Dato for udgivelse
12 Jul 2018 11:43
Dato for afgørelse
07 Jun 2018 12:53
Dato for afsagt dom/kendelse
10 Jul 2018 12:37
SKM-nummer
SKM2018.380.BR
Myndighed
Byret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
Retten i Glostrup, BS 10E-253/2017
Dokument type
Dom
Emneord
Klagefrist, bevisbyrde, systembevis, elektroniske journal, postrutiner, klagevejledning
Resumé

SKAT traf den 9. april 2014 afgørelse om forhøjelse af skatteyderens indkomst for 2012. Skatteyderen klagede over afgørelsen den 28. november 2014. Skatteankestyrelsen afviste klagen med henvisning til, at klagefristen på 3 måneder fra afgørelsens modtagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 3, var sprunget.

Skatteyderen gjorde gældende, at han ikke havde modtaget afgørelsen.

SKATs afgørelse var adresseret til skatteyderens folkeregisteradresse, og skattemedarbejderen, der havde truffet afgørelsen, havde i forbindelse med klage- og domstolsbehandlingen skriftligt redegjort for SKATs postrutiner. Oplysningerne om afsendelse af brevet understøttedes af en udskrift fra SKATs sagsbehandlingssystem med angivelse af tidspunkt for udskrift og datering af afgørelsen.

Retten lagde på denne baggrund til grund, at SKATs afgørelse af 9. april var blevet afsendt, og at den herefter var blevet modtaget mere end 3 måneder før klagen blev indgivet. Klagen var dermed indgivet for sent.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Reference(r)

Skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 3
Skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 3, 3. pkt
Skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 6, 2. pkt

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2018-1 A.A.7.4.8


Parter

A

(v/adv. Mads K.K. Sørensen)

 mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten, adv.fm. Søren Norlén)

Afsagt af byretsdommer 

Henrik Munkholm 

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen vedrører en prøvelse af Skatteankestyrelsens afgørelse af 28. oktober 2016 om afvisning af As klage vedrørende forhøjelse af hans skattepligtige indkomst for 2012.

Sagsøgeren, A, har nedlagt følgende påstande:

Principalt: As skatteansættelse for indkomståret 2012 hjemvises til fornyet behandling hos Skatteankestyrelsen.

Subsidiært: Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at Skatteankestyrelsen skal realitetsbehandle As klage modtaget den 28. november 2014.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har nedlagt følgende påstand: Frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Af sagen fremgår, at SKAT den 9. april 2014 traf afgørelse om, at forhøje As skattepligtige indkomst for 2012 med 257.692 kr. Forhøjelsen vedrører flere kontant indsættelser på As konto i F1-bank. Forud for SKATs afgørelse havde A været indkaldt til møde hos SKAT den 30. oktober 2013 og var efterfølgende anmodet om at indsende nærmere dokumentation for de omhandlede indsættelser. Det fremgår af sagen, at SKAT flere gange har rykket herfor.

Den 31. marts 2014 modtages materialet og den 9. april 2014 traf SKAT herefter afgørelse om at forhøje As skattepligtige indkomst med 257.692 kr 

A har klaget over SKATs afgørelse til Skatteankestyrelsen, som den 28. oktober 2016 traf afgørelse i sagen.

Skatteankestyrelsens afgørelse er fremlagt i sagen som bilag 1. Heraf fremgår blandt andet:

"Skatteankestyrelsens afgørelse

Klagen afvises.

Skatteankestyrelsens bemærkninger og begrundelse

Klageren har modtaget SKATs afgørelse af den 9. april 2014. Klagen over afgørelsen blev modtaget i Skatteankestyrelsen den 11. december 2014.

Fristen for at klage er 3 måneder fra modtagelsen af afgørelsen. Klagen afvises, hvis den modtages efter fristens udløb. Hvis særlige omstændigheder taler for det, kan vi se bort fra en fristoverskridelse. Reglerne fremgår af skatteforvaltningslovens § 35a, stk. 6.

Klagen er modtaget efter fristens udløb, og der er ikke særlige omtændigheder, der kan begrunde, at der bortses fra overskridelsen. Der henvises til at SKAT ses at have redegjort fyldestgørende for proceduren ved forsendelse af afgørelsen af 9. april 2014, og at der ikke foreligger oplysninger der kan sandsynliggøre brevets bortkomst ved første fremsendelse af afgørelsen. At SKAT har indvilliget i at genfremsende afgørelsen kan ikke føre til andet resultat. Vi afviser derfor klagen."

Det er ubestridt mellem parterne, at klagen blev modtaget i Skatteankestyrelsen den 28. november 2014.

Som sagens bilag 4 er fremlagt email af 31. maj 2016 fra IL til Skatteankestyrelsen. Heraf fremgår blandt andet:

"Hej JS

I henhold til din mail af 27. maj 2017 kan oplyses:

Den oprindelige afgørelse er sendt til klageren pr. brev.

Der er ingen log eller lignende dokumentation, der kan belyse, hvornår og hvordan afgørelsen er afsendt.

Post til afsendelse lægges i et postrum, hvorefter post, der er afleveret inden kl.14.00 mandag til torsdag og inden kl.12.00 fredag afvsendes samme dag. Posten kan både afsendes som A og B post. Dette afgør den sagsbehandler, der skal have posten afsendt. Jeg sender altid forslag til afgørelse og afgørelser som A post.

For god ordens skyld skal det oplyses, at SKAT ikke har modtaget afgørelse dateret den 9/ 4 2014 retur.

..."

Som sagens bilag M er fremlagt udskrift fra SKATs sagsbehandlingssystem. Heraf fremgår blandt andet, at afgørelsen er oprettet den 28. marts 2014, udskrevet og dateret den 9. april 2014.

Forklaringer

A har forklaret blandt andet, at han tidligere har været ansat i firmaet G1 med kørsel af varer. I dag modtager han dagpenge. Han er gift og har 4 børn med sin ægtefælle.

Han har aldrig modtaget SKATs brev af 9. april 2014 med forslag til ændring af hans skattepligtige indkomst for 2012. Han talte med IL fra SKAT, der oplyste at brevet var afsendt. Da han ikke havde modtaget brevet, foreslog han, at det blev sendt til hans eboks eller blev lagt på SKAT.dk. Det ville hun ikke gøre. Hun sagde, at hun ville sende det med PostNord igen.

Han modtog efterfølgende afgørelsen, men kan ikke idag huske, hvornår det var.

De fremlagte kontoudskrifter fra F1-bank viser overordnet, at det er de samme penge, som bliver hævet på kontoen og senere indsat igen.

A blev foreholdt ekstraktens side 69, kontoudskrift fra F1-bank, hævninger på 2x15.000 kr. den 17. august 2012. Hertil forklarede han, at han ikke husker, hvad pengene skulle bruges til. Men han brugte dem ikke, og indsatte dem derfor på kontoen igen den 30. august 2012.

Han har modtaget mødeindkaldelsen fra SKAT dateret den 8. oktober 2013, ekstraktens side 78. Han tror også, at han har modtaget brev af 22. november 2013 fra SKAT, ekstraktens side 79. Han talte den 25. november 2014 i telefon med en medarbejder fra SKAT.

A blev foreholdt ekstraktens side 117, sagsnotat fra SKAT, hvoraf fremgår blandt andet, at A skulle være mødt til et møde hos SKAT den 30. oktober 2013. Hertil forklarede han, at han ikke var indkaldt til et møde. Han var alene mødt som tolk for KM. Det var et møde med IL fra SKAT. Det, som er anført i sagsnotatet passer ikke.

A blev foreholdt ekstraktens side 123, Historik, Oversigt over hændelser SKAT. Hertil forklarede han, at han sikkert har modtaget de emails, som er anført den 16. april og 24. juni 2014. Han ved ikke, hvorfor han ikke reagerede på disse.

A blev foreholdt ekstraktens side 178, kontoudskrift fra F1-bank, indsættelse af 23.000 kr. den 30. juli 2013. Hertil forklarede han, at de 23.000 kr. var et lån fra hans fætter MI. Han skulle bruge pengene til en ven, LM, der skulle stifte et selskab, men manglede penge. Han ville hjælpe LM og lånte derfor 23.000 kr. af sin fætter MI. Lånet er tilbagebetalt. Det fremgår også af bankudskriften, at det var et lån.

A blev foreholdt ekstrakten samme side, indsættelse af 100.000 kr. den 30. juli 2013. Hertil forklarede han, at han havde dette beløb i kontanter på sin bopæl. Han har tidligere mistet ca. 700.000 kr. ved F2-banks konkurs. Det var penge, som han havde tjent på handel med aktier. Derfor opbevarer han altid sine penge kontant hos sig selv.

A blev foreholdt ekstraktens samme side, indsættelse af 25.000 kr. den 30. juli 2013. Hertil forklarede han, at han havde lånt beløbet af KM. Pengene var også til LM stiftelse af et selskab. Det samme gør sig gældende vedrørende indsættelsen af 25.000 kr. samme dato fra NA. Begge lån er tilbagebetalt. Det fremgår også af bankudskriften, at det var et lån.

NA og KM er hans fætre.

A blev foreholdt ekstraktens side 265, kontoudskrift fra F1-bank, indsættelse af 10.000 kr. den 10. marts 2014, MI. Hertil forklarede han, at han ikke husker, hvad dette beløb vedrører. Han skulle på et tidspunkt stifte et selskab, G2, og pengene var nok til brug for stiftelsen. Han har tilbagebetalt beløbet kontant til MI.

A blev foreholdt samme kontoudskrift, indsættelse af 30.000 kr. den 10. marts 2014, hvor der er anført ”Kundekort”. Hertil forklarede han, at beløbet var indsat af ham selv. Det var til brug for stiftelsen af selskabet G2. Indsættelsen af 7.500 kr. den 11. marts fra MI var ligeledes til brug for stiftelse af selskabet.

A blev foreholdt ekstraktens side 325, støttebilag A: Oplysninger om indkomst og større udgifter. Han købte bilen af mærket ... kontant for ca. 120.000 kr. Det var penge, som han havde kontant på sin bolig.

Familien har i 14 år boet i et rækkehus med en månedlig husleje på 3.000 kr. Hans ægtefælle havde også arbejde og de modtog derudover børnepenge.

Han mener, at SKAT både i 2013 og 2014 har anført forkerte beløb vedrørende hans dagpenge og løn. Han har blandt andet fået løn fra G3. Denne blev udbetalt kontant, idet G3 ikke havde nogen bankkonto.

En bank stiller for mange spørgsmål og opkræver for mange gebyrer.

Omkring 2007 lånte han 600.000 kr. af sin onkel OZ i Y1-land. Der blev udfærdiget en låneaftale, men han har ikke kunnet finde den. Lånet er ikke tilbagebetalt. Lånet var rentefrit i 10 år, herefter bliver der tilskrevet renter med 12 %. De 600.000 kr. blev indsat på en bankkonto. Der er ikke fremlagt en udskrift fra denne bankkonto i sagen.

Han har modtaget mødeindkaldelsen fra SKAT dateret den 8. oktober 2013, ekstraktens side 78. Han tror også, at han har modtaget brev af 22. november 2013 fra SKAT, ekstraktens side 79. Han talte den 25. november 2014 i telefon med en medarbejder fra SKAT.

A blev foreholdt ekstraktens side 117, sagsnotat fra SKAT, hvoraf fremgår blandt andet, at A skulle være mødt til et møde hos SKAT den 30. oktober 2013. Hertil forklarede han, at han ikke var indkaldt til et møde. Han var alene mødt som tolk for KM. Det var et møde med IL fra SKAT. Det, som er anført i sagsnotatet passer ikke.

A blev foreholdt ekstraktens side 123, Historik, Oversigt over hændelser SKAT. Hertil forklarede han, at han sikkert har modtaget de emails, som er anført den 16. april og 24. juni 2014. Han ved ikke, hvorfor han ikke reagerede på disse.

Vidnet KM har forklaret blandt andet, at han er fætter til A.

Vidnet blev foreholdt ekstraktens side 188, kontoudskrift F1-bank den juli 2013 lån til A 25.000 kr. Hertil forklarede vidnet, at det er hans konto. A havde brug for nogle penge og vidnet lånte beløbet til ham. Beløbet er tilbagebetalt med kontanter efter ca. 5-6 måneder. Vidnet har selv skrevet ”lån til A”. Han kan godt skrive lidt dansk.

Vidnet NA har forklaret blandt andet, at han er fætter til A.

Vidnet blev foreholdt ekstraktens side 189, kontoudskrift fra F1-bank den 30. juli 2013 lån til A 25.000 kr. Hertil forklarede vidnet, at A havde anmodet om at låne beløbet af vidnet. Han sagde ikke, hvad pengene skulle bruges til. Pengene er tilbagebetalt kontant. Han kan ikke huske, hvornår det skete. Han mener, at det var nogle måneder efter. Vidnet havde brug for kontanter, derfor skete tilbagebetalingen kontant. Vidnet har selv skrevet teksten på kontoudskriften.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren A har i påstandsdokument af 12. april 2018, blandt andet gjort gældende, at sagsøgte har bevisbyrden for, at afgørelsen af 9. april 2014 er sendt og kommet frem til sagsøger.

Det taler imod at sagsøgte har løftet bevisbyrdsen herfor, at sagsøgte i mail af 31. maj 2014, jf. bilag 4, ikke har nogen log, journalnotat, postliste eller lignende dokumentation, der kan belyse, om og eventuelt hvornår og hvordan afgørelsen er afsendt.

Det gøres gældende, at klagefristen har været suspenderet, indtil sagsøger rent faktisk modtog SKATs afgørele af 9. april 2014 og at klagen over SKATs afgørelse er modtaget i Skatteankestyrelsen indenfor fristen på tre måneder efter den dag, hvor sagsøger rent faktisk modtog SKATs afgørelse efter genfremsendelsen af denne.

Skatteankestyrelsens afvisning af sagen er derfor uberettiget.

Skatteministeriet har bevisbyrden for, hvornår og hvordan afgørelsen blev (gen)fremsendt til sagsøger efter sagsøgers henvendelse til SKAT den 25. august 2014. Sagsøgte har ikke dokumenteret hvorledes SKATs afgørelse er fremsendt til sagsøger efter sagsøgers henvendelse af 25. august 2014 og det må derfor lægges til grund, at afgørelsen er genfremsendt som B-post, hvorfor sagsøgers klage til Skatteanketyrelsen er sket indenfor 3-månedersfristen.

For det tilfælde, at Retten måtte anse klagefristen for overskredet, gøres det gældende, at der skal bortses fra fristoverskridelsen, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 6, idet SKATs afgørelse af 9. april 2014 har stor betydning for sagsøger, idet han ved afgørelsen er blevet forhøjet med kr. 257.692 og idet der er sandsynlighed for, at sagsøger får medhold ved en realitetsbehandling af sagen.

Sagsøgte Skatteministeriet har i påstandsdokument af 12. april 2018 blandt andet gjort følgende gældende, at Skatteankestyrelsens afvisning af As klage var berettiget, da klagefristen i medfør af skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 3, er overskredet, jf. skatteforvaltningslovens § 35, stk. 6, pkt., og at der ikke forelå særlige omstændigheder.

Det følger af skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 6, 1. pkt., at klagen afvises af skatteankeforvaltningen, hvis den indgives efter udløbet af fristen i stk. 3.

Afgørelsen er afsendt og modtaget mere end tre måneder før, der blev klaget, jf. skatteforvaltningslovens § 35a, stk. 3, 3. pkt. Der er fremlagt en kopi af afgørelsen der er dateret den 9. april 2014 og som blev udskrevet og låst i det elektroniske sagsbehandlingssystem den 9. april 2014. Afgørelsen er adresseret til sagsøgers folkeregisteradresse og er ikke kommet retur. Efter sædvanlig praksis er der herefter ført tilstrækkeligt bevis for, at SKATs afgørelse af 9. april 2014 er kommet frem til A i overensstemmelsemed sædvanlig postgang.

Hvis retten ikke finder, at afgørelsen er modtaget mere end tre måneder før, der blev klaget, gøres det gældende, at afgørelsen i hvert fald er afsendt mere end fire måneder før, der blev klaget, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 6, 2. pkt.

Der er enighed om, at A mandag den 25. august 2014 rettede telefonisk henvendelse til SKAT og modtog oplysning om afgørelsen og det blev aftalt, at afgørelsen skulle genfremsendes. Genfremsendelse er sket som A-post, jf. bilag N.

Klagen er dateret den 28. november 2014 og er således modtaget senere en 3 måneder efter "modtagelsen" og dermed for sent i henhold til 3-månedersfristen i § 35 a, stk. 3, 3. pkt. og skal derfor afvises efter stk. 6, 1. pkt.

Det var derfor korrekt, at Skatteankestyrelsen afviste klagen. Skatteministeriet skal derfor frifindes.

Der foreligger ikke særlige omstændigheder, som i medfør af skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 6 kan begrunde, at skatteankeforvaltningen kan se bort fra fristoverskridelsen. Der er tale om en betydelig fristoverskridelse og det bestrides, at A ville få medhold i en eventuel realitetsbehandling.

Rettens begrundelse og afgørelse

Denne sag vedrører indkomståret 2012 og drejer sig om en prøvelse af Skatteankestyrelsens afgørelse af 28. oktober 2016 om afvisning af As klage over SKATs afgørelse af 9. april 2014 med den begrundelse, at klagefristen var sprunget, og betingelserne for at bortse fra fristoverskridelsen ikke var tilstede.

Ved brev af 8. oktober 2013 har SKAT indkaldt A til møde den oktober 2013 på Skattecenter i Y1-by. A har bekræftet, at han deltog i et møde med IL fra SKAT den 30. oktober 2013, men det var alene som tolk for KM.

Af sagsnotat fra SKAT, ekstraktens side 94, fremgår at der den 30. oktober 2013 blev afholdt møde med A og at mødet vedrørte beløb modtaget af A.

Endvidere fremgår, at SKAT efter mødet den 30. oktober 2013 flere gange har anmodet A om fremsendelse af yderligere materiale. Trods flere udsættelser hermed blev der ikke modtaget yderligere fra A.

As forklaring om, at han alene deltog i mødet den 30. oktober 2013 som tolk for KM, kan ikke lægges til grund ved sagens afgørelse.

Den 9. april 2014 traf SKAT herefter afgørelse om at ændre As skattepligtige indkomst med 257.692 kr.

Af sagen fremgår, at SKATs afgørelse af 9. april 2014 er fremsendt til A på adressen Y2-adr. ved almindeligt brev. Det fremgår endvidere af udskrift fra det Centrale Person Register, at A fra den 1. oktober 2004 har haft bopæl på adressen Y2-adr. 

IL fra SKAT har i email af 31. maj 2016 nærmere redegjort for postrutinerne hos SKAT. Af SKATs elektroniske sagsbehandlersystem (bilag M) fremgår endelig, at afgørelsen er oprettet den 28. marts 2014, udskrevet og dateret den 9. april 2014.

Det er ubestridt mellem parterne, at klagen blev indgivet den 28. november 2014.

På ovennævnte baggrund er det ubetænkeligt at lægge til grund, at SKAT har afsendt afgørelse af 9. april 2014 og at denne herefter er modtaget af A mere end tre måneder før, As klage indgivet den 28. november 2014. Af afgørelsen af 9. april 2014 fremgår endelig en udførlig klagevejledning.

Klagen er herefter indgivet mere end 3 måneder efter afgørelsen er afsendt og modtaget, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 3, 3. pkt. og der er ikke af A oplyst om sådanne særlige omstændigheder, at der skal bortses fra fristoverskridelsen, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 6, 2. pkt.

Herefter gives der Skatteministeriet medhold i den nedlagte påstand om frifindelse.

Efter sagens udfald skal A betale sagens omkostnnger til Skatteministeriet med 25.000 kr. til dækning af Skatteministeriets udgift til advokat. Der er herved henset til sagens værdi, sagens omfang og varighed, herunder at sagen er behandlet sammen med sagerne BS 1134/2017 og BS 1135/2017.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Skatteministeriet frifindes.

Inden 14 dage skal A betale sagens omkostninger til Skatteministeriet med 25.000 kr.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter