Dato for udgivelse
26 Mar 2018 11:31
SKM-nummer
SKM2018.128.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
16-1797142
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Virksomhedsordningen og kapitalafkastordningen
Emneord
Virksomhedsordningen, sikkerhedsstillelse
Resumé

Da pantet i en landbrugsejendom, der var placeret i virksomhedsskatteordningen, til sikkerhed for et privat lån bibeholdtes, ville der fortsat være stillet sikkerhed for privat gæld pr. 1. januar 2018, jf. lov nr. 992 af 16. september 2014 § 3, stk. 5. Det forhold, at sikkerheden udvidedes med sikkerhedsstillelse i et værdipapirdepot kunne ikke føre til et andet resultat.

 

Reference(r)

Virksomhedsskattelovens § 10, stk. 6-9
Lov nr. 992 af 16. september 2014 § 3, stk. 5

 

Henvisning

Den juridiske vejledning 2018-1, afsnit C.C.5.2.10.

Redaktionelle noter

Se tidligere instans (SKM2016.411.SR)


Klagen vedrører et bindende svar i anledning af, at der er stillet følgende spørgsmål:

”Kan Skatterådet bekræfte, at det sekundære pant, som DLR Kredit har i værdipapirdepotet, medfører, at sikkerhedsstillelsen i virksomhedens aktiver er afløst af sikkerhedsstillelse i private aktiver, hvorved spørger ikke er omfattet af lov nr. 992 af 16. september 2014 § 3, stk. 5.”  

Skatterådet har besvaret spørgsmålet med et ”Nej”.

Landsskatteretten stadfæster Skatterådets afgørelse

Faktiske oplysninger
Klageren har i det bindende svar beskrevet de faktiske forhold som nedenfor:

Klageren driver erhvervsmæssig virksomhed med landbrug og VE-anlæg (tyske og danske vindmøller samt solceller)

Landbrugene er vurderet til 11.680.000 kr., heraf stuehusværdi 647.800 kr. Ejendommene er erhvervet for ca. 2,6 mio. kr. i 1988, og der er foretaget løbende tilkøb.

VE-anlæggene består af et dansk solcelleanlæg anskaffet for 4,9 mio. kr., 10 danske vindmøller, heraf 3 helejet og 7 delejet, og en delejet tysk vindmølle. Vindmøllevirksomhederne er organiseret i interessentskabsform. Anskaffelsessummen udgør i alt ca. 20 mio. kr.

Klageren benytter virksomhedsskatteloven i forbindelse med opgørelse af den skattepligtige indkomst.

Af skatteregnskabet for 2014 fremgår følgende specifikationer til virksomhedsskatteloven:

Indskudskonto primo 509.567 kr. og ultimo 509.567 kr.

Opsparingskonto efter skat, primo 930.000 kr. og ultimo 1.677.450 kr.

Hensat til senere hævning, primo 334.562 kr. og ultimo 860.549 kr.

Indestående på mellemregning med virksomheden primo 2.461.629 og ultimo 2.084.438.

Historisk specifikation til opsparingskonto.

Indkomstår

Opsparet indkomst

Saldo

2008

0

0

2009

0

0

2010

0

0

2011

0

0

2012

555.000

555.000

2013

375.000

930.000

2014

747.450

1.677.450

Private aktiver udgør til skattemæssige værdier pr. 31/12 2014 følgende:

Beboelse primo 647.800 kr. og ultimo 647.800 kr.

Biler primo 145.226 kr. og ultimo 108.920 kr.

Værdipapirer primo 13.688.960 kr. og ultimo 19.419.492, værdi pr. 10. juni 2014 18.296.999 kr.

Likvidbeholdning primo 152.629 kr. og ultimo 207.196 kr.

I alt primo 14.634.615 kr. og ultimo 20.383.408 kr.

Pr. 31/12 2013 er følgende DLR lån (realkreditlån) placeret i privatområdet:

DLR 8.210.000 Dkk RT lån F-1

8.210.000 kr.

DLR 208.000 Euro RT-lån F1

1.392.539 kr.

DLR 135.000 Euro RT-lån F1

654.346 kr.

DLR 134.300 Euro RT-lån F1

832.529 kr.

I alt

11.089.411 kr.

Pr 31/12 2014 var lånene nedbragt til 10.832.563 kr.

De pågældende lån er alle optaget med sikkerhed for DLR Kredit ved tinglyst pant i landbrugsejendommene. Lånene er stiftet før den 11. juni 2014. Klageren er eneskyldner på lånene. Lånene er også i 2014 og 2015 placeret i privatområdet.

Derudover er der et banklån optaget i F1-Bank, placeret i privatsfæren, til køb af værdipapirer. Lånet udgjorde primo 2014 3.161.240 kr. og ultimo 2014 5.302.741 kr.

Engagementet med F1-Bank er opbygget over en længere årrække. Realkreditlånene er optaget for at opnå en rentebesparelse ved indfrielse af lån placeret i privat regi, som har finansieret investeringer i landbruget, vindmøller og værdipapirer.

F1-Bank har transport i interessentskabsandelen og strømafregning vedrørende vindmøllerne. Inden optagelsen af realkreditlånene var der et engagement på over 25 mio. kr. i F1-Bank. Det er ikke nærmere specificeret, hvilke mellemværender andelene ligger til sikkerhed for.

Banken har sikret sin ret over for aftaleerhververe og spørgers andre kreditorer ved at give meddelelse om transporten til interessentskabets bestyrelse.

Sikkerhedsstillelsen er foretaget i forbindelse med køb af de pågældende interessentskabsandele i 2002 og 2007.

Den private egenkapital udgjorde primo 2013 3.196.294 kr. og ultimo 2013 6.756.822 kr.

Familiens samlede egenkapital til handelsværdier efter skat udgjorde primo 2013 16.470.000 og ultimo 2013 20.857.000 kr.

Klageren anslår den private egenkapital den 10. juni 2014 til 5-6 mio. kr.

Klageren har et værdipapirdepot i banken. Depotet er placeret i privat regi. Banken har ikke modregningsadgang i værdipapirdepotet.

Klageren har forespurgt DLR, om man til sikkerhed for gælden i landbrugsejendommen, kan tage pant i værdipapirerne.

Baggrunden for anmodningen til DLR kredit er, at lov nr. 992 af 16. september 2014 § 3 stk. 5. bevirker, at klager kan risikere, at skulle foretage endelig beskatning af opsparet overskud fra den 10. juni 2014 til den 31. december 2017, samt at han ikke vil have mulighed for at benytte opsparingsordningen fra den 1. januar 2018, som følge af, at han kan være i den situation, at pr. 31/12 2017 står ejendommene stadig til sikkerhed for DLR lånene.

DLR Kredit har pr. 4. februar 2015 taget pant i værdipapirdepotet til yderligere sikkerhed for alle forpligtelser, som spørger har eller måtte få over for DLR Kredit. Værdipapirdepotet havde den 4. februar 2015 en kursværdi på 18.940.000 kr. Depotet dækker dermed gælden 100 pct.

I pantsætningserklæringen er det nærmere anført, at pantet omfatter de til enhver tid i bankdepotet beroende effekter, der på daværende tidspunkt omfattede aktier i en række børsnoterede selskaber, at pantet ligger til yderligere sikkerhed for de nævnte fire DLR-lån og at pantsætningen er sekundær, næstefter primær sikkerhed i fast ejendom.

Depotet er et åbent depot, og DLR kredit har ikke sikret sin ret i forhold til spørgers aftaleerhververe og andre kreditorer.

DLR har ikke mulighed for, at ophæve den primære sikkerhedsstillelse - den faste ejendom. Som følge af at realkreditobligationer kun kan udstedes med pant i fast ejendom.

Såfremt det skulle vise sig, at ovenstående yderligere sikkerhedsstillelse ikke er nok til, at Skatterådet vil acceptere, at spørger ikke er omfattet af lov nr. 992 af 16. september 2014 § 3 stk. 5, er hans ægtefælle villig til at kautionere for DLR lånene samt banklånet til køb af værdipapirer. Ægtefællens andel af den private formue på 3,6 mio. kr., hvoraf 50 pct. vil tilkomme hende i tilfælde af ægteskabets ophør, bestod ultimo 2014 af likvider og værdipapirer på i alt ½ mio. kr.

Skatterådets afgørelse
Skatterådet har besvaret spørgsmål 2 med et ”Nej”.

SKAT har i deres indstilling til Skatterådet anført følgende begrundelse:

”SKATS indstilling og begrundelse

(…)

Spørgsmål 2
Det ønskes bekræftet, at det sekundære pant, som DLR Kredit har i værdipapirdepotet, medfører, at sikkerhedsstillelsen i virksomhedens aktiver er afløst af sikkerhedsstillelse i private aktiver, hvorved spørger ikke er omfattet af lov nr. 992 af 16. september 2014 § 3, stk. 5.

Lovgrundlag
Se under spørgsmål 1.

Forarbejder
L 200 2013/14 (betænkningen), til nr. 2 ”Der foreslås justeringer af det foreslåede § 10, stk. 6, i virksomhedsskatteloven, således at der tages udgangspunkt i den laveste værdi af enten gældens kursværdi eller sikkerhedsstillelsens størrelse. ( ... )

Det foreslås, at hvis den selvstændige stiller virksomhedens aktiver til sikkerhed for gæld, der ildce indgår i virksomhedsordningen, så skal den skattepligtige anses for at have overført et beløb svarende til den laveste værdi af enten gældens kursværdi eller sikkerhedsstillelsens størrelse til privatøkonomien.

Gældens størrelse fastlægges som gældens kursværdi, og sikkerhedsstillelsens størrelse fastlægges som aktivernes handelsværdi. Fastlæggelsen af gældens eller sikkerhedsstillelsens størrelse sker på det tidspunkt, hvor aktiver, der indgår i virksomhedsordningen, stilles til sikkerhed for gæld, der ikke indgår i virksomhedsordningen.

(…)

Sker der efterfølgende udsving i værdien af en sikkerhedsstillelse, f.eks. stigning i værdien af et aktiv, har det ikke skattemæssige konsekvenser. Det er alene sikkerhedsstillelsens værdi på det tidspunkt, hvor den stilles, der er afgørende i forhold til bestemmelsen.

(…)

For så vidt angår sikkerhedsstillelse, der eksisterede den 10. juni 2014, henvises der til bemærkningerne nedenfor vedrørende den foreslåede § 10, stk. 9 i virksomhedsskatteloven

(…)

Det foreslås at indsætte en tredje undtagelse i virksomhedsskattelovens § 10, stk. 9. Bestemmelsen giver mulighed for, at den skattepligtige kan stille aktiver, der indgår i virksomhedsordningen, til sikkerhed for gæld, der ikke indgår i virksomhedsordningen, fra og med den 11. juni 2014 til og med den 31. december 2017, uden at der anses for at være overført beløb til den skattepligtige fra virksomhedsordningen. Det er dog en forudsætning, at sikkerhedsstillelsen fra og med den 11. juni 2014 til og med den 31. december 2017 ikke overstiger værdien af den sikkerhedsstillelse, der eksisterede den 10. juni 2014.

(…)

Det følger af bestemmelsens 2. pkt., hvorledes værdien af en sikkerhedsstillelse, der eksisterede den 10. juni 2014, skal opgøres. Det følger heraf, at værdien af en eksisterende sikkerhedsstillelse opgøres som det laveste beløb af enten gældens kursværdi eller sikkerhedsstillelsens størrelse pr. 10. juni 2014.

Herved sikres det, at den skattepligtige ikke har mulighed for at optage yderligere gæld, hvis sikkerhedsstillelsen er større end den gæld, der er stillet sikkerhed for. Det er alene hensigten med den foreslåede undtagelse, at den skattepligtige skal kunne opnå bedre vilkår for afvikling af den gæld, som virksomhedens aktiver er stillet til sikkerhed for, den 10. juni 2014. Den skattepligtige har ved bestemmelsen mulighed for at stille sikkerhed svarende til den eksisterende gæld, hvis gældens værdi er lavere end den sikkerhed, der er stillet.

Eksempel, hvor værdien af sikkerhedsstillelsen er mindre end gælden: I sådanne tilfælde vil bestemmelsen indebære, at værdien af en sikkerhed, der er stillet før den 11. juni 2014, og som har en værdi på 1 mio. kr., den 10. juni 2014 fastfryses til 1 mio. kr., selv om den private gæld er på 2 mio. kr. Den skattepligtige vil fra og med den 11. juni 2014 til og med den 31. december 2017 kunne tilbagekalde sikkerhedsstillelsen og efterfølgende i perioden stille en sikkerhed på op til 1 mio. kr. i virksomhedens aktiver, uden at det har skattemæssige konsekvenser.

Eksempel, hvor værdien af gælden er mindre end sikkerhedsstillelsen: I sådanne tilfælde vil bestemmelsen indebære, at værdien af en sikkerhed, der er stillet før den 11. juni 2014, og som har en værdi på 3 mio. kr., den 10. juni 2014 fastfryses til 1,7 mio. kr., hvis gældens kursværdi kan opgøres til 1,7 mio. kr. Den skattepligtige vil fra og med den 11. juni 2014 til og med den 31. december 2017 kunne tilbagekalde sikkerhedsstillelsen og efterfølgende i perioden stille en sikkerhed på op til 1,7 mio. kr. i virksomhedens aktiver, uden at det har skattemæssige konsekvenser.”

Høringssvar til Danske Skatteadvokater (høringsskema L 200 2013/14)
Spørgsmål: ”Der ønskes en præcisering af begrebet ”sikkerhedsstillelse”. Det er Danske Skatteadvokaters opfattelse, at alene situationer, hvor der tinglyses pant, omfattes af lovforslaget. Dermed vil bankernes almindelige modregningsadgang ikke være omfattet.”

Svar: ”Det vil være udgangspunktet, at der skal være foretaget en særskilt sikringsakt fx tinglysning, før virksomhedens aktiver kan anses for at være stillet til sikkerhed for privat gæld, og situationen omfattes af værnsreglerne i lovforslaget. Det kan dog ikke på forhånd udelukkes, at andre aftaler eller forhold i øvrigt kan inddrages i vurderingen af, om virksomhedens aktiver anses for at være stillet til sikkerhed for privat gæld.

Sidstnævnte kan betyde, at bankernes almindelige modregningsadgang efter omstændighederne kan blive omfattet af værnsreglerne i lovforslaget.”

Høringssvar til Dansk Erhverv (høringsskemaet L 200 2013/14)
Spørgsmål: ”Anses det for en sikkerhedsstillelse, der er omfattet af lovforslaget, hvis en blandet benyttet ejendom, står til sikkerhed for både erhvervsmæssige og private lån i ejendommen?”

Svar: ”Der vil blive stillet ændringsforslag til lovforslaget, hvorefter sikkerhedsstillelse i virksomhedens aktiver for gæld i den private del af ejendommen tillades, så længe gælden ikke overstiger værdien af privatboligen.”

Spørgsmål: ”Der ønskes en bekræftelse på, at i tilfælde, hvor aktivets værdi overstiger den private gæld, så udgør ”sikkerhedens størrelse” størrelsen af gælden.”

Svar: ”Det kan bekræftes. Der vil blive stillet et ændringsforslag til lovforslaget, hvor det vil blive præciseret, at det vil være et beløb svarende til gældens størrelse, som anses for overført, medmindre sikkerhedsstillelsen er mindre end gælden. Er sidstnævnte tilfældet, vil et beløb svarende til sikkerhedsstillelsens størrelse anses for overført.”

Spørgsmål: ”Hvis et pengeinstitut kræver, at virksomhedspant stilles til sikkerhed for alle kundens lån, uanset om disse indgår eller ikke indgår i virksomhedsordningen, vil denne generelle sikkerhedsstillelse blive omfattet af lovforslaget?”

Svar: ”Som udgangspunkt vil det forhold, at virksomhedspant er stillet til sikkerhed for hele den selvstændigt erhvervsdrivendes gæld, herunder privat gæld, ikke indebære, at sikkerhedsstillelsen omfattes af lovforslaget, hvis der er stillet særskilt privat sikkerhed for den private gæld. Dog vil der anses at være stillet sikkerhed for privat gæld, hvis der alene er stillet virksomhedspant og der ikke er stillet særskilt privat sikkerhed.”

Høringssvar til Finansrådet (høringsskemaet L 200 2013/14)
Spørgsmål: ”Herudover anføres det, at bankerne ofte bruger alskyldserklæringer, hvorved den erhvervsdrivende stiller sikkerhed for ethvert mellemværende. Finansrådet opfordrer til, at der findes en løsning, således at privat gæld, for hvilken der er stillet særskilt privat sikkerhed, men som samtidig omfattes af alskyldserklæringen, ikke omfattes af lovforslaget.”

Svar: ”Som udgangspunkt vil det forhold, at den selvstændigt erhvervsdrivende har underskrevet en alskyldserklæring ikke være omfattet af lovforslaget, hvis der samtidigt er stillet særskilt privat sikkerhed for den private gæld.

Alskyldserklæringen vil dog efter omstændighederne blive omfattet af lovforslaget, hvis den særskilte private sikkerhed bortfalder, uden at den private gæld indfris i denne forbindelse. I en sådan situation vil der med alskyldserklæringen, hvorved den selvstændigt erhvervsdrivende stiller sikkerhed for ethvert mellemværende, anses for at være stillet aktiver i virksomhedsordningen til sikkerhed for privat gæld.”

L 123 2015/16 om ændring af bl.a. virksomhedsskatteloven
(Til § 17)
”Der foreslås i stk. 8, 1. og 2. pkt., at der indsættes en undtagelse til henholdsvis virksomhedsskattelovens § 10, stk. 6, der foreslås ophævet ved dette lovforslags § 12, nr. 5, og virksomhedsskattelovens § 4 b, stk. 1, der foreslås indsat ved dette lovforslags § 12, nr. 2

(…)

Det bemærkes, at den foreslåede overgangsregel viderefører indholdet af virksomhedsskattelovens § 10, stk. 9, som foreslås ophævet ved dette lovforslags § 12, nr. 5. Derfor vil praksis vedrørende virksomhedsskattelovens § 10, stk. 9, kunne tillægges betydning ved fastlæggelse af praksis for det foreslåede stk.9.”

Praksis
Den Juridiske Vejledning 2016-1, afsnit C.C.5.2.10

”Hvornår foreligger der en sikkerhedsstillelse, som omhandlet i VSL § 10, stk. 6

Generelt opstår spørgsmålet om, hvornår der kan siges at foreligge sikkerhedsstillelse i den forstand, som omhandles af VSL § 10, stk. 6.

Det vil være udgangspunktet, at der skal være foretaget en særskilt sikringsakt fx tinglysning, før virksomhedens aktiver anses at være stillet til sikkerhed for privat gæld. Det kan dog ikke på forhånd udelukkes, at andre aftaler eller forhold i øvrigt kan inddrages ved vurderingen af, om virksomhedens aktiver anses for at være stillet til sikkerhed for privat gæld. Sidstnævnte kan betyde, at bankernes almindelige modregningsadgang efter omstændighederne kan blive omfattet af værnsreglerne i VSL § 10, stk. 6.

(…)

Er der ved siden af sikkerheden i aktiver, som indgår i virksomheden under virksomhedsordningen, stillet sikkerhed for den private gæld i private aktiver med en værdi svarende til gældens kursværdi, vil det i tilfælde, hvor sikkerheden er stillet i form af alskyldserklæring eller virksomhedspant være udgangspunktet, at der ikke anses at være stillet sikkerhed for privat gæld i den forstand, som omhandles i VSL § 10, stk. 6. Se svaret til skatteudvalget SAU 2014-15 på spørgsmål 250 og 591.

Hvis det private aktiv ikke har en tilstrækkelig høj værdi, så er det alene den del af gælden, der overstiger værdien på det private aktiv, der anses at være stillet sikkerhed for, og som dermed udløser beskatning.”

SAU alm. del 2014/15, spørgsmål 250
Spørgsmål: ”Der skal ikke ske beskatning ved optagelse af privat gæld, hvor der stilles sikkerhed for gælden med virksomhedspant, hvis der er stillet særskilt sikkerhed for gælden i private aktiver. Betyder det, at der skal være stillet særskilt privat sikkerhed for et beløb svarende til gældens kursværdi, for at man kan undgå beskatning?”

Svar: ”Ja, det skal der.

Dette følger af virksomhedsskattelovens § 10, stk. 6, hvorefter beløbet, der anses for overført til den skattepligtige, opgøres som det laveste beløb af enten gældens kursværdi eller sikkerhedsstillelsens størrelse.

Stilles der ikke særskilt privat sikkerhed svarende til den private gælds kursværdi, vil en del af virksomhedspantet, og dermed aktiver, der indgår i virksomhedsordningen, reelt være stillet til sikkerhed for den private gæld.

I forlængelse af ovenstående skal det desuden bemærkes, at privat sikkerhed for privat gæld skal udgøre en reel værdi. Udgør en privat sikkerhed ingen reel værdi, fordi det private aktiv fx allerede er pantsat, vil virksomhedspantet alligevel udløse beskatning efter virksomhedsskattelovens § 10, stk. 6, fordi aktiverne, der indgår i virksomhedsordningen, i denne situation også reelt må betragtes som værende stillet til sikkerhed for privat gæld.”

SAU alm. del 2014/15, spørgsmål 591
Spørgsmål: ”Vil ministeren i forlængelse af svaret på SAU alm. del spørgsmål 250 bekræfte, at hvis det private aktiv, hvori der er stillet sikkerhed, ikke har en tilstrækkelig høj reel værdi, så er det alene den del af gælden, der overstiger den reelle værdi på det private aktiv, som eksempelvis bliver omfattet af et virksomhedspant, og dermed bliver en ny sikkerhedsstillelse til beskatning?”

Svar: ”Det kan bekræftes.

Hvis det private aktiv, der særskilt er stillet til sikkerhed, ikke har en tilstrækkelig høj eller reel værdi, så er det alene den del af gælden, der overstiger værdi på det private aktiv, der anses at være stillet til sikkerhed for, og som dermed udløser beskatning efter virksomhedsskattelovens § 10, stk. 6.”

Begrundelse
Som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål 1 ovenfor, havde spørger pr. 10. juni 2014 stillet aktiver i virksomhedsordningen til sikkerhed for gæld, der ikke indgår i virksomhedsordningen. Sikkerhedsstillelsen skal afvikles inden 1. januar 2018, for ikke at blive omfattet af § 3, stk. 5, i lov nr. 992.

Afvikling kan ske ved at sikkerhedsstillelsen ophæves, ved at overføre den pantesikrede gæld til virksomhedsordningen eller ved at den pantesikrede gæld indfries.

Spørgers synspunkt er, at den efterfølgende pantsætning af værdipapirdepotet medfører, at spørger ikke længere er omfattet af lov 992.

Spørger har til støtte for sit synspunkt henvist til Den Juridiske Vejlednings afsnit C.C.5.2.10, hvoraf fremgår, at

”Er der ved siden af sikkerheden i aktiver, som indgår i virksomheden under virksomhedsordningen, stillet sikkerhed for den private gæld i private aktiver med en værdi svarende til gældens kursværdi, vil det i tilfælde, hvor sikkerheden er stillet i form af alskyldserklæring eller virksomhedspant være udgangspunktet, at der ikke anses at være stillet sikkerhed for privat gæld i den forstand, som omhandles i VSL § 10, stk. 6.”

Som reference henviser den Juridiske Vejledning til SAU 2014/15 spørgsmål 250 og 591.

Spørgsmål 250 må forstås på baggrund afhøringssvaret til Dansk Erhverv og høringssvaret til Finansrådet (i begge tilfælde L 200 2013/14).

Ved førstnævnte spørges til, om et virksomhedspant, stillet på forlangende af et pengeinstitut til sikkerhed for alle kundens lån, uanset om de indgår eller ikke indgår i virksomhedsordningen, omfattes af lovforslaget.

Ved sidstnævnte spørges der tilsvarende til en alskyldserklæring, hvorved en erhvervsdrivende stiller sikkerhed for ethvert mellemværende over for et pengeinstitut.

Den i forarbejderne beskrevne mulighed for at undgå beskatning ved at stille privat sikkerhed for den private del af gælden, er således reserveret tilfælde, hvor sikkerhedsstillelsen i virksomhedsaktiverne er etableret på grundlag af en alskyldserklæring, hvorved sikkerhed ikke alene stilles for et bestemt låneforhold, men for enhver gæld, som låntager har og fremover måtte få over for långiver.

I nærværende sag er sikkerheden ikke etableret på baggrund af en alskyldserklæring. Allerede derfor vil en stillet sikkerhed i værdipapirdepotet ikke kunne afværge en beskatning efter § 5, stk. 3, i lov nr. 992.
Spørger har i øvrigt til støtte for sit synspunkt henvist til virksomhedsskattelovens § 10, stk. 9. Bestemmelsen er en undtagelse til virksomhedsskattelovens § 10, stk. 6, og muliggør, at en sikkerhedsstillelse ”afløser” en tidligere stillet, uden at der herved udløses beskatning.

Bestemmelsen er således ikke af betydning i relation til det stillede spørgsmål.

Indstilling
SKAT indstiller, at spørgsmål 2 besvares med ”Nej”.

(…)

Skatterådet tiltræder indstillingen med den anførte begrundelse.”

Klagerens opfattelse
Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om at spørgsmål 2 skal besvares med et ”Ja”. Klagerens repræsentant har anført følgende begrundelse herfor:

”Spørgsmål 2

(…)

Vores opfattelse og begrundelse herfor:

Generelt
Virksomhedsskattelovens § 10, stk. 6 blev indsat ved L nr. 992 af 16. september 2014. Bestemmelsen er med virkning fra 1. juli 2016 erstattet med virksomhedsskattelovens § 4 b, stk. 1.

Det fremgår af bestemmelsen, at hvis der fra og med 11. juni 2014 stilles sikkerhed for gæld, som er placeret uden for virksomhedsordningen vil et beløb svarende til det laveste beløb af gældens kursværdi og handelsværdien for de aktiver, der er stillet til sikkerhed blive anset for at være en hævning i hæverækkefølgen.

For gæld, der er stiftet inden den 11 juni 2014 er der indsat nogle overgangsbestemmelser i lov nr. nr. 992 af 16. september 2014. Overgangsbestemmelserne er videreført i L123 som endeligt vedtaget i Lov nr. 652 af 8. juni 2016.

Da der i anmodningen om det bindende svar er henvist til L200, som blev vedtaget ved lov nr. 992 af 16. september 2014, derfor er lovhenvisningen i klagen koncentreret om L200 for så vidt angår lovbemærkninger og Betænkning.

Spørgsmålet besvares med ja
Skatterådet har besvaret spørgsmålet med et nej, og det fremgår af besvarelsen, at der ikke vil kunne stilles særskilt privat sikkerhed med den konsekvens, at der ikke er tale om en sikkerhedsstillelse, hvis der også er stillet sikkerhed i virksomhedens aktiver.

Vi er uenige i dette synspunkt.

Der er efter vores opfattelse ikke tale om en sikkerhedsstillelse, selvom virksomhedens aktiver er stillet til sikkerhed for den private gæld, hvis der er stillet særskilt privat sikkerhed for den private gæld.

I sit høringssvar til L200 angav FSR følgende:

”En virksomhed har et samlet engagement med banken på 10 mio. kr. Der stilles sikkerhed i virksomhedens aktiver for 10 mio. kr. Der er privat gæld for 2 mio. kr., og der er stillet sikkerhed for den private gæld i private aktiver for 2 mio. kr. Ifølge bankens forretningsbetingelser står sikkerhedsstillelser til sikkerhed for det samlede engagement i banken”.

Skatteministeriet anførte:

Situationen vil som udgangspunkt ikke medføre, at der anses at være stillet sikkerhed for privat gæld

Det må skulle forstås sådan, at når der er stillet sikkerhed for den private gæld med private aktiver, og værdien af de private aktiver svarer til gældens kursværdi, skal der ikke ske overførsel af en sikkerhedsstillelse, selvom der også er stillet sikkerhed for gælden med virksomhedens aktiver.

Dette støttes af svaret på SAU spørgsmål 250 2014/15, hvor der spørges til, om der skal stilles særskilt sikkerhed i private aktiver svarende til gældens kursværdi, hvis der også er stillet sikkerhed for gælden med virksomhedspant.

Skatteministeriet svarer bekræftende herpå og uddyber med, at dette er en følge af virksomhedsskattelovens § 10, stk. 6, hvorefter beløbet, der anses for overført til den skattepligtige, opgøres som det laveste beløb af enten gældens kursværdi eller sikkerhedsstillelsens størrelse.

Stilles der ikke særskilt privat sikkerhed svarende til den private gælds kursværdi, vil en del af virksomhedspantet, og dermed aktiver, der indgår i virksomhedsordningen, reelt være stillet til sikkerhed for den private gæld.

Skatteministeriet slår også fast, at den private sikkerhed, der stilles for den private gæld, skal udgøre en reel værdi. Det gør den private sikkerhed ikke, hvis det private aktiv, der stilles til sikkerhed for gælden, f.eks. allerede er pantsat, og der dermed ikke er reel dækning for den gæld, det private aktiv står til sikkerhed for. I den situation vil der ske beskatning, hvis også virksomhedens aktiver står til sikkerhed for den private gæld.

Virksomhedspant er en såkaldt flydende sikkerhedsstillelse. Dette kommer af, at værdien af virksomhedspantet løbende ændrer sig, f.eks. ved køb og salg af anlægsaktiver, varekøb og varesalg samt stigning og fald i handelsværdien.

Dansk Erhverv spurgte i sit høringssvar til L200, om en generel sikkerhedsstillelse, som når et pengeinstitut kræver, at virksomhedspant stilles til sikkerhed for alle kundens lån, uanset om disse indgår eller ikke indgår i virksomhedsordningen, vil blive omfattet af lovforslaget.

Skatteministeriet kommenterede således på dette:

”Som udgangspunkt vil det forhold, at virksomhedspant er stillet til sikkerhed for hele den selvstændigt erhvervsdrivendes gæld, herunder privat gæld, ikke indebære, at sikkerhedsstillelsen omfattes af lovforslaget, hvis der er stillet særskilt privat sikkerhed for den private gæld. Dog vil der anses at være stillet sikkerhed for privat gæld, hvis der alene er stillet virksomhedspant og der ikke er stillet særskilt privat sikkerhed”

FSR har i deres høringssvar spurgt til, om virksomhedspant vil være en sikkerhedsstillelse i følgende situation:

”En virksomhed har et samlet engagement med en bank på maksimalt 25 mio. kr. Der er stillet virksomhedspant i alle virksomhedens aktiver.

Pantet er ikke beløbsmæssigt begrænset, og værdien vil ændre sig i forbindelse med køb og salg, indbetalinger fra debitorer mv. Der er et privat lån i banken for 2 mio. kr. Ifølge bankens forretningsbetingelser står sikkerhedsstillelser til sikkerhed for det samlede engagement i banken.

Skatteministeriet svarede:

”Det kan ikke udelukkes, at situationen vil medføre, at der anses at være stillet sikkerhed for privat gæld. Det vil være tilfældet, hvis det efter en konkret vurdering må antages at være en åbenlys sammenhæng mellem muligheden for privat låneoptagelse og virksomhedspantet. Andre forhold kan også tillægges betydning, fx størrelsen af det opsparede overskud i virksomhedsordningen i forhold til den private gæld.”

Det fremgår af bemærkningerne til ændringsloven og betænkningen, at for flydende sikkerhedsstillelser, f.eks. virksomhedspant, vil det være forbundet med en skattemæssig konsekvens, hvis den skattepligtiges virksomhed tilføres værdier i form af yderligere aktiver og sikkerhedens værdi derved forøges. I en sådan situation anses den skattepligtige for at have overført et yderligere beløb til privatøkonomien svarende til den værdi, som sikkerhedsstillelsen er forøget med.

Der vil dog kun anses for at være overført et yderligere beløb til den skattepligtige, hvis sikkerhedsstillelsens størrelse var lavere end gældens størrelse på det tidspunkt, hvor sikkerheden blev stillet. Det overførte beløb er således maksimeret til gældens størrelse.

Det er således vores opfattelse, at det klart fremgår af lovforarbejder mv. at der kan stilles særskilt sikkerhed for privat gæld med private aktiver med den konsekvens, at der ikke skal ske overførsel i hæverækkefølgen af en sikkerhedsstillelse.

I SKM2015.502.SR bekræftede Skatterådet, at det ikke ville medføre beskatning, hvis spørger hævede beløb på en privat kassekredit, der var etableret uden sikkerhedsstillelse. Spørger havde mulighed for at stille betryggende sikkerhed i ubehæftede aktiver udenfor virksomhedsordningen, hvilket blev tillagt afgørende vægt.

I begrundelsen som Skatterådet tiltrådte fremgår blandt andet følgende:

”Der er efter det oplyste ikke stillet sikkerhed for kreditten, hverken med virksomhedsaktiver eller med private aktiver. 

Da der ikke er stillet sikkerhed i aktiver i virksomhedsordningen, udløser etableringen af kassekreditten ikke umiddelbart beskatning efter virksomhedsskattelovens § 10, stk. 6. 

Ifølge forarbejderne finder bestemmelsen i virksomhedsskattelovens § 10, stk. 6 imidlertid også anvendelse, hvor der ikke er stillet direkte sikkerhed for kassekreditten, men hvor der er tale om et arrangement i et pengeinstitut, og hvor der efter en konkret vurdering er en klar sammenhæng mellem muligheden for kredit i privatsfæren og indestående på virksomhedens driftskonto eller lignende. 

Hvis der er stillet særskilt betryggende sikkerhed i private aktiver for den private gæld, vil der ikke være grundlag for beskatning efter virksomhedsskattelovens § 10, stk. 6.”

Det fremgår således af ovenstående, at der ikke vil ske overførsel af en sikkerhedsstillelse, hvis der er stillet særskilt betryggende sikkerhed i private aktiver for den private gæld.

I begrundelsen for spørgsmål 5 fremgår i SKM2015.745.SR, at hvis der er stillet særskilt betryggende sikkerhed i private aktiver for den private gæld, vil der ikke være grundlag for beskatning efter virksomhedsskattelovens § 10, stk. 6.

Det er ikke på noget tidspunkt hverken i lov nr. 992 af 16. september 2014, i lovforarbejderne eller betænkningen til L200 anført, at særskilt privatsikkerhedsstillelse alene kan forekomme i de situationer, hvor der foreligger en alskyldserklæring eller virksomhedspant.

Det er dog for begge typer af pant positivt beskrevet, at der vil være tale om en sikkerhedsstillelse såfremt, der ikke er stillet særskilt privat sikkerhed for den gæld, der er omfattet af disse typer af pant.

Det er ikke det samme som, at der kun kan stilles særskilt privat sikkerhed, når der er tale om alskyldserklæringer eller virksomhedspant. Hvis dette var tilfældet, burde dette være præciseret i bemærkningerne til betænkningen og under afgivelsen af høringssvarene.

I denne sag, etableres der særskilt privat sikkerhed i private aktiver for den private gæld, hvilket må medføre, at sikkerhedsstillelsen bortfalder.

Det fremgår af betænkningen til L200 §1, nr. 2, at der i virksomhedsskattelovens § 10 stk. 9 indsættes følgende bestemmelse:

”Stk.6 finder ikke anvendelse for sikkerhedsstillelse, der etableres fra og med den 11. juni 2014 til og med den 31. december 2017, i det omfang sikkerhedsstillelsen afløser en sikkerhedsstillelse, der eksisterede den 10. juni 2014, og beløbsmæssigt ikke overstiger denne. Den beløbsmæssige værdi af en sikkerhedsstillelse, der eksisterede den 10. juni 2014, opgøres pr. 10. juni 2014 som det laveste beløb af enten gældens kursværdi eller sikkerhedsstillelsens størrelse.”

Det fremgår således, at det skal være muligt at udskifte en eksisterende sikkerhedsstillelse inden den 31. december 2017.

I denne sag etablerer man en privat sikkerhedsstillelse til udskiftning af en eksisterende sikkerhedsstillelse. Om formålet med bestemmelsen i virksomhedsskattelovens § 10, stk. 9 fremgår følgende af bemærkningerne til betænkningen:

”Det foreslås at indsætte en tredje undtagelse i virksomhedsskattelovens § 10, stk. 9. Bestemmelsen giver mulighed for, at den skattepligtige kan stille aktiver, der indgår i virksomhedsordningen, til sikkerhed for gæld, der ikke indgår i virksomhedsordningen, fra og med den 11. juni 2014 til og med den 31. december 2017, uden at der anses for at være overført beløb til den skattepligtige fra virksomhedsordningen. Det er dog en forudsætning, at sikkerhedsstillelsen fra og med den 11. juni 2014 til og med den 31. december 2017 ikke overstiger værdien af den sikkerhedsstillelse, der eksisterede den 10. juni 2014. Den foreslåede overgangsbestemmelse skal medvirke til at smidiggøre afviklingen af eksisterende sikkerhedsstillelser og give mulighed for, at den skattepligtige f.eks. kan skifte pengeinstitut med henblik på at opnå forbedrede vilkår. Den foreslåede overgangsbestemmelse indebærer, at værdien af en sikkerhedsstillelse, der eksisterede den 10. juni 2014, fastfryses, og at den skattepligtige frit kan stille virksomhedens aktiver til sikkerhed for privat eller anden gæld inden for denne beløbsmæssige værdi, uden at det er forbundet med skattemæssige konsekvenser for den skattepligtige. Det indebærer eksempelvis, at det ikke er forbundet med skattemæssige konsekvenser for den skattepligtige at tilbagekalde en sikkerhedsstillelse, der eksisterede den 10. juni 2014, og at stille en tilsvarende sikkerhedsstillelse fra og med den 11. juni 2014 til og med den 31. december 2017, hvis den sidstnævnte sikkerhedsstillelse ikke overstiger den oprindelige sikkerhedsstillelse beløbsmæssigt.”

Det fremgår således tydeligt, at man fra lovgivers side ønsker at smidiggøre afviklingen af en sikkerhedsstillelse.

I denne situation etablerer A en privat sikkerhedsstillelse inden udgangen af 2017, med henblik på at muligheden for at opspare overskud fra og med 2018 ikke fortabes, jf. § 3, stk. 5 i lov nr. 992 af 16. september 2015.

Henset til formålet med virksomhedsskattelovens § 10, stk. 9 bør det også være muligt efterfølgende at etablere en særskilt privat sikkerhedsstillelse, hvorved en sikkerhedsstillelse, der eksisterede den 10. juni 2014, bortfalder med den konsekvens, at der kan ske opsparing af overskud også efter 31. december 2017.

SKAT har i deres begrundelse anført, at SKM2015.745.SR ikke kan tages til indtægt for, at der kan stilles særskilt privat sikkerhed for gæld med en virkning, at der ikke er tale om en sikkerhedsstillelse i en situation som denne. Vi kan ikke tilslutte os denne argumentation. Det fremgår af begrundelsen til besvarelse af spørgsmål 5, at hvis der er stillet særskilt betryggende sikkerhed i private aktiver for den private gæld, vil der ikke være grundlag for beskatning efter virksomhedsskattelovens § 10, stk. 6.

Det er derfor vores opfattelse, at Skatterådets besvarelse af spørgsmål 2 ikke er korrekt.

Proportionalitetsprincippet og legalitetsprincippet:

Det fremgår af grundlovens § 43, at ingen skat kan pålægges, ophæves og opkræves uden ved lov. Der foreligger ingen klar lovhjemmel til den fortolkning, som Skatterådet og SKAT anlægger ved besvarelsen af spørgsmål 2. Det skal i den forbindelse også bemærkes, at forløbet omkring fremsættelsen og vedtagelsen af L200 har været stærkt kritiseret af såvel politikere, SKATs medarbejdere (uofficielt) og i rådgiverkredse på grund af væsentlige uklarheder omkring rækkevidden af virksomhedsskattelovens § 10, stk. 6.

Skatterådet tilsidesatte således ved SKM2015.745.SR den direkte beskatning af en sikkerhedsstillelse, da denne ikke havde tilstrækkelig lovhjemmel.

Enhver tvivl bør således af hensyn til As retssikkerhed komme ham til gode jf. også proportionalitetsprincippet, som Landsskatteretten, Skatterådet og SKAT skal overholde.

Proportionalitetsprincippet er en central retsgrundsætning i dansk forvaltningsret og i strafferetsplejen. 

Der stilles altså krav til SKAT og andre offentlige myndigheder om, at der skal være proportionalitet i myndighedernes afgørelser. Det medfører, at når myndighederne skal træffe en afgørelse, skal de benytte det mindst indgribende retsmiddel som middel til at få tilstrækkelige oplysninger til at kunne træffe afgørelsen.

Proportionalitetsprincippet har været anvendt i forvaltningsretten gennem mange år og er anvendt i flere forvaltningsretlige afgørelser herunder også i skattesager. I SKM2008.145.LSR, fik en skattepligtig medhold i, at der kunne opretholdes forskudt indkomstår efter indgåelse af ægteskab.

Forholdet i sagen var, at den skattepligtige, der havde forskudt indkomstår, havde indgået ægteskab med en skattepligtig med kalenderårsregnskab. Det følger af KSL § 99, at begge ægtefæller skal have samme indkomstår. Den skattepligtiges revisor havde anmodet om, at det forskudte indkomstår kunne anvendes for begge ægtefæller, da der ville være store skattemæssige uhensigtsmæssigheder forbundet med at omlægge indkomståret til kalenderår. Omlægning af indkomståret til kalenderår ville medføre et betydeligt restskattetillæg, som ville kunne undgås, hvis begge ægtefæller benyttede forskudt indkomstår.

Skattemyndighederne havde med henvisning til en passus i Told- og Skattestyrelsens ligningsvejledning om, at lønmodtagere normalt følger kalenderåret, rettet indkomståret til kalenderåret, idet begge ægtefæller var lønmodtagere.

Landsskatteretten ændrede skattemyndighedens afgørelse med følgende begrundelse:
”Efter det foreliggende må Landsskatteretten nære betænkelighed ved at opretholde Skattecenterets afgørelse af 8. marts 2007. Efter ordlyden af dagældende KSL § 99 har klageren og hendes ægtefælle været berettigede til at anvende forskudt indkomstår efter indgåelse af ægteskab den 1. september 2004.

Der anses hverken i lovens ordlyd eller forarbejder at være sagligt grundlag for den af Skattecenterets trufne afgørelse om omlægning af indkomståret til kalenderår. Skattecenteret var inden sagens afgørelse vidende om, at valget af kalenderåret ville medføre et betydeligt restskattetillæg for klageren. Skattecenterets afgørelse af 8. marts 2007 må herefter anses for truffet i strid med proportionalitetsprincippet, idet Skattecenteret ved valget af fælles indkomstår efter KSL § 99 ikke har valgt det mindst indgribende indgreb over for klageren.
Skattecenterets afgørelse ændres herved, således at klageren opretholder forskudt regnskabsår, og klagerens ægtefælles indkomstår omlægges til samme regnskabsår som klagerens.”

På tilsvarende måde findes der hverken i lovforarbejderne til L200 eller i lovens ordlyd belæg for at anlægge SKATs fortolkning, som den er tiltrådt af Skatterådet. Det bemærkes i den forbindelse, at Den Juridiske Vejledning er at sidestille med et cirkulære. Det er alene SKAT, der er bundet heraf, hvis indholdet i vejledningen ikke er i strid med lovens ordlyd med videre.

Det er vores opfattelse, at indholdet af Den Juridiske Vejledning afsnit C.C.5.2.10, som er anført som en del begrundelsen for spørgsmål 2, ikke har hjemmel i loven.

Landsskatterettens afgørelse
Virksomhedsskattelovens § 10, stk. 6 - 9, indsat ved lov nr. 992 af 16. september 2014, har følgende ordlyd:

”Stk. 6. Stilles aktiver i virksomhedsordningen til sikkerhed for gæld, der ikke indgår i virksomhedsskatteordningen, anses det laveste beløb af enten gældens kursværdi eller sikkerhedsstillelsens størrelse for overført til den skattepligtige, jf. dog stk. 7-9. Opgørelsen af beløbet sker på det tidspunkt, hvor der stilles sikkerhed.

Stk. 7. Stk. 6 finder ikke anvendelse, hvis sikkerhedsstillelsen er foretaget som led i en sædvanlig forretningsmæssig disposition.

Stk. 8. Stk. 6 finder ikke anvendelse for gæld med pant i ejendomme omfattet af § 1, stk. 3, 2. og 3. pkt., i det omfang gælden ikke overstiger ejendomsværdien med tillæg af udgifter til forbedringer, som er foretaget efter fastsættelsen af ejendomsværdien, eller den kontante anskaffelsessum for den del af ejendommen, der tjener til bolig for den skattepligtige. Vurderingen efter 1. pkt. foretages på det tidspunkt, hvor der gives pant i ejendommen.

Stk. 9. Stk. 6 finder ikke anvendelse for sikkerhedsstillelse, der etableres fra og med den 11. juni 2014 til og med den 31. december 2017, idet omfang sikkerhedsstillelsen afløser en sikkerhedsstillelse, der eksisterede den 10. juni 2014, og beløbsmæssigt ikke overstiger denne. Den beløbsmæssige værdi af en sikkerhedsstillelse, der eksisterede den 10. juni 2014, opgøres pr. 10. juni 2014 som det laveste beløb af enten gældens kursværdi eller sikkerhedsstillelsens størrelse”.

Bestemmelsens stk. 9, er i henhold til bemærkningerne til lovforslaget, indsat for at smidiggøre afviklingen af eksisterende sikkerhedsstillelser og give mulighed for at den skattepligtige f.eks. kan skifte pengeinstitut, med henblik på at opnå forbedrede vilkår.

Af lov nr. 992 af 16. september 2014 § 3, stk. 5, fremgår følgende:

”Står aktiver, der indgår i virksomhedsordningen, til sikkerhed for gæld, der ikke indgår i virksomhedsordningen, den 1. januar 2018, kan der, så længe aktiverne står til sikkerhed, ikke foretages foreløbig beskatning efter virksomhedsskattelovens § 10, stk. 2, for indkomst erhvervet fra og med 1. januar 2018. 1. pkt. finder ikke anvendelse for sikkerhedsstillelse omfattet af virksomhedsskattelovens § 10, stk. 6, som indsat ved denne lovs § 1, nr. 2. Hvis et eller flere aktiverne jf. 1. pkt. var stillet til sikkerhed den 10. juni 2014, overføres et beløb svarende til eventuelt virksomhedsoverskud i perioden fra og med den 11. juni 2014 til og med den 31. december 2017, der er beskattet foreløbigt efter virksomhedsskattelovens § 10, stk. 2, til den skattepligtige med virkning fra den 1. januar 2018.”

Bestemmelsen indebærer, at der fra virkningstidspunktet af loven, indføres en periode på 3 år og 4 måneder, til at afvikle eksisterende sikkerhedsstillelser, uden at den skattepligtige mister muligheden for opsparing i virksomhedsordningen.

DLR Kredit havde den 10. juni 2014 sikkerhed for privat realkreditgæld på ca. 11 mio. kr. i form af tinglyst pant i landbrugsejendommen. Landbrugsejendommen, med undtagelse af stuehusværdien, har været placeret i virksomhedsordningen, hvorfor klageren på virkningstidspunktet for loven, havde en sikkerhedsstillelse omfattet af loven. 

DLR Kredit/banken har den 4. februar 2015 taget pant i værdipapirdepotet i privat regi til yderligere sikkerhed for alle forpligtigelser, som klageren har overfor DLR Kredit. Pantsætningen er sekundær, næstefter primær sikkerhed i fast ejendom. Det er oplyst, at sikkerhedsstillelsen og værdien i værdipapirdepotet dækker den private gæld fuldt ud.

Spørgsmålet er herefter, om DLR Kredits sekundære pant kan siges at have afløst sikkerheden i virksomhedsordningen, eller om sikkerhedsstillelsen i virksomhedsordningen fortsat eksisterer pr. 1. januar 2018 i relation til § 3, stk. 5, i lov nr. 992 af 16. september 2014.

Landbrugsejendommen, der er et virksomhedsaktiv, vil fortsat være stillet til sikkerhed for privat gæld den 1. januar 2018. Ejendommen vil udgøre den primære sikkerhedsstillelse i forhold til den private gæld. Det sekundære pant, som DLR Kredit har i værdipapirdepotet, kan på den baggrund ikke siges at have erstattet sikkerhedsstillelsen i virksomhedens aktiver. Klageren vil derfor ud fra ordlyden af bestemmelsen fortsat være omfattet i lov nr. 992 af 16. september 2014 § 3, stk. 5.

Landsskatteretten finder ikke, at repræsentantens henvisning til spørgsmål/svar vedrørende alskyldserklæring og virksomhedspant kan føre til noget andet resultat. Der ses endvidere i relation til undtagelsesbestemmelsen i virksomhedsskattelovens § 10, stk. 8 at være taget stilling til håndtering af blandet benyttede ejendomme, hvor det blandt andet følger, at stuehusværdien af en landbrugsejendom, der anvendes privat, som er stillet til sikkerhed for privat gæld, ikke er omfattet af reglerne.

På baggrund heraf stadfæstes Skatterådets bindende svar.