import og anvendelse til særligt formål (End-Use)
  • Forædling, der omfatter aktiv og passiv forædling.

For at anvende disse ordninger kræver det som hovedregel en bevilling fra Toldstyrelsen samt sikkerhedsstillelse for potentiel toldskyld.  

Læs mere om særlige procedurer.

Når EU-varer skal angives til eksport ud af EU’s toldområde, kan det ske under flere forskellige toldprocedurer.

Eksportproceduren anvendes, når EU-varer skal endeligt føres ud af EU’s toldområde, og det ikke er planlagt, at varerne skal genindføres til EU’s toldområde. Proceduren anvendes også, hvis varen skal eksporteres midlertidigt med henblik på udstilling, udlån eller lignende uden for EU’s toldområde, og hensigten er at genindføre varen i uforandret stand.

Proceduren for passiv forædling kan anvendes, hvis varen skal sendes ud af EU’s toldområde til reparation eller forarbejdning og hensigten er at genindføre varen med hel eller delvis toldfritagelse.

Læs mere om Eksport.

For uddybende og fyldestgørende juridisk information, se den juridiske vejledning.