Dato for udgivelse
15 Jan 2018 10:11
Dato for afsagt dom/kendelse
18 Dec 2017 12:24
SKM-nummer
SKM2018.33.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
BS 16-2056/2016
Dokument type
Dom
Emneord
Grundlag, betingelse, opfyldt, godtgjort, materielt, forkert, sygdom.
Resumé

Sagen drejede sig om, hvorvidt der var grundlag for, at sagsøgerens skatteansættelse for indkomståret 2008 kunne genoptages. Spørgsmålet var særligt, om betingelsen om ”særlige omstændigheder” i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, var opfyldt, idet der var enighed om, at ingen af de objektive betingelser i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-7, var opfyldt.

Retten tiltrådte for det første, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at skatteansættelsen for indkomståret 2008 var materielt forkert.

Retten fandt, at der ikke forelå særlige omstændigheder, herunder sygdom, som kunne begrunde ekstraordinær genoptagelse.

Endelig lagde retten vægt på, at det ikke var godtgjort, at sagsøgeren ikke havde været i stand til at klage eller anmode om ordinær genoptagelse efter de almindelige regler inden for den ordinære frist.

Retten fandt på den baggrund, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, ikke var opfyldt. Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Reference(r)

Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2017-2, A.A.8.2.2.2.4


Parter

A

(v/Adv. Khuram Ahmed)

Mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten V/Adv. fm. Mark Alexander Jarby Søndergaard)

Afsagt af byretsdommer

Hanne Rasmussen

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen drejer sig om, hvorvidt betingelserne for en ekstraordinær genoptagelse af A’s skatteansættelse for indkomståret 2008 er opfyldt.

A’s påstand er, at Skatteministeriet skal tilpligtes at anerkende, at der skal ske en ekstraordinær genoptagelse af indkomståret 2008, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, og dermed hjemvisning til SKAT til fornyet behandling.

Skatteministeriets påstand er frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Sagen er anlagt den 18. november 2016.

Af Skatte- og Vurderingsankenævnets afgørelse af 19. august 2016 fremgår:

"...
Faktiske oplysninger
Klageren har i indkomståret 2006 selvangivet et overskud af virksomhed på 210.663 kr. samt i indkomståret 2007 selvangivet er overskud af virksomhed på 295.291 kr.

Da klageren ikke har indsendt selvangivelse for indkomståret 2008, fremsendte SKAT forslag til skatteansættelse af 19. august 2009, hvori SKAT bl.a. foreslog at fastsætte overskud af virksomhed til 300.000 kr.

I den forbindelse blev klageren bedt om at indsende sin selvangivelse inden den 11. september 2009, da skatteansættelsen ellers ville ske i overensstemmelse med forslaget.

Da klageren ikke reagerede på forslaget, blev der udsendt årsopgørelse for 2008, som var tilgængelig i skattemappen den 11. januar 2010, hvoraf fremgik et skønsmæssigt fastsat overskud af virksomhed på 300.000 kr.

Den 6. januar 2014 anmodede klageren om ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2008, da klageren ikke mente, at det fastsatte overskud af virksomhed var korrekt.

Den 4. september 2014 fremsendte SKAT forslag til afgørelse af klagerens genoptagelsesanmodning. I forslaget blev klageren nægtet ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for 2008 og indrømmet en frist for bemærkninger til den 29. september 2014.

Klageren fremkom ikke med bemærkninger til forslaget.

Den 8. oktober 2014 sendte SKAT en afgørelse i overensstemmelse med forslaget af 4. september 2014.

Klageren har herefter påklaget SKATs afgørelse af 8. oktober 2014 til skatteankenævnet.

SKATs afgørelse
SKAT har nægtet ekstraordinær genoptagelse af klagerens skatteansættelse for indkomståret 2008, da betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, ikke anses for opfyldt.

...

I forbindelse med klagesagens behandling er SKAT kommet med følgende bemærkninger:

"(...)

Der argumenteres med, at A har modtaget førtidspension i 2008, og at SKATs skønsmæssige ansættelse er åbenbart for højt ansat.

Det bemærkes hertil, at skatteyder også i tidligere år har modtaget pension. Indberettede pensionsbeløb har i alt udgjort:
2006: 262.578 kr.
2007: 257.772 kr.
2008: 240.147 kr.

Der er således ikke sket nogen væsentlige ændringer i pensionsindkomsten. SKAT fastholder, at den skønsmæssige ansættelse ikke kan anses for åbenbar urimelig.

(...)"

...

(Klageren) lider af sygdommen fibromyalgi, som er en reumatologisk sygdom der er karakteriseret ved smerter i musklerne, træthed og nedsat fysisk udholdenhed, herunder kronisk smertetilstand i kroppen. Symptomerne for hendes sygdom påvirker alle sider af hverdagslivet og giver begrænsninger i forhold til livskvalitet, familie og arbejdsliv, hvilket også har bevirket at (klageren) har fået tildelt førtidspension siden 2004.

I det pågældende tilfælde har (klageren), som følge af hendes kroniske sygdom, ikke været i stand til at varetage sine egne interesser samt sine skattemæssige anliggender over for Skattemyndigheden på grund af hendes sygdom. På baggrund heraf har (klageren) ikke været klar over de gældende regler, der forpligter hende til at reagere ved agterskrivelse fra told- og skatteforvaltningen efter skatteforvaltningslovens § 19-20. I (klagerens) tilfælde med sygdomsforløb, er der tale om særlige omstændigheder i henhold til Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, hvilket begrunder en genoptagelse af indkomståret 2008.

...

Sagen vedrører skatteansættelsen for indkomståret 2008. I medfør af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, skal en anmodning om genoptagelse på den skattepligtiges initiativ være sendt til SKAT senest den 1. maj 2012.

Klagerens anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen blev sendt den 6. januar 2014 og ligger således uden for den ordinære ansættelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26.

Herefter vil der alene kunne foretages ændringer for dette indkomstår, såfremt en af de betingelser, der er oplistet i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-8, er opfyldt.

Klageren opfylder ikke nogle af betingelserne for genoptagelse efter de objektive kriterier i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-7, og skatteankenævnet finder ikke, at klagerens anmodning om ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for 2008 på baggrund af særlige omstændigheder jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, kan imødekommes.

Ved afgørelsen er der lagt vægt på, at klageren ikke har dokumenteret sin påstand om sygdomsforløbet eller påstanden om, at klageren på grund af sit sygdomsforløb har været ude af stand til at reagere rettidigt overfor SKATs skatteansættelse for indkomståret 2008 herunder anmode om genoptagelse inden for den ordinære ansættelsesfrist.

Ved afgørelsen er der desuden lagt vægt på, at klageren har selvangivet et overskud af virksomhed på 210.663 kr. i indkomståret 2006 og 295.291 kr. i indkomståret 2007, samt at klageren ikke har fremlagt nye oplysninger i sagen, som dokumenterer, at klageren ikke har haft et overskud af virksomhed i indkomståret 2008 på niveau med det overskud, som klageren har selvangivet i de to forrige indkomstår. Det anses således ikke for at være uberettiget at SKAT med udgangspunkt i de op lysninger, der var tilgængelig for SKAT på tidspunktet for skatteansættelsen, har fastsat er overskud af virksomheden til 300.000 kr. i indkomståret 2008.

Det fremgår af sagen, at klagerens årsopgørelse for indkomståret 2008 var tilgængelig i klagerens skattemappe den 11. januar 2010, hvoraf et skønsmæssigt fastsat overskud af virksomhed på 300.000 kr. fremgik. Det er skatteankenævnets opfattelse, at reaktionsfristen på 6 måneder løber fra denne dato jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, og anses derfor ikke for at være overholdt.

Det er afslutningsvist skatteankenævnets opfattelse, at der ikke i sagen foreligger særlige omstændigheder, som kan begrunde en dispensation af fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt. jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 4. pkt.

På baggrund af ovenstående stadfæstes SKATs afgørelse i sin helhed.
..."

Den 11. januar 2012 anlagde A sag mod Skatteministeriet med påstand om, at hendes skatteansættelse for indkomståret 2007 skulle nedsættes med 1,5 mio. kr.

Forklaringer

A har forklaret, at hun fik tilkendt førtidspension i 2003. Hun drev tidligere en frisørsalon. Det var hendes mand og deres revisor, der tog sig af det administrative. Hun var selvstændig i 20-30 år. Hun havde ingen ansatte i Y1-by. Momsindberetning, regnskaber og selvangivelser tog hendes mand sig af. Hun har ikke forstand på det. De har, så vidt hun, ved altid haft revisor. Hun ved ikke, hvem det var. Han hed vist JC. Hun kan ikke rigtig huske det. Hun kom på førtidspension, fordi hun blev meget syg. Hun fik konstateret fibromyalgi. Hendes kortidshukommelse er ikke ret god. Hendes hoved er lidt mærkeligt. Det var hendes mand eller revisoren, der tog sig af økonomien.

SKAT fastsatte et skønsmæssigt overskud i 2009 for 2008, selvom hun levede af pension på det tidspunkt. Hun havde ingen virksomhed. Hun ved, at der for 2006 og 2007 fra hendes side blev selvangivet, at hun havde overskud af egen virksomhed, men hun kender ikke nærmere til det. Hendes mand har altid lavet, alt hvad der har med papirarbejde at gøre. Hun har ikke været inde over det.

SKAT kom med årsopgørelsen for 2008 i 2009, idet den blev lagt i hendes skattemappe, men hun har ikke gennemgået den, for hun har altid haft sin mand og revisoren til at gøre det.

Hun kan af sagens bilag A se, at revisor IJ på hendes vegne indleverede anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for hende for bl.a. 2008, men hun kender ikke nærmere til det.

Hendes sygdom indebærer, at hun nogle dage slet ikke kan noget. Andre dage har hun det nogenlunde. Hun har smerter i alle muskler. Hun vil gerne lave noget, men hun kan ikke huske noget. Hun kan f.eks. ikke læse en bog, fordi hun glemmer, hvad hun har læst.

Hun mener, at hun ophørte med at drive virksomhed i 2002. Hun stoppede, da hun blev syg.

Hun kan ikke huske, at hun i 2006 og 2007 og 2009 har selvangivet indkomst for egen virksomhed. Hun har ikke selv gjort det. Hun går ud fra en revisor kan finde ud af tallene, og det kan jo heller ikke være så svært, når man kun får sin pension.

NL har forklaret, at han er speditør. Han har været gift med A i 47 år. Det er ham, der har stået for det formelle sammen med revisoren i de forskellige skattesager. Han har haft ansvar for kontakten til det offentlige. A har aldrig været inde over. Hun har ikke haft overskud til det på grund af sygdom og andre ting. Han har assisteret hende sammen med revisoren. A har haft frisørsalon i 25-30 år. I 2001 eller 2002 blev A ramt af fibromyalgi. De søgte selv specialister, da lægerne i Y1-by ikke kunne sætte diagnose på.

A var påvirket i dagligdagen i form af smerter. Det tog hårdt på hende i nogle år. Det var en grim oplevelse, når man har været en aktiv selvstændig i så mange år.

Inden A blev syg, havde hun sit eget cvr. nummer. Hun havde ingen ansatte. Momsregnskab og selvangivelser blev forstået af revisoren JC. Revisoren fik de oplysninger, han skulle bruge for indberetninger til myndighederne. Det var ham der sørgede for, at revisoren fik papirerne. A gik ud fra, at tingene så var, som de skulle være. Inden revisoren afleverede noget til skatte- eller momsmyndighederne, forelagde han det for dem, hvis det var anderledes end det forventede, men ellers havde revisoren fuldmagt til at aflevere oplysningerne til myndighederne. Det var jo ikke nogen stor virksomhed.

A fik førtidspension fra 2002 eller 2003. Salonen stod stadig intakt derhjemme, for A håbede hele tiden, at hun kunne vende tilbage, så hun afmeldte ikke cvr. nummeret.

Der ligger flere anmodninger om genoptagelse vedrørende A’s indkomstforhold for de forudgående år. I 2007 skete der en stor fejl både revisions- og advokatmæssigt set.

Der er også fejl i ansættelserne for 2006 og 2007.

Det er en af hans ansatte, JL, som sammen med JC udarbejdede de tal, der skulle indberettes. I den forbindelse skete der nogle graverende fejl. Det har de også redegjort for overfor SKAT.

Han har hele tiden haft egen virksomhed. Der er byttet rundt på nogle bilag, og der har været indberettet noget fra hans virksomhed over A’s cvr. nummer, som ikke skulle være sket. Det har været meget op ad bakke at få myndighederne til at forstå, at der har været byttet rundt på nogle ting. De har haft bistand af en anerkendt skatteadvokat, men de må erkende, at der er sket nogle fejl alligevel.

A har ikke haft drift i egen virksomhed siden 2001. Der var nogle år, hvor cvr. nummeret lå stille.

Der er sket en sammenblanding mellem hans virksomheder og A’s virksomhed for årene 2006-2008. Det burde være rettet til. Han har selv set, at det er sket. Han ved, der er flere år, de har klaget over. Han kan ikke udelukke, at han har brugt A’s cvr. nummer i 2009. A har aldrig været ansat i hans virksomhed.

Den indkomst, som SKAT fastsatte for 2008 for A, mener han må være baseret på, at SKAT har skelnet til årene forinden og derfor skønsmæssigt ansat indkomsten for 2008.

Parternes synspunkter

Parterne har i det væsentligste procederet sagen i overensstemmelse med deres påstandsdokumenter.

Af sagsøgeren påstandsdokument fremgår:

"...
Ad retsgrundlaget

Følgende fremgår af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8:

Uanset fristerne i § 26 kan en ansættelse af indkomst og ejendomsværdiskat foretages eller ændres efter anmodning fra den skattepligtige eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis:
...

8) Told- og skatteforvaltningen efter anmodning fra den skattepligtige giver tilladelse til ændring af ansættelsen som følge af, at der foreligger særlige omstændigheder."

Følgende fremgår vedrørende afgrænsningen af begrebet særlige omstændigheder i bemærkningerne til skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 8:

"...
Ved vurdering af, om der foreligger særlige omstændigheder, der kan give anledning til en ekstraordinær skatteansættelse, kan det tillægges vægt, om skatteansættelsen har væsentlig betydning for den skattepligtige. Er der således tale om en indkomstændring på mere end 5.000 kr., vil det tale for genoptagelse af ansættelsen. Vedrører det forhold, der begrunder ansættelsens foretagelse, flere indkomstår, skal der foretages en samlet vurdering, således at en indkomstændring for samtlige indkomstår på i alt 5.000 kr. eller mere ligeledes normalt vil tale for, at anmodningen om genoptagelse imødekommes.
..."

 Ad SKATs skønsmæssige ansættelse

Det fremgår af Skatte- og Vurderingsankenævnets afgørelse, der stadfæster SKATs afgørelse, at det af SKAT fastsatte overskud af virksomhed på 300.000 kr. fastholdes.

Det bestrides og afvises, at sagsøger skulle have haft det skønnede overskud fra selvstændig virksomhed.

Det fremgår af sagen, at sagsøger i 2008 som følge af et længere sygdomsforløb har modtaget førtidspension fra Y1 Kommune, hvorfor det ikke er sandsynligt sagsøger har haft et overskud af sin virksomhed på 300.000 kr. i indkomståret 2008.

SKATs skønsmæssige ansættelse er dermed ansat åbenbart for højt i forhold til, at sagsøgerens indkomst i 2008 består af førtidspension fra Y1 Kommune.

Der er således tale om en ansvarspådragende myndighedsfejl fra SKATs side, hvorfor der er grundlag for ekstraordinær genoptagelse jf. Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8.

Det fremgår ydermere utvivlsomt, at indkomstansættelsen har væsentlig betydning for sagsøgers økonomiske situation.

På denne baggrund er det sagsøgers påstand, at det af SKAT ansatte overskud på 300.000 kr. ikke er korrekt.

Der skal derfor i overensstemmelse med sagsøgers påstand ske ekstraordinær genoptagelse af indkomståret 2008 og følgelig hjemvisning til SKAT til fornyet behandling.

--o0o--

Til yderligere støtte for den nedlagte påstand, og i overensstemmelse med det ovenfor anførte skal det lægges til grund, at:

  • sagsøger ikke formåede at drive sin virksomhed som tidligere,
  • det således er fejlagtigt af SKAT at lægge afgørende vægt på sagsøgers indkomster for tidligere år,
  • der på denne baggrund utvivlsomt er tale om materielt urigtigt skatteansættelse, som er af væsentlig størrelse og derfor urimelig at fastholde overfor sagsøger,
  • det på baggrund af ovenstående er sagsøgers opfattelse og påstand, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse for skatteansættelsen for indkomståret 2008 er opfyldt.

AFSLUTTENDE BEMÆRKNINGER

På baggrund af ovenstående skal det fastholdes, at den af SKAT foretagne skønsmæssige skatteansættelse for indkomståret 2008 materiel urigtig, hvorfor det fremstår åbenbart urimeligt, såfremt den fastholdes. Desuden forelå der sådanne særlige omstændigheder, der gjorde, at sagsøger ikke var i stand til at påklage skatteansættelsen inden for den ordinære tidsfrist efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.
..."

Af sagsøgtes påstandsdokument fremgår:

"...
Til støtte for frifindelses påstanden gøres det overordnet gældende, at A ikke har godtgjort, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af hendes skatteansættelse for indkomståret 2008 i henhold til skatteforvaltningslovens § 27 er opfyldt.

A indgav anmodning om genoptagelse for indkomståret den 6. januar 2014.

Der vil derfor alene kunne blive tale om genoptagelse af indkomståret 2008 efter reglerne om ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, eftersom fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, for ordinær genoptagelse udløb den 1. maj 2012.

Ingen af de objektive betingelser i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-7, for ekstraordinær genoptagelse er opfyldt, hvilket der er er enighed om.

Spørgsmålene i sagen er derfor udelukkende, om der er adgang til ekstraordinær genoptagelse efter ”opsamlingsbestemmelsen” i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, om ”særlige omstændigheder”, samt om den ”lille fristregel” i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, i givet fald er overholdt.

3.1 Retsgrundlaget

Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, har følgende ordlyd:

”Uanset fristerne i § 26 kan en ansættelse af indkomstskat … foretages eller ændres efter anmodning fra den skattepligtige …, hvis:


8) Told- og skatteforvaltningen efter anmodning fra den skattepligtige giver tilladelse til ændring af ansættelsen som følge af, at der foreligger særlige omstændigheder” (min understregning).

Det fremgår af de specielle bemærkninger til bestemmelsen i lovforslag nr. 110 af 24. februar 2005, at bestemmelsen er en videreførelse af skattestyrelseslovens § 35.

Den videreførte udgave af skattestyrelseslovens § 35 blev indsat ved lov nr. 410 af 2. juni 2003. I lovforslaget til bestemmelsen (lovforslag nr. 175 af 12. marts 2003) anføres følgende i de almindelige bemærkninger, punkt 1.2 samt punkt 2.1.2.2.e:

”Hovedpunkterne i forslaget er forslaget om en ”sikkerhedsventil”, der giver hjemmel til genoptagelse uden for den almindelige ansættelsesfrist, hvis der foreligger særlige omstændigheder, som ikke er omfattet af de objektive regler i bestemmelsen i skattestyrelseslovens § 35” (min understregning).

”De nugældende regler for ekstraordinær skatteansættelse er baseret på objektive kriterier for gennembrud af fristen, således at det direkte af loven fremgår, i hvilke tilfælde der kan ske genoptagelse.

Det er imidlertid ikke muligt at forudse alle tilfælde, hvor omstændighederne bør give anledning til genoptagelse uden for de almindelige frister. Der er derfor behov for en bestemmelse, der kan opsamle tilfælde, hvor forholdene i særlig grad taler for, at ansættelsen ændres.

Det foreslås på denne baggrund, jf. forslaget til § 35, stk. 1, nr. 8, at skatteministeren efter anmodning fra den skattepligtige bemyndiges til at tillade en skatteansættelse ændret, såfremt forholdene i særlig grad taler herfor.

Forslaget indebærer, at ændring af en skatteansættelse kan tillades efter en konkret bedømmelse af forholdene. Bestemmelsens anvendelsesområde er således tilfælde, hvor der foreligger særlige omstændigheder, der fører til, at det må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen uden for de tilfælde, hvor genoptagelse kan ske efter de objektive grunde i bestemmelsen.

Efter den gældende § 35, stk. 1, nr. 9, i skattestyrelsesloven, kan en ansættelse foretages eller ændres i det omfang, der er begået fejl af skattemyndighederne. Genoptagelse i disse tilfælde vil ligeledes være omfattet af den foreslåede bestemmelse” (mine understregninger).

Af de specielle bemærkninger til bestemmelsen, jf. lovforslagets § 1, nr. 2, fremgår blandt andet:

”Under forslaget til § 35, stk. 1, nr. 8, foreslås det, at skatteministeren bemyndiges til at tillade en skatteansættelse ændret efter anmodning fra den skattepligtige, såfremt forholdene i særlig grad taler herfor.

Forslaget indebærer, at ændring af ansættelsen kan tillades efter en konkret bedømmelse af forholdene. Bestemmelsens anvendelsesområde er således tilfælde, hvor der foreligger særlige omstændigheder uden for de tilfælde, hvor genoptagelse kan ske efter de objektive betingelser i bestemmelsens øvrige punkter, jf. forslaget til § 35, stk. 1, nr. 1-7, og hvor det må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen.

Genoptagelse vil endvidere kunne ske efter bestemmelsen i de tilfælde, der er omfattet af den gældende § 35, stk. 1, nr. 9, i skattestyrelsesloven, hvorefter en ansættelse kan foretages eller ændres i det omfang, der er begået ansvarspådragende fejl af skattemyndighederne. Den foreslåede bestemmelse vil dog yderligere finde anvendelse, hvor der er begået fejl af den skatteansættende myndighed, uden af fejlene kan anses for ansvarspådragende, når fejlen har medført en materielt urigtig ansættelse, og det efter en konkret bedømmelse må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen.

Bestemmelsen vil eksempelvis finde anvendelse i tilfælde, hvor en urigtig ansættelse skyldes svig fra tredjemand eller andre særlige omstændigheder, der ikke kan bebrejdes den skattepligtige.

 […]

Endvidere vil bestemmelsen kunne finde anvendelse, såfremt myndighederne har foretaget en åbenbart urimelig skønsmæssig ansættelse, eller hvis det må lægges til grund, at den lokale skattemyndighed fejlagtigt har afgivet genoptagelsestilsagn til den skattepligtige ud over den ordinære ansættelsesfrist, og den skattepligtige som følge heraf ikke rettidigt har klaget eller anmodet om genoptagelse af ansættelsen.

Bestemmelsen giver derimod ikke grundlag for genoptagelse i tilfælde, hvor den skattepligtige har glemt et fradrag, eller hvor myndighederne har fortolket lovgivningen forkert, med mindre myndighederne i den forbindelse har handlet ansvarspådragende.

Ved vurderingen af, om der foreligger særlige omstændigheder, der kan give anledning til en ekstraordinær skatteansættelse, kan det tillægges vægt, om skatteansættelsen har væsentlig betydning for den skattepligtige. Er der således tale om en indkomstændring på mere end 5.000 kr., vil dette tale for genoptagelse af ansættelsen.

[…]

Den skattepligtige skal endvidere dokumentere eller sandsynliggøre, at betingelserne for genoptagelse er opfyldt. Den skattepligtige bærer således risikoen for, at bevisbyrden kan være tungere, jo ældre år der er tale om. Er der således tale om genoptagelse for indkomstår, der ligger langt tilbage i tid, og skattemyndighederne af denne grund ikke længere er i besiddelse af selvangivelsesmaterialet, må der stilles krav om, at den skattepligtige fuldt og helt kan dokumentere ændringens berettigelse eksempelvis ved fremlæggelse af kopi af det relevante selvangivelsesmateriale.” (mine understregninger)

Det følger allerede af ordlyden af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, at bestemmelsens anvendelsesområde er tilfælde, hvor der foreligger ”særlige omstændigheder” uden for de tilfælde, hvor genoptagelse kan ske efter de objektive betingelser i § 27, stk. 1, nr. 1-7.

Såvel bestemmelsens ordlyd, placeringen afslutningsvis i stk. 1 som en ”opsamlingsbestemmelse”, samt forarbejderne, herunder eksemplerne i forarbejderne, lægger op til et snævert anvendelsesområde for bestemmelsen, jf. også SKM2017.224.HR.

..........

Af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, fremgår det, at:

”En ansættelse kan kun foretages i de stk. 1. nævnte tilfælde, hvis den varsles af told- og skatteforvaltningen eller genoptagelsesanmodning fremsættes af den skattepligtige senest 6 måneder efter, at told- og skatteforvaltningen henholdsvis den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26.” (mine understregninger).

 3.2 Den konkrete sag

3.2.1  Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 – ”særlige omstændigheder”

Skatteministeriet gør gældende, at A ikke har godtgjort, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af hendes skatteansættelse for indkomståret 2008 i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, er opfyldt.

Det er en nødvendig, men ikke i sig selv tilstrækkelig, forudsætning for ekstraordinær genoptagelse, at skatteansættelsen er materialet forkert, jf. f.eks. SKM2017.224.HR, SKM2001.183.HR, U2010.2996H (SKM2010.551.HR), SKM2007.44.VLR, SKM2008.990.ØLR, SKM2013.739.ØLR og SKM2015.632.VLR.

Det bestrides, at skatteansættelsen for 2008 er materielt forkert.

A har ikke indgivet selvangivelse for indkomståret 2008.

Det følger af skattekontrollovens § 1, stk. 1, 1. pkt., at en skattepligtig her til landet har pligt til at selvangive sin indkomst.

Har skatteyderen ikke selvangivet på ansættelsestidspunktet, følger det af skattekontrollovens § 5, stk. 3, at skattemyndighederne er berettiget – og forpligtet – til at fastsætte indkomsten skønsmæssigt.

Et af skattemyndighederne med rette udøvet skøn kan kun tilsidesættes, såfremt det er udøvet på et forkert grundlag eller har ført til et åbenbart urimeligt resultat, jf. eksempelvis U2009.476/2H, U2011.1458H (SKM2011.209.HR) og U2016.191H (SKM2015.615.HR).

Bevisbyrden for, at skattemyndighedernes skøn er tilsidesætteligt, påhviler A, og hun har ikke løftet denne bevisbyrde.

Det er så vidt ses ubestridt, at A har drevet selvstændig virksomhed i indkomståret 2008, og at der alene er tvist om størrelsen af overskuddet, jf. også stævningen, side 4, 3.-5. afsnit.

SKAT har ved den skønsmæssige fastsættelse af virksomhedens overskud for indkomståret 2008 inddraget oplysninger om momstilsvar, beregnet privat forbrug og tidligere års selvangivelser, jf. bilag B. A har også drevet selvstændig virksomhed i 2006 og 2007, og hun har selvangivet overskuddet af virksomheden med henholdsvis 210.663 kr. og 295.192 kr. (bilag 1, side 1, 1. afsnit). Desuden har hun selvangivet et overskud på 326.217 kr. i 2009, jf. årsopgørelsen for 2009 (bilag N). Det skønsmæssigt fastsatte overskud på 300.000 kr. er således på niveau med de selvangivne overskud fra tidligere indkomstår, indkomstårene 2006 og 2007, og det selvangivne overskud fra det efterfølgende indkomstår, indkomståret 2009.

A har også i indkomstårene 2006 og 2007 modtaget førtidspension, og med nogenlunde samme beløb som i indkomståret 2008.

A har ikke redegjort for, hvorfor hendes sygdomsforløb og modtagelse af førtidspension skulle godtgøre, at overskuddet af virksomheden i indkomståret 2008 skulle være anderledes end i de forudgående indkomstår, endsige hvad overskuddet i stedet – ifølge A – kan opgøres til.

I forlængelse heraf kan det konstateres, at A ikke har dokumenteret, hvorledes hendes sygdomsforløb, herunder konjunkturerne, som hun henviser til, jf. sagsøgers replik, side 1, 5. afsnit, skulle have ændret sig, således at A allerede i 2009 igen kunne selvangive et overskud på 326.217 kr.

A har ikke fremlagt dokumenter eller oplysninger, som understøtter, at SKATs skønsmæssige opgørelse af overskuddet i 2008 er materielt forkert, eller endsige anført, hvad overskuddet af virksomheden i 2008 efter hendes opfattelse skal opgøres til.

Det er således ikke godtgjort, at skatteansættelsen er materielt forkert. Allerede derfor er ekstraordinær genoptagelse udelukket.

Det bestrides også, at SKAT skulle have handlet ansvarspådragende ved fastsættelsen af den skønsmæssige ansættelse på 300.000 kr. A’s postulat herom er helt ubegrundet.

..........

A’s sygdomsforløb er ikke dokumenteret, og henset til det snævre anvendelsesområde for skatteforvaltningslovens § 27, stk.1, nr. 8 som forudsat i forarbejderne, er det ikke dokumenteret, at der forelå særlige omstændigheder, som skulle kunne begrunde ekstraordinær genoptagelse.

Ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, forudsætter desuden, at den skattepligtige har været forhindret i at anmode om genoptagelse i hele den relevante periode, jf. bl.a. TfS 2014.121Ø og TfS 2017.318V. Dette er ikke godtgjort.

..........

Videre bemærkes, at det følger af forholdets natur og af retspraksis, at ekstraordinær genoptagelse (”særlige omstændigheder”) forudsætter, at skatteyderen ikke har været i stand til rettidigt at klage efter de almindelige regler eller at søge om ordinær genoptagelse.

Har skatteyderen hele tiden været – eller burde hun have været – klar over de forhold, som begrunder genoptagelsesanmodningen, er ekstraordinær genoptagelse derfor udelukket, jf. f.eks. SKM2017.224.HR, SKM2003.288.HR, SKM2002.569.ØLR, SKM2008.990.ØLR, SKM2011.140.VLR, SKM2014.332.VLR, SKM2015.632.VLR og SKM2016.585.VLR.

A’s årsopgørelse for 2008 (bilag C) er dannet ud fra SKATs forslag til afgørelse dateret 19. august 2009. Det fremgår tydeligt af årsopgørelsen for 2008, som kun indeholder ganske få poster, at ”Overskud virksomhed/udlejningsejendom” er angivet med 300.000 kr.

Det påhviler A at kontrollere, om oplysningerne i årsopgørelsen er korrekte, jf. herved skattekontrollovens §§ 1 og 16.

Også som følge af, at A på det samme grundlag, som foreligger i nærværende sag, kunne – og burde – have reageret mod den skønsmæssigt fastsatte ansættelse for 2008, er ekstraordinær genoptagelse udelukket.

I øvrigt bemærkes, at A ved stævning af 11. januar 2012 – og dermed inden for fristen for ordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 26 – anlagde sag mod Skatteministeriet for så vidt angår hendes skatteansættelse for det forudgående indkomstår, indkomståret 2007 (bilag M). Den pågældende sag omhandlede en skønsmæssig forhøjelse på 1.500.000 kr. af A’s indkomst. Sagen blev behandlet ved Retten i Kolding, som frifandt Skatteministeriet. A ankede sagen til Vestre Landsret, som også frifandt Skatteministeriet.

Dette understøtter yderligere, at A forud for anmodningen om ekstraordinær genoptagelse og inden for de fastsatte frister kunne have reageret mod den påståede fejlagtige skønsmæssige ansættelse.

A har således hverken godtgjort, at skatteansættelsen er materielt forkert, at der skulle have foreligget særlige omstændigheder, som kan begrunde en ekstraordinær genoptagelse, eller at hun ikke – endsige i hele den relevante periode – har været i stand at klage eller at anmode om ordinær genoptagelse efter de almindelige regler inden for den ordinære frist.

3.2.2 Den lille fristregel i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2

Såfremt retten skulle finde, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, er opfyldt, gøres det gældende, at fristen for anmodning om genoptagelse senest 6 måneder efter, at skatteyderen ”er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26”, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., ikke er overholdt.

A har været bekendt med den skønsmæssige ansættelse på 300.000 kr. siden SKATs agterskrivelse dateret den 19. august 2009 (bilag B). Årsopgørelsen med oplysningerne blev tilgængelig i skattemappen den 11. januar 2010 (bilag C). Kundskabstidspunktet er altså (i hvert fald) det tidspunkt, hvor årsopgørelsen blev tilgængelig i skattemappen den 11. januar 2010, jf. f.eks. SKM2013.124.VLR.

Derfor gøres det gældende, at A senest ved modtagelsen af årsopgørelsen for 2008 havde tilstrækkeligt grundlag for at anmode om genoptagelse af skatteansættelsen.

A har således ikke fremsat anmodningen om ekstraordinær genoptagelse rettidigt, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2. Også af den grund kan skatteansættelsen for 2008 ikke genoptages ekstraordinært.
..."

Rettens begrundelse og afgørelse

Som sagen er oplyst tiltræder retten, at A ikke har godtgjort, at skatteansættelsen for 2008 er materielt forkert, eller at der foreligger særlige omstændigheder, herunder sygdom, som kan begrunde en ekstraordinær genoptagelse. Hun har heller ikke godtgjort, at hun ikke har være tilstand til at klage eller anmode om ordinær genoptagelse efter de almindelige regler indenfor den ordinære frist.

Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, er derfor ikke opfyldt, og som følge heraf tages sagsøgtes påstand om frifindelse til følge.

Efter udfaldet af sagen skal A betale sagsomkostninger til sagsøgte med 13.750 kr. incl. moms, til dækning af advokatomkostninger.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Inden 14 dage skal sagsøgeren, A, betale sagsomkostninger til Skatteministeriet med 13.750 kr.

Sagsomkostninger forrentes efter rentelovens § 8 a.