Dato for udgivelse
29 Jan 2018 09:17
Dato for afsagt dom/kendelse
28 Mar 2017 09:02
SKM-nummer
SKM2018.45.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
BS L-865/2016
Dokument type
Dom
Emneord
Forskellige, ansættelsesforhold, fællesskab, samlever, ejendom, lejlighed, overnatte, lejede, weekenderne, samvær, barn, daglig, ophold,
Resumé

Sagen handlede om, hvorvidt sagsøgeren var berettiget til at få befordringsfradrag efter ligningslovens § 9C i perioden fra 1. september – 31. december 2011.

Sagsøgeren havde siden 2007 haft forskellige ansættelsesforhold i hovedstadsområdet. I samme periode ejede han i fællesskab med sin samlever en ejendom i nærheden af Y1-by, hvor han boede sammen med samleveren og deres fælles barn, der var født i 2005. I samme periode havde sagsøgeren lejet forskellige lejligheder i hovedstadsområdet, hvor han overnattede i forbindelse med sit arbejde.

Parrets samlivsforhold blev ophævet i 2011, og med overtagelsesdag 1. maj 2011 solgte sagsøgeren sin andel af deres fælles ejendom til sin tidligere samlever. Pr. 1. september 2011 lejede sagsøgeren en lejlighed i Y1-by, hvor han i weekenderne kunne have samvær med sit barn.

Forud for retssagen havde Landsskatteretten fundet, at sagsøgeren var berettiget til befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C, fra 1. januar 2011 – 30. april 2011, da han i denne periode havde sædvanlig bopæl i Y1-by, men arbejdede i Y2-by. Landsskatteretten vurderede imidlertid, at sagsøgeren ikke var berettiget til befordringsfradrag i perioden fra 1. maj – 31. december 2011, idet hans sædvanlige bopæl efter samlivsophøret var i Y2-by. Landsskatteretten lagde ved sin vurdering vægt på, at sagsøgerens arbejde og daglige ophold var i Y2-by, og at han alene i løbet af hele året havde haft 36 gange med transport til/fra Y1-by. Landsskatteretten fandt ikke at det forhold, at sagsøgeren havde lejet en lejlighed i Y1-by, hvor han kunne se sit barn, og at han havde øvrige personlige relationer i Y1-by, kunne føre til et andet resultat.

Under retssagen var der mellem parterne enighed om, at sagsøgeren ikke var berettiget til befordringsfradrag for perioden fra 1. maj 2011 – 31. august 2011. Der var enighed om, at han i denne periode havde sædvanlig bopæl i Y1-by.

For så vidt angår den resterende periode fra 1. september 2011 – 31. december 2011 gjorde sagsøgeren gældende, at han var berettiget til befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C, da hans sædvanlige bopæl igen var i Y1-by, mens hans arbejde var i Y2-by. Heroverfor gjorde Skatteministeriet gældende, at sagsøgeren ikke var berettiget til befordringsfradrag, idet han ikke opfyldt betingelserne i ligningslovens § 9 C, da hans sædvanlige bopæl var i Y2-by, hvor hans arbejde også lå.

Retten tilsluttede sig de af Landsskatteretten anførte grunde og stadfæstede Landsskatterettens afgørelse.

Herved blev Skatteministeriet frifundet. 

Reference(r)

Ligningslovens § 9 C

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2017-2 C.A.4.3.3.1.1


Parter

A

(v/adv. Lars Aamann)

Mod

Skatteministeriet
(v/Kammeradvokaten, v/adv. Jannie Lind Thomsen)

Afsagt af byretsdommer

Jacob Waage

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen, der er anlagt som et anerkendelsessøgsmål ved stævning af 11. maj 2016, vedrører spørgsmålet om, hvorvidt A for indkomståret 2011, hvor han havde arbejde i Y2-by og i en vis udstrækning pendlede frem og tilbage mellem Y2-by og Y1-by, er berettiget til at få befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C i et videre omfang end det, der er fastsat af Landsskatteretten ved afgørelse af 12. februar 2016.

Ved sin afgørelse fandt Landsskatteretten, at A var berettiget til befordringsfradrag i perioden fra 1. januar – 30. april 2011, da han i denne periode havde sædvanlig bopæl i Y1-by. Derimod fandt Landsskatteretten, at A ikke var berettiget til befordringsfradrag for perioden fra 1. maj 2011 - 31. december 2011.

Det er for byretten ubestridt, at A i perioden fra den 1. maj til den 31. august 2011 har haft sædvanlig bopæl på Y3, og at han derfor ikke har krav på befordringsfradrag i denne periode. Sagens tvivstepunkt er således alene, om A i perioden fra den 1. september til den 31. december 2011 har haft sædvanlig bopæl i Y1-by eller på Y3.

A’s påstand er følgende:

Skatteministeriet tilpligtes at anerkende sagsøgeren fradrag for befordring for perioden fra den 1. september 2011 til den 31. december 2011.

Skatteministeriets påstand heroverfor er:

Frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2, men indeholder alene uddrag af Landsskatterettens afgørelse af 12. februar 2016, hvoraf sagens faktiske omstændigheder fremgår.

Af Landsskatterettens afgørelse fremgår følgende blandt andet:

"Faktiske oplysninger

Klageren er lønmodtager og har i 2011 været ansat hos G1 i Y4-by og hos G2 i Y5-by.

Klagerens samlede lønindtægt har været 1.029.301 kr. Klageren har ifølge CPR haft følgende bopælsadresser:

  • 1. april 2008-2. marts 2009 Y6-adresse. (tilflyttet fra Y7-adresse)
  • 2. marts-4. juni 2010 Y8-land
  • 4. juni 2010-1. juli 2010 Y8-adresse.
  • 1. juli 2010-14. december 2012 Y10-adresse.

Klageren har en datter født XXX som bor i Y11-by (v. Y1-by), Jylland.

Klageren har indtil 1. maj 2011 ejet ejendommen Y7-adresse i Y11-by i lige sameje med sin ekskæteste. Klageren solgte pr. 1. maj 2011 sin andel af ejendommen til kæresten. Klageren har oplyst, at han blev boende indtil 1. september 2011, hvor han lejede en lejlighed i Y1-by. Af lejekontrakten, som er indgået 29.6.2011 fremgår, at klageren havde bopæl på Y10-adresse.

Det er oplyst, at lejlighederne i Y2-by var lejligheder, som klageren lejede i tidsbegrænsede perioder og, at der til dels var tale om møblerede lejligheder.

Fradrag for befordring er taget for kørsel Y2-by-Y1-by retur 600 km for i gennemsnit 3 weekender pr. måned eller i alt 36 dage. Fradraget pr. dag er beregnet således:

0-24 km.:

0

25-100 km:

152

101-600:

500

Bropassage:

180

832

Klagerens repræsentant har om klagerens bopæls- og arbejdsforhold oplyst:

A er født i Y13 en times kørsel fra Y1-by. Han flyttede til Y1-by i 1998, hvor han startede på sin uddannelse som cand.merc. ved Y12-skole i Y1-by. A færdigjorde sit studium i 2003. Indtil 2009 arbejdede han i Y1-by. A’s forældre er bosiddende i Y13, og sin bror og hans familie bor i Y1-by. Derudover har A hele sin omgangskreds og netværk i Y1-by. Vigtigst for ham er hans datter, født XXX, der også bor i Y11-by ved Y1-by. A deler forældremyndigheden over sin datter med sin ekskæreste.

Alle aktiviteter udover arbejde udlever han i Y1-by. Det være sig blandt andet fritidsaktiviteter som løb og fitness, udover håndbold, fodbold og dans, som han går til sammen med sin datter. Endvidere deltager A flittigt i trivselsdage og arrangementer arrangeret af skolen eller den forældregruppe, han er en del af.

A fik i 2009 tilbudt et job som Senior Project Manager ved G1, og skiftede senere til G2 ultimo 2011, hvor han varetog stillingen som chef strateg. Selvom arbejdspladsen er beliggende i Y2-by, valgte han at acceptere jobbet, da det ikke var muligt for ham at finde et tilsvarende job i Y1-byområdet, med de samme karrieremæssige udfordringer, som hans kvalifikationer berettigede ham til. Også selvom dette betød, at han måtte pendle mellem sin jobadresse i Y2-by og sit hjem i Y1-by.

A har derfor opholdt sig i sin lejlighed på Y3 i hverdagene på grund af sit arbejde. A har i gennemsnit haft 3-5 overnatninger om ugen i lejligheden på Y3. Ofte har han kunnet tage fra Y1-by mandag morgen og igen tage fra Y2-by torsdag aften, og således haft en eller flere hjemmearbejdsdage i Y1-by. Alle ferier samt weekender i det omfang hans arbejde tillod det, tilbragte han i sit hjem i Y1-by. I gennemsnit opholdte han sig i Y1-by tre weekender per måned.

A bestred en stilling som Senior Project Manager ved G1, og senere en stilling som chef strateg ved G2. Min klients stillinger krævede, at han engang i mellem også tog sine weekender i brug for arbejde. Når dette var tilfældet, blev han i Y2-by, da weekend-arbejde ofte indbefattede møder eller andre arrangementer af repræsentativ karakter.

A har samvær med sin datter hver anden weekend samt halvdelen af alle ferier.

A benyttede således kun sin lejlighed på Y3, når hans arbejde nødvendiggjorde, at han var i Y2-by. Resten af tiden opholdte han sig i sit hjem i Y1-by således var han også i Y1-by i de weekender, hvor han ikke havde samvær med sin datter.

Min klients lejlighed på Y3 var en fremlejet lejlighed, der er møbleret. Alt hans bohave samt ejendele, havde han i sit hjem i Y1-by. Lejligheden havde således karakter af ren pendlerbolig. A var tilmeldt folkeregistret på adressen, Y10-adresse med det formål at kunne få parkeringslicens.

Det var en forudsætning for min klient, at han havde en bolig i Y2-by for at kunne bestride sit job hos G1 og senere hos G2, idet daglig hjemrejse ikke var mulig."

...

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klageren er berettiget til befordringsfradrag.

Til støtte for påstanden har han anført:

...

Anbringender

Det gøres gældende, at min klient kan fratrække sine udgifter til befordring mellem sin sædvanlige bopæl og arbejdsplads.

Det gøres endvidere gældende, at min klients sædvanlige bopæl er på adressen Y14-adresse, da det er denne, der er centrum for min klients livsinteresser.

A har en personlig, social, familiemæssig og boligmæssig tilknytning til Y1-by. A har studeret og arbejdet i Y1-by fra 1998-2009, ligesom han har tilbragt hele sit liv i regionen samt Y1-by. Derudover har A sin nærmeste familie, vennekreds, aktiviteter og fritidsinteresser i Y1-by. Det vigtigste i A’s liv er sin datter, som han har boende hver anden weekend i Y1-by.

A har opholdt sig i sit hjem i Y1-by i videst mulig omfang, og opholdte sig således kun i pendler-bolig på Y3, når hans arbejde krævede det.

Folkeregisteradresse er et formelt kriterium, som ikke spiller nogen selvstændig rolle, jf. blandt andet SKM2004.162.HR, TfS 2000.563, SKM2001.431.VLR og SKM2004.331.VLR.

Det var en nødvendighed for, at A kunne bestride sit job ved G1 og senere G2, at han kunne råde over en bolig i Y2-by.

Yderligere gøres det gældende, at praksis på området tydeligt viser, at de forhold der tillægges vægt for at opnå fradrag for befordring er til stede i min klients tilfælde.

Her skal specielt fremhæves det forhold, at der er blevet tilkendt fradrag for befordring i de sager, hvor skatteyder på grund af job anskaffer sig en pendler-bolig, som skatteyder kun benytter i arbejdsmæssige sammenhænge, og således stadig bevarer sin oprindelige bolig, hvor skatteyders familie og omgangskreds befinder sig.

Omvendt adskiller min klients tilfælde sig fra de sager, hvor skatteyder ikke har fået tilkendt fradrag for befordring.

...

Sædvanlig bopæl jf. ligningslovens § 9C

Som det fremgår af ovenstående redegørelser, så har min klient haft sin sædvanlige bopæl i Y11-by ved Y1-by størstedelen af indkomståret 2011 har han boet på Y7-adresse med sin ekskæreste og deres fælles datter. Først da parret gik fra hinanden i efteråret 2011 flyttede han i en større lejlighed beliggende Y14-adresse.

Samtlige af min klients pendlerboliger i Y2-by har været af meget kort varighed og flere har været møbleret. Der har derudover også været tale om, at nogle af lejemålene kun har været fremleje, og ofte har min klient kun boet i et enkelt værelse eller som i ét tilfælde overnattet hos en kammerat på hans sofa.

Pendlerboligernes karakter indikerer derfor tydeligt, at min klients faste base har været i Y11-by ved Y1-by. Der har han boet i hus med sin daværende kæreste og fælles barn henholdsvis rådet over en større lejlighed med ubegrænset lejeperiode, hvor han har haft sine egne møbler og alle hans ting.

Derudover har hans datter boet hos ham i lejligheden i Y11-by.

....

Landsskatterettens afgørelse

Efter ligningslovens § 9C kan der foretages fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads. Det følger af praksis, at der kun er én bopæl, der i forhold til bestemmelsen kan kvalificeres som "sædvanlig bopæl", jf. Den juridiske vejledning afsn. C,A.4.3.3.1.1.

Praksis viser, at der lægges vægt på de faktiske forhold, hvorunder særligt vægtes personlig tilknytning, social tilknytning, familiemæssig tilknytning, boligmæssig tilknytning, opholdenes hyppighed og tilmelding til folkeregisteret.

I Skatterådets afgørelse SKM2009.659.SR blev der svaret ja til, at befordringsfradrag kunne opretholdes uagtet, at pågældende overnattede 3 dage om ugen i lejlighed ved arbejdspladsen. Der blev lagt vægt på, at pågældende bevarede bopæl sammen med sin kone og hendes barn. I Østre Landsretsdom i Tfs 1987.291 blev befordringsfradrag ikke godkendt, da den sædvanlige bopæl ikke anses for den hidtidige bolig og transport i weekender kunne således ikke fratrækkes. Der var tale om en person, der havde fået arbejde i den anden ende af landet og flyttede ind hos sin mor. Han beholdt samtidig sin hidtidige bolig, hvor han i weekenderne kunne møde sine børn, som ikke længere boede i boligen.

Det er en konkret vurdering ud fra de foreliggende oplysninger, hvor klageren må anses at have haft sin sædvanlige bopæl i 2011.

Efter samlivet ophører finder retten, at der må lægges vægt på, at klagerens arbejde og hans daglige ophold har været i Y2-by og, at han i løbet af året alene har haft 36 gange med transport til/fra Y1-by. Det forhold, at klagerens arbejdssted og boligforhold i flere år har været i Y2-by taler ligeledes for, at centrum for hans livsinteresser, efter samlivet ophører, er der. Ved indgåelse af lejemålet på lejligheden i Y1-by, efter ophør af samlivet, er hans daværende bopælsadresse i Y2-by således også anført, som hans bopælsadresse i juni 2011.

Det forhold, at han har et barn i Y1-by, som han besøger hver anden weekend og har andre personlige relationer der, og derfor har lejet en lejlighed i Y1-by, ændrer ikke ved at hans sædvanlige bopæl i relation til ligningslovens S 9C fra 1. maj 2011 må anses at have været i Y2-by.

For perioden indtil 1. maj 2011 finder retten derimod, at centrum for klagerens livsinteresser må anses for stadig at have været i Y1-by, da han havde fælles bopæl med sin samlever og deres fælles barn.

Det godkendes således befordringsfradrag for 4 måneder svarende til 9.978 kr."

Parternes synspunkter

A har ved påstandsdokument af 21. februar 2017 gjort følgende anbringender gældende:

"Til støtte for den nedlagte påstand gøres det overordnet gældende, at sagsøgeren er berettiget til at fratrække sine udgifter til befordring mellem sin sædvanlige bopæl og arbejdsplads i perioden fra den 1. september 2011 til den 31. december 2011.

Det gøres herunder gældende, at sagsøgerens sædvanlige bopæl i omhandlede periode var Y14-adresse.

Landsskatteretten har givet sagsøgeren medhold i, at han er berettiget til befordringsfradrag i perioden fra den 1. januar 2011 til den 1. maj 2011.

Som begrundelse for ikke at give sagsøgeren medhold i, at han i den resterende periode, herunder også perioden fra den 1. september 2011 til den 31. december 2011, ikke anses for berettiget til at opnå befordringsfradrag, anfører Landsskatteretten, at centrum for hans livsinteresser var i Y2-by.

I hvilken forbindelse Landsskatteretten lagde vægt på, at sagsøgerens samlivsforhold var ophævet, og at hans arbejdssted og boligforhold i flere år har været i Y2-by.

Det eneste forhold der var ændret i forhold til den periode, hvor Landsskatteretten anerkender, at sagsøgeren er berettiget til at opnå befordringsfradrag, og perioden fra den 1. september 2011 til den 31. december 2011, hvor Landsskatteretten ikke anerkender, at han er berettiget til at opnå befordringsfradrag er, at samlivet med hans ekskæreste stopper.

Herudover var der ingen ændringer hverken i forhold til den tid, han var i Y1-by, placeringen af hans arbejdssted, som i flere af de foregående år var i Y2-by, ligesom hans boligforhold i Y2-by var uændrede.

Den eneste ændring var, at han i stedet for at bo med sin ekskæreste (på det tidspunkt kæreste), flyttede i sin egen lejlighed få minutter derfra.

Han lejede således ikke en anden lejlighed i Y2-by eller i øvrigt ændrede på sit opholdsmønster i Y2-by.

Al den stund, at han har boet i Y1-by fra 1998 til 2014, og Y1-by dermed også har været centrum for hans livsinteresser i denne periode, virker det usandsynligt, at centrum for hans livsinteresser med et skulle ændres til at være Y2-by, blot fordi han flyttede fra sin ekskæreste. Hans ekskæreste vedblev i øvrigt at bo i Y11-by, og han har til stadig et nært forhold til hende.

Det følger af Skatteministeriets betænkning nr. 1224/juni 1991, side 14, punkt 3.1.1., at begrebet sædvanlig bopæl ikke kan ske ud fra et enkelt kriterium, heller ikke tilmelding til folkeregistret.

Det følger af betænkningen og af ligningsvejledningen, der i overensstemmelse med forarbejderne til ligningslovens § 9 C foreskriver, at fastsættelsen af den sædvanlige bopæl i tvivlstilfælde foretages ud fra en vurdering af, hvor personen har centrum for sine livsinteresser.

I vurderingen indgår forhold som personlig, social, familie – og boligmæssig tilknytning til stedet, opholdenes hyppighed og tilmelding til folkeregistret.

Det står således ikke anført hverken i loven, forarbejderne eller i ligningsvejledningen, at der i vurderingen af hvor en person har centrum for sine livsinteresser skal lægges vægt på, hvor personen arbejder.

Det forhold at sagsøgerens arbejdssteder siden ultimo december 2007 har været i Y2-bysområdet er altså er ikke et kriterium, der skal indgå i vurderingen.

Lejligheden i Y11-by var centrum for sagsøgerens livsinteresser, da han foruden sin datter havde sin personlige, sociale, familiemæssige og boligmæssige tilknytning hertil som følge af, at han er opvokset i Y13 og siden har læst og arbejdet i Y1-by.

Derudover havde han sin nærmeste familie, vennekreds, aktiviteter og fritidsinteresser i Y1-byområdet.

Lejemålene for sagsøgerens pendlerboliger i Y2-by henholdsvis Y3 var af meget kort varighed og boligerne var desuden møbleret.

Lejligheden i Y11-by har således dannet rammen om sagsøgerens liv. Det er den lejlighed, hvor han har haft sine møbler og personlige ejendele, og det er også den lejlighed, han selv anså for at være sit stationære hjem henset til det forhold, at der blev indgået en tidsubegrænset lejeaftale, og at han pådrog sig en reetableringsforpligtelse ved fraflytning af lejemålet. Derudover boede hans datter hos ham i lejligheden i Y11-by.

Det gøres herudover gældende, at sagsøgeren kun har opholdt sig i Y2-by de dage, han har arbejdet der, hvilket har været de fleste hverdage og enkelte weekender. Når han har haft fri, det vil sige i de fleste weekender og i ferier, har han boet i sin lejlighed i Y11-by, også når han ikke har haft samkvem med sin datter.

At han ikke var i Y1-by i samtlige weekender i 2011 skyldtes hans arbejde, som både fordrede en del arbejde i weekender samt en del rejseaktivitet, se hertil sagsøgerens ansættelseskontrakt med G2, side 1 (bilag 8). Hvor det fremgår under punkt 3, at ansættelsen kan medføre rejseaktivitet i ind – og udlandet.

Det fremgår endvidere af kontraktens side 2, at arbejdstiden er fleksibel og kan tilrettelægges under hensyntagen til stillingen og arbejdsopgavernes karakter og efter aftale med nærmeste leder. Dette benyttede sagsøgeren sig af ved at arbejde hjemme i forbindelse med, at han var i Y1-by.

Det gøres yderligere gældende, at folkeregisteradresse er et formelt kriterium, som ikke spiller nogen selvstændig rolle, og at sagsøgeren kun havde folkeregisteradresse på adressen i Y2-by henholdsvis Y3 med det formål at kunne få beboerlicens til parkering. Da dette forudsætter, at man har registreret folkeregisteradresse på stedet, se hertil SKM2004.162.HR.

På tidspunktet hvor han fremlejede lejlighed på Y14-vej i Y2-by bibeholdte han sin folkeregisteradresse på Y10-adresse, selvom han var fraflyttet lejligheden på Y10-adresse.

Hans folkeregisteradresser kan altså ikke tages til pålydende for, hvor han rent faktisk har boet/haft sædvanlig bopæl.

Yderligere gøres det gældende, at praksis på området (bilag 6) tydeligt illustrerer, at de forhold, der tillægges vægt i forhold til at få tilkendt befordringsfradrag, er til stede i sagsøgerens tilfælde.

Omvendt adskiller sagsøgerens tilfælde sig fra de sager, hvor skatteyder ikke har fået tilkendt fradrag for befordring

Sammenfattende gøres det derfor gældende, at centrum for sagsøgerens livsinteresser i perioden fra den 1. september 2011 til den 31. december 2011 var i Y1-by, hvorfor lejligheden i Y11-by var sagsøgerens sædvanlige bopæl i perioden.

Sagsøgeren er derfor berettiget til fradrag for befordring mellem dennes arbejdssted i henholdsvis Y4-by og Y5-by og sædvanlig bopæl i Y11-by efter ligningslovens § 9 C."

Skatteministeriet har i påstandsdokument af 15. februar 2017 gjort følgende anbringender gældende:

"4.1  Sædvanlig bopæl

Til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand gøres det overordnet gældende, at det ikke er dokumenteret, at sagsøgeren i perioden 1. september 2011 – 1. december 2011 havde sædvanlig bopæl på adressen Y14-adresse. Han er derfor ikke berettiget til befordringsfradrag i denne periode for kørsel mellem Y1-by og Y2-by i medfør af ligningslovens § 9 C.

Det er i udgangspunktet sagsøgeren, der bærer bevisbyrden for, at han er berettiget til befordringsfradrag, jf. UfR. 2004.1516 H (SKM2004.162.HR). Det er derfor også ham, der skal bevise, at han havde sædvanlig bopæl på adressen Y14-adresse i den omhandlede periode.

Af dommen følger desuden, at bevisbyrden skærpes, hvis der foreligger omstændigheder, som taler imod, at befordring har fundet sted i det påståede omfang.

I denne sag bærer sagsøgeren i udgangspunktet bevisbyrden for, at han havde sædvanlig bopæl i Y1-by. Det gøres gældende, at denne bevisbyrde er skærpet, fordi han påberåber sig, at have sædvanlig bopæl langt fra sit faste arbejdssted.

Sagsøgeren har ikke løftet sin bevisbyrde. Det gøres gældende, at hans sædvanlige bopæl i perioden fra 1. september 2011 – 31. december 2011 var i Y2-by.

At sagsøgerens sædvanlige bopæl i den omhandlede periode var i Y2-by ses derved, at han i maj 2011 fraflyttede ejendommen beliggende Y7-adresse. Denne ejendom havde han siden 1. august 2005 ejet i fællesskab med sin tidligere samlever, men med overtagelsesdag 1. maj 2011 solgte han sin andel af ejendommen til den tidligere samlever.

Fraflytningen fra og salget af hans andel af ejendommen, sammenholdt med det faktum, at sagsøgeren i langt størstedelen af indkomståret 2011 opholdt sig i Y2-by, hvor hans faste arbejdsplads også var, hvor han havde lejet lejligheden Y10-adresse, og hvor han selv havde tilmeldt sig i folkeregisteret, medfører, at hans sædvanlige bopæl efter 1. maj 2011 var i Y2-by. Det fremgår da også af sagsøgerens replik, side 2, at han for perioden fra 1. maj 2011 – 31. august 2011 anerkender, at ”han ikke i skattemæssig henseende havde sædvanlig bopæl i Y1-by”.

At hans sædvanlige bopæl efter 1. maj 2011 var i Y2-by ses også ved, at han siden december 2007 været ansat i virksomheder, der alle er beliggende i Y2-bysområdet. Ingen af sagsøgerens ansættelser har været af midlertidig karakter, og han har på intet tidspunkt haft udsigt til, at skulle arbejde i Y1-by igen. Sagsøgeren er også i dag ansat i en virksomhed beliggende i Y2-bysområdet.

Da sagsøgeren i 2007 opnåede ansættelse i Y2-bysområdet, flyttede han folkeregisteradresse til Y6-adresse. Han har ikke siden 2007 været registreret i CPR-registret med folkeregisteradresse i Y1-by. I denne henseende bestrides det som udokumenteret, at sagsøgeren alene havde registreret folkeregisteradresse i Y2-by fordi han skulle have en parkeringslicens.

Under sit ophold i Y2-by har sagsøgeren beboet en række forskellige lejligheder. Nogle lejligheder var ved sagsøgerens indflytning møbleret. I hvilket omfang lejlighederne var møbleret er ikke oplyst. Af lejekontrakten for lejligheden beliggende Y10-adresse (bilag 7) fremgår det af § 11, at ”lejligheden udlejes møbleret. Der er udarbejdet en inventarliste, se vedhæftet bilag 1”. Bilag 1 er ikke vedlagt lejekontrakten. Det gøres under alle omstændigheder gældende, at det er uden betydning for vurderingen af, hvor sagsøgeren har haft sædvanlig bopæl, at der skulle være tale om møbleret ”pendlerbolig”, jf. bl.a. TfS 1991,524. Således kan en møbleret lejebolig også udgøre en sædvanlig bopæl.

At centrum for sagsøgerens livsinteresser – og dermed sagsøgerens sædvanlige bopæl – var i Y2-by underbygges også af, at han i løbet af hele indkomståret 2011 angiveligt alene har haft 36 gange med transport til og fra Y1-by. Han opholdt sig altså utvivlsomt langt størstedelen af årets dage i Y2-by. Dette er i overensstemmelse med det, som sagsøgeren har oplyst til Skatteankenævnet (bilag 3, side 6), hvor han anfører, at hans bopæl i hverdagene er Y3. Når sagsøgeren kun har været i Y1-by 36 gange i indkomståret 2011 er centrum for hans livsinteresser ikke i Y1-by. Det er hans sædvanlige bopæl heller ikke.

Sagsøgeren gør gældende, at centrum for hans livsinteresser i den omhandlede periode var i Y1-by, fordi han havde lejet en tidsubegrænset lejlighed i Y11-by, og fordi hans omgangskreds og netværk var i Y1-by. Dette bestrides. Sagsøgeren havde ikke efter 1. maj 2011 en fortsat relation til sin tidligere samlever, ligesom han alene så sin datter hver anden weekend og halvdelen af alle ferier, jf. stævningen side 2. Han har ikke bevist, at hans omgangskreds og netværk skulle have været i Y1-by. Når han alene har været i Y1-by 36 gange i løbet af 2011, synes hans omgangskreds og netværk ikke i Y1-by.

Det faktum, at sagsøgeren – tidsubegrænset – har lejet en lejlighed, medfører ikke, at han har sædvanlig bopæl i Y1-by, jf. bl.a. TfS 1987,291. Det gøres gældende, at opretholdelsen af lejligheden i Y11-by bunder i personlige årsager – sagsøgeren skulle have et sted at se sin datter hver anden weekend – og at dette ikke berettiger til fradrag efter ligningslovens § 9 C. Det forhold at lejekontrakten er tidsubegrænset kan ikke tillægges afgørende betydning. Sagsøgeren har, sideløbende med, at han havde lejligheden i Y1-by, haft en række forskellige lejligheder i Y2-by, hvor han ubestridt har opholdt sig det meste af tiden. Han bor desuden nu fast i Y2-by, hvilket han har gjort siden opsigelsen af lejligheden i Y1-by den 31. marts 2013, jf. bilag 9.

De billeder, der er fremlagt som bilag 10 er udaterede og beviser ikke, at sagsøgerens sædvanlige bopæl i perioden var i Y1-by. Billederne beviser heller ikke, at han i indkomståret 2011 havde sine personlige ejendele i lejligheden i Y1-by. Det gøres gældende, at vurderingen af, hvor sagsøgerens sædvanlige bopæl er ikke alene afgøres ud fra, hvor hans møbler måtte være placeret.

Sagsøgeren har videre gjort gældende, at hans folkeregisteradresse ikke kan tages for pålydende for, hvor han rent faktisk har boet/haft sædvanlig bopæl. Dette bestrides. Folkeregisteradressen indgår som et af kriterierne ved vurderingen af, hvor han har haft sædvanlig bopæl. I denne sag ses det, jf. bilag 4, side 2, at sagsøgeren ikke siden 1. april 2008 har haft folkeregisteradresse i Y1-by. I stedet har han haft en række forskellige bopælsregistreringer i Y2-by. Dette viser, at han har tilknytning til Y2-by, hvor hans sædvanlige bopæl også var i den omhandlede periode.

I en situation som den foreliggende, hvor sagsøgeren havde to lejligheder, en på adressen Y14-adresse, og en på adressen Y10-adresse, må sagsøgerens egen registrering i de offentlige registre af, hvor han boede, tillægges betydelig vægt. Sagsøgeren havde registreret sig i Y2-by, hvortil han betalte kommuneskat og havde andre kommunale rettigheder og forpligtelser. Om en lignende situation kan henvises til UfR 1988.906/2 H om bygmester Tage Larsen, jf. Kjeld Hemmingsens kommentar til dommen i TfS 1988,544 H:

"[…]

Flertallets opfattelse er den modsatte, idet man af skatteyderens to forskellige forklaringer vælger at lægge vægt på den, der tidligere er afgivet til brug for offentlig myndighed. Man aner herved den løftede pegefinger med en tilkendegivelse af, at bordet i et vist omfang må fange, når man afgiver erklæringer af denne art.

[…]".

Det gøres gældende, at sagsøgeren under de foreliggende omstændigheder, hvor der er afgivet skiftende forklaringer, må føre et sikkert bevis for, at de oplysninger, der er afgivet til myndighederne, ikke er korrekte, jf. bl.a. UfR 1998.898 H og SKM2011.110.HR.

Endelig har sagsøgeren gjort gældende, at han har haft hjemmearbejdsdage i Y1-by. Dette bestrides som udokumenteret. Det ses af punkt 5 i ansættelseskontrakten med G2 A/S (bilag 8), at ”arbejdstiden er fleksibel og kan tilrettelægges under hensyntagen til stillingens og arbejdsopgavernes karakter og efter aftale med nærmeste leder”. Ansættelseskontrakten beviser ikke, at sagsøgeren rent faktisk havde hjemmearbejdsdage, herunder ikke at sådanne hjemmearbejdsdage blev afholdt i Y1-by. Den omstændighed, at sagsøgeren også måtte have arbejdet i Y1-by kan i øvrigt ikke i sig selv føre til, at han havde bopæl dér.

4.2     Dokumentation for befordringen

Måtte sagsøgeren have dokumenteret, at hans sædvanlige bopæl i perioden fra 1. september – 31. december 2011 var i Y1-by, er det yderligere en forudsætning for at opnå befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C, stk. 1, at befordring mellem bopælen i Y1-by og arbejdspladsen i Y2-by rent faktisk har fundet sted i den omhandlede periode.

Det er sagsøgeren, der skal godtgøre, at befordring har fundet sted, jf. UfR 2004.1516 H (SKM2004.162.HR).

I sagen er der ingen dokumentation for, endsige sandsynliggørelse af, at befordring mellem Y1-by og Y2-by rent faktisk har fundet sted i det angivne omfang i den omhandlede periode. Der er ikke fremlagt dokumentation for kørsel over Storebæltsbroen, færgebilletter eller andet, der kan sandsynliggøre, at den påståede befordring har fundet sted.

Sagsøgeren har i processkrift 1 fremlagt bilag 11, der er en kopi af 3 benzinkvitteringer fra 2011. At der er tanket diesel tre gange i 2011 beviser ikke, at sagsøgeren har befordret sig i det angivne omfang.

Parterne har under hovedforhandlingen i det væsentligste henholdt sig til det i påstandsdokumenterne anførte.

Rettens begrundelse og afgørelse

Af de af Landsskatteretten anførte grunde, og da det for byretten anførte ikke kan føre til et andet resultat, stadfæster retten Landsskatterettens afgørelse for så vidt angår det omtvistede spørgsmål om A’s krav på befordringsfradrag i perioden fra den 1. september til 31. december 2011.

Henset til sagens resultat skal A betale 12.500 kr. (inkl. moms) i sagsomkostninger til Skatteministeriet. Beløbet, som er til dækning af rimelige udgifter til advokat, er fastsat efter landsretternes vejledende takster. Der er ved fastsættelsen af beløbets størrelse lagt vægt på sagens værdi samt det forhold, at hovedforhandlingen blev afviklet på ca. 2 timer. Der er endvidere lagt vægt på, at sagen ikke kan anses for særlig vanskelig, og at der ikke er foretaget særlige sagsskridt i sagen.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Skatteministeriet frifindes.

I sagsomkostninger skal A inden 14 dage betaler 12.500 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.

Landskatterettens afgørelse 

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter