Dato for udgivelse
12 Oct 2017 12:48
SKM-nummer
SKM2017.586.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
16-1559903
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst
Emneord
Investeringsbeviser, tab, kompensation
Resumé

Landsskatteretten fandt, at et kompensationsbeløb fra et pengeinstitut for tab på investeringsbeviser skulle beskattes på det tidspunkt, hvor der blev indgået aftale om betaling af kompensation, og ikke på tidspunktet for salget af investeringsbeviserne.

 

Reference(r)

Skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, § 27, stk. 1, nr. 5 samt stk. 2
Aktieavancebeskatningslovens § 19, § 23, stk. 2, 2. pkt. samt stk. 7, § 30, stk. 2, § 31, stk. 2

 

Henvisning

C.B.2.16


Der klages over, at SKAT har beskattet klageren af et kompensationsbeløb for tab på investeringsbeviser, som klageren erhvervede ret til i 2013, i 2011.

SKAT har forhøjet indkomsten med 297.629 kr.

Landsskatteretten nedsætter forhøjelsen til 0 kr.
Der henvises til Landsskatterettens begrundelse nedenfor.

Faktiske oplysninger
Hedgeforeningen […] introducerede i oktober 2007 i samarbejde med […] et nyt investeringsprodukt – […], som via en markedsneutral investeringsstrategi skulle foretage gearede investeringer i obligationer.

Afdelingen blev af F1-Bank anbefalet som supplement til investorernes portefølje af aktier og obligationer, idet F1-Bank mente, at den ville reducere investorernes samlede risiko.

Klageren købte på baggrund af F1-Banks rådgivning [investeringsproduktet]. Klageren solgte sine investeringsbeviser i [investeringsproduktet] i 2011.

Finanskrisen ramte imidlertid året efter introduktionen af obligationerne, og bl.a. på grund af gearingen i afdelingen faldt værdien af [investeringsproduktet] betydeligt.

Foreningen af investorer i [investeringsproduktet] sendte i oktober 2009 et udkast til stævning mod F1-Bank og Hedgeforeningen […] samt dennes bestyrelse med påstand om betaling af erstatning til de investorer, der havde tegnet andele i Hedgeforeningen […]s afdeling, [investeringsproduktet]. Kravet blev navnlig begrundet med, at bankens rådgivning i forbindelse med erhvervelsen af andele i afdelingen [investeringsproduktet] efter investorernes opfattelse, havde været mangelfuld og vildledende.

F1-Bank modtog i november 2009 en påtale fra Finanstilsynet for den generelle håndtering af rådgivningen i forbindelse med salg af andele i [investeringsproduktet].

Efter forhandlinger med Forbrugerombudsmanden og Foreningen af Investorer i [investeringsproduktet] om en løsning, tilbød F1-Bank i september 2012 at betale kompensation for tab lidt ved investering i [investeringsproduktet], såfremt investorerne opfyldte nogle nærmere angivne betingelser. F1-Bank krævede, at Foreningen af Investorer skulle opløses, og at foreningens gruppesøgsmål mod F1-Bank og Hedgeforeningen skulle bortfalde. Desuden var det et krav, at investorerne søgte om fristforlængelse, og at andelene var købt gennem F1-Bank.

F1-Bank gav tilbuddet til tre hovedgrupper af investorer, nemlig investorer, der på tidspunktet for offentliggørelsen af bankens tilbud var medlem af Foreningen af Investorer (bortset fra professionelle investorer), investorer, der var omfattet af Forbrugerombudsmandens søgsmål mod F1-Bank samt investorer, der enten rettidigt havde indbragt sagen mod Pengeinstitutklagenævnet eller domstolene mod F1-Bank, uden at der var indtrådt forældelse, eller havde modtaget en erklæring fra F1-Bank om forlængelse af forældelsesfristen.

Klageren var blandt de investorer, der førte sag mod F1-Bank.

Klageren modtog i 2013 et kompensationsbeløb på 299.129 kr. fra F1-Bank for en investering i [investeringsproduktet]. Kompensationsbeløbet udgjorde 80 % af forskellen mellem klagerens faktiske købs- og salgspris for investeringsforeningsbeviserne.

F1-Bank meddelte skriftligt modtagerne af kompensationsbeløb, at kompensationsbeløbet er skattepligtigt, og at de skal selvangive beløbet i 2013.

Klageren har ikke selvangivet kompensationsbeløbet.

Klageren er ansat som […] i H1 ApS. H1 ApS ejes af H1 Holding ApS, som ejes af klageren.

Den 28. juni 2016 varslede SKAT en forhøjelse af klagerens indkomst i 2011.

SKATs afgørelse
SKAT har anmodet F1-Bank om en liste over de personer, som har modtaget kompensationsbeløb (erstatninger) i forbindelse med investering i [investeringsproduktet] ([…]) i indkomståret 2013.

Ud fra de oplysninger, som banken har modtaget og ifølge bankens egne registreringer, har A i 2013 modtaget et kompensationsbeløb på 299.129,26 kr.

A solgte i 2011 sine investeringsbeviser i [investeringsproduktet].

Når aftalen om erstatningen er indgået i et senere indkomstår end det år hvori beviserne er solgt, skal erstatningssummen anses for en regulering af afståelsessummen, og derfor skal kompensationen medregnes i indkomståret 2011, som er det år, hvor værdipapiret er solgt. Der er lagt vægt på, at kompensationsbeløbet træder i stedet for en afståelsessum.

A har ikke selvangivet kompensationsbeløbet i 2011. SKAT har derfor forhøjet indkomsten i 2011 med 299.129 kr. SKAT har nedsat forhøjelsen med 1.500 kr. til dækning af advokatudgifter.

I bilag til det brev, som A modtog fra F1-Bank, fremgår, at hvis investor har investeret som privatperson for frie midler, skal kompensationsbeløbet selvangives i 2013.

SKAT finder, at A ved at undlade at selvangive beløbet har handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Ansættelsesændringen er derfor omfattet af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

SKAT fik kundskab om forholdet den 1. februar 2016, hvorfor fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 anses for værende overholdt.

Der henvises endvidere til aktieavancebeskatningslovens § 19 og § 31, stk. 2, samt til Den Juridiske Vejledning, afsnit C.B.4.3.

SKAT sender sagen til SKATs straffesagsenhed.

Klagerens opfattelse
Klageren har nedlagt principal påstand om, at forhøjelsen at indkomsten i 2011 med 297.629 kr. nedsættes til 0 kr., fordi kompensationsbeløbet skal beskattes i 2013 og ikke i 2011.

Klageren har nedlagt en subsidiær påstand om, at erstatningsbeløbet skal beskattes i 2012.

Klageren har nedlagt en mere subsidiær påstand om, at SKATs afgørelse er ugyldig som følge af, at SKATs begrundelse for at genoptage indkomståret 2011 er forkert.

Det fremgår af Den Juridiske Vejledning, afsnit C.B.16, at hovedreglen er, at erstatninger skal beskattes på det tidspunkt, hvor der indgås endelig og bindende aftale mellem kunden og pengeinstituttet, jf. dog nedenfor. Det er en forudsætning for, at der kan anses at foreligge en endelig og bindende aftale, at den præcise størrelse af erstatningssummen kan fastsættes på baggrund af aftalen.

Dette princip er i overensstemmelse med det almindelige skattemæssige princip om retserhvervelse.

Det der efterfølgende konkluderes er imidlertid det modsatte, idet SKAT på trods af, at der ikke er erhvervet ret til erstatning i et indkomstår alligevel mener, at erstatningen skal beskattes flere år før der er opnået ret til beløbet.

I Den Juridiske Vejledning er der som forklaring henvist til praksis vedrørende enkeltstående reguleringer af en afståelsessum behandlet som en regulering til afståelsen. Ved praksis om enkeltstående reguleringer, sker en regulering af en overdragelsespris mellem 2 parter, der anses for at vedrøre den oprindelige aftale, og føres tilbage til transaktionsåret. Det vil være begrundet i, at reguleringen har støtte i den oprindelige aftale. Parterne vil i denne sammenhæng begge skulle regulere i samme indkomstår. Man kan her sige, at reguleringen er udtryk for, at parterne når til den fastsættelse af vederlaget, som parterne ville være nået til, hvis parterne ved den oprindelige aftale havde kendt de efterfølgende forhold.

I sager om erstatning for dårlig rådgivning har den, der beskattes erhvervet et aktiv til markedskursen på erhvervelsestidspunktet. Senere i 2011 sælges aktivet til 3. mand på det åbne marked til børskursen.

Der er således ikke grundlag for at regulere hverken købs- eller salgsprisen.

Det er derfor klagerens opfattelse, at der skal ske beskatning i 2013 og ikke i 2011.

Den subsidiære påstand er begrundet med, at banken fremsatte tilbuddet om erstatning i 2012.

Den mere subsidiære påstand er begrundet med, at kendelsen af 8. juli 2016 vedrører indkomståret 2011. Kendelsen vedrører derfor et indkomstår uden for den ordinære ansættelsesfrist. Der kan derfor kun ske genoptagelse, hvis der er grundlag herfor i medfør af skatteforvaltningslovens § 27. SKAT har henvist til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Det bemærkes, at klagerens skatteansættelse var korrekt, da den blev foretaget. Det forekommer besynderligt, hvis det antages, at klageren kan have handlet forsætligt eller groft uagtsomt i forbindelse med ansættelsen i 2011, når den begivenhed, der skulle gøre ansættelsen forkert, først indtraf i 2013.

Hvis SKAT skulle have begrundet en genoptagelse af 2011, skulle det være sket med henvisning til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1.  Det må anses som en vigtig forudsætning for en ekstraordinær genoptagelse, at begrundelsen er rigtig. Den manglende begrundelse må medføre ugyldighed.

Landsskatterettens afgørelse
Af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, fremgår, at told- og skatteforvaltningen ikke kan afsende varsel som nævnt i § 20, stk. 1, om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomstskat senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Ansættelsen skal foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Denne frist gælder ikke for den skatteberegning, der er en følge af ansættelsen.

Af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, fremgår, at uanset fristerne i § 26 kan en ansættelse af indkomstskat foretages eller ændres efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Af aktieavancebeskatningslovens § 19 fremgår, at gevinst og tab på aktier og investeringsforeningsbeviser m.v. udstedt af et investeringsselskab medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Af aktieavancebeskatningslovens § 23, stk. 7, fremgår, at den skattepligtige skal anvende lagerprincippet ved opgørelse af gevinst og tab på aktier, investeringsforeningsbeviser m.v. omfattet af § 19, stk. 1.

Af aktieavancebeskatningslovens § 30, stk. 2, fremgår, at begrebet afståelse i denne lov dækker den situation, hvor gevinst og tab opgøres efter lagerprincippet.

Af aktieavancebeskatningslovens § 23, stk. 2, 2. pkt. fremgår, at efter lagerprincippet opgøres indkomstårets gevinst eller tab som forskellen mellem aktiernes værdi ved indkomstårets slutning og aktiernes værdi ved indkomstårets begyndelse. For aktier, som er erhvervet i indkomstårets løb, anvendes anskaffelsessummen i stedet for aktiernes værdi ved indkomstårets begyndelse. For aktier, som er afstået i indkomstårets løb, anvendes afståelsessummen i stedet for aktiernes værdi ved indkomstårets slutning.

Af aktieavancebeskatningslovens § 31, stk. 2, fremgår at erstatningssummer sidestilles med afståelsessummer.

Landsskatteretten lægger til grund, at der er ubestridt, at klageren i 2013 modtog et kompensationsbeløb fra F1-Bank på 299.129 kr. og, at klageren ikke har selvangivet beløbet.

Retten lægger endvidere til grund, at klageren ikke selvangav beløbet i 2013. Da SKAT først primo 2016 kom til kundskab om, at klageren havde modtaget en skattepligtig erstatning, bevirkede klageren, at SKAT foretog skatteansættelsen af klagerens indkomst på et ufuldstændigt grundlag.

På baggrund af sagens oplysninger, finder Landsskatteretten, at SKATs varsling om ændring af skatteansættelsen for 2011 og gennemførelse af skatteansættelsen er foretaget inden for fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, og SKATs afgørelse er derfor gyldig.

Landsskatteretten finder imidlertid, at beskatningen af kompensationsbeløbet skal henføres til indkomståret 2013, idet der først i 2013 blev indgået en endelig bindende aftale om erstatningsbeløbet. Landsskatteretten ændrer derfor SKATs afgørelse og nedsætter forhøjelsen af klagerens indkomst i 2011 med 297.629 kr. i overensstemmelse med klagerens principale påstand.