Dato for udgivelse
31 Jul 2017 13:44
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
07 Jul 2017 08:38
SKM-nummer
SKM2017.462.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
BS 7-1357/2016
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst
Emneord
Motorregistret, leaset, motorcykel, kontoudtog, engangsydelse, løbende, betalinger, udgifter, leasingtager, reelle, bruger, leasingforholdet
Resumé

Skatteyderen stod i motorregisteret registreret som bruger af en leaset motorcykel. SKAT havde indhentet skatteyderens kontoudtog og kunne konstatere, at skatteyderen ikke selv havde betalt for hverken engangsydelsen eller de løbende betalinger. Skatteyderen oplyste, at de til leasingen forbundne udgifter var betalt af hans svoger, og at det rettelig var svogeren, som var den reelle bruger af motorcyklen.

Af leasingkontrakten stod skatteyderen anført som leasingtager, og der var i kontrakten anført en række personlige oplysninger, herunder bl.a. cpr-nummer.

Skatteyderen havde ikke forsøgt at ændre registreringen i motorregisteret og anfægtede først rigtigheden af registreringen, efter SKAT havde indkaldt til et møde vedrørende motorcyklen, som han udeblev fra, og efter SKAT dernæst fremsendte agterskrivelsen.

Skattemyndighederne fandt, at skatteyderen var den reelle bruger af motorcyklen, og eftersom svogeren havde afholdt alle udgifterne til leasingforholdet, forhøjede skattemyndighederne skatteyderens skattepligtige indkomst med i alt 102.471 kr., svarende til værdien af den samlede leasingydelse i den aftalte leasingperiode.

Retten fandt, at der under sådanne omstændigheder, hvor skatteyderens navn fremgår af leasingkontrakten, hvor han udeblev for mødet med SKAT, hvor registreringen i motorregisteret fremgår af den personlige skattemappe, og hvor der ikke blev foretaget skridt til at ændre registreringen, er en formodning for, at registreringen i motorregisteret er korrekt.

Herefter fandt retten ud fra en samlet bedømmelse, at det påhvilede skatteyderen en skærpet bevisbyrde for, at han ikke var leasingtager, hvilken retten fandt ikke var løftet. Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Reference(r)

Skatteforvaltningslovens § 4

Henvisning

Den Juridiske Vejledning C.A.6.1.2.1


Parter

A

(v/Adv. Michael Juul Eriksen)

Mod

Skatteministeriet

(Kammeradvokaten v/Adv. Sebastian Knop Reventlow)

Afsagt af byretsdommer

Merete Strøm

Sagens baggrund og parternes påstande

Under denne sag, der er anlagt den 14. december 2016, har sagsøgeren, A, principalt påstået Skatteministeriet tilpligtet at anerkende, at A’s skatteansættelse for indkomståret 2012 nedsættes med 102.471 kr., subsidiært at der ikke skal ske beskatning af 64.067 kr., som er betalt depositum.

Påstanden støttes på, at A ikke er rette leasingtager og bruger af en Harley Davidson motorcykel Stelnr. …21, i perioden 17. juli 2012 til 16. oktober 2012, hvorfor han ikke skal beskattes i sin personlige indkomst for i alt 102.471 kr. svarende til leasingydelser i denne periode, som A’s svoger SS har betalt.

Den subsidiære påstand støttes på, at A ikke skal beskattes af den fulde værdi af leasingen, idet et betalt depositum på 64.067 kr., skal gå fra i beskatningen. Den subsidiære påstand er nedlagt i tilfælde af, at retten finder, at A er rette leasingtager og bruger af motorcyklen.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har påstået frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Den 11. november 2014 (bilag 2) traf SKAT afgørelse om, at A skulle beskattes af 102.471 kr. som personlig indkomst.

Inden afgørelsen blev truffet var A blevet indkaldt til møde den 19. juni 2013 hos SKAT (bilag A), hvor han udeblev.

A påklagede SKATs afgørelse til Skatteankestyrelsen, idet han fastholdt ikke at have været rette leasingtager af motorcyklen (bilag 3). A havde advokatbistand, og det fremgår af klageskrivelsen blandt andet under anbringender, at A ved modtagelsen af SKATs afgørelse har gjort advokaten opmærksom på, at det ikke er hans underskrift, der ses på den vedlagte leasingkontrakt. " Det har ikke tidligere været påpeget i sagsforløbet, idet min klient ikke har set den pågældende leasingkontrakt før nu." Det fremgår endvidere, at A’s kørekort var vedlagt for, at underskrifterne kunne sammenlignes, og advokaten oplyste, at " A mener at have underskrevet en leasingkontrakt, som dog ikke er den kontrakt, der er vedlagt SKATs afgørelse".

Under denne sag har der været fremlagt den leasingkontrakt, der danner grundlag for forhøjelsen af A’s skattepligtige indkomst for 2012, og en leasingkontrakt vedrørende samme motorcykel i perioden fra den 2. maj 2013 til den 2. oktober 2013. Skatteministeriet har i den forbindelse gjort gældende, at A’s underskrift på leasingaftalen i bilag C er identisk med underskriften på hans kørekort (bilag 8). Det er oplyst, at A ikke over for skattemyndighederne har bestridt den senere registrering i motorregistret af ham som bruger af motorcyklen i 2013.

A har fremlagte en række fotos af motorcyklen, og disse er belyst med forklaringer under hovedforhandlingen.

Parterne er enige om, at retten kan lægge til grund, at leasingydelserne er betalt kontant af SS.

Parterne er også enige om, at det af A’s personlige skatteoplysninger fremgår, at han har været bruger af motorcyklen i perioden fra den 25. juli 2012 til den 28. februar 2013.

A har oplyst, at han ikke var bekendt med, at SS anvendte hans navn i leasingkontrakten, og at forholdet ikke er anmeldt til politiet.

Parterne er enige om den beløbsmæssige opgørelse af A’s påstande.

Forklaringer

A har forklaret, at han ikke har underskrevet leasingkontrakten af 13. juli 2012 (bilag 4). Han kender ikke noget til kontrakten, men har gennemgået den med sin advokat til brug for sagen. Han kender heller ikke leasingselskabet G1. Han mener heller ikke, at underskriften på leasingkontrakten ligner hans. Det ser ud som om, der er en, der har foregivet at underskrive som A. Han mener, at han første gang hører om leasingkontrakten i forbindelse med, at SS kom hjem fra et motorcykeltræf og fortalte ham om den. SS sagde ikke noget nærmere om den. Han har aldrig leaset den Harley Davidson motorcykel. Han mener, at SS fortalte ham, at der var noget med, at SS’s navn ikke kunne skrives på ved registreringen, og det var derfor, at SS satte hans navn på. Han gjorde ikke noget for at få ændret registreringen, da SS fortalt om det.

Han ved ikke hvorfor. Han er gift med SS’s søster, og han synes, at de har et tæt forhold. SS har også haft adresse hos dem.

Sagen startede, fordi SKAT kontaktede ham. Han kan godt huske, at han fik en mødeindkaldelse fra SKAT, og det er rigtigt, at han udeblev. Han spurgte SS, hvordan han skulle forholde sig, og SS sagde, at SS ville give det videre til et advokatfirma, og at han derfor ikke skulle møde op hos SKAT. Han lagde derfor sagen i SS’s hænder. Leasingkontrakten hos G2 kendte han heller ikke til, da leasingaftalen blev indgået. Han er enig i, at den angår samme motorcykel. Han kender ikke noget til leasingselskabet G2. Det er heller ikke ham, der har underskrevet på kontrakten. Det kan han se, når han ser på underskriften. Han har overhovedet ikke haft nogen form for kontakt med hverken G1 eller G2. Hele skattesagen har kørt igennem advokaten.

Han har set den motorcykel i virkeligheden flere gange, som sagen angår. Han har også set SS på den, men han har aldrig selv prøvet at køre den. Harley Davidson er ikke ham. Motorcyklen var også modificeret på en måde, der gjorde, at han ikke kunne køre på den. SS har fået påmonteret fremflyttersæt på motorcyklen, fordi SS er betydeligt større end ham. Derfor ville han ikke kunne bremse og skifte gear på motorcyklen. SS har i hvert fald haft motorcyklen længere end fra 2011. Fra 2012 stod han selv registreret som ejer og bruger af en Yamaha motorcykel. Det var hans egen motorcykel, og han havde ikke behov for yderligere en motorcykel. Den i sagen omhandlede Harley Davidson er letgenkendelig, og man ser ikke så mange af dem. Han har aldrig modtaget en Harley Davidson i gave fra SS.

Han ved ikke, hvorfor SS ikke spurgte om lov, inden han underskrev leasingkontrakten i 2012 i hans navn. Hans personlige oplysninger i form af cpr.nr. mv. kan SS have fået adgang til, fordi de har boet sammen. Han putter ikke sine breve og den slags i mapper. De har også været på ferie sammen, hvor SS har bestilt flybilletter mv. Han tænkte ikke videre over det, da SS fortalte om leasingkontrakten. Det er også SS, der har underskrevet med hans navn på leasingkontrakten med G2. Han kan ikke huske, om SS sagde noget til ham 2. gang. Han er ikke bange for SS. For at være helt ærlig ved han ikke, om det er i orden, at SS bruger hans personlige oplysninger. Han har aldrig selv underskrevet en leasingkontrakt.

Foreholdt bilag 3, side 2, hvor er anført, at "jeg kan oplyse, at min klient mener at have underskrevet en leasingkontrakt, som dog ikke er den kontrakt, der er vedlagt SKATs afgørelse" kan han sige, at han ikke kan svare på, hvad det er for en leasingkontrakt, advokaten skriver om. Han har ikke leaset nogen ting. Som han har forstået SS, kunne SS ikke blive godkendt som leasingtager, og at det var derfor, at SS brugte hans navn. Han ved ikke, hvorfor SS ikke kunne blive godkendt. Han mener, at SS boede hos ham henover sommeren og i efteråret 2012.

Foreholdt sin advokats brev af 6. november 2014 (bilag B), hvor er anført "Min klient stod alene på leasingkontrakten, idet SS på daværende tidspunkt havde adresse i udlandet" kan han ikke huske, om han har forklaret det til sin advokat. Han fastholder, at han ikke var vidne om, at leasingkontrakten var indgået. Han kan ikke huske, om han har sagt sådan til advokaten. Det er 4 år siden, og han kan ikke huske, hvad der skete for 4 år siden. Han har ikke selv gjort noget for at få oplysningerne ændret, herunder selv taget kontakt til SKAT.

SS rejste meget. Han kan ikke huske, om SS var i Spanien i 2012. Han kan godt huske, at SS boede hos ham. Det var på adressen Y1-adresse. Han ved, at SS har haft adresse i udlandet, men han kan ikke huske, hvilket år, det har været. SS har boet hos ham og også haft adresse hos ham. Han kan ikke huske datoerne og årstallet. Han har haft møder med advokaten i forbindelse med skattesagen, og de har også talt sammen over telefonen. Det har SS hjulpet med. I forbindelse med anlægget af skattesagen har han drøfte sagen med sin advokat. Han er blevet opdateret af advokaten direkte, og der er ikke i den forbindelse ting, der er gået igennem SS.

SS har forklaret, at han kender den som bilag 4 fremlagte leasingkontrakt. Han har været ejer af den motorcykel siden den 6. maj 2008. Han var på daværende tidspunkt medlem af en motorcykelklub ved navn A. I 2008 stod JK som ejer af motorcyklen. Oplysningerne fra politiet i bilag 10 er korrekte. Det er ham, der har bedt politiet om at lave dem. Det var også ham, der havde motorcyklen i 2012. Han underskrev leasingkontrakten med G1. Han kender leasingselskabet. Han havde også der i sin kærestes navn leaset en bil. Det er ham, der underskriver med navnet IA. JK begik desværre selvmord i 2010. Det medførte, at han selv fik et problem, idet han havde betalt udbetalingen på motorcyklen. Han har selv været involveret i flere skattesager med motorcyklen. Told og Skat har kørt en skattesag med udbetalingen. Der var mange skattemæssige problemer. Det medførte, at G1 købte motorcyklen af ham, og at han så lejede motorcyklen af G1 det første år.

I 2012 ville Told og Skat bestemme, hvem der kunne lease. Det havde de ikke villet tidligere. I 2012 stod han og var på vej til Spanien. De stod nede ved leasingselskabet og var derfor nødt til at finde én, der ikke skyldte penge til Told og Skat. Derfor valgte han bare sin svoger. Han fik sat en tysk prøveplade på og kørte fra leasingselskabet til Spanien. Han foranledigede, at der blev fremsendt en dansk nummerplade. Den kom efter 3 eller 4 dage. Han stod sammen med 7 andre motorcykelfolk og skulle til et træf i Y2-by. Det holdes hvert år, og det var vigtigt at nå frem og at komme på motorcykel. Han betale leasingafgiften. Det er ham, der har taget billedet i bilag 7. Man kan se den i sagen omhandlede motorcykel på billedet. Det er rigtigt, at det er ham, der ses på den blå motorcykel på billederne fra 16. september 2012. Disse billeder blev taget til julekort for …A i 2012. Han var national sergent i …A i 2012 og stod blandt andet for noget med sikkerhed omkring motorcykler. Folk skulle komme på motorcykler, der var synet, indregistreret og lovlige. Alle prøvemedlemmer og medlemmer af …A skulle køre på en Harley Davidson minimum 1000 ccm. Billedet i bilag 10 er en original model fra 2008. Det var sidste årgang med den type stel.

Der kom et nyt stel i 2009. I 2011 kom han ud for en bilulykke, hvorefter han fik døje med at sidde på motorcyklen på grund af sin størrelse. Han er 1,91 cm. Derfor monterede han et fremflyttersæt på motorcyklen. Det bestilte han hjem fra USA og fik også lagt 3,5 tommer ud for at få bedre plads til sine lange ben. Man kunne derefter kun bremse ordentligt på motorcyklen, hvis man har hans højde. Det har A ikke. Han ved ikke, hvor motorcyklen er i dag. Han meldte sig ud af …A i 2014. Han gik da i et exit-program, som politiet kører.

Han har også indgået leasingkontrakten med G2 i 2013 vedrørende samme motorcykel på grund af samme problemer med SKAT. Det var ham, der stod for den leasingkontrakt. Det var hans motorcykel. G1 gik konkurs. Derfor kom motorcyklen til G2. Motorcyklen havde han på daværende tidspunkt stående hos G1, som ikke havde pant i den. Ved G1’s konkurs overdrog G1 motorcyklen til en anden, som skulle hjælpe med at gøre boet op eller sådan noget. Der fra fik han motorcyklen udleveret. G2 var i Y3-by.

Han spurgte ikke A om lov til at anvende hans navn på kontrakten med G1, før han gjorde det. Han tror, at han fortalte ham om det, da de var på ferie sammen. Han husker dog ikke helt præcist, hvornår han fortalte det til A. Der gik i hvert fald et stykke tid. Han kan ikke præcist huske, hvad han sagde til A, men kan forestille sig, at han sagde, at han lige var nødt til at bruge A’s navn til sin motorcykel. Han har nok også sagt, at der ikke skete noget ved det. G1 var et kæmpe leasingfirma. De vidste godt, hvem han var, og at han hed SS. G1 sagde ikke noget til, at det var A’s navn, der stod på leasingkontrakten og ikke hans. Han legitimerede sig med kørekort og pas. Det blev han nødt til for at kunne køre derfra på en tysk prøveplade. Derfor registrerede de den i hans navn i den sammenhæng.

Året før havde han lejet den samme motorcykel i sit eget navn. Det har der også kørt en skattesag om. Han kørte ned igennem Tyskland med rygmærke og 7 mand efter sig. Han har det med at blive stoppet i den sammenhæng. Han skulle også ned igennem Frankrig og videre til Spanien. Derfor skulle alle papirer være i orden, før han kunne køre derfra. Han havde ikke noget af A’s legitimation med. Han havde oplysninger med, fordi de skulle på ferie sammen i Spanien. I den sammenhæng havde han A’s private oplysninger i sin smartphone, fordi det var ham, der skulle sørge for at leje blandt andet biler. Der var det samme problem i 2013 med Told og Skat, og det var derfor, at han også i 2013 skrev A’s navn på. Heller ikke i 2013 sagde han det til A. Han kunne på daværende tidspunkt ikke se noget forkert i det. Først langt henne i sæsonen i 2013 fik han plader på motorcyklen, fordi han døjede med Told og Skat. Han har papir på importen af materialet til brug for modifikation af motorcyklen. De originale bilag ligger hos Told og Skat. Han boede ikke sammen med A, da han leasede motorcyklen i 2012. Han havde sin adresse deroppe, fordi han var blevet frataget sin pension. Han har endda en afgørelse fra Y4 Kommune om, at han ikke boede på adressen. Han boede hos sin kæreste. Han har aldrig boet sammen med A, men han har haft sin adresse der. Han er dog kommet meget der, men han har aldrig boet der. Han har nogle gange sovet der, men ikke haft sin faste base der. Han har rejst meget rundt i verden i kraft af sit tilhørsforhold til motorcykelgruppen.

Han hørte første gang om, at A havde en skattesag, da A ringede til ham. Han husker ikke hvornår, fordi der har været så mange skattesager om lige præcis denne motorcykel. Han kan ikke huske hverken, hvad A sagde til ham, eller hvad han sagde til A. Han har nok anbefalet at gå til advokat. Han troede aldrig, at det ville komme så vidt. Alle vidste, at det var hans motorcykel. Han var den tredje højest rangerede i Europa inden for …A. Han afleverede motorcyklen til leasingselskabet om vinteren. Det skulle man gøre for at få billig forsikring. Motorcykelsæsonen går fra 1. april til 1. oktober. Han fik ingen penge udbetalt fra G1, fordi de gik konkurs.

Parternes synspunkter

Parterne har under hovedforhandlingen været enige om, at det påhviler A at bevise, at han ikke var rette bruger/leasingtager af motorcyklen i 2012.

I øvrigt har parterne procederet i overenstemmelse med påstandsdokumenterne, som er sålydende:

A har til støtte for de nedlagte påstande gjort gældende:

"at SS var den reelle leasingtager af motorcyklen, idet han retteligt indgik handlen vedrørende motorcyklen, betalte beløbet kontant ved indgåelsen af leasingkontrakten, samt anvendte motorcyklen i leasingperioden,

at der ikke er sket en reel overførsel af et formuegode. Ifølge SKATs juridiske vejledning 2016-2, C,A.6.1.2.1, anser man det som en ufravigelig betingelse i skatteretten for at behandle en ydelse som en gave, at der er tale om en hel eller delvis vederlagsfri formuefordel, herunder eksempelvis en overdragelse af et formuegode. Derfor skal der ikke ske beskatning hos sagsøger, da der ikke er sket en overdragelse af et formuegode.

at det ikke er sagsøgers underskrift, som fremgår på den i sagen relevante leasingkontrakt af den 13. juli 2012, hvilket er påvist ved sammenligning med sagsøgers kørekort. Underskrifterne er tydeligt forskellige.

at sagsøger ingen relation, kendskab eller kontakt har haft til Leasingselskabet ”G1”.

at det ikke kan komme min klient til skade, at SKAT ikke har kunnet rette henvendelse til leasingselskabet, G1 for således at bekræfte oplysningerne om rette leasingtager.

at SS har været ejer og bruger af den i sagen relevante motorcykel i mange år.

at motorcyklen er ”custom made”, til SS, hvorfor A ikke ville kunne føre denne.

at SS har været i besiddelse af sagsøgers personlige oplysninger og benyttet dem i nærværende sammenhæng.

at det i A’s personlige skatteoplysninger alene fremgår, at han er bruger af motorcyklen i perioden, fordi SKAT per automatik registrerer dette, hvilket ikke kan komme sagsøger til last, da han reagerer herpå ved SKATs henvendelse om agterskrivelse.

at det ingen bevismæssig værdi har, at sagsøger ikke har anmeldt sin svoger for dokumentfalsk.

Til støtte for den subsidiære påstand gøres det gældende,

at såfremt min klient beskattes, skal han alene beskattes af kr. 38.404, idet kr. 64.067 af det samlede beløb på kr. 102.471 er opgjort som et depositum i leasingkontrakten, som refunderes ved leasingperiodens udløb. Depositummet kan således højst blive at betragte som et lån fra leasingselskabet i leasingperioden og således ikke skal anskues som en del af en gave.

at såfremt man beskatter efter leasingkontrakten, skal man følge dennes fulde ordlyd,

og da det ikke bestrides, at SS betalte for motorcyklen kontant, bør man også tage

udgangspunkt i, at SS har modtaget depositummet ved leasingkontraktens ophør."

Skatteministeriet har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende: "

Anbringender

1.             SAGENS TEMA

Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren skal gavebeskattes af 102.471 kr. ved at have ladet en tredjemand, SS, betale leasingydelser for en motorcykel, som ifølge leasingkontrakten, jf. bilag 4, var leaset til sagsøgeren.

Tvisten i sagen er nærmere, hvorvidt sagsøgeren har været den reelle bruger af motorcyklen.

Såfremt retten når frem til, at sagsøgeren er den reelle leasingtager, er spørgsmålet yderligere, om sagsøgeren også skal beskattes af værdien af den del af den samlede betaling vedrørende leasingforholdet, som vedrørte et betalt depositum, jf. nedenfor.

Konkret vedrører sagen en Harley Davidson motorcykel (stelnummer …21), som ifølge leasingkontrakten af 13. juli 2012 (bilag 4), blev leaset til sagsøgeren. Det fremgår af kontrakten, at der blev forudbetalt 92.439 kr., hvoraf 64.067 kr. udgjorde et depositum, som kunne modregnes i en eventuel restværdihæftelse. Den månedlige leasingydelse udgjorde 3.344 kr., og leasingperioden løb fra den 17. juli 2012 til den 16. oktober 2012. Den samlede leasingydelse udgjorde således 102.471 kr.

2.  SAGSØGEREN ER RETTE LEASINGTAGER

Sagsøgeren har overordnet gjort gældende, at han ikke har indgået den i sagen omhandlende leasingaftale, og at det ikke er hans underskrift, som fremgår af kontrakten (bilag 4). Sagsøgeren har hertil oplyst, at hans svoger, SS, afholdt de til leasingaftalen forbundne udgifter, og at det ligeledes var SS, der var rette leasingtager. Der er enighed om, at de i kontrakten omtalte ydelser er betalt af SS.

Det gøres heroverfor gældende, at sagsøgeren var den reelle leasingtager, og at sagsøgeren ikke har godtgjort, at det skulle forholde sig anderledes.

Det fremgår således af sagsøgerens personlige skatteoplysninger, at han har været bruger af motorcyklen i perioden 25. juli 2012 til 28. februar 2013. Da sagsøgeren ikke har sørget for, at denne registrering er blevet ændret og ikke har rettet henvendelse til SKAT herom, må det lægges til grund, at oplysningen er korrekt.

Det påhviler derfor sagsøgeren at godtgøre, at registreringen er forkert, og at forholdene i virkeligheden har været anderledes.

Sagsøgeren har i replikken, side 2, 5. afsnit, anført, at han forsøgte at ændre registreringen i motorregisteret. Dette er udokumenteret og står i modstrid med sagens øvrige oplysninger. Baggrunden for nærværende sag er netop, at sagsøgeren stod registreret som bruger af motorcyklen i motorregisteret, da SKAT i sommeren 2013 begyndte at undersøge sagsøgerens skatteforhold.

Leasingen af motorcyklen blev påbegyndt den 17. juli 2012, og SKAT rettede indledningsvist henvendelse til sagsøgeren, da SKAT indkaldte til et møde vedrørende leasingforholdet den 7. juni 2013. På dette tidspunkt stod sagsøgeren også anført i motorregisteret som bruger af motorcyklen. I perioden fra registreringen af motorcyklen i motorregisteret og frem til afmeldingen den 28. februar 2013 er der ikke sket ændringer i registreringen vedrørende ejerforhold. Sagsøgeren forsøgte ikke at kontakte SKAT forud for mødeindkaldelsen, jf. bilag A og rettede først henvendelse, efter at SKAT fremsendte agterskrivelse i sagen den 19. september 2014. Det var således først efter denne dato, at sagsøgeren anfægtede rigtigheden af registreringen i motorregisteret.

Da sagsøgeren ikke har forsøgt at ændre forholdene på et tidligere tidspunkt og først hævdede, at der skulle være tale om en fejlregistrering efter SKATs fremsendelse af agterskrivelse om forhøjelse af hans skattepligtige indkomst, må det lægges til grund, at registreringen har været korrekt.

..........

Sagsøgerens personlige oplysninger fremgår af de i sagen fremlagte leasingkontrakter (bilag 4 og C). Leasingaftalen af 2. maj 2013 (bilag C) ses at være underskrevet af ”A”, mens underskriften på leasingkontrakten af 13. juli 2012 (bilag 4) er mere utydelig.

Sagsøgeren har ikke politianmeldt dette til politiet på trods af, at hans personlige oplysninger ifølge sagsøgerens egen forklaring blev misbrugt. Sagsøgeren har begrundet dette med, at SS er sagsøgerens svoger. Det forhold, at de to parter er nærtstående, indebærer imidlertid, at bevisbyrden for, at det reelt var SS, der leasede motorcyklen, skærpes, jf. eksempelvis SKM2003.247.VLR, og deres indbyrdes relation taler imod, at SS misbrugte sagsøgerens personlige oplysninger.

Det bemærkes herved også, at sagsøgeren den 2. maj 2013 på ny leasede motorcyklen, jf. bilag C. Sagsøgeren har forklaret, at han heller ikke skrev under på denne leasingkontrakt, og dette forhold er heller ikke anmeldt til politiet. Underskriften på leasingaftalen af 2. maj 2013 ses imidlertid at være identisk med underskriften på sagsøgerens kørekort (bilag 8).

Da sagsøgeren ikke af egen drift søgte at ændre registreringen af ham som bruger af motorcyklen, da sagsøgeren ved et senere leasingforhold igen stod registreret som bruger af motorcyklen, jf. bilag C og D, og da sagsøgeren ikke anmeldte (om ikke andet) det senere leasingforhold, jf. bilag C, til politiet, bærer han bevisbyrden for, at han ikke var bruger af motorcyklen, jf. SKM2011.110.HR, SKM2004.223.ØLR, SKM2011.265.BR og SKM2012.325.BR. I sidstnævnte byretssag påstod skatteyderen, at han delte bopæl med sin faster, selvom de ikke havde fælles folkeregisteradresse, idet han derved ikke skulle beskattes af en gave. Skatteyderen og fasteren boede i samme ejendom, men i separate lejligheder. Byretten lagde afgørende vægt på adresseregistreringen i folkeregisteret og fandt, at skatteyderen ikke havde godtgjort at have haft fælles bopæl med fasteren.

..........

Sagsøgeren har gjort gældende, at han ikke kunne bruge motorcyklen, da den er specialbygget til SS (bl.a. replikken, side 2, sidste afsnit). At det skulle forholde sig sådan, er udokumenteret og virker i sig selv bemærkelsesværdigt henset til, at der er tale om et leasingforhold, hvor motorcyklen i sagens natur står til rådighed i en kortere periode.

Sagsøgeren har i den forbindelse henvist til, at SS og han ikke har samme højde, og at fremflyttersættet på motorcyklen sidder 7,5 cm længere fremme end normalt. Det bestrides som udokumenteret, at der var foretaget den anførte ”ændring”, ligesom det bestrides, at en sådan eventuel ”ændring” af motorcyklen ville have haft afgørende betydning for sagsøgerens muligheder for at føre den.

Sagsøgeren har fremlagt en række fotos, hvoraf nogle af fotografierne må antages at være af den i sagen omhandlende motorcykel (bilag 6, side 2 og 3). Motorcyklen på bilag 6, side 1 fremstår som et reklamebillede, og der er ubestridt ikke tale om samme motorcykel. Sagsøgeren har i replikken, side 2. sidste afsnit, oplyst, at billedet er fremlagt for at vise, at den i sagen omhandlende motorcykel adskiller sig fra motorcyklen på reklamebilledet.

Dette beviser imidlertid ikke, at der er foretaget de nævnte ændringer, eller at sagsøgeren derved var ude af stand til at føre motorcyklen.

Det bemærkes endvidere, at sagsøgeren på ny leasede motorcyklen i perioden fra den 2. maj 2013 til den 2. oktober 2013 (bilag C og D). Sagsøgeren har bestridt, at han leasede motorcyklen, men underskriften på leasingaftalen (bilag C) er identisk med underskriften på sagsøgerens kørekort (bilag 8). Sagsøgeren har heller ikke overfor skattemyndighederne har bestridt denne (senere) registrering i motorregisteret af ham som bruger af motorcyklen.

På den baggrund må det lægges til grund, at sagsøgeren har leaset motorcyklen (igen) fra maj 2013, og at han har været i stand til at føre motorcyklen.

..........

Sagsøgeren har fremlagt en række bilag som dokumentation for, at SS var den reelle leasingtager og bruger af motorcyklen. Dokumenterne godtgør ikke, at SS var den reelle leasingtager.

Sagsøgeren har således fremlagt bilag 7, som består af tre screen-shots fra en telefon – alle af dårlig kvalitet.

Bilag 7, side 1, viser et billede, som angiveligt er taget i Spanien. Det fremgår ikke, hvem der har taget billedet, og det kan ikke ud fra billedet ses, at der er tale om samme motorcykel, som den i sagen omhandlende, hvorfor dette bestrides. Det fremgår heller ikke, at SS i øvrigt har noget med billedet at gøre.

På de øvrige billeder antager Skatteministeriet, at den person, som sidder på den blå motorcykel, er SS. Det bestrides på det foreliggende grundlag, at der skulle være tale om den i sagen omhandlende motorcykel. Selv hvis det lægges til grund, at der er tale om samme motorcykel, beviser disse billeder ikke, at SS var den normale bruger eller reelle leasingtager.

Dette er ej heller dokumenteret ved de i processkrift I fremlagte bilag 9 og

10. Det forhold, at SS ved 3 lejligheder er blevet set på en motorcykel i en periode, hvor han faktisk ejede denne, jf. bilag 10, godtgør naturligvis ikke, at han efter at have solgt motorcyklen fortsatte med at bruge den.

Sagsøgeren har således ikke godtgjort, at han ikke var den reelle leasingtager og bruger af motorcyklen. Da det ubestridt er SS, der har betalt for leasingen, har sagsøgeren modtaget et gavebeløb svarende til den samlede udgift, der var forbundet med leasingforholdet, jf. statsskattelovens § 4, litra c, da han derved fik stillet motorcyklen til rådighed uden beregning. Dette beløb skal sagsøgeren beskattes af, jf. eksempelvis SKM2011.265 BR.

3. VEDRØRENDE DEPOSITUM

Sagsøgeren har til støtte for sin subsidiære påstand gjort gældende, at sagsøgeren ikke skal beskattes af de 64.067 kr., som udgjorde depositum, da dette (som udgangspunkt) betales tilbage ved endt leasingperiode, og derfor ikke kan anses for en gave.

Der er ikke fremlagt dokumentation for, at et depositum faktisk er tilbagebetalt. SKAT anmodede ved brev af 7. november 2014 om dokumentation for en sådan tilbagebetaling, hvilket imidlertid ikke blev fremsendt, jf. bilag 2, side 3. På den baggrund bestrides det som udokumenteret, at der er udbetalt et depositum. Det fremgår heller ikke af sagen, at motorcyklen i det hele taget blev afleveret tilbage.

Af sagsøgerens R75 ses det som nævnt derimod, at sagsøgeren var bruger af motorcyklen i perioden fra den 25. juli 2012 til den 28. februar 2013 og således i betydelig længere tid end den 3 måneders leasingperiode, som oprindeligt var aftalt i kontrakten. Det forhold, at der i leasingkontrakten står, at depositummet betales tilbage ved endt leasingperiode, godtgør ikke i sig selv, at dette faktisk er sket, og den omstændighed, at sagsøgeren tilsyneladende ikke har afleveret motorcyklen tilbage, da leasingperioden sluttede, taler imod at et depositum blev udbetalt, hvorfor Skatteministeriet også af denne grund bestrider, at dette er sket.

Da der ikke foreligger oplysninger om, at et depositum er betalt tilbage – og i givet fald til hvem – og det i øvrigt fremgår af leasingkontrakten, at et depositum kan modregnes i en eventuel restværdihæftelse, er der ingen holdepunkter for, at anse et beløb svarende til det i leasingkontrakten fastsatte depositum for et ”lån” (eller anden ikke skattepligt indkomst), og skattemyndighederne har derfor med rette beskattet sagsøgeren heraf."

Rettens begrundelse og afgørelse

Leasingkontrakten vedrørende motorcyklen er fremlagt som bilag 4. Kontrakten indeholder personlige oplysninger om A, herunder hans cpr.nr. Han og vidnet SS har forklaret, at det ikke er A, der har underskrevet denne kontrakt. Det fremgår af A’s personlige skatteoplysninger, at han har været registreret som bruger af motorcyklen i perioden fra den 25. juli 2012 til den 28. februar 2013. Han har ikke foretaget sig noget for at få denne registrering ændret, og da han blev indkaldt til møde hos SKAT herom, udeblev han fra mødet. Retten er enig med Skatteministeriet i, at der herefter er en formodning for, at registreringen er korrekt. Parterne er enige om, at det påhviler A at bevise, at registreringen er forkert, således at det i virkeligheden er SS, der har været rette leasingtager/bruger.

Parterne er enige om, at retten skal lægge til grund, at SS har betalt de i leasingkontrakten omtalte ydelser, og der er enighed om den beløbsmæssige opgørelse af A’s påstand.

A har først efter, at SKAT fremsendte agterskrivelsen i sagen den 19. september 2014 over for SKAT anfægtet rigtigheden af registreringen i motorregistret. Der er også for indkomståret 2013 oprettet en leasingkontrakt vedrørende samme motorcykel i G2. Denne er ikke til pådømmelse i sagen, men A har herom forklaret, at han heller ikke har underskrevet den kontrakt og heller ikke har foretaget sig noget for at ændre registreringen i sine personlige skatteoplysninger i relation til Harley Davidson motorcyklen i 2013.

A’s advokat har under den administrative klagesagsbehandling anført, at A havde underskrevet en anden leasingkontrakt, men ikke den, som SKAT har fremsendt. A har i retten ikke kunnet redegøre for, hvorledes advokaten har fået den forståelse, og han har i retten forklaret, at han ikke har underskrevet nogen leasingkontrakter overhovedet.

A og SS har haft divergerende forklaringer i relation til spørgsmålet om, hvorvidt de har boet sammen på A’s adresse. Det fremgår af A’s advokats indlæg i den administrative skattesag, at leasingkontrakten blev indgået i hans navn, fordi SS havde bopæl i udlandet. A har ikke kunnet redegøre for, hvorfra den oplysning måtte stamme.

A og SS er besvogret, og de har forklaret, at de har et nært forhold. A har ikke politianmeldt SS for at have misbrugt hans navn, hverken i relation til den i sagen omhandlede leasingkontrakt i indkomståret 2012 eller den leasingkontrakt SS har oplyst at have indgået i A’s navn i 2013.

Ud fra en samlet bedømmelse af sagens oplysninger finder retten, at der påhviler A en skærpet bevisbyrde for, at han ikke er leasingtager/bruger af motorcyklen i 2012. Retten finder ikke, at A har løftet denne bevisbyrde, heller ikke ved den af SS afgivne forklaring om sin anvendelse af motorcyklen og de fremlagte fotos. Derfor frifindes Skatteministeriet som nedenfor anført.

Parterne har anslået sagens økonomiske værdi til 51.240 kr. Under hensyn til sagens udfald og de nedlagte påstande, skal A betale sagens omkostninger til Skatteministeriet med 22.500 kr., der indeholder moms, idet Skatteministeriet ikke er momsregistreret.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes for den af sagsøgeren, A, nedlagte påstand.

Inden 14 dage skal A betale sagens omkostninger til Skatteministeriet med 22.500 kr.