Dato for udgivelse
03 Jul 2018 11:14
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
01 May 2018 13:16
SKM-nummer
SKM2018.351.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Ansvarlig styrelse
Toldstyrelsen
Sagsnummer
BS-683/2016-VLR
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Told
Overemner-emner
Erhvervsmæssig import
Emneord
Betaling, videretransporteret, fri omsætning, frit forbrug, fuldmagtsforhold
Resumé

Sagen angik, om appellanten, en speditør, hæftede for betaling af told og importmoms af varer omfattet af 63 indfortoldninger af importafgiftspligtige tekstilvarer fra Kina, som blev foretaget af appellanten i perioden 2. marts 2011-25. marts 2011 i SKATs elektroniske toldsystem.

Varerne var købt af et tysk selskab. Varerne blev fra Hamburg transporteret til Padborg i lastbil med appellanten som angivet varemodtager i henhold til T1-forsendelsesdokumenter, hvorfra varerne angiveligt skulle videresendes til aftagere i Sydeuropa. Appellanten lod varerne indfortolde til fri omsætning og frit forbrug i EU's toldområde, da de ankom til Danmark. Som følge af appellantens indfortoldninger skulle der ubestridt betales både told og moms af varerne. Appellanten gjorde dog gældende, at selskabet ikke hæftede for tolden, da der var et fuldmagtsforhold ved indfortoldningerne med tredjemand, og at appellanten i øvrigt ikke hæftede for importmomsen, da han ikke var importør af varerne, men alene speditør. Videre bestred appellanten, at selskabet hæftede for tolden i medfør af toldlovens § 39, stk. 1, nr. 1, da man ikke havde indført varerne eller ladet dem indføre i det danske toldområde.

Af fortoldningsdokumenterne fremgik i rubrik 14, at appellanten var angivet som klarerer/repræsentant. Det fremgik videre, at der som repræsentationsstatus var anført ”2” for såkaldt direkte repræsentation. I rubrik 8 for ”varemodtager” var angivet et andet selskabs CVR-nummer. Det pågældende selskab havde aldrig accepteret at skulle stå som modtager af de omhandlede varer. Dette selskab havde derfor afvist at skulle betale told og moms af varerne på i alt ca. kr. 4,3 mio.

Landsretten tiltrådte, at appellanten ikke havde godtgjort, at det andet selskab havde givet appellanten fuldmagt til at foretage indfortoldningerne i det andet selskabs navn og for dette selskabs regning. Da appellanten ikke havde nogen fuldmagt, skulle appellanten anses for at have handlet i eget navn og for egen regning, jf. toldkodeksens artikel 5, stk. 4, og dermed som klarerer, jf. artikel 4, nr. 18. Som klarerer var appellanten debitor for toldskylden i henhold til toldkodeksens artikel 201, stk. 3, 1. pkt.

Landsretten tiltrådte endvidere, at appellanten under de foreliggende omstændigheder måtte anses for betalingspligtig for importmomsen af varerne i henhold til den dagældende momslovs § 46, stk. 4, idet appellanten måtte anses for importør af varerne i bestemmelsens forstand. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at appellanten ikke var fritaget for momsen i medfør af momslovens § 36, stk. 1, nr. 5. Som følge heraf var der ikke anledning for landsretten til at tage stilling til, om appellanten (også) hæftede for momsen i medfør af toldlovens § 39, stk. 1, nr. 1 (Stadfæstelse af SKM2017.157.BR).

Reference(r)

Dagældende Momslovs § 46, stk. 4 og toldlovs § 39, stk. 1, nr. 1

Henvisning

Den Juridiske vejledning 2018-1, D.A.13.5.

 

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2018-1, F.A.11.11

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2018-1, F.A.14.2.3

Redaktionelle noter

Tidligere instans: Byrettens dom af 5. december 2016, SKM2017.157.BR


Parter

H1

(v/adv. Karin-Lis Sinding Jensen)

Mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/adv. David Auken)

Afsagt af landsretsdommerne

Thomas Jønler, Lisbeth Kjærgaard og Joy Winter (kst.)

Sagens oplysninger og parternes påstande

Retten i Horsens har den 5. december 2016 afsagt dom i 1. instans (sag BS-150730/2013.

Landsdommerne Thomas Jønler, Lisbeth Kjærgaard og Joy Winter (kst.) har deltaget i ankesagens afgørelse.

Påstande

Appellanten, H1, har gentaget sine påstande for byretten.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.

Supplerende sagsfremstilling

Det er for landsretten oplyst, at H1 har haft en importørregistrering i henhold til toldlovens § 29 siden 1986.

Forklaringer

LP og ST har afgivet supplerende forklaring.

LP har supplerende forklaret, at han ikke selv kan lave en fortoldning. Han kender ikke procedurekoderne, og fuldmagtsforhold var i 2011 nyt for ham.

Der var tale om et stort engagement, og han var på intet tidspunkt i tvivl om, at G1 A/S havde accepteret at være en del af det set up, der blev lavet. Han var heller ikke i tvivl om, at G2 ApS havde en fuldmagt fra G1 A/S. H1 overvejede ikke at få en fuldmagt direkte fra G1 A/S, for som underleverandør havde de kun kontakt til G2 ApS, som var deres kunde. I branchen tager man ikke kontakt til en kundes opdragsgiver. Han var klar over, at H1 ikke handlede som fuldmægtig for G2 ApS.

Da der pludselig stod en lastbil i Padborg den 25. februar 2011, tog de hos H1 en hurtig beslutning om i det enkeltstående tilfælde selv at stå som varemodtager ved fortoldningen. Han var klar over, at det indebar, at H1 kom til at hæfte for told og importmoms, men de havde sikret sig, at pengene var under vejs fra G3 GmbH (G3 GMBH). Han har vedrørende de efterfølgende fortoldninger hørt, at der løbende blev overført betalinger fra G3 GMBH til G1 A/S. Dokumentationen for overførslen af 1.124.253,40 kr. den 15. april 2011 til G1 A/S har han selv hentet i Hamburg.

H1 ville aldrig have stået som varemodtager af 63 forsendelser, for de er ikke en importvirksomhed, men udelukkende et transport- og speditionsfirma. Da de har toldoplag, har de en importørregistrering.

ST har supplerende forklaret, at for så vidt angår forsendelsen den 25. februar 2011 havde han under repræsentationsstatus i rubrik 14 anført H1 med repræsentationskode 1. H1 angav således på denne fortoldning en indirekte repræsentation. Under varemodtager i rubrik 8 angav han H1’s CVR.nr., for der skal altid anvendes et dansk CVR.nr. Det betød, at H1 fik opkrævningen på told og importmoms. De hæftede for afgifterne, uanset at de ikke var ejere af varerne. Han fakturerede G3 GMBH den afholdte told og moms som et udlæg. På de efterfølgende 63 tolddokumenter havde han i rubrik 14 anført repræsentationskode 2. H1 angav således på denne fortoldning en indirekte repræsentation, hvilket betød, at de handlede i en andens navn.

Planen var, at G2 ApS med H1 som underleverandør skulle være toldagent for G3 GMBH, indtil G3 GMBH selv fik oprettet et dansk selskab og opnåede importørregistrering i Danmark. G2 ApS skulle dog først selv importørregistres. Da det ikke var sket, og da H1 ikke ville tillade deres importørregistrering anvendt, indgik JV fra G2 ApS aftalen med G1 A/S. Aftalen mellem G2 ApS og G1 A/S indebar efter vidnets opfattelse et vederlag for brugen af G1 A/S importørregistrering. Han går ud fra, at der ved fastsættelsen af størrelsen af G1 A/S vederlag var taget højde for risikoen ved, at de hæftede for told og importmoms.

JV videresendte dokumenter fra G3 GMBH til brug for fortoldningen. Nogle gange blev der ringet op få timer før, lastbilen var i Padborg. I begyndelsen sendte han en mail til JV vedrørende hver enkelt fortoldning. Det syntes JV var for omfattende, og der blev lavet en aftale om, at fortoldningerne skulle samles og sendes ugentligt. Under forløbet vurderede vidnet, at det var en god idé at sende en kopi til G1 A/S.

Det lå i samtalerne med JV, at det fortsat var G1 A/S CVR.nr., der skulle benyttes, men det var ikke noget, der blev sagt udtrykkeligt hver gang. Det fremgik af samtalerne, at G2 ApS fortsat ikke havde opnået importørregistrering, og at der således skulle anvendes samme fremgangsmåde med angivelse af G1 A/S som varemodtager. Der forelå altså fortsat en fuldmagt.

På mødet medio februar 2011 med G3 GMBH og JV sagde han, at slutkøberen skulle anføres, hvis procedurekode 4200 skulle anvendes. Da G3 GMBH ikke kunne oplyse slutkøberen, besluttede G3 GMBH, at der skulle anvendes procedurekode 4000. Alle var fuldt ud klar over, hvad det indebar. Der var ingen deltagere fra G1 A/S i mødet.

Han har på intet tidspunkt haft kontakt til transportørerne, og han har heller ikke haft adgang til at kontakte dem. Det var kun JV, der havde mulighed for at råde i forhold til transportørerne.

Da H1 er et speditørfirma og ikke en importørvirksomhed, blev det sagt til G3 GMBH, at H1 ikke – bortset fra den enkeltstående fortoldning i februar 2011 – ville stå som varemodtager.

Anbringender

H1 og Skatteministeriet har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

Efter det oplyste blev der medio februar 2011 afholdt et møde mellem repræsentanter for G2 ApS, G3 GmbH og H1. På mødet drøftede parterne fremgangsmåden for G3 GmbH’s indfortoldning og efterfølgende transport til andre EU-lande af et større antal varer fra Kina. Indfortoldningen forudsatte et CVR.nr. og en importørregistrering i Danmark, og det var hverken G2 ApS eller G3 GmbH i besiddelse af.

Landsretten lægger til grund, at H1, der som speditør kendte betydningen af repræsentationsreglerne i artikel 5 i Rådets forordning (EGF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (toldkodeksen), accepterede at stå som varemodtager ved den første indfortoldning den 25. februar 2011, og at selskabet herefter betalte told og importmomsen som et udlæg for G3 GmbH. Det var en fremgangsmåde, som H1 ikke ville medvirke til ved de efterfølgende indfortoldninger. Efter ST’s forklaring var han klar over, at G2 ApS og G3 GmbH fortsat ikke havde en importørregistrering, og at de derfor ikke kunne angives som varemodtager ved indfortoldningerne. Der var således behov for, at der over for told- og skattemyndighederne blev angivet en anden varemodtager.

Ved de efterfølgende 63 indfortoldninger i perioden 2. – 25. marts 2011 anførte H1 – på grundlag af oplysninger fra JV, der var ansat hos G2 ApS – i toldangivelsernes rubrik 14 om klarerer sig selv med repræsentationsstatus 2 for direkte repræsentation, mens G1 A/S blev anført som varemodtager i rubrik 8. H1 vil derfor være debitor for toldskylden, hvis selskabet ikke har været i besiddelse af fuldmagt fra G1 A/S, jf. toldkodeksens artikel 5, stk. 4, 2. led.

Der deltog ikke repræsentanter for G1 A/S i mødet medio februar 2011, og H1 havde heller ikke i øvrigt kontakt til holdingselskabet. H1 foretog sig således ikke noget for at sikre sig, at JV’s mail af 2. marts 2011, hvoraf det blot fremgik, at fortoldningen skulle laves til G1 A/S, som genudførte varerne til G3 GmbH, kunne betragtes som en fuldmagt fra G1 A/S til H1 til at handle på  holdingselskabets vegne og for dette selskabs regning. H1 fakturerede G3 GmbH for arbejdet med indfortoldningerne, og ST sendte den 21. marts 2011 alene en kopi af afregningsoplysningerne til en mailadresse, der tilhørte G1 A/S.

Landsretten tiltræder herefter, at H1 ikke har godtgjort, at selskabet var i besiddelse af en fuldmagt fra G1 A/S til at indfortolde varerne i G1’s navn og for holdingselskabets regning, og at H1 derfor er debitor for toldkravet på 1.310,503,40 kr. i medfør af toldkodeksens artikel 201, stk. 3, jf. artikel 4, nr. 18. Landsretten har ved sagens afgørelse ligesom byretten ikke lagt afgørende vægt på den forklaring, som JV har afgivet om G2’s brev af 9. november 2011 til G1 A/S.

Efter momslovens § 12, stk. 1, skal der betales afgift af varer, der som her indføres til Danmark fra steder uden for EU. Det følger endvidere af momssystemdirektivets artikel 201, at momsen ved indførsel påhviler den eller de personer, der af indførelsesmedlemsstaten er udpeget eller godkendt som betalingspligtige.

I den dagældende momslovs § 46, stk. 4, var det bestemt, at betaling af afgift af varer, der blev indført fra steder uden for EU, påhvilede importøren. Af forarbejderne til § 46, stk. 4, (Folketingstidende 1993-94, tillæg A, sp. 4423), fremgår det, at det med bestemmelsen ”er fastsat, at den, der indfører varer fra steder uden for EU, skal betale den med indførslen forbundne afgift”. Pligten til at betale importmoms påhviler derfor den, der må anses for at indføre varerne.

Ved angivelsen af varerne forud for deres ankomst til Padborg benyttede H1 procedurekode 4000, således at varerne uden forudgående procedure blev indfortoldet til fri omsætning samt frit forbrug i EU’s toldområde. Varerne ændrede derved afgiftsmæssig status, og kravet på importmoms forfaldt på det tidspunkt, hvor varerne blev indført, jf. momssystemdirektivets artikel 70.

Som anført havde H1 ikke fuldmagt til at repræsentere G1 A/S som varemodtager, hvorfor H1 må anses for at have handlet i eget navn og for egen regning, da selskabet over for told- og skattemyndighederne angav varerne fra Kina ved deres indførelse i det danske toldområde. I T1-forsendelsesdokumenterne for varernes transport fra Hamburg til Padborg var H1 tillige anført som varemodtager.

På denne baggrund må H1 anses for at have indført varerne i momsloven § 46, stk. 4’s, forstand, og landsretten tiltræder derfor, at selskabet er betalingspligtig for importmomsen med 3.062.468,90 kr. Det kan ikke føre til et andet resultat, at H1 ikke opfyldte betingelserne for at opnå fritagelse for afgiften.

Landsretten har som følge heraf ikke anledning til at tage stilling til, om importmomsen kan kræves betalt af H1 i medfør af toldlovens § 39, stk. 1, nr. 1.

Landsretten stadfæster herefter byrettens dom.

Efter sagens udfald skal H1 i sagsomkostninger for landsretten betale 150.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet er til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet taget hensyn til sagens omfang og forløb.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t :

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal H1 inden 14 dage betale 150.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.