Dato for udgivelse
22 Aug 2018 09:25
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
05 Jul 2018 11:18
SKM-nummer
SKM2018.437.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
B-1163/17
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Udenlandsk indkomst
Emneord
Skattepligt, optjent, ombord, skib, flag, beskatningsret, territorium, berettiget, forventning, fangst, optjent, tilvejebragt, retsbeskyttet
Resumé

Sagen angik, om Danmark kunne beskatte den indkomst, som en i øvrigt fuldt skattepligtig i 2011 og 2012 havde optjent ombord på et skib under norsk flag, som fangede krill ud for Antarktis, og som samtidig forarbejdede den indfangede krill.

Den skattepligtige gjorde gældende, at Norge var tillagt beskatningsretten, og at Danmark ikke havde en subsidiær beskatningsret, samt at han derfor var berettiget til lempelse. Til støtte herfor henviste den skattepligtige til, at arbejdet måtte anses for udført på norsk territorium, og at der ikke var tale om et fiskefartøj med deraf følgende dansk beskatningsret. Endvidere gjorde den skattepligtige gældende, at det forhold, at SKAT i 2010 ikke havde anset indkomsten for omfattet af Danmarks beskatningsret, førte til, at han havde en berettiget forventning om, at Danmark heller ikke i 2011 og 2012 havde beskatningsretten.

Allerede fordi fiskeriet og fangsten af krill var en forudsætning for driften af forarbejdningsanlægget ombord på skibet, og fordi anlægget kun blev anvendt til forarbejdning af skibets fangst og ikke fangster gjort af andre skibe, tiltrådte landsretten, at skibet måtte anses for et fiskefartøj i dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 15, stk. 4, litra b’s forstand. Den omstændighed, at den skattepligtige arbejdede som elektriker på skibet, kunne ikke føre til et andet resultat. Allerede fordi den skattepligtige alene var skattepligtig i Danmark af den indkomst, han i indkomstårene 2011 og 2012 tjente ombord på skibet, opstod der ikke spørgsmål om dobbeltbeskatning eller anvendelse af dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 25, stk. 1, litra c.

Landsretten fandt desuden, at hverken den skattepligtiges henvendelse til Borgerservice og SKAT, og de svar han opnåede i den forbindelse, eller indholdet af årsopgørelsen for 2010, hvor den skattepligtige ikke betalte skat af sin indkomst, kunne give den skattepligtige en berettiget forventning om, at SKAT ville anerkende, at hans indkomster for indkomstårene 2011 og 2012 ikke skulle beskattes i Danmark.

Landsretten stadfæstede derfor byrettens frifindelse af Skatteministeriet (SKM2017.499.BR).

Reference(r)

Ligningslovens § 33 A

Dobbeltbeskatningsoverenskomst artikel 15, stk. 4, litra b

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2018-2, C.F.4.2.2.3

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2018-2, C.F.9.2.14.6.2

Redaktionelle noter

Tidligere instans: Byrettens dom af 21. juli 2017, SKM2017.499.BR


Parter

A

(v/adv. Troels Troldtoft Henriksen)

Mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/adv. Mattias Chor)

Afsagt af landsretsdommerne

Poul Hansen, Jens Hartig Danielsen og Pia Maria Stokvad-Rubenius (kst.)

Sagens oplysninger

Retten i Randers har den 21. juli 2017 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. BS 4-1258/2016) (SKM2017.499.BR).

Påstande

For landsretten har appellanten, A, nedlagt påstand om, at hans skatteansættelser for indkomstårene 2011 og 2012 hjemvises til fornyet behandling hos SKAT med henblik på beregning af lempelse i indkomstskatten.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.

Forklaringer

A har supplerende forklaret, at MS...L i 2008 blev forlænget med 30 meter for at skabe plads til fabrikken, og skibets længde var herefter i alt 99,5 meter.

Billedet på ekstraktens s. 106 viser et rum, der blev kaldt for ”Cargo Hole”. Proteinkoncentratet og granulatet, der blev lavet ombord, var færdige produkter, der var klar til afsætning. Olien, der også blev lavet ombord, blev først lavet til kapsler, når det kom på land.

MS...L forarbejde ikke krill, der var fanget af andre, fordi det var det eneste skib, som rederiet ejede med fabrik ombord, og rederiet ville ikke hjælpe skibe fra konkurrerende rederier. De andre rederier frøs deres krill-fangster ned. Tanken bag at forarbejde krill-fangsten var, at det giver et bedre produkt end ved nedfrysning. Han har i dag kolleger, der arbejder på en fabrik i Y1-by, som laver det samme, som han gjorde ombord på MS...L.

De 100.000 kr., som han i 2011 indbetalte frivilligt til SKAT, var for skatteåret 2010. Han indleverede ikke selvangivelser for 2011 og 2012, fordi han havde en aftale med sin revisor om, at revisoren skulle sørge for det.

Procedure

A har for landsretten efter Højesterets dom af 4. januar 2018 (U.2018.1385H) frafaldet et anbringende om, at han i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 15, stk. 3, skal svare skat til Norge. Endvidere har han frafaldet et anbringende om, at hans betaling af trygdeafgift kan sidestilles med betaling af skat til den norske stat. Parterne har i øvrigt i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

Beskatningsret

A havde i indkomstårene 2011 og 2012 bopæl i Danmark og arbejdede som elektriker på det i Norge indregistrerede skib MS...L, der sejlede i internationalt farvand nær Antarktis.

Det følger af lov nr. 190 af 12. marts 1997 om indgåelse af dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem de nordiske lande, at den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst finder anvendelse i Danmark.

Af dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 15, stk. 1, fremgår, at løn og andet lignende vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold, oppebåret af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, kun beskattes i denne stat, medmindre arbejdet er udført i en anden kontraherende stat.

Endvidere fremgår det af dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 15, stk. 4, litra b, blandt andet, at uanset artikel 15, stk. 1, beskattes vederlag for arbejde, som udføres ombord på blandt andet et fiske-, sælfangst- eller hvalfangstfartøj kun i den kontraherende stat, hvori den, som oppebærer vederlaget, er hjemmehørende.

Efter det oplyste om MS...L lægger landsretten til grund, at skibet, der er registreret hos CCAMLR (Commission for the Conservation of Antarctic Marine Living Resources), fiskede krill ved Antarktis, som blev forarbejdet på et anlæg ombord på skibet. Allerede fordi fiskeriet og fangsten af krill var en forudsætning for driften af forarbejdningsanlægget ombord på MS...L, og fordi anlægget kun blev anvendt til forarbejdning af MS...Ls fangst og ikke fangster gjort af andre skibe, tiltræder landsretten, at skibet MS...L må anses for et fiskefartøj i dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 15, stk. 4, litra b’s forstand. A er derfor skattepligtig i Danmark af den indkomst, han i indkomstårene 2011 og 2012 tjente ombord på MS...L. Den omstændighed, at han arbejdede som elektriker på skibet, kan ikke føre til et andet resultat.

Allerede fordi A alene er skattepligtig i Danmark af den indkomst, han i indkomstårene 2011 og 2012 tjente ombord på MS...L, opstår der ikke spørgsmål om dobbeltbeskatning eller anvendelse af dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 25, stk. 1, litra c.

Berettiget forventning

Landsretten finder, at hverken A henvendelse til Borgerservice og SKAT, og de svar han opnåede i den forbindelse, eller indholdet af årsopgørelsen for 2010, med skattemappedato 23. januar 2012, har kunnet give ham en berettiget forventning om, at SKAT ville anerkende, at hans indkomster for indkomstårene 2011 og 2012 ikke skal beskattes i Danmark.

Landsretten stadfæster derfor dommen.

Efter sagens udfald sammenholdt med parternes påstande skal A betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 50.000 kr. inkl. moms til dækning af udgifter til advokatbistand. Landsretten har ved fastsættelsen af beløbet lagt vægt på sagens økonomiske værdi og dens omfang.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Byrettens dom stadfæstes.

A skal betale sagens omkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 50.000 kr.

De idømte sagsomkostninger, der forrentes efter rentelovens § 8 a, skal betales inden 14 dage.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter