Dato for udgivelse
16 Oct 2017 07:48
SKM-nummer
SKM2017.594.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
16-0043556
Dokument type
Afgørelse
Emneord
Pensionsafkastskat, renteberegning, eftergivelse
Resumé

Landsskatteretten fandt, at der skulle ske identifikation mellem et pensionsselskab og det pengeinstitut, som selskabet havde bedt om at foretage indbetalingen af pensionsafkastskat, hvilket på grund af en fejl hos pengeinstituttet ikke var sket rettidigt. Der kunne derfor ikke ske eftergivelse af påløbne morarenter under henvisning til, at forsinkelsen måtte anses at skyldes pengeinstituttets forhold. Landsskatteretten fandt ikke, at der var hjemmel til at opkræve renter for perioden efter betalingstidspunktet, uanset at angivelsen af beskatningsgrundlaget først fremsendtes efterfølgende.

 

Reference(r)

Pensionsafkastbeskatningslovens § 21 (dagældende), stk. 1, § 27, stk. 5, § 28
Opkrævningslovens §§ 7-8
Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige § 13, stk. 6

 

Henvisning

Den juridiske vejledning 2017-2, afsnit C.G.4.1.1.1


SKAT har ikke imødekommet selskabets anmodning om eftergivelse af renter af for sent betalt pensionsafkastskat for indkomståret 2014. 

Landsskatteretten pålægger SKAT at foretage en ændret renteberegning af pensionsafkastskat, således at der beregnes renter fra den 20. februar til den 5. marts 2015.

Faktiske oplysninger
Af kontoudskrift af 16. februar 2015 for H1 A/S fremgår blandt andet en hævning den 16. februar 2015 på 1.503.638.032 kr. med teksten ”Bgs SKAT-PAL”. Beløbet udgjorde endelig pensionsafkastskat for henholdsvis H1 (CVR-nr. […]) med 1.081.069.860 kr. og H2 (CVR-nr. […]) med 422.568.172 kr.

Beløbet på 1.503.638.032 kr. blev overført til SKAT den 5. marts 2015.

H2 (i det følgende kaldet selskabet) angav den 13. marts 2015 til SKAT selskabets beskatningsgrundlag, den skattepligtige del heraf samt skatten for indkomståret 2014.

Selskabet blev pålagt renter af pensionsafkastskat med 3.938.696,29 kr. svarende til renter fra den 20. februar til den 13. marts 2015.

Selskabets repræsentant anmodede den 18. marts 2015 SKAT om eftergivelse af renter af den endelige pensionsafkastskat for H1 og H2.

Selskabet indbetalte den 3. juni 2015 3.938.696,29 kr. til SKAT svarende til rente i 23 dage af den pensionsafkastskat, der er indbetalt den 5. marts 2015.

Selskabets repræsentant anmodede i e-mail af 22. juni 2015 SKAT om, at sagen blev sendt til videre behandling i forretningsområde Inddrivelse:

”Som aftalt anmoder vi om, at sagen videresendes til forretningsområdet Inddrivelse til videre behandling.

Det er vores forståelse vedrørende arbejdsgangen i SKAT, at forretningsområdet Inddrivelse - som du også fremhævede i telefonen -vil starte med at høre jer til hvorvidt der overhovedet eksisterer et krav. Vi anfægter ikke, at PAL hjemler et krav på rente.

Når Inddrivelse herefter skal vurdere om kravet kan eftergives, skal Inddrivelse vurdere dette ved at sammenholde vores argumenter med den sparsomme praksis for eftergivelse, der eksisterer.

Uanset vi søger eftergivelse med hjemmel i inddrivelseslovens § 13, stk. 6, mener vi, at praksis fra det generelle inddrivelsesområde bør inddrages, da offentliggjort praksis vedrørende nærværende område reelt er ikke-eksisterende.

Her finder vi, at der kan lægges vægt på argumenterne i SKM2014.442.SANST (vedlagt), uanset eftergivelse her er givet med hjemmel i opkrævningsloven §§ 7 og 8.

Endvidere finder vi, at det bør tillægges stor vægt, at pensionsbranchen (både livsforsikringsselskaber, pensionskasser og banker) i det daglige lægger endog meget store ressourcer i at håndtere hele skatteopkrævning på PAL området, herunder såvel beregning som opkrævning og indberetning.

Der vil altid ske fejl i systemer, da de håndteres af mennesker. Fejlene er heldigvis sjældne, hvilket betyder, at SKAT kan afsætte meget få ressourcer til kontrollen og inddrivelsen af PAL.

På grund af de store beløb i branchen har de små fejl imidlertid til tider uoverskuelige konsekvenser for de personer, der er involveret. Derfor er 4 millioner kr. måske ikke et stort beløb for en pensionskasse, men for den IT-leverandør, der skal stå til ansvar for fejlen, er beløbet voldsomt.

På den baggrund finder vi, at renten er uproportionalt høj i forhold til den skete skade; F1-Bank har rettet fejlen med det samme den blev opdaget og har iværksat (omkostningstunge) foranstaltninger til imødegåelse af lignende fejl i fremtiden. Sammenlignet med denne indsats og de ressourcer, som H1 og F1-Bank skal bruge på at undgå fremtidige fejl af denne karakter, får beløbet en bismag af "dummebøde" i et samarbejdsforhold, der ellers vil være bedst tjent med et godt klima.”

Af SKATs systemvejledning for indberetninger vedrørende PAL § 21 af 26. maj 2014 fremgår blandt andet:

TastSelv Erhverv
I TastSelv Erhverv findes indberetningsbilledet i den grå bjælke øverst i skærmen under "øvrige indberetninger" - klik her på "Pension" yderst til venstre på skærmbilledet -  vælg "Pensionsafkast (PAL)" - vælg herefter enten "Indberet" eller "Korrektion".

Når indberetningen afsluttes og godkendes i TastSelv, bliver der automatisk dannet en OCR-linie på kvitteringen. Denne skal anvendes til indbetalingen, hvis indberetningen medfører en PAL-skat til indbetaling. Der skal beregnes renter indtil betalingsdagen efter reglen i PAL § 21, stk. 1, 2. pkt. når der er tale om en ordinær angivelse. Er der tale om en korrektionsangivelse skal der ske renteberegning efter PAL § 27, stk. 5.

Hvis indberetningen medfører en PAL-skat til udbetaling, skal der ikke foretages yderligere efter at indberetningen er godkendt. SKAT udbetaler den overskydende PAL-skat inkl. renter.

Afrunding af sumbeløbene til hele kroner må først ske ved udfyldelse af indberetningsbilledet, ligesom der ikke anføres fortegn i de beløbsfelter, hvor dette er fortrykt.

Skal der helt undtagelsesvis indsendes en manuel angivelse, skal den sendes til regnskab.pal-paf@skat.dk eller:

SKAT
Betaling og Regnskab
SAP38
Helgeshøj Allé 49-55
2630 Taastrup

Indbetalingsoplysninger
Den beregnede skat overføres via OCR-linie til konto nr. 0216 4069064507 og for udenlandske ordninger via IBAN-kode DK1402164069064507 SWIFT-BIC-kode: DABADKKK.

Indberetningen og skatten skal være SKAT i hænde senest 31. maj året efter indkomståret, jf. dog PAL § 26.”

SKATs afgørelse
SKAT har ikke imødekommet selskabets anmodning om eftergivelse af renter af for sent betalt pensionsafkastskat.

Som begrundelse for afgørelse har SKAT anført:

”Eftergivelse kan finde sted, hvor sociale eller andre forhold i særlig grad taler derfor, jf. § 13, stk. 6, i lovbekendtgørelse nr. 29 af 12. januar 2015 om inddrivelse af gæld til det offentlige (herefter inddrivelsesloven).

Eftergivelse efter inddrivelseslovens § 13, stk. 6, skal efter forslaget til bestemmelsen kunne ske i situationer, hvor eftergivelse er begrundet i myndighedsfejl, force majeure og force majeure lignende forhold. Det skal endvidere kunne ske i situationer, hvor det, selvom der ikke foreligger økonomisk trang på grund af sociale forhold eller andre særlige forhold, vil være urimeligt at give afslag på ansøgning om eftergivelse, samt hvor særlige forhold kan begrunde hel eller delvis eftergivelse af gæld til det offentlige, når gældens beskaffenhed og omstændighederne ved dens tilblivelse sammenholdt med skyldnerens situation medfører, at skyldneren vil kunne opnå en væsentlig varig forbedring af sin situation.

Som eksempler på sådanne på sådanne situationer er nævnt situationer, hvor det kan virke urimeligt at give afslag på en ansøgning om eftergivelse af gæld, f.eks. eftergivelse af skattekrav vedrørende indsamlinger eller legater til godgørende formål, der vil forspildes, hvis kravet vedrørende skat fastholdes. Dette fremgår af folketingstidende 2009/2009, tillæg A, sp. 251 ff.

Iflg. Juridisk Vejledning, afsnit G.A.3.1.6.3 Eftergivelse for juridiske personer, viser kravet "når forholdene i særlig grad taler derfor", at adgangen til eftergivelse for juridiske personer er betydeligt mere begrænset end for fysiske personer.

Efter § 4 i bekendtgørelse nr. 731 af 21.juni 2013 til opkrævningsloven kan SKAT fritage for betaling af afgifter, gebyrer og renter, hvis overskridelse af angivelses-, indberetnings- eller betalingsfristen enten:

  • Skyldes pludseligt opståede hændelser, som virksomheden ikke har haft indflydelse på og ikke har kunnet forudse, og virksomheden straks efter hindringens ophør indgiver angivelse, foretager indberetning eller indbetaling, eller
  • Overskridelsen er på få dage, og der er tale om førstegangstilfælde, eller der foreligger undskyldelige forhold

Efter § 21, stk. 1, i lov nr. 1126 af 10. oktober 2014 Pensionsafkastbeskatningsloven (PAL) skal skatten med tillæg af beregnede renter indbetales samtidig med indsendelse af opgørelsen. Forsikringsselskaber m.v., jf. dog § 22, kan senest den 19. februar året efter indkomståret vælge at betale a conto skat. I disse tilfælde beregnes renter af forskellen mellem den beregnede endelige skat og den indbetalte a conto skat fra den 20. februar året efter indkomståret og til betaling sker. Det skyldige skattebeløb med tillæg af beregnede renter indbetales samtidig med indsendelse af den endelige opgørelse.

Alene det, at F1-Banks intraday clearing system ikke selvstændigt kan håndtere en overførsel på over en milliard kroner uden, det kræver en nationalbankoverførsel for at kunne gennemføres, burde medføre en særlig bevågenhed hos den ansvarlige instans. F1-Banks intraday clearing systems mangler, for så vidt angår advarsler eller lignende, i forbindelse med den ekstraordinære store overførsel på 1.503.638.032 kr. burde efter omstændighederne have medført en øget manuel kontrol i de få tilfælde, hvor det forhåndenværende IT-system ikke kunne håndtere overførsler af denne størrelsesorden. At F1-Bank har valgt at prioritere andre systemtilretninger end en så væsentlig advarselsfunktion, findes ikke at være et argument der kan forsvare eftergivelse af gælden til det offentlige.

Endvidere indikerer jeres bemærkning omkring overvågning af fejlkontoen, at F1-Banks interne kontrol ganske enkelt har fejlet og igen må det på det kraftigste understreges, at overførsler af denne størrelsesorden må følges tæt i de tilfælde, hvor IT-systemet ikke kan håndtere opgaverne. Det er derfor vores opfattelse, at spørgsmålet om skadesløsholdelse må afklares mellem H1 og F1-Bank.

I har anført, at beløbet er af en ekstraordinær størrelse. Det er vores opfattelse, at jo mere en usædvanlig handling man som borger/virksomhed foretager, jo større krav må der også stilles til ens egen agtpågivenhed omkring, at dispositionen er gennemført som forventet.

Af det indsendte kontoudtog fremgår det, at beløbet er hævet på H1s konto den 16. februar 2015 selvom beløbet først skulle overføres til SKAT den 19. februar 2015. H1 havde således tid til at kontakte F1-Bank og bede om en overførselskvittering. Også henset til at situationen på de finansielle markeder var helt ekstraordinær for så vidt angår negativt rentetilsvar i februar og marts 2015, hvorfor H1 alene af den grund havde en stor interesse i at overføre beløbet til SKAT.

Omkring manglende kvittering eller andet fra SKAT i forbindelse med overførsel og deraf manglende kontrolmuligheder, så må det være op til den enkelte virksomhed omfattet af PAL (eller anden lovgivning) selv at føre kontrol med, om skyldige beløb betales til tiden, evt. ved telefonisk kontakt til SKAT for sikring af beløbets modtagelse, hvilket ville have været helt naturligt, når der er tale om et beløb af en sådan størrelsesorden. Og som nævnt ovenfor, kunne H1 have kontaktet F1-Bank for en overførselskvittering.

Vi finder derfor ikke, at det forhold, at SKAT ikke har udsendt en kvittering for modtagelsen af et a conto beløb udgør et sådan særligt forhold, at H1 har været afskåret fra at foretag kontrol af overførslen af beløbet.

Uanset om SKAT har lidt et rentetab eller ej, så fremgår det af PAL § 27, stk. 5, at forskelsbeløbet fra den 20. februar i året efter indkomståret til betaling sker, forrentes med 4,1 %, jf. SKM2014.749.SKAT.

Efter SKATs praksis tolkes vendingen "til betaling sker" således, at der både skal ske betaling og indberetning for at standse renteberegningen, når indbetalingen sker efter den 19. februar i året efter indkomståret, da der ellers de facto vil kunne ske omgåelse af reglen om, at a conto indbetaling skal ske senest den 19. februar i året efter indkomståret.

Fristen for betaling af a conto PAL-skat for 2014 var den 19. februar 2015. Indbetalingen er modtaget den 5. marts 2015, hvorved fristen for betaling af a conto PAL-skat er overskredet med 14 dage, hvilket vi ikke finder kan anses for at være få dage.

Da beløbet ikke er indbetalt senest den 19. februar 2015, skifter det karakter fra at være en a conto PAL-skat for 2014 til at være den endelige afregning for 2014. Iflg. PAL § 21, stk. 1, skal PAL-skatten med tillæg af beregnede renter indbetales samtidig med indsendelse af opgørelse. Opgørelsen er modtaget den 13. marts 2015. Der er derfor beregnet rente fra og med den 20. februar til og med den 12. marts, i alt 23 rentedage.

Uagtet at det er første gang H1 betaler a conto PAL-skatten for sent, finder vi ikke, at SKM2014.442.SANST kan sammenlignes med nærværende ansøgning, idet mere end halvdelen af overskridelsen på 9 dage i SKM2014.442.SANST skyldes helligedagene omkring påske.

Konklusion
Det er uden videre klart, at der i nærværende sag er sket en væsentlig overskridelse på 14 dage af den lovhjelmede tidsfrist for indbetaling af a conto PAL-skat. På grund af overskridelsen af fristen skifter indbetalingen karakter fra a conto PAL-skat til endelig PAL-skat og renteberegningen er efter SKATs praksis derfor fortsat til opgørelsen er modtaget.

Ved renteberegningen kan F1-Banks forsinkede indbetaling ikke stå alene, da H1s sideløbende forpligtelse til at indgive opgørelsen isoleret har bevirket forlængelse af renteberegningen til den 13. marts 2015.

Argumentationen omkring F1-Banks mangelfyldte overførselssystem kan ikke bevirke, at eftergivelse efter inddrivelseslovens § 13, stk. 6, kan finde sted. Hvorvidt den "for sene" betaling skyldes udefrakommende omstændigheder i forhold til H1 (F1-Banks utilstrækkelige opfølgning på pengeoverførslen til SKAT), er uden betydning for sagens afgørelse.

Vi er ikke enige i, at der er tale om en pludseligt opstået hændelse, idet det - efter det oplyste - hele tiden har ligget i F1-Banks system, at de ikke kunne foretage overførsler over 1 milliard kroner. At F1-Bank ikke har været tilstrækkeligt opmærksomme herpå, gør ikke at det bliver en pludseligt opstået og uforudsigelig hændelse, som kan bevirke en eftergivelse af beløbet.

Vi fastholder derfor, at det er vores opfattelse, at spørgsmålet om skadesløsholdelse å afklares mellem H1 og F1-Bank.

H1s manglende opfølgning, hvor en fejl af denne størrelsesorden kan finde sted, kan ikke betegnes som force majeure eller et force majerur lignende forhold. Der er efter SKAT Inddrivelses overbevisning ikke lovens intention, at eftergivelse kan finde sted i tilfælde som dette, hvor ansøger har handlet så uagtsom som tilfældet er.

Faktiske forhold
I har i brevet af 18. marts 2015 oplyst, at:

H1 den 16. februar 2015 bestilte overførsel afbetaling af pensionsafkastskat hos sin bankforbindelse F1-Bank.

F1-Bank initierede overførslen, men pga. beløbets størrelse blev overførslen ved en fejl ikke gennemført. Systemmæssigt skal beløb over 1 milliard kr. gennemføres som nationalbankoverførsler, hvorfor overførslen gik på en fejlkonto. Fejlen blev opdaget den 5. marts 2015, hvorefter straks overførslen blev gennemført.

Den 11. marts 2015 henvender I jer til SKAT og ved opslag i systemet bliver det konstateret, at SKAT har modtaget betalingen, men at den endelige indberetning, som betalingen skal afstemmes til, mangler.

H2 indberetter den endelige opgørelse den 13. marts 2015.

I har opgjort renten efter PAL § 21, stk. 1, 2. pkt., til 3.767.449 kr. for perioden 20. februar - 13. marts 2015 (22 dage).

Det er jeres opfattelse, at SKAT skal eftergive rentebeløbet på 3.767.449 kr. efter gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 6. Det er jeres opfattelse, at opkrævning af beløbet vil være urimeligt. I har særligt lagt vægt på:

  • Beløbets ekstraordinære størrelse betyder, at overførslen ikke kan gennemføres i F1-Banks Intraday clearing system, der kræver en nationalbankoverførsel for at kunne gennemføres.
  • Intraday clearing systemet er et relativt nyt system til håndtering af overførsler, der blev taget i brug i november 2013
  • Systemet kan håndtere overførsler på op til 1 milliard kr., men kræver af sikkerhedshensyn nationalbankoverførsler ved beløb herover
  • Systemet giver ingen advarsel eller lignende for den manglede overførsel, men posterer "overførslen" på en fejlkonto
  • Det er planlagt, at systemet skal opdateres med en advarselsfunktion, men da F1-Bank siden systemets ibrugtagelse kun har haft en overførsel på over 1 milliard kr. siden november 2013 og da systemudviklere er en knap ressource, har andre systemtilretninger haft højere prioritet og advarslen er derfor først programsat til august 2015
  • F1-Bank har naturligvis overvågning af fejlkontoen, men som følge af en menneskelig fejl reageredes ikke på den manglende overførsel før 5. marts 2015, hvor fejlen blev opdaget og overførslen straks gennemført.
  • Der findes ingen kontrolmuligheder i aconto skattesystemet i pensionsafkastbeskatningsloven for pensionsinstitutterne. Beløbet overføres, men der modtages hverken kvittering eller andet fra SKAT for modtagelsen af beløbet. H1 har derfor ikke kunne kontrollere, at beløbet faktisk blev betalt
  • SKAT har ikke lidt et rentetab ved den senere gennemførsel. I det omfang, der er negative renter (Nationalbankens indskudsbevisrente var den 18. marts 2015 ["dags dato" ændret til 18. marts 2015 af SKAT] -0,75 %) har SKAT faktisk opnået en renteindtægt på den senere betaling
  • H1 har på sin side ikke opnået en renteindtægt ved at betalingen ikke er gennemført. H1 betaler rente på indestående beløb (negativ rente)
  • Den symmetri, der således er grundlaget for rentebestemmelsen, er med den gældende situation på de finansielle markeder suspenderet og renten bliver dermed en uproportionalt stor udgift for H1
  • På denne baggrund og sammenholdt med, at rentebeløbet i sig selv udgør et betragteligt beløb, er opretholdelsen af kravet ude af proportioner med det hensyn, der skal varetages med rentebestemmelsen i pensionsafkastbeskatningslovens § 21, stk. 1, nemlig en standardiseret udligning af skatteyderens renteindtægt og statens rentetab.

Det er jeres opfattelse, at den manglende overførsel skyldes en for H1 udefrakommende, pludselig opstået hændelse, som H1 ikke har haft indflydelse på og ikke har kunnet forudse. Overskridelsen afbetalingsfristen var kortvarig og fejlen blev rettet med det sammen den blev opdaget.

Endelig anfører I, at set i lyset af, at det grundlæggende hensyn med indførelsen af rentebestemmelsen helt tilbage fra indførelsen af realrenteafgiftsloven i 1984, nemlig at kompensere staten for rentetabet ved at afvente skatteprovenuet, ikke er opfyldt i nærværende sag, hvor staten faktisk har sparet en renteudgift på den senere betaling, bør renten ikke opkræves.

I har vedlagt brevet en kopi af SKM2014.442.SANST. Kopi af overførselsanmodning og kvittering fra TastSelv er ikke vedlagt, selvom det fremgår af brevet, at dette er vedlagt.

SKM2014.442.SANST vedrører en anmodning om fritagelse for betaling af renter af for sent betalt moms efter opkrævningslovens §§ 7 og 8. Betalingsfristen var overskredet med 9 dage, hvoraf en del var i forbindelse med helligdagene omkring påsken. Endvidere var der tale om et førstegangstilfælde.

SKAT, Juridisk Administration, har den 21. maj 2015 fremsendt forslag til afgørelse vedrørende anmodning om eftergivelse af rente efter pensionsafkastbeskatningslovens § 21. Heraf fremgår det, at der skal beregnes rente i 23 rentedage. Hvis der for indkomståret 2014 ikke er sket a conto indbetaling senest den 19. februar 2015 følger det af PAL § 21, at der beregnes renter fra og med den 20. februar 2015 og til betaling/indberetning sker.

En a conto indbetaling senest den 19. februar 2015 for indkomståret 2014 har den virkning, at der ikke regnes rente (af det indbetalte beløb) efter PAL § 21 i perioden fra dagen efter indbetalingen (den 20. februar 2015) og frem til indberetning af angivelsen sker.

Videre fremgår det, at efter SKATs praksis tolkes vendingen "til betaling sker" således, at de både skal ske betaling og indberetning for at standse renteberegningen. SKATs praksis betyder derfor, at hvis der foretages indbetaling af PALskatten eksempelvis den 1. april i året efter indkomstårets udløb, men PALangivelsen først indberettes på fristdagen herfor - den 31. maj i året efter indkomståret - så skal der fortsat betales rente i perioden 20. februar til dagen før indberetningsdagen den 31. maj.

Baggrunden herfor er, at hvis SKAT standsede renteberegningen den 1. april, så ville det i realiteten betyde en omgåelse af a conto bestemmelsen i PAL § 21, hvorefter en a conto indbetaling senest skal ske den 19. februar i året efter indkomståret. Standsede SKAT derfor renteberegningen i forbindelse med indbetalingen den 1. april, ville dette betyde, at der ikke skete forretning fra dagen før indbetalingen (fordi indbetalingsdagen ikke forrentes) og frem til det tidspunk, hvor indberetningen sker - altså en beløbsmæssig konsekvens svarende til en a conto indbetaling (dog her med den forskel, at der selvfølgelig er sket en forrentning fra 20. februar til og med 31. marts). Der er derfor SKATs opfattelse, at såfremt der ikke stilles krav om, at indbetaling og angivelse skal følges ad, når indbetalingen sker efter den 19. februar i året efter indkomståret, så vil der de facto kunne ske en omgåelse af reglen om, at a conto indbetaling skal ske senest den 19. februar i året efter indkomståret.

H2 har den 3. juni 2015 indbetalt 3.938.696,29 kr. Beløbet er opgjort som 23 dages rente af det a conto skattebeløb for PAL-skat, H1 indbetalte den 5. marts 2015. I forbindelse med indbetalingen har I fremsendt en mail, hvori I gør opmærksom på, at H1 har anmodet om fuld eftergivelse af beløbet, og I forventer, at beløbet tilbagebetales.

Den 18. juni 2015 har der været afholdt telefonmøde mellem jer, [navn udeladt], funktionsleder for Juridisk Administration, og F1-Bank.

Efterfølgende har I i mail af 22. juni 2015 til [navn udeladt], funktionsleder for Juridisk Administration, yderligere anført, at:

I anmoder om, at sagen videresendes til forretningsområdet Inddrivelse for videre behandling, idet I ikke anfægter, at PAL hjemler et krav på rente.

I mener, at praksis fra det generelle inddrivelsesområde bør inddrages, da offentliggjort praksis vedrørende inddrivelseslovens § 13, stk. 6 reelt er ikke eksisterende og finder, der kan lægges vægt på argumenterne i SKM2014.442.SANST, uanset eftergivelsen er givet med hjemmel i opkrævningslovens §§ 7 og 8.

I finder, at det bør tillægges stor vægt, at pensionsbranchen (både livsforsikringsselskaber, pensionskasser og banker) i det daglige lægger endog meget store ressourcer i at håndtere hele skatteopkrævningen på PAL området, herunder såvel beregning som opkrævning og indberetning.

Der vil altid ske fejl i systemer, da de håndteres af mennesker. Fejlene er heldigvis sjældne, hvilket betyder, at SKAT kan afsætte meget få ressourcer til kontrollen og inddrivelsen af PAL.

På grund af de store beløb i branchen har de små fejl imidlertid til tider uoverskuelige konsekvenser for de personer, der er involveret. Derfor er 4 millioner kr. måske ikke et stort beløb for en pensionskasse, men for den IT-leverandør, der skal stå til ansvar for fejlen, er beløbet voldsomt.

På den baggrund finder I, at renten er uproportionalt høj i forhold til den skete skade; F1-Bank har rettet fejlen med det samme, den blev opdaget og har iværksat (omkostningstunge) foranstaltninger til imødegåelse af lignende fejl i fremtiden. Sammenlignet med denne indsat og de ressourcer, som H1 og F1-Bank skal bruge på at undgå fremtidige fejl af denne karakter, får beløbet en bismag af "dummebøde" i et samarbejdsforhold, der ellers vil være bedst tjent med et godt klima.

I brev af 25. juni 2015 har SKAT, Juridisk Administration, efter aftale med jer tilbagekaldt forslag til afgørelse vedrørende rentekravets eksistens, da der er enighed om, at PAL-loven hjemler et krav på rente i den pågældende situation.

Anmodningen om eftergivelse af beløbet efter inddrivelseslovens § 13, stk. 6, er herefter videresendt til SKAT Inddrivelse.

I har den 8. september 2015 pr. mail indsendt kopi af "Foreløbig indbetaling af PAL 2014", "Forespørg på PAL angivelse" og bankkontoudtog, hvoraf betalingen på 1.503.638.032 kr. fremgår.

"Foreløbig indbetaling af PAL 2014" er underskrevet af 3 personer hos H1. Af dokumentets afsnit 2 og 3 fremgår:
"Da vi også i år kan foretages en acontoindbetaling af selskabspalen uden at der samtidig indberettes til SKAT, vil jeg anbefale at vi, for at lette processen, alene indbetaler den af aktuariatets opgjorte pal og så efterfølgende laver selvangivelsen, så vi kan få alle processer på plads, så vi slipper for at lave korrektioner til en evt. foreløbig indberetning. De forventede korrektioner anses for uvæsentlige i forhold til det indbetalte beløb. 

Der vil efterfølgende ske en revision og en evt. korrektion af indbetalingerne, når vi indsender PAL-opgørelsen senest den 31. maj 2015." 

H1 havde således ikke til hensigt at indberette den endelige angivelse efter PAL § 21 på indbetalingstidspunktet.

Af "Forespørg på PAL angivelsen" fremgår det, at angivelsestidspunktet for PAL 2014 er den 13. marts 2015 for begge selskaber. Af bankkontoudtoget fremgår det, at det samlede PAL beløb er hævet på H1 konto hos F1-Bank den 16. februar 2015.

Jeres bemærkninger til forslaget til afgørelse
I er i brev af 2. oktober 2015 fremkommet med følgende bemærkninger til forslag til afgørelse:

  • At det af forslaget fremgår, at 14 dage ikke anses for "få dage". Men at det ikke fremgår klart, ud fra hvilke sager der er opstået en praksis for, at "fa dage" skulle være op til 6 dage, eller hvorvidt dette kan anses som en fortolkning, der skulle udgøre fast praksis.

  • At det fremgår af de generelle bemærkninger om gældseftergivelse i lovforslaget til gældsinddrivelsesloven, at anvendelsesområdet udvides, så eftergivelse ikke kun er muligt ved myndighedsfejl, force majeure og force majeure lignede forhold. Det skulle således ikke være til hinder for eftergivelse, at SKAT ikke har nogen andel i den forsinkede indbetaling.

  • At I ikke forstår argumentationen på side 4 vedrørende, at den for sene betaling skyldes forhold, som er udefra kommende.

  • At H1 som kontrol tjekker via Corporate Netbank, at beløbet er hævet på deres konto, og da beløbet var hævet på kontoen derfor var i god tro, om at betalingen var gennemført korrekt. H1 havde således ikke anledning til at kontakte F1-Bank for at bede om en overførselskvittering.

  • På den baggrund finder I det ikke rimeligt at pålægge H2 en rentebetaling for den udestående skat, og det fulde rentebeløb skal eftergives.

  • Hvis vi fastholder, at rentebeløbet ikke kan eftergives, er det jeres opfattelse, at kravet som minimum skal reduceres, så der kun skal betales rente for perioden fra 19. februar og frem til betaling den 5. marts 2015, idet det af PAL§ 21, stk. 1, 2. pkt. fremgår, at renteberegningen løber "til betaling sker".

  • Det fremgår ikke af loven, at der også skal være indgivet indberetning før renteberegningen kan standses. I er enige i, at denne fortolkning kan være nødvendig for at undgå omgåelse af a conto betalingsfristen. I mener, at i H1s tilfælde er det dog åbenlyst, at der ikke har været tilsigtet omgåelse af betalingsfristen for a conto betaling

  • Det fremgår også klart af sagens omstændigheder og den indsendte dokumentation, at H1 havde til hensigt at foretage indbetaling som en a conto indbetaling.

  • Det er derfor jeres opfattelse, at en eventuel renteberegning vil skulle ske ud fra en betragtning om, at der er foretaget en forsinket a conto betaling. I der ikke enige i, at betalingen skifter karakter fra at være en a conto betaling til at være en endelig afregning.

  • Praksis omkring forrentning frem til indsendelse af indberetningen bør således efter jeres opfattelse ikke finde anvendelse. En forsinket a conto betaling bør efter jeres opfattelse kun skulle forrentes frem til indbetaling sker.

Vi finder ikke, at jeres ovennævnte bemærkninger giver anledning til ændring af vores afgørelse.”

I udtalelse til Skatteankestyrelsen har SKAT blandt andet anført:

”Vi kan oplyse, at vi efter fornyet gennemgang af sagen fastholder afgørelsen.

Vi har behandlet ansøgningen efter reglerne i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige (INDOG) § 13 stk. 6. 

Indledningsvist må det påpeges, at det foreliggende materiale i sagen efter omstændighederne er omfangsrigt og umiddelbart findes afgørelsen af 9. oktober 2015 at være så fyldestgørende og af en sådan kvalitet, at nærværende udtalelse ikke kan bidrage med yderligere faktuelle oplysninger – blot forsøge at uddybe de eksisterende.

Ad klagers henvisning til SKAT Inddrivelses praksis omkring ”få dage”.

SKAT Inddrivelse henleder opmærksomheden på, at omhandlede afsnit er udgået af afgørelsen. Afsnittet fremgik af forslaget til afgørelse, men er altså ikke gengivet i den endelige afgørelse. Forklaringen skal formentligt findes i, at det ikke har været muligt at dokumentere praksis. Det er ej heller muligt at finde en fast praksis i faglitteraturen, hvorfor det må afhænge af den konkrete sag, hvad få dage er. Umiddelbart synes sagens størrelsesmæssige beløb sammenholdt med de konsekvenser en for sen indbetaling har, at tale for en relativ kort tidshorisont, førend ”få dage” ikke længere kan bruges som betegnelse.

Ad klagers henvisning til, at det ikke af PAL fremgår, at der også skal være indgivet indberetning før renteberegning standses.

Når der er sket en indbetaling efter den 19. februar i året efter indkomståret, er det SKATs praksis, at der påløber renter indtil indberetningen (PAL benævner den som ”den endelige opgørelse) også er modtaget.
Begrundelsen for denne praksis skal findes i, at det ellers vil føre til en omgåelse af acontobestemmelsen i PAL § 21, 4-6 pkt., såfremt renteberegningen blev standset uden der var tale om en endelig afregning hvor der medfulgte en indberetning.
Altså: hvis ikke indberetningen kræves samtidig med indbetalingen, kan de af loven omfattede virksomheder pr. 19. februar indbetale et mindre beløb, hvorefter det sidenhen viser sig, at beløbet i forbindelse med den endelige opgørelse skulle have været væsentlig større, helt undsige sig at betale renter, hvis ikke indberetningen kræves samtidig med indbetalingen.

Opfyldes betingelserne for aconto-bestemmelsen ikke, medfører det således, at indbetalingen og indberetningen behandles efter PAL § 21, pkt. 1-3.

Efter INDOG § 13, stk. 6, kan eftergivelse, når sociale eller andre forhold i særlig grad taler derfor, meddeles personer, selskaber, foreninger, selvejende institutioner, fonde el.lign.

Den Juridiske Vejlednings afsnit G.A.3.1.6.3 omhandler eftergivelse for juridiske personer, hvorunder forsikringsaktieselskaber og pensionskasser falder. Eftergivelse kan navnlig komme på tale, når det drejer sig om følgende beløb:

• Selskabsskat
• Ikke afregnet A-skat mv.
• Arbejdsmarkedsbidrag, moms, told og punktafgifter
• Administrative bøder
• Renter, gebyrer mv.

Således falder gælden inden for den opsummering af gæld, hvor eftergivelse navnlig kan komme på tale, jf. Den Juridiske Vejledning. Videre fremgår det af Den Juridiske Vejledning, at begrebet ”når forholdene i særlig grad taler derfor” viser, at adgangen til eftergivelse for juridiske personer er betydeligt mere begrænset end for fysiske personer. 

Forsinkelse med betaling eller indberetning, findes ikke at være et sådant forhold, der i særlig grad taler for eftergivelse, hvorfor den tidligere trufne afgørelse fastholdes.

Der fremgår følgende af SKATs juridiske vejledning og forarbejderne til loven om reglen i INDOG:

”Når sociale eller andre forhold i særlig grad taler for eftergivelse

Det er hensigten med inddrivelseslovens § 13, stk. 6, at der skal kunne gives eftergivelse i situationer, hvor der er særlige forhold, som taler for eftergivelse, men hvor eftergivelse ikke må gives efter de øvrige regler om eftergivelse. Afgørelsen vil altid afhænge af en konkret vurdering af forholdene i sagen.

Forhold hvor eftergivelse kan komme på tale

Myndighedsfejl, force majeure og force majeure lignende forhold er vigtige eksempler på tilfælde, hvor eftergivelse efter inddrivelseslovens § 13, stk. 6, kan komme på tale.
Herudover kan eftergivelse efter inddrivelseslovens § 13, stk. 6, komme på tale i situationer, hvor det vil være urimeligt at give afslag på eftergivelse på grund af sociale eller andre særlige forhold, selv om der ikke foreligger økonomisk trang.
Der vil fx kunne være tale om særlige forhold, der kan begrunde hel eller delvis eftergivelse af gæld til det offentlige, i følgende situationer:

• Når gældens beskaffenhed og omstændighederne ved dens tilblivelse sammenholdt med skyldnerens situation medfører, at skyldneren vil kunne opnå en væsentlig varig forbedring af sin situation ved eftergivelse.

• Hvis det vurderes, at gælden til det offentlige er en varig barriere for at opnå varig tilknytning til arbejdsmarkedet. Det forhold, at folk går ind og ud af arbejdsmarkedet, vil fx kunne være et forhold, der kan begrunde, at inddrivelseslovens § 13, stk. 6, kan anvendes, hvis gælden er en barriere for, at disse personer kan opnå en varig tilknytning til arbejdsmarkedet.

• Hvor skyldneren ikke er i stand til og hverken inden for de nærmeste år eller på længere sigt har udsigt til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser, men hvor skyldneren ved tilvejebringelse af midler fra tredjemand bliver i stand til at betale en betydelig del af gælden, så han kan opnå en varig forbedring af sine økonomiske forhold.

• Der kan være situationer, hvor det kan virke urimeligt at give afslag på eftergivelse af gæld, fx i forbindelse med indsamlinger eller legater til godgørende formål, hvor formålet med indsamlingerne eller legaterne vil kunne forspildes, hvis kravet om skat af indsamlingsbeløbet eller legatet fastholdes. Det kan fx være folkeindsamlinger til en operation, der kun kan udføres i udlandet, indsamlinger til en dusør for oplysninger, der kan føre til, at en forsvundet person bliver fundet eller et legat til sanering af gæld.

• Særlige forhold kan f.eks. også være situationer, hvor det, selvom der ikke foreligger økonomisk trang på grund af sociale forhold eller andre særlige forhold, vil være urimeligt at give afslag på en ansøgning om eftergivelse.”

Konklusionen synes klar. F1-Banks forsinkede overførsel af skattebeløbet kombineret med den forsinkede indberetning, er ikke sådanne forhold, som INDOG § 13, stk. 6 sigter på og der kan som følge heraf ikke tilbydes nogen form for eftergivelse.

Obligationsretten vil typisk i sager som denne pege hen imod, at klager, i stedet for at forsøge at få gælden afskrevet hos kreditor, skal søge sig fyldestgjort ved den instans, der har afstedkommet kravet; i dette tilfælde F1-Bank.”

SKAT har fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling i sagen:

”Der er enighed med repræsentanten om, at der skal beregnes renter af betaling efter den 19. februar 2015.
I pensionsbeskatningsloven er der ikke hjemmel til at fritage for betaling af renter.

I anden lovgivning – i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige – har SKAT efter en konkret vurdering afslået at eftergive renter af pensionsafkast for indkomståret 2014.

Skatteankestyrelsen har i sin indstilling tilsluttet sig denne vurdering.

Udover eftergivelse af renter, som SKAT således har afslået, opstår spørgsmålet, om til hvilken dato, SKAT er berettiget til at beregne rente.
Anderledes udtrykt, ved indbetaling efter den 19. februar, hvor mange dage der kan beregnes renter, idet SKATs praksis på området er således, at der påløber renter indtil indberetningen, eller den endelige opgørelse, tillige er modtaget.

Med baggrund i pensionsbeskatningslovens § 21, stk. 1, 3. punktum fastholdes SKATs afgørelse på dette punkt, hvilken vurdering Skatteankestyrelsen ikke kan tilslutte sig.”

Selskabets opfattelse
Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om eftergivelse af renter af pensionsafkastskat for indkomståret 2014.

Subsidiært har klagerens repræsentant nedlagt påstand om reducering af renteperioden, således at der alene skal ske forrentning for perioden fra den 19. februar 2015 til betaling er sket.

Til støtte for påstandene har repræsentanten anført:

”På vegne af H1 og H2 (samlet "H3") anmodede vi den 18. marts 2015 om eftergivelse af kravet på renter af den endelige pensionsafkastskat for perioden 20. februar 2015 til 13. marts 2015 (22 dage).

Den endelige pensionsafkastskat fordeler sig således:

H1 (CVR-nr. […]):

1.081.069.860 kr.

H2 (CVR-nr. […]):

422.568.172 kr.

 

1.503.638.032 kr. 

Rente heraf udgør: (for 2015 4, 1 %, jf. PAL§ 27, stk. 5).

3.767.449 kr.

Ifølge pensionsafkastbeskatningslovens § 21, stk. 1, 2. pkt. skal der af den beregnede endelige skat for indkomståret beregnes renter fra den 20. februar til betaling sker. Pensionsafkastskatten er indbetalt den 5. marts 2015. Renten af pensionsafkastskatten er imidlertid beregnet for perioden fra 20. februar 2015 og frem til den 13. marts 2015, hvor H3 indberettede den endelige opgørelse efter pensionsafkastbeskatningslovens ("PAL") § 21.

Vi har den 12. oktober 2015 modtaget SKATs afgørelse af 9. oktober 2015, hvoraf det fremgår, at SKAT Inddrivelse ikke kan imødekomme anmodningen om eftergivelse hverken helt eller delvist og fastholder rentekravet for den ovennævnte periode.

Vi er ikke enige i denne afgørelse og ønsker derfor at påklage afgørelsen til Skatteankestyrelsen.

Baggrund for reglerne om indbetaling af pensionsafkastskat

Systemet med rente af den endelige pensionsafkastskat har været gældende siden indførelsen af realrenteafgiftsloven og intentionen var oprindeligt at undgå, at staten led et rentetab på det udestående skatteprovenu.

Efter pensionsafkastbeskatningslovens § 21, stk. 1, 4. pkt. kan forsikringsselskaber, m.v. vælge at indbetale et aconto skattetilsvar senest den 19. februar i året efter indkomståret og dermed helt undgå rentebetalingen.

Muligheden for at indbetale aconto for at undgå renten efter pensionsafkastbeskatningslovens § 21 blev indført ved lov 1561/2010 som en del af en række tekniske ændringer af pensionsafkastbeskatningsloven, der havde til formål at gøre den nye pensionsafkastbeskatningslov mere håndterbar for branchen.

Baggrunden for indbetalingsmuligheden var todelt. For første er der i et livsforsikringsselskab, hhv. en pensionskasse, kun kunderne/medlemmerne til at betale renten, der vil fragå deres afkasttilskrivning. Pensionsinstituttet kan ikke opnå samme forretning på en kort investering, som renten efter pensionsafkastbeskatningsloven § 27, stk. 5, hvorfor kunderne/medlemmerne vil ende med at miste forskellen i forrentning af deres pensionsordning. Ved at tilbyde en mulighed for acontobetaling af skattetilsvaret, ligestilles kunderne i livsforsikringsselskaber og pensionskasser med kunder i f.eks. pengeinstitutter, der ikke belastes af samme rentebetaling. Dette fremgår af betænkningen til loven, hvorefter:

Efter gældende regler skal pensionsinstitutterne senest den 31. maj året efter indkomståret indgive en samlet opgørelse af beskatningsgrundlaget og den skattepligtige del heraf samt af skatten for indkomståret. Skatten indbetales samtidig med indsendelse af opgørelsen. Branchen har ønsket denne bestemmelse ændret, således at de f.eks. for markedsrenteprodukter får mulighed for at indbetale skatten for disse ordninger, når det er administrativt muligt og senest sidste rettidige betalingsdag den 31. maj året efter indkomståret. Baggrunden for ønsket er bl.a., at renten på pensionsafkastskatten, der pålægges fra den 20. februar, og til betaling sker, ikke nødvendigvis svarer til selskabets rente til kunden, hvorfor det kan være en fordel for kunderne, at skatten betales før den 20. februar året efter indkomståret.
Det foreslås på den baggrund at ændre pensionsafkastbeskatningslovens § 21, stk. 1, det bliver muligt for pensionsinstitutterne senest den 19. februar året efter indkomståret at vælge at betale acontoskat for pensionsordninger omfattet af § 1, stk. 1, dvs. de såkaldte gennemsnitsrente- og markedsrenteprodukter.
Da både gennemsnitsrente- og markedsrenteprodukter er omfattet af værnsreglerne i § 4 og § 4 a, kan skatten for disse produkter ikke opgøres endeligt, før pensionsinstituttets årsrapport er aflagt. Det er først på dette tidspunkt, at pensionsinstitutterne endeligt har opgjort de omkostnings- og risikoresultater, der anvendes ved opgørelsen af pensionsopsparernes skattepligtige afkast efter§ 4 og § 4 a, hvilket netop var baggrunden for udskydelsen af den seneste rettidige indbetalingsfrist fra den 31. marts til den 31. maj året efter indkomståret.

For at kunderne i de pensionsinstitutter, der vælger acontoskattebetaling, ligestilles med kunderne i de pensionsinstitutter, der indbetaler hele skatten samtidig med den endelige opgørelse, foreslås det, at der, for de pensionsinstitutter, der vælger acontoskattebetaling, skal beregnes renter af forskellen mellem det indbetalte acontobeløb og den beregnede endelige skat fra den 20. februar året efter indkomståret, og til betaling sker. Renten svarer til den rente, som de pensionsinstitutter, der ikke vælger acontoskattebetaling, skal betale af hele den beregnede endelige skat fra den 20. februar året efter indkomståret. Betales skatten for sent, beregnes renten dog kun til sidste rettidige indbetalingsdag. (Vores fremhævelser)

I første omgang omfattede aconto indbetalingsmuligheden alene det individuelle skattetilsvar. Ved lov 398/2012 blev muligheden imidlertid udvidet til at omfatte både individskat og institutskat. Begrundelsen i bemærkningerne var, at det var "administrativt vanskeligt for både livsforsikringsselskaberne m.v. og SKAT at adskille aconto indbetalinger og endelig skat for kunderne henholdsvis institutterne, idet der efter pensionsafkastbeskatningslovens § 21, stk. 1, skal indgives en samlet endelig opgørelse."

Anmodning om eftergivelse efter gældsinddrivelsesloven

Som vores primære påstand anmoder vi om eftergivelse af det fulde rentebeløb efter gældsinddrivelsesloven.

Med det formål at skabe mulighed for eftergivelse af alle gældstyper og sikre, at skyldner kan få en samlet ordning for al gæld til det offentlige, samledes med virkning fra 2009 alle regler om eftergivelse af gæld til det offentlige i gældsinddrivelsesloven, og der kan efter disse regler opnås gældseftergivelse for juridiske personer, "når forholdene i særlig grad taler derfor".

Der generelle fokus med gældseftergivelsen er fortsat at personer med gæld til det offentlige skal kunne opnå gældseftergivelse, hvor sådan eftergivelse skønnes at kunne eksempelvis forbedre deres adgang til arbejdsmarkedet eller lignende.

Imidlertid blev der med samlingen af inddrivelses- og eftergivelsesreglerne i en lov også åbnet for adgang til eftergivelse i situationer, hvor opretholdelse af kravet ville være urimeligt. Dette fremgår af såvel de generelle bemærkninger om gældseftergivelse i lovforslaget, som af de specielle bemærkninger til lovens § 13, stk. 6.

Lovens § 13, stk. 6 lyder: 

Stk. 6. Eftergivelse kan i øvrigt, når sociale eller andre forhold i særlig grad taler derfor, meddeles personer, selskaber, foreninger, selvejende institutioner, fonde el.lign.

Indtil bestemmelsen indsattes i gældsinddrivelsesloven var den at finde i opkrævningslovens § 15, stk. 6. De generelle bemærkninger til gældsinddrivelsesloven udtaler herom: 

Bestemmelsen i § 15, stk. 6, foreslås i forbindelse med flytningen af bestemmelsen til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, justeret med henblik på en udvidelse af anvendelsesområdet. Bestemmelsen, der giver mulighed for eftergivelse, når ganske særlige forhold taler derfor, foreslås ændret, der kan ske eftergivelse, når særlige forhold taler derfor. Bestemmelsen administreres meget restriktivt og anvendes kun ved myndighedsfejl, ved force majeure og i force majeure lignende situationer. Med den ændrede formulering er det hensigten, at bestemmelsen skal kunne anvendes til eftergivelse i videre omfang end hidtil i situationer, hvor der er særlige forhold, der taler for eftergivelse, men hvor eftergivelse ikke kan ske efter de øvrige regler i opkrævningsloven, som ligeledes flyttes til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Den nuværende adgang til eftergivelse i tilfælde af myndighedsfejl, force majeure og force majeure lignende forhold foreslås opretholdt. Herudover kan særlige forhold f.eks. også være situationer, hvor det, selvom der ikke foreligger økonomisk trang på grund af sociale forhold eller andre særlige forhold, vil være urimeligt at give afslag på en ansøgning om eftergivelse og dermed opretholde skyldforholdet.

Skatteministeren understreger i sit svar til spørgsmål 26 i udvalgsarbejdet i forbindelse med det lovforberedende arbejde, at "Afgørelser efter § 13, stk. 6 vil altid bero på en konkret vurdering af forholdene i sagen".

Ifølge § 4 i bkg. Nr. 371 af 21. juni 2013 fremgår det, at 

"SKAT kan fritage en virksomhed for betaling af afgift for foreløbige fastsættelser, gebyrer og renter som nævnt i opkrævningslovens § 8, stk. 1, såfremt
1) overskridelse af angivelses-, indberetnings- eller betalingsfristen skyldes pludseligt opståede hændelser, som virksomheden ikke har haft indflydelse på og ikke har kunnet forudse, og virksomheden straks efter hindringens ophør indgiver angivelse, foretager indberetning eller indbetaling, eller
2) overskridelser af angivelses-, indberetnings- eller betalingsfristen er på få dage, og der er tale om et førstegangstilfælde eller der foreligger undskyldelige forhold."

H3 bestilte den 16. februar 2015 overførsel af pensionsafkastskattebeløbet hos sin bankforbindlese, F1-Bank med henblik på betaling senest den 19. februar 2015, dvs. inden udløbet af fristen for aconto betaling.

F1-Bank initierede overførslen, men som følge af beløbets størrelse blev overførslen ved en fejl ikke gennemført systemmæssigt. Dette skyldtes at beløb af ekstraordinær størrelse (over 1 mia. kr.) ikke kan håndteres i F1-Banks intraday clearing system, men derimod systemmæssigt skal gennemføres som nationalbankoverførsel. Overførslen gik derfor i stedet på en fejlkonto.

Denne fejl blev først opdaget den 5. marts 2015, hvorefter overførslen straks blev gennemført dog uden samtidig indgivelse af den endelige indberetning af pensionsafkastskatten.

SKAT reagerede ikke herpå og ved undertegnedes henvendelse til SKAT den 11. marts 2015 kunne det ved opslag i systemet konstateres, at betalingen var foretaget, men at den endelige indberetning, hvortil betalingen skulle afstemmes, endnu manglede.

H3 foretog endelig indberetning i TastSelv den 13. marts 2015.

Rentekravet bør her eftergives, da der er tale om sådanne "andre forhold i særlig grad", at opkrævning af beløbet vil være urimeligt.

Som det fremgår skal afgørelse eftergivelse baseres på en konkret vurdering. Eftergivelse kan ske overfor såvel personer som selskaber i tilfælde, hvor opretholdelse af skyldforholdet på grund af "andre særlige forhold", i sig selv vil være urimeligt.

Som nævnt er betalingsfristen overskredet med 14 dage.

Af SKATs afgørelse i nærværende sag fremgår det, at 14 dage ikke anses for "få dage". Det fremgår imidlertid ikke klart, ud fra hvilke sager, der er opstået en praksis for at "få dage" skulle være op til 6 dage, eller hvorvidt dette kan anses som en fortolkning, der skulle udgøre fast praksis.

På s. 2 i afgørelsen anføres det, at vores forklaring om baggrunden for, at systemtilpasning ikke har været prioriteret, ikke kan anerkendes "idet SKAT ikke har nogen andel i, at beløbet ikke er overført rettidigt". Det fremgår af de generelle bemærkninger om gældseftergivelse i lovforslaget til gældsinddrivelsesloven, at anvendelsesområdet udvides, så eftergivelse ikke kun er muligt ved myndighedsfejl, force majeure og force majeure lignende forhold. Det er således ikke til hinder for eftergivelse, at SKAT ikke har nogen andel i den forsinkede indbetaling.

På side 4 i afgørelsen anføres det, at den for sene betaling skyldes forhold, som er udefra kommende og derfor er uden betydning for sagens afgørelse. Denne argumentation forstår vi ikke, da det efter vores opfattelse netop er udefra kommende forhold, der i de fleste tilfælde vil kunne føre til eftergivelse. Som anført i anmodningen fra 18. marts 2015, har H3 ikke haft indflydelse på og ikke kunnet forudse den manglende faktiske overførsel og reagerede straks på den manglende overførsel, da den blev opdaget.

Det kan yderligere oplyses, at H3 som kontrol tjekker via Corporate Netbank, at beløbet er hævet på deres konto. Da de kunne konstatere, at beløbet var hævet den 16. februar 2015, var de i god tro om, at betalingen var gennemført korrekt. De havde således ikke anledning til at kontakte F1-Bank for at bede om en overførselskvittering, som anført i SKATs afgørelse s. 3.

På baggrund af ovenstående argumenter, er det vores opfattelse, at H3s overskridelse af betalingsfristen skyldes hændelser, som de ikke har haft umiddelbar indflydelse på og som må anses for undskyldelige. Desuden anses det for godtgjort, at H3 straks efter opdagelse af overskridelsen har foretaget indbetaling af det fulde pensionsafkastskattebeløb. Det er dermed vores opfattelse, at SKAT kan fritage H3 for betaling af rentebeløbet med hjemmel i bekendtgørelsens § 4.

I tillæg til ovenstående argumenter, er det vores opfattelse, at opkrævning af rentebeløbet vil være urimeligt og i strid med grundlaget for rentebestemmelsen i pensionsafkastbeskatningsloven, idet H3 ikke har opnået en renteindtægt ved den sene indbetaling af pensionsafkastskatten, da beløbet var hævet på H3s konto og i stedet stod på en fejlkonto.

SKAT har tilsvarende ikke lidt et rentetab ved den senere gennemførsel. Med den dagældende negative rente i nationalbanken har SKAT faktisk opnået en renteindtægt på den senere betaling.

Den symmetri, der således er grundlaget for rentebestemmelsen, er med den gældende situation på de finansielle markeder suspenderet og renten bliver dermed en uproportionalt stor udgift for H3.

På denne baggrund og sammenholdt med at rentebeløbet i sig selv udgør et betragteligt beløb, er opretholdelsen af kravet ude af proportioner med det hensyn, der skal varetages med rentebestemmelsen i pensionsafkastbeskatningslovens § 21, stk. 1, nemlig en standardiseret udligning af skatteyderens renteindtægt og statens rentetab.

Det skal i den forbindelse også bemærkes, at det bekræftes i bemærkningerne til L 45 2015/16 jf. Nationalbankens bemærkninger i bilag 1 til lovforslaget, at rentesatserne for afregning af skyldig og overskydende pensionsafkastskat anses for at være for høje, idet de ikke afspejler en relevant referencerente for finansielle virksomheder og således også efterfølgende er ændret ved loven som vedtaget den 18. december 2015.

Det er på denne baggrund vores opfattelse, at det ikke er rimeligt at pålægge H3 en rentebetaling for den udestående skat, og at det fulde rentebeløb skal eftergives.

Anmodning om ophør af renteberegning fra betaling er sket

Som subsidiær påstand anmoder vi om, at renteperioden reduceres, således at den for sent indbetalte pensionsafkastskat udelukkende forrentes fra perioden 19. februar 2015 til betaling er sket.

Såfremt det er Skatteankestyrelsens opfattelse, at anmodningen om eftergivelse af det fulde rentebeløb ikke kan eftergives efter gældsinddrivelsesloven, er det vores opfattelse, at kravet som minimum skal reduceres, således at der kun skal betales rentebeløb i perioden fra 19. februar og frem til betaling fandt sted den 5. marts 2015, dvs. for 14 rentedage.

Betalingen i nærværende sag er som nævnt sket 5. marts 2015. SKAT reagerede ikke på at modtage beløbet uden en medfølgende indberetning, og ved H3s henvendelse til SKAT den 11. marts 2015 kunne det ved opslag i systemet konstateres, at betalingen var foretaget, men at den endelige indberetning, hvortil betalingen skulle afstemmes, endnu manglede.

Ved indbetalinger efter 19. februar i året efter indkomståret, løber renteberegningen ifølge pensionsafkastbeskatningslovens § 21, stk. 1, 2. pkt. frem til "betaling sker".

Det fremgår ikke af loven, at der også skal være indgivet indberetning før renteberegningen kan standses.

I H3s tilfælde er det desuden åbenlyst, at der ikke har været tilsigtet omgåelse af betalingsfristen for aconto betaling. Det fremgår klart af sagens omstændigheder og den indsendte dokumentation, at H3 havde til hensigt at foretage indbetaling som en aconto indbetaling. SKAT Inddrivelse fremhæver således også i afgørelsen på s. 8, at "H3 havde således ikke til hensigt at indberette den endelige angivelse efter PAL § 21 på indbetalingstidspunktet" og bekræfter dermed deres forståelse af, at H3 havde til hensigt at foretage indbetaling og indberetning efter aconto reglerne.

SKATs holdning omkring forrentning frem til indsendelse af indberetningen bør således efter vores opfattelse ikke finde anvendelse.

Rentebestemmelser i skattelovgivningen har generelt til formål at forhindre spekulation i renten eller et pønalt formål. Som nævnt har H3 ingen interesse i at spekulere i renten og har ingen rentefordel haft som følge af den forsinkede indbetaling. Desuden er det utvivlsomt, at det eventuelle pønale formål der måtte være med opkrævning af renten ikke kan berettige en fortsat beregning af renter efter, at beløbet er betalt.

En formålsfortolkning taler således imod beregning af renter efter betalingstidspunktet.

Forsinket betaling af pensionsafkastskatten bør efter vores opfattelse kun skulle forrentes frem til indbetaling sker, således som det fremgår af lovens ordlyd samt motiverne til loven.

Rentekravet mod H3 bør derfor som minimum reduceres fra 22 dage til 14 dage.”

Selskabets repræsentant har fremsat følgende bemærkninger til SKATs udtalelse:

1  KLAGEN

Ved brev af 7. januar 2016 påklagede vi SKATs afgørelse i sagen. Vores klage er baseret på to forhold:

1) Den primære påstand er, at de bagvedliggende grunde til opkrævning af renten efter pensionsafkastbeskatningslovens § 21, stk. 1, ikke er tilstede i nærværende tilfælde og at der derfor foreligger forhold, der "i særlig grad taler" for eftergivelse i overensstemmelse med inddrivelseslovens § 13, stk. 6.

Der er tale om en fristoverskridelse på kun 14 dage, jf. Udtalelsens side X, hvor SKAT anfører, at "SKAT Inddrivelse henleder opmærksomheden på, at det omhandlede afsnit er udgået af afgørelsen". Det er umiddelbart svært at se hvorfra i afgørelsen afsnittet er udgået.

14 dage er "kort tid", når sagens sammenhæng, beløbets størrelse og sagens konsekvenser tages i betragtning. 

2) Den sekundære påstand er, at der ikke er hjemmel i pensionsafkastbeskatningslovens § 21, stk. 1, til opkrævning af rente i 23 dage, men kun i 14 dage. 

Af pensionsafkastbeskatningslovens § 21, stk. 1 fremgår klart, at rente skal beregnes "[ ... ] fra den 20. februar i året efter indkomståret, til betaling sker [ ... ]". Der er intetsteds i pensionsafkastbeskatningsloven givet SKAT en hjemmel til at ændre i lovens bogstav efter forgodtbefindende.

En afgørelse om opkrævning af rente for en periode på 23 dage er i direkte strid med lovens ordlyd. Konsekvensen heraf bør være, at afgørelsen ikke opretholdes.

Såfremt Skatteankestyrelsen finder, at en fristoverskridelse på 14 dage er så væsentlig, at eftergivelse, jf. den primære påstand, på trods af at H3 ikke har haft mulighed for at opdage fejlen ikke kan indrømmes, må Skatteankestyrelsen nedsætte antallet af dage, for hvilke rente beregnes efter pensionsafkastbeskatningslovens § 21, stk. 1 til 14 dage.

Vores bemærkninger til Udtalelsen er baseret på klagens indhold og følger herefter.

2  VORES BEMÆRKNINGER TIL UDTALELSEN

Indledningsvis bemærkes, at sagen vedrører H3, ikke F1-Bank. SKAT kan ikke, og bør generelt afholde sig fra at, basere sine afgørelser på mere eller mindre håndgribelige betragtninger om F1-Banks erstatningsansvar i denne sag.

Såvel i afgørelse fra oktober 2015 som i Udtalelsen fra februar 2016 har SKAT udbredt sig om hvor H3 bør rette erstatningsansvar. I Udtalelsen anfører SKAT, at:

Obligationsretten vil typisk i sager som denne pege hen imod, at klager, i stedet for at forsøge at få gælden afskrevet hos kreditor, skal søge sig fyldestgjort ved den instans, der har afstedkommet kravet; i dette tilfælde F1-Bank.
SKAT har ingen indsigt i forholdet mellem H3 og F1-Bank og bør forholde sig objektivt og neutralt til sagens spørgsmål, som vedrører betingelserne for eftergivelse og ordlyden af pensionsafkastbeskatningslovens § 21, stk. 1.

2.1  "Særlige forhold"

SKAT forholder sig i Udtalelsen ikke til, om der foreligger "særlige forhold". I stedet har SKAT kopieret afsnittet fra SKATs juridiske vejledning og konkluderer herefter:

Konklusionen synes klar. F1-Banks forsinkede overførsel af skattebeløbet kombineret med den forsinkede indberetning, er ikke sådanne forhold, som INDOG § 13, stk. 6 sigter på og der kan som følge heraf ikke tilbydes nogen form for eftergivelse.
Vi er enige i, at SKATs juridiske vejledning ikke udtrykkeligt har beskrevet en situation som den foreliggende. Havde der i den juridiske vejledning været citeret tidligere afgørelser, hvor en indbetaling af 1½ milliard kr. i skat var blevet bremset af en banks kontroller, hvilket havde udløst renteberegning, havde denne sag afgjort haft en anden karakter.

Vi har i anmodningen om eftergivelse fremhævet, at opkrævningen som følge af "andre særlige forhold" ville være urimelig at opretholde.

Disse særlige forhold er, at:

  • H3 har anmodet om en overførsel i god tid.
  • Det er fremgået af H3s corporate netbank, at betalingen var sket.
  • H3 har ikke tjent på den senere betaling.
  • Tværtimod har staten tjent på denne senere betaling, da renteniveauet på daværende tidspunkt var negativt. Det pønale element i rentetilskrivningen er således ikke proportionalt med "forseelsen".
  • Straks F1-Bank opdager fejlen, overføres beløbet. 14 dage er i den forbindelse "få dage", jf. nedenfor.
  • SKAT modtager den 5. marts et meget stort beløb, men reagerer ikke. I den oprindelige afgørelse, men ikke i Udtalelsen af 5. februar 2016, anfører SKAT, at "Det er vores opfattelse, at jo mere en usædvanlig handling man som borger/virksomhed foretager, jo større krav må der stilles til ens egen agtpågivenhed ... ". Denne opfattelse gælder tilsyneladende ikke den anden vej.

Faktum i denne sag svarer i store træk til faktum i den i vores oprindelige anmodning citerede sag; SKM2014.442.SANST.

Som anført i e-mail af 22. juni 2015 til Sektionsleder [navn udeladt], lægger pensionsbranchen i det daglige store ressourcer i at håndtere administrationen af pensionsafkastskatten. Som noget helt enestående er såvel beregningen som opkrævningen af det endelige tilsvar lagt ud til forholdsvis få aktører. Staten tager ingen del i administrationen af skatten, bortset fra at modtage provenuet og kontrollere indberetningerne. Dette på trods af, at skatten er pålagt kunderne/medlemmerne i pensionskasser, livsforsikringsselskaber og banker. Den institutbeskatning, der sker i pensionskasser og livsforsikringsselskaber, er tillige rettet mod afkastet på kundernes/medlemmernes opsparing og ikke mod instituttet og området skal således sammenlignes med personskatteområdet og ikke selskabsskatteområdet.

Et rentekrav som det omhandlede i en situation som den omhandlede har dermed karakter af "dummebøde".

Vi noterer os, at SKAT i Udtalelsen er enig med skatteministeren i, at afgørelser efter inddrivelseslovens § 13, stk. 6 altid bør bero på en konkret vurdering af forholdene i sagen, jf. skatteministerens svar på spørgsmål 26 i udvalgsarbejdet i forbindelse med det lovforberedende arbejde til bestemmelsen.

Imidlertid ses det af Udtalelsen, at SKAT ikke har foretaget en sådan konkret vurdering, men blot konstaterer, at en nøjagtig beskrivelse af en tilsvarende sag ikke findes i den juridiske vejledning.

En konkret vurdering beroende på forholdene i sagen, dvs. beløbets størrelse og omstændighederne omkring dets betaling taget i betragtning, ville medføre, at det være urimeligt at opretholde kravet.

2.2  "Få dage"

SKAT henleder i Udtalelsen til, at afsnittet om "få dage" er udgået af afgørelsen og at forklaringen for dette "formentlig [skal] findes i, at det ikke har været muligt at dokumentere praksis. Det er ej heller muligt at finde en fast praksis i faglitteraturen, hvorfor det må afhænge af den konkrete sag.".

Der findes ingen fast praksis på antallet af dage.

SKAT henviser fortsat (på s. 2 og s.11 i afgørelsen) til, at § 4 i bkg. Nr. 73 af 21. juni 2013 giver mulighed for fritagelse, hvis "overskridelsen er på få dage, og der er tale om førstegangstilfælde, eller der foreligger undskyldelige forhold.

Efter vores opfattelse, foreligger der ingen støtte for, at 14 dage er mere end 'få dage' i bekendtgørelsens forstand, og det er uanfægtet, at der er tale om et førstegangstilfælde. Desuden foreligger der efter vores opfattelse undskyldelige forhold (om end denne betingelse ikke også behøver være opfyldt for at falde ind under punkt 2 i § 4, når der er tale om førstegangstilfælde).

SKAT anfører, at beløbets størrelse, sammenholdt med de konsekvenser en for sen indbetaling har, taler for en relativt kort tidshorisont førend ''få dage" ikke længere kan bruges som betegnelse.

Det er bemærkelsesværdigt, at SKAT vælger at fremhæve konsekvenserne af en for sen indbetaling i dette tilfælde, hvor det negative renteniveau betød, at staten ikke tabte rente og at H3 ikke tjente rente på den sene indbetaling. Dermed kan dette forhold under ingen omstændigheder tale for en kort tidshorisont.

Vi bemærker, at "administrativ praksis" vedrørende et spørgsmål foreligger, når en forvaltningsmyndighed tidligere har truffet afgørelse om et tilsvarende emne og vi har allerede i anmodningen dokumenteret et tidligere tilfælde af eftergivelse, hvor kriterierne var lagt frem. Disse kriterier stemmer overens med forholdene i anmodningen og er gentaget ovenfor.

Definitionen af "administrativ praksis" har afgørende betydning i to spørgsmål i afslaget. For det første har det afgørende betydning for antallet af rentedage og for det andet har det afgørende betydning for vurderingen af "kort tid".

I Udtalelsen forholder SKAT sig ikke til antallet af dage, men nøjes med at fastslå, at "sagens størrelsesmæssige beløb sammenholdt med de konsekvenser en for sen indbetaling har" taler for en relativt kort tidshorisont.

Denne korte tidshorisont skal vurderes på grundlag af en periode på 14 dage.

Grunden til, at den korte tidshorisont er 14 dage, er ordlyden af pensionsafkastbeskatningslovens § 21, stk. 1, der lyder: 

De skattepligtige efter § 1, stk. 2, og forsikringsselskaber m.v., jf. dog § 22, der udbyder pensionsordninger omfattet af § 1, stk. 1, indgiver senest den 31. maj efter indkomstårets udløb en samlet opgørelse til told- og skatteforvaltningen af beskatningsgrundlaget og den skattepligtige del heraf samt af skatten for indkomståret. Af den beregnede endelige skat for indkomståret beregnes renter fra den 20. februar i året efter indkomståret, til betaling sker, jf. dog 4.-7. pkt. Skatten med tillæg af beregnede renter indbetales samtidig med indsendelse af opgørelsen. Forsikringsselskaber m.v., jf. dog § 22, kan senest den 19. februar året efter indkomståret vælge at betale acontoskat. For de forsikringsselskaber m.v . der vælger at betale acontoskat. beregnes renter af forskellen mellem den beregnede endelige skat og den indbetalte acontoskat for indkomståret fra den 20. februar året efter indkomståret, og til betaling sker. Skyldige skattebeløb med tillæg af beregnede renter indbetales samtidig med indsendelse af den endelige opgørelse. Overskydende skattebeløb med tillæg af renter tilbagebetales. Renten efter 2. og 6. pkt. svarer til den rente, der er nævnt i § 27, stk. 5, 6. pkt., for året efter indkomståret. Renten efter 7. pkt. svarer til den rente, der er nævnt i § 27, stk. 5, 4. pkt., for året efter indkomståret. Betales skatten for sent, beregnes renten efter 2. og 6. pkt. dog kun til og med sidste rettidige indbetalingsdag. (Vores understregninger)
Ordlyden af 2. pkt. er klar; der skal beregnes renter fra den 20. februar til betaling sker. Betaling skete 5. marts og der skal således beregnes renter fra 20. februar til 5. marts, dvs. for 13 dage, da betalingsdagen ikke medregnes.

SKAT angiver i udkast til afgørelse af 17. september 2015, at indbetalingen som følge af den forsinkede betaling skifter karakter "fra a conto PAL-skat til endelig skat og renteberegningen er efter SKATs praksis derfor fortsat til opgørelsen er modtaget."

Der er således ingen tvivl om, at renteberegningen efter indbetalingsdagen støttes på SKATs praksis. SKAT har intetsteds dokumenteret de afgørelse, der skulle danne grundlag for denne praksis.

Som begrundelse for denne praksis anføres i Udtalelsen, at:

det ellers ville føre til en omgåelse af acontobestemmelsen i PAL § 21, [stk. 1,] 4.-6. pkt., såfremt renteberegningen blev standset uden der var tale om en endelig afregning hvor der medfulgte en indberetning.
Altså: hvis ikke indberetningen kræves samtidig med indbetalingen, kan de af loven omfattede virksomheder pr. 19. februar indbetale et mindre beløb, hvorefter den sidenhen viser sig, at beløbet i forbindelse med den endelige opgørelse skulle have været væsentlig større, helt undsige sig at betale renter, hvis ikke indberetningen kræves samtidig med indbetalingen.
Det citerede viser en alvorlig misforståelse hos SKAT.

Der er ikke tale om, at forsikringsselskaber, m.v. kan undgå rentebetaling ved indbetaling af et mindre beløb. Tværtimod!

Som det udtrykkeligt fremgår af bestemmelsens 5. og 6. pkt. skal der ved betaling af et beløb, der er mindre end den endelige skat, betales rente af ”forskellen mellem den beregnede endelige skat og den indbetalte acontoskat for indkomståret fra den 20. februar året efter indkomståret, og til betaling sker.” Det bemærkes for en god ordens skyld, at også her siger lovens ordlyd ”til betaling sker”.

SKATs udokumenterede praksis har således ikke belæg i loven og bygger tilsyneladende på en fejlagtig forståelse af lovteksten.

At der er tale om få dage ses af Skatteankestyrelsens afgørelse i SKM2014.442.SANST. I lighed med faktum i denne afgørelse, skyldes fristoverskrideisen for H3s vedkommende hverken forglemmelse eller ukendskab til reglerne. Tværtimod har H3 i god tid bestilt bankoverførslen og i corporate netbank fremgik overførslen som gennemført.

Efter fejlen blev opdaget, blev der straks foretaget afværge foranstaltninger for at begrænse skaden; Renteberegningen (efter SKATs ulovlige praksis) blev afbrudt ved indgivelse af endelig opgørelse og der toges kontakt til SKAT for at opnå eftergivelse.

Ved bedømmelsen af "få dage" bør tages i betragtning, at dette er en betaling, der sker en gang årligt og at der ikke modtages kvitteringer fra SKAT. Hele opfølgningen og kontrollen ligger alene hos det indberettende livsforsikringsselskab, m.v.

I lighed faktum i SKM2014.442.SANST skyldes fejlen en IT-fejl hos bankforbindelsen, men i SKM2014.442.SANST indeholder referatet ingen løse kommentarer om bankers erstatningsansvar i den forbindelse.

Dermed finder vi, at der er tale om undskyldelig fristoverskridelse og at fejlen er blevet rettet indenfor få dage.”

Landsskatterettens afgørelse
Det fremgår af den dagældende § 21, stk. 1, 1. punktum, i pensionsafkastbeskatningsloven (lovbekendtgørelse nr. 170 af 22. februar 2011), at udbydere af pensionsordninger omfattet af lovens § 1, stk. 1, senest den 31. maj efter indkomstårets udløb skal indgive en samlet opgørelse til told- og skatteforvaltningen af beskatningsgrundlaget og den skattepligtige del heraf samt af skatten for indkomståret.

Det fremgår videre af § 21, stk. 1, 2. og 3. punktum, at der beregnes renter af den endelige skat fra den 20. februar i året efter indkomståret til betaling sker, og at skatten med tillæg af beregnede renter indbetales samtidig med indsendelse af opgørelsen.

Efter § 21, stk. 1, 4. punktum kan udbydere af pensionsordninger vælge at betale acontoskat. I så fald bliver der beregnet renter af forskellen mellem den beregnede endelige skat og den indbetalte acontoskat for indkomståret fra den 20. februar i året efter indkomståret til betaling sker, jf. § 21, stk. 1, 5. punktum. Skyldige skattebeløb med tillæg af beregnede renter indbetales samtidig med indsendelse af den endelige opgørelse, jf. § 21, stk. 1, 6. punktum.

I såvel tilfælde, hvor der er betalt acontoskat, som i tilfælde, hvor der ikke er betalt acontoskat, beregnes renter således for samme periode, idet der beregnes renter fra den 20. februar i året efter indkomståret og til betaling sker af skat, som ikke er indbetalt senest den 19. februar i året efter indkomståret.

Renten, der beregnes, svarer til den rente, der er nævnt i pensionsafkastbeskatningslovens § 27, stk. 5, for året efter indkomståret. Renten udgjorde 4,1 % for indkomståret 2015, jf. SKM2014.749.SKAT.

Såfremt skatten betales for sent, beregnes renter efter reglerne i § 27, stk. 5, kun til og med sidste rettidige indbetalingsdag den 31. maj i året efter indkomståret. Det fremgår af § 21, stk. 1, sidste punktum. Herefter beregnes renter svarende til den rente, der er fastsat i § 7 i opkrævningsloven, jf. pensionsafkastbeskatningslovens § 28.

Der er ikke hjemmel i pensionsafkastbeskatningsloven til at fritage for betaling af renter efter pensionsafkastbeskatningslovens bestemmelser.

Da renterne er beregnet efter pensionsafkastbeskatningslovens § 21, stk. 1, og ikke efter opkrævningslovens bestemmelser, kan fritagelsesbestemmelsen i opkrævningslovens § 8 og praksis om fritagelse for betaling af renter efter opkrævningsloven ikke finde anvendelse i denne sag. Endvidere er der tale om rettidig indbetaling af endelig skat. En argumentation om, hvorvidt betalingsfristen er overskredet med få dage er derfor ikke relevant.

I særlige tilfælde kan der ske eftergivelse efter § 13, stk. 6, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Bestemmelsen finder også anvendelse på renter.

§ 13, stk. 6, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige (lov nr. 1333 af 19. december 2008) har følgende indhold:

”Eftergivelse kan i øvrigt, når sociale eller andre forhold i særlig grad taler derfor, meddeles personer, selskaber, foreninger, selvejende institutioner, fonde el. lign.”

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår bl.a. følgende:

”Den nuværende adgang til eftergivelse i tilfælde af myndighedsfejl, force majeure og force majeure lignende forhold foreslås opretholdt. Herudover kan særlige forhold f.eks. også være situationer, hvor det, selvom der ikke foreligger økonomisk trang på grund af sociale forhold eller andre særlige forhold, vil være urimeligt at give afslag på en ansøgning om eftergivelse og dermed opretholde skyldforholdet.”

Ud over situationer, hvor der er tale om myndighedsfejl eller force majeure, giver § 13, stk. 6, således mulighed for efter en konkret vurdering af forholdene at eftergive gæld.

I denne sag er der tale om renter af pensionsafkastskat, som er påløbet, fordi selskabets betaling af pensionsafkastskat er sket efter den 19. februar 2015 på grund af forhold i selskabets bank. På baggrund af forarbejderne til § 13, stk. 6, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, falder denne situation efter en konkret vurdering ikke ind under bestemmelsens formål.

Der er ikke tale om force majeure eller force majeure lignende forhold, der har hindret rettidig indbetaling af acontoskat, idet den for sent foretagne betaling ikke skyldes nedbrud i bankens systemer eller lignende, men en almindeligt forekommende funktion i systemerne.

Selskabet har i relation til indbetalinger til SKAT ladet sig repræsentere af banken. Der er tale om en aftale indgået mellem erhvervsmæssige parter, og det forhold, at banken ikke har kunnet håndtere selskabets indbetaling til SKAT rettidigt, har ikke et sådant forhold i relation til SKAT, at det kan anses for urimeligt at give afslag på en anmodning om eftergivelse.

Det er derfor med rette, at SKAT har afslået at eftergive renter af pensionsafkastskat for indkomståret 2014.

Selskabets betaling af pensionsafkastskat for indkomståret 2014 er modtaget i SKAT den 5. marts 2015. Da indbetalingen er modtaget efter udløbet af fristen for betaling af acontoskat den 19. februar, må indbetalingen anses for betaling af den endelige skat.

Den endelige opgørelse af pensionsafkastskatten for indkomståret 2014 er angivet til SKAT den 13. marts 2015.

Der er således sket indbetaling 8 dage før angivelse af den endelige opgørelse af pensionsafkastskat til SKAT.

Det fremgår af lovteksten i pensionsafkastbeskatningslovens § 21, stk. 1, 3. punktum, at indbetaling skal ske samtidig med indsendelse af den endelige opgørelse.

Efter pensionsafkastbeskatningslovens § 21, stk. 1, 2. punktum, skal der betales renter til betaling sker. Det fremgår også af SKATs systemvejledning for indberetninger vedrørende PAL § 21, at der skal beregnes renter indtil betalingsdagen efter denne bestemmelse.

Landsskatteretten finder ikke, at der i strid med ordlyden i pensionsafkastbeskatningslovens § 21, stk. 1, 2. punktum kan ske en udvidende fortolkning med det resultat, at der beregnes renter efter betalingsdagen og indtil indberetning/indsendelse af endelig opgørelse af pensionsafkastskat.

Da der således ikke findes hjemmel til at beregne renter til et senere tidspunkt end betalingsdagen, pålægger Landsskatteretten SKAT at foretage en ændret renteberegning af pensionsafkastskat, således at der beregnes renter fra den 20. februar til den 5. marts 2015.

Det overlades til SKAT at foretage renteberegningen, jf. § 12, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 1428 om forretningsorden for Landsskatteretten.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter