Dato for udgivelse
10 Jul 2018 13:28
Dato for afgørelse
26 Jun 2018 14:53
Dato for afsagt dom/kendelse
09 Jul 2018 14:53
SKM-nummer
SKM2018.374.SR
Myndighed
Skatterådet
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
18-0217811
Dokument type
Bindende svar
Emneord
bærepose, affaldspose, emballageafgift
Resumé

En affaldspose på 40 liter i volumen, der måler 55x65 cm, og med snøreluk, der danner en hank, ikke anset for afgiftspligtig efter emballadeafgiftslovens § 2a. Der blev lagt vægt på kvaliteten af posen, der i forhold til sin størrelse var af tynd og lidt strækbar plastik. Det vil sig på elementer så som posens størrelse og kvalitet sammenholdt med forholdet mellem hankens og posens bæreevne. Posen fandtes på den baggrund ikke at være egnet til at transportere varer i, men derimod som værende konstrueret til kortvarigt at bære affald fra skraldespand til større affaldsbeholder. Emballageafgiftslovens § 2a tager sigte på at afgiftspålægge de typer poser, der med rimelighed kan erstattes af stofposer, bærenet, tasker og lignende. Den omhandlede pose kunne antages at få en funktion som en almindelig papir- eller plasticbærepose, således at den med rimelighed kan erstattes af stofposer mv.

Hjemmel

emballageafgiftslovens § 2a

Reference(r)

emballageafgiftslovens § 2a

Henvisning

Den juridiske vejledning, E.A.7.1.6 Det afgiftspligtige vareområde for bæreposer


Spørgsmål 

  1. Er der afgift efter emballageafgiftslovens § 2a, på affaldspose med snøreluk og duft, på 40 liter i volumen, der måler 55x65 cm?

Svar

  1. Nej

Beskrivelse af de faktiske forhold

Affaldsposen er på 40 liter i volumen, måler 55x65 cm og har snøreluk. Poserne produceres for H og markedsføres i bl.a. Y som affaldsposer, der købes i ruller med 15 stk.

Affaldsposernes snøreluk skal bruges til at lukke poserne, når de er fyldt med skrald og skal smides ud. Det oplyses af spørger, at det er almindeligt, at affaldsposer har snøreluk, fordi forbrugerne efterspørger disse poser, da de ikke ønsker, at skrald ryger ud i beholderne, eller at det skaber lugtgener. Spørger har fremsendt en vareprøve af affaldsposen. Snørelukningen er svejset til posen sider og består af to plastsnører, på ca. 5,5 cm i bredden, som er lagt dobbelt, så den er 2,75 cm bred. Snørelukningen kan trækkes ud midt på posens åbning. Ved udtrækning af snørerne vil der forekomme slitage på plastikken omkring løbegangen til snørerne. 

Affaldsposen består i forhold til sin størrelse af tynd og lidt strækbar plastik. Posen giver nemt efter for de genstande, der placeres i den, og bliver strakt og svag de steder, hvor kanter på genstandene berører posen, og ved vægten af genstandene, når posen bæres. Dette medføre hurtigt slitage af posen, medmindre vægten af genstandene i posen er ganske lille.

Affaldsposerne har en duft, som skal modvirke dårlig lugt, når de fyldes med affald.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Det fremgår af emballageafgiftsloven § 2a, at der skal svares afgift af poser fremstillet af papir eller plast mv. med et rumindhold op til hank eller lignende på mindst 5 L.

I lovforslaget, LFF 1993-05-19 nr. 299, til lov om ændring af lov om afgift af visse detailsalgspakninger (Afgift af visse poser af papir eller plast mv.), fremgår det, at lovforslaget tager sigte på at afgiftspålægge de typer af poser, der med rimelighed kan erstattes af stofposer, bærenet, tasker og lignende.

Samtidig fremgår det, at for at afgrænse afgiftspligtige poser i forhold til f.eks. de traditionelle affaldsposer, fryseposer og brune papirsposer foreslås det kun at afgiftsbelægge poser med hank (eller forberedt til hank) eller lignende.

Det fremgår også af forarbejderne til lovforslaget, LFB 1993-06-18 nr. 299, at der ved lovændringen forventes et fald i forbruget af poser – altså at loven vil have en adfærdsregulerende effekt.

Formålet med emballageafgiftsloven § 2a er således at afgiftsbelægge poser, der med rimelighed kan erstattes af stofposer, bærenet, tasker og lignende. Det bærende element i loven er derfor at afgiftsbelægge poser, der benyttes til at transportere ting i.

Samtidig fremgår det tydeligt af lovforslaget samt forarbejderne til lovforslaget, at formålet med loven ikke er at afgiftsbelægge traditionelle affaldsposer. Dermed slås fast, at poser der transporterer affald ikke falder inden for loven.

Der kan ikke være tvivl om, at spørgers affaldsposer er traditionelle affaldsposer. Det er almindeligt, at affaldsposer har snøreluk. Det er fordi forbrugerne efterspørger disse poser, da de ikke ønsker, at skrald ryger ud i beholderne eller at det skaber lugtgener. Traditionelle affaldsposer kan derfor både være affaldsposer uden snøreluk eller med. At en affaldspose har snøreluk, gør ikke, at denne ikke er en affaldspose i traditionel forstand.

Det vil ikke være i overensstemmelse med loven at afgiftsbelægge poser, der har gennemgået en traditionel udvikling – der er stadig tale om en traditionel affaldspose.

At affaldsposer ikke skal rammes af emballageafgiftsloven § 2a bekræftes også af, at bestemmelsen skal have en adfærdsregulerende effekt. En adfærdsregulerende effekt er ikke møntet på affaldsposer, da disse skal bruges, uanset om de afgiftsbelægges eller ej. En dyrere affaldspose vil ikke have en effekt på, om man køber flere. Derimod kan man fravælge en bærepose, når man f.eks. køber varer, og erstatte en sådan med f.eks. et bærenet, en stofpose eller en taske. En affaldspose erstatter man ikke med f.eks. en stofpose! 

Samtidig er materialet i en affaldspose tyndere end i en bærepose, da bæreposen bruges til transport af varer, mens affaldsposen bruges til affald, der ikke har samme vægtmasse. Det bekræfter også, at affaldsposer ikke kan erstatte f.eks. en stofpose.

At der med indførelsen af emballageafgiftsloven § 2a ikke var ønske om at afgiftsbelægge affaldsposer, men kun bæreposer, bekræftes også af, at der i betænkningen, LFB 1993-06-18 nr. 299, over forslag til lov om ændring af lov om afgift af visse detailsalgspakninger, står:

”erfaringen er, at en bærepose oftest anvendes flere gange og sidste gang som pose for husholdningsaffald. Herefter ender poserne i dagrenovationen, hvorefter de bortskaffes ved forbrænding uden at bidrage med forurening ud over husholdningsaffaldet i sig selv.”

Poser, som omfattes af emballageafgiftsloven § 2a, er altså poser, der f.eks. benyttes flere gange og til sidst f.eks. bruges til affald. Det er ikke affaldsposer som kun benyttes én gang til affald og ikke har anden funktion.

Netop genbrugsforholdet lægger Skatterådet også vægt på i SKM 2014.629.SR, hvor det slås fast, at der ikke er afgift på forseglingsposer med hank, der anvendes ved udlevering af taxfree-varer fra butikkerne i lufthavne. Her lægger Skatterådet vægt på, at poserne efter brug ikke kan genbruges, og at de dermed ikke med rimelighed kan erstattes af stofposer mv. Dette er en ændring af SKATs praksis og betyder, at der skal foretages en objektiv vurdering af om en pose med rimelighed kan erstattes af stofposer mv.

I Skatterådets afgørelse lægges der vægt på, at poserne ikke kan genbruges efter brug. Affaldsposer genbruges heller ikke efter brug, og må derfor i denne henseende sammenlignes med disse forseglingsposer.

I SKM2002.512.LSR finder Landsskatteretten yderligere, at der ikke er afgift på affaldsposer med snørelukning, da snørelukningen på poserne hovedsageligt har til formål at fungere som lukning af posen. Og det forhold, at snørelukningen tillige – eventuelt efter sammenbinding – kan anvendes til at bære posen i, kan efter rettens opfattelse ikke medføre, at posen kan antages at få en funktion, således at den med rimelighed kan erstattes af stofposer mv.

Der er ikke tvivl om, at en bærepose oftest vil være omfattet af emballageafgiftsloven § 2a, og dermed være afgiftsbelagt. Det skyldes, at en sådan opfylder de betingelser, der er for at afgiftsbelægge poserne, nemlig:

1)                   Poserne har et rumindhold på mindst 5 liter.

2)                   Poserne har en hank eller lignede

3)                   Poserne med rimelighed kan erstattes af stofposer, bærenet, tasker og lignende.

Det er vigtigt, at alle tre betingelser vurderes. Således er det ikke nok at konstatere, at poserne har et rumindhold på over 5 liter, og at de har en hank eller lignende.

Det vil således ikke være sagligt begrundet at anføre, at en affaldspose lavet i materiale uegnet til f.eks. fødevarer, et materiale der ikke har en ordentlig bæreevne og samtidig har en duft, der kun kan være rar at have, når posen er fyldt med affald, kan erstattes af en stofpose, bærenet, taske eller lignende.

En affaldspose kan således ikke med rimelighed erstattes af en stofpose mv., og formålet med Emballageafgiftsloven § 2a har ikke været at pålægge affaldsposer afgift – men derimod at fritage dem.

Spørgers affaldspose har ikke funktion til at blive anvendt flere gange. Bl.a. er materialet tyndt plastik, og posen vil ikke kunne anvendes som en bærepose.

På dette grundlag er affaldsposen ikke omfattet af afgiftspligten i emballageafgiftslovens § 2a, da den ikke opfylder betingelserne for at blive omfattet af afgift. Posen kan ikke med rimelighed erstattes af stofposer, bærenet, tasker og lignende, som er en betingelse for pålægning af afgift.

SKATs indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes besvaret, om der er afgift efter emballageafgiftslovens § 2a, på affaldspose med snøreluk og duft, på 40 liter i volumen, der måler 55x65 cm.

Begrundelse

Afgiftspligten efter emballageafgiftsloven skal vurderes for den fremsendte affaldspose med snøreluk.

Spørger har fremsendt et eksemplar af affaldsposen. Affaldsposen er på 40 liter i volumen, måler 55x65 cm og har snøreluk.

Affaldsposernes snøreluk skal bruges til at lukke poserne, når de er fyldt med skrald og skal smides ud. Snørelukningen er svejset til posens sider og består af to plastsnører på ca. 5,5 cm i bredden, som er lagt dobbelt, så den er 2,75 cm bred. Snørelukningen kan trækkes ud midt på posens åbning. Ved udtrækning af snørerne vil der forekomme slitage på plastikken omkring løbegangen til snørerne. 

Affaldsposen består i forhold til sin størrelse af tynd og lidt strækbar plastik, som nemt giver efter for de genstande, der placeres i den, og dermed bliver strakt og svag de steder, hvor kanter på genstandene berører posen, og ved vægten af genstandene, når posen bæres. Dette medføre hurtigt slitage af posen, medmindre vægten af genstandene i posen er ganske lille.

Det følger af emballageafgiftslovens § 2a, at der skal betales afgift af poser fremstillet af papir eller plast mv. med et rumindhold op til hank eller lignende på mindst 5 liter.

Landsskatteretten har i SKM2004.485.LSR, i en sag med en sammenlignelig affaldspose - en plastpose med en snørelukkeordning - der var konstrueret således, at der kunne fremkomme en hank, anset denne pose for afgiftspligtig i medfør af emballageafgiftsloven. Landsskatteretten fastslog, at den konkrete anvendelse ikke var afgørende, da der ”hverken på grundlag af lovens ordlyd eller forarbejderne er grundlag for at lægge vægt på den påtænkte eller faktiske konkrete anvendelse af en given pose.”.

Skatterådet har i SKM2014.629.SR tillagt den konkrete anvendelse afgørende betydning. Der var tale om nogle forseglingsposer til brug i lufthavne, som Skatterådet forudsatte ikke kunne genbruges. Skatterådet lagde vægt på, at bestemmelsen i emballageafgiftslovens § 2a tog sigte på at afgiftsbelægge de typer poser, der med rimelighed kan erstattes af stofposer, bærenet, tasker og lignende. Skatterådet fandt ikke, at forseglingsplastposen anvendt ved webordrehandel med rimelighed kan erstattes af stofposer mv. Dermed var poserne ikke afgiftspligtige.

Skatterådet har i SKM2016.80.SR bekræftet, at en gavepose, som kunne lukkes med klister og med snor, hvor snoren frembragte en hank var omfattet af afgiftspligten. Skatterådet lagde bl.a. vægt på, at posen med rimelighed kunne anvendes som en traditionel pose, dvs. til at bære ting i. Posen kunne derfor med rimelighed erstattes af stofposer mv.

I nærværende sag er affaldsposen sammenlignelig med den omtalte affaldspose i SKM2004.485.LSR for så vidt angår snørelukkeordningen, der er konstrueret således, at der kan fremkomme en hank. Posernes størrelse er dog forskellig. Posen i nærværende sag er større. Det skal derudover bemærkes, at i SKM2004.485.LSR havde posen dels været solgt til brug som affaldspose og dels til anvendelse som en pose kunder kunne bære indkøbt tøj hjem i.

Udover kravene til posens størrelse og hank eller lignende viser den seneste praksis fra Skatterådet, at der i afvejningen af, hvorvidt en pose er omfattet af afgiftspligten i emballageafgiftsloven, tillige skal lægges vægt på, hvorvidt posen med rimelighed kan anvendes som en traditionel pose, dvs. til at bære ting i, jf. lovens forarbejder. Det fremgår ligeledes heraf, at man fra lovgivers side har ønsket at afgrænse det afgiftspligtige område i forhold til fx de traditionelle affaldsposer.

SKAT finder, at der efter en samlet og konkret vurdering ikke skal betales afgift af den omhandlede pose med duft, jf. emballageafgiftslovens § 2a.

Der er i den forbindelse lagt vægt på kvaliteten af posen, der i forhold til sin størrelse er af tynd og lidt strækbar plastik. Det vil sig på elementer så som posens størrelse og kvalitet sammenholdt med forholdet mellem hankens og posens bæreevne. Posen findes på den baggrund ikke at være egnet til at transportere varer i, men anses derimod som værende konstrueret til kortvarigt at bære affald fra skraldespand til større affaldsbeholder. Emballagelovens § 2a tager sigte på at afgiftspålægge de typer poser, der med rimelighed kan erstattes af stofposer, bærenet, tasker og lignende. SKAT finder ikke, at den omhandlede pose kan antages at få en funktion som en almindelig papir- eller plasticbærepose, således at den med rimelighed kan erstattes af stofposer mv.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med ”nej”.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1

Lovgrundlag

Emballageafgiftslovens § 2a

“Der svares tillige afgift af poser fremstillet af papir eller plast mv. med et rumindhold op til hank eller lignende på mindst 5 l.”

Forarbejder

Bemærkninger (lovforslag nr. 299 af 19. maj 1993)

“(…).

Lovforslaget tager sigte på at afgiftspålægge de typer poser, der med rimelighed kan erstattes af stofposer, bærenet, tasker og lignende. (SKATs fremhævelse)

For at afgrænse afgiftspligtige poser i forhold til f.eks. de traditionelle affaldsposer, fryseposer og de brune papirsposer foreslås det kun at afgiftsbelægge poser med hank (eller forberedt til hank) eller lignende. (SKATs fremhævelse)

Det foreslås endvidere, at der fastsættes et mindstemål, således at små poser, der mere kan betragtes som emballage, ikke afgiftspålægges.

En pose, der opfylder disse kriterier er også afgiftspligtig, selv om den bruges som en almindelig emballage, pose og lign., f.eks. til frugt eller grønt hos detailhandleren. Derimod vil poser, der indeholder f.eks. mel, sukker, hunde- og kattemad, toiletpapir og køkkenruller, og som normalt er lukkede, ikke være omfattet af afgiftspligten, selv om de er forsynet med hank.

(…)”

Praksis

SKM2016.80.SR

Skatterådet bekræfter, at der skal betales afgift efter emballageafgiftsloven af en gavepose, som kan lukkes med klister og med snor, hvor snoren frembringer en hank.

Det fremgår af sagen, at der ikke er ”forhold ved gaveposens anvendelse, der gør det påkrævet, at gaveposen kan forsegles/klistres sammen. Det er endvidere SKATs opfattelse, at posen med rimelighed kan anvendes som en traditionel pose, dvs. til at bære ting i. Posen kan derfor med rimelighed erstattes af stofposer mv.”

SKM2014.629.SR

Skatterådet bekræfter, at der ikke skal svares afgift efter emballageafgiftsloven af en forseglingsplastpose med hank, der som følge af sikkerhedskrav anvendes ved udlevering af taxfree-varer fra butikker i lufthavne. Skatterådet bekræfter, at der ikke skal svares afgift efter emballageafgiftsloven af en forseglingsplastpose.

Det fremgår af Skatterådets afgørelse og begrundelse for ikke at afgiftspålægge forseglingsposerne var bl.a.: ” at disse forseglingsplastposer skal anvendes i lufthavne som følge af sikkerhedskrav.”, samt at ” forseglingsplastposen af hensyn til afsender og modtager skal kunne lukkes i forbindelse med fremsendelse af varer, og det skal være synligt, hvis posen har været åbnet under forsendelsen.”

Skatterådet forudsætter, at poserne efter brug ikke kan genbruges.

SKM2004.485.LSR

En plastpose med en snørelukkeordning, der var konstrueret således, at der kunne fremkomme en hank, ansås afgiftspligtig i medfør af emballageafgiftslovens § 2a. Posen havde dels været solgt til brug som affaldspose og dels til anvendelse som en pose kunder kunne bære indkøbt tøj hjem i. Den konkrete anvendelse ansås ikke afgørende, og afgiftspligten var således ens uanset om posen blev solgt til den ene eller anden anvendelse.

Det fremgår af Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse bl.a., at: ” Henset til at snørelukningen er konstrueret således, at der herved fremkommer en hank, finder retten, at den omhandlede pose ved sammensnøring må antages at få en funktion, således at den med rimelighed kan erstattes af stofposer mv. I modsætning til SKM2002.512.LSR kan det ikke lægges til grund, at snørelukningen i den i sagen omhandlede pose hovedsageligt har til formål at fungere som lukning af posen. Det bemærkes, at der hverken på grundlag af lovens ordlyd eller forarbejderne er grundlag for at lægge vægt på den påtænkte eller faktiske konkrete anvendelse af en given pose.”

SKM2002.512.LSR

Affaldsposer med en snørelukkeordning kunne ikke anses emballageafgiftspligtige.

Det fremgår af sagens oplysninger bl.a., at ”Posen er foroven forsynet med to plastsnore, der er svejset til bagstykket i posen. De to snore er samlet med et brudstykke/sammenlukning, der stort set ingen bæreevne har (en brudstyrke på max. 1 kg.).”

Det fremgår af Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse bl.a., at: ” Det kan efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at den i sagen omhandlede pose er forsynet med en snørelukning, der består af to plastsnore, der er svejset til bagstykket i posen og samlet med et brudstykke/sammensvejsning med ringe bæreevne.

Retten finder, at det videre kan lægges til grund, at denne snørelukning hovedsageligt har til formål at fungere som lukning af posen. Det forhold, at snørelukningen tillige - eventuelt efter en sammenbinding - kan anvendes til at bære posen i, kan efter rettens opfattelse ikke medføre, at den i sagen omhandlede pose kan antages at få en funktion, således at den med rimelighed kan erstattes af stofposer mv.”

TfS 1994,714

Momsnævnet traf afgørelse om, at en affaldssæk med snoretræk, som måler ca. 77 x 104 cm, ikke er afgiftspligtig, da sækkens størrelse gør den uegnet til at fungere som traditionel bærepose. Nævnet traf desuden afgørelse om, at en affaldspose med snoretræk, som måler ca. 54 x 64 cm, er afgiftspligtig. Posen var ikke af tilstrækkelig størrelse og/eller form til at kunne betragtes som en ikke afgiftspligtig affaldssæk.

Den Juridiske Vejledning

 I afsnit E.A.7.1.6 vedrørende det afgiftspligtige vareområde for bæreposer fremgår bl.a.:

”Afgiftspligten omfatter poser (bæreposer) af papir eller plast mv. med hank eller lignende, fx stropper eller snipper, der kan sammenbindes, og som

  • har et rumindhold op til hank på mindst 5 liter og

  • med rimelighed kan erstattes af stofposer, bærenet, tasker og lignende.

Der er ikke afgift på følgende poser

  • lukkede poser (topsvejsede) til fx køkkenruller og toiletpapir

  • poser, der er umiddelbart sammenlignelige med bærenet og tasker, fx poser af meget kraftig plast.

(…)

Benævnelsen af posen, fx affaldspose, har ikke betydning i spørgsmål om afgiftspligten.”

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter