Dato for udgivelse
27 Jun 2018 15:19
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
23 May 2018 21:36
SKM-nummer
SKM2018.316.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
Retten i Glostrup, BS 10 H-1223/2017
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Fradrag og afskrivninger
Emneord
Aftale, fordringer, nægtet dokumentation, pris, lånebeløb, garantistille, betaling, bevis, forpligtelse
Resumé

Sagen angik en skatteyder, som ønskede fradrag for renteudgifter på baggrund af en aftale med et engelsk selskab om køb af fordringer.

SKAT havde nægtet fradrag for de selvangivne renteudgifter, fordi der efter SKATs opfattelse ikke bestod et reelt gældsforhold. Dette blev stadfæstet af Landsskatteretten.

Byretten fandt, at under de foreliggende omstændigheder, hvor der ikke forelå nærmere dokumentation vedrørende fordringerne, og hvor der ikke var sammenhæng mellem fordringernes pris, den aftalte egentlige pris, lånebeløbet og garantistillelsen, samt da betalingerne ikke umiddelbart kunne ses at være tilgået det engelske selskab, havde sagsøgeren ikke ført bevis for, at der bestod et reelt gældsforhold med en retlig forpligtelse til at betale renter.

Retten tiltrådte på den baggrund Landsskatterettens afgørelse, hvorefter skatteyderen ikke havde ret til fradrag for renteudgifter, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, og Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Reference(r)

Statsskattelovens § 6 stk. 1 litra e

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2018-1 C.A.11.2.2.3


Parter

A

(v/adv. Khuram Ahmed)

 Mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten, v/adv.fm. Mia Ravn Christensen)

Afsagt af byretsdommer

Anne Bendfeldt Westergaard

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen angår, om A kan opnå fradrag for renteudgifter i indkomstårene 2012 og 2013 i forbindelse med, at hun underskrev en aftale med G1 Ltd. om køb af nødlidende fordringer.

A har nedlagt endelig påstand om, at Skatteministeriet skal anerkende, at hun har fradrag for renteudgifter i indkomståret 2012 på 41.578,11 kr. og i indkomståret 2013 på 84.643,34 kr.

Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Landsskatteretten stadfæstede den 20. februar 2017 SKATs afgørelse om at nægte A fradrag for renteudgifter i indkomstårene 2012 og 2013.

Af afgørelsen fremgår blandt andet:

"Faktiske oplysninger

Klageren underskrev den 12. juni 2012 med G1, Y1-land, en kontrakt om køb af nødlidende fordringer til kurs 50 af det totale beløb, som fordringerne lyder på. Kursen beregnes ud fra, hvad debitor har pligt til at indbetale inkl. alle omkostninger og renter.

Det er aftalt, at der købes fordringer for 221.465,60 kr. Fordringernes totale pålydende inkl. omkostninger og renter mm. udgør 442.931,20 kr.

Beløbet til køb af fordringerne lånes af G1 mod sikkerhed i de købte fordringer, indtil gælden er fuldt betalt. Indkomne beløb på fordringerne skal afskrives på gælden til G1 Det er herudover aftalt, at der stilles en garanti for betaling af gælden igennem G2 Ltd.

Klageren udstedte den 22. juni 2012 et gældsbrev til G1, Y1-land, om, at hun skyldte selskabet i alt 582.490,58 kr. fordelt med 422.000 kr. til lånebeløb og 160.490,58 kr. til kreditomkostninger. Klageren forpligtede sig herved til at tilbagebetale 22 ydelser a 3.819,52 kr. og en sidste ydelse på 498.461,14 kr. Første ydelse forfaldt til betaling den 1. august 2012, og den til enhver tid værende gæld skulle forrentes med 1,67 % pr. måned, der beregnes én gang årligt bagud hver den 31. december. De årlige omkostninger udgjorde 19,8 %.

Klageren har fratrukket renteudgifter i indkomstårene 2012 og 2013 med henholdsvis 98.462 kr. og 184.911 kr.

Skatteankestyrelsen har den 15. november 2016 anmodet om yderligere oplysninger/materiale til brug for sagen.

Klagerens repræsentant har ikke reageret på Skatteankestyrelsens henvendelse.

SKATs afgørelse

SKAT har nægtet at godkende fradrag for renteudgifter for indkomstårene 2012 og 2013 med henholdsvis 98.462 kr. og 184.911 kr.

Klageren har indsendt en kontrakt på køb af fordringer fra G1 med køb af fordringer for 221.465,60 kr. med fordringers pålydende på 442.931,20 kr.

Der er også indsendt et lånedokument fra G1 med en restgæld på 422.000 kr. + kreditomkostninger på 160.490,58 kr., i alt 582.490,58 kr., som skal afdrages med første betaling den 1. august 2012.

Klageren har ikke kunnet fremvise dokumentation for, hvilke fordringer der er købt.

Der er ikke fremlagt dokumentation for, hvorfor der er forskel på køb af fordringer for 221.465,60 kr. og gældsbrevet på 422.000 kr.

G2 laver en garantistillelse på 911.520 kr. som sikkerhed for opfyldelsen af garantirekvirentens forpligtigelser i forbindelse med køb af disse fordringer. Der har ikke kunnet fremskaffes dokumentation for, hvad denne garantistillelse dækker.

Klageren har pr. telefon den 3. oktober 2014 oplyst, at hun ingen penge har fået udbetalt, men at hun har købt disse fordringer for at få et højere rentefradrag.

Klageren oplyste også, at hun ikke rigtig vidste, hvad det var, hun havde købt. Hun fortalte også, at hun ikke vidste, hvorfor der var forskel i de forskellige tal vedrørende gældsforholdet.

Klageren har ikke dokumenteret, at der foreligger et reelt gældsforhold, idet der ikke er fremlagt dokumentation for, hvilke fordringer hun har købt, eller at pengene er udbetalt til hende.

Ifølge lånedokumentet skulle lånet indfries den 1. juni 2014, men der er konstateret indbetalinger efter denne dato.

SKAT finder ikke, at det er dokumenteret, at der er tale om et reelt låneforhold, og der godkendes ikke fradrag for renteudgifter jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e.

...

Landsskatterettens afgørelse

Det fremgår af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, at ved beregningen af den skattepligtige indkomst bliver at fradrage renter m.v.

Klageren er ikke berettiget til fradrag for renteudgifter, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e. Der er lagt vægt på, at det ikke kan anses for dokumenteret, at klageren har været forpligtet til at afholde renteudgifter i forbindelse med hendes engagement med G1, Y1-land. Der er særlig lagt vægt på, at der ikke er reageret på Skatteankestyrelsens henvendelse om fremlæggelse af yderligere oplysninger og dokumentation for engagementet med det engelske selskab.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor."

Under hovedforhandlingen er der afgivet forklaring af A.

A har forklaret, at hun er ansat som sekretær i G3. Hun kom i kontakt med RI via en veninde, som fortalte, at RI netop var begyndt at købe fordringer, og at der var en chance for, at man kunne opnå en gevinst.

Derefter besøgte RI hende på bopælen. Han fortalte, at det var en god ide at købe disse fordringer, hvis man havde luft i økonomien. Hun husker ikke, om han nævnte, hvilke fordringer, hun købte. Hun købte fordringerne med udsigt til et rentefradrag. RI fortalte, at hun også kunne opnå en mulig kursgevinst på 10 %. Han oplyste, at hun hæftede for afdrag i 22 måneder. De 10 % ville hun opnå, hvis det lykkedes virksomheden at videresælge fordringerne. Det ville dog først blive afklaret, efter at hun havde betalt de 22 månedlige afdrag, så den del drøftede de ikke meget. Det var ikke det væsentlige. Senere fik hun at vide, at de 10 % var en skattemæssig fordel et fradrag og altså ikke en egentlig udbetaling, som hun kunne opnå. Hun endte med aldrig at høre mere om den del og spurgte ikke ind til det.

Der var problemer med at modtage indbetalingskortene. Hun rykkede, men fik i stedet et inkassovarsel. Derfor blev indbetalingerne forsinkede. Hun overførte det beløb, som var angivet på inkassoskrivelsen. Hendes veninde havde på tilsvarende måde købt fordringer, som kommunen og SKAT ikke havde haft bemærkninger til, så det beroligede hende.

Hun spurgte RI ind til konsekvenserne ved, at det hele nu var forsinket.

Han oplyste telefonisk, at det ikke var afgørende. Kontrakten var rammen om aftalen, og hun ville få fradrag som anført. Hun blev løbende opkrævet et højere beløb end angivet i kontrakten, men hun fastholdt oplysningerne deri og afsluttede derfor hele forløbet med en større overførsel.

Hun fik elektroniske indbetalingskort tilsendt fra G1 og hæftede sig ikke ved, at pengene blev betalt til en dansk bank. På et tidspunkt sendte RI et nyt kontonummer, og hun begyndte at betale ved bankoverførsler, som hun benævnte "Fordring-RI". På det tidspunkt vidste hun godt, at pengene blev overført til RI. Hun havde svært ved det, men da hun blev truet med inkasso, betalte hun.

Da aftalen blev indgået, lånte hun penge af G1 Ltd. Pengene blev anvendt til at købe fordringerne og derfor ikke udbetalt til hende. Hun husker ikke, hvorfor hun lånte et højere beløb, end fordringerne kostede.

Hun hæftede sig mest ved de afdrag, som hun selv skulle betale. Hun var godt klar over, at hun ikke skulle betale det sidste og store afdrag den 1. juni 2014. Hun har derfor ikke betalt beløbet i lånedokumentet på 582.000 kr. På daværende tidspunkt var G1 blevet solgt.

Garantibeløbet på 911.000 kr. gjorde hun sig ikke nærmere overvejelser om, og hun bemærkede ikke, at beløbet var højere end fordringernes pris på ca. 221.000 kr. Det var "blot en kautionist", som hun ikke havde kontakt til.

Hun havde under hele forløbet meget vanskeligt ved at træffe RI. Korrespondancen mellem dem foregik pr. sms, mail og telefonisk, og hun måtte ofte rykke. Hun ringede også til G1´s support-linje, hvor hun talte med en JJ. Han vejledte hende om rentefradraget i forbindelse med, at hun udfyldte sin selvangivelse, og regulerede tallene. Senere regulerede RI tallene tilbage.

Da hun havde betalt sine 22 afdrag på i alt ca. 84.000 kr., talte hun med RI om, at engagementet nu var slut. Det skrev hun også på indbetalingen.

Hun vidste som nævnt godt, at hun ikke skulle betale det sidste, store afdrag, som fremgår af lånedokumentet. Hun fik et brev fra G1 på det tidspunkt G4 som tilbød hende at købe nye fordringer. Hun kunne også opnå en gevinst på 1.000 kr., hvis hun anbefalede engagementet til andre. Hun fik aldrig et afsluttende brev og ved derfor ikke, om det lykkedes dem at sælge fordringerne videre.

Da SKAT indledte sagen, tog hun kontakt til RI. Han sagde, at hun bare skulle sende kontrakten til SKAT.

Parternes synspunkter

A har i påstandsdokument af 23. april 2018 gjort følgende gældende:

"...Ad låneforholdet

Sagsøger indgik en kontrakt med G1, Y1-land den 12. juni 2012 om køb af nødlidende fordringer til kurs 50 af det totale beløb, som fordringerne lød på. Kursen blev beregnet ud fra hvad debitor havde pligt til at indbetale inklusiv alle omkostninger og renter. Kontrakten blev senere overtaget af G4.

Det blev aftalt, at sagsøger skulle købe fordringer for 221.465,60 kr. Fordringerne udgjorde inklusiv omkostninger og renter 442.931,20 kr.

Kontakten til selskaberne G1 Ltd og G4, jf. bilag C, side 2, blev foranstaltet via Sales & Support manager RI i G4.

Der er for sagsøger ikke tale om et indgående kendskab til RI eller de engelske selskaber, herunder deres konstruktion eller virkemåde.

Ad betingelserne for fradrag for renteudgifterne

Sagsøgte har gjort gældende, at sagsøger ikke har ført bevis for, at der i låneforholdet består et reelt gældsforhold med en retlig forpligtelse til at betale renter.

Af bilag A fremgår det imidlertid, at sagsøger forpligtigede sig til at købe fordringer, der i alt inklusiv omkostninger og renter udgjorde 442.931,20 kr. Ligesom det af bilag E tillige fremgår, at der af lånebeløbet skal betales kreditomkostninger på 160.490,58 kr.

Lånet har sagsøger, som også påpeget af sagsøgte, deslige afdraget ved 17 betalinger for i alt 80.209,92 kr. Det er således ubestridt, at sagsøger har afdraget på sin gæld herunder renteudgifter til lånet.

Af e-mail korrespondancen i bilag D fremgår det ligeledes, at sagsøger, de gange hun har været i restance med sine betalinger på lånet, er blevet rykket herfor af RI (eksempelvis e-mail af 30. juli 2014).

Yderligere understreges det, at der mellem sagsøger og G1 Ltd har bestået et reelt gældsforhold ved, at sagsøger efter den sidste betalingsdag der var den 1. juli 2014, fortsat afdrog på sin gæld. At sagsøger har forsat med at afdrage på sin gæld er således et forhold, der taler for, at sagsøger reelt har været forpligtet til at afdrage på lånet og renteudgifter som forudsat i bilag A og bilag E.

Det forhold at sagsøger har afdraget på sin gæld i august 2014 er desuden blot udtryk for, at debitor er i misligholdelse over for kreditor, hvilket ikke er et nyt fænomen.

Allerede fordi der er afbetalt 80.209,92 kr., hvilket i øvrigt må anses som et højt beløb, har det formodningen for sig, at der mellem sagsøger og RI (G1 Ltd) bestod et reelt gældsforhold med en retlig forpligtelse til at betale afdrag, henholdsvis renter mellem sagsøger og G1, hvilket også er sket.

Der er ikke tale om et såkaldt skattearrangement, der ikke berettiger sagsøger fradrag for renteudgifter, hvilket sagsøgte ej heller har bevist.

Sagsøger er således berettiget til fradrag for sine renteudgifter i indkomstårene 2012 og 2013, jf. statsskattelovens § 6 litra e.

Rentefradrag og de pågældende indkomstår

Sagsøger har været i en vildfarelse vedrørende renteudgifternes tilhørsforhold i de relevante indkomstår, og det skal derfor præciseres, at renteudgifterne på 41.578,11 kr., der forfaldt primo 2013 relaterer sig til indkomståret 2012 og renteudgifterne på 84.643,34 kr., der forfaldt primo 2014 relaterer sig til indkomståret 2013..."

Skatteministeriet har i påstandsdokument af 20. april gjort følgende gældende:

"...1. Det er ikke bevist, at der er tale om et reelt gældsforhold

Skatteministeriet gør i første række gældende, at sagsøgeren ikke har bevist, at betingelserne for at foretage fradrag for renteudgifter for indkomstårene 2012 og 2013 er opfyldt.

Fradrag for renteudgifter, jf. statsskattelovens § 6, stk. l, litra e, forudsætter, at sagsøgeren fører bevis for, at der består et reelt gældsforhold med en retlig forpligtelse til at betale renter, jf. eksempelvis SKM2012.586.ØLR, UfR 2011.1285 H og UfR 2007.1049 H, (SKM2007.90.HR).

Som det fremgår af det ovenfor anførte, foreligger der en række usædvanlige forhold, som skærper hendes bevisbyrde, jf. eksempelvis SKM2012.586.ØLR.

Sagsøgeren har ikke løftet denne bevisbyrde.

Sagsøgeren har ikke redegjort nærmere for eller dokumenteret, at hun modtog et lån. Hun har heller ikke dokumenteret, at hun foretog betalinger i henhold til den formelle låneaftale og dermed har betalt renter. De fremlagte kontoudtog (bilag F) udgør ikke dokumentation for, at sagsøgeren har betalt renter i overensstemmelse med vilkårene i det benævnte ”Lånedokument” (bilag E). Der er endvidere ikke fremlagt dokumentation for, om de aftaler, der indgår i arrangementet, reelt eksisterer.

På baggrund af den manglende dokumentation og de manglende besvarelser af opfordringerne fra skattemyndighederne, jf. ovenfor, må det derfor lægges bevismæssigt til grund, at der ikke blev købt fordringer, ligesom det må lægges til grund, at sagsøgeren heller ikke har modtaget noget lån fra G1 Ltd.

Dette medfører i sig selv, at fradrag for renter er udelukket.

Det bemærkes herved, at en eventuel partsforklaring ikke kan erstatte skriftlige beviser, og forklaringerne skal således bestyrkes af objektive kendsgerninger, jf. eksempelvis U.2011.1599 H, (SKM2011.208.HR). Sådanne objektive kendsgerninger foreligger ikke.

Såfremt retten måtte finde, at sagsøgeren har dokumenteret, at der har bestået et gældsforhold med en forpligtelse til at betale renter, gør Skatteministeriet gældende, at sagsøgeren alligevel ikke er berettiget til rentefradrag.

Sagsøgeren har således ikke overholdt de vilkår, der er opstillet i det benævnte ”Lånedokument” (bilag E), og hun har derfor ifølge dette dokument været i betalingsrestance, men der er ikke foretaget retslige skridt mod hende. Det har ligeledes været forudsat, at hendes betalinger kun skulle udgøre en mindre del af det samlede beløb, som hun ifølge det formelle ”Lånedokument” skulle betale. Realiteten bag gældsforholdet er derfor, at sagsøgeren ikke har haft nogen økonomisk risiko ved at deltage i arrangementet

Det kan ud fra det oplyste, herunder sagsøgerens redegørelse over for SKAT, jf. sagsnotatet (bilag C) vedrørende baggrunden for at deltage i lånearrangementet tillige konstateres, at sagsøgeren har deltaget i et skattearrangement med den ene formål at opnå fradrag for renteudgifter med en højere skattemæssig værdi end den betaling, hun har ydet for deltagelse i arrangementet. Der er således tale om et på forhånd fastlagt, lukket aftalekompleks uden forretningsmæssigt sigte, hvis forløb og afvikling på forhånd var aftalt mellem parter, som ikke har haft modstridende skattemæssige interesser. Arrangementet udgør på baggrund heraf alene en kunstig og realøkonomisk tom konstruktion.

På baggrund af det anførte, herunder:

at sagsøgeren ikke har påtaget sig nogen risiko ved indgåelse af lånearrangementet, at arrangementet må antages at være etableret udelukkende af skattemæssige grunde med henblik på at opnå en rentefradragsret for sagsøgeren, og

at arrangementet ikke har været forretningsmæssigt begrundet, men alene etableret med henblik på at gennemføre en skattefordel,

er sagsøgeren ikke berettiget til noget rentefradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, jf. eksempelvis SKM 2010.23.HR og SKM2009.168.HR.

2. Der kan alene foretages fradrag for forfaldne renter

Såfremt retten måtte finde, at sagsøgeren er berettiget til fradrag for renter, gør Skatteministeriet i anden række gældende, at der alene kan foretages fradrag for forfaldne renter, dvs. for i alt 41.578,11 kr. for indkomståret 2013.

Renter fradrages i det indkomstår, hvori renten forfalder til betaling, jf. ligningslovens § 5, stk. 1, 1. punktum. Der skal således ikke tages hensyn til, hvilken periode eventuelle renter relaterer sig til, men derimod hvornår disse er forfaldet til betaling.

Ifølge det benævnte ”Lånedokument” (bilag E, betalingstabellen i højre side) er der alene forfaldet renter til betaling den 1. januar 2013 (på 41.578,11 kr.), 1. januar 2014 (på 84.643,34 kr.) og 1. juli 2014 (på 31.769,14 kr.).

Hvad angår de i nærværende sag omhandlede indkomstår 2012 og 2013, kan der derfor alene foretages fradrag for renteudgifter på de i alt 41.578,11 kr., der forfaldt til betaling den 1. januar 2013.

For indkomståret 2012 er der slet ikke ifølge det benævnte ”Lånedokument” forfaldet nogle renter til betaling, og allerede af den grund kan sagsøgeren ikke få medhold i sin påstand for indkomståret 2012.

Det bemærkes i øvrigt, at sagsøgeren kræver fradrag på i alt 126.221,45 kr., hvilket er et væsentligt højere beløb end den faktiske betaling på i alt 80.209,92 kr..."

Rettens begrundelse og afgørelse

A underskrev den 22. juni 2012 en kontrakt med G1 om køb af nødlidende fordringer for ca. 221.000 kr. Aftalen blev ifølge A’s forklaring indgået med henblik på at opnå rentefradrag.

Ifølge kontrakten skulle indkomne beløb på fordringerne afskrives på gælden til G1, og efter A’s forklaring kunne hun opnå en gevinst på 10 %, hvis det lykkedes G1 at videresælge fordringerne.

A har forklaret, at hun ikke er bekendt med, hvilke fordringer, hun ifølge kontrakten købte, og hun husker ikke, om dette blev oplyst ved aftalens indgåelse. Efterfølgende hørte hun ikke yderligere herom heller ikke vedrørende ovennævnte vilkår, og hun efterspurgte ikke selv oplysningerne.

Ifølge lånedokumentet udgjorde lånet til G1 Ltd ca. 422.000 kr., hvortil kom kreditomkostninger. Det fremgår videre af dokumentet, at lånet skulle afdrages med 22 ydelser af ca. 3.800 kr. og en sidste ydelse på ca. 500.000 kr. Om baggrunden for lånets størrelse har A forklaret, at hun ikke hæftede sig herved. Hun har endvidere forklaret, at det hele tiden var forudsat, at hun alene skulle betale de 22 afdrag, i alt ca. 84.000 kr.

Det fremgår af garantistillelsen, som ikke ses underskrevet af G2 Limited, at hæftelsen udgør ca. 911.000 kr. Ifølge A’s forklaring hæftede hun sig ikke herved, og hun er ikke klar over, hvem garantistiller er.

Under disse ovennævnte omstændigheder, hvor der ikke foreligger nærmere dokumentation vedrørende fordringerne, og hvor der ikke er sammenhæng mellem fordringernes pris, den aftalte egentlige pris, lånebeløbet og garantistillelsen, samt da betalingerne ikke umiddelbart ses at være tilgået G1, finder retten, at A ikke har ført bevis for, at der har bestået et reelt gældsforhold med en retlig forpligtelse til at betale renter.

Retten tiltræder således Landsskatterettens afgørelse, hvorefter A ikke har ret til fradrag for renteudgifter, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, og Skatteministeriet frifindes.

Efter sagens udfald skal A betale sagsomkostninger til Skatteministeriet med 18.000 kr., som udgør udgiften til advokatbistand.

Ved fastsættelsen af beløbet er der tillige taget hensyn til sagens omfang og karakter.

T h i k e n d e s f o r r e t:

Skatteministeriet frifindes.

I sagsomkostninger skal A inden 14 dage betale 18.000 kr. til Skatteministeriet.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.